Skriftlig fremsættelse (30. marts
2011)
Undervisningsministeren (Troels Lund
Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
SU-loven (Fribeløb i forbindelse med SU til
uddannelsessøgende ved politiets grunduddannelse)
(Lovforslag nr. L 179).
Det følger af Finansloven for 2011 (Aftale mellem
regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om
politiets og anklagemyndighedens økonomi i 2011
(politiforliget af 6. november 2010)), at aflønningen af
politielever skal ændres, så de overgår til
statens uddannelsesstøtte (SU) i skoleperioder. Aftalen
følger på dette punkt anbefalingen i rapporten fra
Udvalget for en budgetanalyse af politiet 2009-2010 afsnit, 2.2.12.
Aftalen forudsættes gennemført for politielever, der
starter på politiets grunduddannelse på Politiskolen i
2011.
Lovforslaget indeholder et forslag om, at det højeste
fribeløb finder anvendelse i de måneder, hvor
politieleverne er i praktik og dermed modtager løn, eller
hvor politieleven har lønnet orlov fra uddannelsen, f.eks. i
forbindelse med barselsorlov. Hermed kommer politieleverne ikke i
en situation, hvor deres indtjening i perioder med løn under
uddannelsen overstiger det fribeløb, som de efter
SU-reglerne kan tjene, uden at det får indflydelse på
den uddannelsesstøtte, der tildeles. Endvidere indeholder
lovforslaget en adgang til at søge fribeløbet
forhøjet med den indtægt, som opnås ved
politielevers deltagelse i særlige politiopgaver. Hermed
sikres det, at der kan dispenseres for en eventuel overskridelse af
årsfribeløbet, hvis overskridelsen skyldes deltagelse
i særlige politiopgaver.
Dette lovforslag har således til formål at sikre,
at de uddannelsessøgende ved politiets grunduddannelse ikke
ved deres indtjening i perioder med lønnet praktik eller
lønnet orlov vil komme i en situation, hvor de må
fravælge eller tilbagebetale SU.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
hurtig og velvillig behandling i det høje ting.