L 137 Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om ungdomsskoler.

(Knallertkørekort og sanktioner ved ulovlig kørsel på knallert m.v.).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-02-2011

Fremsættelse: 09-02-2011

Skriftlig fremsættelse (9. februar 2011)

20101_l137_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. februar 2011)

Justitsministeren (Lars Barfoed)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om ungdomsskoler (Knallertkørekort og sanktioner ved ulovlig kørsel på knallert m.v.)

(Lovforslag nr. L 137)

Hovedformålet med lovforslaget er at forbedre færdselssikkerheden ved at højne kvaliteten af den køreundervisning, som unge knallertførere skal gennemgå, og ved at skærpe sanktionerne for ulovlig knallertkørsel.


Samtidig foreslås det, at aldersgrænsen for førere af lille knallert nedsættes fra 16 til 15 år for at forbedre de unges mobilitet.


Herudover indebærer lovforslaget en tilpasning af reglerne på knallertområdet til kravene i tredje kørekortdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF om kørekort).


Lovforslaget bygger - med visse justeringer - på anbefalingerne fra en arbejdsgruppe under Rigspolitiet, som har haft til opgave at revidere knallertområdet i lyset af Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan og tredje kørekortdirektiv.


Lovforslaget indebærer, at der indføres krav om kørekort for førere af lille knallert. Kravet vil dog ikke gælde for personer, som er fyldt 18 år inden lovens ikrafttrædelse. Der indføres endvidere særskilte kørekortkategorier til både lille og stor knallert, og som følge heraf indføres en række omkostningsbestemte gebyrer.


Lille knallert vil herefter kunne føres med kørekort til lille eller stor knallert, motorcykel eller bil, mens stor knallert vil kunne føres med kørekort til stor knallert, motorcykel eller bil.


Det foreslås, at aldersgrænsen for førere af lille knallert nedsættes fra 16 til 15 år for at forbedre de unges mobilitet. 15-17-årige vil - i stedet for det knallertbevis, som 16-17-årige i dag kan erhverve - kunne erhverve kørekort til lille knallert ved at gennemføre ungdomsskolernes knallertuddannelse.


Forslaget om nedsættelse af aldersgrænsen skal ses i sammenhæng med, at der med lovforslaget samtidig foreslås indført en række tiltag, som særligt sigter til at forbedre færdselssikkerheden for unge knallertførere.


Således foreslås det, at der sker en markant forbedring af knallertuddannelsen i ungdomsskolerne. Dette vil bl.a. indebære, at uddannelsen bliver udvidet med minimum seks lektioner særligt om risikoforståelse, da netop risikoforståelse er blevet anført som en væsentlig faktor for unge knallertføreres evne til at færdes sikkert i trafikken. Herudover foreslås, at knallertuddannelsen som noget nyt afsluttes med en egentlig teoriprøve og praktisk køreprøve, som den unge skal bestå. Endvidere lægges der med lovforslaget op til at indføre et krav om, at unge under 18 år skal have gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus som betingelse for at kunne erhverve kørekort til lille knallert.


For i højere grad at sikre, at forældrene til de yngste knallertførere bliver involveret i den unges beslutning om at anskaffe sig en knallert, foreslås det, at knallertforhandlere og andre professionelle, der driver erhverv med salg, udlejning eller reparation af knallerter, ikke må overlade en knallert til personer under 16 år, medmindre forældremyndighedens indehaver har givet skriftligt samtykke dertil.


Som konsekvens af de foreslåede forbedringer og udvidelser af knallertuddannelsen i ungdomsskolerne, foreslås det gebyr på 100 kr., der i dag betales for udstedelse af et knallertbevis, erstattet med et omkostningsbestemt gebyr på 420 kr. for udstedelse af et kørekort til lille knallert. Herudover vil unge under 18 år selv skulle afholde eventuelle udgifter til det færdselsrelaterede førstehjælpskursus.


Personer, der er fyldt 18 år, vil alene skulle bestå en teoriprøve hos politiet for at erhverve kørekort til lille knallert. For udstedelse af kørekort til lille knallert til personer over 18 år foreslås indført et omkostningsbestemt gebyr på 100 kr.


Kørekort til stor knallert vil efter forslaget kunne erhverves af personer, der er fyldt 18 år, efter undervisning på køreskole og en teoretisk og praktisk køreprøve, som afholdes af politiet.


Lovforslaget indeholder endvidere en række sanktionsskærpelser og nye sanktioner for ulovlig knallertkørsel. Skærpelserne tager navnlig sigte på at have en præventiv effekt i forhold til unge knallertførere.


Det foreslås således, at retten til at føre lille knallert - i lighed med, hvad der gælder for førerret til bil mv. - skal kunne frakendes betinget eller ubetinget, hvis føreren begår visse lovovertrædelser, herunder bl.a. spirituskørsel og efter omstændighederne kørsel med en knallert, som er "tunet". En ubetinget frakendelse vil som minimum ske for 2 år. For førere under 18 år foreslås det, at en ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert samtidig skal have den konsekvens, at det tidspunkt, hvor føreren efter sin alder kan erhverve kørekort til bil mv., udskydes i 6 måneder, og at retten i gentagelsestilfælde kan forlænge denne periode i op til 2 år. Har føreren på afgørelsestidspunktet allerede erhvervet kørekort til bil mv., frakendes denne førerret ubetinget i 6 måneder.


Bødestraffene for at køre på lille knallert før det fyldte 15. år og for i øvrigt at køre uden kørekort (i dag knallertbevis) foreslås skærpet.


Der indføres endvidere en ordning for obligatorisk konfiskation af lille knallert i tilfælde af gentagne overtrædelser af visse færdselslovsbestemmelser svarende til, hvad der gælder for andre køretøjer, hvortil der kræves kørekort, f.eks. bil, motorcykel mv.


Vedrørende stor knallert foreslås det, at kørsel på en stor knallert, som er »tunet«, efter omstændighederne skal kunne føre til frakendelse af førerretten.


Endelig foreslås det, at hvis en fører af en bil eller et andet motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, ubetinget frakendes førerretten, og føreren er under 18 år på afgørelsestidspunktet, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 18 år, og ikke som i dag fra endelig dom eller vedtagelse. Tilsvarende foreslås det, at hvis en fører af lille knallert ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert, og føreren er under 15 år, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 15 år.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.