Tillægsbetænkning afgivet af
Retsudvalget den 17. marts 2011
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. december 2010 og var til 1.
behandling den 13. januar 2011. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav
betænkning den 3. marts 2011. Lovforslaget var til 2.
behandling den 15. marts 2011, hvorefter det blev henvist til
fornyet behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.
Spørgsmål
1 af udvalgets spørgsmål og justitsministerens
svar herpå er optrykt som bilag 2 til
tillægsbetænkningen.
2. Indstillinger
Et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af EL og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse, som det foreligger efter 2.
behandling.
Et mindretal i udvalget (EL og LA)
indstiller lovforslaget til forkastelse.
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Kim Andersen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) fmd. Marlene Harpsøe (DF) Pia
Adelsteen (DF) Tom Behnke (KF) Vivi Kier (KF) Simon Emil
Ammitzbøll (LA) Karen Hækkerup (S) Maja Panduro (S)
Mogens Jensen (S) Julie Skovsby (S) Anne Baastrup (SF) Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF) nfmd.
Manu Sareen (RV) Line Barfod (EL)
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 102 efter afgivelse af
betænkning
Bilagsnr. | Titel |
9 | Betænkning afgivet den 3. marts
2011 |
»Bilag 2
1 af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og
dennes svar herpå
Spørgsmålet og justitsministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra S, SF, RV og
EL.
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 12. januar 2011
fra Gadejuristen, jf. L 102 - bilag 4.
Svar:
1. Justitsministeriet har til brug
for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse
fra Rigsadvokaten vedrørende de spørgsmål, som
i henvendelsen fra Gadejuristen er behandlet under overskriften
»Rigsadvokatens redegørelse og lovforslagets
almindelige bemærkninger«. Rigsadvokaten har oplyst
følgende:
»1. Justitsministeriet har i
medfør af § 23 i lov om politiets virksomhed
(politiloven) udstedt bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni
2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af
enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv. samt politiets
adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger
(ordensbekendtgørelsen).
Ordensbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1.
juli 2005, erstattede de tidligere gældende lokale
politivedtægter, som var fastsat i de enkelte politikredse
med udgangspunkt i den tidligere gældende
normalpolitivedtægt.
Det følger af ordensbekendtgørelsens § 3,
stk. 1, at slagsmål, skrigen, råben eller anden
støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende
optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige
orden, ikke må finde sted. Endvidere er det efter § 3,
stk. 2, forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig
opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller
vække offentlig forargelse, ligesom det efter stk. 3 er
forbudt at færdes så påvirket af alkohol eller
andre berusende eller bedøvende midler, at det kan give
anledning til ulempe for andre.
Efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1, kan
politiet påbyde enhver at undlade at stå stille
på et bestemt sted eller at færdes frem og tilbage
på kortere strækninger, når den
pågældendes ophold eller færden medfører
ulempe for de omkringboende eller forbipasserende, eller
når der er begrundet formodning om, at den
pågældende på dette sted udøver en
strafbar adfærd.
Det følger endvidere af ordensbekendtgørelsen
§ 6, stk. 2, at politiet, når en person flere gange har
overtrådt bestemmelsen i § 3, kan meddele den
pågældende forbud imod at færdes frem og tilbage
eller tage ophold inden for en afstand af 100 meter fra det sted,
hvor den seneste overtrædelse er begået. Det er en
betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund til at tro, at
den pågældende ellers vil gentage forseelserne inden
for det område, som forbuddet vil omfatte.
Efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 3, finder
stk. 2, for så vidt angår veje, tilsvarende
anvendelse med hensyn til den, som i oftere gentagne tilfælde
har fået et påbud efter § 6, stk. 1.
Forbud meddelt efter ordensbekendtgørelsens § 6,
stk. 2 og 3, skal ifølge stk. 5 meddeles skriftligt og
være begrundet. Endvidere skal der fastsættes en frist
for forbuddet, der ikke kan overstige 2 år.
2. Rigsadvokaten har i
Rigsadvokatmeddelelse nr. 10/2005 om sanktionspåstande i
sager om overtrædelse af bekendtgørelse om
politiets sikring af den offentlige orden mv.
(ordensbekendtgørelsen) fastsat vejledende retningslinjer om
strafpåstanden ved en række overtrædelser af
ordensbekendtgørelsen.
Det følger af Rigsadvokatens retningslinjer, at
overtrædelser af ordensbekendtgørelsens § 3,
stk. 1, i dag straffes med en bøde fra 600 kr. til 1.500 kr.
Bøden forhøjes dog, hvis overtrædelsen sker
mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i
området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted, jf. ordensbekendtgørelsens §
18, stk. 1, 2. pkt.
Overtrædelser af ordensbekendtgørelsens § 3,
stk. 2 og 3, straffes ifølge retningslinjerne med en
bøde på 600 kr.
Bødetaksten på 600 kr. skal ifølge
retningslinjerne også anvendes ved overtrædelser af
påbud og zoneforbud meddelt i medfør af
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1 og 2.
Retningslinjerne indeholder ikke en vejledende
bødetakst for overtrædelse af zoneforbud meddelt i
medfør af ordensbekendtgørelsens § 6, stk.
3.
3. Efter anmodning fra
Justitsministeriet har Rigsadvokaten foretaget en samlet
gennemgang af bødetaksterne i
Rigsadvokatmeddelelse nr. 10/2005 med henblik på at
vurdere, om der kan være grundlag for at ændre de
gældende bødetakster.
Rigsadvokatens redegørelse om bødetaksterne for
overtrædelse af ordensbekendtgørelsen indeholder
en række forslag til forhøjelser af bøderne i
Rigsadvokatmeddelelse nr. 10/2005.
I redegørelsen foreslår Rigsadvokaten bl.a., at
bøden for overtrædelse af
ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, i form af
voldelig optræden/slagsmål forhøjes til 3.000
kr., som kan forhøjes yderligere afhængig af
overtrædelsens karakter og konsekvenser, herunder når
der er tale om personskade.
Endvidere foreslås bøden for overtrædelse
af den øvrige del af ordensbekendtgørelsens
§ 3, stk. 1, forhøjet til 1.500 kr., mens bøden
for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens §
3, stk. 2 og 3, foreslås forhøjet til 1.000 kr.
Rigsadvokaten foreslår desuden, at bøden for
overtrædelser af påbud/zoneforbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1, forhøjes til
1.000 kr., mens bøden for overtrædelser af
zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2,
forhøjes til 2.000 kr. Rigsadvokaten har herved henvist
til, at zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6,
stk. 2, forudsætter, at den pågældende flere
gange har overtrådt ordensbekendtgørelsens § 3 om
gadeuorden mv., og at der er grund til at tro, at den
pågældende vil gentage overtrædelserne på
det pågældende sted. Det er derfor Rigsadvokatens
opfattelse, at bøden for overtrædelse af forbuddet i
§ 6, stk. 2, bør være højere end den
foreslåede bøde for overtrædelse af
ordensbekendtgørelsens § 3 (bortset fra
overtrædelse af § 3, stk. 1, ved voldelig
optræden/slagsmål).
Rigsadvokaten bemærker endvidere, at bøden for
overtrædelse af påbud/zoneforbud efter henholdsvis
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 1, og § 6, stk.
2, ikke nødvendigvis bør udmåles i samme
niveau. Rigsadvokaten har herved lagt vægt på, at
påbud/zoneforbud efter stk. 1 alene kræver en
ulempe eller en begrundet formodning om strafbar adfærd, mens
zoneforbud efter stk. 2 forudsætter, at den
pågældende allerede har overtrådt
ordensbekendtgørelsens § 3 flere gange, og at der er
fare for gentagelse.
4. I Gadejuristens henvendelse af
12. januar 2011 anføres det bl.a., at bøden for
overtrædelse af zoneforbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2, og zoneforbud efter
§ 6, stk. 3, efter Gadejuristens opfattelse bør
differentieres. Rigsadvokaten forstår henvendelsen
således, at bøden for overtrædelse af zoneforbud
efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 3, efter
Gadejuristens opfattelse bør være lavere end den
foreslåede bøde for overtrædelse af zoneforbud
efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2.
Det bemærkes i den forbindelse, at Rigsadvokatmeddelelse
nr. 10/2005 som nævnt ovenfor ikke indeholder vejledende
retningslinjer om bødepåstanden ved overtrædelse
af zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6,
stk. 3, og Rigsadvokatens redegørelse indeholder heller
ikke forslag herom.
Rigsadvokaten har drøftet anvendelsen af
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 3, på et
møde i anklagemyndighedens fagudvalg om
særlovskriminalitet den 2. februar 2011, og det blev i den
forbindelse oplyst, at bestemmelsen sjældent anvendes i
politikredsene.
Rigsadvokaten finder på denne baggrund, at der ikke er
grundlag for at fastsætte en ny vejledende
bødetakst for overtrædelse af zoneforbud efter §
6, stk. 3, i Rigsadvokatmeddelelse nr. 10/2005.
Rigsadvokaten skal samtidig bemærke, at en bøde
for overtrædelse af zoneforbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 3, efter
Rigsadvokatens opfattelse i givet fald som udgangspunkt
bør være lavere end den foreslåede bøde
for overtrædelse af zoneforbud efter § 6, stk. 2. Et
zoneforbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2,
forudsætter således, at ordensbekendtgørelsens
§ 3 om gadeuorden mv. er overtrådt flere gange, mens et
zoneforbud efter § 6, stk. 3, alene forudsætter, at den
pågældende i oftere gentagne tilfælde har
fået et påbud efter § 6, stk. 1, om f.eks. ikke at
stå stille et bestemt sted.
Det tilføjes, at straffastsættelsen i en konkret
sag om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, herunder
§ 6, stk. 3, i sidste ende henhører under
domstolene.«
2. For så vidt angår den
øvrige del af henvendelsen fra Gadejuristen bemærkes
følgende:
2.1. Gadejuristen anfører, at
en forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse
af forbud efter ordensbekendtgørelsens § 6 vil
ramme socialt udsatte hjemløse, stofmisbrugere og
prostituerede, der opsøger Vesterbros sociale tilbud.
Gadejuristen opfordrer til, at det sikres, at de
pågældende grupper ikke rammes af det forhøjede
bødeniveau. Gadejuristen opfordrer i den forbindelse til, at
det sikres, at politiets anvendelse af forbud over for disse
grupper standses.
Gadejuristen beskriver endvidere Københavns Politis
anvendelse af forbud efter ordensbekendtgørelsens
§ 6, stk. 2, således som Gadejuristen opfatter
den. Gadejuristen anfører i den forbindelse bl.a., at der
efter Gadejuristens opfattelse ikke foretages den fornødne
partshøring i sådanne sager.
Gadejuristen anfører endelig, at anvendelse af forbud
og bøde over for de nævnte socialt udsatte grupper
ikke løser ordensmæssige problemer, men blot
forværrer dem.
2.2. Om Københavns
Politis anvendelse af bestemmelsen i ordensbekendtgørelsens
§ 6 i relation til prostituerede kan der henvises til
Justitsministeriets besvarelse af 15. november 2010 af
spørgsmål nr. 110 (Alm. del) fra Folketingets
Retsudvalg.
Som det fremgår af besvarelsen, har Københavns
Politi oplyst, at reglerne i ordensbekendtgørelsen om
udstedelse af bøder alene benyttes over for de prostituerede
i tilfælde, hvor der udvises en meget støjende og
generende adfærd, der er egnet til at forstyrre den
offentlige orden. Endvidere vil det sædvanligvis kun
forekomme i gentagelsestilfælde, idet det forinden gennem
dialog bliver forsøgt at forklare de pågældende,
at den udviste adfærd må betragtes som
ordensforstyrrende og dermed i strid med
ordensbekendtgørelsen.
Det er endvidere anført i den nævnte besvarelse,
at den adfærd, der i sådanne tilfælde kan
være tale om, eksempelvis er, når de prostituerede i
grupper udviser støjende og krænkende adfærd ved
råben og skrigen eller på provokerende måde
forulemper personer, der ikke ønsker at få tilbudt
seksuelle ydelser fra de prostituerede. Prostituerede kvinder, der
blot er til stede uden at udvise en adfærd som beskrevet, vil
således ikke efter politiets praksis få en
bøde.
Når det gælder spørgsmålet om
Københavns Politis sagsbehandling i forbindelse med
meddelelse af forbud, herunder spørgsmålet om
partshøring, kan der henvises til Justitsministeriets
besvarelse af 15. februar 2011 af spørgsmål nr. 411
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.
2.3. Justitsministeriet har i
øvrigt til brug for besvarelsen af nærværende
spørgsmål indhentet en udtalelse fra Københavns
Politi, der bl.a. har oplyst følgende:
»Det kan bekræftes, at Københavns Politi
anvender forbud i samme moderate omfang over for de øvrige
udsatte persongrupper på Vesterbro som over for
prostituerede. Det er også i forhold til disse persongrupper
politiets udgangspunkt at anvende dialog og henstillinger frem for
advarsler, forbud og bøder.
Lokalpolitiet på Vesterbro har således et godt
kendskab til mange af de socialt udsatte personer, der færdes
i området, og det er politiets opfattelse, at det i vidt
omfang lykkes at løse de ordensmæssige problemer i
bydelen i forhold til disse grupper uden anvendelse af forbud og
bøder.
Det indgår i politiets overvejelser, at mange af de
socialt udsatte er ude af stand til at betale bøder, hvorfor
anvendelse af forbud og bøder generelt har en ringe effekt
over for netop disse personer. Lokalpolitiet tilstræber
derfor ved anvendelse af forbud og bøder så vidt
muligt at anvende disse mod personer, der skønnes at
være i besiddelse af midler til betaling, f.eks. personer,
der mistænkes for ikke blot at besidde, men tillige at handle
med, euforiserende stoffer.
Det har ikke været muligt på kort tid at udarbejde
en talmæssig opgørelse, men en foreløbig
gennemgang af meddelte bøder i Station Citys område
(fraregnet området omkring Nørreport Station/Israels
Plads) viser, at der i 2010 i alt er meddelt ca. 150 bøder
for overtrædelse af forbud efter
ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2 og 3.
Disse bøder er for langt hovedpartens vedkommende meddelt
på Vesterbro. Ca. 50 af bøderne vedrørte
udenlandske prostituerede, og der er således i 2010 udstedt
ca. 100 bøder til andre persongrupper, svarende til ca. 10
bøder om måneden.«
2.4. Jeg finder ikke grundlag for at
foreslå, at den forhøjelse af bødeniveauet for
overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, der tilsigtes
med lovforslaget, ikke skal gælde for den persongruppe, der
er nævnt i henvendelsen fra Gadejuristen, eller i
øvrigt at foreslå ændringer med hensyn til den
praktiske behandling af sager om denne persongruppes
overtrædelse af bekendtgørelsen.
Det bemærkes, at bøder til unge under 18 år
og personer med særlig lav indtægt også efter en
eventuel vedtagelse af lovforslaget vil blive nedsat til det halve
beløb i overensstemmelse med Rigsadvokatens retningslinjer
for anklagemyndighedens sanktionspåstande i sager om
overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
«