Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har som bekendt indgået en aftale om styrket toldkontrol.
Som følge af aftalen er Finansudvalget via et aktstykke blevet bedt om at afsætte midler til SKAT, politiet og anklagemyndigheden.
Samtidig blev Finansudvalget anmodet om en bevilling til etablering af fysiske anlæg, bl.a.
ved den dansk-tyske landegrænse.
Baggrunden for den politiske aftale og dermed jo også for aktstykket er et ønske om at styrke indsatsen mod den grænseoverskridende kriminalitet.
Forslagsstillerne til beslutningsforslaget bakker op om bevillingerne til SKAT og politiet og anklagemyndigheden, og forslagsstillerne bakker også op om, at indsatsen mod den grænseoverskridende kriminalitet bliver styrket, og det er jo sådan set glædeligt nok.
Det vil sige, at alle er enige om, at der er en stigning i den grænseoverskridende kriminalitet, og det, der er afgørende for regeringen, er selvfølgelig at få stoppet den udvikling.
Derfor ønsker vi at styrke toldkontrollen, også ved at det sker via en permanent tilstedeværelse af toldere ved udvalgte grænseovergange.
En permanent tilstedeværelse af toldere ved udvalgte grænseovergange vil kunne dæmme op for indsmugling af narkotika, våben og punktafgiftspligtige varer.
Vi ved også, at tilstedeværelsen af toldere ved grænsen vil have en forebyggende effekt, og så vil der samtidig kunne opnås en sidegevinst i forhold til socialt bedrageri, menneskesmugling og andre former for kriminalitet.
Og som det fremgår af Jyllands-Postens forside i dag, har vi erfaring for, at øget toldkontrol også giver stor fangster – desværre, må man jo sige.
Det ville have været glædeligt, hvis det ikke var tilfældet, men der foregår desværre grænseoverskridende kriminalitet.
Det, som forslagsstillerne til beslutningsforslaget derimod er afvisende over for, er etableringen af de fysiske anlæg ved Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd.
Det synes jeg er ærgerligt, for behovet for, at den øgede kontrol kan foregå med så lille en gene for bilisterne som overhovedet muligt, kræver, at der også er de nødvendige fysiske anlæg til stede.
Jeg vil stilfærdigt gøre opmærksom på, at der jo har foregået toldkontrol i dette land hele tiden, men måden, det er foregået på, bl.a.
ved den dansk-tyske motorvejsgrænseovergang, har jo været, at man via mobile enheder har stoppet al trafik, fået den ned i hastighed, gennet den over i den ene side af vejbanen, altså en betydelig større gene for den del af trafikken, som er blevet udsat for disse stikprøvekontroller, end det, som vil være tilfældet, når de fysiske anlæg er etableret.
Derfor giver det ingen mening at ville tilføre ressourcer til øget toldkontrol og samtidig være stærkt bekymret for, hvordan trafikken skal glide, hvis man så samtidig siger, at man ikke vil være med til at lave de fysiske anlæg.
Det er en total mangel på logik, som efter min vurdering alene dækker over en noget skiftende tilgang fra visse partier til netop de her spørgsmål.
Først var man for, så var man imod, og nu vil man være for noget og imod noget andet.
Der er god mening i den aftale, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, fordi vi både bevilger flere ressourcer til SKAT, så man kan få en mere robust toldkontrol, og samtidig forholder os til, hvordan man praktisk kan udføre denne kontrol til mindst gene for trafikken – i øvrigt en praktisk tilgang, kan jeg se i dagspressen, som også andre lande har.
Dette finder jeg i øvrigt helt naturligt, for sådan er det jo, når man politisk ønsker at opnå et mål:
Så er der andre, der skal føre det ud i livet, i dette tilfælde tolderne, og de har så også deres vurdering af, hvordan man gør det i den virkelige verden, så man generer trafikken mindst muligt og i øvrigt også gør det sikkert for sig selv og trafikanterne.
Det er i min verden sund fornuft.
Jeg vil gerne understrege, at der ikke bliver tale om en grænsekontrol, hvor der skal vises pas.
Det handler om toldkontrol og om en toldkontrol, som vi har kendt hidtil.
Nu vil der blive flere stikprøvekontroller af den simple årsag, at vi får flere ressourcer til det.
Toldloven bliver ikke ændret.
Det betyder, at den værktøjskasse, som den enkelte toldmedarbejder har, forbliver den samme.
Det er en værktøjskasse, som i øvrigt har vist sig at være effektiv; en værktøjskasse, som betyder, at støder den enkelte tolder på anden form for kriminalitet, tilkaldes politiet.
Min bedste vurdering er, at sådan gør de det i de fleste lande.
Jeg sætter spørgsmålstegn ved, at noget land måtte have et system, hvor det, at man finder anden form for kriminalitet, betyder, at man lukker bagagerummet og siger, at det ikke er ens bord og lader det passere.
Jeg nævner det blot, fordi der undervejs har været det, jeg vil kalde mærkværdige diskussioner i pressen.
SKAT vil fortsat bygge kontrollen på efterretnings- og risikobaserede oplysninger og analyser og vil med det nye tekniske udstyr, som også stilles til rådighed, have mulighed for netop at opdatere disse vurderinger.
Der har været en diskussion om, om det, at man har og sigter efter en 24-timers bemanding ved den største overgang, betyder, at man ikke vil være til stede ved Danmarks små grænseovergange.
Der vil jeg gerne slå fast, at det står klart i aftalen, og det vil vi også udmønte, at der vil være mobile enheder, som vil tage rundt og lave stikprøvekontroller også ved de små grænseovergange.
Men man skal huske på – hvilket man ved, hvis man har lidt kendskab til bl.a.
den dansk-tyske grænse – at når vi taler om små overgange, kan de virkelig være små.
Derfor vil en overvejelse om at have en 24-timers tilstedeværelse ved de allermindste overgange ingen mening give, men det vil være sådan, som SKAT hidtil har opereret:
Hvis de fik tilkendegivelser om, at der pludselig var en øget trafik over disse små grænseovergange, var der grund til at køre ud og foretage ekstra kontrol ved netop de overgange.
Regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget.
Regeringen synes, at der er en mærkelig logik i, at man vil tilføre flere ressourcer, men ikke give de rammer, der skal til, for at det kan foregå på en hensigtsmæssig måde.
Derfor må dem, der kan støtte beslutningsforslaget, alt andet lige have behov for at finde et figenblad for ikke at kunne støtte den øgede toldkontrol.
Om det er politisk drilleri, eller om det er, fordi man simpelt hen ikke mener, at der er grund til at dæmme op for den grænseoverskridende kriminalitet, eller om det er det faktum, at der, når tolderne er til stede, findes betydelige mængder af narkotika og andre ulovlige varer, må stå hen i det uvisse.
Men at afvise regeringens aftale og dermed aktstykket, som det ligger i sin helhed, giver ingen mening.
Derfor vil jeg gentage, at regeringen ikke kan tilslutte sig beslutningsforslaget.