Skriftlig fremsættelse (23. februar
2011)
Justitsministeren
(Lars Barfoed)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
forældelsesloven (Forældelse af fordringer på
erstatning eller godtgørelse i anledning af en
erhvervssygdom)
(Lovforslag nr. L 144)
Med forældelsesloven, der trådte i kraft i 2008,
er der indført en absolut forældelsesfrist på 30
år for fordringer på erstatning eller
godtgørelse i anledning af personskade, herunder for
fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning
af en erhvervssygdom.
Den absolutte forældelsesfrist medfører bl.a., at
en person, der udvikler en erhvervssygdom mere end 30 år
efter ophør af det skadegørende forhold (det vil sige
mere end 30 år efter ophør af den skadeforvoldende
påvirkning, som har forårsaget skaden), vil være
afskåret fra at gøre et krav på erstatning eller
godtgørelse gældende over for Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring og/eller en erstatningsansvarlig
arbejdsgiver eller dennes forsikringsselskab.
Der har i den senere tid i den offentlige debat været
rejst kritik af, at der gælder denne forældelsesfrist
på 30 år i sager om erhvervssygdomme.
Spørgsmålet har navnlig været rejst i forhold
til personer, der mange år efter at have været udsat
for asbest i forbindelse med deres arbejde udvikler
lungehindekræft.
Der anmeldes ifølge arbejdsskademyndighederne ca. 100
sager om året, hvor skadelidte har fået stillet
slutdiagnosen lungehindekræft. Ifølge lægelige
vurderinger vil denne sygdom i ca. 30 pct. af de nævnte sager
først udvikle sig - og dermed kunne diagnosticeres - mere
end 30 år efter den skadelige påvirknings
ophør.
Konsekvensen heraf vil være, at i
størrelsesordenen 30 personer årligt - på grund
af de gældende regler om en absolut forældelsesfrist
på 30 år - vil være afskåret fra at
opnå erstatning eller godtgørelse i anledning af denne
erhvervssygdom.
Baggrunden for at indføre en absolut
forældelsesfrist på 30 år for fordringer i
anledning af personskader var bl.a. hensynet til skyldneren og
dennes muligheder for at forsikre sig samt hensynet til at
undgå procesførelse om meget gamle fordringer, navnlig
henset til de bevismæssige vanskeligheder, der ofte
opstår i sådanne sager. Herudover viste erfaringerne,
at det kun meget sjældent forekommer, at erstatningskrav
rejses efter mere end 30 års forløb.
Efter regeringens opfattelse gør de nævnte hensyn
sig fortsat gældende for fordringer på erstatning eller
godtgørelse i anledning af personskader.
Den senere tids debat om den gældende 30-årsfrist
- og de oplysninger, som i den forbindelse er kommet frem -
understreger imidlertid, at visse erhvervssygdomme er så
længe om at udvikle sig, at et krav på erstatning eller
godtgørelse vil være forældet, inden sygdommen
overhovedet konstateres hos den pågældende.
Hertil kommer, at der på grund af den afgrænsning
af erhvervssygdomsbegrebet, som følger af
arbejdsskadesikringsloven, typisk vil være tale om klare
tilfælde, hvor der ikke foreligger bevismæssige
vanskeligheder, selv om der er tale om forhold, der ligger mange
år tilbage.
I lyset af det anførte foreslås der
indført en undtagelse fra forældelseslovens absolutte
30-årige forældelsesfrist for så vidt angår
erhvervssygdomme som defineret i arbejdsskadesikringslovens
§ 7, således at den almindelige forældelsesfrist
på 30 år ikke skal gælde i sådanne
sager.
Efter forslaget vil spørgsmålet om
forældelse i den omhandlede type af sager alene være
omfattet af den bestemmelse om forældelse, der er i
arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3. Denne bestemmelse
indebærer, at krav på erstatning eller
godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom forældes
5 år efter, at den skadelidte blev bekendt med fordringen og
skyldneren, eller fra den dag, da den pågældendes
manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt.
Forældelsesfristen for denne type af krav vil herefter som
altovervejende hovedregel først begynde at løbe
fra det tidspunkt, hvor en læge giver skadelidte oplysninger,
som medfører, at lægen har pligt til at indberette
sagen til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.
Med henblik på at sikre, at skadelidte, hvis krav
på erstatning eller godtgørelse i anledning af en
erhvervssygdom i perioden fra den 1. januar 2011 til
ikrafttræden af denne lov måtte være
forældet som følge af den gældende 30-års
forældelsesfrist, ikke afskæres fra at gøre
et sådant krav gældende, foreslås det endvidere,
at den foreslåede ændring af forældelsesloven
også skal finde anvendelse på sådanne
forældede krav.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.