Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 8. december 2009
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v. samt
forskellige andre love
(Orlov ved forsvarets udsendelse af personel
til udlandet m.v.)
§ 1
I lov om værnepligtsorlov og om orlov til
FN-tjeneste m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 20.
november 2001, foretages følgende ændringer:
1.
Lovens titel affattes
således:
»Lov om værnepligtsorlov og
om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til
udlandet«
2. § 1 affattes således:
Ȥ 1. Loven omfatter
følgende grupper:
1)
Værnepligtige mænd og kvinder ansat på
værnepligtslignende vilkår, som har modtaget meddelelse
om tidspunktet for indkaldelse, jf. dog stk. 2.
2)
Lønmodtagere, der i uafbrudt fortsættelse af
værnepligtstjenesten tegner kontrakt om
reaktionsstyrkeuddannelse, jf. dog stk. 3.
3)
Lønmodtagere, der tegner kontrakt med forsvaret om at stille
sig til rådighed med henblik på udsendelse til
udlandet, jf. dog stk. 2 og 4.
4)
Lønmodtagere, der tegner kontrakt med forsvaret om
udsendelse til udlandet, jf. dog stk. 2 og 5.
Stk. 2. Det er en
betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 1, 3 og
4, at lønmodtageren ved indkaldelsen eller
kontraktindgåelsen i mindst 9 måneder vil have
været ansat uafbrudt i samme virksomhed gennemsnitligt mere
end 8 timer ugentligt. Hvis et ansættelsesforhold
følger i umiddelbar forlængelse af lære-, elev-
eller praktiktid, medregnes denne i de 9 måneder.
Stk. 3. Det er en
betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 2, at
lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om
reaktionsstyrkeuddannelseskontrakten senest 14 dage efter
kontraktindgåelsen.
Stk. 4. Det er en
betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 3, at
lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om
rådighedskontrakten senest 14 dage efter
kontraktindgåelsen.
Stk. 5. Det er en
betingelse for at være omfattet af stk. 1, nr. 4, at
lønmodtageren underretter arbejdsgiveren om kontraktperioden
senest 14 dage efter kontraktindgåelsen.«
3. I
§ 2, stk. 1, § 7 og
§ 9 ændres »værnepligtig
lønmodtager« til: »værnepligtig mand eller
kvinde ansat på værnepligtslignende
vilkår«.
4. I
§ 4, stk. 1,
ændres »Den værnepligtige
lønmodtager« til »Den værnepligtige mand
eller kvinde ansat på værnepligtslignende
vilkår«.
5. § 5 affattes således:
Ȥ 5. En
værnepligtig mand eller kvinde ansat på
værnepligtslignende vilkår, der udnytter sin ret til
fravær efter § 2, skal senest 14 dage efter
modtagelse af meddelelsen af det forventede hjemsendelsestidspunkt
underrette arbejdsgiveren om, hvornår vedkommende
påregner at genoptage arbejdet efter aftjent
værnepligt.
Stk. 2.
Lønmodtageren skal senest 14 dage efter modtagelsen af en
meddelelse om ændring i det forventede hjemsendelsestidspunkt
underrette arbejdsgiveren herom.
Stk. 3. Underretter
lønmodtageren ikke arbejdsgiveren efter stk. 1 og 2,
anses ansættelsesforholdet for opsagt fra
lønmodtagerens side til det tidspunkt, hvor hjemsendelsen
finder sted, uanset længden af det varsel, der gælder
fra lønmodtagerens side i
ansættelsesforholdet.«
6. § 6, stk. 1, affattes
således:
»En værnepligtig
mand eller kvinde ansat på værnepligtslignende
vilkår, som efterkasseres eller på anden måde
hjemsendes før tiden, skal senest 14 dage efter
hjemsendelsen underrette arbejdsgiveren herom. Arbejdsgiveren
bestemmer, hvornår arbejdet skal genoptages.«
7. I
§ 8 ændres
»værnepligtige« til: »værnepligtige
mænd eller kvinder ansat på værnepligtslignende
vilkår«.
8. § 11 affattes således:
»§ 11. For lønmodtagere, der er
omfattet af denne lov, finder § 6, stk. 1 og 3, i
lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer
ikke anvendelse.«
9. Kapitel
3 affattes således:
»Kapitel 3
Lønmodtagere, der har kontrakt
med forsvaret
§ 11
a. Lønmodtagere omfattet af § 1,
stk. 1, nr. 3, skal, senest 14 dage efter at de har modtaget
meddelelse om, at de er indkaldt i medfør af kontrakten,
underrette arbejdsgiveren herom. Såfremt indkaldelse sker med
mindre end 4 ugers varsel, skal arbejdsgiveren underrettes uden
ugrundet ophold.
Stk. 2. Afgiver
lønmodtageren ikke underretning efter stk. 1, kan
arbejdsgiveren hæve ansættelsesforholdet fra
indkaldelsesdagen.
§ 11
b. Bestemmelserne i §§ 2, 3 og 5-11 finder
tilsvarende anvendelse for lønmodtagere omfattet af
§ 1, stk. 1, nr. 2-4.«
§ 2
I lov nr. 910 af 8. december 1993 om
ændring af lov om forsvarets personel, lov om
hjemmeværnet, lov om statens uddannelsesstøtte og lov
om værnepligtsorlov. (Udsendelse af personel til FN-tjeneste
m.v., herunder orlov for lønmodtagere og
uddannelsessøgende m.v.) foretages følgende
ændring:
1. §
5 ophæves.
§ 3
I lov om forsvarets personel, jf.
lovbekendtgørelse nr. 667 af 20. juni 2006, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 13 a indsættes:
Ȥ 13
b. Ved uddannelser og undervisning, som er oprettet ved
eller i henhold til lov inden for Undervisningsministeriets og
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings områder,
har uddannelsessøgende, der tegner kontrakt med forsvaret om
at stille sig til rådighed med henblik på udsendelse
til udlandet, eller der tegner kontrakt med forsvaret om udsendelse
til udlandet, ret til fravær i forbindelse med indkaldelse
efter kontrakten. Tilsvarende gælder for praktikuddannelse,
jf. dog stk. 5.
Stk. 2. Er det
samlede fravær i forbindelse med indkaldelse efter kontrakten
under 1 måned af et undervisningsår, har den
uddannelsessøgende krav på dispensation fra eventuelle
mødepligtsbestemmelser. Er fraværet af længere
varighed, har den uddannelsessøgende krav på orlov fra
uddannelsen eller undervisningen. Er den uddannelsessøgende
optaget på en uddannelse eller til en undervisning, der endnu
ikke er påbegyndt, kan uddannelsesinstitutionen i stedet for
orlov give garanti for optagelse på et senere tidspunkt.
Stk. 3. Ved
udløbet af orlovsperioden har den uddannelsessøgende
ret til at vende tilbage til uddannelsen eller undervisningen, hvis
den fortsat udbydes af uddannelsesinstitutionen.
Uddannelsesinstitutionen afgør, hvor i
uddannelsesforløbet den uddannelsessøgende skal
begynde igen.
Stk. 4. Hvor
udsendelsen skønnes at være af mere end 3
måneders varighed, kan den uddannelsessøgende i stedet
for orlov vælge at framelde sig uddannelsen eller
undervisningen. Den uddannelsessøgende har i så fald
ret til at få tilbagebetalt den del af en eventuel
deltagerbetaling eller andre former for gebyr m.v., som den
uddannelsessøgende ikke har modtaget uddannelse,
undervisning, kost, logi eller andre ydelser for, og som overstiger
1.000 kr. For at få et krav på tilbagebetaling skal den
uddannelsessøgende have oplyst uddannelsesinstitutionen om
denne ret til framelding i forbindelse med ansøgningen om
optagelse.
Stk. 5. For elever
i erhvervsuddannelser eller landbrugsuddannelser med en
uddannelsesaftale finder reglerne i lov om værnepligtsorlov
og om orlov ved forsvarets udsendelse af lønmodtagere til
udlandet anvendelse. Stk. 4 finder dog tilsvarende anvendelse
med hensyn til ret til tilbagebetaling.
Stk. 6.
Forsvarsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister
bestemme, at orlovsordningen også skal gælde andre
offentligt anerkendte uddannelser.«
§ 4
Loven træder i kraft
den 1. marts 2010.
§ 5
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.