Skriftlig fremsættelse (21. oktober
2009)
Indenrigs- og
socialministeren (Karen Ellemann) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
byfornyelse og udvikling af byer (Energiforbedrende
foranstaltninger m.v.)
(Lovforslag nr. L 44).
Lovforslaget indeholder tiltag, der har til formål dels
at øge ejernes incitament til at gennemføre
energiforbedringer på boligerne dels at styrke
bosætningen i landdistrikterne.
Forslaget indeholder følgende hovedelementer:
1. Støtte til energiforbedrende arbejder i alle
ejendomme, hvor der er udarbejdet energimærkning med forslag
til energiforbedringer.
Med henblik på at øge ejernes incitament til at
gennemføre energiforbedringer på boligerne og samtidig
sikre kvaliteten, foreslås det at udvide byfornyelseslovens
anvendelsesområde således, at kommunalbestyrelsen kan
beslutte at yde støtte til afhjælpning af
væsentlige energimæssige mangler i eksisterende
boliger, uanset boligens opførelsesår og
vedligeholdelsesstand.
2. Forbedrede muligheder for med støtte at nedrive
ejer- og andelsboliger - sidestilling med reglerne for
udlejningsboliger.
For at styrke bosætningen i landdistrikterne
forslås det, at reglerne om støtte til nedrivning af
ejer- og andelsboliger sidestilles med reglerne for
udlejningsboliger. Ændringen indebærer, at
kommunalbestyrelsen på baggrund af forhandling med ejerne kan
fastsætte den procentuelle, finansielle støtte til
nedrivning af ejer- og andelsboliger.
3. Støtte til istandsættelse af forsamlingshuse
og bygninger med lignende anvendelse.
For at bevare forsamlingshusenes funktion i landsbyer og
landdistrikter og derved understøtte bosætningen i
disse lokalområder foreslås det at udvide
byfornyelseslovens anvendelsesområde, så
kommunalbestyrelsen får mulighed for at yde støtte til
istandsættelse af nedslidte forsamlingshuse beliggende i
disse områder.
Lovforslaget finansieres inden for den eksisterende ramme til
byfornyelse og giver således hverken anledning til statslige
eller kommunale merudgifter.
Lovforslaget forventes at bidrage til en reduktion af
energiforbruget i den eksisterende private boligmasse. Forslaget
skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter og har ikke
erhvervsmæssige konsekvenser af betydning.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget
til Tingets velvillige behandling.