Fremsat den 26. marts 2010 af
indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om forbud mod salg af
tobak til personer under 18 år og forbud mod salg af alkohol
til personer under 16 år
(Ændring af aldersgrænsen for
salg af alkohol mv.)
§ 1
I lov om forbud mod salg af tobak til personer
under 18 år og forbud mod salg af alkohol til personer under
16 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020 af 21. oktober
2008, foretages følgende ændringer:
1.
Lovens titel affattes
således:
»Lov om forbud mod salg af tobak
og alkohol til personer under 18 år«
2. I
§ 2 indsættes som
stk. 2:
»Alkoholholdige
drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7 og derover
må ikke sælges til personer under 18 år fra
butikker, hvor der foregår detailsalg.«
3. § 3, stk. 2, affattes
således:
»Alkoholholdige
drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på mellem1,2 og 6,9
må ikke indføres fra andre EU-lande af personer under
16 år.«
4. I
§ 3 indsættes som nyt
stk. 3:
»Alkoholholdige
drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7 og derover
må ikke indføres fra andre EU-lande af personer under
18 år.«
§ 2
Loven træder i kraft
den 1. oktober 2010.
§ 3
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning og formål
Med lovforslaget udmøntes et af initiativerne i
regeringens program »Danmark 2020 Viden > vækst >
velstand > velfærd«. Regeringen tager med
lovforslaget initiativ til en forhøjelse af
aldersgrænsen fra 16 år til 18 år for køb
af drikkevarer med en alkoholprocent på 7 og derover for
særligt at understøtte, at danske unge udvikler bedre
vaner i forhold til at nyde alkohol med måde.
Danske unge er blandt de unge, som drikker mest i Europa, og
nogle unges alkoholvaner er præget af, at de drikker meget
alkohol på en gang. Derfor er der behov for en
forstærket indsats over for unges alkoholforbrug.
Lovforslaget er en del af denne indsats, idet en aldersgrænse
på 18 år for butikssalg af alkoholholdige drikkevarer
med en alkoholvolumenprocent på 7 og derover vil
understøtte, at danske unge udvikler bedre vaner i forhold
til at drikke alkohol.
2. Gældende ret
I henhold til § 2 i lov om forbud mod salg af tobak
til personer under 18 år og forbud mod salg af alkohol til
personer under 16 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1020
af 21. oktober 2008, må alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på 1,2 og derover ikke sælges til
personer under 16 år fra butikker, hvor der foregår
detailsalg.
Efter den nugældende § 3, stk. 2, er
øl undtaget fra forbuddet mod indførelse af
alkoholholdige drikkevarer fra andre EU-lande.
3. Indenrigs- og Sundhedsministeriets
overvejelser
I 1998 indførtes forbud mod butikssalg af alkohol til
unge under 15 år. Begrundelsen var, at den såkaldte
ESPAD-undersøgelse havde vist, at danske unge havde
europarekord i druk.
I 2004 blev aldersgrænsen hævet til 16 år
som led i en samlet forstærket indsats i forhold til
børn og unges rygning og alkoholforbrug.
Undersøgelser viser, at unge under 18 år har et
risikofyldt alkoholforbrug (MULD-Unges livsstil og dagligdag 2008).
Nogle unge drikker fx store mængder spiritus på en gang
alene med det formål at blive beruset og miste kontrollen
over sig selv ("binge drinking"). De unge blander stærk
spiritus med sodavand, hvorved de dæmper smagen af alkohol.
De får derfor ingen fornemmelse af, hvor meget alkohol de
indtager, og de kan risikere at blive så berusede, at de ikke
kan tage vare på sig selv.
Hvert år mister flere end 2000 unge helt kontrollen med,
hvor meget de har drukket og bliver indlagt med alkoholforgiftning.
En alkoholforgiftning er en stor belastning for alle kroppens
organer.
En tidlig alkoholdebut og et stort alkoholforbrug i
ungdomsårene kan lægge grunden til et permanent
overforbrug eller egentlig afhængighed senere i livet med
risiko for fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger for den
enkelte og familien og omkostninger for samfundet til
følge.
Børn og unge har ofte ikke de personlige ressourcer,
den viden og det netværk, der skal til for at træffe
det sunde valg og fravælge de fristelser, der giver en usund
livsstil. Der skal derfor tages særlige hensyn til
børn og unge, som har behov for en hjælpende
hånd for at kunne tage vare på egen sundhed og
træffe sunde valg.
Samtidig har forældre et stort ansvar for, at deres
børn får gode sundhedsvaner. Forældre kan i
høj grad være med til at påvirke deres
børn til at få en sund livsstil - også senere i
livet. Et forbud mod salg af alkohol med en høj
alkoholvolumenprocent er derfor både en hjælp til de
unge og til deres forældre, idet forbuddet vil medvirke til
at skabe rammer, der kan hjælpe de unge til at få nogle
gode alkoholvaner og være en hjælp til forældrene
i de bestræbelser, de selv udfolder for at give deres
børn sunde vaner.
Et forbud mod butikssalg af alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på 7 og derover til unge under 18
år vil være et kraftigt signal fra samfundets side til
unge om, at de ikke skal drikke alkohol, og hvis de vælger at
drikke alkohol, skal de kun gøre det i begrænsede
mængder.
Et forbud bør dog ikke stå alene. Lovforslaget
skal ses som led i en række foranstaltninger, der fra
centralt hold allerede er eller vil blive iværksat for at
begrænse unges alkoholforbrug.
Sundhedsstyrelsen gennemfører hvert år i uge 40
en alkoholkampagne, hvor budskabet bl.a. har været, at
kvinder højst bør indtage 14 og mænd
højst 21 genstande om ugen samt max. fem genstande ved en
enkelt lejlighed. I 2009 har uge 40 kampagnen haft fokus på
de unge og deres alkoholforbrug - det primære budskab har
været, at man skal stoppe før fem genstande. Dette
fokus vil Sundhedsstyrelsen fastholde i sin kampagne i uge 40 i
2010.
De nationale kampagner bliver understøttet af
Sundhedsstyrelsens generelle indsats over for unge og alkohol.
Således blev der fx i forbindelse med uge 40 kampagnen i 2009
udsendt materiale til alle landets ungdomsuddannelser (inklusiv
landets gymnasier) og videregående uddannelser. Materialet
indeholdt blandt andet en vejledning med henblik på
udarbejdelse af en lokal rusmiddelpolitik (alkohol, hash og andre
stimulerende stoffer).
Sundhedsstyrelsen har endvidere iværksat projektet
"Alkoholforebyggelse og behandling i kommunen". Projektet
gennemføres i perioden 2008-2010 og har til formål at
styrke den forebyggende indsats i kommunerne på
alkoholområdet samt at skabe sammenhæng mellem
indsatser, når det gælder forebyggelse, tidlig indsats
og behandling. Kommunernes politikker og handleplaner skal bl.a.
indeholde tiltag for at begrænse tilgængelighed af
alkohol i kommunen, eksempelvis for alkoholservering ved unges
fester på kommunens ejendom og ansvarsfuld servering i
forbindelse med alkoholbevillinger. Sundhedsstyrelsen har i
september måned 2009 udsendt et inspirationsmateriale:
"Ansvarlig udskænkning", som er tænkt som inspiration
til kommuner, som allerede arbejder med ansvarlig udskænkning
eller ønsker at indføre og arbejde med ansvarlig
udskænkning. Yderligere har alle de deltagende kommuner
fået tilbudt et kursusforløb til at understøtte
implementeringen af en lokal strategi for ansvarlig
udskænkning.
Endvidere er alle uddannelsesinstitutioner som led i
regeringens nationale handlingsplan for forebyggelse blevet
opfordret til at udarbejde og offentliggøre
alkoholpolitikker. For skoler og ungdomsuddannelser bør det
ske i samarbejde med forældrene.
4. Lovforslagets indhold
Med lovforslaget foreslår regeringen, at det ikke skal
være tilladt at sælge alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på 7 og derover til unge under 18
år fra butikker, hvor der foregår detailsalg.
Unge over 16 år vil fortsat kunne købe øl
med en alkoholvolumenprocent på 6,9 og derunder i butikkerne.
Unge over 16 år vil fortsat også kunne købe
alkoholsodavand, idet de fleste af disse produkter har en
alkoholstyrke under 7 procent.
Som en konsekvens af, at aldersgrænsen for butikssalg af
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7
og derover foreslås hævet til 18 år,
foreslås § 3 om indførelse af alkoholholdige
drikkevarer fra andre EU-lande ligeledes ændret. Som nyt
§ 3, stk. 3, foreslås indsat, at
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7
og derover ikke må indføres fra andre EU-lande af
personer under 18 år.
Efter den nugældende bestemmelse er øl undtaget
fra forbuddet mod indførelse af alkoholholdige drikkevarer
fra andre EU-lande. Denne undtagelse foreslås nu
ophævet. Da reglen blev indført i 2004, havde man ikke
nogen indførelsesbegrænsninger på øl fra
tredjelande. I 2008 blev der imidlertid indført en
mængdegrænse på 16 liter øl og en
aldersgrænse på 17 år ved indførelse fra
tredjelande. Derfor vil det være mest hensigtsmæssigt
også at indføre en aldersgrænse på
indførelse af øl fra andre EU-lande.
5. Lovgivningen i andre lande
17 af de 27 EU-lande har en butikssalgsaldersgrænse
på mindst 18 år for både øl/vin og
spiritus. Finland, Holland, Tyskland og Østrig har
differentierede aldersgrænser for henholdsvis øl/vin
og spiritus.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser af betydning for det offentlige.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Det skønnes, at lovforslaget kun vil have
begrænsede økonomiske konsekvenser for erhvervslivet,
idet der dog må forventes en mindre nedgang i salget af
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7
og derover.
8. Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Med lovforslaget indføres et forbud mod at sælge
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7
og derover til personer under 18 år fra butikker, hvor der
foregår detailsalg, og der er derfor tale om en regulering af
markedsføringen af en bestemt varekategori (såkaldte
"bestemte former for salg"). Efter EU-Domstolens faste praksis
falder en sådan regulering uden for anvendelsesområdet
for EUF-Traktatens artikel 34 om varernes fri bevægelighed,
når den gælder for alle erhvervsdrivende i detailleddet
her i landet og for alle de berørte varer uanset oprindelse.
Da disse betingelser er opfyldt, vurderes lovforslaget at
være i overensstemmelse med EU-retten.
11. Høring
Lovforslaget har været i høring hos
Alkoholpolitisk Landsråd, Blå Kors Danmark,
Bryggeriforeningen, BUPL, Børnerådet, Coop Danmark,
DA, Danisco Distillers, Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk
Supermarked, Dansk Sygeplejeråd, DCAA, De Samvirkende
Købmænd, Den Almindelige Danske Lægeforening,
DSB, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF),
Forbrugerrådet, Rigspolitichefen, Foreningen af Socialchefer,
Foreningen GODA, HK-Handel, KFUM's Sociale Arbejde i Danmark,
Komiteen for Sundhedsoplysning, KL, Konkurrencerådet,
Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen Lænken,
Nærbutikkernes Landsforening, Red Barnet, Skole & Samfund
og Vin og Spiritusorganisationen i Danmark.
| | |
12. Sammenfattende
skema |
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget |
|
| Positive konsekvenser / mindre udgifter | Negative konsekvenser / merudgifter |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for staten | Ingen | Ingen |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for regioner og kommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Begrænsede konsekvenser |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Med lovforslaget indføres et forbud
mod at sælge alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på 7 og derover til personer under 18
år fra butikker, hvor der foregår detailsalg, og der er
derfor tale om en regulering af markedsføringen af en
bestemt varekategori (såkaldte "bestemte former for salg").
Efter EU-Domstolens faste praksis falder en sådan regulering
uden for anvendelsesområdet for EUF-Traktatens artikel 34 om
varernes fri bevægelighed, når den gælder for
alle erhvervsdrivende i detailleddet her i landet og for alle de
berørte varer uanset oprindelse. Da disse betingelser er
opfyldt, vurderes lovforslaget at være i overensstemmelse med
EU-retten. |
| | |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Efter § 1 må alkoholholdige produkter med en
alkoholvolumenprocent på 7 og derover ikke sælges til
unge under 18 år fra butikker, hvor der foregår
detailsalg.
Sammenholdt med den nugældende bestemmelse i lov om
forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og forbud
mod salg af alkohol til personer under 16 år betyder det, at
fremover kan børn under 16 år købe
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på
højst 1,1, og unge mellem 16 og 18 år kan købe
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på
højst 6,9.
Man skal således være fyldt 18 år for at
kunne købe øl, vin og spiritus samt andre former for
alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7
og derover.
§ 3, stk. 2, foreslås ændret til,
at alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på
mellem1,2 og 6,9 ikke må indføres fra andre EU-lande
af personer under 16 år.
Samtidig indsættes i § 3 som nyt stk. 3,
at alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på
7 og derover ikke må indføres fra andre EU-lande af
personer under 18 år.
Ændringerne foreslås som en konsekvens af, at den
danske aldersgrænse for butikssalg af alkoholholdige
drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7 og derover
hæves til 18 år.
Efter den nugældende § 3, stk. 2, er
øl undtaget fra forbuddet mod indførelse af
alkoholholdige drikkevarer fra andre EU-lande. Denne undtagelse
foreslås nu ophævet. Da reglen blev indført i
2004, havde man ikke nogen indførelsesbegrænsninger
på øl fra tredjelande. I 2008 blev der imidlertid
indført en mængdegrænse på 16 liter
øl og en aldersgrænse på 17 år ved
indførelse fra tredjelande. Derfor vil det være mest
hensigtsmæssigt også at indføre en
aldersgrænse på indførelse af øl fra
andre EU-lande.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
oktober 2010. Sundhedsstyrelsen vil forud for lovens
ikrafttræden udsende informationsmateriale til butikkerne om
den nye aldersgrænse.
Til § 3
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
|
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov |
| | |
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | 1. Lovens titel affattes således: |
| | |
| | »Lov om forbud mod salg af tobak og
alkohol til personer under 18 år« |
| | |
§ 2.
Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på
1,2 eller derover må ikke sælges til personer under 16
år fra butikker, hvor der foregår detailsalg. | | 2. I § 2 indsættes som
stk. 2: »Alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på 7 og derover må ikke
sælges til personer under 18 år fra butikker, hvor der
foregår detailsalg.« |
| | |
§ 3.
Tobaksvarer må ikke indføres fra andre EU-lande af
personer under 18 år. Stk. 2.
Alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på
1,2 eller derover må ikke indføres fra andre EU-lande
af personer under 16 år. Dette gælder dog ikke for
øl. | | 3. § 3,
stk. 2, affattes således: »Alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på mellem1,2 og 6,9 må ikke
indføres fra andre EU-lande af personer under 16
år.« |
| | |
| | 4. I § 3 indsættes som nyt
stk. 3: »Alkoholholdige drikkevarer med en
alkoholvolumenprocent på 7 og derover må ikke
indføres fra andre EU-lande af personer under 18
år.« |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | Loven træder i kraft den 1. oktober
2010. |
| | |
| | § 3 |
| | |
| | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. |
| | |