Fremsat den 24. marts 2010 af
socialministeren (Benedikte Kiær)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service,
lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område og forældreansvarsloven
(Barnets Reform)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 og § 2
i lov nr. 316 af 28. april 2009, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 11 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal, når det anses for at være af
væsentlig betydning for et barns eller en ungs særlige
behov for støtte, tilbyde:
1) konsulentbistand
til børn, unge og familier med hensyn til børn eller
unges forhold og
2) rådgivning
om familieplanlægning.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
2. I
§ 14, stk. 1, ændres
»§ 67, stk. 1-3« til:
»§ 66, nr. 1 og 2, jf. § 142, stk. 1, nr. 1,
§ 66, nr. 1, 2, 5 og 6«, og »og § 142,
stk. 1, 4 og 5,« udgår.
3. I
§ 44 indsættes efter
»§ 83«: », § 84, stk. 1,«.
4. I
§ 45, stk. 1, ændres
»og 8« til: »og 7«.
5. §
46 affattes således:
»§ 46. Formålet med
at yde støtte til børn og unge, der har et
særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn
og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling,
sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres
jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på
at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til
formål at
1) sikre
kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der
tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at
understøtte barnets eller den unges familiemæssige
relationer og øvrige netværk,
2) sikre barnets
eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af
kompetencer til at indgå i sociale relationer og
netværk,
3)
understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed
for at gennemføre en uddannelse,
4) fremme barnets
eller den unges sundhed og trivsel og
5) forberede barnet
eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Stk. 2. Støtten
skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer
så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet
eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert
enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en
konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og
familiens forhold.
Stk. 3. Støtten
skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og
barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med
passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.
Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt
løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken.
Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund,
formål og indhold tydeliggøres for
forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den
unge.«
6. I
§ 48, stk. 1, indsættes
efter »52,«: »52 a,«.
7. I
§ 48, stk. 1, ændres
»§ 65, stk. 2 og 4« til: »§ 65,
stk. 2 og 3«.
8. Overskriften før § 49 ophæves, og § 49 ophæves.
9.
Efter § 49 indsættes:
»Udveksling af
oplysninger i det tidlige eller forebyggende arbejde
§ 49 a.
Skole, skolefritidsordning, det kommunale sundhedsvæsen,
dagtilbud, fritidshjem og myndigheder, der løser opgaver
inden for området for udsatte børn og unge, kan
indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold
vedrørende et barns eller en ungs personlige og
familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen
må anses for nødvendig som led i det tidlige eller
forebyggende samarbejde om udsatte børn og unge.
Stk. 2. Udveksling af
oplysninger efter stk. 1 til brug for en eventuel sag jf. kapitel
11 og 12 om et konkret barn eller en ung kan ske én gang ved
et møde. I særlige tilfælde kan der ske en
udveksling af oplysninger mellem de myndigheder og institutioner,
der er nævnt i stk. 1 ved et opfølgende
møde.
Stk. 3. Selvejende eller
private institutioner eller friskoler, som løser opgaver for
de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan indbyrdes og med
de myndigheder og institutioner, der er nævnt i stk. 1,
udveksle oplysninger i samme omfang, som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. De myndigheder
og institutioner, der efter stk. 1-3 kan videregive oplysninger, er
ikke forpligtede hertil.«
10.
Før § 50 indsættes som overskrift:
»Børnefaglig
undersøgelse«
11. § 50,
stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Undersøgelsen, der betegnes som en
børnefaglig undersøgelse, gennemføres så
vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og
den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal
gennemføres så skånsomt, som forholdene
tillader, og må ikke være mere omfattende, end
formålet tilsiger.«
12. I
§ 50, stk. 2, indsættes
efter »der«:
», med mindre konkrete forhold betyder, at et eller
flere af nedenstående numre ikke er relevante i forhold til
det pågældende barn eller den unge,«
13. I
§ 50, stk. 4, 2. pkt., udgår
», jf. § 49«.
14. § 50,
stk. 5, ophæves.
Stk. 6-10 bliver herefter stk. 5-9.
15. I
§ 50, stk. 6, der bliver stk. 5,
indsættes efter 1. pkt.:
»Hvis der er iværksat foranstaltninger
sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres,
jf. § 52, stk. 2, skal der desuden tages stilling til, om
disse foranstaltninger skal videreføres.«
16. I
§ 50, stk. 8, der bliver stk. 7,
indsættes som 2. og 3. pkt.:
»En undersøgelse kan gennemføres som
én samlet undersøgelse for flere børn i
familien, dog således at der tages højde for
børnenes individuelle forhold.«
17. § 50,
stk. 9, der bliver stk. 8, ophæves.
Stk. 10, der bliver stk. 9, bliver herefter stk. 8.
18. I
§ 52, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt.:
»Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de
foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov,
der er afdækket gennem den børnefaglige
undersøgelse efter § 50.«
19. I
§ 52, stk. 1, ændres
»nr. 8« til: »nr. 7«.
20. § 52,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Støtte efter stk. 3 kan kun iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse,
jf. § 50. Hvis særlige forhold taler herfor, kan
der dog iværksættes foreløbig eller akut
støtte efter stk. 3 sideløbende med
undersøgelsen.«
21. § 52,
stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1) Ophold i
dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller
lignende.«
22. I
§ 52, stk. 3, nr. 4, ændres
»4 og 5« til: »5 og 6«.
23. § 52,
stk. 3, nr. 5, affattes således:
»5)
Aflastningsordning, jf. § 55, i en plejefamilie, kommunal
plejefamilie eller netværksplejefamilie eller på et
opholdssted eller en døgninstitution, jf. § 66, nr.
1-3, 5 og 6.«
24. § 52,
stk. 3, nr. 6, ophæves.
Nr. 7-10 bliver herefter nr. 6-9.
25. I
§ 52, stk. 3, nr. 7, der bliver
nr. 6, ændres »og« til: »eller«.
26. § 52,
stk. 4 og 5, ophæves.
Stk. 6 bliver herefter stk. 4.
27. I §
52, stk. 6, der bliver stk. 4, ændres »7 eller
10, og stk. 4 og 5« til: »6 eller 9, og § 52
a«.
28.
Efter § 52 indsættes:
Ȥ 52
a. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om
at yde økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaveren, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til et
barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog
stk. 2. Der kan ydes økonomisk støtte til:
1) Udgifter i
forbindelse med konsulentbistand efter § 11, stk. 3.
2) Udgifter i
forbindelse med foranstaltninger efter § 52, stk. 3, hvis
støtten erstatter en ellers mere indgribende og omfattende
foranstaltning efter § 52, stk. 3.
3) Udgifter, der
bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås,
eller at en hjemgivelse kan fremskyndes.
4) Udgifter, der
kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn
under barnets anbringelse uden for hjemmet.
5) Udgifter i
forbindelse med prævention.
Stk. 2. Støtte
efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan kun ydes, når
forældremyndighedsindehaveren ikke selv har
tilstrækkelige midler til det.«
29. I
§ 53 og § 54, stk. 1, der bliver stk. 2, § 58, stk. 1, nr. 4, stk. 2 og 3, § 68, stk. 4, nr. 3, og stk. 5, § 68 a, stk. 1, § 69, stk.
4, der bliver stk. 3, § 140, stk.
6, samt § 159, 1. og 2. pkt., ændres »§ 52, stk.
3, nr. 8« til: »§ 52, stk. 3, nr. 7«.
30. I
§ 54 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. Under
barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter §
52, stk. 3, nr. 7, skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om støtte til forældrene efter stk.
1, efter § 52, stk. 3, eller efter anden lovgivning.
Støtten skal så vidt muligt medvirke til at
løse de problemer, som har været årsag til
anbringelsen med henblik på at støtte forældrene
i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel
hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en
særskilt plan for støtten til
forældrene.«
31. I
§ 55, stk. 1, ændres
»8, og efter § 76, stk. 3, nr. 1 og 4« til:
»7, og efter § 76, stk. 3, nr. 1 og 3«.
32. I
§ 56, 1. pkt., ændres
»§ 52, stk. 3, nr. 1, 6 og 7« til: »§
52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår behandling af
barnets eller den unges problemer, og nr. 6«.
33. I
§ 57 a, stk. 4, ændres
»7 og 10« til: »6 og 9«.
34. I
§ 57 b, stk. 3, nr. 1, og stk. 4, ændres »7, 9 eller
10« til: »8 eller 9«.
35. I
§ 59 ændres »indeholde
en redegørelse for« til: »omfatte«.
36. I
§ 59 ophæves nr. 1-3 og i
stedet indsættes:
»1) den
børnefaglige undersøgelse, jf. § 50, herunder
beskrivelsen af at betingelserne i § 58 anses for opfyldt og
af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan
bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf.
§ 50, stk. 6,«
Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 2 og 3.
37. I
§ 62, stk. 6, ændres
»§ 65, stk. 4« til: »§ 65, stk.
3«.
38. I
§ 64, stk. 1, ændres
»§ 68, stk. 3« til: »§ 68, stk.
2«.
39. §
65 affattes således:
»Ankestyrelsens
beføjelser uden klage
§ 65.
Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig
støtte til børn og unge op, når det må
antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har
foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har
truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med
barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da
pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de
fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de
fornødne afgørelser.
Stk. 2. Hvis der er
behov for foranstaltninger efter § 52 eller 52 a, og
kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i
fornødent omfang, kan Ankestyrelsen selv træffe en
foreløbig afgørelse om foranstaltninger.
Stk. 3. Ankestyrelsen
kan endvidere selv træffe afgørelse efter §§
51, 58, 63 og 68 a.
Stk. 4. Ankestyrelsen
kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre
afgørelser efter stk. 1 - 3 og kan desuden bestemme, at
afgørelserne skal gennemføres inden for en
nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for
nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.
Stk. 5. Hvis borgere,
fagpersoner eller andre har grund til at antage, at
kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller
afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges
bedste, kan disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer
herefter, om der er grundlag for at tage sagen op efter stk.
1.«
40. I
§ 66 indsættes efter nr. 1
som nyt nummer:
»2) Kommunale
plejefamilier, jf. § 142, stk. 1,«
Nr. 2-5 bliver herefter nr. 3-6.
41. I
§ 66, nr. 3, der bliver nr. 4,
ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.
42. I
§ 66, nr. 4, der bliver nr. 5,
ændres »stk. 5« til: »stk. 7«.
43. I
§ 68, stk. 4, nr. 2, udgår
»7«.
44. I
§ 68 indsættes efter stk. 12
som nye stykker:
»Stk. 13. Hvis en
ung i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt
indtil sit fyldte 18. år, eller som har haft en fast
kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter
opholdskommune, skal den hidtidige opholdskommune forud for skiftet
oversende den unges reviderede handleplan, jf. stk. 12, til den nye
opholdskommune. Oversendelse af handleplanen skal ske med samtykke
fra den unge og forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 14. Den nye
opholdskommune skal inden 30 dage fra modtagelsen træffe
afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for støtte
efter § 76, og i givet fald træffe afgørelse om,
hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Hvis der
iværksættes støtte efter § 76, skal der
udarbejdes en ny handleplan, jf. § 140.«
45.
Efter § 68 a indsættes:
»Kommunens opgaver i
forbindelse med anbringelsen
§ 68 b.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af
konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf.
§ 140. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages
stilling til barnets eller den unges skolegang. Er
anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller
den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at
underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen.
Stk. 2. Ved valg af
anbringelsessted skal kommunen vælge det anbringelsessted,
som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov.
Kommunen skal lægge vægt på anbringelsesstedets
mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer og
herunder vurdere, om en anbringelse i en plejefamilie, jf. §
66, nr. 1-3, er mest hensigtsmæssig.
Stk. 3. Hvis barnet
eller den unge har søskende, der er anbragt uden for
hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme
anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller
barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold
taler imod dette.
Stk. 4. Forud for
anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den
unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller
netværk, som kan udpeges til at være dennes
støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov
dække støttepersonens udgifter til telefon, transport
og lignende.«
46. § 69,
stk. 1, ophæves.
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 1-4.
47. I
§ 69, stk. 2, der bliver stk. 1,
indsættes efter »jf.«: »§ 70, stk. 2,
og«.
48. I
§ 69 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse
om ændret samvær samt afgørelse om hjemgivelse
eller ændret anbringelsessted, indhente udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.«
49. I
§ 70, stk. 1, ændres
»12 måneders« til: »6
måneders«.
50. § 70,
stk. 1, 3. og 4. pkt.,
ophæves.
51. I
§ 70 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. Ved
anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen efter
stk. 1 og af behovet for revision af handleplanen ske på
baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge,
jf. 148, stk. 1, og efter kontakt med
forældremyndighedsindehaveren. Tilsynet efter § 148,
stk. 1, skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg
på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller
den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden andre
personer fra anbringelsesstedets tilstedeværelse. Vurderingen
skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de
hidtil beskrevne, jf. § 140, er relevante, og i så fald
skal disse indgå i en revideret handleplan.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
52. I
§ 70, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »§ 140, stk. 8«, til: »§
54, stk. 1«.
53. § 71,
stk. 1, 1. og 2. pkt.,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Barnet eller den unge har ret til samvær og
kontakt med forældre og netværk, herunder
søskende, bedsteforældre, øvrige
familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet.
Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den
unges bedste sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller
den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.
Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges
vægt på, at barnet eller den unge også på
længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære
relationer til forældre og netværket.«
54. I
§ 71 indsættes efter stk. 3
som nyt stykke:
»Stk. 4. Stk. 3
finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af en
børnefaglig undersøgelse efter § 50 under ophold
på en institution eller indlæggelse på sygehus
efter § 51.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
55. I
§ 72, stk. 1 og 2, og § 73, stk.
1, ændres »15 år« til: »12
år«.
56. I
§ 72, stk. 1, nr. 7, og § 74, stk. 1, nr. 7, og stk. 4, ændres »§ 69, stk. 4
eller 5« til: »§ 69, stk. 3 eller 4«.
57. I
§ 72, stk. 1, nr. 8, og stk. 3, § 74, stk. 1, nr. 8, og stk. 3 og 4, § 75,
stk. 1, og § 168, stk. 2,
indsættes efter »§ 71, stk. 3«: »og
4«.
58. I
§ 75, stk. 5, 1. og 3. pkt., og stk. 6,
2. og 3. pkt., ændres
»Direktøren« til:
»Styrelseschefen«.
59. I
§ 75, stk. 6, § 168, stk. 4,
og § 169, stk. 1, ændres
»§ 65, stk. 4« til: »§ 65, stk.
3«.
60. I
§ 76, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »2 og 3« til: »2-5«.
61. I
§ 76, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en
selvstændig tilværelse og herunder have fokus på
at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse
samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af
selvstændig bolig.«
62. § 76,
stk. 2 og 3, ophæves, og i
stedet indsættes:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en
udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, kan
opretholdes efter det fyldte 18. år.
Stk. 3. For unge, der er
eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter
reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det fyldte 18. år,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om,
1) at
døgnophold, jf. § 55, på et
anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes,
2) at udpege en
fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr.
6,
3) at etablere en
udslusningsordning, jf. § 55, i det hidtidige
anbringelsessted og
4) at tildele andre
former for støtte, der har til formål at bidrage til
en god overgang til en selvstændig tilværelse for den
unge.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at
støtte efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres
indtil det fyldte 23. år, hvis
1) den unge
fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet
fortsat er til stede,
2) den unges
situation ændrer sig, så der senere opstår et
behov for støtte, eller
3) støtte er
ophørt, jf. stk. 6, og behovet herfor opstår igen.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år, jf. § 58, støtte i form af en kontaktperson
frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der
ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af
døgnophold efter stk. 3, nr. 1.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 6 og 7.
63. I
§ 76, stk. 4, der bliver stk. 6,
ændres »2 og 3« til: »2-5«.
64. §
138 ophæves.
65. § 140,
stk. 5, 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes:
»Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af
den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den
unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i forhold til de
problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde
konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og
udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med
støtten, jf. § 46. Herudover skal handleplanen for
unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den
unges overgang til voksenlivet.«
66. § 140,
stk. 8, affattes således:
»Stk. 8. Der kan
udarbejdes én samlet handleplan for flere børn i
familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for
børnenes individuelle forhold.«
67. § 142,
stk. 1, affattes således:
»Plejefamilier og kommunale plejefamilier for
børn og unge, jf. § 66, nr. 1 og 2, skal være
godkendt enten
1) af
kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune som generelt egnede,
eller
2) af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune som konkret egnede i
forhold til et eller flere nærmere angivne børn eller
unge. En sådan godkendelse udelukker som udgangspunkt, at
kommunalbestyrelser i andre kommuner kan benytte familien som
plejefamilie.«
68. § 142,
stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. Den
kommunalbestyrelse, der godkender plejefamilien, jf. stk. 1 og 2,
skal i forbindelse med godkendelsen sikre, at plejefamilien
gennemfører et kursus i at være plejefamilie.
Medmindre særlige forhold gør sig gældende, skal
kurset være gennemført, inden plejefamilien modtager
et barn eller en ung i pleje, og kurset skal som minimum have en
varighed svarende til 4 hele kursusdage.
Stk. 4. Den
kommunalbestyrelse, der godkender plejefamilien, den kommunale
plejefamilie eller netværksplejefamilien, jf. stk. 1 og 2,
skal sikre, at plejefamilierne efter anbringelsen løbende
gennemfører den fornødne efteruddannelse, herunder
kurser der som minimum svarer til 2 hele kursusdage årligt.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre den fornødne
supervision.
Stk. 5. Den
kommunalbestyrelse, der godkender en kommunal plejefamilie, jf.
stk. 1, skal sikre, at den kommunale plejefamilie løbende
modtager yderligere efteruddannelse og supervision i
overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Den kommunalbestyrelse,
der indgår aftale med en kommunal plejefamilie om en konkret
anbringelse, skal i forbindelse med aftalens indgåelse sikre
sig, at der er taget stilling til spørgsmål om
arbejdsvilkår i overensstemmelse med plejeopgavens
omfang.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 6-10.
69. § 142,
stk. 4, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Egne
værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor
den unge selv råder over sin egen bolig, jf. § 66, nr.
4, skal være godkendt som konkret egnede i forhold til den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune.«
70. § 142,
stk. 5, der bliver stk. 7, affattes således:
»Stk. 7. Ved
afgørelser om optagelse af opholdssteder for børn og
unge, jf. § 66, nr. 5, på Tilbudsportalen efter §
14, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen eller regionsrådet
foretage en vurdering af, om opholdsstedets pædagogiske
målsætning og metoder gør opholdsstedet generelt
egnet til at opfylde målgruppens behov, herunder behov for
nære, stabile relationer til voksne, opbygning af sociale
relationer og netværk, skolegang, sundhed, trivsel og
forberedelse til et selvstændigt voksenliv.«
71. § 142,
stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således:
»Stk. 8.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan indbringes
for det sociale nævn, jf. § 166, stk. 1. Dog omfatter
klageadgangen efter stk. 1 ikke kommunalbestyrelsens beslutning om,
hvorvidt godkendelsen kan ske som plejefamilie, jf. § 66, nr.
1, eller som kommunal plejefamilie, jf. § 66, nr. 2, eller om
hvorvidt godkendelsen skal være konkret eller generel, jf.
stk. 1, nr. 1 og 2. Afgørelser efter § 142, stk. 2-6,
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
72. I
§ 142, stk. 8, der bliver stk. 10,
ændres »stk. 7« til: »stk. 9«.
73. §
143 affattes således:
Ȥ
143. Socialministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og tilsyn med plejefamilier, kommunale
plejefamilier og netværksplejefamilier efter § 66, nr.
1-3.«
74. § 148,
stk. 3, ophæves.
75. I
§ 148 a indsættes efter stk.
1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Det
generelle driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder for
børn og unge, der er omfattet af § 66, stk. 1, nr. 1-2
og 5-6, skal endvidere påse, at det enkelte anbringelsessteds
pædagogiske målsætning og metoder forsat
gør anbringelsesstedet generelt egnet til at opfylde
målgruppens behov, herunder behov for nære, stabile
relationer til voksne, opbygning af sociale relationer og
netværk, skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et
selvstændigt voksenliv. Det driftsorienterede tilsyn med
anbringelsessteder, der er omfattet af § 66, nr. 5 og 6, skal
omfatte mindst et uanmeldt tilsynsbesøg om
året.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
76. I
§ 148 a indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Det
generelle driftsorienterede tilsyn, jf. stk. 1 og 2, omfatter ikke
plejefamilier, der er godkendt som konkret egnede efter § 66,
nr. 1, og § 142, stk. 1, nr. 2, konkret godkendte kommunale
plejefamilier efter § 66, nr. 2, og § 142, stk. 1, nr. 2,
netværksplejefamilier efter § 66, nr. 3, og egne
værelser mv. efter § 66, stk. 1, nr. 4.«
77. I
§ 151, stk. 1, ændres
»§§ 138 og 139« til: »§
139«.
78. §
153 affattes således:
Ȥ 153. Personer, der
udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal
underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten
eller hvervet får kendskab til eller grund til at
antage,
1) at et barn eller
en ung under 18 år kan have behov for særlig
støtte efter kapitel 11,
2) at et barn
umiddelbart efter fødslen kan få behov for
særlig støtte efter kapitel 11 på grund af de
vordende forældres forhold, eller
3) at et barn eller
en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre
overgreb.
Stk. 2. Socialministeren
kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper
af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får
kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger
forhold, som bevirker, at der kan være anledning til
foranstaltninger efter denne lov. Socialministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at andre grupper af personer har
underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med
aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal, medmindre særlige forhold
gør sig gældende, efter anmodning videregive
oplysninger til den person, der har foretaget underretningen efter
stk. 1 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1.
pkt., om, hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til
undersøgelser eller foranstaltninger efter denne lov
vedrørende det barn eller den unge under 18 år,
underretningen vedrører.«
79.
Efter § 153 indsættes:
Ȥ 153
a. Praktiserende læger, speciallæger og andre,
der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan med
samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive
oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat
synsfunktion til Kennedy Centret. Kennedy Centret kan med samtykke
fra forældremyndighedens indehaver videregive disse
oplysninger til social-, sundheds- og
undervisningsmyndighederne.
Stk. 2. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
videregivelse af oplysninger til og fra Kennedy Centret efter stk
1.«
80. I
§ 160 ændres »§
76, stk. 3, nr. 4« til: »§ 76, stk. 3, nr.
3«.
81. § 166
a ophæves.
82. § 167, stk. 1, affattes
således:
»Følgende afgørelser kan af barnet eller
den unge, der er fyldt 12 år, indbringes for det sociale
nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område:
1) forebyggende
foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet efter § 52,
stk. 3,
2)
ungepålæg efter § 57 b,
3) hjemgivelse og
hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2,
4) valg af
anbringelsessted efter § 68 b, stk. 1,
5) ændret
anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer
fra netværket mv. efter § 69, stk. 1, og
6) samvær og
kontakt efter § 71, stk. 2.
I det omfang afgørelsen angår den af
forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan
afgørelsen af denne på samme måde indbringes for
det sociale nævn.«
83. § 167,
stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
84. I
§ 167, stk. 3, der bliver stk. 2,
udgår: »og af
forældremyndighedsindehaveren«.
85. I
§ 168, stk. 2, ændres
»15 år« til: »12 år«.
86. I
§ 181, stk. 2, ændres
»§ 52, stk. 3, nr. 1-7, 9 og 10« til:
»§ 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9«, og
»§ 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3«
ændres til: »§ 76, stk. 2 og stk. 3, nr.
2«.
§ 2
I lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1203 af
10. december 2009, som ændret ved § 11 i lov nr. 434 af
8. maj 2006 og § 1 i lov nr. 316 af 28. april 2009, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 9 c, stk. 2, nr. 6, og stk. 5, 2. pkt., ændres
»§§ 67 og 142« til: »§
66«.
2. I
§ 19, stk. 1, nr. 1, ændres
»3 medlemmer« til: »2 medlemmer«.
3. I
§ 19, stk. 1, nr. 3, ændres
»en pædagogisk-psykologisk sagkyndig« til:
»2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige«.
4. I
§ 19, stk. 3, ændres
»Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige« til:
»De pædagogisk-psykologisk sagkyndige«.
5. § 44,
stk. 4, ophæves.
6. § 72,
stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Klage efter §§ 166 eller 167 i lov om social
service over afgørelser om hjemgivelse og
hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, i lov om social
service, afgørelser om valg af anbringelsessted efter §
68 b, stk. 1, i lov om sociale service samt afgørelser om
ændret anbringelsessted efter § 69 i lov om social
service har opsættende virkning.«
§ 3
I forældreansvarsloven, lov nr. 499 af 6.
juni 2007, som ændret ved § 4 i lov nr. 349 af 6. maj
2009 og § 3 i lov nr. 494 af 12. juni 2009, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 24 indsættes som 2. pkt.:
»Tilsvarende gælder, hvis barnet eller den unge
opholder sig på en institution eller er indlagt på
sygehus under gennemførelse af en børnefaglig
undersøgelse efter kapitel 11 i lov om social
service.«
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2011.
Stk. 2. Alle sager efter
servicelovens § 65, der verserer ved de sociale nævn, og
hvori der ikke er truffet afgørelse ved lovens
ikrafttræden, færdigbehandles af Ankestyrelsen.
Stk. 3. Med virkning fra
den 1. januar 2011 skal kommunalbestyrelsen blandt sine medlemmer
udpege 2 medlemmer af børn og unge-udvalget, jf. § 19,
stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, som affattet ved denne lovs § 2, nr.
2. Med virkning fra den 1. januar 2011 skal statsforvaltningen
udpege 1 pædagogisk-psykologisk sagkyndig til børn og
ungevalget, jf. § 19, stk. 1, nr. 3, i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, som affattet ved
denne lovs § 2, nr. 3.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse |
1. | Indledning |
2. | Formål og principper |
3. | Gældende ret og lovforslagets
indhold |
| 3.1. | Tryghed i opvæksten |
| | 3.1.1. | Formål med indsatsen |
| | 3.1.2. | Plejefamilier |
| | 3.1.3. | Samvær og netværk |
| | 3.1.4. | Støtte til forældrene |
| 3.2. | Børn og unges
klagerettigheder |
| | 3.2.1. | Børns klagerettigheder |
| | 3.2.2. | Pligt til at høre
anbringelsessteder |
| | 3.2.3.. | Ankestyrelsens egendriftskompetence |
| 3.3. | Tidlig indsats |
| | 3.3.1. | Udveksling af oplysninger om rent private
forhold i det tidlige eller forebyggende samarbejde |
| | 3.3.2. | Præcisering af
underretningspligt |
| 3.4.1. | Kvalitet i indsatsen |
| | 3.4.1. | Støtteforanstaltninger |
| | 3.4.2. | Efterværn |
| | 3.4.3. | Handleplaner |
| | 3.4.4. | Godkendelse |
| | 3.4.5. | Tilsyn |
| | 3.4.6. | Børnefaglig undersøgelse
efter § 50 |
| | 3.4.7. | Indstilling til børn og
unge-udvalget |
| | 3.4.8. | Standarder for sagsbehandlingen |
| | 3.4.9. | Ophævelse af kravet om en
tværfaglig gruppe |
| | 3.4.10. | Børnefaglige undersøgelser
ved børn med handicap |
| | 3.4.11 | Børn og unge-udvalgets
sammensætning |
4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige |
5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet |
6. | Administrative konsekvenser for
borgerne |
7. | Miljømæssige
konsekvenser |
8. | Forholdet til EU-retten |
9. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. |
10. | Sammenfattende skema |
1. Indledning
I forbindelse med satspuljeaftalen for 2010 blev der
indgået politisk aftale om Barnets Reform. Med
satspuljeaftalen for 2009 tog satspuljepartierne første
skridt i Barnets Reform ved at aftale ændringer i lov om
social service, der skulle styrke kontinuiteten i anbragte
børns opvækst. Aftalen blev udmøntet med
lovforslag nr. 114 (folketingssamlingen 2008-09), der blev vedtaget
som lov nr. 318 af 28. april 2009, som trådte i kraft den 1.
juli 2009. Ændringerne har til formål at skabe bedre
kontinuitet for anbragte børn og unge ved at
understøtte, at anbragte børn og unge kommer til at
opleve færre genanbringelser, skift, flytninger og brud i
deres tilværelse. Loven består af fire hovedelementer:
Anbringelse i tre år af børn under et år uden
genbehandling af sagen, afgørelse om hjemgivelse og
fastsættelse af hjemgivelsesperiode på op til seks
måneder, videreførelse af en anbringelse på
grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet
og udvidelse af pligten til at tilbyde psykologbehandling til
børn, som følger med deres mor på
krisecenter.
Barnets Reform ligger desuden i forlængelse af
anbringelsesreformen, fremsat som lovforslag nr. L 8
(folketingssamlingen 2004-05), der blev vedtaget som lov nr. 1442
af 22. december 2004, som trådte i kraft den 1. januar 2006.
Anbringelsesreformen satte bl.a. fokus på vigtigheden af en
grundig udredning af barnets problemer og af, at der er en
handleplan for indsatsen. Formålet med reformen var, at
anbragte børn og unge skal have samme muligheder som andre
børn og unge for uddannelse, arbejde og familieliv. Det
afgørende pejlemærke for reformen var, at indsatsen
skal ske til gavn for barnets bedste, og det blev understreget som
et centralt princip, at indsatsen altid skal tilpasses det enkelte
barn og den enkelte families behov.
Aftalen udmøntes med dette lovforslag, som indeholder
en række delforslag inden for følgende
hovedpunkter:
- Tryghed i opvæksten, jf. nedenfor afsnit 3.1
- Børn og unges klagerettigheder, jf. nedenfor afsnit
3.2
- Tidlig indsats, jf. nedenfor afsnit 3.3
- Kvalitet i indsatsen, jf. nedenfor afsnit 3.4
En række af forslagene vedrørende regelforenkling
i Barnets Reform indgår desuden i "Mere tid til
velfærd. Regeringens plan for mindre bureaukrati på det
kommunale og regionale område" - Regeringens udspil til en
forenklingsplan. Forslagene indgår samtidig som et element i
regeringens opfyldelse af flerårsaftalen fra 2008 med KL om
frigørelse af ressourcer til borgernær service i
kommunerne i 2009-2013.
2. Formål og principper
Forud for Barnets Reform har der været gennemført
et større udredningsarbejde for at identificere, hvilke
konkrete problemstillinger det er nødvendigt at sætte
ind over for. I forbindelse med udredningsarbejdet har der
været afholdt en række inspirationsmøder med
kommuner, organisationer, fagfolk og eksperter på
området om centrale temaer som særlige risikogrupper,
plejefamilieområdet, tidlig indsats, vidensbaseret arbejde,
tilsyn og økonomi på anbringelsesområdet.
Herudover har der været igangsat en række
undersøgelser, bl.a. om de andre nordiske landes erfaringer,
og der er udarbejdet en opdateret forskningsoversigt vedr. anbragte
børn og unge med henblik på at sikre, at reformen
bygger på den nyeste viden på området.
Undersøgelser fra det nationale forskningscenter for
velfærd (SFI) viser, at 43 pct. af de unge, der anbringes,
efter 4 år har oplevet et eller flere sammenbrud af deres
anbringelse. Endvidere har børnene, fra de blev beskrevet
som 7-årige og til de blev beskrevet som 11-årige, ikke
fået det nævneværdigt bedre
("Børneforløbsundersøgelse af anbragte
børn", SFI, 2009). Endelig er der mindre end 25 pct. af
samtlige børn, der har modtaget en foranstaltning i
løbet af deres barndom, der har gennemført en
ungdomsuddannelse som 22-årige. Dette skal sammenholdes med,
at ca. 80 pct. af alle unge generelt set får en
ungdomsuddannelse i dag.
Forskningen viser, at socialt udsatte børn, herunder
særligt de børn der anbringes uden for hjemmet, ofte
er ensomme og vokser op uden stabil voksenkontakt. Dette kan
resultere i alvorlige trivselsproblemer (Anbragte børn og
unge, en forskningsoversigt, SFI, 2009).
Herudover har udredningen peget på, at mange børn
først får omfattende støtte, herunder i form af
anbringelse ude for hjemmet, når de er teenagere, selv om
kommunerne i nogle tilfælde længe har været
bekendt med, at de har haft alvorlige problemer, herunder at de har
haft en opvækst i udsatte familier med deraf følgende
risiko for selv at komme i en udsat situation.
Der er i flere års praksisundersøgelser fra
Ankestyrelsen blevet påvist en relativt høj andel af
fejl i den kommunale sagsbehandling på området. Hvis
den efterfølgende indsats skal hjælpe udsatte
børn og unge på en tilfredsstillende måde, er
det afgørende, at indsatsen er korrekt, at den er
målrettet den konkrete situation og at den bygger på
den viden, der er på området.
Det er målsætningen med reformen at
understøtte udsatte børn og unges muligheder for at
trives og få et godt liv, herunder at udvikle og opretholde
deres personlige og faglige kompetencer samt deres sundhed og
forberedelse til et godt selvstændigt voksenliv. Det er
målet, at flere udsatte børn og unge
gennemfører en ungdomsuddannelse, at flere oplever
stabilitet i indsatsen og i deres kontakt med voksne, og at de
dermed rustes til at opbygge sociale relationer, deltage i fritids-
og kulturliv mv. Det er også et mål, at udsatte
børn og unges helbred og sundhed forbedres, og at de i
mindre udstrækning får problemer med misbrug,
fejlernæring eller lign. Endelig har reformen et mål
om, at udsatte børn og unges problemer opfanges tidligt,
så alvoren af deres problemer mindskes ved, at man
sætter ind tidligere i forløbet.
For at nå målene sættes der ind på en
række områder. Mulighederne for tidlig indsats
forbedres, børn og unges rettigheder styrkes og det
præciseres, at indsatsen altid skal tilrettelægges ud
fra en vurdering af barnets eller den unges behov. Der er flere
initiativer, som skal understøtte udsatte børn og
unges sociale relationer og kvaliteten af indsatsen både i
forvaltningen og i behandlingstilbuddene. Endvidere understreges
det med reformen, at indsatsen over for den enkelte altid skal
tilrettelægges med et klart formål, der tager
afsæt i barnets eller den unges behov. Kontinuitet i
indsatsen understøttes endvidere af et forslag om bedre
samarbejdsmuligheder mellem myndigheder og nye tiltag om
støtte til de 18-22 årige i form af
efterværn.
Det er et centralt princip i reformen, at alle børn
skal have mulighed for nære og omsorgsfulde relationer. I de
tilfælde, hvor forældrene ikke kan tilbyde dette,
må der gives barnet en støtte, som sikrer, at barnet
på anden vis vokser op i et trygt omsorgsmiljø. Der
skal altid tages højde for, at barnet eller den unge
samtidig får den specialiserede behandling, der er behov
for.
Et andet centralt princip er, at barnets bedste altid skal
være i centrum for indsatsen, og at indsatsen altid skal
målrettes barnets udvikling og trivsel. I de tilfælde,
hvor der er en modsætning mellem f.eks. barnets og
forældrenes interesser, skal det sikres, at det er barnets
behov, der er i centrum. I langt de fleste tilfælde vil det
dog være til barnets bedste, at støtten gives med
udgangspunkt i et tæt samarbejde med forældrene,
herunder at forældrene får hjælp til at bakke op
om barnets opvækst.
Endeligt har det været afgørende at rette fokus
på kvaliteten i den indsats, der gives. Det er ikke
tilstrækkeligt, at der træffes de rette
afgørelser om børnene. Det er helt afgørende,
at den støtte, der iværksættes, er af en
sådan kvalitet, at barnet eller den unge udvikler sig og
får opfyldt sine behov for nære, stabile relationer til
voksne, opbygning af sociale relationer og netværk,
skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et
selvstændigt voksenliv.
Implementering
Reformen udgøres samlet set både af dette forslag
og af en række initiativer, der skal understøtte, at
loven bliver gennemført efter hensigten. Initiativerne
handler bl.a. om efteruddannelse af sagsbehandlere, mere forskning
i området udsatte børn og unge samt formidling af
forskning og praksisrelateret viden via oprettelse af en ny
vidensportal.
For at sikre reformens implementering er der afsat midler til
at formidle reformens indhold og formål i alle eksisterende
uddannelsesaktiviteter vedr. udsatte børn og unge
området på Socialministeriets område, herunder
kurser, diplomuddannelse og masteruddannelse samt vidensportalen.
Implementeringsaktiviteterne retter sig mod det lokale politiske
niveau samt ledelse og medarbejdere.
Afbureaukratisering
Satspuljepartierne har med aftalen lagt vægt på,
at reformen ikke medfører yderligere bureaukrati i
kommunerne. Det har således været afgørende, at
der ikke indføres unødvendige procesregulerende
regler, som kan medføre et uhensigtsmæssigt
tidsforbrug i den kommunale administration. I forlængelse
heraf indeholder forslaget om Barnets Reform en række
afbureaukratiserende tiltag, med henblik på at skabe bedre
mulighed for at de kommunale medarbejdere kan undgå at bruge
tid på unødvendig administration. Satspuljepartierne
er enige om, at effekterne på den kommunale administration af
Barnets Reform skal evalueres efter to år.
Reformen indeholder konkrete afbureaukratiseringsforslag i
forbindelse med ændringsforslagene til den
børnefaglige undersøgelse, handleplaner, godkendelse
og tilsyn, foranstaltninger, standarder for sagsbehandlingen,
underretning og tværfagligt samarbejde.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Tryghed i opvæksten
3.1.1. Formål med indsatsen
3.1.1.1. Gældende ret
Servicelovens § 46 beskriver formålet med
tilrettelæggelsen af indsatsen for de børn og unge,
som har et særligt behov for støtte. Støtten
skal skabe de bedst mulige opvækstvilkår for udsatte
børn og unge, så de kan opnå de samme muligheder
for personlig udfoldelse som deres jævnaldrende. Endvidere
anviser bestemmelsen en række forhold, der skal tages
højde for, når støtten tildeles. Det angives,
at støtten må ydes tidligt og sammenhængende, og
at den skal udformes på baggrund af en konkret vurdering af
det enkelte barns eller den unges og familiens forhold. Barnets
synspunkter skal altid inddrages, og barnet eller den unges
vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde
med familien. Støtten skal ydes ud fra barnets bedste, og
der skal lægges vægt på en god, stabil
voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten.
3.1.1.2. Overvejelser bag forslaget
Hidtidige undersøgelser af området har vist, at
en stor del af udsatte børn og unge har alvorlige
vanskeligheder på en række områder, herunder
generel trivsel, sociale, familiemæssige relationer og
øvrige netværk, skolegang, sundhed og overgang til
voksenlivet (11-årige børns hverdagsliv og trivsel,
resultater fra SFI's forløbsundersøgelser af
årgang 1995, SFI, 2008). Som led i reformens fokus på
kvalitet i indsatsen skal det derfor præciseres, at der skal
være et klart formål med indsatsen. Der er endvidere
brug for at konkretisere, hvilke målsætninger, der skal
være i fokus på kort og lang sigt. De enkelte
målsætninger skal fungere som pejlemærker,
når kommunerne tilrettelægger konkrete tiltag over for
et konkret barn eller en ung. Det kan f.eks. gøre sig
gældende, når kommunerne godkender og fører
tilsyn med et anbringelsessted, når der udarbejdes
handleplaner og når ankesystemet behandler konkrete
sager.
Af den nuværende formålsbestemmelse fremgår,
at udsatte børn og unge så vidt muligt skal have
mulighed for at opnå personlig udfoldelse, udvikling og
sundhed. Undersøgelser peger på, at dette fortsat er
en udfordring. F.eks. synes betydningen af en stabil og udbytterig
skolegang ofte overset i indsatsen over for udsatte børn og
unge, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for børnenes
og de unges trivsel og udvikling og for muligheden for at klare sig
godt senere hen. Endvidere viser undersøgelser, at
børn fra hjem med få ressourcer oftere er syge og har
større forekomst af langvarige lidelser og sygdomme.
Forskningen viser, at disse børns sundhedsadfærd ofte
er mere risikobetonet, hvilket bl.a. viser sig gennem et
større pilleforbrug samt et forbrug af alkohol og rygning i
en langt tidligere alder end andre børn og unge. Forskningen
viser, at sådanne forskelle oftest bliver større, jo
ældre børnene er (Anbragte børn og unge, en
forskningsoversigt, SFI, 2009). Overgangen fra barne- til
voksenlivet er ofte vanskelig at håndtere, særligt for
de børn og unge, som i større eller mindre
udstrækning har modtaget hjælp og støtte fra det
offentlige gennem deres opvækst, og som typisk ikke har
forældre, som kan støtte dem i denne overgang. Disse
unge er ofte sårbare og har mere brug for støtte end
andre unge.
3.1.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at præcisere den gældende
formålsbestemmelse for indsatsen over for børn og unge
med særlig støtte. Forslaget viderefører
delvist indholdet i den gældende § 46, dog
fremhæves en række opmærksomhedspunkter, som er
centrale forhold i barnets udvikling og som derfor bør
være i fokus for indsatsen. Opmærksomhedspunkterne
retter fokus på følgende forhold som
opvækstvilkår og nære, kontinuerlige
omsorgsrelationer, personlig udfoldelse, skolegang, sundhed og
forberedelse til voksenlivet.
Formålsbestemmelsen lægger en overordnet ramme for
lovens øvrige bestemmelser vedrørende særlig
støtte til børn og unge, som skal fortolkes i lyset
af lovens formål. Endvidere vil børn, unge og familier
kunne henvise til bestemmelsen, når de modtager hjælp
efter servicelovens bestemmelser om særlig støtte til
børn og unge, eller hvis de klager over kommunernes
afgørelser herefter. Bestemmelsens enkelte formål er
ligestillede, og skal tilsammen danne en fælles ramme for
indsatsen og være fokuspunkter for kommunernes
tilrettelæggelse af indsatsen. De fem punkter afspejler de
forhold, som efter serviceloven skal indgå, når der
iværksættes en undersøgelse af barnets forhold
efter den børnefaglige undersøgelse efter § 50.
Disse forhold skal også indgå i handleplanerne, samt i
godkendelse af og tilsyn med døgntilbud og opholdssteder.
Med bestemmelsen understreges det dermed, at der skal være
sammenhæng i indsatsen over for det enkelte barn eller den
unge og dennes familie, og at den kommunale myndighed i hver enkelt
del af indsatsen nøje skal holde sig for øje, om de
forskellige dele hænger sammen, og om de tilsammen sigter mod
at opfylde det ønskede formål.
Formålet med ændringen er at signalere vigtigheden
af, at indsatsen over for udsatte børn og unge
iværksættes med et klart formål for øje,
og at kommunen særligt skal fokusere på centrale
forhold som opvækstvilkår og nære, kontinuerlige
omsorgsrelationer, personlig udfoldelse, skolegang, sundhed og
forberedelse til voksenlivet, således at barnet eller den
unge kan udvikle sig inden for hvert af disse centrale
områder.
3.1.2. Plejefamilier
3.1.2.1. Gældende ret
Plejefamilier er blandt de anbringelsessteder, som børn
og unge kan anbringes på, jf. servicelovens § 66.
Efter § 69 skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om konkret anbringelsessted i overensstemmelse med
den handleplan, der er udarbejdet for barnet eller den unge i
forbindelse med den forudgående børnefaglige
undersøgelse efter § 50 og de deraf afledte
foranstaltninger. Endvidere følger det af servicelovens
§ 148, at kommunalbestyrelsen skal føre et personrettet
tilsyn med barnet eller den unges trivsel på de tilbud, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om.
Kommunalbestyrelsen skal desuden føre et generelt
driftsorienteret tilsyn med personale, bygninger og økonomi,
jf. § 148 a.
Plejefamilier skal være godkendt som generelt egnede i
kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune, jf. § 142, stk. 1.
Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret
egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune, jf. § 142, stk.
2. Der er desuden krav om, at kommunalbestyrelsen i den godkendende
kommune sikrer, at plejefamilien deltager i et kursus i at
være plejefamilie, jf. § 142, stk. 3. Kurset skal som
minimum have en varighed svarende til 4 hele kursusdage.
3.1.2.2. Overvejelser bag forslaget
Der har med reformen været et ønske om at
understrege vigtigheden af, at børn og unge, der anbringes,
får mulighed for at indgå i nære
omsorgsmiljøer med stabile voksenrelationer. Det er
aftaleparternes opfattelse, at plejefamilier i mange tilfælde
bedst kan tilbyde dette, fordi de netop er karakteriseret ved at
være et nært og familielignende miljø.
Mange plejefamilier udfører i dag et stort stykke
arbejde med at skabe trygge og stabile rammer for de mere end 5.700
børn og unge, der i dag er anbragt i en plejefamilie. Der er
imidlertid stor forskel på behovene hos børn, der
placeres i plejefamilier, og dermed også på den opgave,
som den enkelte plejefamilie varetager. Derfor bør omfanget
af supervision og efteruddannelse af plejefamilierne samt deres
arbejdsvilkår i højere grad tilpasses de forskellige
opgavetyper, således at plejefamilierne i højere grad
kan imødekomme de forskellige behov for støtte, som
børn og unge, der anbringes, kan have.
3.1.2.3. Den foreslåede ordning
Anbringelsessteder skal imødekomme barnets eller den
unges behov
Formålet med forslaget er at understrege, at
kommunalbestyrelsen ved valg af konkret anbringelsessted altid skal
vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme
barnets eller den unges behov. Dette indebærer, at nære
omsorgsmiljøer og stabil voksenkontakt under en anbringelse
skal fremmes.
Det foreslås at præcisere, at kommunen skal
vælge et anbringelsessted, der så vidt muligt kan give
barnet eller den unge et nært omsorgsmiljø og en
stabil voksenkontakt. Forud for en anbringelse skal det vurderes,
om en anbringelse i en plejefamilie, er mest hensigtsmæssigt
under hensyntagen til barnets eller den unges behov. Det er
vigtigt, at barnet sideløbende med en eventuel anbringelse i
en plejefamilie modtager en eventuel fornøden
behandlingsindsats og støtte.
Ret og pligt til efteruddannelse og supervision
Det foreslås at give plejefamilier ret og pligt til
efteruddannelse og løbende supervision. Plejefamilier skal
have ret til hvad der svarer til minimum 2 årlige dages
efteruddannelse ud over det lovpligtige kursus i at være
plejefamilie. Der stilles desuden krav om, at det lovpligtige
kursus for plejefamilier så vidt muligt skal være
gennemført inden anbringelsen af barnet eller den unge i
plejefamilien.
Formålet er at sikre, at plejefamilier har de bedst
mulige rammer og forudsætninger for arbejdet.
Indførelse af en ny type af plejefamilier: Kommunale
plejefamilier
Det foreslås at indføre en ny type plejefamilier:
"Kommunale plejefamilier". De kommunale plejefamilier skal kunne
anvendes i anbringelser af børn og unge, som kræver
flere ressourcer og kompetencer af plejefamilien, end hvad der
almindeligvis kræves, og derfor får de mere supervision
og efteruddannelse end de øvrige plejefamilier.
Mange af de familier, der vil kunne godkendes som kommunale
plejefamilier, vil typisk være kendetegnet ved som led i
godkendelsen at have en aftale om hel eller betydelig
erhvervsbegrænsning. Det foreslås derfor at give disse
plejefamilier bedre muligheder for at få betryggende
arbejdsvilkår mv. i overensstemmelse med plejeopgavens
omfang. De kommunale plejefamilier vil blive omfattet af de samme
regler for godkendelse og tilsyn som andre plejefamilier.
Plejefamilien kan enten ansættes af kommunen eller
indgå aftale med kommunen. Det er den kommune, der
indgår plejeaftale med plejefamilien, der er forpligtet til
at sikre sig, at plejefamilien har ordentlige
arbejdsvilkår.
Formålet med forslaget er at sikre, at de kommunale
plejefamilier får de fornødne faglige kompetencer og
ordentlige arbejdsvilkår, så opgaven med at
hjælpe de særligt ressourcekrævende børn
og unge kan løses optimalt. Endvidere skal
arbejdsvilkår og tilbud om uddannelse og supervision sikre
bedre rekruttering af plejefamilier til de mest
omsorgskrævende børn.
Konkret godkendelse af plejefamilier
Det foreslås at give mulighed for, at plejefamilier og
kommunale plejefamilier kan godkendes som konkret egnede til et
barn eller en ung af den anbringende kommune som alternativ til de
allerede gældende regler om godkendelse som generelt egnet.
Det betyder, at det kun er den anbringende kommune, der skal
godkende og føre tilsyn med plejefamilien og barnet, selvom
plejefamilien geografisk hører hjemme i en anden kommune.
Hvis en plejefamilie er konkret godkendt af en anbringende kommune,
kan andre kommuner som udgangspunkt ikke anbringe børn i den
familie. Det skyldes, at plejefamiliens godkendelse hviler på
dens særlige egnethed i forhold til de konkrete børn
eller unge, der er anbragt. Konkret godkendte plejefamilier og
kommunale plejefamilier adskiller sig fra
netværksplejefamilier ved at løbende at kunne optage
flere børn eller unge i pleje, hvis den anbringende kommune
godkender dette. Netværksplejefamilier vil som oftest kun
tage børn i pleje, som de er i familie med.
Formålet med forslaget er at give kommunerne øget
fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge og
målrette indsatsen, bl.a. fordi den konkret godkendte
plejefamilie eller kommunale plejefamilie ikke behøver at
afvente en generel godkendelse fra den stedlige kommune. Dermed kan
plejefamilien hurtigere godkendes, således at familien
hurtigere end ellers kan tage barnet eller den unge i pleje.
Samtidig må det forventes, at den konkrete godkendelse i
forhold til barnets behov vil kvalificere indsatsen over for barnet
eller den unge.
3.1.3. Samvær og netværk
3.1.3.1. Gældende ret
I dag er forældrene og barnet eller den unge sidestillet
i forhold til ret til samvær og kontakt under en anbringelse
uden for hjemmet. Retten til samvær omfatter både en
ret for forældrene til at besøge barnet eller den unge
og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge
forældrene. Retten til samvær omfatter ikke
søskende eller bedsteforældre.
Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem
forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige. I nogle
tilfælde kan det være nødvendigt at regulere
samværet, og kommunen kan derfor træffe
afgørelse om karakteren af samværet med
forældrene og barnet eller den unge, herunder om
samværet skal være overvåget.
3.1.3.2. Overvejelser bag forslaget
Mange anbragte børn og unge oplever et betydeligt tab
af søskende- og slægtskontakt, når de bliver
anbragt. Desuden viser forskningen, at en stabil og nær
voksenkontakt og kontakt til eksisterende netværk er en
vigtig forudsætning for, at barnet eller den unge kan
få gavn af indsatsen. ("Anbragte børn og unge", SFI,
2009). Samvær er for en stor del af de anbragte børn
vigtigt, da det danner grundlag for, at den biologiske familie
også senere i livet udgør et betydningsfuldt
netværk ("Børneforløbsundersøgelsen",
SFI, 2009). Derfor er det vigtigt at understøtte, at
anbragte børn og unge så vidt muligt bevarer kontakten
til familie og netværk, selvom barnet eller den unge
anbringes uden for hjemmet.
3.1.3.3. Den foreslåede ordning
Barnet gives ret til samvær med både
forældrene og det bredere netværk
Det foreslås, at det alene er barnet eller den unge, der
skal have ret til samvær med forældre, søskende,
bedsteforældre og øvrige familie og netværk. Det
betyder, at barnet eller den unge skal høres og inddrages i
beslutningen, og afgørelser om samvær skal
træffes ud fra, hvad der er til barnets bedste. Barnets
bedste kan netop indebære kontakt til den biologiske familie,
også i tilfælde hvor forældrene er psykisk syge,
misbrugere osv.
Det præciseres således, at samvær med
familie, venner og andre i netværket er en del af den samlede
indsats over for barnet. Der skal lægges vægt på,
at barnet eller den unge også på længere sigt har
familie og netværk at støtte sig til, så barnet
eller den unge kan bevare forholdet til f.eks. de
bedsteforældre og søskende, der også i tiden
inden anbringelsen har spillet en stor rolle i barnets liv.
På samme måde skal samværet ses som led i, at
barnet eller den unge kan bevare eller skabe nære relationer,
som i sig selv kan være med til at støtte barnet eller
den unge, også efter en anbringelse er ophørt.
Afgørelsen om kontaktens omfang m.v. vil med det nye
forslag alene skulle tage udgangspunkt i det enkelte barns eller
den unges konkrete situation og behov. Udgangspunktet for
forvaltningens afgørelse om samvær skal være, at
barnet eller den unge har behov for at bibeholde en god kontakt til
forældrene.
Anbragte børn og unges kontakt til det øvrige
netværk skal styrkes
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen så vidt
muligt skal anbringe barnet eller den unge på samme
anbringelsessted som evt. andre søskende, der er anbragt
uden for hjemmet, med mindre barnets eller den unges behov eller
andre væsentlige forhold taler imod dette.
Støtteperson til anbragte børn og unge
Kommunalbestyrelsen forpligtes til at hjælpe barnet
eller den unge med at finde en person i familien eller
netværket, der kan støtte barnet eller den unge under
anbringelsen. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget
om at fremme børns muligheder for at få stabil
voksenkontakt og omsorgsmiljøer ved anbringelse i
plejefamilier, jf. afsnit 3.1.2.3.
Formålet med forslaget er at give anbragte børn
bedre muligheder for at opretholde et forhold til deres nære
familie og øvrige netværk, bl.a. for at forebygge
ensomhed og for at understøtte deres mulighed for at have et
bedre netværk under såvel som efter anbringelsen.
Tydelige kriterier for samvær, primært for
kommunens afgørelse
Et af formålene med at præcisere de kriterier og
hensyn, der skal lægges til grund ved afgørelser om
samvær, er, at det dermed bliver lettere for Ankestyrelsen i
forbindelse med klagesager eller når sager tages op af egen
drift efter § 65 at vurdere, hvorvidt afgørelsen om
samvær er til barnets bedste.
3.1.4. Støtte til forældrene
3.1.4.1. Gældende ret
Der er i serviceloven flere muligheder for at yde
støtte til forældrene under et barns eller den unges
anbringelse uden for hjemmet. I forbindelse med at
kommunalbestyrelsen iværksætter en foranstaltning over
for et barn eller en ung, f.eks. en anbringelse uden for hjemmet,
kan der ydes økonomisk støtte bl.a. til udgifter, der
bevirker, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at
støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil
kontakt mellem forældre og børn og under et eller
flere børns anbringelse uden for hjemmet. Efter § 54
skal kommunalbestyrelsen tilbyde forældremyndighedens
indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller
den unges anbringelse uden for hjemmet. Efter § 140, stk. 6
skal handleplanen for barnet eller den unge i forbindelse med en
anbringelse uden for hjemmet angive, hvilke former for
støtte der selvstændigt skal iværksættes
over for familien, i forbindelse med at barnet eller den unge
opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den
unges hjemgivelse. Endelig skal kommunalbestyrelsen efter §
140, stk. 8 tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt
handleplan for støtten til forældrene i forbindelse
med en anbringelse uden for hjemmet.
3.1.4.2. Overvejelser bag forslaget
I praksis er det kun en mindre del af forældrene, der
får en støtteperson. I dag har ca. 1200 forældre
en støtteperson efter § 54 svarende til ca. 10 pct. af
forældrene til de anbragte. Endvidere viser Ankestyrelsens
praksisundersøgelse for 2009, at handleplanen i 36 pct. af
sagerne ikke angav, hvilke former for støtte der
selvstændigt skal iværksættes over for familien.
Det er også kun i 34 pct. af sagerne (7 pct. af
mødrene og 3 pct. af fædrene), at det er
fremgået af sagen, at forældrene har fået tilbudt
en særskilt handleplan. Samtidig viser statistikken, at
problemer i familien er en af de mest udslagsgivende årsager
til en anbringelse. Endelig viser forskningen, at forældrene
også under anbringelsen spiller en stor rolle for
børnenes udvikling og velfærd.
Det vurderes, at det kan være nødvendigt at samle
de forskellige støttemuligheder i en samlet bestemmelse med
henblik på at signalere vigtigheden af, at der gives
støtte til forældrene og med henblik på at skabe
et overblik over, hvilke støttemuligheder der eksisterer i
dag i den gældende lovgivning.
3.1.4.3. Den foreslåede ordning
Støtte til forældre med børn og unge, der
er anbragt uden for hjemmetDet foreslås, at reglerne om
støtte til forældre i forbindelse med en anbringelse
samles i én bestemmelse. Formålet med støtten
til forældrene indskrives i selve bestemmelsen. Der er ikke
tale om en ændring af retstilstanden, men alene en
præcisering af at støtten så vidt muligt skal
medvirke til at løse de problemer, som har været
årsag til anbringelsen.
Endvidere præciseres kommunens eksisterende
forpligtigelse til at tilbyde en støtteperson og til at
tilbyde en særskilt handleplan for støtten til
forældrene, herunder pligt til at skabe sammenhæng
mellem den hjælp som tilbydes efter serviceloven og eventuelt
anden lovgivning. Endelig foreslås en præcisering af
kommunens mulighed for at tilbyde støtte til
forældrene under anbringelsen efter § 52, stk. 3, dvs.
støtte som familiebehandling og forældrekurser
m.v.
Som noget nyt foreslås, at der skal træffes en
afgørelse om støtten til forældrene, Hvis der
træffes afgørelse om støtte, skal der
udarbejdes en plan for støtten. Afgørelsen kan
påklages til de sociale nævn.
Formålet med forslaget er sikre, at flere forældre
får hjælp til at klare de problemer, der var
årsagen til anbringelsen, så de kan spille en positiv
rolle i forbindelse med barnets anbringelse. Dermed fremmes
mulighederne for bedre anbringelser samt evt. hurtigere hjemgivelse
til forældrene.
3.2. Børn og unges retssikkerhed
3.2.1. Børns klagerettigheder
3.2.1.1. Gældende ret
Det er som udgangspunkt alene
forældremyndighedsindehaverne og den unge på 15
år og derover, der skal give samtykke til foranstaltninger og
som har klageret. Børn på 12 år og derover kan
klage over valg af anbringelsessted og afgørelse om
ungepålæg og foranstaltninger efter § 52, jf.
§ 57b og § 167, stk. 1.
Af lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område § 72 fremgår det, at det i forhold til
reglerne om særlig støtte til børn og unge
alene er klage over valg af anbringelsessted, klage over
ændret anbringelsessted og klage over afslag på
efterværn i form af opretholdelse af en anbringelse, der har
opsættende virkning. Et barn eller en ung skal hjemgives
umiddelbart, når der er truffet afgørelse herom.
3.2.1.2. Overvejelser bag forslaget
I sager om særlig støtte til børn og unge
er det ofte tilfældet, at forældrene enten ikke er i
stand til at varetage barnets tarv, eller at forældrene og
barnet har modsatrettede interesser i forhold til hvilke
støtteforanstaltninger, der bedst kan gavne barnet. Det kan
f.eks. være i tilfælde, hvor forældrene
ønsker barnet hjemme, til trods for at det er bedst for
barnet at blive anbragt. Det kan påvirke den endelige
afgørelse om foranstaltning på en måde, der ikke
altid er til gavn for barnet. Samtidig viser Ankestyrelsens
praksisundersøgelser, at myndighederne begår fejl i
behandlingen af en stor andel af sagerne. Der er derfor bl.a. behov
for at give børn og unge en bedre mulighed for at klage over
deres sag. Det kan ske ved at sænke aldersgrænserne for
ret til klage, og ved på nogle punkter at udvide børns
ret til indflydelse på deres egen sag. Desuden kan det ske
ved at sikre, at der er personer, som kan hjælpe barnet under
sagens behandling. Der henvises til afsnit 3.2.3 om Ankestyrelsens
egendriftskompetence, samt til børns mulighed for at
få en bisidderordning, herunder det projekt i Barnets Reform
der omhandler evaluering og udbredelse af Børns
Vilkårs bisidderordning.
3.2.1.3. Den foreslåede ordning
Aldersgrænsen for klage nedsættes
Det foreslås at børn og unge fra og med 12
år, skal have adgang til at klage over afgørelser
om
- foranstaltninger efter § 52, stk. 3, herunder
anbringelse uden for hjemmet
- valg af anbringelsessted, ændret anbringelsessted,
behandling, uddannelse, samvær med personer fra
netværket m.v.
- hjemgivelse og hjemgivelsesperiode
Forslaget betyder dels, at de 12 til 14-årige nu
får adgang til at klage over visse afgørelser, som det
efter gældende regler kun er de over 15-årige, der har
adgang til at klage over. Dels at både de 12 til
14-årige og de over 15-årige som noget nyt får
adgang til at klage over foranstaltninger efter § 52, stk. 3
og over afgørelser om hjemgivelse.
Endvidere tillægges barnet, den unges eller
forældrenes klage over afgørelser om hjemgivelse
opsættende virkning. Det betyder, at barnet eller den unge
ikke kan hjemgives fra det nuværende anbringelsessted,
før klagesagen har været behandlet ved de sociale
nævn. Alene hvis der foreligger særlige forhold vedr.
barnets situation, kan det besluttes, at afgørelsen skal
effektueres straks. Det kan eksempelvis være, hvis det
åbenlyst er skadeligt for barnet eller den unge at forblive
på anbringelsesstedet.
Formålet med lovforslaget er at styrke børn og
unges retssikkerhed ved at give dem bedre mulighed for at klage
over afgørelser om særlig støtte.
3.2.2. Pligt til at høre anbringelsessteder
3.2.2.1. Gældende ret
Efter gældende ret kan kommunen i dag indhente en
udtalelse eller afholde et møde med anbringelsesstedet,
før end der træffes afgørelse om at ændre
en foranstaltning for et anbragt barn eller en ung. Det kan f.eks.
være i tilfælde af afgørelser om samvær,
hjemgivelse eller ændring af barnets eller den unges
anbringelsessted. Kommunens mulighed for at inddrage
anbringelsesstedet til brug for sagens oplysning følger af
den almindelige forvaltningsretlige oplysningspligt. Der er
imidlertid ikke fastsat krav i lovgivningen om, at kommunen skal
inddrage anbringelsesstedet i afgørelsen.
3.2.2.2. Overvejelser bag forslaget
Det er afgørende, at de sociale myndigheder
træffer deres afgørelser på et oplyst grundlag.
Det gælder også under en anbringelse, hvor kommunen
allerede i dag har pligt til blandt andet løbende at
vurdere, om handleplanen for anbringelsen skal revideres.
Under en anbringelse af et barn eller en ung er selve
anbringelsesstedet det sted, der til dagligt får indtryk og
viden om barnet og dets situation og behov. I forbindelse med
afgørelser vedrørende anbragte børn er der
imidlertid i dag ikke sikkerhed for, at anbringelsesstedernes viden
inddrages på trods af, at de har den daglige kontakt til
barnet og dermed afgørende viden om barnets forhold.
Forslaget medfører ikke partsstatus til
anbringelsesstederne.
3.2.2.3. Den foreslåede ordning
Pligt til høring af anbringelsessteder
Det foreslås, at kommunerne forpligtes til at
høre anbringelsesstederne i 3 indgribende typer af
afgørelser vedr. børn, der er anbragt:
- Afgørelser om samvær
- Afgørelser om hjemgivelse
- Afgørelser om skift af anbringelsessted
Høringspligten indebærer, at kommunen forud for
disse afgørelser skal høre anbringelsesstedet, og at
deres udtalelse skal tillægges passende vægt i
sagsgrundlaget. Udtalelsen indgår derved også som
materiale i eventuelle klagesager. Der skal dog være mulighed
for, at kommunen i særlige tilfælde som f.eks. akutte
sager, kan undlade at høre anbringelsesstedet, inden
afgørelsen træffes.
Forslaget har til formål at give kommunen et mere oplyst
grundlag at træffe afgørelserne på, så
barnets behov bedre kan tilgodeses. Det forventes at medføre
en bedre indsats over for barnet, idet et anbringelsessted gennem
et primært kendskab til barnet forventes at kunne bidrage
væsentligt til vurderingen af barnets behov og trivsel.
3.2.3. Ankestyrelsens egendriftskompetence
3.2.3.1. Gældende ret
Ankestyrelsen er klageinstans i sager om særlig
støtte til børn og unge og deres forældre.
Ankestyrelsen kan i denne forbindelse behandle klager over
afgørelser truffet af børn og unge-udvalget. Det
følger af servicelovens § 168, jf. § 74. Blandt de
afgørelser, som Ankestyrelsen kan efterprøve, er
blandt andet afgørelser om gennemførsel af en
undersøgelse uden for hjemmet, jf. lovens § 51, om
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 58, og om
opretholdelse af en anbringelse, jf. § 62.
Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen kan
påklages til de sociale nævn, jf. servicelovens
§§ 166 og 167. Klager over afgørelser truffet af
de sociale nævn kan Ankestyrelsen alene optage til
behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har
principiel eller generel betydning. Det følger af
retssikkerhedslovens § 63. For så vidt angår
Ankestyrelsens afgørelser i sager om særlig
støtte til børn og unge reguleres de nærmere
omstændigheder af servicelovens § 169 og
retssikkerhedslovens § 73.
De klageberettigede er som udgangspunkt
forældremyndighedsindehaverne og den unge over henholdsvis 12
og 15 år. For så vidt angår afgørelser om
overvåget samvær og indgreb i meddelelseshemmeligheden
mv., er desuden den af forældrene, som ikke har del i
forældremyndigheden, klageberettiget. Endelig kan
plejeforældrene i private plejefamilier klage over
afgørelser om, at flytning eller hjemtagelse af
barnet.
Ud over de områder, hvor de sociale nævn og
Ankestyrelsen kan gå ind i sagen som administrativ
rekursinstans (dvs. hvor de personer, som afgørelsen
vedrører, kan klage over en afgørelse), har de
sociale nævn og Ankestyrelsen mulighed for at gå ind i
visse sager af egen drift. Nævnene og Ankestyrelsen kan
f.eks. blive gjort opmærksom på en sag på
baggrund af henvendelser fra borgere og medier mv.
Det fremgår af § 65, stk. 1, at de sociale
nævn og Ankestyrelsen kan gå ind i sager, hvor
kommunalbestyrelsen: 1) ikke foretager de fornødne
sagsbehandlingsskridt, 2) ikke foretager de fornødne
samtaler med barnet eller den unge, 3) ikke udarbejder de
fornødne handleplaner eller ikke foretager den
fornødne revision af handleplaner, 4) ikke har hjemgivet
barnet eller den unge med den fornødne hjemgivelsesperiode,
5) ikke i fornødent omfang tager hensyn til barnets bedste i
afgørelser om valg af anbringelsessted mv. eller 6) ikke
mindst en gang om året taler med barnet eller den unge under
besøg på anbringelsesstedet.
Ankestyrelsen kan da pålægge kommunen at
træffe og gennemføre afgørelser, som er i
overensstemmelse med loven, jf. § 65, stk. 1, litra a-g.
Ankestyrelsen kan dog ikke pålægge kommunen at
gennemføre afgørelser vedr. anbringelsessted og
samvær med netværket. Ankestyrelsen kan tillige
træffe afgørelse efter § 51, 58, 63, og §
68a.
Desuden kan de sociale nævn og Ankestyrelsen efter
§ 65, stk. 2 pålægge kommunalbestyrelsen at
træffe afgørelse eller selv træffe en
foreløbig afgørelse om foranstaltninger efter §
52, hvis der er behov for foranstaltninger, og hvis
kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i
fornødent omfang. Det bemærkes, at
tydeliggørelsen af sondringen mellem afgørelser, hvor
nævnene og Ankestyrelsen kan pålægge
kommunalbestyrelsen at træffe afgørelser, og
foreløbige afgørelser, hvor nævnene og
Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelser ved en
teknisk fejl er udgået af bestemmelsen fra
lovbekendtgørelse nr. 929 af 05/09/2006 og frem.
Formuleringen "i fornødent omfang" blev indført
med anbringelsesreformen (lovforslag nr. L 8), der blev vedtaget
som lov nr. 1442 af 22. december 2004, som trådte i kraft den
1. januar 2006. Af bemærkningerne til forslagets § 1,
nr. 12, om § 47, stk. 2, fremgår, at "forslaget har til
formål at præcisere, at kompetencen til at tage sager
op af egen drift ikke alene gælder, når kommunen reelt
undlader at handle, men også hvor kommunen vælger en
foranstaltning, der ikke i fornødent omfang
imødekommer barnet eller den unges behov". Det fremgår
endvidere, at "det er hensigten, at nævnene på den
måde vil kunne reagere i sager, hvor kommunen faktisk har
truffet afgørelse om en foranstaltning efter § 40, men
hvor denne ikke er dækkende i forhold til at
imødekomme de behov, der er afdækket i en
undersøgelse efter § 38". Endelig fremgår det af
bemærkningerne, at "de sociale nævn vil dog ikke kunne
tage stilling til det konkrete metodevalg og det konkrete
anbringelsessted, forudsat det modsvarer barnets eller den unges
behov".
Ankestyrelsen og de sociale nævn kan efter § 65,
stk. 3, pålægge kommunalbestyrelsen, at en
afgørelse efter stk. 1 litra a og b, skal gennemføres
inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det er
nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
bedste.
Ankestyrelsen kan desuden selv træffe afgørelse
efter §§ 51, 58, 63 og 68 a og pålægge
kommunen at gennemføre afgørelsen.
3.2.3.2. Overvejelser bag forslaget
Der er i dag enkelte områder, hvor Ankestyrelsen ikke
kan tage sager op af egen drift, og desuden er der væsentlige
kompetenceoverlap mellem de sociale nævns og Ankestyrelsens
beføjelser i adgangen til at tage sager op af egen
drift.
Der er i dag klar pligt til at underrette kommunen om udsatte
børn og unge efter servicelovens §§ 153 og 154.
Ankestyrelsen oplever dog, at borgere og fagfolk er i tvivl om,
hvem de kan rette henvendelse til, hvis de har grund til at antage,
at kommunen ikke foretager sig det fornødne i en sag om
særlig støtte til børn og unge. Desuden opleves
det, at fagfolk er i tvivl om, hvorvidt de efter
tavshedspligtsreglerne må underrette Ankestyrelsen om
sådanne sager.
3.2.3.3. Den foreslåede ordning
Kompetence til at gå ind i alle typer af sager
Det foreslås at udvide Ankestyrelsens kompetence,
således at Ankestyrelsen vil kunne gå ind i alle sager.
I dag kan Ankestyrelsen f.eks. ikke gå ind i sager om
samvær og kontakt med forældrene, forældre- og
ungepålæg, efterværn, afgørelser om
forhold under anbringelsen, og sager, hvor der ikke er truffet
afgørelse om hjemgivelse og valg af anbringelsessted. Det
foreslås således, at Ankestyrelsen fremover kan
gå ind i alle sager, hvor der ikke er foretaget eller truffet
de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller
afgørelser under hensyntagen til barnets bedste.
Underretning til Ankestyrelsen efter § 153 og 154
Det foreslås at tydeliggøre muligheden for at
borgere og fagfolk kan underrette Ankestyrelsen, hvis de efter at
have underrettet en kommune efter servicelovens § 153 eller
§ 154, fortsat er bekymret for, at kommunen ikke foretager sig
det fornødne i forhold til barnet eller den unge.
Formålet er at sikre, at fagfolk og borgere ikke
afstår fra at underrette Ankestyrelsen om et barn eller en
ung med behov for særlig støtte, fordi de ikke kender
til muligheden herfor.
Alene Ankestyrelsen kan tage sager op af egen drift
For at undgå kompetenceoverlap mellem de sociale
nævn og Ankestyrelsen foreslås det endelig, at det
fremover kun er Ankestyrelsen, som skal have kompetence til at tage
sager op af egen drift efter denne bestemmelse.
Forslagets formål er at sikre, at en sag ikke behandles
samtidig af begge instanser. Der bør ikke være tvivl
om, hvilken instans der har handleforpligtelsen og kompetencen i en
konkret sag. Forslaget sikrer samtidig, at Ankestyrelsen og
nævnene ikke længere skal bruge tid på at
undersøge, om den anden instans behandler sagen
samtidig.
Ovennævnte forslag skal ses i sammenhæng med, at
bekendtgørelsen for forretningsordenen for Ankestyrelsen vil
blive ændret, så Ankestyrelsen fremover inden 8 uger
efter at have modtaget en underretning skal have besluttet, om
sagen skal tages op til behandling. Endvidere skal Ankestyrelsen
inddrage børnesagkyndige i vurderingen af, om en sag skal
optages til behandling. Dette vil blive reguleret i
Bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen.
3.3. Tidlig indsats
3.3.1. Udveksling af oplysninger om rent private forhold i det
forebyggende eller tidlige tværfaglige samarbejde (Skole-,
Sundhedspleje og Dagtilbuds- samarbejdet - SSD-samarbejdet).
3.3.1.1. Gældende ret
Forvaltningsloven
Reglerne om offentligt ansatte personers tavshedspligt findes
i forvaltningslovens § 27. Det fremgår heraf, at den,
der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt,
når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller
når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde
den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan
vedkommende straffes efter straffeloven, jf. § 152 og
§§ 152 c-152 f.
Med lov nr. 503 af 12. juni 2009 blev forvaltningsloven
ændret. Bestemmelsen i forvaltningslovens § 28 blev
hermed ændret, således at bestemmelsen ikke
længere indeholder en regulering af adgangen til at
videregive oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger). I
§ 28, stk. 1, angives det, at adgangen til at videregive
oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden
forvaltningsmyndighed er reguleret i persondatalovens § 5,
stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38
og § 40, jf. persondatalovens § 1, stk. 3, hvoraf det
(også) fremgår, at Datatilsynet i overensstemmelse med
lovens kapitel 16 fører tilsyn med manuel videregivelse af
personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.
Forvaltningslovens § 28 indeholder således efter den
foreslåede bestemmelse ikke længere en regulering af
adgangen til at videregive personoplysninger.
På baggrund heraf regulerer persondataloven fra 1. juli
2009 dermed også manuel videregivelse af personoplysninger
mellem forvaltningsmyndigheder.
Persondataloven
Persondataloven regulerer behandling af personoplysninger, som
helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, og ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register,
jf. persondatalovens § 1, stk. 1. En række af
lovens bestemmelser, herunder lovens § 5, stk. 1-3,
§§ 6-8, gælder også for manuel videregivelse
af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.
Det følger af persondatalovens § 2,
stk. 1, at regler om behandling af personoplysninger i anden
lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling,
går forud for reglerne i persondataloven.
Bestemmelsen indebærer, at persondataloven finder
anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i anden
lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling.
Det fremgår imidlertid af forarbejderne til persondataloven
(jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A,
side 4057 (forslag nr. L 147)), at det ikke
gælder, hvis den dårligere retsstilling har været
tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod
databeskyttelsesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om
fri udveksling af sådanne oplysninger).
Der er adgang til at fravige persondatalovens regulering ved
lov. Det forudsætter dog som nævnt, at reguleringen
ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet. Om forholdet til
databeskyttelsesdirektivet henvises til afsnit 8 nedenfor.
Persondatalovens behandlingsregler
Der er i persondatalovens § 5 fastsat en række
grundlæggende principper for behandling af personoplysninger,
herunder at behandling af personoplysninger skal ske i
overensstemmelse med god databehandlingsskik, jf. § 5,
stk. 1. Lovens § 5, stk. 2, fastsætter
bl.a., at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt
angivne og saglige formål, at senere behandling ikke må
være uforenelig med disse formål, og at oplysninger,
som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og
ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de
formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,
hvortil oplysningerne senere behandles. Det følger endvidere
af bestemmelsen, at oplysninger skal ajourføres, og at
indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en
måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede
i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af
hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.
Persondatalovens § 6, stk. 1, indeholder de
generelle betingelser for, hvornår behandling, herunder
videregivelse, af ikke-fortrolige og almindelige fortrolige
personoplysninger må finde sted. Af bestemmelsen
følger, at behandling af personoplysninger kun må
finde sted, hvis en af de i nr. 1-7 angivne betingelser er
opfyldt, herunder at den registrerede har givet sit samtykke, at
behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af
en opgave i samfundets interesse, eller at behandlingen er
nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der
henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne
videregives, har fået pålagt.
Videregivelse og anden behandling af personoplysninger om rent
private forhold er reguleret i persondatalovens §§ 7
og 8. Bestemmelsen i § 7 omfatter oplysninger om
racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs
eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige
tilhørsforhold samt helbredsoplysninger (herunder
oplysninger om en fysisk persons tidligere, nuværende eller
fremtidige fysiske eller psykiske tilstand samt oplysninger om
medicinforbrug eller misbrug af narkotika, alkohol eller lignende
nydelsesmidler mv.) og seksuelle forhold.
Efter persondatalovens § 7, stk. 1, må
der ikke behandles oplysninger om rent private forhold, der er
opregnet i bestemmelsen. Efter § 7, stk. 2, finder
bestemmelsen i stk. 1 dog ikke anvendelse, hvis den
registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan
behandling, jf. § 7, stk. 2, nr. 1.
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, finder endvidere ikke
anvendelse, hvis behandlingen er nødvendig for, at et
retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller
forsvares, jf. § 7, stk. 2, nr. 4. Det kan
bl.a. være tilfældet med hensyn til offentlige
myndigheders behandling af oplysninger som led i
myndighedsudøvelse.
For så vidt angår oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private
forhold end dem, der er nævnt i persondatalovens
§ 7, fremgår det af lovens § 8,
stk. 2, at sådanne oplysninger ikke må
videregives. Videregivelse kan dog bl.a. finde sted, hvis den
registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen
(nr. 1), hvis videregivelsen sker til varetagelse af private
eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de
interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til
den oplysningen angår (nr. 2, værdispringsreglen),
eller hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen
af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe
(nr. 3).
Efter persondatalovens § 8, stk. 3, må
forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det
sociale område, kun videregive oplysninger omfattet af
§ 8, stk. 1, og § 7, stk. 1, hvis
betingelserne i § 8, stk. 2, nr. 1 eller 2 er
opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i
sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan
gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Sundhedsloven
Sundhedsloven indeholder nærmere regler om tavshedspligt
og om videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger mv. inden
for og fra sundhedsvæsenet. Reglerne har karakter af en
specialregulering i forhold til persondatalovens almindelige
videregivelsesregler, jf. herom ovenfor i afsnittet om
persondataloven.
Efter sundhedslovens § 43, stk. 1 kan
sundhedspersoner som udgangspunkt kun videregive oplysninger om en
patients helbredsforhold, øvrige rent private forhold og
andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer,
private personer m.fl. til andre formål end behandling, hvis
patienten samtykker heri.
Det følger imidlertid af sundhedslovens § 43,
stk. 2, nr. 2, at en sundhedsperson uden patientens
samtykke kan videregive helbredsoplysninger mv., når
videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en
åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til
patienten, sundhedspersonen eller andre (værdispringsregel).
Bestemmelsen forudsætter, at sundhedspersonen i det enkelte
tilfælde foretager en konkret vurdering af, om videregivelsen
er nødvendig og berettiget. Bestemmelsen medfører
ikke en pligt til at videregive oplysninger. Når en
sundhedsperson videregiver oplysninger efter sundhedslovens §
43, stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest
muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet
hermed. medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning
eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende
til dem, der beskyttes i denne lovgivning.
3.3.1.2. Overvejelser bag forslaget
Den forebyggende tværfaglige indsats
En grundlæggende præmis for at kvalificere
kommunalbestyrelsens tidlige eller forebyggende indsats er, at det
tværfaglige samarbejde mellem de relevante faggrupper
fungerer optimalt. Af Socialministeriets udredning i forbindelse
med Barnets Reform fremgik det imidlertid, at fagpersoner i flere
tilfælde vælger at afstå fra at samarbejde, fordi
de ikke tør indgå i konkrete faglige diskussioner om
et barn eller en ung af frygt for, at de bryder den eksisterende
lovgivning på området. Følgerne heraf kan
være, at der ikke sættes ind i tide, så
problemerne forværres.
Problemstillingen er særlig aktuel i samarbejdet mellem
socialforvaltning, skole, sundhedspleje og dagtilbud. Det skyldes,
at de involverede myndigheder er omfattet af forskellige regler om
videregivelse af oplysninger om rent private forhold. Efter
gældende ret vil dagtilbud som udgangspunkt være
omfattet af de almindelige regler om videregivelse i
persondataloven. Det samme gælder f.eks. skolelærere og
pædagoger på folkeskole og i skolefritidsordning.
Dertil kommer, at en vurdering af, om der kan ske en videregivelse
af oplysninger om rent private forhold fra socialforvaltningen, er
reguleret af de særlige regler for forvaltningsmyndigheder,
der udfører opgaver inden for det sociale område, i
persondatalovens § 8, stk. 3. Ligeledes vil
spørgsmålet om videregivelse for ansatte i den
kommunale sundhedstjeneste være reguleret af de særlige
regler i sundhedslovens § 43. Betingelserne for videregivelse
i den gældende lovgivning er ikke sammenfaldende og endvidere
restriktive. Dette betyder for det første, at de involverede
myndigheder i dag følger forskellige regler om afvejning af
hensynet til den enkelte over for hensynet til almene interesser.
Det bevirker bl.a., at en konkret afvejning på baggrund af de
enkelte regelsæt vil udelukke en eller flere af de
involverede myndigheder fra at videregive oplysninger, medmindre
der indhentes samtykke fra den person, som oplysninger angår.
Det kan medføre en uhensigtsmæssig forsinkelse af en
samlet indsats over for børn og unge med behov for
særlig støtte. For det andet indebærer de
nuværende regler om udveksling af oplysninger, at det ofte er
vanskeligt at udveksle oplysninger om børn og unge på
trods af, at dette kan være nødvendigt. Det
fører til, at det tværfaglige samarbejde om konkrete
børn og unge ofte først påbegyndes, når
familiens problemer er blevet så store, at de er blevet en
sag i det sociale system.
Udveksling af oplysninger og forholdet til anden
lovgivning
Det vurderes, at det er nødvendigt at
understøtte et systematiseret myndighedssamarbejde, hvor der
kan ske en udveksling af oplysninger om rent private forhold om
konkrete børn og unge mellem de involverede fagpersoner. Et
samarbejde af den foreslåede karakter
nødvendiggør, at vurderingen af, om videregivelse af
oplysninger er nødvendigt for samarbejdet, sker efter et
fælles - ensartet - regelsæt. Det skal ses i lyset af,
at "værdispringsreglerne" i den gældende lovgivning
ikke er sammenfaldende, hvorfor de involverede myndigheder i dag
som led i det tværfaglige samarbejdet følger
forskellige regler om afvejning af hensynet til den enkelte over
for hensynet til almene interesser. Denne forskel i regelgrundlaget
bevirker bl.a., at der i regi af det tværfaglige samarbejde
vil være tilfælde, hvor en konkret afvejning på
baggrund af de enkelte regelsæt vil udelukke en eller flere
af de involverede myndigheder fra at videregive oplysninger, som er
nødvendige for SSD-samarbejdet (medmindre der indhentes
samtykke fra den person, som oplysninger angår).
På den baggrund vurderes, at der inden for det
snævert afgrænsede område bør
indføres en særlig bestemmelse, som giver adgang til
udveksling af oplysninger om rent private forhold mellem de
pågældende myndigheder som led i det tidlige eller
forebyggende tværfaglige samarbejde uden samtykke fra
forældre eller den unge over 15 år. Bestemmelsen
bør alene indebære en adgang til at videregive
personoplysninger i det omfang, det sker af hensyn til den
væsentlige samfundsopgave, som udgør formålet
med det forebyggende tværfaglige samarbejde overfor
børn og unge.
Hvis en behandling af personoplysninger er reguleret af den
foreslåede bestemmelse i servicelovens § 49a,
indebærer det, at bl.a. persondatalovens regler (navnlig
§§ 6-8) ikke finder anvendelse. Persondatalovens
øvrige regler vil derimod - i det omfang det er relevant -
finde anvendelse på forhold, der ikke er reguleret af den
foreslåede § 49a. Det indebærer bl.a., at
persondatalovens regler om den registreredes rettigheder, den
dataansvarliges anmeldelsespligt og behandlingssikkerhed finder
anvendelse i det omfang, det er relevant, også for
behandlinger af personoplysninger som led i det forebyggende
tværfaglige samarbejde.
Det er et hovedformål med lovgivning om
persondatabeskyttelse at sikre den enkelte borgers privatliv mod
unødig krænkelse. Videregivelse af oplysninger om
blandt andet privatpersoners helbred og personlige identitet er et
indgreb i de pågældende personers ret til respekt for
privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8, stk. 1. Offentlige myndigheder kan imidlertid
gøre indgreb i denne ret, hvis det sker i overensstemmelse
med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund,
herunder for at forebygge uro eller forbrydelse, jf. artikel 8,
stk. 2.
Som det fremgår, vil myndigheder, der løser
opgaver inden for området for udsatte børn og unge,
samt dagtilbud, fritidshjem, skole, skolefritidsordning og
sundhedsplejen efter forslaget kunne udveksle oplysninger om bl.a.
enkeltpersoners sociale eller helbredsmæssige forhold med
henblik på at sikre, at indsatsen over for disse personer
koordineres, så de får den rette hjælp og ikke
risikerer at komme i en udsat position. Det vurderes derfor, at
indgrebet vil have klar hjemmel i den foreslåede bestemmelse
og vil forfølge et legitimt formål omfattet af
konventionens artikel 8, stk. 2.
Der er som anført tale om udveksling af oplysninger
mellem myndigheder som led i indsatsen over for socialt udsatte
børn og unge, og udvekslingen kan alene ske, hvis den
må anses for nødvendig af hensyn til det tidlige eller
forebyggende samarbejde mellem de pågældende
myndigheder som led i denne indsats. Det vurderes derfor, at den
foreslåede regel er proportional med det forfulgte
formål.
Om forholdet til databeskyttelsesdirektivet henvises til
afsnit 8 om forholdet til EU-retten nedenfor.
Retssikkerhedsmæssige aspekter
Som det fremgår af ovenstående gælder
forskellige regler for videregivelse af oplysninger om et barns
eller den unges rent private forhold. Dette kan indebære at
myndighederne ikke indgår i en dialog om et barn, som er i
risiko for at komme i en udsat position. Den manglende dialog
mellem myndighederne kan føre til en uhensigtsmæssig
forsinkelse af indsatsen over for det pågældende
barn.
Der er derfor behov for mere ensartede regler for udvekslingen
af oplysninger om et barns eller den unges rent private forhold,
således at der derved sikres en hurtig, tidlig og
helhedsorienteret forebyggende indsats over for det enkelte barn
eller den unge, som er i risiko for at blive udsat. Herved sikres
det, at eventuelle problemer ikke vokser sig så store og
vanskelige, at f.eks. anbringelse uden for hjemmet kan blive
nødvendig.
Formålet med forslaget er at give en fælles
hjemmel til at udveksle oplysninger om rent private forhold
oplysninger om udsatte børn og unge. Dermed skabes ensartede
regler for udveksling af oplysninger mellem de myndigheder, der
indgår i det forebyggende samarbejde efter § 49a,
så de berørte myndigheder og fagpersoner ikke
afstår fra at samarbejde på grund af usikkerhed om
reglerne. Samtidig sikrer forslaget, at den tidlige eller
forebyggende indsats ikke afhænger af, om det er muligt at
indhente samtykke i den indledende afklarende fase. Dermed kan der
af hensyn til barnet eller den unge hurtigere foretages en
fælles tværfaglig afklaring af problemets omfang.
Det skal bemærkes, at der med forslaget samtidig tages
hensyn til barnets eller den unges og dennes families ret til at
beskytte oplysninger om rent private forhold vedrørende
barnet eller den unge. Dette hensyn iagttages ved, at udveksling
alene kan ske, hvis det er nødvendigt af hensyn til den
tidlige eller forebyggende indsats over for barnet/den unge.
I kravet om nødvendighed ligger bl.a., at bestemmelsen
alene kan anvendes, hvor myndigheden på baggrund af en
konkret bekymring for et barn eller den unges trivsel, udvikling
eller sundhed vurderer det er nødvendigt. Herudover
indebærer bestemmelsen, at det ikke vil være enhver
oplysning om barnet eller den unge, der vil kunne udveksles, men
alene de oplysninger, der er nødvendige for, at de
involverede myndigheder kan tage stilling til, om der er behov for
at iværksætte en tidlig indsats over for barnet eller
den unge (dvs. om det pågældende barn eller den unge
kan have brug for støtte).
Hertil kommer, at udvekslingen forudsætter, at den
pågældende myndighed først har forsøgt
selv at vurdere "problemstillingens" karakter. Det
forudsættes også, at den pågældende
myndighed som udgangspunkt har forsøgt eller overvejet
muligheden for at indhente samtykke fra forældremyndighedens
indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, før der
foretages den nævnte udveksling af oplysninger.
3.3.1.3. Den foreslåede ordning
Udveksling af oplysninger i det forebyggende tværfaglige
samarbejde (SSD-samarbejdet)
Det foreslås at skabe hjemmel til, at de myndigheder,
der løser opgaver inden for området for udsatte
børn og unge (som oftest socialforvaltning eller
familieforvaltning), samt skole, skolefritidsordning,
sundhedsplejen, dagtilbud og fritidshjem, ved en afklarende samtale
eller ved et afklarende møde kan udveksle oplysninger om
rent private forhold om det enkelte barn og den unge
(SSD-samarbejdet). Det kan gøres, hvis udvekslingen af
oplysninger i det tværfaglige samarbejde er nødvendig
af hensyn til den tidlige eller forebyggende indsats. Det vurderes,
at der bør kunne udveksles erfaringer imellem de relevante
myndigheder, herunder videregivelse af oplysninger om rent private
forhold om et barn eller ung, som f.eks. oplysninger om
væsentlige sociale problemer samt helbredsoplysninger. Af
hensyn til formålet kan dette være nødvendigt i
den indledende, afklarende fase, uden at der bør indhentes
samtykke fra de personer, som oplysningerne angår.
Kriterier for udvekslingen af oplysninger om rent private
forhold
Forslaget indebærer, at det vil være en betingelse
for udveksling af oplysninger om rent private forhold om
enkeltpersoner, at det er nødvendigt som led i det tidlige
og forebyggende samarbejde. Heri ligger, at der med ordningen ikke
skabes adgang til, at f.eks. de involverede fagpersoner frit kan
videregive enhver følsom oplysning om et konkret barn eller
en ung, men alene de oplysninger, som er nødvendige for, at
de involverede myndigheder kan tilrettelægge en koordineret
tidlig og helhedsorienteret indsats over for barnet eller den
unge.
Endvidere er det med forslaget præciseret, at det kun er
en begrænset kreds af myndigheder, der kan udveksle
oplysninger. Det er alene myndigheder, der løser opgaver
inden for området for udsatte børn og unge, samt
skole, skolefritidsordning, sundhedspleje, dagtilbud, fritidshjem,
som med hjemmel i § 49a kan udveksle oplysninger. Det
bemærkes i øvrigt, at udvekslingen af oplysninger sker
i en kreds af myndighedspersoner, der er uddannet til at
håndtere fortrolige oplysninger og er underlagt en
strafbelagt tavshedspligt.
Der vil efter forslaget også kunne ske udveksling af
oplysninger mellem myndighederne og de private og selvejende
institutioner, der løser opgaver for området for
udsatte børn og unge, hvis de nævnte institutioner
inddrages i de i § 49a stk. 1 nævnte myndigheders
forebyggende tværfaglige samarbejde om udsatte børn og
unge.
Med forslaget vil det endvidere blive fastsat, at udveksling
af oplysninger om et konkret barn eller en ung efter stk. 1 kan ske
én gang. I særlige tilfælde kan udvekslingen af
oplysninger om et konkret barn eller en ung efter stk. 1 dog ske
ved et opfølgende møde. Hvis udvekslingen af
oplysninger fører til et konkret sagsskridt, træder de
gældende regler om behandling og videregivelse af oplysninger
om rent private forhold i kraft, herunder krav om samtykke fra
forældremyndigheden.
Det er vigtigt, at myndighederne skal kunne bevare et
tillidsforhold til de pågældende børn, unge og
familier, og derfor foreslås, at de pågældende
myndigheder alene gives mulighed for at udveksle oplysninger.
Forslaget indfører derimod ingen pligt for myndighederne til
at udveksle oplysninger.
Forslaget har ikke til formål at begrænse den
enkelte myndigheds adgang til på ethvert tidspunkt at
iværksætte hjælpeforanstaltninger efter anden
lovgivning og herefter benytte sig af adgangen til at
iværksætte særlige sociale eller
sundhedsmæssige støtteforanstaltninger mv. uden for
regi af det tværfaglige samarbejde. Forslaget begrænser
heller ikke den udvidede underretningspligt efter servicelovens
§ 153, jf. nærmere herom i de specielle
bemærkninger til forslaget.
SSP- og PSP-samarbejdet
Den foreslåede model er inspireret af de gældende
regler i retsplejelovens § 115 om det
kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politi og de sociale
myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien (det
såkaldte SSP-, og PSP -samarbejde), hvorefter politiet kan
videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til
andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for
nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende
samarbejde eller af hensyn til politiets samarbejde med de sociale
myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien som led i
indsatsen over for socialt udsatte personer.
Formålet med forslaget er at give en fælles
hjemmel til at udveksle oplysninger om rent private forhold om
udsatte børn og unge. Dermed skabes ensartede regler for
udveksling af oplysninger mellem de myndigheder, der indgår i
det forebyggende samarbejde efter § 49a, så de
berørte myndigheder og fagpersoner ikke afstår fra at
samarbejde på grund af usikkerhed om reglerne. Samtidig
sikrer forslaget, at den tidlige eller forebyggende indsats ikke
afhænger af, om det er muligt at indhente samtykke i den
indledende afklarende fase. Dermed kan der af hensyn til barnet
eller den unge hurtigere foretages en fælles tværfaglig
afklaring af problemets omfang. Dermed kan udvekslingen af
oplysninger om rent private forhold kvalificere den tidlige og
forebyggende indsats, og dermed afhjælpe børn og unges
problemer inden de bliver alvorlige.
For en nærmere beskrivelse af karakteren af oplysninger
om rent private forhold henvises til forslagets specielle
bemærkninger.
Den foreslåede ordning vil blive evalueret i 2012 (1
år efter ikrafttrædelsesdato) med henblik på at
vurdere, hvordan ordningen fungerer i kommunerne, herunder hvilke
erfaringer, de involverede parter har haft med brugen af ordningen,
og om der kan være behov for en eventuel revidering.
Endvidere vil ordningen blive evalueret i 2014 (3 år efter
ikrafttrædelsesdato) med henblik på at vurdere,
hvorvidt ordningen overhovedet skal videreføres.
3.3.2. Underretningspligten
3.3.2.1. Gældende ret
Serviceloven
Reglerne om den udvidede underretningspligt efter § 153
er fastsat i bekendtgørelse om underretningspligt over for
kommunen efter lov om social service (bekendtgørelse nr.
1336 af 30. november 2007). Efter bekendtgørelsen har
følgende personer pligt til at underrette kommunen,
når de i deres virke bliver bekendt med forhold for et barn
eller en ung under 18 år, der må give formodning om, at
barnet eller den unge har behov for særlig
støtte:
1) Offentligt ansatte og andre med offentlige hverv,
2) Læger, der ikke er omfattet af nr. 1,
3) Ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler,
4) Personer, der er beskæftiget ved daginstitutioner og
klubber, der er drevet som selvejende institutioner efter aftale
med kommunalbestyrelsen.
5) Personer, der er beskæftiget ved opholdssteder,
familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private
tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod
personer med sociale eller andre særlige problemer.
Underretningspligten foreligger, når
1) barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til de
daglige omgivelser, skolen eller samfundet eller i øvrigt
lever under utilfredsstillende forhold, eller
2) der er behov for støtte på grund af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne.
Underretningspligten indtræder, når der ikke er
rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at
afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning
og vejledning.
Reglerne om underretningspligt efter serviceloven
vedrørende gravide med alvorlige misbrugsproblemer er
også fastsat i bekendtgørelse nr. 1336 af 30. november
2007. Efter bekendtgørelsens § 3 indtræder
underretningspligten, når offentligt ansatte og andre med
offentligt erhverv får kendskab til en gravid med alvorlige
misbrugsproblemer, der må give formodning om, at der er behov
for støtte på grund af (sundheds)risiko for det
kommende barn.
Når de fagpersoner, der er omfattet af
underretningspligten, har foretaget en underretning, skal
kommunalbestyrelsen senest 6 dage efter modtagelsen af en
underretning sende en bekræftelse af modtagelsen, jf.
servicelovens § 155. Den, der foretager underretningen, er dog
ikke part i sagen og har ikke krav på at blive gjort bekendt
med de skridt, som kommunen vælger at foretage eller
vælger ikke at foretage.
Persondataloven
Videregivelse og anden behandling af oplysninger om rent
private forhold er reguleret i persondatalovens §§ 7
og 8. For en generel gennemgang af disse regler henvises til
lovforslagets almindelige bemærkninger til § 49a om
udveksling af oplysninger om rent private forhold i det tidlige
forebyggende tværfaglige samarbejde (SSD-samarbejdet) punkt
3.3.1.
I relation til underretningspligten efter servicelovens §
153, er det særligt bestemmelsen af, hvad der er oplysninger
om rent private forhold samt hvilke særlige regler for
videregivelse, der gælder for den kommunale forvaltning,
herunder hvilke oplysninger om et konkret barn eller en ung, som
den kommunale forvaltning må videregive til den, der
foretager en underretning efter § 153 i serviceloven, der er
relevant.
Forvaltningsloven
Der henvises til de almindelige bemærkninger punkt 3.3.1
under forslag til § 49a om udveksling af oplysninger om rent
private forhold i det tidlige eller forebyggende tværfaglige
samarbejde (SSD-modellen).
3.3.2.2. Overvejelser bag forslaget
Den tidlige forebyggende indsats er afgørende, hvis der
skal gribes ind, før udsatte børns og unges problemer
vokser sig store og vanskelige at håndtere. Det er derfor
vigtigt, at fagpersoner, som gennem deres arbejde får
kendskab til eller formodning om, at et barn eller en ung under 18
år har brug for særlig støtte efter
serviceloven, underretter kommunen herom.
Undersøgelser peger på, at der ikke altid
foretages underretninger om børn og unge, som kan have
særlig behov for støtte. En undersøgelse fra
Ankestyrelsen fra 2009 viser, at der er stor forskel på
antallet af henvendelser og underretninger til kommunen. Der er
endvidere en betydelig spredning mellem kommunerne med hensyn til,
hvordan underretninger fordeler sig på børns
alderstrin. Disse forskelle kan ikke umiddelbart forklares af
forskelle i forhold til de problemer, som opleves blandt udsatte
børn, unge og familier i kommunerne. Endelig ses det af
anbringelsesstatistikken, at børn og unge ofte anbringes i
teenageårene, også selvom anbringelsens årsag
ofte hænger sammen med problemer hos forældrene, som
kan have eksisteret i længere tid.
Ovenstående kan skyldes en række forskellige
forhold. Der kan eksistere en uklarhed om reglerne i forhold til,
hvad der er kriteriet for, hvornår underretningspligten
sætter ind. Opfattelsen kan være, at normalsystemet
selv bør forsøge at løse det
pågældende problem før der underrettes, uanset
at problemet evt. ligger uden for det pågældende
myndigheds almindelige område. Endvidere kan de
gældende regler opfattes som om, der først kan
foretages en underretning, når der foreligger helt klart og
veldokumenteret tegn på, at det pågældende barn
eller den unge har problemer.
Endelig kan der eksistere en opfattelse af, at
kommunalbestyrelsen ikke altid reagerer i tilstrækkeligt
omfang på en underretning om et barn eller en ung. Dels
oplever fagpersonerne ikke altid, at der sker en ændring i
det pågældende barn eller den unges forhold, dels har
fagpersoner ikke mulighed for at få at vide, om der er
igangsat en indsats. Det skyldes, at der i dag ikke altid er
mulighed for, at den, der har foretaget en underretning, kan
få oplysninger om, hvad underretningen har ført til.
Den kommunale forvaltning er underlagt de gældende regler i
persondatalovens § 8 stk. 3 om videregivelse af
følsomme oplysninger, hvilket betyder, at forvaltningen ikke
uden videre kan videregive følsomme oplysninger om et
konkret barn eller ung til den, der har foretaget en underretning.
Hvis oplysningerne vedrører iværksættelse af en
undersøgelse efter servicelovens § 50, ellers hvis der
er iværksat en foranstaltning efter f.eks. § 52, skal
der som udgangspunkt indhentes samtykke fra forældrene eller
den unge, der er fyldt 15 år, jf. nærmere herom
afsnittet om gældende ret i de almindelige
bemærkninger.
Manglende underretninger kan dog have alvorlige konsekvenser
for børn og unge, som reelt har behov for at der gribes ind
og tilbydes særlig støtte. Det gælder ikke
mindst i de situationer, hvor der er tegn på vold eller andre
overgreb mod børn eller unge under 18 år, hvilket kan
have alvorlige konsekvenser for barnet eller den unges trivsel og
udvikling.
3.3.2.3. Den foreslåede ordning
§ 153 ændres, så underretningspligten og
kriteriet for, hvornår pligten indtræder, beskrives
tydeligt i selve lovteksten i stedet for i en
bekendtgørelse. Efter forslaget indtræder
underretningspligten, når der er kendskab til eller grund til
at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov
for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter
fødslen kan få behov for særlig støtte
på grund af de vordende forældres forhold eller at et
barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre
overgreb.
Dette indebærer en sproglig præcisering af
reglerne om underretningspligt, idet der endvidere som noget nyt
sker en særlig regulering af pligten til at underrette i de
tilfælde, hvor der er kendskab til eller grund til at antage,
at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller
andre overgreb. Det sker for at understrege vigtigheden af, at
kommunen så hurtigt som muligt kan gribe ind i de
tilfælde, hvor der kan være tale om overgreb mod et
barn eller en ung.
Bekendtgørelsens bestemmelse om, at
underretningspligten indtræder, "når der ikke er
rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at
afhjælpe vanskelighederne" udgår. Hermed bliver
retstilstanden således, at der er pligt til at foretage
underretning i de i bestemmelsen nævnte tilfælde, men
at den der underretter (f.eks. skolelæreren) fortsat skal
benytte de hjælpemuligheder, som findes i dette regi, uanset
om der er foretaget en underretning.
Endvidere foreslås, at kommunalbestyrelsen, med mindre
særlige forhold gør sig gældende, efter
anmodning, skal videregive oplysninger til den person, der har
foretaget underretningen efter stk. 1-2, 1.pkt., om, hvorvidt
underretningen har givet kommunen anledning til
undersøgelser eller foranstaltninger efter denne lov,
vedrørende det barn eller den unge under 18 år,
underretningen vedrører.
Endelig gives socialministeren bemyndigelse til at
fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af
personer, der under udøvelsen af deres erhverv får
kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning
til foranstaltninger efter denne lov. Socialministeren kan
endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer
har underretningspligt.
Ministeren for sundhed og forebyggelse gives bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om videregivelse af
oplysninger til og fra Kennedy Centret. Dette er en
konsekvensændring af, at Kennedy Centret er overflyttet til
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses ressort.
Forslaget har til formål at sikre, at fagpersoner
foretager de nødvendige underretninger om børn og
unge under 18 år, der kan have behov for særlig
støtte, herunder at der altid sker en underretning vedr.
børn og unge, som er udsat for vold og andre overgreb.
Retssikkerhedsmæssige aspekter af forslaget
Lovforslagets § 153, stk. 3, om videregivelse af
oplysninger om rent private forhold i forbindelse med en
underretning giver efter Socialministeriets opfattelse ikke
anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder,
idet der med lovforslaget alene skal ske udveksling af oplysninger
om rent private forhold om et konkret barn eller ung i forbindelse
med tilbagemelding til den, der efter § 153 har foretaget en
underretning om det pågældende barn eller den
unge.
Underretningspligten indebærer en indsamling af
personoplysninger hos kommunen. Formålet hermed er, at
kommunalbestyrelsen kan vurdere, hvorvidt det må antages, at
et barn eller en ung trænger til særlig støtte,
således at der skal igangsættes en børnefaglig
undersøgelse jf. § 50. Det vurderes derfor, at
indsamlingen af oplysninger sker til et sagligt formål.
Tilbagemeldingen til den person, som efter den foreslåede
bestemmelse, foretog underretningen, har blandt andet til hensigt
at give den person, der har foretaget underretningen, mulighed for
i tilrettelæggelse af det videre arbejde med den unge at tage
højde for, at barnet eller den unge under 18 år
modtager særlig støtte efter serviceloven. Det
vurderes derfor, at tilbagemeldingen er forenelig med
formålet med indsamlingen hos kommunen, jf. persondatalovens
§ 5, stk. 2.
Endvidere er karakteren af den oplysning, der kan gives,
begrænset. Der skal kun oplyses, om der er iværksat en
foranstaltning eller en undersøgelse efter serviceloven, men
der kan ikke gives oplysninger om indholdet i eller omfanget af
disse foranstaltninger. Det vurderes på den baggrund, at
oplysningerne som videregives er relevante og tilstrækkelige
og ikke omfatter mere, end hvad der kræves til opfyldelse af
formålet, jf. persondatalovens § 5, stk. 3.
Udvekslingen af oplysninger kan endvidere kun ske med henblik
på en tilbagemelding i forbindelse med en konkret
underretning.
Den foreslåede bestemmelse i servicelovens § 153
indebærer en fravigelse fra persondatalovens § 8, stk.
3. Persondatalovens øvrige regler vil derimod - i det omfang
det er relevant - finde anvendelse også for oplysninger, der
videregives efter den foreslåede § 153. Det
indebærer bl.a., at persondatalovens regler om den
registreredes rettigheder, den dataansvarliges anmeldelsespligt og
behandlingssikkerhed finder anvendelse i det omfang, det er
relevant, også for behandlinger af personoplysninger der
videregives som led i det forebyggende tværfaglige
samarbejde.
Om forholdet til databeskyttelsesdirektivet henvises til punkt
8 i de almindelige bemærkninger.
3.4. Kvalitet i indsatsen
3.4.1. Støtteforanstaltninger
3.4.1.1. Gældende ret
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
foranstaltninger efter § 52, når det må anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns
eller den unges særlige behov for støtte. Med mindre
særlige forhold gør sig gældende, kan
støtte kun iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse
efter servicelovens § 50. Der kan dog iværksættes
akutte foranstaltninger sideløbende med
undersøgelsen. Foranstaltningerne skal i så fald
tilpasses undersøgelsens konklusioner og anbefalinger,
når den er afsluttet. Kommunalbestyrelsen skal altid
vælge den eller de mindst indgribende foranstaltninger, som
kan løse de problemer, der er afdækket gennem
undersøgelsen.
De enkelte typer af foranstaltninger omfatter en række
forskellige former for tilbud om hjælp, jf. § 52, stk.
3. Kommunalbestyrelsen kan efter § 52, stk. 4-5, træffe
afgørelse om støtte til udsatte børn og unge i
form af økonomisk støtte, hvis der er konstateret et
behov herfor i en forudgående børnefaglig
undersøgelse efter § 50. Støtten efter stk. 4 er
trangsbestemt og kan ydes til forældremyndigheden i en
række forskellige situationer. Støtten kan dække
udgifter, der er en del af en foranstaltning såvel som en
indirekte følge af en foranstaltning. Støtten efter
stk. 5 er ikke trangsbestemt og kan gives som en
formålsbestemt foranstaltning for at undgå barnets
eller den unges anbringelse. Den kan også gives for at fremme
en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem
forældre og børn under anbringelse uden for
hjemmet.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter § 52 tilbyde
konsulentbistand til familier, når det må antages, at
der over et vist forløb kan være behov for
støtte til barnet eller den unge eller familien. Tilbuddet
har karakter af en egentlig foranstaltning, som er iværksat
på baggrund af en truffet afgørelse, som
strækker sig over et afgrænset tidsmæssigt
forløb. Konsulentbistand omfatter en række forskellige
områder, herunder bl.a. familiebehandling (i form af
forældreprogrammer), familieplanlægning (f.eks. i form
af rådgivning om prævention) og aftale om, at barnet
eller den unge skal søge dagtilbud eller ungdomsklub
mv.
3.4.1.2. Overvejelser bag forslaget
I forbindelse med Ankestyrelsens vurdering af klagesager ses
ofte, at der i sagsbehandlingen i de enkelte sager først har
været igangsat mindre indgribende foranstaltninger, som ikke
har været effektive nok i forhold til at løse barnet
eller den unges problemer.
Den nuværende formulering i serviceloven om, at kommunen
altid skal vælge den mindst indgribende foranstaltning kan
være en af årsagerne til, at nogle kommuner
næsten altid først iværksætter mindre
indgribende foranstaltninger, før de anvender mere
indgribende støtte som f.eks. familiebehandling eller
anbringelse uden for hjemmet. Det er imidlertid vigtigt, at der
altid vælges den foranstaltning, som vurderes bedst at kunne
løse barnet eller den unges behov, og som så vidt
muligt kan forebygge, at problemerne udvikler sig yderligere.
De nuværende regler om foranstaltninger over for udsatte
børn og unge har endvidere skabt uklarhed om reglerne om, at
der kan iværksættes forebyggende og akutte
foranstaltninger inden en børnefaglig undersøgelse
efter § 50 er gennemført. Det bør derfor
præciseres i loven, at kommunerne ikke behøver at
afstå fra at iværksætte nødvendige akutte
foranstaltninger over for et barn eller en unge med behov
herfor.
Regeringens kortlægning af tidsforbruget i den
offentlige sektor har vist, at kommunerne ønsker
større fleksibilitet i forhold til at give de rette tilbud
om støtte. Konkret har der været udtrykt ønske
om at få mulighed for at tildele konsulentbistand samt
økonomisk støtte uden først at skulle foretage
en børnefaglig undersøgelse efter § 50.
Endvidere har der været et ønske om enklere regler for
foranstaltningerne kontaktperson og personlig rådgiver. Jf.
nærmere herom i afsnit 2.
I forbindelse med konsulentbistand er det i dag muligt at give
rådgivning om familieplanlægning, herunder om brug af
prævention. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege,
at det er muligt at give rådgivning om og økonomisk
støtte til familieplanlægning efter serviceloven, og
at det er vigtigt, at denne mulighed anvendes.
3.4.1.3. Den foreslåede ordning
Kommunen skal vælge den mest formålstjenlige
foranstaltning
Det foreslås at præcisere, at kommunalbestyrelsen
skal vælge en foranstaltning, som må forventes at kunne
imødekomme barnets behov på tilstrækkelig vis og
som må anses som værende mest formålstjenlig for
barnets eller den unges tarv. Den nye bestemmelse understreger, at
kommunen altid skal vælge den foranstaltning, der er
nødvendig og tilstrækkelig for at sikre, at barnet
eller den unge får den hjælp, der reelt er behov for.
Kommunen skal således ikke etablere den mindst indgribende
foranstaltning, hvis barnet har behov for et mere omfattende
tiltag, da det ikke er hensigtsmæssigt at etablere en
foranstaltning, som på lang sigt ikke afhjælper barnet
eller den unges problem. Det betyder, at der f.eks. kan
iværksættes en anbringelse, hvis dette vurderes bedst
at kunne løse barnets problem. Det forvaltningsretlige
princip, om at foranstaltningen skal være proportionel med
formålet, vil stadig være gældende.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at der
vælges den rette foranstaltning til at løse barnets
eller den unges problemer, og at der tages nøje hensyn til,
om den valgte foranstaltning vil medføre den virkning, der
er planlagt.
Foreløbige og akutte foranstaltninger kan foretages
sideløbende med en børnefaglig
undersøgelse
Med lovforslaget præciseres, at det er muligt at
iværksætte en foreløbig eller akut
foranstaltning sideløbende med, at en børnefaglig
undersøgelse efter § 50 gennemføres.
Formålet med forslaget er at præcisere, at det er
muligt at iværksætte en foreløbig akutindsats,
såfremt der er behov herfor. Den foreløbige indsats
skal tilpasses den børnefaglige undersøgelses
konklusioner, når undersøgelsen er afsluttet.
Enklere regler for kontaktpersoner og personlig
rådgiver
Der er i de gældende regler et stort overlap mellem
indsatsformerne »kontaktperson« og »personlig
rådgiver« som kan give anledning til tvivl om, hvilken
form for foranstaltning der skal anvendes. Derfor foreslås
det at sammenskrive disse to indsatsformer. Desuden udledes en ny
funktion til begrebet »kontaktperson« i form af det,
som i andre sammenhænge kaldes for en »personlig
mentor«. En kontaktperson som udfylder en mentorfunktion vil
f.eks. kunne anvendes i forbindelse med støtte til
børn eller unge, der har været involveret i
kriminalitet. Ifølge lovforslaget kan en kontaktperson
dække over en række forskellige funktioner, hvis
konkretisering defineres individuelt i forhold til barnet eller den
unge eller familiens behov. En "kontaktperson" kan både
dække over de funktioner, der tidligere har været
varetaget af en personlig rådgiver såvel som over de
funktioner, der har været varetaget af en kontaktperson.
Denne del af forslaget er en del af regeringens
afbureaukratiseringsplan, jf. herom i afsnit 2.
Økonomisk støtte uden krav om forudgående
børnefaglig undersøgelse
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen får mulighed
for at tildele økonomisk støtte uden en
forudgående børnefaglig undersøgelse efter
§ 50. Disse indsatser er ikke indgribende over for hverken
barn eller den unge eller familien. Forslaget skal endvidere ses i
sammenhæng med det forhold, at den økonomiske
støtte efter § 52, stk. 4 og 5, typisk gives til
familier, som i forvejen får støtte efter § 52,
stk. 3, og kommunen har derfor ofte gennemført en
børnefaglig undersøgelse efter § 50. Forslaget
vil gøre det lettere at hjælpe familier med mindre
støttebehov og frigøre ressourcer, som kan bruges
på andre opgaver i forbindelse med arbejdet med udsatte
børn.
Forslaget er en del af regeringens afbureaukratiseringsplan,
jf. nærmere om dette i afsnit 2.
Konsulentbistand og familieplanlægning uden en
forudgående børnefaglig undersøgelse
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde
konsulentbistand med hensyn til børn eller unges forhold
samt familieplanlægning uden en forudgående
børnefaglig undersøgelse efter § 50.
Formålet med forslaget er at gøre det lettere at
hjælpe familier med mindre støttebehov, uden
først at skulle iværksætte en
undersøgelse efter § 50. Forslaget er et led i
regeringens afbureaukratiseringsplan, jf. herom i de almindelige
bemærkninger i afsnit 2. Bestemmelsen om, at
kommunalbestyrelsen kan aftale med familien, at barnet eller den
unge skal søge dagtilbud eller skole mv. vurderes dog at
forudsætte en børnefaglig undersøgelse efter
§ 50, hvorfor den adskilles fra bestemmelsen og forbliver i
§ 52, stk. 3, som hidtil. Dette betyder ingen egentlig
ændring i den gældende retstilstand.
Med forslaget præciseres endvidere, at der efter
bestemmelsen er mulighed for at give rådgivning om
familieplanlægning. Den del af forslaget skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 52a, hvorefter
kommunalbestyrelsen kan iværksætte tilbud om
økonomisk støtte, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til et barns
eller den unges særlige behov for støtte, herunder
også økonomisk støtte til
prævention.
Formålet med forslaget er at gøre det lettere at
hjælpe familier med mindre støttebehov uden
først at skulle iværksætte en
undersøgelse efter § 50. Forslaget er en del af
regeringens afbureaukratiseringsplan, jf. nærmere om dette i
afsnit 2.
3.4.2. Efterværn
Forslaget omhandler en styrkelse af efterværn til unge
mellem 18 og 22 år, der har været anbragt uden for
hjemmet.
3.4.2.1. Gældende ret
Efter § 76 kan visse foranstaltninger for børn og
unge opretholdes eller genetableres, indtil den unge fylder 23
år, hvis den unge opfylder betingelserne herfor. For unge,
der har været anbragt uden for hjemmet umiddelbart inden det
fyldte 18. år, kan visse nye tilbud desuden
iværksættes. Hjælpen til unge fra 18 - 22
år kaldes "efterværn" og har til formål at
hjælpe de unge til en bedre overgang til voksenlivet.
Reglerne om efterværn findes i §§ 68 og 76.
Heraf fremgår, at kommunalbestyrelsen i den unges
opholdskommune senest 6 måneder forud for ophør af en
anbringelse ved det 18. år skal træffe afgørelse
om, hvorvidt den unge har behov for foranstaltninger efter §
76 og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke
foranstaltninger der skal iværksættes. Forud for
afgørelsen skal de kommunale myndigheder i samarbejde med
den unge revidere handleplanen. Det er et krav, at handleplanen er
revideret umiddelbart inden, der træffes afgørelse om
efterværn og dermed senest ½ år før den
unge fylder 18 år.
Når den unge fylder 18 år, vil den unge få
selvstædig opholdskommune i den kommune, hvor den unge
opholder sig. Dvs. at det er den kommune, hvor anbringelsesstedet
ligger, der bliver handlekommune, hvis den unge bliver boende i
denne kommune. Da den hidtidige kommune ikke kan forpligte den
kommende opholdskommune økonomisk, vil handleplanen i disse
situationer som udgangspunkt alene kunne indeholde anbefalinger
til, hvad der skal ske. Hvis den unge skifter opholdskommune ved
det 18. år, vil det derfor være den nye opholdskommune,
der skal træffe afgørelse om efterværn.
For unge, som er eller har været anbragt umiddelbart
inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om:
1) at døgnophold kan opretholdes eller
genetableres,
2) at udpege en personlig rådgiver for den unge,
3) at udpege en fast kontaktperson for den unge og
4) at etablere en udslusningsordning i det hidtidige
anbringelsessted.
Derudover skal kommunen sikre at unge, som har været
anbragt, så vidt muligt har mulighed for at komme tilbage
på besøg på anbringelsesstedet, f.eks. i
forbindelse med ferier og højtider. Muligheden skal
være baseret på en aftale mellem anbringelsesstedet og
de kommunale myndigheder, for at det praktisk kan
gennemføres.
For unge, som tidligere har modtaget hjælp efter §
52 i form af enten kontaktperson eller personlig rådgiver,
kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at denne
foranstaltning kan opretholdes eller tildeles igen efter det fyldte
18. år.
Efterværnet skal ophøre, når det ikke
længere opfylder sit formål under hensyn til den unges
behov for støtte, eller når den unges fylder 23
år.
3.4.2.2. Overvejelser bag forslaget
For udsatte unge og i særlig grad unge, der har
været anbragt uden for hjemmet, kan overgangen til
voksenlivet være svær. Unge, som har modtaget sociale
foranstaltninger, har endvidere øget risiko for social
eksklusion sammenlignet med deres jævnaldrende i forbindelse
med overgangen til voksenlivet. Disse unge får
sjældnere en uddannelse, har svagere tilknytning til
arbejdsmarkedet, er oftere på overførselsindkomst og
bliver oftere hjemløse, ligesom de har dårligere
psykisk og fysisk helbred og oftere kommer i kontakt med
retssystemet end deres jævnaldrende.
På den baggrund kan kommunalbestyrelsen tilbyde
tidligere anbragte unge efterværn frem til det fyldte 23.
år. De gældende regler begrænser dog den vifte af
tilbud, kommunen kan tilbyde den unge. Da nogle unge kan have behov
for andre typer støtte end de eksisterende muligheder, er
der dermed risiko for, at de unge ikke får en støtte
som i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til deres
individuelle behov. Eksempelvis har nogle kommuner givet udtryk
for, at de fandt det nyttigt at tilbyde tidligere anbragte
gruppeforløb eller samtalegrupper, og at det var
uhensigtsmæssigt, at dette ikke var en mulighed i forhold til
efterværnsreglerne.
Der vurderes at være behov for at præcisere, at
støtten kan genetableres eller tildeles efter det fyldte 18.
år. Det skyldes, at der kan være tilfælde, hvor
unge, der i første omgang takker nej til støtte,
senere kan ændre holdning, eller der for nogle unge senere
kan opstå et behov for støtte, selvom de umiddelbart
ved det fyldte 18. år ikke vurderes at have behov
herfor.
I sager hvor den unge skifter opholdskommune ved det fyldte
18. år, er det vigtigt, at de to kommuner indleder et
samarbejde i forbindelse med revisionen af handleplanen. Som
reglerne er i dag, er der dog ikke fastsat nærmere regler om,
hvordan de to kommuner organiserer samarbejdet, ligesom der ikke
stilles nærmere krav til samarbejdet.
I praksis har det vist sig, at der i forbindelse med den unges
skift i opholdskommune ofte ikke er kontakt mellem den hidtidige og
den nye opholdskommune i forbindelse med revision af handleplanen
(Ophør af anbringelser ved det fyldte 18. år,
Ankestyrelsens praksisundersøgelse 2009). Det betyder blandt
andet, at den nye opholdskommune ikke udnytter den viden om den
unge, som er forankret i den hidtidige opholdskommune. Det vurderes
at være problematisk, da en koordinerende indsats mellem de
to kommuner og en hurtig sagsbehandling hos den nye kommune er
væsentlig for at sikre stabilitet og kontinuitet og
medvirkende til at forhindre brud i støtten til den
unge.
Unge, der har været anbragt uden for hjemmet uden
samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15
år, kan i endnu højere grad end andre anbragte unge
karakteriseres som udsatte i forhold til overgangen til
voksenlivet. Her er kravene for, hvornår der kan
iværksættes en tvangsanbringelse, skærpet
sammenlignet med kravene i forbindelse med en anbringelse med
forældrenes samtykke. Desuden er der i forbindelse med
tvangsanbringelser oftere uenighed mellem forældrene eller
den unge, de kommunale myndigheder og anbringelsesstedet.
Forskningen viser, at dette har en dårlig indflydelse
på barnet eller den unges udbytte af støtten
(Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, SFI, 2003).
Der vurderes derfor at være et behov om særligt at
styrke efterværnsindsatsen over for denne gruppe unge.
3.4.2.3. Den foreslåede ordning
Fokus i indsatsen
Det foreslås at præcisere og indskrive
formålet med efterværnet i selve lovteksten i § 76
for at sikre at formålet er tilstrækkeligt i fokus,
når indsatsen tilrettelægges, da uddannelse,
beskæftigelse og boligsituation er afgørende for et
selvstændigt voksenliv.
Desuden foreslås at styrke alle udsatte unges overgang
til voksenlivet ved, at der stilles krav om, at handleplanen for
unge på 16 år eller derover skal opstille konkrete
mål i forhold til den unges overgang til voksenlivet (§
140). Formålet er at sikre en mere sammenhængende og
langsigtet indsats i forhold til den unges overgang til
voksenlivet. Ændringen understreger således, at
indsatsen i disse år skal have et indhold, der giver den unge
en god forberedelse til et selvstændigt voksenliv. Desuden
vil kommunen tidligere i forløbet skulle overveje, hvilken
støtte den unge kan og bør have før og efter
sin 18 års fødselsdag og eventuelt kunne sætte
konkrete initiativer i værk for at støtte den unges
overgang til voksenlivet.
Flere støttemuligheder
Det foreslås at give kommunerne mulighed for at
iværksætte andre former for støtte, som har til
formål at bidrage til en bedre overgang til en
selvstændig livsførelse for den unge. Det betyder, at
kommunerne i højere grad end hidtil får mulighed for
at tilpasse støtten efter den enkelte unges individuelle
behov.
Genetablering af støtte
Det foreslås at præcisere, at døgnophold,
en kontaktperson eller andre former for støtte som led i
efterværn kan tildeles eller genetableres efter det fyldte
18. år. Det vil ske ved at lave et selvstændigt stykke
herom i § 76.
Skift i handlekommune
ved det fyldte 18. år Det
foreslås, at den hidtidige opholdskommune ved skift i
opholdskommune, skal oversende den unges reviderede handleplan jf.
§ 68, stk. 12, til den nye opholdskommune forud for skiftet,
dvs. forud for den unges 18. års fødselsdag.
Endvidere foreslås det, at der stilles krav om, at den
nye opholdskommune inden 30 dage efter modtagelsen af handleplanen
træffer afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for
efterværn, og i givet fald hvilke foranstaltninger, der skal
iværksættes, og udarbejder en ny handleplan.
Forslagene har til formål at sikre, at
tilflytningskommunen får de nødvendige oplysninger fra
fraflytningskommunen, så grundlaget for en kontinuerlig
indsats uden unødvendige brud er lagt.
Forslagene ændrer ikke ved, at det er væsentligt,
at de to kommuner indleder et samarbejde i forbindelse med
revisionen af handleplanen. Det sikrer, at den unge relativt
tidligt ved, om der vil blive tilbudt støtte efter det
fyldte 18. år. Samtidig er et tæt samarbejde mellem
kommunerne med til at sikre udveksling af relevant viden om den
unge og dennes forløb.
Ret til kontaktperson for unge, der har været anbragt
uden samtykke
Med det formål at styrke indsatsen over for unge, der er
eller har været anbragt uden samtykke umiddelbart inden det
fyldte 18. år, foreslås det at give denne gruppe unge
ret til efterværnsstøtte i form af en kontaktperson.
Retten gives frem til det fyldte 23. år. I de perioder, hvor
den unge i øvrigt tilbydes opretholdelse af
døgnophold som led i efterværnet, bortfalder retten
til en kontaktperson.
Det bemærkes, at de forsøg med ret til
efterværn, som har været igangsat under projekt "Lige
Muligheder" vil blive midtvejsevalueret med henblik på at
vurdere de foreløbige erfaringer med ordningerne.
3.4.3. Handleplaner
3.4.3.1. Gældende ret
Efter gældende ret skal de kommunale myndigheder
udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse
om foranstaltninger. Handleplanen skal bygge på de
undersøgelser, der er gennemført, jf. § 50. Der
skal i handleplanen opstilles mål og delmål i forhold
til de seks faste punkter, som også den børnefaglige
undersøgelse efter § 50 skal omfatte.
Med udgangspunkt i de nuværende regler skal de kommunale
myndigheder udarbejde en handleplan for hvert barn eller ung, der
har brug for en foranstaltning. Det gælder også selvom,
der er tale om flere børn i samme familie.
3.4.3.2. Overvejelser bag forslaget
I forbindelse med arbejdet med at identificere forslag til
regelforenkling på området har repræsentanter for
kommunale medarbejdere blandt andet påpeget, at kravene til
indholdet af handleplanerne er for ufleksible og
uhensigtsmæssige og at medarbejderne fandt det svært at
skelne mellem mål og delmål, jf. afsnit 2.
3.4.3.3. Den foreslåede ordning
Større fleksibilitet i reglerne
For at give kommunerne større frihed til selv at
fastsætte retningslinjer for udarbejdelsen af mål i
handleplanen foreslås det, at kravet om, at handleplanen
både skal indeholde mål og delmål fjernes.
Samtidig foreslås det at ændre kravet til
handleplanen, så der alene skal tages udgangspunkt i
resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af
barnets eller den unges forhold. Det vil frigive ressourcer i
kommunerne og give dem større frihed til at
tilrettelægge handleplanen, så den tilpasses det
enkelte barns behov
Konkrete mål for unge over 16 år.
Det foreslås endvidere, at handleplanen for unge, der er
fyldt 16 år, skal indeholde konkrete mål i forhold til
den unges overgang til voksenlivet. Formålet er at sikre en
mere sammenhængende og langsigtet indsats i forhold til den
unges overgang til voksenlivet. Se i øvrigt
bemærkningerne herom i afsnit 3.4.2. om
efterværn.
Undersøgelse af flere børn i samme
familie.
I forlængelse af ændringerne af reglerne til den
børnefaglige undersøgelse, jf. herom i afsnit 3.4.6.,
herunder ønsket om at give kommunerne større frihed,
stilles forslag om, at kommunen skal have mulighed for at lave
én fælles handleplan for børn i samme familie.
Handleplanen skal tage højde for individuelle forskelle hos
børnene, således at handleplanerne stadig kan
indeholde individuelle mål for det enkelte barn eller den
unge.
3.4.4. Godkendelse
3.4.4.1. Gældende ret
Servicelovens § 142 fastslår reglerne for
godkendelse af anbringelsessteder for børn og unge, herunder
om anbringelsesstederne skal være konkret eller generelt
godkendte, og om der er klageadgang.
Den stedlige kommune skal godkende egne værelser mv. som
generelt egnede. Det sker, før en ung anbringes på
værelset mv. og uafhængigt af den enkelte, konkrete
unge.
Endvidere skal den stedlige kommune godkende opholdssteder for
børn og unge som generelt egnede. Der er ikke klageadgang
for afgørelser om administrativ godkendelse af
anbringelsessteder.
3.4.4.2. Overvejelser bag forslaget
I dag skal opholdskommunen for et anbringelsessted, der er
oprettet som eget værelse, godkende værelset som
generelt egnet anbringelsessted. Kommunen skal også
føre driftstilsyn med værelset. Det sker
uafhængigt af anbringelsen af en konkret ung på
værelset. Ofte er det den stedlige kommune og den anbringende
kommune imidlertid ikke den samme; den unge anbringes altså
på et værelse i en anden kommune. I de tilfælde
skal der ikke alene føres to forskellige tilsyn på det
samme værelse med den samme unge, det skal også
føres af to forskellige kommuner.
Efter de nuværende regler skal den kommune, hvor et
anbringelsessted er beliggende (den stedlige kommune), godkende
private tilbud. Samtidig skal samme kommune indhente og godkende
oplysninger i forbindelse med registreringen af private tilbud
på Tilbudsportalen. Både godkendelse og registrering
på Tilbudsportalen er betingelser for, at den enkelte kommune
kan anvende anbringelsesstedet. Af Tilbudsportalen fremgår
eksempelvis oplysninger om organisatoriske forhold, ydelser,
behandlingsmetoder, takster, personaleforhold og fysiske forhold.
De samme elementer indgår i den stedlige kommunes
godkendelse. Det betyder, at kommunerne reelt skal behandle de
samme forhold vedrørende de private tilbud to gange i to
procedurer, som tjener det samme formål.
Plejefamilier og private opholdssteder har ikke mulighed for
at klage over kommunernes afslag på godkendelse eller
afgørelser om at trække en godkendelse tilbage. Det
har været problematiseret med henvisning til, at der er store
forskelle mellem de respektive kommuners praksis på
området, hvilket skaber ulige vilkår for
plejefamilierne og de private tilbud.
3.4.4.3. Den foreslåede ordning
Fjernelse af den generelle godkendelse og driftstilsynet med
værelser
Som et led i regeringens afbureaukratiseringsplan
foreslås at afskaffe den stedlige kommunes pligt til at
foretage en generel godkendelse af og føre driftsorienteret
tilsyn med egne værelser i kommunen. Værelserne skal i
stedet godkendes konkret af den anbringende kommune i forbindelse
med den konkrete anbringelse.
Forslaget skal bidrage til en tydeligere og mere enkel
ansvarsfordeling mellem kommunerne.
Forenkling af krav til godkendelse af private tilbud
Det foreslås at forenkle de nuværende
godkendelsesprocedurer for private tilbud, så godkendelsen af
de private anbringelsessteder og indberetningen af oplysninger til
Tilbudsportalen samles i én arbejdsgang. Forslaget vil
forenkle kravene til kommunerne og mindske sagsbehandlingen. Den
godkendende kommune vil fortsat skulle forholde sig til tilbuddets
personale, pædagogik mv.
Forslaget er en del af regeringens afbureaukratiseringsplan og
skal bidrage til mere enkle processer i kommunerne og ensartethed
på tværs af relaterede lovområder, jf. afsnit 2.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer af
lovens § 14 om optagelse af private tilbud på
Tilbudsportalen som fremgår af regeringens fremsatte
lovforslag om afbureaukratisering på dele af det sociale
område.
Klageret for plejefamilier og opholdssteder
Det foreslås, at den begrænsning i klageadgangen,
som hidtil har været gældende for klager over afslag
på godkendelse, fjernes. Dermed får plejefamilier og
opholdssteder, som ønsker at påklage kommunernes
afgørelser om godkendelse, mulighed for at klage til de
sociale nævn. Det vil bidrage til udviklingen af en
fælles praksis, styrke plejefamilier og opholdssteders
rettigheder og bidrage til at sikre en bred vifte af tilbud.
Forslagets formål er bl.a. at bidrage til en mere ensartet
godkendelsespraksis i kommunerne.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.2 om godkendelse
af plejefamilier.
3.4.5. Kommunernes tilsyn med anbringelsessteder
3.4.5.1. Gældende ret
Driftsorienteret tilsyn.
Servicelovens § 148 a indeholder reglerne for det
generelle driftsorienterede tilsyn med kommunens tilbud. Efter de
gældende regler skal den stedlige kommune føre
driftsorienteret tilsyn med tilbuddet. I lovteksten nævnes
personale, bygninger og økonomi som elementer i
tilsynet.
Det er ikke reguleret, hvordan og hvor ofte kommunen skal
føre driftsorienteret tilsyn med anbringelsessteder. Det
nævnes heller ikke i lovteksten, at overvejelser om
anbringelsesstedets pædagogik skal indgå i
tilsynet.
Det personrettede tilsyn, børnesamtaler og
handleplaner
Af servicelovens § 148 fremgår reglerne for det
individuelle personrettede tilsyn, mens reglerne for revision af
anbragte børn og unges handleplaner findes i lovens §
70.
Efter § 148 skal den anbringende kommune tale med et
anbragt barn/ung under det personrettede tilsyn mindst en gang
årligt.
Efter de gældende regler i § 70 skal den
anbringende kommune minimum hver 12. måned endvidere vurdere,
om der er behov for en ændret indsats og ændret
handleplan for det anbragte barn/ung. Kommunens vurdering af, om
handleplanen for et anbragt barn eller en ung og dennes familie
skal revideres, skal ske på baggrund af det personrettede
tilsyn med barnet eller den unge og kontakt med
forældremyndighedsindehaveren. Det fremgår ligeledes,
at vurderingen skal vedrøre både den del af
handleplanen, der drejer sig om barnet eller den unge såvel
som den del, der drejer sig om
forældremyndighedsindehaveren.
3.4.5.2. Overvejelser bag forslaget
For anbragte børn og unge er det af afgørende
betydning, at den hjælp og støtte, de modtager under
anbringelsen, er kvalificeret og tilgodeser børnenes behov.
Som nævnt har anbragte børn og unge ofte betydelige
problemer, bl.a. i forhold til uddannelse, sundhed og socialt
netværk. Dette peger på, at der kan være behov
for at styrke indsatsen under anbringelsen.
Aftaleparterne er enige om, at et velfungerende tilsyn er et
vigtigt redskab til at sikre en bedre kvalitet i indsatsen over for
det enkelte barn. Det driftsorienterede tilsyn med
anbringelsesstederne skal sikre, at anbringelsesstederne lever op
til grundlaget for den godkendelse/aftale, der er indgået med
kommunen, herunder vedrørende forhold som personale,
bygninger og økonomi. Det personrelaterede tilsyn med de
anbragte børn er grundlaget for at følge det enkelte
barns udvikling og løbende tilpasse indsatsen til barnets
aktuelle situation.
Kommunerne skal løbende følge de enkelte sager
for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit
formål, herunder mindst én gang årligt tale med
barnet eller den unge under tilsynsbesøg på
anbringelsesstedet. Mange anbringelsessteder oplever imidlertid, at
kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang følger op
på de anbragte børns udvikling, og at
opfølgningen ikke sker på et systematisk grundlag. Det
er problematisk, da opfølgningen er en forudsætning
for at sikre en løbende tilpasning af indsatsen til barnets
aktuelle behov.
Den nuværende lovgivning stiller kun få krav til
indholdet af kommunernes driftstilsyn. Der er ikke et
lovfæstet krav om, at kommunerne skal forholde sig direkte
til stedernes pædagogiske indhold, på trods af, at det
er centralt for børnenes velbefindende og udvikling. Der
stilles i dag heller ikke krav til antallet af tilsynsbesøg
eller karakteren heraf. Der er derfor behov for at sikre, at
kommunernes driftsorienterede tilsyn også har
tilstrækkeligt fokus på anbringelsesstedets tilgang til
pædagogik, skolegang, sundhed m.v. Tilsvarende er der behov
for at sikre, at der med en vis hyppighed aflægges
tilsynsbesøg på anbringelsessteder for børn og
unge, og at besøgene giver et reelt indtryk af forholdene
på stedet.
3.4.5.3. Den foreslåede ordning
Øget fokus på det personrettede tilsyn
Bestemmelsen vedrørende det personrettede tilsyn
skrives sammen med bestemmelsen om revision af handleplaner for at
understrege sammenhængen mellem disse. Det foreslås at
stille krav om, at kommunerne skal følge op på barnets
handleplan mindst to gange om året. Ved revision af
handleplanen skal det overvejes, om andre punkter kan være
relevante, herunder f.eks. nye fokuspunker om f.eks. skole, hvis
barnet er kommet i skolepligtig alder.
Som led i denne opfølgning skal der for anbragte
børns vedkommende gennemføres en samtale med barnet
på anbringelsesstedet i forbindelse med tilsynsbesøg.
Det medfører, at der med forslaget fremover skal foretages
mindst to årlige personrettede tilsynsbesøg.
Forslaget har til formål at præcisere, at
handleplanen er et centralt styringsredskab for indsatsen, og at
tilsynet skal tage udgangspunkt i opfølgning på de
mål, der fremgår af handleplanen. Det understreges, at
samtalen med barnet eller den unge i forbindelse med personrettede
tilsynsbesøg som klar hovedregel skal gennemføres
uden tilstedeværelse af ansatte på anbringelsesstedet.
Det vil give barnet eller den unge bedre mulighed for at tale frit
om, hvordan han eller hun har det, og om der er behov for at
drøfte eventuelle problemer mv. Barnet eller den unge kan
dog efter eget valg medbringe en bisidder eller en anden person til
samtalen, hvis barnet eller den unge ønsker dette.
Forslaget skal styrke indsatsen over for anbragte børn
og unge og opfølgningen herpå ved at øge fokus
på sammenhængen mellem tilsyn og opfølgningen
på handleplanen. Forslaget vil ligeledes medføre
øget fokus på resultaterne af indsatsen til fordel for
børnenes udvikling.
Øget kvalitet i det driftsorienterede tilsyn. Det
forslås, at der stilles mere detaljerede krav til tilsynets
indhold. De indholdsmæssige krav til tilsynet skal tage
udgangspunkt i viden om, hvad der er vigtigt for et godt
børneliv, herunder skolegang, sundhed, fritidsinteresser
m.v. Tilsynet skal fokusere på, om det konkrete
anbringelsessted i tilstrækkeligt omfang har den
pædagogik og de nødvendige kompetencer, der skal til
for at støtte og udvikle den målgruppe, som stedet er
godkendt til at modtage.
Samtidig stilles der krav til antallet af tilsynsbesøg
og karakteren heraf med henblik på at sikre, at der
aflægges tilsynsbesøg med en vis regelmæssighed,
og at besøgene giver et reelt indtryk af forholdene på
stedet. I forbindelse med det løbende tilsyn med
anbringelsesstederne skal der aflægges mindst ét
årligt uanmeldt tilsynsbesøg på
anbringelsessteder efter § 66, nr. 5 og 6.
Forslaget har til formål at sikre en øget
kvalitet i anbringelsesstedernes tilbud ved at stille større
krav til tilsynets indhold samt antallet af tilsynsbesøg og
karakteren heraf. Dette skal medføre, at de anbragte
børn i mindre grad oplever markante problemer i forhold til
ensomhed, manglende uddannelse, sundhedsproblemer m.v. både
under og efter anbringelsen.
3.4.6. Børnefaglig undersøgelse efter §
50
3.4.6.1. Gældende ret
Efter gældende ret skal kommunalbestyrelsen
undersøge barnets eller den unges forhold, hvis det må
antages, at et barn eller en ung trænger til særlig
støtte. Afgørelsen herom træffes med samtykke
fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt
15 år, jf. dog § 50, stk. 9 og § 51.
Undersøgelsen efter § 50 skal anlægge en
helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller den unges 1)
udvikling og adfærd, 2) familieforhold, 3) skoleforhold, 4)
sundhedsforhold, 5) fritidsforhold og venskaber og 6) andre
relevante forhold. Undersøgelsen må ikke være
mere omfattende end formålet tilsiger, og skal
gennemføres så skånsomt, som forholdene
tillader.
Undersøgelsen skal resultere i en begrundet
stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte
foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse
bør være. Der skal i den forbindelse være
oplysninger om, hvordan forældrene og den unge stiller sig
til foranstaltningerne.
Hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der
er fyldt 15 år, ikke giver samtykke til undersøgelsen,
findes der to muligheder for at belyse sagen. For det første
kan sagen belyses ved, at de eksisterende oplysninger indhentes.
For det andet kan børn og unge-udvalget i særlige
tilfælde, jf. § 51, beslutte at gennemføre en
undersøgelse under ophold på en institution eller
indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling.
Det er muligt i de tilfælde, hvor det må anses for
nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar
risiko for alvorlig skade på et barns eller den unges sundhed
eller udvikling. Undersøgelsen skal være afsluttet
inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets
afgørelse. Der er ikke adgang til at regulere samværet
med forældrene under en sådan
undersøgelse.
Foranstaltninger efter § 52 kan kun
iværksættes efter gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse, medmindre særlige
forhold gør sig gældende. Foranstaltninger efter
§ 52 kan kun iværksættes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15
år.
Efter gældende ret skal kommunalbestyrelsen i
forbindelse med en undersøgelse vurdere, om der skal
foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i
familien. Der er med de nuværende regler altid tale om en
eventuel selvstændig undersøgelse for hvert barn eller
ung.
Efter forældreansvarslovens § 21, stk. 1, kan der
ved uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær efter
anmodning træffes afgørelse herom og fastsættes
de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Efter
lovens § 22, skt. 1, kan der i særlige tilfælde
træffes bestemmelse om anden kontakt med barnet i form af
telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.
lign. Afgørelse herom træffes af statsforvaltningen,
jf. lovens § 38, stk. 1. I visse situationer træffes
afgørelsen dog af retten, jf. lovens § 38, stk.
2.
Efter lovens § 24 finder disse bestemmelser om
samvær og anden kontakt dog ikke anvendelse, hvis barnet er
anbragt uden for hjemmet efter kapitel 11 i lov om social
service
3.4.6.2. Overvejelser bag forslaget
Kommunale medarbejdere har i forbindelse med arbejdet med at
identificere forslag til regelforenkling på området
påpeget, at kravet om samtykke i visse sager udgør en
barriere for en hurtig indsats, idet medarbejderne i visse sager
skal bruge uforholdsmæssig lang tid på at indhente
samtykke, jf. afsnit 2. Der kan f.eks. være tale om sager,
hvor den ene forældremyndighedsindehaver ikke er i kontakt
med barnet eller den unge og ikke reagerer på kommunens
henvendelser. Det hindrer igangsættelsen af en
undersøgelse på trods af, at den anden
forældremyndighedsindehaver har givet sit samtykke til
undersøgelsen.
Et godt samarbejde med forældrene fremmer udbyttet af
undersøgelsen og skaber det rette fundament for eventuelle
foranstaltninger senere i forløbet. Det er i den forbindelse
også ønskværdigt, at forældrene så
vidt muligt tager ansvar for deres børn og herunder
også indgår i et samarbejde med kommunen om
undersøgelsen. Omvendt er det ikke hensigten, at et krav om
samtykke skal forhindre, at den børnefaglige
undersøgelse kan igangsættes. Endvidere kan det
være problematisk, hvis forældrene modsætter sig
f.eks. psykolog behandling af et barn eller en unge, der har brug
herfor.
Kravet om, at undersøgelsen ikke må være
mere omfattende end formålet tilsiger, har vist sig at
være svært at definere i praksis. Repræsentanter
for kommunale medarbejdere har blandt andet påpeget, at
kravene til indholdet af den børnefaglige
undersøgelse er for ufleksible og uhensigtsmæssige.
Disse udmeldinger kan skyldes uklarheder omkring lovens krav til
omfang og indhold. Der vurderes på den baggrund at være
et behov for at præcisere kravene til undersøgelsens
indhold og omfang.
Repræsentanter for kommunale medarbejdere på
området har endvidere fremsat et ønske om, at der
gives mulighed for at lave én samlet undersøgelse for
børn i samme familie. Baggrunden for ønsket har
været, at flere af de ting, der skal beskrives i
undersøgelsen, i større eller mindre omfang er
gældende for alle eller flere børn i samme familie.
Det drejer sig eksempelvist om beskrivelserne af
familieforholdene.
I forbindelse med en tvangsmæssig undersøgelse,
hvor barnet eller den unge opholder sig på en institution, er
indlagt på et sygehus eller lignende, har det vist sig, at
der kan være situationer, hvor det vil være
hensigtsmæssigt, at samværet mellem forældre og
barn kan reguleres og evt. begrænses på samme
måde som under en anbringelse. Formålet med at
gennemføre undersøgelsen uden for hjemmet efter
§ 51 er således, at det kan ske i rolige og
professionelle omgivelser, hvilket kan være vanskeligt, hvis
forældrene gerne vil se barnet. Hvis forældrene f.eks.
er urolige eller bekymrede for resultatet af undersøgelsen,
kan dette påvirke barnet eller den unge på
uhensigtsmæssig vis.
Det er i dag statsforvaltningen - og i visse tilfælde
retten - der efter anmodning træffer afgørelse om
omfanget og udøvelsen af samvær samt om anden kontakt
i alle sager om børn og unge, der ikke er anbragt uden for
hjemmet efter reglerne herom i servicelovens kapitel 11. I
forslagets § 1, nr. 18, og § 3, nr. 1, foreslås
det, at det under en børnefaglig undersøgelse under
barnets eller den unges ophold på institution eller
indlæggelse på sygehus efter servicelovens § 51 i
stedet skal være kommunalbestyrelsen, der træffer
afgørelse om samvær og anden kontakt. Baggrunden
herfor er, at kommunen i forbindelse med den konkrete
sagsbehandling vurderes at have tilvejebragt det bedste grundlag
for en vurdering af, hvordan samværet bør være
af hensyn til formålet med undersøgelsen af barnet
eller den unge.
Persondataloven.
Indhentelse og anden behandling af oplysninger om rent private
forhold er reguleret i persondatalovens §§ 7 og 8. For en
generel gennemgang af disse regler henvises til lovforslagets
almindelige bemærkninger til § 49a om udveksling af
oplysninger om rent private forhold i det tidlige forebyggende
tværfaglige samarbejde (SSD-samarbejdet) punkt 3.3.1.
Retssikkerhedsloven.
Retssikkerhedsloven indeholder efter lovens § 2, stk. 1,
regler for, hvordan kommunen (kommunalbestyrelsen) og statslige
myndigheder på det sociale område (de sociale
nævn, beskæftigelsesankenævnene,
Sikringsstyrelsen og Ankestyrelsen) skal behandle sager efter
lovgivningen.
Efter lovens § 10 har myndigheden ansvaret for, at sager,
der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt
omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.
Myndigheden kan i medfør af retssikkerhedslovens §
11 anmode personer, der søger om eller får
hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem,
som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp
de er berettiget til, og at lade sig undersøge hos en
læge eller blive indlagt til observation og behandling som
led i sagsbehandlingen. Ligeledes har personer, der får
hjælp, pligt til at oplyse om ændringer, der kan have
betydning for hjælpen.
Det følger af retssikkerhedslovens § 11 a, at
myndigheden efter forudgående samtykke fra den, der
søger om eller får hjælp, kan forlange, at andre
offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse,
læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i
øvrigt og personer, der handler på disses ansvar,
arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og
private, der udfører opgaver for det offentlige, giver
oplysninger om den pågældende, der er nødvendige
for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om
en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger,
ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler,
sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange,
at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med
retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke
videregives.
Efter samme bestemmelses stk. 2, kan myndigheden uden samtykke
til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for
generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske
forhold om den, der ansøger om eller får hjælp,
og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre
offentlige myndigheder samt fra arbejdsløshedskasser.
Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer.
Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra
myndighedens egne, andre myndigheders og
arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er
nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at yde
hjælp er opfyldt, herunder med henblik på
efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug
i forbindelse med ydelse af hjælp. Oplysningerne kan
indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører,
ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.
Hvis borgeren ikke medvirker, eller ikke giver samtykke til,
at myndigheden kan indhente oplysninger, skal myndigheden efter
retssikkerhedslovens § 11 b behandle sagen om hjælp
på det foreliggende grundlag, medmindre oplysninger kan
indhentes uden samtykke.
Det følger af retssikkerhedslovens § 11 c, at hvis
det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om
samtykke efter § 11 a viges i sager om blandt andet
særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11
i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en
sag eller træffe afgørelse uden forældrenes
samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter §
50 i lov om social service. Myndigheden skal dog uanset adgangen
til at indhente oplysninger uden samtykke forsøge at
få samtykke til at indhente oplysningerne.
Forholdet mellem persondataloven og retssikkerhedsloven.
Det følger af persondatalovens § 2, stk. 1, at
regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som
giver den registrerede en bedre retsstilling, går forud for
reglerne i persondataloven.
Bestemmelsen indebærer, at persondataloven finder
anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i anden
lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling.
Det fremgår imidlertid af forarbejderne til persondataloven
(jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 4057
(forslag nr. L 147)), at det ikke gælder, hvis den
dårligere retsstilling har været tilsigtet og i
øvrigt ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger).
Ved lov nr. 398 af 28. maj 2003 blev kapitel 3 a (§§
10-14) om oplysningspligt indsat i retssikkerhedsloven. Det
overordnede formål med lovændringen var at skabe
klarhed over myndighedernes beføjelser til oplysning af
sociale sager.
Ved lovforslaget blev indført et krav om borgerens
samtykke som betingelse for, at en myndighed kan indhente
oplysninger på det sociale område. Samtidig blev
indført en række konkrete undtagelser fra dette krav.
Af lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår, at
det forudsættes, at persondatalovens regler om behandling af
oplysninger m.v. finder anvendelse, i det omfang forslaget ikke
udgør særregulering heraf. Det fremgår endvidere
af bemærkningerne til § 11 a, stk. 1, at bestemmelsen i
det omfang den anvendes til at forlange oplysninger fra andre
sociale myndigheder, fraviger reglerne i persondatalovens § 8,
stk. 3.
I det omfang retssikkerhedsloven giver en bedre retsstilling
ved at stille krav om samtykke eller giver en tilsigtet
dårligere retsstilling, er det således disse regler,
der finder anvendelse ved indhentelse af personoplysninger.
Ved øvrig behandling af personoplysninger samt ved
indhentelse af oplysninger, der ikke er omfattet af
ovennævnte regler i retssikkerhedloven, finder
persondatalovens behandlingsregler anvendelse.
3.4.6.3. Den foreslåede ordning
Hurtig igangsættelse
Det foreslås at gøre det muligt at
gennemføre den børnefaglige undersøgelse uden
samtykke fra forældrene. Det foreslås, at den
børnefaglige undersøgelse i stedet for "så vidt
muligt skal gennemføres i samarbejde med forældrene og
den unge, der er fyldt 15 år". Inddragelse af og samarbejde
med forældrene er, jf. de særlige bemærkninger
til forslaget, fortsat udgangspunktet for kommunens udarbejdelse af
undersøgelsen. Forslaget er en del af regeringens
afbureaukratiseringsplan, jf. herom i afsnit 2.
Det forudsættes, at kommunen iagttager
retssikkerhedslovens kapitel 3 a, når der indhentes
oplysninger til brug for undersøgelsen efter § 50. Det
forudsættes ligeledes, at persondataloven iagttages i det
omfang, der i øvrigt sker behandling af personoplysninger,
og i omfang indhentelsen af oplysninger ikke er omfattet af de
nævnte regler i retssikkerhedslovens kapitel 3 a.
Det bemærkes, at persondatalovens øvrige regler
om blandt andet den registreredes rettigheder, den dataansvarliges
anmeldelsespligt og behandlingssikkerhed vil finde anvendelse i
forhold til behandlingen af personoplysninger, herunder indhentelse
af oplysninger i medfør af retssikkerhedsloven, i det
omfang, det er relevant.
Omfang og indhold
Det foreslås at præcisere, at undersøgelsen
skal gennemføres så skånsomt som muligt og ikke
skal være mere omfattende, end formålet tilsiger. Det
vil primært ske ved at flytte teksten herom fra stk. 5 til
stk. 1 i § 50. I forlængelse heraf foreslås det,
at der indsættes en ny bestemmelse, der præciserer, at
de seks forhold, som undersøgelsen skal indeholde, kun skal
undersøges nærmere i det omfang, det vurderes relevant
for det enkelte barn. Punkterne indgår i undersøgelsen
med mindre konkrete forhold betyder, at disse ikke er relevante.
Forslaget er delvist en del af regeringens
afbureaukratiseringsplan, jf. herom i afsnit 2.
Undersøgelse af flere børn i samme familie
Det foreslås, at kommunerne gives mulighed for at
udarbejde én samlet undersøgelse for børn i
samme familie, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det er
hensigtsmæssigt. Undersøgelsen skal tage højde
for individuelle forskelle mellem børnene. Muligheden for at
lave en selvstændig undersøgelse for hvert barn
bevares, og kommunerne gives med lovforslaget frihed til selv at
vælge fremgangsmåde i de konkrete sager. Forslaget er
en del af regeringens afbureaukratiseringsplan, jf. herom i afsnit
2.
Regulering af samvær
Det foreslås at give kommunerne mulighed for at regulere
samværet under en børnefagligundersøgelse efter
§ 50 af et barn eller en ung uden for hjemmet, jf. § 51,
efter principperne i § 71, hvorefter samværet under en
anbringelse kan reguleres. Formålet er at sikre, at
undersøgelsen kan foregå under rolige og stabile
rammer, så den kan gavne barnet eller den unge bedst
muligt.
Samtidig foreslås en ændring af
forældreansvarslovens § 24, således at
statsforvaltningen og retten ikke længere har kompetence til
at regulere samvær og anden kontakt under børnefaglige
undersøgelser af børn og unge efter servicelovens
§ 51. Formålet med dette forslag er at undgå, at
der i disse situationer etableres en parallelkompetence til at
træffe afgørelse om samvær og anden
kontakt.
Behandling af et barn eller en unge uden samtykke
Det indføres hjemmel til, at kommunen kan
iværksætte behandling af barnets eller den unges
problemer efter § 52, stk. 3, nr.3, uden forældrenes
samtykke, hvis der er behov herfor.
3.4.7. Indstilling til børn og unge-udvalget
Forslaget omhandler børne- og unge udvalgets
indstilling om anbringelse uden for hjemmet.
3.4.7.1. Gældende ret
En indstilling til børn og unge-udvalget om en
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (jf. § 58) skal
efter § 59 i serviceloven indeholde en redegørelse
for
1) grundlaget for at betingelserne i § 58 anses for
opfyldt,
2) de foranstaltninger efter § 52 stk. 3, der har
været iværksat eller har været tilbudt familien,
og grundene til at foranstaltninger af denne karakter nu må
anses for at være utilstrækkelige eller
uanvendelige,
3) de forhold i familien og hos barnet eller den unge eller i
dennes omgivelser, som under barnets eller den unges anbringelse
uden for hjemmet kan bidrage til at klare vanskelighederne,
4) den handleplan for anbringelsen, jf. § 140, herunder
den støtte og de initiativer, som er påtænkt for
barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen i
hjemmet og i tiden derefter, og
5) barnets eller den unges holdning til den
påtænkte foranstaltning
3.4.7.2 Overvejelser bag forslaget
Den hidtidige formulering af § 59, stk. 1, nr. 2, kan
give anledning til tvivl om, hvorvidt der er krav om, at der skal
have været iværksat andre og mindre indgribende former
for foranstaltninger forud for indstillingen om en anbringelse uden
samtykke. Hvis der i en sag er grundlag for en tvangsanbringelse,
skal denne iværksættes, selvom der ikke tidligere har
været iværksat foranstaltninger over for barnet eller
familien. På denne måde beskyttes barnet bedst
muligt.
3.4.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at forenkle kravene til indstillingen til
børn og unge-udvalget, så kravet, om at indstillingen
skal indeholde en redegørelse for de foranstaltninger, der
hidtil har været iværksat, og som nu anses for at
være utilstrækkelige eller uanvendelige (jf. den
nuværende § 59, nr. 2), udgår. Desuden
foreslås det, at den socialfaglige undersøgelse skal
vedlægges indstillingen, ligesom det foreslås, at der i
højere grad i lovteksten henvises til kravene til den
børnefaglige undersøgelse, hvor mange af de
nødvendige oplysninger i forvejen vil være
tilvejebragt. Forslaget er en del af regeringens
afbureaukratiseringsplan, og har til formål at skabe
større fleksibilitet i kommunernes opgaveløsning, jf.
afsnit 2.
3.4.8. Standarder for sagsbehandlingen
3.4.8.1. Gældende ret
Kommunerne skal efter § 138 udarbejde standarder for
sagsbehandling på området, f.eks. for
sagsbehandlingstider. Fra 2010 skal den enkelte kommune også
udarbejde kvalitetskontrakter med mål for kommunens
service.
3.4.8.2. Overvejelser bag forslaget
De forskellige krav om udarbejdelse af sammenhængende
børnepolitikker, sagsbehandlingsstandarder og
kvalitetskontrakter kan føre til dobbeltarbejde og tage tid
fra arbejdet med borgerne.
3.4.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at fjerne kravet om, at kommunerne skal
udarbejde sagsbehandlingsstandarder på området for
udsatte børn og unge, hvilket skal ses i lyset af det
kommende krav om, at den enkelte kommune også skal udarbejde
kvalitetskontrakter med mål for kommunens service.
Formålet er at give kommunerne større fleksibilitet i
tilrettelæggelse af indsatsen.
3.4.9. Ophæve krav om en tværfaglig gruppe
3.4.9.1. Gældende ret
I dag er kommunerne efter § 49 forpligtigede til at
oprette en tværfaglig gruppe på børne- og
ungeområdet.
3.4.9.2. Overvejelser bag forslaget
Det er vigtigt, at indsatsen over for børn og unge er
baseret på tværfaglighed, hvor pædagoger,
lærere, læger og andre faggrupper inddrages. Dette
understreges også i lovgivningen. Kommunerne har pligt til at
samarbejde tværfagligt, men det skal være op til
kommunerne selv at afgøre, hvordan det tværfaglige
samarbejde tilrettelægges. Samarbejdet kan
tilrettelægges på mange forskellige måder,
herunder f.eks. via faste mødestrukturer, placering af
socialrådgivere på skolerne osv., og det bør
derfor ikke reguleres centralt.
3.4.9.3. Den foreslåede ordning
Kravet om, at kommunerne skal nedsætte en
tværfaglige gruppe på børneområdet
fjernes. Formålet er at give kommunerne større
fleksibilitet i tilrettelæggelse af indsatsen. Forslaget er
en del af regeringens afbureaukratiseringsplan, jf. herom i afsnit
2.
3.4.10. Målrettet brug af børnefaglige
undersøgelser ved børn med handicap
3.4.10.1. Gældende ret
Efter gældende ret kan der gives aflastning til
børn og unge med særligt behov for støtte efter
§ 52, stk. 3, nr. 5, herunder til børn og unge med
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Aflastning efter denne
bestemmelse forudsætter, at der er gennemført en
børnefaglig undersøgelse efter § 50, lige som
der skal udarbejdes en handleplan for barnet eller den unge efter
§ 140.
Aflastning kan derudover ydes til voksne efter § 84, stk.
1.
3.4.10.2. Overvejelser bag forslaget
Regeringens kortlægning af tidsforbruget i den
offentlige sektor har vist, at kommunerne ønsker
større fleksibilitet i forhold til at give de rette tilbud
om støtte. Børn og unge med handicap, der bevilges
aflastningsophold, har meget forskellige forudsætninger og
behov. Derfor skal sagsbehandlerne have mulighed for at tilpasse
sagsbehandlingen til det enkelte barn, og ikke være bundet af
centrale krav til sagsbehandlingen.
3.4.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at aflastning til familier med børn
og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, også
kan ydes efter § 84, stk. 1. Aflastningen forudsætter
ikke en børnefaglig undersøgelse og udarbejdelse af
handleplan. Da § 84, stk. 1, ikke er en del af reglerne om
støtte til børn og unge med særligt behov for
støtte, forudsætter aflastning til børn og unge
efter denne bestemmelse dog, at det er familien, der har behov for
aflastning.
3.4.11. Børn og unge-udvalgets
sammensætning
3.4.11.1. Gældende ret
Efter retssikkerhedslovens § 18, skal kommunalbestyrelsen
nedsætte et børn og unge-udvalg, der træffer
visse afgørelser i sager vedrørende børn og
unge, jf. § 74 i lov om social service. Børn og
unge-udvalget træffer blandt andet afgørelse om
gennemførsel af en tvangsmæssig undersøgelse af
barnet eller den unge uden for hjemmet, jf. § 51,
tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet, jf. § 58, og
opretholdelse af en anbringelse, jf. § 62.
Efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 1 skal de kommunale
børn og unge-udvalg bestå af 3 medlemmer, der
vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,
byretsdommeren i retskredsen og en pædagogisk psykologisk
sagkyndig, der udpeges af statsforvaltningen.
3.4.11.2. Overvejelser bag forslaget
Et af de overordnede formål med reformen er at sikre en
større børnesagkyndig ekspertise i sager om
særlig støtte til børn og unge. Børn og
unge-udvalget består i dag af 3 lægmænd
(kommunalbestyrelsesmedlemmer), en juridisk sagkyndig (en
byretsdommer) og 1 børnesagkyndig (den
pædagogisk-psykologisk sagkyndige). Børn og
unge-udvalgene træffer nogle af de mest indgribende
afgørelser over for børn, unge og deres familier, og
der er derfor behov for at sikre, at den fornødne ekspertise
er til stede i udvalget, så at det sikres, at de
afgørelser, som udvalget træffer, i fornødent
omfang tager hensyn til barnets bedste i overensstemmelse med
formålet med at yde særlig støtte til
børn og unge. .
3.4.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at øge antallet af
børnesagkyndige i udvalget, fra 1 til 2 medlemmer. Det
vurderes dog ikke hensigtsmæssigt at udvalget udvides til 6
medlemmer, under hensyntagen til mulighederne for at
planlægge og afholde møder i udvalget, med det
beslutningsdygtige antal medlemmer til stede.
Det vurderes stadig hensigtsmæssigt, at der er
lægmænd i udvalget. Det foreslås derfor, at der
fremover skal være 2 kommunalbestyrelsesmedlemmer i
udvalget.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
De samlede offentlige udgifter til forslaget forventes at
blive 173,7 mio. kr. i 2010, 225,9 mio. kr. i 2011, 212,1 mio. k. i
2012 og 206,1 mio. kr. i 2013. Heraf udgør udgifterne til
staten 173,7 mio. kr. i 2010, 70,1 mio. kr. i 2011, 44,4 mio. kr.
2012 og 32,6 mio. kr. i 2013. Af det samlede beløb
udgør merudgifterne for kommunerne 155,8 mio. kr. i 2011,
167,7 mio. kr. i 2012 og 173,5 mio. kr. i 2013.
Merudgiften er til kompensation for kommunernes udgifter i
forbindelse med lovforslagets hovedpunkter: Nærhed og omsorg,
børn og unges klagerettigheder samt tidlig indsats og
kvalitet i indsatsen. Merudgiften er desuden til de sociale
nævn, Ankestyrelsen samt øvrige statslige
initiativer.
| | | | |
| 2010 | 2011 | 2012 | 2013 |
Staten i alt | 173,7 | 70,1 | 44,4 | 32,6 |
Heraf
AST | | 7,8 | 7,8 | 7,8 |
Heraf de sociale
nævn | | 5,6 | 5,6 | 5,6 |
Øvrige
statslige initiativer | 173,7 | 56,7 | 31,0 | 19,2 |
Kommuner | 0 | 155,8 | 167,7 | 173,5 |
Lovforslaget i
alt | 173,7 | 225,9 | 212,1 | 206,1 |
| | | | |
Ved satspuljeaftalen for 2010 er der afsat en ramme på i
alt 240,1 mio. kr. i 2010, 257,5 mio. kr. i 2011, 218,0 mio. kr. i
2012 og 212,0 mio. kr. i 2013 til gennemførelse af alle dele
af Barnets Reform. En del af midlerne anvendes til centrale
initiativer, som ikke relaterer sig til lovforslaget. Lovforslagets
økonomiske konsekvenser skal forhandles med kommunerne.
Eventuelt uforbrugte midler forudsættes tilbageført
til satspuljen.
De dele af lovforslaget, som omfatter
afbureaukratiseringsforslag, skønnes at frigøre 41,4
mio. kr. årligt fra og med 2011 i kommunerne ved at give
mulighed for at lette administrative opgaver for kommunen.
Forslagene til afbureaukratisering indgår som et element i
regeringens opfyldelse af flerårsaftalen fra 2008 med KL om
frigørelse af ressourcer til borgernær service i
kommunerne i 2009-2013. Drøftelserne med KL om
udmøntning af flerårsaftalen vil ske i forbindelse med
de årlige drøftelser om kommunernes
økonomi.
Finansministeren vil i forlængelse af de årlige
drøftelser med KL om kommunernes økonomi
fremlægge et bloktilskudsaktstykke, hvori der søges om
bemyndigelse til at kunne fravige § 14, stk. 2, i lov nr. 499
af 7. juni 2006 om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner med senere ændringer, så kommunernes
statstilskud ikke nedsættes med de kommunale mindreudgifter,
som følger af lovforslaget. Dette skal ses i
sammenhæng med formålet med de dele af lovforslaget,
som omfatter afbureaukratiseringsforslag, nemlig at give kommunerne
større frihed og frigøre ressourcer til
borgernær service.
Det omfatter også, at frigjorte midler, der er
finansieret af satspuljen, og som frigøres ved lovforslaget,
samtidig ikke tilbageføres til satspuljen.
Ovenstående skal ses i sammenhæng med
formålet med lovforslagets forslag til afbureaukratisering,
nemlig at give kommunerne større frihed og frigøre
ressourcer til borgernær service.
Der er udarbejdet en VAKKS-undersøgelse af
lovforslagets administrative og selvstyremæssige konsekvenser
for kommunerne.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
I forhold til lovforslagets §§ 49a og 153, hvori der
undtages fra de gældende regler om behandling af oplysninger
om rent private forhold (jf. herom i afsnit 3.3), skal
påpeges, at det af databeskyttelsesdirektivets (direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995) artikel 8, stk. 1, følger, at
behandling af oplysninger om bl.a. helbredsforhold som udgangspunkt
skal forbydes af medlemsstaterne. Artikel 8, stk. 2, opregner en
række undtagelser hertil, herunder hvis den
pågældende udtrykkeligt har givet sit samtykke, eller
hvis behandlingen er nødvendig for at beskytte den
pågældendes eller andres vitale interesser.
Efter artikel 8, stk. 4, kan medlemsstaterne - med forbehold
for, at der gives tilstrækkelige garantier - af grunde, der
vedrører hensynet til vigtige samfundsmæssige
interesser, fastsætte andre undtagelser end dem, der er
nævnt i stk. 2, enten ved national lovgivning eller ved en
afgørelse truffet af tilsynsmyndigheden. Sådanne
undtagelser skal meddeles til Kommissionen, jf. artikel 8, stk.
6.
Der er ikke i artikel 8 fastsat materielle
behandlingskriterier om væsentlige sociale problemer. Det
spørgsmål må derfor antages at skulle vurderes
ud fra direktivets artikel 7. Artikel 7 fastsætter, at
behandling af personoplysninger kan finde sted, hvis behandlingen
er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i
samfundets interesse eller henhørende under offentlig
myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en
tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået
pålagt. Endvidere kan behandling af personoplysninger finde
sted, hvis behandlingen er nødvendig for, at den
registeransvarlige eller den tredjemand eller de tredjemænd,
til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en legitim
interesse. Det gælder medmindre den registreredes interesser
eller de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der
skal beskyttes i henhold til direktivet, går forud
herfor.
Medlemsstaterne har uafhængigt af de generelle regler i
direktivet mulighed for at fastsætte særlige
betingelser for databehandling på specifikke områder,
jf. direktivets artikel 5 og præambelbetragtning 22.
Det er Socialministeriets opfattelse, at lovforslagets
§§ 49a og 153 ligger inden for rammerne af
databeskyttelsesdirektivet. Det vurderes i den forbindelse, at det
snævre formål med udveksling af oplysninger om rent
private forhold i forbindelse med det tidlige og forebyggende
tværfaglige samarbejde og underretningspligten samt den
strafbelagte tavshedspligt for de myndigheder, der er omfattet af
forslaget, jf. straffelovens § 152, må antages at
udgøre tilstrækkelige specifikke garantier i
databeskyttelsesdirektivets forstand.
Socialministeriet vil i givet fald i overensstemmelse med
direktivets artikel 8, stk. 6, underrette Kommissionen om den
gennemførte regulering på området.
Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige
aspekter.
9. Høring
Lovforslaget har været sendt i høring hos:
3F - Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet,
Ankestyrelsen, Børn og Familier, Børne og
kulturchefforeningen, Børns Vilkår,
Børnerådet, Det centrale handicapråd, Center for
ligebehandling af handicappede, Børnesagens
Fællesråd, Dansk Erhverv, Danske
handicaporganisationer, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (v/ formand Hanne
Børner), Dansk Industri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Psykologforening, Danske
Regioner, Dansk Sygeplejeråd, Den Danske Dommerforening,
Børn og Familier, Familiestyrelsen, FOA - Fag og Arbejde,
BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Fabu, Forening for
ledere af sundhedsordninger for børn og unge, Fagligt
selskab for sundhedsplejersker, Foreningen af Danske
Døgninstitutioner, Foreningen af Socialchefer i Danmark,
Foreningen af statsforvaltningsjurister,
ForældreLANDSforeningen (FBU), HK/kommunal, Institut for
Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Kristelig
Fagbevægelse, Kristelig Forening til Bistand for Børn
og Unge, Landsforeningen Bopam, Landsforeningen af Aktive
Bedsteforældre, Landsforeningen af Kvindekrisecentre,
Landsforeningen af Opholdssteder, og Skole- og Behandlingstilbud,
Landsforeningen af Socialpædagoger, Landsforeningen af
ungdomsskoleledere, Lægeforeningen, Danmarks
Lærerforening, Lærernes Centralorganisation,
Plejefamiliernes Landsforening, Red Barnet, Rigsadvokaten,
Rådet for Socialt Udsatte, Socialpædagogernes
Landsforbund, Statsforvaltningerne, Sundhedsstyrelsen, TABUKA,
Ungdommens Vel, Ungdomsringen, Kriminalforsorgen.
| | |
10. Sammenfattende skema |
| Positive konsekvenser /
mindreudgifter | Negative konsekvenser / merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Lovforslaget frigør 41,4 mio. kr. i
2011 og frem. | 173,7 mio. kr. i 2010, 225,9 mio. kr. i
2011, 212,1 mio. k. i 2012 og 206,1 mio. kr. i 2013. |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Jævnfør ovenstående vil
lovforslaget medføre administrative lettelser for
kommunerne. | 55,2 mio. kr. i 2011, 55,3 mio. kr. i 2012
og 55,4 mio. kr. i 2013. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | I forhold til lovforslagets §§
49a og 153, hvori der undtages fra de gældende regler om
behandling af oplysninger om rent private forhold, skal det
påpeges, at forhold vedrørende behandling af
oplysninger om bl.a. helbredsforhold er reguleret
af databeskyttelsesdirektivets (direktiv 95/46/EF af 24.
oktober 1995) artikel 8, stk. 1. Det er Socialministeriets
opfattelse, at lovforslagets §§ 49a og 153 ligger inden
for rammerne af databeskyttelsesdirektivet. Lovforslaget indeholder ikke øvrige
EU-retlige aspekter. |
| | |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med forslaget flyttes foranstaltningen "konsulentbistand" fra
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1 til lovens § 11 som nyt
stk. 3. Baggrunden er, at konsulentbistand skal kunne gives
uafhængigt af, om der har været foretaget en
børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50.
Formålet hermed er at give kommunerne større
fleksibilitet i forhold til tildeling af støtte til
børn og unge, som har behov herfor. Der henvises i
øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger
afsnit 3.4.1.
Konsulentbistand kan ifølge forslaget ydes til
forældre og børn og unge, som har behov for et
længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end
hvad der kan ydes som rådgivning efter § 11, stk. 1 og
2. Rådgivningen kan således i højere grad
målrettes de konkrete problemer, der søges om
hjælp til, og der kan ydes støtte over en
længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Der kan
f.eks. være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer,
sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet.
Konsulentbistand efter forslaget forudsætter stadig, at
ydelsen er af væsentlig betydning for et barns eller en ung
særlige behov for støtte. Konsulentbistanden kan
dermed tilbydes i det tilfælde, hvor det må antages, at
bistanden er relevant i forhold til at løse konkrete,
afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et
særligt støttebehov hos barnet eller den unge.
Konsulentbistand rækker således ud over det, den
almindelige familieorienterede rådgivning kan give, men
retter sig ikke i udgangspunktet mod problemer, der er så
store, at der er behov for særlige foranstaltninger efter
servicelovens kapitel 11. Hvis de problemer, som forældrene,
barnet eller den unge beskriver, er af en sådan karakter, at
der er anledning til bekymring for barnets eller den unges
udvikling, er myndighederne forpligtigede til at gribe ind, og de
almindelige regler efter servicelovens kapitel 11 gælder
således i disse tilfælde.
Der træffes efter forslaget ikke afgørelse om
konsulentbistand efter den foreslåede § 11, stk. 3, og
dermed er der heller ikke adgang til at klage over tilbuddet.
Konsulentbistand forudsætter heller ikke en
børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 eller
udarbejdelse af en handleplan efter lovens § 140.
Det skal dog bemærkes, at konsulentbistand efter
forslaget vil kunne ydes som opfølgning på en
børnefaglig undersøgelse, selv om
undersøgelsen viser, at der ikke er grundlag for at
iværksætte særlig støtte efter §
52.
Det præciseres endvidere, at det er muligt at give
rådgivning om familieplanlægning efter lovens §
11, stk. 3. Der er for denne del alene tale om en præcisering
af gældende ret. Formålet med præciseringen er at
signalere, at rådgivning om familieplanlægning kan
være en relevant del af rådgiverens eller
sagsbehandlerens rolle. Det kan f.eks. være aktuelt i
forbindelse med eventuel anden rådgivning af enlige og
sårbare unge mødre eller i de tilfælde, hvor
familiens/den enlige forælders situation er af en sådan
karakter, at familien/den enlige forælder med fordel kunne
overveje at vente med at få endnu et barn til familien eller
den enlige forælder har tilstrækkeligt overskud til at
kunne tage tilstrækkeligt vare på barnet. Da der i
disse tilfælde således kan være en risiko for, at
et nyt barn også vil skulle anbringes uden for hjemmet, kan
det være nødvendigt at gå i dialog med familien
om, hvordan dette kan undgås. Der er altså tale om
rådgivning til personer, som i forvejen har et barn, der har
behov for særlig støtte, eller hvor der på anden
vis er formodning om, at et yderligere barn vil betyde, at et
kommende barn eller det eller de eksisterende børn ikke vil
få tilstrækkelig omsorg. Formålet er at forebygge
risikoen for, at en familie får flere børn, som
efterfølgende kan komme i fare for også at blive
anbragt.
Hvis der i forbindelse med rådgivning om
familieplanlægning også gives konkret rådgivning
om prævention, bør der lægges vægt
på at hjælpe med at vælge en
præventionsform, som passer til kvindens præferencer og
livsstil. Der er alene tale om rådgivning og dialog om
muligheden for prævention generelt. Specifik rådgivning
om valg af konkrete præventionsformer, herunder også
helbredsundersøgelse, vejledning i anvendelse af
præventionsmidlet og udskrivning af recepter foretages
fortsat af sundhedspersonale som f.eks. den praktiserende
læge.
Der vil i overensstemmelse med gældende ret kunne ydes
støtte til udgifter, som følger af vejledning
vedrørende barnet eller den unge, forældrene får
som led i konsulentbistanden efter dette forslag. Der henvises
vedrørende den økonomiske støtte til
lovforslagets § 1, nr. 28 og bemærkningerne til.
Det skal understreges, at der kun er tale om rådgivning
og dialog med familien eller den enlige mor, og at det
således forudsættes, at den pågældende
familie eller enlige forælder er indforstået
hermed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.1.
Til nr. 2
Efter gældende ret, jf. lovens § 14, stk. 1, jf.
stk. 2, skal alle anbringelsessteder undtagen
netværksplejefamilier være registreret i
Tilbudsportalen som betingelse for, at kommunalbestyrelserne kan
anvende dem til konkrete anbringelser. Efter gældende ret,
jf. lovens § 142, er det kun netværksplejefamilier, der
kan være konkret godkendte. Alle andre anbringelsessteder
skal være generelt godkendte.
Med lovforslagets § 1, nr. 67, foreslås det, at
plejefamilier og kommunale plejefamilier fremover skal kunne
godkendes enten som konkret egnede til et eller flere bestemte
børn eller unge eller som generelt egnede som efter
gældende regler. Egne værelser m.v. skal ifølge
lovforslagets § 1, nr. 69 fremover kun kunne godkendes som
konkret egnede. Som konsekvens heraf foreslås det at
præcisere i lovens § 14, stk. 1, at det stadig kun er
anbringelsessteder, der er godkendt som generelt egnede, der skal
registreres på Tilbudsportalen, og at konkret godkendte
plejefamilier, konkret godkendte kommunale plejefamilier samt egne
værelser m.v. således ikke skal registreres på
portalen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.4.
Til nr. 3
Efter gældende ret kan der gives aflastning til
børn og unge med særligt behov for støtte efter
lovens § 52, stk. 3, nr. 5, herunder til børn og unge
med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Aflastning efter
denne bestemmelse forudsætter, at der er gennemført en
børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50, lige
som der skal udarbejdes en handleplan for barnet eller den unge
efter lovens § 140.
Aflastning og afløsning kan derudover ydes efter lovens
§ 84, stk. 1. Det følger allerede af gældende
ret, at aflastning og afløsning efter § 84, stk. 1,
også kan ydes til forældre, der passer et barn eller en
ung under 18 år med funktionsnedsættelse i hjemmet, men
da dette ikke fremgår med tilstrækkelig tydelighed af
lovteksten, foreslås det, at præcisere dette ved at
skrive § 84, stk. 1, ind i den gældende § 44.
Forslaget er et led i regeringens afbureaukratiseringsplan.
Forenklingen ligger i, at aflastningen i disse tilfælde ikke
forudsætter børnefaglig undersøgelse og
udarbejdelse af handleplan.
Da § 84, stk. 1, ikke er en del af reglerne om
støtte til børn og unge med særligt behov for
støtte, forudsætter aflastning til børn og unge
efter denne bestemmelse dog, at det er familien, der har behov for
aflastning. Hvis behovet for aflastning skyldes barnets
særlige behov for støtte, vil aflastningsordningen
fortsat skulle etableres med hjemmel i lovens § 52, stk. 3,
nr. 5, på baggrund af en forudgående børnefaglig
undersøgelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.10.
Til nr. 4
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 5
Forslaget til en ny formulering af formålsbestemmelse i
lovens § 46 har til formål at præcisere
bestemmelsens indhold. Der er tale om en delvis
videreførelse af indholdet i den gældende
formålsbestemmelse, jf. § 46. Dog er der som noget nyt
formuleret fem konkrete formål i stk.1, som støtten
skal sigte mod. De fem formål går i høj grad
igen i de 6 punkter, som skal undersøges i forbindelse med
den børnefaglige undersøgelse efter lovens §
50.
Det præciseres i stk. 1, nr. 1, at barnet eller den unge
så vidt muligt skal sikres kontinuitet i opvæksten og
vokse op i et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og
stabile omsorgsrelationer. Det skal så vidt muligt sikres, at
barnet eller den unge indgår i en sammenhæng, hvor der
kan skabes stabil og god voksenkontakt med så få brudte
anbringelsesforløb som muligt. Det er i den forbindelse
centralt, at de familiemæssige relationer understøttes
under hensyn til, hvad der er barnets bedste, og at barnet eller
den unge så vidt muligt bevarer et stabilt netværk i et
eventuelt anbringelsesforløb.
Det følger af stk. 1, nr. 2, at støtten til det
enkelte barn eller unge skal tilrettelægges, så der
tages højde for, at barnets eller den unges mulighed for
personlig udvikling og opbygning af sociale relationer sikres. Det
understreges dermed, at barnet eller den unge kan have behov for
hjælp til at udvikle personlige og sociale kompetencer,
f.eks. ved at få støtte til at opretholde venskaber og
indgå i forskellige sociale netværk, fritidsaktiviteter
mv.
Støtten skal efter stk. 1, nr. 3, tilrettelægges,
så den understøtter barnets eller den unges skolegang
og integration i uddannelsessystemet. I forlængelse af nr. 2
skal støtten altså også omfatte hensynet til
udviklingen af barnets eller den unges faglige kompetencer,
så barnet eller den unge så vidt muligt kan få en
uddannelse og senere hen et arbejde. Det er med udgangspunkt heri
vigtigt, at indsatsen fokuserer på, hvordan barnet eller den
unge kan få en 'god skolegang'. Med 'understøtte'
menes således at sikre, at barnet eller den unges
skolefremmøde er stabilt, sikre lektiehjælp og
generelt hjælpe barnet eller den unge til en god skolegang
både socialt og fagligt. Endvidere er det vigtigt at
undgå, at barnet - f.eks. pga. af nyt anbringelsessted eller
lignende - har lange perioder, hvor det af forskellige
årsager ikke går i skole.
Støtten skal efter stk. 1, nr. 4, fremme barnets eller
den unges sundhed og trivsel. Det er afgørende, at der i
støtten til udsatte børn og unge tages højde
for, at der kan være et særligt behov for at fremme
barnets psykiske og fysiske sundhed og trivsel, f.eks. i form af
helbredstjek, vejledning om kost og motion samt forebyggelse af
overdreven brug af rusmidler mv.
Støtten skal efter stk. 1, nr. 5, sigte mod at
forberede barnet eller den unge til et selvstændigt
voksenliv. Bestemmelsen knytter sig til servicelovens tilbud til
unge over 18 år, jf. lovens § 76, som foreslås
ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 60-63, og det
understreges, at kommunalbestyrelsen skal anlægge et
helhedsperspektiv i forhold til den unges tilværelse og
udvikling i indsatsen over for det enkelte barn eller den
unge.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger i afsnit 3.1.1
Stk. 2 og 3 er en videreførelse af indholdet i den
gældende § 46, dog med en redaktionel sammenskrivning af
bestemmelsen. Det angives heri, hvilke principper der skal
lægges til grund for tilrettelæggelsen af
støtten, herunder at støtten skal ydes tidligt og
helhedsorienteret. Støtten skal således
iværksættes så tidligt som muligt og i forhold
til barnets samlede problemstillinger, så det i videst muligt
omfang forebygger, at problemerne vokser sig store. Der er ingen
materielle ændringer i indholdet i forhold til den
gældende § 46.
Til nr. 6
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 28,
som betyder, at der også skal gennemføres en
børnesamtale efter lovens § 48, inden der træffes
afgørelse om økonomiske tilskud efter den
foreslåede § 52 a.
Til nr. 7
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 39.
Til nr. 8
Efter gældende ret, jf. lovens § 49, skal
kommunalbestyrelsen oprette en tværfaglig gruppe, der skal
sikre, at støtte til børn og unge ydes tidligt og
sammenhængende med inddragelse af faglig viden.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det, at kravet om oprettelse af tværfaglige grupper
ophæves. Det tværfaglige samarbejde omkring indsatsen
over for udsatte børn og unge er dog af væsentlig
betydning for kvaliteten af indsatsen og den enkelte
kommunalbestyrelse har derfor stadig en forpligtelse til at sikre,
at der arbejdes tværfagligt og helhedsorienteret, hvilket
bl.a. kommer til udtryk i lovens § 19 og i forslaget til ny
formålsbestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 3. Med
forslaget vil det dog være op til den enkelte
kommunalbestyrelse at vurdere, hvordan det tværfaglige
samarbejde bedst organiseres.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.9.
Til nr. 9
Med forslaget til en ny § 49 a er der tale om en ny
hjemmel til udveksling af oplysninger om rent private forhold i
forbindelse med det tidlige eller forebyggende samarbejde på
børn og unge-området. Ændringen skal styrke
arbejdet med at forebygge, at børn og unge får behov
for særlig støtte, samt at der for de børn og
unge, som alligevel får et behov herfor,
iværksættes støtte så tidligt som muligt,
så det i så videst muligt omfang forebygges, at
problemerne vokser sig store. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 3.3.1.
Hjemlen til at udveksle oplysninger om rent private forhold
skal være med til at understøtte og kvalificere
fagpersoners tidlige eller forebyggende samarbejde over for
konkrete børn og unge med behov for særlige
støtte. Formålet er at give udsatte børn og
unge en så tidlig og kvalificeret støtte som muligt,
så deres problemer ikke vokser sig store og vanskeligt
håndterbare.
Efter stk. 1 kan skole, skolefritidsordning, sundhedspleje,
dagtilbud, fritidshjem efter § 52 i dagtilbudsloven samt
myndigheder, der løser opgaver inden for området for
udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om
konkrete børns og unges rent private forhold (personlige og
familiemæssige omstændigheder), hvis udvekslingen
må anses for nødvendig, som led i det tidlige
forebyggende samarbejde (Skole-, Sundhedspleje og Dagtilbuds-
samarbejdet).
Udvekslingen af oplysninger kan kun ske mellem de myndigheder,
der er nævnt i forslaget til § 49 a, stk. 1 og 3, dvs.
de myndigheder, institutioner og fagpersoner, der agerer på
den kommunale myndigheds vegne inden for et bestemt
myndighedsområde. Det drejer sig om myndigheder, der
løser opgaver inden for området for udsatte
børn og unge (eksempelvis socialforvaltningen eller
børne- og ungdomsforvaltningen, herunder Pædagogisk,
Psykologisk Rådgivning (PPR), som er en del af forvaltningen
på børne- og ungeområdet), og det kommunale
sundhedsvæsen (sundhedsplejersker og kommunalt ansatte
læger, der udfører opgaver i den kommunale
sundhedstjeneste). Endvidere drejer det sig om dagtilbud, eller
skoler samt selvejende eller private institutioner eller friskoler,
som løser opgaver for de myndigheder, der er nævnt i
bestemmelsens stk. 1).
Betingelsen for, at der kan udveksles oplysninger om rent
private forhold er, at det sker som led i kommunens tidlige eller
forebyggende samarbejde på børn og unge-området.
Samarbejdet har til formål at styrke sammenhæng og
helhed i tilbuddene til de svagest stillede børn og unge og
sikre, at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til
lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden
sagkundskab, jf. nærmere herom i bl.a. § 14 i
"Bekendtgørelse om forebyggende sundhedsordninger for
børn og unge nr. 1183 af 28. november 2006" samt § 19 i
serviceloven. Der er som følge af dette lovforslags
ophævelse af § 49 ikke krav i serviceloven om, at
kommunerne opretter tværfaglige grupper til at sikre den
tidlige indsats, jf. bemærkningerne til nr. 68, og det er
således op til den enkelte kommunalbestyrelse at
fastlægge rammerne for det tværfaglige
samarbejde.
§ 49 a tænkes anvendt i tilfælde, hvor en
fagperson i sit daglige arbejde med et barn eller en ung bliver
bekymret for et konkret barns eller den unges trivsel, udvikling
eller sundhed, og som i den sammenhæng har behov for at
drøfte bekymringen med en eller flere relevante fagpersoner
for nærmere at afklare problemets omfang. Drøftelsen
har til formål at afklare, hvorvidt den konkrete bekymring
skal give anledning til et særligt tiltag overfor barnet
eller den unge. Denne indledende drøftelse har således
til formål så vidt muligt at afdække problemets
karakter og kan på baggrund af drøftelsernes
konklusioner føre til en række forskellige
beslutninger. Den indledende drøftelse kan for det
første forsøge at afklare, om der er tale om et
alvorligt problem, eller om bekymringen er grundløs. Hvis
det viser sig, at det pågældende barn eller den unge
kan have behov for støtte, kan de pågældende
fagpersoner så vidt muligt vurdere, om barnets eller den
unges vanskeligheder er af en sådan karakter, at det kan
løses i de generelle tilbud som f.eks. skole eller
dagtilbud. Hvis det viser sig, at problemet er af en sådan
karakter, at de implicerede fagpersoner ikke kan vurdere dets
omfang, eller hvis der er grund til at antage, at et barn eller en
ung under 18 år kan have behov for særlig
støtte, som ikke kan løses i de generelle tilbud,
bør der efterfølgende foretages en underretning efter
§ 153 i serviceloven. Jf. nærmere herom i
bemærkningerne til § 153 om underretningspligten i de
almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2. og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 78.
I de tilfælde, hvor en afklarende drøftelse efter
§ 49 a fører til iværksættelse af et tiltag
over for barnet eller den unge, sker dette efter de gældende
regler på området, jf. herom i lovforslagets
almindelige bemærkninger punkt 3.3.1.
§ 49a giver hjemmel til udveksling af oplysninger om rent
private forhold, dvs. bl.a. oplysninger om helbredsmæssige
forhold og væsentlige sociale problemer, jf. persondatalovens
§§ 7-8. Det er alene oplysninger om det konkrete barn
eller unges personlige og familiemæssige forhold, der kan
udveksles mellem de omfattede myndigheder. Personlige og
familiemæssige forhold omfatter i den forbindelse også
de forhold, der er nævnt i servicelovens § 50, stk. 2,
dvs. oplysninger om barnets eller den unges udvikling og
adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold,
fritidsforhold og venskaber og andre relevante forhold. Der kan
udveksles oplysninger om forhold i det konkrete barns og unges
hjem, men kun hvis disse oplysninger er nødvendige i forhold
til indsatsen over for barnet eller den unge.
Der kan kun ske udveksling af oplysninger mellem de i stk. 1
og stk. 3 nævnte myndigheder / institutioner, hvis
udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til det
tidlige forebyggende samarbejde. Der skal således være
tale om børn eller unge, hvis trivsel, udvikling og sundhed,
der er en bekymring for, og som på den baggrund vurderes evt.
at have behov for tidlig forebyggende og helhedsorienteret indsats.
Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold skal være
med til så vidt muligt at hindre, at barnet eller den unges
problemer vokser sig så store og vanskelige at
håndtere, at f.eks. en anbringelse uden for hjemmet kan blive
nødvendig. Bestemmelsen bør kun anvendes i de
tilfælde, hvor der er tale om børn og unge, som
vurderes at være i risiko for senere hen at komme i en udsat
position f.eks. i relation til omsorgssvigt, skolefrafald eller
kriminalitet, og hvor hensynet til barnets tarv taler for, at en
eller flere myndigheder udveksler oplysninger med henblik på
at afklare, hvorvidt bekymringen skal give anledning til en tidlig
indsats, herunder om der kan være behov for en underretning
efter § 153 i serviceloven.
Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold
forudsætter, at den pågældende myndighed eller
institution først har forsøgt selv at vurdere
problemstillingens karakter. Det er i den forbindelse dog vigtigt
at understrege, at den pågældende myndighed netop ikke
altid forventes at kunne afdække problemets karakter.
Problemernes omfang eller karakter kan være vanskelige at
vurdere i begyndelsen og især i barnets tidlige år. Det
er derfor vigtigt, at der i disse sager tages initiativ til en
tværfaglig afklaring af problemets karakter med henblik
på at sikre, at der sker en tidlig eller forebyggende
afklaring af barnets problemer. Formålet med § 49 a er
at understøtte og kvalificere myndighedernes fælles
faglige afklaring af problemerne, herunder om det berørte
barn eller den unge kan have behov for en forebyggende indsats i
det generelle tilbud, eller om der er behov for en egentlig
underretning efter § 153. Heri ligger, at der med ordningen
ikke kan skabes adgang til, at de involverede myndigheder frit kan
videregive enhver oplysning om et konkret barn eller unges forhold.
Der kan således alene udveksles oplysninger, som er
nødvendige for, at de involverede myndigheder kan tage
stilling til, om det pågældende barn eller den unge kan
have brug for støtte.
Der henvises i den forbindelse til lovforslagets § 153 om
underretningspligt for personer, der udøver offentlig
tjeneste eller offentligt erhverv, jf. lovforslagets § 1, nr.
78. Ved en konkret bekymring for et barn eller en ung, skal de
pågældende fagpersoner således overveje 2
løsningsmodeller. Dels skal det overvejes, om der er
grundlag for først at afklare barnets eller den unges
situation nærmere med en eller flere relevante kollegaer i
det tværfaglige samarbejde, førend der tages stilling
til, om der skal foretages underretning eller om barnet eller den
unge skal have støtte i normalsystemet. Det kan f.eks.
være relevant, hvor de pågældende fagpersoner er
i tvivl om, hvad der kan observeres ved barnet eller den unge. Dels
skal de pågældende fagpersoner overveje, om bekymringen
for det pågældende barn eller den unge bør
føre til, at der bliver foretaget en underretning med det
samme, så kommunen involveres i barnets eller den unges
problem så rettidigt som muligt. Dette kan f.eks. være
nødvendigt i tilfælde af bekymringer om vold mod
barnet.
Inddragelse af forældrene
De pågældende myndigheder skal som udgangspunkt
have forsøgt eller have overvejet muligheden for at indhente
samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, før der udveksles de fornødne
oplysninger om et barns eller den unges forhold. Det må dog i
visse tilfælde erkendes, at nogle forældre til udsatte
børn eller unge ikke altid kan overskue myndighedernes behov
for at samarbejde om løsningen af barnets problemer. Det kan
f.eks. skyldes, at forældrene er angste eller
problemfornægtende og måske nærer en dybtliggende
mistillid til offentlige myndigheder. Det kan også skyldes,
at forældrene befinder sig i en misbrugssituation, der
gør dem ude af stand til at varetage barnets tarv, eller at
forældrene har interesse i at skjule, at der kan være
problemer i hjemmet. Om man i disse tilfælde alligevel skal
forsøge at få et samtykke fra forældrene, eller
om oplysningerne blot skal videregives med hjemmel i lovforslagets
§ 49 a, må afgøres i de enkelte tilfælde
på baggrund af myndighedernes kendskab til familien.
De i stk. 1 og 3 nævnte myndigheder kan således
vælge at gøre brug af lovforslagets § 49 a, hvis
de på baggrund af en konkret bekymring for et barn eller den
unges trivsel, udvikling eller sundhed vurderer, at der kan
være behov for støtte, og hvis forældrene som
følge af særlige omstændigheder ikke kan
forventes at ville deltage i samarbejdet. Myndighederne kan
herefter indledningsvist få afklaret, hvilke initiativer der
vil være mest hensigtsmæssige for at hjælpe det
pågældende barn eller den unge ud af problemerne.
Forslaget giver på den måde myndighederne mulighed for
at gennemføre sådanne indledende drøftelser,
uden at et samtykke fra de unge eller deres forældre til
videregivelse af oplysningerne er nødvendigt.
Når en foreløbig drøftelse efter forslaget
til § 49 a har vist, at der er behov for et nærmere
samarbejde mellem myndighederne om løsningen af bestemte
børn og unges problemer for at hindre, at barnets eller den
unges problemer vokser sig større, bør
forældrene og den unge over 15 år som udgangspunkt
inddrages i samarbejdet. Hvis der er tale om en underretning og om
en efterfølgende børnefaglig undersøgelse
efter servicelovens § 50, træder de gældende
regler om inddragelse af forældre og den unge over 15
år i kraft, jf. lovforslagets § 1, nr. 11. Det er i den
forbindelse vigtigt, at forældrene forstår betydningen
af, at de deltager i samarbejdet og giver samtykke til en
drøftelse af familiens forhold mellem myndighederne.
Efter stk. 2 kan udveksling af oplysninger til brug for en
eventuel sag om et konkret barn eller en ung efter stk. 1 som
udgangspunkt finde sted én gang. I særlige
tilfælde kan udvekslingen af oplysninger om et barn eller en
ung efter stk. 1 dog finde sted ved et opfølgende
møde. Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold
efter denne bestemmelse kan altså kun ske ved 2 møder
i alt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der sker
afgørende nyt i barnet eller den unges situation, som
nødvendiggør, at man i det tværfaglige
samarbejde drøfter situationen en ekstra gang, inden man i
det tværfaglige samarbejde træffer beslutning om,
hvorvidt der er behov for at igangsætte en indsats og
inddrage forældrene. Hvis der senere opstår et nyt
problemkompleks vedrørende det samme barn eller unge og
derved en eventuel ny sag, vil der ikke være tale om samme
forhold, og der kan således ske udveksling af oplysninger
inden for det tidlige eller forebyggende samarbejde ved et nyt
møde, hvis betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt.
En myndighed kan vælge at videregive oplysninger ved et
møde. Det skal i den forbindelse påses, at
udvekslingen af oplysninger sker i fortrolighed, så
oplysningerne kun videregives til den eller de myndigheder, der er
omfattet af bestemmelsen og relevante for videregivelsen.
Efter stk. 3 kan der i samme omfang som nævnt i
stk. 1 ske udveksling af oplysninger mellem myndighederne og
selvejende eller private institutioner eller friskoler, der
løser opgaver for det offentlige inden for social- og
undervisningsområdet, hvis det vurderes relevant i forhold
til formålet. Private, der ikke løser opgaver for det
offentlige på de nævnte områder, herunder f.eks.
spejderklubber og sportsforeninger, kan ikke udveksle oplysninger
efter § 49 a.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan en
myndighed eller institution, der indgår i det forebyggende
samarbejde altid undlade at deltage i udvekslingen. Dette er
også tilfældet selvom myndigheden eller institutionen
er berettiget til videregivelsen efter § 49 a. Den
foreslåede bestemmelse fraviger på dette punkt
bestemmelsen i forvaltningslovens § 31, hvorefter en myndighed
eller institution, der er berettiget til at videregive oplysninger,
også normalt er forpligtet hertil på begæring af
en anden myndighed, når oplysningerne har betydning for den
anden myndigheds virksomhed. Endvidere bemærkes, at hvis der
er tale om videregivelse fra en sundhedsperson, er det den enkelte
sundhedsperson, der vurderer, om det konkret er nødvendigt
at videregive oplysningerne.
Der er således lagt stor vægt på, at det
forebyggende samarbejde om børn og unge ikke må skade
barnet/den unge eller offentlige myndigheders samarbejde med
forældrene og barnet eller den unge. De implicerede
myndigheder skal således hver især vurdere, om det
konkret er nødvendigt at videregive oplysninger om rent
private forhold, samt om dette vil skabe unødvendige
komplikationer i samarbejdet med forældrene og barnet eller
den unge.
Sker der videregivelse af oplysninger i strid med de
foreslåede regler, vil der efter omstændighederne
være tale om et brud på tavshedspligten, som vil kunne
være omfattet af straffelovens § 152 om strafansvar for
uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger fra en
myndighedsperson. Efter straffelovens § 152 a finder §
152 tilsvarende anvendelse på den, som i øvrigt er
eller har været beskæftiget med opgaver, der
udføres efter aftale med det offentlige.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.3.1.
Til nr. 10 og nr. 11
Efter gældende ret, jf. lovens § 50, stk. 1,
kræver en børnefaglig undersøgelse samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år. Eksisterende oplysninger kan dog indhentes uden samtykke,
jf. stk. 9. Undersøgelsen må ikke være mere
omfattende end formålet tilsiger, og skal gennemføres
så skånsomt, som forholdene tillader, jf. stk. 5.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det at ophæve kravet om formelt samtykke til en
børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år. I stedet understreges det, at den børnefaglige
undersøgelse så vidt muligt gennemføres i
samarbejde med forældrene og den unge, der er fyldt 15
år. Det betyder, at kommunalbestyrelsen aktivt skal
søge at opnå samarbejde med forældrene.
Det foreslås desuden at præcisere, hvad der
allerede er gældende ret, at den børnefaglige
undersøgelse skal gennemføres så
skånsomt, som forholdene tillader, og at den ikke må
være mere omfattende, end formålet tilsiger, ved at
flytte disse betingelser frem i lovens § 50, stk. 1.
Udgangspunktet for gennemførelsen af en
børnefaglig undersøgelse er således, at
kommunalbestyrelsen aktivt skal søge at opnå dialog og
samarbejde med forældrene om undersøgelsen. Med
bestemmelsen får kommunalbestyrelsen dog mulighed for at
gennemføre undersøgelsen i de særlige
tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt
samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der
er fyldt 15 år, samt i de tilfælde, hvor dette vil
være særligt besværligt eller meget
tidskrævende f.eks. hvis den ene af
forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt af
myndighederne og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller
hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke
besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog.
Formålet er at forhindre, at sådanne situationer bliver
en barriere for at få undersøgt barnets eller den
unges forhold og dermed for at give barnet eller den unge den
nødvendige støtte.
Princippet om, at den børnefaglige undersøgelse
skal gennemføres så skånsomt, som forholdene
tillader, og at den ikke må være mere omfattende, end
formålet tilsiger, skal ses i forlængelse af princippet
om, at undersøgelsen så vidt muligt skal
gennemføres i samarbejde med forældrene. Under hensyn
til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre
for familien og barnet eller den unge, er det centralt, at
undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end
nødvendigt. Derfor må det løbende i
undersøgelsen vurderes, hvor vidtgående
undersøgelsen skal være, herunder hvilke oplysninger
der er brug for i den konkrete sag. I relation hertil må det
vurderes, hvilke oplysninger der skal indhentes, og det må
afklares, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen allerede har om
den unge. Denne afklaring vil med fordel kunne ske i samarbejde med
forældremyndighedens indehaver og barnet eller den
unge.
At den børnefaglige undersøgelse skal ske
så skånsomt, som forholdene tillader, betyder desuden,
at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældrene
og barnet eller den unge er informeret om undersøgelsens
formål og forløb. Bestemmelsen skal i øvrigt
ses i sammenhæng med lovens § 50, stk. 2 og 3, om
undersøgelsens indhold.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.6.
Til nr. 12
Efter gældende ret, jf. lovens § 50, stk. 2, skal
den børnefaglige undersøgelse anlægge en
helhedsbetragtning, der skal omfatte de seks faste punkter, der er
oplistet i § 50 stk. 2.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det at præcisere den eksisterende fortolkning af reglerne med
en tilføjelse til stk. 2, hvoraf det fremgår, at de
seks punkter i § 50, stk. 2, skal indgå i
undersøgelsen med mindre konkrete forhold gør, at et
eller flere af punkterne ikke er relevante at undersøge for
det pågældende barn eller den unge.
Det betyder, at kommunalbestyrelsen i den konkrete sag skal
vurdere, hvorvidt og i hvilket omfang hvert enkelt af de seks
punkter er relevant at undersøge for det enkelte barn eller
ung. F.eks. vil punktet skoleforhold ikke være relevant for
et barn under den skolepligtige alder, ligesom den
børnefaglige undersøgelse ikke nødvendigvis
kræver indhentning af oplysninger om fritidsforhold og
venskaber fra mange forskellige kilder, hvis ressourcer og
problemer vurderes belyst tilstrækkeligt på baggrund af
f.eks. forældrenes og barnet eller den unges eller
skolelærerens udtalelser.
Det er fortsat et væsentligt hensyn, at
kommunalbestyrelsen foretager en grundig undersøgelse, idet
det gælder om på så tidligt et tidspunkt som
muligt at få en kvalificeret afdækning af barnets eller
den unges og familiens problemer og ressourcer. Derfor skal
kommunalbestyrelsen i sin undersøgelse kort begrunde,
hvorfor et forhold ikke indgår i undersøgelsen. Det
vil gøre det lettere senere hen at overveje, om der er behov
for at supplere undersøgelsen, f.eks. når barnet
når den skolepligtige alder.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.6.
Til nr. 13
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
forslaget om at fjerne kravet om oprettelse af en tværfaglig
gruppe, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Til nr. 14
Forslaget om ophævelse af § 50, stk. 5, er en
konsekvens af, at indholdet flyttes til stk. 1 som led i forslaget
om præcisering af de eksisterende regler, jf. lovforslagets i
§ 1, nr. 11.
Til nr. 15
Efter gældende ret, jf. lovens § 50, stk. 6, skal
en børnefaglig undersøgelse resultere i en begrundet
stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte
særlig støtte, og hvad støtten i givet fald
skal bestå i.
Det foreslås at præcisere, at der i forbindelse
med, at der skal tages stilling til, hvilken støtte der skal
iværksættes i forhold til barnet eller den unge,
også skal tages stilling til, om foreløbig eller akut
støtte, der er iværksat sideløbende med
gennemførelsen af den børnefaglige
undersøgelse, jf. § 52, stk. 2, som den fremgår
af lovforslagets § 1, nr. 20, skal videreføres.
Forslaget skal sikre dels, at iværksat foreløbig
eller akut støtte ikke automatisk videreføres, uden
at der foretages en vurdering af, om den umiddelbare vurdering af
barnets behov for støtte bakkes op af resultaterne af den
børnefaglige undersøgelse. Dels, at der i
beslutningen om, hvilken konkret støtte der skal
iværksættes, tages højde for, at barnet eller
den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det
kan være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det
fortsat vurderes at opfylde barnets eller den unges behov.
Formålet hermed er at sikre, at barnet eller den unge
modtager den støtte, som modsvarer de behov, der er
afdækket i den børnefaglige undersøgelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.6.
Til nr. 16
Efter gældende ret, jf. lovens § 50, stk. 8, skal
kommunalbestyrelsen i forbindelse med gennemførelsen af en
børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung
vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle
andre børn i familien. Der er med de nuværende regler
altid tale om en selvstændig undersøgelse for hvert
barn eller ung.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at lade en
eventuel børnefaglig undersøgelse af andre
børn i familien indgå i en igangværende
undersøgelse. Der kan således udarbejdes én
samlet undersøgelse for flere børn i samme familie,
hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at det er hensigtsmæssigt.
Muligheden for at lave en selvstændig undersøgelse for
hvert barn bevares og kommunalbestyrelserne gives med forslaget
således frihed til selv at vælge fremgangsmåde i
de konkrete sager.
Det forudsættes, at der i en eventuel samlet
børnefaglig undersøgelse fortsat tages højde
for individuelle problemstillinger og behov, så det sikres,
at børnenes individuelle støttebehov bliver udredt og
afdækket i det omfang, det er nødvendigt. Visse
forhold som vil typisk skulle beskrives selvstændigt for
hvert barn, mens andre forhold vil kunne beskrives samlet. Der
bør dog være en klar beskrivelse af individuelle
forhold for det enkelte barn, da f.eks. en familiemæssig
situation kan påvirke børn forskelligt.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.6.
Til nr. 17
Forslaget er en konsekvens af, at kravet om samtykke til
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse
ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.
Til nr. 18
Efter den gældende formulering af lovens § 52, stk.
2, skal kommunalbestyrelsen ved valg af foranstaltning i den
konkrete sag altid vælge den eller de mindst indgribende
foranstaltninger, som kan opfylde de behov for støtte hos
barnet eller den unge, der er afdækket gennem den
børnefaglige undersøgelse. Formuleringen illustrerer,
at proportionalitetsprincippet er et særligt vigtigt princip
at tage i anvendelse i børnesager, fordi de mulige
foranstaltninger kan være indgribende for både
børn, unge og forældre. Princippet er som
forvaltningsretligt grundprincip gældende, uanset om det
står udtrykkeligt i lovteksten.
Det foreslås, at der om valg af foranstaltning i stedet
kommer til at stå i § 52, stk. 1, at kommunalbestyrelsen
altid skal vælge en foranstaltning, som må forventes at
kunne imødekomme de problemer og behov hos barnet eller den
unge, som er afdækket gennem den børnefaglige
undersøgelse. Ændringen afspejler den
forvaltningsretlige grundsætning om egnethed, hvorefter en
foranstaltning altid skal være egnet til at løse det
formål, den skal opfylde. Kommunalbestyrelsen bør
således sikre, at afgørelsen som middel er egnet til
at opnå målet.
Samlet set betyder det, at en afgørelse om
iværksættelse af en foranstaltning ikke bør
være så lidt indgribende, at den ikke er
tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den
senere viser sig ikke at have effekt. Samtidig bør det altid
sikres, at foranstaltningen ikke er så indgribende, at den
har større bivirkninger end fordele for barnet eller den
unge. Der er således tale om, at sagsbehandleren i de enkelte
tilfælde nøje må overveje balancen imellem disse
forvaltningsretlige og faglige hensyn. Forslaget understreger
dermed betydningen af, at den valgte foranstaltning træffes
på grundlag af en grundig vurdering af barnet eller den unge
og familiens situation og konkrete problemer, samt de deraf afledte
behov for støtte.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.1.
Til nr. 19
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 20
Efter gældende ret, jf. lovens § 52, stk. 2, kan
støtte efter § 52 kun iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse
med mindre særlige forhold gør sig
gældende.
Med forslaget præciseres gældende ret med en
formulering af, at støtte kun kan iværksættes
efter en børnefaglig undersøgelse med den
tilføjelse, at der kan iværksættes
foreløbig eller akut støtte sideløbende med
undersøgelsen. Kommunen kan således
iværksætte støtte inden undersøgelsen er
afsluttet i de tilfælde, hvor der er et akut behov herfor af
hensyn til barnet eller den unge, eller i tilfælde, hvor der
er et særligt behov for at igangsætte en indsats inden
undersøgelsen er afsluttet, for at undgå at barnets
problemer forværres. Den foreløbige eller akutte
indsats skal tilpasses den børnefaglige undersøgelses
konklusioner, når undersøgelsen er afsluttet.
Foreløbig eller akut støtte kan
iværksættes inden for alle de typer af støtte,
som nævnes i lovens § 52, stk. 3. Anbringelse som
foreløbig eller akut støtte bør dog kun
anvendes, hvis særlige forhold taler for det, herunder f.eks.
at barnet eller den unge er i fare for overgreb eller voldsomme
omsorgssvigt. På den anden side bør der være
sikkerhed for, at barnet eller den unge ikke lider overlast eller
at situationen forværres væsentligt i
undersøgelsesperioden.
Afgørelser om foreløbig eller akut støtte
er omfattet af de samme samtykkeregler som endelige
afgørelser.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.1.
Til nr. 21 og nr. 25
I den gældende § 52, stk. 3 er oplistet en
række foranstaltningstyper, som kommunalbestyrelsen kan
vælge imellem, hvis den børnefaglige
undersøgelse viser behov for det. Disse former for
støtte forudsætter, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 20, altid en børnefaglig
undersøgelse efter § 50.
Det foreslås, at muligheden for at yde støtte i
form af konsulentbistand, jf. den gældende § 52, stk. 3,
nr. 1, flyttes til lovens § 11, jf. lovforslagets § 1,
nr. 1, og bemærkningerne hertil.
Det foreslås desuden, at der foretages yderligere en
ændring af den nuværende § 52, stk. 3, nr. 1, idet
" Kommunalbestyrelsen kan herunder bestemme, at barnet eller den
unge skal søge" ændres til "Ophold i", samt at der
foretages en ændring af den nuværende § 52, stk.
3, nr. 7, idet "og familien" ændres til "eller familien". Der
er alene tale om sproglige præciseringer.
Det har desuden vist sig i praksis, at der er et stort overlap
mellem indsatsformerne "personlig rådgiver" efter den
gældende § 52, stk. 3, nr. 6, og "fast kontaktperson"
efter nr. 7, som kan give anledning til tvivl om, hvilken form for
foranstaltning, der skal anvendes.
Det forslås derfor, at de to støtteformer skrives
sammen i én. Støtte, der tidligere blev givet som
personlig rådgiver, kan således fremover gives som fast
kontaktperson efter den gældende § 52, stk. 3, nr. 7,
som efter forslaget bliver nr. 6.
En fast kontaktperson kan dermed spænde fra en
begrænset støttefunktion i forhold til f.eks.
skolegang til en mere omfattende støttefunktion, der kan yde
vejledning og støtte i forhold til hele barnets eller den
unges livssituation. Kontaktpersonen kan således udfylde
flere forskellige funktioner alt efter, hvad den unge har behov
for. Endelig kan kontaktpersonen tilbydes hele familien,
uafhængigt af, om der er truffet afgørelser om andre
foranstaltninger efter § 52 stk. 3.
Herudover præciseres det, at en kontaktperson også
kan fungere som mentor for f.eks. unge kriminelle, og hermed
varetage en funktion som rollemodel og sparringspartner for den
unge.
Målet er at mentoren kan fungere som en positiv
rollemodel for barnet eller den unge og støtte og vejlede
den pågældende til f.eks. at leve en kriminalitetsfri
tilværelse. Desuden er det vigtigt, at mentorfunktionen kun
er et tilbud, som barnet eller den unge kan vælge at modtage
eller fravælge, og at barnet eller den unge i givet fald selv
kan få indflydelse på, hvem der udpeges til at varetage
mentorfunktionen. Fordelen ved mentorfunktionen er, at en mentor
udpeges og fungerer udelukkende i den unges interesse, og at der i
kraft af mentorens opgavebeskrivelse er mulighed for at udpege en
person, der f.eks. aldersmæssigt og for så vidt
angår social baggrund matcher den unge godt. Samtidig kan
mentoren være en gennemgående, stabil voksenkontakt for
barnet eller den unge, der således ikke forsvinder, fordi den
unge afslutter en strafafsoning eller opnår en bestemt alder.
Mentoren kan således også anvendes ved tildeling af
efterværn efter lovens § 76.
Forslaget er et led i regeringens afbureaukratiseringsplan, og
der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.1.
Til nr. 22
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 23
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 40.
Til nr. 26
Det foreslås, at indholdet af lovens § 52, stk. 4
og 5 flyttes til en ny § 52 a, jf. lovforslagets § 1, nr.
28, og bemærkningerne hertil.
Til nr. 27
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 28
Det foreslås, at de gældende bestemmelser i lovens
§ 52, stk. 4 og 5, om kommunalbestyrelsens mulighed for at yde
økonomisk støtte under visse betingelser flyttes til
en ny § 52 a.
Der foretages i den forbindelse ingen indholdsmæssige
ændringer i forhold til gældende ret, og konsekvensen
er alene, at der fremover kan træffes afgørelse om
disse foranstaltninger uden en forudgående børnefaglig
undersøgelse efter lovens § 50 og udarbejdelse af
handleplan efter lovens § 140.
Som noget nyt får kommunalbestyrelsen dog mulighed for
at afholde udgifter til prævention efter bestemmelsen, jf.
også bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
1.
Forslaget er et led i regeringens afbureaukratiseringsplan.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.1.
Til nr. 29
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 30
Med forslaget til en ny § 54, stk. 1, præciseres
formålet med støtten til forældrene. Det
fremgår heraf, at støtten så vidt muligt skal
medvirke til at løse de problemer, som har været
årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte
forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge
ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet
eller den unge under anbringelsen.
Uanset om der er mulighed for, at forældrene på
sigt kan varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet
eller den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene,
spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den
unge. Støtten kan derfor også iværksættes
med henblik på at støtte forældrene i at have
samvær med barnet eller den unge eller på anden
måde bidrage til at sikre en positiv udvikling for barnet
eller den unge.
Som det fremgår af bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 5 og nr. 53, om ny
formålsbestemmelse samt om samvær, skal
afgørelser om støtte til forældrene altid
træffes under hensyntagen til muligheden for, at
støtten kan bidrage til, at barnet udvikler sig
positivt.
Bestemmelsen om støtte til forældrene
gælder under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. lovforslagets § 1,
nr. 24, hvad enten afgørelsen træffes med samtykke
efter lovens § 52, stk. 1, eller uden samtykke efter lovens
§ 58.
Den hidtidige § 54, stk. 1, om at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde forældrene en støtteperson i forbindelse
med barnet eller den unges anbringelse uden for hjemmet, bliver
herefter § 54 stk. 2. Det præciseres, at
kommunalbestyrelsen, udover at tilbyde forældrene en
støtteperson efter den nye § 54, stk. 2, desuden skal
træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har
behov for anden støtte. Samtidig fastsættes det med
bestemmelsen, at der skal træffes en afgørelse om,
hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej, og i
givet fald hvad denne støtte skal bestå af.
Afgørelsen skal begrundes, ligesom der skal gives
klagevejledning.
Kommunalbestyrelsen skal som led i den børnefaglige
undersøgelse efter lovens § 50 foretage en
undersøgelse af familiens forhold, og de forhold, der kan
begrunde, at forældrene kan have behov for støtte,
bør allerede være kortlagt i forbindelse med den
børnefaglige undersøgelse.
Denne støtte kan være foranstaltninger efter
lovens § 52, stk. 3, som f.eks. familiebehandling,
forældrekurser, -programmer eller lignende eller
økonomisk støtte efter de gældende § 52,
stk. 4 eller 5, som med lovforslagets § 1, nr. 28, bliver
§ 52 a, nr. 1 og 2. Kommunalbestyrelsen skal som hidtil
være opmærksom på, om der skal gives
støtte efter anden lovgivning, f.eks. om alkoholbehandling,
en arbejdsmarkedsindsats eller andet, der kan medvirke til, at
forældrene kan støttes i at spille en positiv rolle
for barnet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.1.4.
Til nr. 31
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 32
Forslaget er delvist en redaktionel ændring som
konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 21-25, hvorefter
udpegning af en personlig rådgiver efter den gældende
§ 52, stk. 3, nr. 6, slås sammen med udpegning af en
fast kontaktperson efter den gældende nr. 7.
Endvidere indføres der med lovforslaget hjemmel til, at
kommunen kan iværksætte behandling af barnets eller den
unges problemer efter lovens § 52, stk. 3, nr. 3, uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, hvis der er behov
herfor. Ifølge gældende ret kan dette ikke lade sig
gøre i dag, uden det sker i forbindelse med en anbringelse
uden for hjemmet uden samtykke. Det kan imidlertid være
uhensigtsmæssigt i situationer, hvor et hjemmeboende barn
eller en ung får behov for f.eks. psykologhjælp, uden
at der dog er grund til en anbringelse uden for hjemmet, og
forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til
dette. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis to
forældremyndighedsindehavere ikke bor sammen, og kun den ene
vil give samtykke. Det kan også være tilfældet,
hvis forældremyndighedsindehaveren selv f.eks. har udsat sit
barn for grov omsorgssvigt eller overgreb, og derfor ikke er
interesseret i at lade barnet behandle for et problem, vedkommende
er mistænkt eller anklaget for.
Udgangspunktet for gennemførelsen af en behandling af
et barn eller en ung vil altid være, at kommunen så
vidt muligt skal søge at opnå dialog og samarbejde med
forældrene om behandlingen. Hvis behandlingen skal gavne
barnet, vil det således som oftest være en
forudsætning, at begge forældre bakker op om det,
herunder som minimum den forælder, som barnet bor hos. Med
bestemmelsen får kommunalbestyrelsen dog mulighed for at
gennemføre behandling i de særlige tilfælde,
hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med begge
forældremyndighedsindehavere, samt i særlige
tilfælde hvor den ene forældremyndighedsindehaver
afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg
på dialog. Formålet er at forhindre, at sådanne
situationer bliver en barriere for at give barnet eller den unge
den nødvendige støtte, eller at kommunalbestyrelsen
eventuelt er nødt til at anbringe barnet uden for hjemmet
uden samtykke alene med den begrundelse, at barnet ellers ikke kan
få den nødvendige behandling. Kommunen bør dog
stadig så vidt muligt informere
forældremyndighedsindehaveren om behandlingsforløbet
og om øvrige sagsskridt, herunder sikre sig at
forældremyndighedsindehaveren forstår kommunens
bevæggrunde og tiltag.
Kommunalbestyrelsen får efter forslaget alene mulighed
for at igangsætte behandling uden samtykke i forhold til
servicelovens regler. Forslaget påvirker ikke eventuelle
samtykkeregler, som behandlerne kan være omfattet af.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.6.
Til nr. 33
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 34
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 35 og nr. 36
Kommunens børn og unge-udvalg træffer efter
gældende ret, jf. lovens § 59, afgørelse om en
anbringelse uden for hjemmet uden samtykke på baggrund af en
indstilling fra forvaltningen. I § 59 er der opstillet en
række krav til indholdet af forvaltningens indstilling.
§ 59 foreslås ændret med det formål at
præcisere sammenhængen mellem den børnefaglige
undersøgelse, handleplanen og indstillingen til børn
og unge-udvalget. Præciseringen skal forhindre
misforståelser om, hvorvidt der er krav om, at der skal have
været iværksat andre og mindre indgribende former for
foranstaltninger forud for indstillingen om en anbringelse uden
samtykke.
Med ændringsforslaget til § 59 ændres kravene
til indstillingen om en anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke.
I forhold til gældende regler betyder det, at
kommunalbestyrelsen ikke længere skal redegøre for de
foranstaltninger, der tidligere har været iværksat,
samt at indstillingen skal omfatte den børnefaglige
undersøgelse.
Med forslaget præciseres således koblingen mellem
den børnefaglige undersøgelse og indstillingen,
ligesom det understreges, at kommunalbestyrelsen ikke i så
høj grad skal producere nyt materiale til indstillingen men
i vidt omfang kan anvende det materiale, som allerede ligger i
forbindelse med den børnefaglige undersøgelse.
Forslaget er en del af regeringens afbureaukratiseringsplan,
og der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.7.
Til nr. 37
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 39.
Til nr. 38
Der er alene tale om en korrekturændring.
Til nr. 39
Med forslaget er der tale om en ny formulering af den
eksisterende bestemmelse om det sociale nævns og
Ankestyrelsens adgang til at gå ind i sager af egen drift,
jf. lovens § 65. Der er som udgangspunkt tale om en
indholdsmæssig videreførelse af gældende ret,
dog med følgende ændringer:
- Ankestyrelsens egendriftkompetence udvides, så
Ankestyrelsen fremover får mulighed for at gå ind i
alle sager om særlig støtte til børn og unge,
dvs. sager vedrørende servicelovens kapitel 11 og 12, samt
§§ 123 og 140, hvor kommunalbestyrelsen ikke har
foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne
sagsbehandlingsskridt eller afgørelser, eller hvor foretagne
sagsskridt og trufne afgørelser ikke er foretaget eller
truffet i overensstemmelse med barnets eller den unges
bedste.
- Det er alene Ankestyrelsen, der har mulighed for at tage
sager op af egen drift. Det vil sige, at de sociale nævns
egendriftkompetence ophører.
Det foreslås i stk. 1 og 2 at foretage en mindre
udvidelse af, hvilke type sager Ankestyrelsen kan gå ind i af
egen drift. Det foreslås konkret, at Ankestyrelsen fremover
kan gå ind i alle sager, hvor kommunalbestyrelsen ikke har
foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne
sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste, jf. herom lovforslagets
almindelige bemærkninger afsnit 3.2.3. Bestemmelsen omfatter
både formelle sagsbehandlingsskridt som f.eks.
gennemførelse af børnesamtalen, jf. lovens § 48,
der har til formål at bidrage til sagsoplysningen, og f.eks.
afgørelser om undersøgelser, jf. lovens § 50, om
foranstaltninger, jf. lovens § 52, afgørelser om valg
af anbringelsessted, jf. den foreslåede § 68 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 45 og afgørelser om
samvær, jf. § 71.
Ankestyrelsens mulighed for at gå ind i sagerne af egen
drift gælder efter forslaget både i tilfælde,
hvor det lovpligtige sagsbehandlingsskridt slet ikke er foretaget
eller afgørelse ikke er truffet og i de tilfælde, hvor
sagsbehandlingsskridtet er foretaget eller afgørelsen er
truffet, men hvor de ikke lever op til lovens krav. Det kan f.eks.
være, hvor den børnefaglige undersøgelse er
mangelfuld, hvor der ikke er sammenhæng mellem
undersøgelsen og den valgte foranstaltning efter lovens
§ 52, eller hvor en afgørelse om samvær mellem
barnet eller den unge og forældre eller netværk ikke er
truffet under fornødent hensyntagen til barnets
bedste.
Som reaktion på kommunalbestyrelsens manglende
overholdelse af loven kan Ankestyrelsen pålægge
kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne
afgørelser. Der ændres således alene ved, hvilke
typer sager Ankestyrelsen kan tage op, men ikke på
Ankestyrelsens reaktionsmuligheder.
Stk. 2 er - bortset fra at de sociale nævn ikke
længere fremgår af bestemmelsen - en
videreførelse af den gældende § 65, stk. 2, jf.
stk. 4, hvorefter Ankestyrelsen kan pålægge
kommunalbestyrelsen at træffe en afgørelse eller selv
træffe en foreløbig afgørelse. Som det
fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger er
ordet "selv" ved en teknisk fejl udgået af bestemmelsen fra
lovbekendtgørelse nr. 929 af 5. september 2006 og frem,
hvorfor det ikke er fremgået tydeligt, at Ankestyrelsen selv
kan træffe foreløbige afgørelser. Det
præciseres nu igen i bestemmelsen.
Stk. 3 er en videreførelse af den gældende §
65, stk. 4, hvoraf det fremgår, at Ankestyrelsen selv kan
træffe afgørelse efter lovens §§ 51, 58, 63
og 68 a.
Stk. 4 er en videreførelse af dele af den
gældende § 65, stk. 3, hvorefter Ankestyrelsen kan
pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre
Ankestyrelsens afgørelser inden for en nærmere angivet
tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af
hensyn til barnets eller den unges bedste. Det foreslås dog
som nyt, at Ankestyrelsen skal kunne fastsætte en tidsfrist
for kommunalbestyrelsens gennemførelse af alle de
afgørelser, som er truffet af Ankestyrelsen efter § 65.
Det vil sige afgørelser truffet af Ankestyrelsen efter stk.
1, 2 eller 3.
Fristen skal fastsættes ud fra en konkret vurdering af
den enkelte sag, afhængig af hvad pålægget
omhandler, og hvor akut barnets eller den unges situation vurderes
at være.
Med stk. 5 foreslås det at præcisere muligheden
for at rette henvendelse til Ankestyrelsen, hvis personer har grund
til at antage, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller
truffet de i loven foreskrevne fornødne
sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse
med barnets eller den unges bedste. Med bestemmelsen
præciseres det desuden, at Ankestyrelsen selv vurderer,
hvorvidt de finder grundlag for at optage en sag til
behandling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.3.
Til nr. 40
Med forslaget indføres en ny type plejefamilier,
"kommunale plejefamilier". Hermed vil der være 3 typer af
plejefamilier: plejefamilier, netværks-plejefamilier og
kommunale plejefamilier.
Kommunale plejefamilier er plejefamilier som i kraft af deres
kompetencer og kvalifikationer er godkendt til at have børn
og unge i pleje, som har tungere problemer, end børn i
plejefamilier normalt har. Ud over at de kommunale plejefamilier
lige som andre plejefamilier kan tilbyde barnet eller den unge en
opvækst i et familielignende omsorgsmiljø, kan den
kommunale plejefamilie på grund af de kompetencer og
kvalifikationer, som lå til grund for godkendelsen,
således løfte en større indholdsmæssig
opgave i indsatsen over for barnet eller den unge. Det vurderes, at
der typisk vil være tale om plejefamilier med særlige
forudsætninger, som i dag allerede er plejefamilier med en
aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning som
følge af, at der er behov for at anvende mere tid på
det anbragte barn, end hvad der almindeligvis kræves. Der kan
f.eks. være tale om akut-plejefamilier, som står til
rådighed til at modtage børn eller unge, som har behov
for at blive anbragt med kort varsel, eller plejefamilier som
modtager særligt behandlingskrævende børn, der
kræver en ekstraordinær indsats af plejefamilien.
Det er vigtigt, at den indsats, som kommunalbestyrelsen
vælger, i alle tilfælde er den indsats, der bedst
muligt afhjælper barnets behov. I forbindelse med
anbringelsen af et barn eller en ung i en kommunal plejefamilie
skal det derfor også i hvert enkelt tilfælde overvejes,
om plejefamilien selv kan tage hånd om barnets eller den
unges udfordringer, eller om der skal tilbydes anden støtte,
som f.eks. psykologhjælp eller behandling på en
specialiseret institution sideløbende med anbringelsen i
plejefamilien.
Da de kommunale plejefamilier er godkendt til at løfte
en tungere opgave, som kan være meget krævende,
vurderes der at være et særligt behov for, at de
kommunale plejefamiliers arbejdsvilkår er tilrettelagt,
så plejefamilien får mulighed for bedst muligt at yde
plejebarnet den nødvendige støtte.
Det foreslås derfor, at kommunale plejefamilier skal
have mere efteruddannelse og supervision end andre plejefamilier,
og at der skal tages stilling til deres arbejdsvilkår senest
i forbindelse med indgåelse af den konkrete plejeaftale, jf.
bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 68.
Herudover vil gælde de samme regler vedrørende
godkendelse og indgåelse af konkrete plejeaftaler for de
kommunale plejefamilier som for andre plejefamilier.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der generelt
foreslås mere fleksible regler for godkendelse af
plejefamilier, jf. forslagets § 1, nr. 67, hvorefter
plejefamilier og kommunale plejefamilier skal kunne godkendes enten
som generelt egnede af den stedlige kommunalbestyrelse eller som
konkret egnede af den anbringende kommunalbestyrelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.1.2.
Til nr. 41
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 68.
Til nr. 42
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 68.
Til nr. 43
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 44
Efter gældende ret, jf. lovens § 68, stk.12, skal
den unges opholdskommune, i tilfælde hvor en anbringelse
ophører ved det fyldte 18. år, revidere den unges
handleplan senest seks måneder før, den unge fylder 18
år og træffe afgørelse. I tilfælde hvor
den unge skifter opholdskommune ved det fyldte 18. år, er det
den nye opholdskommune, der efterfølgende skal træffe
ny afgørelse om efterværn. Lovforslaget ændrer
ikke ved de eksisterende regler om beslutningskompetence og
betaling i forbindelse med efterværn. Det gælder
således fortsat, at hvis en ung skifter opholdskommune ved
det fyldte 18. år (til en anden kommune end den, der har
truffet afgørelsen om anbringelsen), vil det være den
nye opholdskommune, der skal træffe afgørelse efter
servicelovens § 76 (efterværn). Afgørelsen
truffet af den hidtidige opholdskommune efter servicelovens stk.
68, stk. 12, er ikke juridisk bindende for den nye opholdskommune.
Den bindende afgørelse om, hvad der skal ske med den unge
efter det fyldte 18. år, træffes af den nye
opholdskommune, som vil have ret til refusion efter
retssikkerhedslovens (§ 9 c, stk. 3) fra den tidligere
opholdskommune for udgifter til
efterværnsforanstaltninger.
Det foreslås derfor, at den hidtidige opholdskommune
skal oversende den unges reviderede handleplan jf. lovens §
68, stk. 12, til den nye opholdskommune, hvis den får
kendskab til, at den unge skifter opholdskommune, når den
pågældende fylder 18, og anbringelsen dermed
ophører. Det vil typisk ske, hvis den unge har været
anbragt i en anden kommune end den anbringende kommune, og han
eller hun så vælger at blive boende der. Hvis kommunen
først senere får kendskab til, at den unge skifter
opholdskommune, skal handleplanen oversendes snarest
derefter.
Den oprindelige opholdskommunes handleplan skal bidrage til
den nye opholdskommunes grundlag for at træffe ny
afgørelse om efterværn.
Det foreslås endvidere, at der stilles krav om, at den
nye opholdskommune inden 30 dage efter modtagelsen af handleplanen
skal træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov
for efterværn, og i givet fald træffe afgørelse
om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. I den
forbindelse skal der også udarbejdes en ny handleplan.
Oversendelse af handleplanen fra den hidtidige opholdskommune
til den nye opholdskommune kan kun ske med den unges udtrykkelige
samtykke efter de almindelige regler i persondataloven.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.2.
Til nr. 45
Efter gældende ret, jf. lovens § 69, har
kommunalbestyrelsen en række opgaver, som skal varetages i
forbindelse med en anbringelse dels i forbindelse med etableringen
af en konkret anbringelse dels løbende under
anbringelsen.
Med forslaget til ny § 68 b samles kravene til
kommunalbestyrelsen i forbindelse med etableringen af en
anbringelse i én bestemmelse.
Stk. 1 er en videreførelse af den gældende §
69, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om valg af konkret anbringelsessted, tage stilling
til barnets eller den unge skolegang samt underrette den stedlige
kommunalbestyrelse, hvis anbringelsesstedet er beliggende i en
anden kommune. Der er således ikke tiltænkt nogen
indholdsmæssige ændringer.
Som noget nyt rummer stk. 2 en udvidelse af de hensyn, som
kommunalbestyrelsen skal inddrage i forbindelse med valg af
anbringelsessted.
Med bestemmelsen understreges, at kommunen ved valg af
anbringelsessted altid at vælge det anbringelsessted, som
bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. I den
forbindelse skal kommunen vurdere anbringelsesstedets mulighed for
at tilbyde nære og stabile omsorgsrelationer. Det
understreges desuden, at børn og unge skal anbringes i en
plejefamilie, hvis det konkret er hensigtsmæssigt af hensyn
til barnets eller den unges behov. Brugen af ordet "plejefamilie"
dækker med henvisningen til § 66, nr. 1-3 både
over plejefamilier, netværksplejefamilier og kommunale
plejefamilier, jf. bemærkningerne til forslagets § 1,
nr. 40.
Bestemmelsen ændrer således ikke ved, at
kommunalbestyrelsen ved valg af konkret anbringelsessted altid skal
vælge det anbringelsessted, som bedst kan imødekomme
barnets eller den unges behov. Forslagets fokus på en
plejefamilie som anbringelsessted skal derfor ikke ses som
modsætning til, at den særlige støtte skal gives
med udgangspunkt i barnets behov og på et veldokumenteret
grundlag, jf. lovens §§ 50 og 140. Den ændrede
bestemmelse har således til formål at præcisere,
at børn og unges behov for et trygt omsorgsmiljø, der
tilbyder nære og kontinuerlige relationer til voksne, jf.
forslaget til ny § 46, jf. forslagets § 1, nr. 5, skal
tillægges vægt også i forbindelse med valg af
anbringelsessted. Bestemmelsen har til hensigt at sikre,
at alle børn bliver anbragt hos en plejefamilie i de
tilfælde, hvor det vurderes at være mest
hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at profitere af
de mere familiære rammer, som denne anbringelsesform
indebærer. Bestemmelsen betyder således, at det
i hvert enkelt tilfælde konkret skal overvejes, om
det vil være mest hensigtsmæssigt for barnet at
blive anbragt hos en plejefamilie, og at der, hvis det vurderes
hensigtsmæssigt, herefter skal vælges en
plejefamilieanbringelse.
Det skal i den sammenhæng understreges, at ikke alle
børn og unges behov vil kunne varetages bedst i en
plejefamilie. Nogle grupper af børn og unge vil have et
behandlingsbehov, der tilsiger, at de anbringes i en plejefamilie
og modtager den nødvendige støtte og behandling
sideløbende hermed efter de støttemuligheder, som
§ 52, stk. 3, rummer. Anbringelsen i en plejefamilie i
sådanne tilfælde skal derfor ses som et supplement til
en professionel indsats. F.eks. kan et barn eller en ung være
anbragt i en plejefamilie sideløbende med, at det modtager
behandling på en specialiseret institution. I andre
tilfælde vil barnet derimod have et støttebehov, der
tilsiger, at der i stedet må ske anbringelse på en
specialiseret døgninstitution eller et opholdssted.
I stk. 3 foreslås som noget nyt, at den anbringende
kommune så vidt muligt skal vælge det samme
anbringelsessted, hvis der er flere søskende i en familie,
der skal anbringes eller er anbragt.
Kommunalbestyrelsen kan dog undlade at anbringe barnet eller
den unge på samme anbringelsessted som eventuelle
søskende, hvis de øvrige søskendes behov,
barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold
taler imod dette. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor
barnet har et støttebehov, der er meget forskelligt fra den
eller de anbragte søskendes, og at den indsats, der er behov
for, derfor ikke kan tilbydes på det samme
anbringelsessted.
I stk. 4 foreslås som noget nyt, at kommunalbestyrelsen
får en forpligtelse til aktivt at hjælpe barnet eller
den unge, som skal anbringes, med at identificere en person i
familien eller netværket, som barnet eller den unge har
tillid til, og som kan være barnet eller den unges
støtteperson under anbringelsen. Forslaget skal ses i
sammenhæng med kommunalbestyrelsens allerede eksisterende
forpligtigelse til systematisk at inddrage familie og
netværk, jf. lovens § 47, samt forpligtelsen til forud
for anbringelsen at have undersøgt de forhold i familien
eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne jf. lovens § 50, stk. 6.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse består i at tale med
barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, de
har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig
kunne være deres støtteperson. Det kan f.eks.
være en skolelærer, nabo, fodboldtræner,
familiemedlem eller en anden i netværket, som barnet har
tillid til. Denne forpligtelse kan f.eks. opfyldes ved at
gennemføre en samtale herom i forbindelse med
børnesamtalen, jf. lovens § 48.
Der er tale om en ret for barnet eller den unge til at
kommunalbestyrelsen aktivt undersøger mulighederne for en
støtteperson i barnets eller den unges familie eller
netværk. Det betyder dels, at der ikke er en pligt for barnet
til at modtage en støtteperson. Der kan derfor være
tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke ønsker, at
den eksisterende relation med en voksenperson bliver formaliseret
ved at udpege denne som støtteperson. Endvidere betyder det,
at der ikke er pligt til at give barnet en støtteperson,
hvis årsagen hertil alene er, at det ikke er muligt for
kommunen at finde en person, som vurderes at være egnet til
at være støtteperson til barnet, eller hvis den eller
de personer, som vurderes egnede, ikke ønsker at være
støttepersoner for barnet eller den unge.
Hvis barnet identificerer en støtteperson, skal det
overvejes, om støttepersonen vil kunne udgøre en
stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv med positiv
betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at den identificerede
person vil være hensigtsmæssig for barnet eller den
unge at have som støtteperson, skal der tages kontakt til
vedkommende for at afklare, om denne ønsker at være
støtteperson for barnet. Hvis dette er tilfældet kan
der i samarbejde med barnet eller den unge og støttepersonen
udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under
anbringelsen. Der stilles ikke krav om formaliserede møder
mellem barnet eller den unge og støttepersonen, en bestemt
mødefrekvens eller andet. Det vil være barnet eller
den unge, støttepersonen og kommunalbestyrelsen, der skal
aftale omfanget. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer det
nødvendigt, kan omfanget af samværet fastsættes
efter lovens § 71.
Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse vurdere, om der er
behov for at dække støttepersonens udgifter til
transport, telefon eller andre lignende udgifter, således at
manglende mulighed for at betale for dette ikke kommer til at
fungere som en barriere for, at kontakten kan vedligeholdes. Det er
dog ikke hensigten med bestemmelsen, at støttepersonen skal
ansættes eller aflønnes af kommunalbestyrelsen, da der
netop lægges op til at styrke barnets eller den unges
forbindelse til en person, der har et personligt engagement
og/eller en følelsesmæssig forpligtelse over for
barnets eller den unge.
Støttepersonen kan få de relevante
kontaktoplysninger om barnet sag, som er nødvendige, for at
støttepersonen kan opretholde kontakten med barnet eller den
unge. Det kan f.eks. dreje sig om oplysninger vedr. adresse og
kontaktperson på anbringelsesstedet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.1.2. og 3.1.3.
Til nr. 46
Forslaget er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 45, jf.
bemærkningerne hertil.
Til nr. 47
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 51.
Til nr. 48
Med forslaget til ny § 69, stk. 5, får
kommunalbestyrelsen en pligt til at høre det konkret
relevante anbringelsessted i forbindelse med afgørelser
vedrørende anbragte børn og unge i forbindelse med
afgørelser om samvær, om hjemgivelse og om
ændring af anbringelsessted.
Formålet med forslaget er at sikre, at denne viden
indgår som en vigtig del af grundlaget for at træffe
afgørelser, der har stor betydning for barnet.
Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at følge
anbringelsesstedets udtalelse, men den skal indgå i
grundlaget for og tillægges vægt i
afgørelsen.
Forslaget er formuleret som en høringspligt for
kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om
samvær, hjemgivelse eller skift af anbringelsessted at
høre anbringelsesstedet om barnets situation og behov. En
anmodning efter § 69 stk. 5 giver ikke anbringelsesstedet
pligt til at udtale sig.
Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve
høringen. Høringen kan således have karakter af
en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon.
Men det følger af almindelig forvaltningsret, at den
kommunale forvaltning har notatpligt. Ved akutte sager kan
kommunalbestyrelsen undlade at høre anbringelsesstedet,
inden afgørelsen træffes. Anbringelsesstedet skal dog
efterfølgende høres og udtalelsen skal lægges
på sagen.
Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med dette forslag
gives partsstatus.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.2.
Til nr. 49
Efter gældende regler, jf. lovens § 70, stk. 1,
skal kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune minimum hver 12.
måned vurdere, om der er behov for en ændret indsats og
ændret handleplan.
Det foreslås at skærpe disse regler, så
kommunalbestyrelsen minimum hver 6. måned skal vurdere, om
der er behov for en ændret indsats og ændret
handleplan.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets §
1, nr. 50 og 51.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.5.
Til nr. 50 og 51
Efter gældende ret skal kommunalbestyrelsen en gang om
året følge op på de udarbejdede handleplaner,
jf. lovens § 70, stk. 1. Opfølgningen for anbragte
børn og unge skal ske på baggrund af det
løbende personrettede tilsyn efter lovens § 148, som
skal omfatte mindst en årlig samtale med barnet eller den
unge på anbringelsesstedet, jf. lovens § 148, stk.
3.
For at understrege den tætte sammenhæng mellem det
personrettede tilsyn og opfølgningen på handleplanen,
foreslås det at samle reglerne herom i et nyt § 70, stk.
2. I handleplanen er beskrevet den indsats, der er truffet
afgørelse om, og som det personrettede tilsyn skal
følge op på. Samtidig er det løbende
personrettede tilsyn og de samtaler, der føres med barnet
eller den unge, grundlaget for vurderingen af, om der er behov for
at revidere handleplanen og eventuelt indsatsen. Sammenhængen
mellem tilsynet og handleplansopfølgningen er så
tæt, at de med fordel kan foretages samtidig i én
arbejdsgang.
Der er således hovedsageligt tale om redaktionelle
ændringer.
Dog foreslås det som noget nyt, at den anbringende
kommune skal afholde en samtale med barnet eller den unge på
anbringelsesstedet mindst 2 gange om året mod én gang
efter gældende regler. Det foreslås også, at
samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet som
led i tilsynet så vidt muligt skal gennemføres uden
tilstedeværelse af ansatte på anbringelsesstedet uanset
om barnet eller den unge er anbragt i en plejefamilie, på et
opholdssted eller på en døgninstitution Det kan give
barnet/den unge god mulighed for at tale frit om, hvordan han/hun
har det, og om der er problemer. Barnet eller den unge kan dog
efter eget valg medbringe en bisidder eller en anden person til
samtalen, hvis barnet eller den unge ønsker dette.
Med de foreslåede ændringer om, at handleplanen
alene skal berøre de punkter, hvor den børnefaglige
undersøgelse har afdækket problemer, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 65, opstår et behov for jævnligt at
genoverveje hvilke punkter, der er relevante for et barn eller en
ung. Det skyldes, at der med tiden kan opstå nye behov hos
barnet eller den unge. F.eks. vil det for et 3-årigt barn
ikke være nødvendigt at fokusere på skolegang,
men når barnet bliver 6 år, kan det meget vel
være relevant at have fokus herpå.
Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsen i
forbindelse med revisionen af handleplanen skal overveje, hvorvidt
nogle af de punkter som hidtil ikke har været relevante i
forhold til det enkelte barn nu er relevante. Vurderingen skal
omfatte såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som
retter sig mod barnet eller den unge, som de dele der omhandler
indsatsen overfor familien.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det skærpede
krav til, hvor tit kommunalbestyrelsen skal vurdere en revision af
handleplanen, jf. lovforslagets § 1, nr. 49.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.5.
Til nr. 52
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af,
at bestemmelsen om kommunalbestyrelsens forpligtigelse til at
udarbejde en individuel plan for støtten til
forældrene er indsat i § 54, og at § 140, stk. 8,
derfor er ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 30.og nr.
66.
Til nr. 53
Efter gældende ret, jf. lovens § 71, har både
forældre og barnet eller den unge ret til samvær og
kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet.
Det foreslås at ændre sidestillingen af
henholdsvis forældrene og barnets eller den unges ret til
samvær og kontakt, så hensynet til barnet eller den
unge kommer til at stå over forældrenes ønske om
kontakt og samvær.
Forslaget ændrer ikke på, at udgangspunktet for
forvaltningens afgørelse skal være, at barnet eller
den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontakten til de
biologiske forældre. I den konkrete vurdering af omfang af
samvær skal det forsat tillægges betydning, at et barn
eller ung som udgangspunkt har behov for og interesse i en hyppig
kontakt til forældrene. Det er dog også vigtigt, at
kommunalbestyrelsen i sine afgørelser tager hensyn til, at
barnet eller den unge ikke skal opleve et samvær eller en
kontakt med en forælder i de situationer, hvor selve
kontakten vurderes som skadeligt for barnets trivsel og udvikling.
Det kan f.eks. være i situationer, hvor en forælder
tidligere har udsat barnet eller den unge for vold eller seksuelle
overgreb, og hvor samvær derfor vurderes at være til
skade for barnet.
Forslaget medfører også, at barnets eller den
unges ret til samvær udvides til at omfatte barnets eller den
unges netværk i form af søskende, bedsteforældre
eller andre nære relationer.
I forbindelse med vurderingen af barnets behov er
kommunalbestyrelsen efter gældende ret allerede forpligtet
til at sikre, at der finder en samtale sted med barnet eller den
unge, jf. lovens § 48, hvorved barnet eller den unges holdning
til en afgørelse om samvær kan tilvejebringes.
På den baggrund skal barnet eller den unges mening
tillægges vægt i forhold til barnets eller den unges
modenhed og udvikling.
Selvom der med forslaget tillægges hensynet til barnet
eller den unge en større vægt end hensynet til
forældrene, er det forsat kommunalbestyrelsen, der efter en
konkret vurdering træffer afgørelse om samværet,
herunder om samværets omfang. Det bør dog fremgå
af afgørelsen, hvis barnets eller den unges holdning ikke
følges. Det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen åbent
og tydeligt gør barnet eller den unge opmærksom
på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv
skal tage beslutningen om samvær. Dermed kan det for det
første undgås, at barnet eller den unge oplever selv
at stå med ansvaret for beslutningen om samvær. For det
andet skal barnet eller den unge vide, at kommunalbestyrelsen ud
fra hensynet til barnet selv kan træffe en anden
afgørelse, der går imod, hvad barnet eller den unge
selv har peget på.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.1.3.
Til nr. 54
Det følger af gældende ret, jf. lovens § 51,
at kommunens børn og unge-udvalg uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren kan beslutte, at den
børnefaglige undersøgelse efter § 50 skal
gennemføres under barnets eller den unges ophold på en
institution eller indlæggelse på sygehus.
Det følger desuden af gældende ret, jf. lovens
§ 71, stk. 3, at børn og unge-udvalget under en
anbringelse uden for hjemmet kan træffe afgørelse om
regulering af samvær og kontakt, når det er
nødvendigt af hensyn til barnets sundhed eller udvikling.
Denne mulighed finder efter gældende ret altså ikke
anvendelse under gennemførelsen af en børnefaglig
undersøgelse under ophold uden for hjemmet.
I praksis har det vist sig, at der kan være situationer,
hvor det vil være hensigtsmæssigt, at barnets eller den
unges samvær med forældrene under gennemførelsen
af en undersøgelse efter lovens § 51 kan
begrænses på samme måde som under en anbringelse.
Det foreslås derfor at give børn og unge-udvalget
mulighed for at regulere samværet, mens en
undersøgelse uden for hjemmet gennemføres, hvis dette
anses for påkrævet. Reguleringen sker efter samme
hensyn som ved en anbringelse uden for hjemmet.
Udgangspunktet for en undersøgelse uden for hjemmet og
for en evt. regulering af samvær i den forbindelse er, at det
så vidt muligt skal ske i dialog og samarbejde med
forældrene. Hvis undersøgelsen skal gavne barnet eller
den unge, vil det således som oftest være en
forudsætning, at forældrene bakker op om
undersøgelsen, herunder også at indehaveren af
forældremyndigheden forstår kommunens bevæggrunde
for evt. at regulere samværet.
Forældremyndighedsindehaveren bør så vidt muligt
informeres om undersøgelsesforløbet og om eventuelle
øvrige sagsskridt, herunder hvad undersøgelsen kan
føre til, og hvad dette kan få af konsekvenser for
samværet senere hen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.6.
Til nr. 55
Forslaget er en konsekvens af, at klagealderen nedsættes
fra 15 til 12 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 82 og 84.
Forslaget betyder, at den unge, der er over 12 år, skal have
tilbudt gratis advokatbistand under en klagesag på lige fod
med den over 15-årige og forældremyndighedsindehaveren,
samt at også den unge over 12 år skal gøres
bekendt med retten til aktindsigt efter forvaltningsloven og med
retten til at udtale sig, inden afgørelsen
træffes.
Til nr. 56
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 46.
Til nr. 57
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 54.
Til nr. 58
Forslaget er en redaktionel ændring som følge af,
at Ankestyrelsens chef betegnes "Styrelseschef" og ikke
"direktør".
Til nr. 59
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 39.
Til nr. 60-63
Efter gældende ret, jf. lovens § 76, skal
kommunalbestyrelsen tilbyde støtte (efterværn) til
unge mellem 18 og 23 år, som har særligt behov herfor.
Støttemulighederne listet i lovens § 76, stk. 3, er
udtømmende og kan tilbydes unge, der er eller var anbragt
umiddelbart inden det fyldte 18. år samt unge, der havde
tildelt en fast kontaktperson umiddelbart inden det fyldte 18.
år.
Støtten kan gives både i umiddelbar
forlængelse af den ophørte anbringelse og senere
indtil det fyldte 23. år.
Det foreslås at præcisere i bestemmelsens
indledning, at der i forbindelse med tilrettelæggelsen af
støtte i form af efterværn til den unge over 18
år skal være et fremadrettet fokus på den unges
livssituation og evne til at føre en selvstændig
tilværelse. Det præciseres endvidere, at dette
indebærer fokus på den unges uddannelse og
beskæftigelse samt andre relevante forhold. Det kan f.eks.
være en stabil og selvstændig boligsituation for den
unge eller økonomihåndtering, husholdning mv. Der
lægges vægt på, at støtten skal bidrage
til en bedre overgang til en selvstændig tilværelse og
herunder have fokus på at understøtte den unges
uddannelse og beskæftigelse, samt andre relevante forhold
f.eks. opnåelse af selvstændig bolig.
Da nogle unge kan have behov for andre typer støtte end
de eksisterende muligheder, er der risiko for, at de unge ikke
får en støtte som i tilstrækkeligt omfang tager
hensyn til deres individuelle behov eller ikke får
efterværn, fordi det ikke er muligt at tildele den
hjælp, der er behov for i det konkrete tilfælde.
For at afhjælpe denne problemstilling foreslås det
at tilføje yderligere et punkt i rækken af
støttemuligheder, hvorefter kommunalbestyrelsen kan yde
andre former for støtte, som har til formål at bidrage
til en bedre overgang til en selvstændig tilværelse for
den unge. Udover at udvide indsatsviften understreger
tilføjelsen, hvad formålet er med
støtten.
Kommunalbestyrelsen får hermed mulighed for i
højere grad at tage hensyn til de unges individuelle behov,
så støtten i bedst muligt omfang kan afhjælpe
den unges problemer og medvirke til at give den unge den rette
hjælp i henhold til formålet med støtten. F.eks.
giver forslaget mulighed for at tildele psykologsamtaler til unge,
som har gavn heraf, eller at danne og anvende netværks- eller
samtalegrupper, oprette mødesteder for tidligere anbragte
mv. Bestemmelsen er således tiltænkt situationer, hvor
den unge har et behov, som den eksisterende indsatsvifte ikke i
tilstrækkeligt omfang modsvarer.
Der har i praksis vist sig at være usikkerhed om,
hvornår støtten kan genetableres. For at
præcisere mulighederne herfor foreslås det, at
muligheden for tildeling af støtte i form af efterværn
efter det fyldte 18. år, samles i et nyt stk. 4, hvor det
præciseres, at kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om, at støtte efter bestemmelsens stk. 2 og
3 kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23.
år,
1) hvis den unge fortryder tidligere at have afvist
støtte,
2) hvis den unges situation ændrer sig, så der
senere opstår et behov for støtte eller
3) hvis støtte tidligere er ophørt, jf. stk. 6,
og behovet herfor opstår igen.
Som udgangspunkt giver det dog ikke mening at tale om
genetablering af udslusning, da den unge i sådanne
tilfælde vil have forladt institutionen. I stedet må
andre former for støtte overvejes.
Det foreslås desuden i et nyt stk. 5, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år, er eller var anbragt uden for hjemmet uden
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der
er fyldt 15 år, en kontaktperson. Disse unge er fortsat
omfattet af de øvrige bestemmelser i lovens § 68 og
§ 76, og retten til en kontaktperson må ikke erstatte
mere egnede indsatser, medmindre den unge selv ønsker dette.
Kontaktpersonen kan med fordel tænkes sammen med indsatsen i
forbindelse med udslusningsordningen eller øvrige relevante
støtteformer.
Unge, der tilbydes støtte i form af opretholdelse af
døgnophold efter stk. 3, nr. 1, har ikke ret til en
kontaktperson efter stk. 5 hvis anbringelsen fortsættes
umiddelbart efter det fyldte 18. år, da personalet på
anbringelsesstedet forventes at kunne varetage samme funktion som
en støtteperson. Når den unge ikke længere
modtager støtte i form af et døgnophold, har
vedkommende dog igen ret til en kontaktperson frem til det fyldte
23. år efter § 76 stk. 5. Endvidere skal den unge kunne
opretholde en tildelt støtteperson efter stk. 5, hvis den
unge vælger at genoptage et døgnophold, jf. stk. 3 nr.
1, frem til det fyldte 23. år efter stk. 4.
Det bemærkes endvidere, at kommunen fortsat, jf. §
76, stk. 1, skal vurdere den unges støttebehov, herunder om
den unge, der er fyldt 18 år, og som tidligere har fået
tildelt en kontaktperson efter § 52, kan opretholde eller
få tildelt en kontaktperson efter § 52 igen under
anbringelsen, jf. § 76, stk. 2.
Hvis en ung, der tilbydes og takker ja til en kontaktperson
efter stk. 5, tidligere har haft en kontaktperson, som den unge har
tillid til, og som har positiv effekt for den unge, vil det
være hensigtsmæssigt hvis det så vidt muligt
bliver denne person, som fortsætter med at være
kontaktperson for den unge i forbindelse med efterværn efter
§ 76, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.2.
Til nr. 64
Efter gældende ret, jf. lovens § 138, har
indenrigs- og socialministeren hjemmel til at udstede regler om
kommunalbestyrelsens udarbejdelse af standarder for
sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til
børn og unge efter serviceloven. Bemyndigelsen er udnyttet
ved bekendtgørelse nr. 614 af 15. juni 2006 om standarder
for sagsbehandlingen i sager om særlig støtte til
børn og unge.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det at ophæve bemyndigelsen til ministeren. Det betyder
samtidig ophævelse af kravet til kommunalbestyrelserne om
udarbejdelse af standarder for sagsbehandlingen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.8.
Til nr. 65
Efter gældende ret, jf. lovens § 140, skal
kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan, inden der
træffes afgørelse om foranstaltninger efter lovens
§§ 52 eller 76. Handleplanen skal bygge på den
børnefaglige undersøgelse, der er gennemført,
jf. lovens § 50, og opstille mål og delmål i
forhold til de seks faste forhold, som også den
børnefaglige undersøgelse skal omfatte.
Med den foreslåede ændring til stk. 5 fjernes
kravet om, at handleplanen skal omhandle hvert af de nævnte
punkter i stk. 5, svarende til punkterne i lovens § 50 stk. 2.
Samtidig foreslås det at fjerne kravet om, at handleplanen
skal indeholde delmål.
Efter stk. 5 skal der i udarbejdelsen af handleplanen alene
tages udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige
undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. lovens
§ 50. Handleplanen skal indeholde konkrete mål i forhold
til barnets eller den unges trivsel og udvikling på baggrund
af resultaterne af undersøgelsen, og målene skal i
øvrigt være i overensstemmelse med det overordnede
formål med støtten. En klar sammenhæng mellem
behov og indsats betyder, at man har et godt udgangspunkt for at
styrke kontinuiteten i den enkelte sag. Der er således ikke
længere krav om, at handleplanen skal opstille mål i
forhold til de seks forhold, som indgår i
undersøgelsen. Disse skal alene indgå i handleplanen i
det omfang, der er behov for at have fokus herpå eller for at
iværksætte indsatser i forhold hertil.
Kravet om delmål bortfalder, og det er derfor op til
kommunalbestyrelsen at fastsætte retningslinjer for
udarbejdelsen af mål i handleplanen. Målene bør
dog anføres så specifikt som muligt, så det er
tydeligt hvad formålet med indsatsen er, og så det er
muligt at vurdere indsatsens effekt. En tæt sammenhæng
mellem den børnefaglige undersøgelse, handleplanen og
opfølgningen sikrer, at man undgår foranstaltninger,
som ikke har den ønskede effekt.
Som foreslået i lovforslagets § 1, nr. 60-63 er der
et ønske om at styrke de udsatte unges overgang til
voksenlivet. Det kræver, at der allerede inden det fyldte 18.
år er et fokus på at sikre den unge de
nødvendige kompetencer til at klare sig selv.
Derfor foreslås det, at handleplanen for unge, der er
fyldt 16 år, skal opstille konkrete mål for den unges
overgang til voksenlivet. Kravet supplerer de øvrige krav
til indholdet i handleplanen.
Kravet har til hensigt at sikre en mere sammenhængende
og langsigtet indsats i forhold til de unges overgang til
voksenlivet. Handleplanen skal således indeholde initiativer,
der kan medvirke til at sikre de unge de nødvendige
kompetencer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.3.
Til nr. 66
Med udgangspunkt i de gældende regler, jf. lovens §
140, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for hvert
barn eller ung, der har brug for en foranstaltning. Det
gælder også, selv om flere børn i samme familie
har behov for foranstaltninger.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det, at det bliver muligt for kommunalbestyrelsen at udarbejde
én fælles handleplan for alle børn i familien.
Handleplanen skal dog tage højde for individuelle forskelle
hos børnene. Handleplanen skal således tage
højde for, at børn i samme familie kan have
forskellige behov baseret på forskellige problemstillinger og
ressourcer. Handleplanen skal ligeledes tage højde for, at
ens problemstillinger og ressourcer ikke nødvendigvis
afhjælpes bedst med den samme indsats, når der er tale
om forskellige børn. Det forudsættes derfor, at der
fortsat er fokus på de enkelte børns behov i
handleplanen og i valg af støtteforanstaltninger. Det er i
den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at
handleplanen både er kommunalbestyrelsens redskab i forhold
til at sikre en systematisk planlægning af sagen (dvs. over
for det enkelte barn) og samt et redskab, som kommunerne kan bruge
aktivt i forhold til samarbejdet med familien og barnet eller den
unge.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets §
1, nr. 16, om muligheden for at udarbejde én fælles
undersøgelse for alle børn i familien.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.3.
Til nr. 67
Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk.1, skal
plejefamilier være godkendt som generelt egnede af den
stedlige kommunalbestyrelse som betingelse for at kunne anvendes
som anbringelsessted.
Det foreslås at gøre godkendelsesreglerne mere
fleksible, så kommunerne fremover kan vælge at foretage
en generel godkendelse eller en konkret godkendelse til den
specifikke anbringelse af et barn eller en ung.
Det betyder, at en plejefamilie, jf. lovens § 66, nr. 1,
eller en kommunal plejefamilie, jf. nr. 2, for at kunne anvendes
som anbringelsessted enten skal være godkendt af den stedlige
kommune som generelt egnet eller af den anbringende kommune som
konkret egnet.
Forslaget skal medvirke til, at den anbringende kommune kan
få lettere ved at foretage et individuelt match mellem barnet
eller den unge og den valgte plejefamilie.
I forbindelse med en konkret godkendelse af en plejefamilie,
skal den godkendende kommune tage stilling til, om plejefamilien -
under hensyn til det konkrete barns eller den konkrete unges behov
- vurderes at kunne modtage andre børn. Dette skal
fremgå af godkendelsen. Når den anbringende kommune har
godkendt en familie som konkret egnet, kan andre
kommunalbestyrelser som udgangspunkt ikke anbringe børn i
familien. Dette skyldes, at plejefamiliens godkendelse hviler
på dens særlige egnethed i forhold til de konkrete
børn eller unge, som den anbringende kommune bruger familien
i forhold til. Samtidig vil det kunne skabe uklarhed i forhold til
de enkelte kommu-ners tilsyns- og supervisionsforpligtelse, hvis
flere kommuner kunne anbringe i en plejefamilie, som er konkret
godkendt af en anbringende kommune.
Der kan dog opstå situationer, hvor det er
nødvendigt, at flere kommuner koordinerer indsatsen i
forhold til anbringelse i konkret godkendte plejefamilier. Der kan
f.eks. i konkrete tilfælde være behov for at anbringe
flere søskende sammen, jf. også bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 45.
Hvis disse søskende ikke har samme
opholds-/handlekommune og det først anbragte barn er anbragt
i en konkret godkendt plejefamilie, har de øvrige
søskendes opholds-/handlekommune(r) som udgangspunkt ikke
mulighed for at anbringe i den samme plejefamilie, jf. ovenfor. De
involverede kommuner kan dog drøfte konkret, hvorvidt
anbringelse af flere børn i den konkret godkendte
plejefamilier tilgodeser de pågældende børns
behov. Det er den kommunalbestyrelse, der som udgangspunkt
godkendte plejefamilien som konkret egnet, der foretager den
endelige vurdering.
I de tilfælde, hvor en plejefamilie eller en kommunal
plejefamilie er konkret godkendt, foreslås det, jf.
lovforslagets § 1, nr. 76, at de ikke skal være omfattet
af den stedlige kommunes forpligtelse til at føre
driftsorienteret tilsyn efter lovens § 148 a. Tilsynet bliver
sikret ved den anbringende kommunes pligt til at føre
personrettet tilsyn med barnet eller den unge.
Den godkendende kommune, hvad enten det er den stedlige
kommune eller den anbringende kommune, skal tilbyde supervision og
uddannelse og efteruddannelse i overensstemmelse med lovens §
142, jf. lovforslagets § 1, nr. 68 herom.
Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med
lovforslagets § 1, nr. 71, hvorefter private
anbringelsessteder får adgang til at klage over
kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse.
Ifølge gældende ret skal den anbringende kommune
i forbindelse med en anbringelse af et barn eller en ung i en
plejefamilie i en anden kommune, orientere denne kommune (den
stedlige kommune) om anbringelsen, jf. servicelovens § 69,
stk. 1. Dette er af hensyn til den stedlige kommunes pligt til at
føre tilsyn med alle børn og unge i kommunen, jf.
§ 146.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.1.4, 3.4.4. og 3.4.5.
Til nr. 68
Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk. 3, skal
den kommunalbestyrelse, der godkender en plejefamilie eller en
netværksplejefamilie, jf. § 142, stk. 1 eller 2,
sørge for, at plejefamilien deltager et kursus i at
være plejefamilie. Kursets omfang skal svare til minimum 4
hele kursusdage,
Det foreslås i en ny affattelse af stk. 3, at det
lovpligtige 4-dages kursus i at være plejefamilie, som
udgangspunkt skal være gennemført inden anbringelsen
af barnet eller den unge i plejefamilien. Alene hvor særlige
forhold gør sig gældende, kan barnet eller den unge
anbringes i plejefamilien, inden kurset afholdes. Særlige
forhold kan f.eks. være, at barnet eller den unge har et akut
anbringelsesbehov, og at der er forhold, der gør, at netop
denne plejefamilie er særligt egnet til barnet uanset den
manglende gennemførelse af kurset. Hvis en plejefamilie
modtager et barn eller en ung, inden kurset er gennemført,
skal kurset gennemføres hurtigst muligt herefter.
Kurset skal både i omfang og indhold svare til det
såkaldte RUGO-kursus (Rekruttering, Uddannelse, Godkendelse
og Organisation), der i sin tid blev udviklet af det
daværende Socialministerium, Kommunernes Landsforening samt
de centrale organisationer på området.
Med forslaget til nyt stk. 4 fastslås det i loven, hvad
der tidligere alene er fremgået af vejledningerne på
området, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at plejefamilier,
kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier får
den fornødne efteruddannelse og supervision i
overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Det indebærer en
pligt for kommunen og både en ret og en pligt for
plejefamilien til efteruddannelse og supervision.
Det foreslås, at plejefamilierne skal have
efteruddannelse svarende til minimum to årlige kursusdage.
Kommunen vurderer, hvilke temaer plejefamilierne har brug for at
blive opkvalificeret i forhold til.
I beregningen af lovforslagets økonomiske konsekvenser
er det vurderet, at de nye bestemmelser betyder, at supervisionen
til en traditionel plejefamilie øges med gennemsnitligt
19 timers supervision om året i forhold til den
nuværende situation. Det er ligeledes vurderet, at de
kommunale plejefamilier gennemsnitligt vil modtage 39 timers
supervision mere end den gennemsnitlige plejefamilie i dag
modtager.
Beregninger bygger dog alene på gennemsnitsbetragtninger
og det konkrete antal timer til supervision skal i forhold til
den enkelte plejefamilie tilpasses den konkrete situation.
Omfanget vil derfor variere alt efter familiens konkrete
behov. Nogle familier vil derfor have behov for mindre
supervision end de timer, som ligger til grund for
beregningen, andre mere. Der kan således f.eks. for en
traditionel plejefamilie være tale om, at de det
første år eller i særlige perioder har behov for
supervision ugentligt eller månedligt, men det i andre
perioder i plejeanbringelser der er velfungerende og uden problemer
blot kan være behov for f.eks. kvartalsvise
supervisionssamtaler. For kommunale plejefamilier, der har
børn med særligt store problemer, må det
forventes, at det løbende niveau for supervision er
højere for de fleste af plejefamilierne - f.eks.
med månedsvise supervisionssamtaler.
Ligeledes vil omfanget og indholdet af supervisionen og
uddannelsen f.eks. variere i forhold til plejefamiliens erfaring og
i forhold til tyngden af problemer hos de børn eller unge,
som plejefamilien aktuelt har i pleje, lige som der i nogle
perioder kan være behov for mere supervision end i andre
F.eks. vil der typisk være behov for mere supervision i
starten af forløbet eller i perioder omkring skolestart,
hvis der er problemer med samarbejdet med de biologiske
forældre eller andre tidspunkter, der kan rumme særlige
udfordringer for barnet eller den unge eller
plejeforældrene.
I forslaget til nyt stk. 5 fastslås det, at de nye
kommunale plejefamilier, jf. lovforslagets § 1, nr. 40,
varetager en særlig opgave, der nødvendiggør,
at de får mere supervision og efteruddannelse end andre typer
af plejefamilier, jf. bemærkningerne til stk. 4.
Omfanget af supervision vil som for øvrige
plejefamilier ofte variere i forhold til den kommunale
plejefamilies forudsætninger og tyngden af barnets eller den
unges problemer. Men det understreges, at omfanget af supervision
og efteruddannelse skal afspejle tyngden i den opgave, den
kommunale plejefamilie varetager.
Støtten til de kommunale plejefamilier i form af
efteruddannelse og supervision, kan f.eks. gives ved at etablere et
samarbejde mellem plejefamilier og specialiserede
døgninstitutioner, hvor der desuden kan gives løbende
faglig sparring.
Hvis den kommunale plejefamilie er ansat af den godkendende
kommune, vil der i den forbindelse være taget stilling til
arbejdsvilkår, pension, opsigelsesvarsel m.v. Hvis den
kommunale plejefamilie ikke er ansat af kommunen, men er godkendt
som generelt egnet af den stedlige kommunalbestyrelse, vil der
eventuelt være taget stilling til de nævnte forhold i
forbindelse med godkendelsen.
I forbindelse med indgåelse af en konkret plejeaftale
mellem den kommunale plejefamilie og en anbringende kommune, skal
den anbringende kommune sikre sig, at der er taget stilling til de
pågældende arbejdsvilkår m.v. i overensstemmelse
med plejeaftalen. Det betyder, at der skal tages stilling hertil i
selve plejeaftalen, hvis der ikke allerede er taget stilling hertil
i forbindelse med ansættelse eller generel godkendelse, jf.
ovenfor.
Der opstilles ikke krav til plejeaftalens indhold, men
forudsættes alene, at der skal tages stilling til
arbejdsvilkår mv. Som en naturlig del heraf skal der
også tages stilling til, om plejefamiliens
forudsætninger for at påtage sig opgaven og karakteren
af barnets eller den unges problemer tilsiger, at
plejeforældrene skal have tilbud om aflastning.
Til nr. 69
Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk. 4, skal
den stedlige kommunalbestyrelse godkende egne værelser,
kollegier og kollegielignende opholdssteder som generelt egnede som
forudsætning for, at denne eller andre kommunalbestyrelser
kan anvende de pågældende værelser m.v. som
anbringelsessted.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det at ophæve kravet om den stedlige kommunalbestyrelses
generelle godkendelse af egne værelser m.v.
I stedet er det op til den anbringende kommune at godkende
værelserne m.v. som konkret egnede i forbindelse med, at de
anbringer en ung på værelset. Hermed understreges det,
at det alene er de anbringende kommuner, der har ansvaret for, at
anbringelse af unge på eget værelse mv. sker under
betryggende forhold.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.4.
Til nr. 70
Efter gældende ret, jf. lovens § 142, stk. 5, skal
den stedlige kommunalbestyrelse godkende opholdssteder for
børn og unge som generelt egnede som forudsætning for,
at denne eller andre kommunalbestyrelser kan anvende de
pågældende opholdssteder som anbringelsessted. Samtidig
skal anbringelsessteder være registreret på
Tilbudsportalen, for at kunne anvendes af kommunerne, jf. lovens
§ 14.
Som led i regeringens afbureaukratiseringsplan foreslås
det at ophæve kravet om godkendelse af private opholdssteder
som generelt egnede. I stedet opstilles en række kriterier,
som skal være opfyldt, hvis det enkelte opholdssted skal
kunne optages på Tilbudsportalen. Alene optagelse og
registrering på Tilbudsportalen vil herefter være
betingelse for, at kommunerne kan anvende de konkrete opholdssteder
til anbringelse af børn og unge. Formålet hermed er at
forenkle kommunernes godkendelsesprocedurer, uden at der dog
slækkes på de indholdsmæssige krav hertil.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer af
lovens § 14 om optagelse af private tilbud på
Tilbudsportalen som fremgår af regeringens fremsatte
lovforslag om afbureaukratisering på dele af det sociale
område.
Det skal således understreges, at den foreslåede
løsning ikke indebærer, at kommunernes forpligtelser i
relation til at sikre kvaliteten og indholdet i de private tilbud
svækkes. Den godkendende kommunalbestyrelse vil således
fortsat skulle forholde sig til tilbuddets personale,
pædagogik, målgruppe m.v. samt føre tilsyn
hermed. Tværtimod vil den direkte kobling af godkendelsen og
indberetningen af oplysninger til Tilbudsportalen
tydeliggøre, at den godkendende kommune står inde for
tilbuddet.
Med forslaget lovfæstes de godkendelseskrav
vedrørende pædagogisk metode og
målsætning, der hidtil har fremgået af § 9 i
bekendtgørelse nr. 349 af 9. maj 2008 om godkendelse af og
tilsyn med private opholdssteder, private botilbud og private
behandlingstilbud for stofmisbrugere.
De opstillede kriterier viser tilbage til
formålsbestemmelsen for den særlige støtte til
børn og unge i § 46, som den er formuleret ved
lovforslagets § 1, nr. 5. Formålet med ændringen
er således også at understrege, at det er vigtigt at
vurdere opholdsstedet ud fra de kriterier, der også
anføres i formålsparagraffen.
Det konkrete opholdssted skal vurderes ud fra den konkrete
målgruppes behov. Det betyder, at f.eks. skolegang ikke er et
relevant kriterium i forhold til vurderingen af opholdssteder for
spædbørn, da målgruppen ikke har noget behov
herfor.
Til nr. 71
Efter gældende regler, jf. lovens § 166, kan
kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven
indbringes for det sociale nævn, med mindre andet
fremgår af loven. Af lovens § 142, stk. 6, fremgår
det, at kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse ikke
kan påklages.
Det foreslås at ophæve klagebegrænsningen,
så kommunalbestyrelsernes afgørelser om godkendelse af
plejefamilier og opholdssteder fremover også bliver omfattet
af den almindelige adgang til at klage til de sociale nævn.
For så vidt angår plejefamilier gælder
klageadgangen alene kommunens vurdering af, om familien kan
godkendes som plejefamilie. Der kan således ikke klages over,
hvordan kommunen vælger at godkender familien, herunder om
kommunen vælger at godkende plejefamilien som "konkret" eller
"generelt" egnet, eller om hvorvidt plejefamilien kan godkendes som
"kommunal plejefamilie".
Det vil også komme til at gælde for afslag
på optagelse på Tilbudsportalen, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 70.
Afgørelserne vil kunne påklages til de sociale
nævn efter de almindelige klageregler på det sociale
område efter retssikkerhedslovens kap. 10, jf. servicelovens
§ 166.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.4.
Til nr. 72
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 24.
Til nr. 73
Af de gældende regler, jf. lovens § 143, stk. 1 og
2, fremgår det, at socialministeren kan fastsætte
regler om godkendelse og tilsyn for opholdssteder og
plejefamilier.
Som konsekvens af forslagene til ændring af
godkendelsesreglerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 67-70,
præciseres bemyndigelsesbestemmelsen, så indenrigs- og
socialministeren fremover kan fastsætte nærmere regler
om godkendelse af og tilsyn med plejefamilier, kommunale
plejefamilier og netværksplejefamilier.
Til nr. 74
Forslaget er en konsekvens af, at indholdet af lovens §
148, stk. 3 flyttes til det foreslåede § 70, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 51.
Til nr. 75
Det følger af gældende ret, jf. lovens § 148
a, at den stedlige kommunalbestyrelse fører driftsorienteret
tilsyn med tilbud efter serviceloven. Hvis en anden kommune har
indgået aftale om anvendelse af samtlige tilbuddets pladser,
eller tilbuddet er omfattet af regionsrådets driftstilsyn,
jf. lovens § 5, stk. 7, er det dog den pågældende
kommune eller regionsrådet, der har forpligtelsen til at
føre driftsorienteret tilsyn.
Det foreslås i et nyt stk. 2 at præcisere, at det
løbende generelle driftstilsyn for så vidt angår
anbringelsessteder for børn og unge skal påse, at
anbringelsesstedernes pædagogiske målsætninger og
metoder forsat gør anbringelsesstedet egnet til at opfylde
målgruppens behov. Kriterierne herfor svarer til kriterierne
for optagelse på Tilbudsportalen, jf. bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 70 og bemærkningerne
hertil.
Formålet med ændringen er at præcisere
indholdet af det driftsorienterede tilsyn. Det understreges hermed,
at det er vigtigt at vurdere anbringelsesstederne ud fra de
kriterier, der også anføres i
formålsparagraffen.
Det er allerede i dag praksis, at anbringelsesstedets
pædagogik skal indgå i det driftsorienterede tilsyn,
jf. vejledning nr. 3 fra 2006, punkt 76, som hænger sammen
med kommunalbestyrelsernes pligt til at sikre, at anbringelser sker
på et betryggende grundlag, hvor anbringelsesstedets
pædagogik ikke kan udelades.
Det foreslås desuden, at der som led i den
driftsorienterede tilsyn med opholdssteder efter § 66, nr. 5,
og døgninstitutioner efter § 66, nr. 6, jf.
lovforslagets § 1, nr. 40, skal føres minimum et
uanmeldt driftsorienteret tilsyn årligt.
Det løbende driftsorienterede tilsyn og herunder
tilsynsbesøgene skal foregå, så det mindst
muligt forstyrrer de anbragte børn og unge, som er på
anbringelsesstedet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.5.
Til nr. 76
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i lovens
§ 148 a, der undtager konkret godkendte plejefamilier og
konkret godkendte kommunale plejefamilier efter § 66, stk.
1-2, netværksplejefamilier efter § 66 stk. 3 og egne
værelser mv. efter § 66 stk. 4 fra kommunalbestyrelsen
forpligtelse til at føre driftsorienteret tilsyn.
Forslaget fremsættes som led i regeringens
afbureaukratiseringsplan, og formålet er at forenkle den
kommunale administration og sikre et hensigtsmæssigt
tilrettelagt tilsyn. I de nævnte anbringelsestyper vil der
som oftest alene være anbragt et enkelt barn eller ung eller
søskende, og i disse tilfælde vil et generelt
driftsorienteret tilsyn, som ikke er koblet til det konkrete
anbragte barn eller unge, ikke fremstå meningsfyldt.
Det understreges, at børn og unge anbragt i konkret
godkendte plejefamilier eller egne værelser m.v. fortsat er
omfattet af den anbringende kommunes forpligtelse til at
føre et personrettet tilsyn efter lovens § 148. Det vil
svare til de tilsynsforhold, der i dag gælder for børn
og unge anbragt i netværksplejefamilier.
Da det for de anførte anbringelsessteder alene vil
blive den anbringende kommune, der har en tilsynsforpligtelse, vil
denne kommune således have det fulde ansvar for anbringelsen
herunder for, at anbringelsen sker under betryggende rammer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.5.
Til nr. 77
Forslaget er en redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 64.
Til nr. 78
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1 og 2, samt
stk. 2 og 4 er en delvis videreførelse af den eksisterende
§ 153, idet der er tale om, at hidtil administrativt fastsatte
regler om underretningspligt udstedt med hjemmel i den nævnte
gældende bestemmelse fremover kommer til at fremgå af
loven, og idet der foretages visse ændringer i forhold til,
hvornår underretningspligten indtræder. Der henvises
herom til de almindelige bemærkninger afsnit 3.3.2. Den
foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 3 og stk. 3 og 5 er
derimod nye bestemmelser.
Med den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 1-3 skal
personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af
tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at
antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov
for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter
fødslen kan få behov for særlig støtte
på grund af de vordende forældres forhold eller, at et
barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre
overgreb.
Den foreslåede § 153, stk. 1, nr.1-3
indebærer, at underretningspligten for personer, der
udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, fremover
fremgår af loven og ikke som i dag af Socialministeriets
bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter
lov om social service. Formålet er at skabe klarhed over,
hvornår underretningspligten indtræder, og dermed
undgå den usikkerhed, de eksisterende regler har givet.
Med "personer, der udøver offentlig tjeneste" sigtes
til personer, som er ansat til at udfylde offentlige opgaver
på vegne af offentlige myndigheder (f.eks. statslige
myndigheder, dvs. ministerier, direktorater, politi og domstole, og
kommunale forvaltninger), som udøver deres virksomhed i
henhold til lovregler eller bestemmelser, der er fastsat med
hjemmel i lov. Der kan f.eks. være tale om skolelærere
eller pædagoger, som er ansatte i dagtilbud. Med "personer,
der udøver offentligt erhverv" sigtes til personer, som ikke
er ansat til at udfylde offentlig tjeneste, men som i kraft af
deres erhverv udøver tjeneste for en offentlig myndighed,
som medfører visse handlebeføjelser udadtil. Der kan
f.eks. være tale om en privatansat læge, der efter
anmodning tilser en beboer på et kvindekrise-center, eller et
kommunalbestyrelsesmedlem, som i udøvelsen af sit hverv
får kendskab til et forhold vedrørende et barn eller
en ung, der bør underrettes om efter denne
bestemmelse.
Med "særlig støtte" i den foreslåede §
153, stk. 1, nr. 1 og 2, sigtes til støtte efter
servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til
børn og unge. Der er således ikke underretningspligt i
situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har en
karakter, som reglerne om særlig støtte efter
servicelovens kapitel 11 ikke tager sigte på at løse.
Som eksempel kan nævnes forhold, der alene kan begrunde en
særlig socialpædagogisk indsats efter folkeskolelovens
regler.
Underretningspligten indtræder efter den
foreslåede bestemmelse uanset, hvad der er årsagen til,
at barnet eller den unge kan have behov for særlig
støtte.
Den, der underretter, skal ikke foretage en vurdering af, om
barnet eller den unge vil kunne opnå særlig
støtte. Denne vurdering foretages af kommunalbestyrelsen.
Dermed understreges det også, at det er kommunalbestyrelsens
ansvar at vurdere, hvorvidt det må antages, at et barn eller
en ung trænger til særlig støtte, således
at der skal igangsættes en børnefaglig
undersøgelse jf. § 50.
Efter den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 1-3
indtræder underretningspligten, når den
pågældende får kendskab til eller grund til at
antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov
for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter
fødslen kan få behov for særlig støtte
på grund af de vordende forældres forhold eller, at et
barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre
overgreb.
Dette indebærer en sproglig præcisering i forhold
til de gældende regler, hvorefter underretningspligten
indtræder ved kendskab til forhold, der giver formodning om,
at et barn eller en ung under 18 år har behov for
særlig støtte. Med den foreslåede bestemmelse
tydeliggøres, at der ikke kræves et kendskab til
barnets eller den unges forhold, der har en sådan sikkerhed,
at vedkommende har formodning om, at barnet eller den unge kan have
behov for særlig støtte. Derimod skal der fortsat
være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets
eller den unges forhold, som har givet grund til bekymring for
barnets eller den unges udvikling eller sundhed, der betyder, at
barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte
efter servicelovens kapitel 11.
Er der tale om vanskeligheder, der har en karakter, som
reglerne i servicelovens kapitel 11 tager sigte på at
løse, vil der efter den foreslåede bestemmelse
være underretningspligt, uanset at den, der underretter, har
mulighed for og fortsat kan benytte de hjælpemidler, som
findes inden for vedkommendes regi. Det betyder f.eks., at skolen
fortsat kan søge dialog med forældre og tilbyde
specialundervisning, uanset at socialforvaltningen er underrettet
om barnets eller den unges problemer.
Underretningspligten efter den foreslåede § 153,
stk. 1, nr. 1-3 gælder for den samme kreds af personer, som
den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse tager sigte på -
dvs. personer, der udøver offentlig tjeneste eller
offentligt hverv. Bestemmelsen suppleres af bestemmelsen i den
foreslåede § 153, stk. 2, der er en delvis
videreførelse af den eksisterende § 153 stk. 2 og stk.
3, 2. pkt., som bemyndiger socialministeren til at fastsætte
regler om underretningspligt for andre grupper af personer. Der
henvises til bemærkningerne til den foreslåede §
153, stk. 2.
Det er fortsat en betingelse for underretningspligten, at det
er under en persons udøvelse af tjenesten eller hvervet, at
vedkommende får grund til at antage, at et barn eller en ung
under 18 år kan have behov for særlig støtte, at
et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for
særlig støtte på grund af de vordende
forældres forhold eller, at et barn eller en ung under 18
år er udsat for vold eller andre overgreb.
En underretning kan foretages anonymt, og kommunen har pligt
til at registrere underretningen, uanset at denne eventuelt sker
anonymt.
Forslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med
forslaget om lempelse af tavshedspligtsreglerne efter dette
lovforslags § 49 a. Heraf fremgår, at der kan tages
initiativ til at foretage en tværfaglig afklarende samtale om
et konkret barn eller en ung, hvis der foreligger en bekymring om
dette barns udvikling. Der henvises til de specielle
bemærkninger herom til nr. 9.
Efter den foreslåede § 153, stk. 1, nr. 2, skal
personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv, underrette kommunen, hvis de under udøvelse af
tjenesten eller hvervet bliver bekendt med eller får grund
til at antage, at et barn umiddelbart efter fødslen kan
få behov for særlig støtte på grund af de
vordende forældres forhold.
Den foreslåede bestemmelse angår ligesom
bestemmelsen i den gældende § 153, stk. 3, 1. pkt., der
bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om
underretningspligt, situationer, der vedrører behovet for
særlig støtte hos et ufødt barn umiddelbart
efter fødslen, idet underretningspligten fremover dog
fremgår direkte af selve loven, jf. herom
bemærkningerne til den foreslåede § 153, stk.
1.
Efter den foreslåede § 153, stk. 1 nr. 3, skal
personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt
hverv underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af
tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at
antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold
eller andre overgreb. Bestemmelsen er ny og indebærer en
særlig regulering af den underretningspligt, der ellers
følger af den almindelige regel i den foreslåede stk.
1, nr. 1, idet underretningspligten efter den her foreslåede
bestemmelse indebærer en særlig regulering af pligten
til at underrette, når der er kendskab til eller grund til at
antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold
eller andre overgreb. Formålet er at understrege vigtigheden
af, at kommunen så hurtigt som muligt får mulighed for
at gribe ind i de tilfælde, hvor der kan være tale om
vold eller andre overgreb mod et barn eller en ung, da dette kan
have særligt alvorlige konsekvenser for barnets
udvikling.
Med vold eller andre overgreb forstås sådanne
strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år,
som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser med
kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt
forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens §
210 og § 213.
Underretningspligten gælder i forhold til vold eller
andre overgreb mod barnet eller den unge, der finder sted på
vedkommendes sædvanlige opholdssted, herunder i hjemmet eller
på en institution begået af personer, som barnet eller
den unge sædvanligvis omgiver sig med på dette sted.
Den gælder også i forhold til vold eller andre
overgreb, der sker i omgivelser, hvor barnet eller den unge
tilfældigvis har sin gang, og hvor gerningsmanden ikke er en
person, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig
med.
Den foreslåede § 153, stk. 2, 1. pkt. bemyndiger
socialministeren til at fastsætte regler om
underretningspligt for andre grupper af personer, der under
udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold,
som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger
efter denne lov. 1. pkt. er en uændret videreførelse
af den gældende § 153, stk. 2.
Bemyndigelsen kan benyttes til at fastsætte yderligere
betingelser for underretningspligtens indtræden, herunder i
hvilken udstrækning disse grupper har mulighed for at
henvende sig til kommunalbestyrelsen med henblik på at
få oplyst, om underretningen har givet anledning til
undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven,
vedrørende det barn eller unge under 18 år,
underretningen omhandler, jf. bestemmelsens stk. 3 og
bemærkningerne hertil.
Bestemmelsens 2. pkt. bemyndiger socialministeren til at
fastsætte regler om, at andre grupper af personer har
underretningspligt efter stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen er en delvis
videreførelse af den gældende § 153, stk. 3, 2.
pkt., men indebærer en ændring derved, at kriteriet,
for hvornår underretningspligten indtræder,
tydeliggøres efter den foreslåede § 153, stk. 1.
Der henvises til bemærkningerne hertil. Bemyndigelsen kan
benyttes til at fastsætte yderligere betingelser for
underretningspligtens indtræden.
Efter den foreslåede stk. 3 har den person, der har
foretaget en underretning efter § 153, stk. 1-2, 1.pkt.,
mulighed for at henvende sig til kommunalbestyrelsen med henblik
på at få oplyst, om underretningen har givet anledning
til undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven,
vedrørende det barn eller unge under 18 år,
underretningen omhandler. Der indføres således hjemmel
til, at kommunalbestyrelsen efter anmodning skal videregive
oplysninger til den person, der har foretaget underretning efter
§ 153, stk. 1-2, 1. pkt., om hvorvidt underretningen har givet
kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger
efter serviceloven, vedrørende det barn eller den unge under
18 år, underretningen vedrører.
Tilbagemeldingen vil på kommunalbestyrelsens vegne kunne
foretages af den del af kommunens forvaltning, der behandler de
pågældende undersøgelser eller foranstaltninger
efter serviceloven, ligesom anmodningen om en sådan
tilbagemelding vil kunne rettes der til.
Tilbagemeldingen har til hensigt at bekræfte, at
kommunen behandler sagen på behørig vis, samt at give
den person, der har foretaget underretningen, mulighed for i
tilrettelæggelse af det videre arbejde med den unge at tage
højde for, at der er foretaget undersøgelser eller
foranstaltninger i forhold til barnet eller den unge under 18
år efter serviceloven.
Bestemmelsen indebærer en fravigelse af persondatalovens
§ 8, stk. 3. Lovforslagets bestemmelse om mulighed for
tilbagemelding på en underretning giver efter
Socialministeriets opfattelse ikke anledning til
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, idet der alene
kan ske videregivelse af en begrænset type af oplysninger og
til en begrænset kreds af modtagere. Endvidere sker
videregivelsen af oplysningerne med henblik på, at den
person, der har foretaget underretningen, får
bekræftet, at sagen behandles af kommunen, og med det
formål, at personen kan inddrage oplysningerne i
tilrettelæggelsen af det videre arbejde med barnet eller den
unge. Det er herefter Socialministeriets opfattelse, at
bestemmelsen opfylder kravene til blandt andet
formålsbestemthed og proportionalitet i persondatalovens
§ 5. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger punkt 3.3.2.3 om den foreslåede ordning og
retssikkerhedsmæssige aspekter af forslaget.
På denne baggrund finder Socialministeriet, at der inden
for dette snævert afgrænsede område bør
indføres en særlig bestemmelse, som giver adgang til
tilbagemelding til den person, der har foretaget en underretning
efter § 153. Der kan alene videregives oplysninger om,
hvorvidt der er iværksat undersøgelser eller
foranstaltninger efter serviceloven vedrørende det barn
eller den unge, som underretningen vedrører. Derimod kan der
ikke med hjemmel i § 153, stk. 3, ske videregivelse af
oplysninger om karakteren af eller indholdet af de
pågældende undersøgelser eller
foranstaltninger.
Forslaget giver kommunalbestyrelsen pligt til at videregive de
i bestemmelsens nævnte oplysninger, når den person, der
har foretaget underretningen, anmoder herom. Pligten gælder
som udgangspunkt i alle tilfælde, med mindre særlige
forhold gør sig gældende. Hermed henvises til de
særlige situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan have en
særlig grund til at antage, at den der underretter, ikke kan
håndtere de pågældende oplysninger på en
hensigtsmæssig måde, f.eks. i de tilfælde hvor
der kan være tale om chikane, eller hvor kommunen er bekendt
med, at familien har helt særlige grunde til, at oplysninger
om deres rent private forhold beskyttes.
Forslaget giver alene mulighed for at videregive oplysninger
til den person, der har foretaget underretningen, og kun til den
person, der anmoder herom. Hvis underretningen er gået
igennem flere personer, f.eks. hvis lederen på skolen har
foretaget underretningen på vegne af en lærer, vil
kommunalbestyrelsen med hjemmel i § 153, stk. 3, efter
anmodning kunne videregive oplysninger til enhver af disse
personer, som har været involveret i underretningen.
Bestemmelsen regulerer alene videregivelsen af de nævnte
oplysninger fra kommunalbestyrelsen til den person, der har
foretaget underretningen. Øvrige behandlinger af oplysninger
om rent private forhold, herunder de underrettendes videregivelse
af oplysninger til andre, skal foretages i overensstemmelse med de
gældende regler i persondataloven. Ligeledes finder de
øvrige regler i persondataloven om bl.a. de registreredes
rettigheder, den dataansvarliges anmeldelsespligt og
behandlingssikkerhed anvendelse, i det omfang det er relevant,
også for oplysninger, der videregives i forbindelse med
tilbagemelding til den person, der har foretaget
underretningen.
I de tilfælde, hvor en underretning fører til en
undersøgelse og en eventuel foranstaltning, vil det af
hensyn til den samlede indsats over for det enkelte barn eller den
unge kunne være hensigtsmæssigt, at der indgås et
tværfagligt samarbejde omkring indsatsen. F.eks. kan det
være relevant for en skolelærer at vide, hvilke
foranstaltninger der er iværksat. Hvis der således
f.eks. er iværksat tilbud om aflastningsophold, hvis
forældrene i perioder ikke er i stand til at tage
tilstrækkeligt vare på barnet på grund af psykisk
sygdom eller misbrug m.v., vil skolelæreren i sit daglige
arbejde med det pågældende barn kunne tage højde
for, at barnet i perioder er ekstra sårbart, og at det derfor
har behov for særlig opmærksomhed og støtte i
disse perioder. En udveksling af sådanne oplysninger mellem
kommune og skole er ikke reguleret af servicelovens § 153, men
vil skulle behandles efter de gældende regler i
persondataloven (særligt §§ 6-8). Det vil som
oftest indebære, at forældrene og den unge over 15
år skal give samtykke til, at der videregives oplysninger om
rent private forhold til en anden myndighed (f.eks. et hospital)
med henblik på tværfagligt at støtte op omkring
indsatsen over for barnet eller den unge. Der henvises i
øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.1.
om de gældende regler om videregivelse og behandling af
oplysninger om rent private forhold til lovforslagets § 49
a.
I forbindelse med kommunens forpligtigelse til at videregive
oplysninger efter § 153 stk. 3 bemærkes, at kommunen
efter persondatalovens kapitel 8-10 er forpligtiget til at oplyse
forældremyndighedsindehaveren om, at de efter § 153 stk.
3 har videregivet de pågældende oplysninger til den
person, der har foretaget underretningen. Jf. de almindelige
bemærkninger afsnit 3.3.2.1 om persondataloven.
Persondataloven regulerer ikke, hvordan informationen skal
udformes. Den kan således gives mundtligt, skriftligt eller
elektronisk. Oplysningspligten kan f.eks. opfyldes ved, at de
fornødne informationer er trykt på en ansøgning
eller en blanket m.v.. Dette betyder, at kommunen f.eks. kan
vælge at oplyse forældrene om videregivelsen af
oplysningerne i forbindelse med, at forældrene i
øvrigt bliver oplyst om underretningen, herunder også
om reglerne i § 153, stk. 3, og hvad denne regel
indebærer.
En underretning medfører ikke i sig selv, at kommunen
er forpligtet til at iværksætte foranstaltninger, men
at kommunen som led i sin almindelige tilsynsforpligtelse efter
servicelovens § 146 må undersøge, om det barn
eller den unge, som underretningen omhandler, har behov for
særlig støtte.
Der gøres i øvrigt opmærksom på, at
personer, der efter § 153 har foretaget en underretning til
kommunen, kan underrette Ankestyrelsen om dette med henblik
på, at Ankestyrelsen kan tage sagen op af egen drift, jf.
§ 65, stk. 1 og stk. 5. Dette kan ske i de tilfælde,
hvor der er bekymring for, at kommunalbestyrelsen i en konkret sag
ikke fortager sig det fornødne eller i en afgørelse
ikke i fornødent omfang tager hensyn til barnets eller den
unges bedste. Jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets
§ 1, nr. 39.
Til nr. 79
Med lovforslaget videreføres de gældende
bestemmelser om Kennedy Centret i servicelovens § 153, dog
anføres de med dette forslag i en ny selvstændig
bestemmelse. Hjemlen vedrører videregivelse af oplysninger
både fra social- og sundhedsvæsenet til social-,
sundheds- og undervisningsmyndighederne. Endvidere er
præciseret krav om samtykke fra forældremyndighedens
indehaver, jf. sundhedsloven. Endelig vil Indenrigs- og
Sundhedsministeren overtage ansvaret for at udarbejde nærmere
retningslinjer om videregivelse af oplysninger til og fra Kennedy
Centret, idet de nærmere retningslinjer ved videregivelse af
oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser og registre i forvejen
fastsættes af Sundhedsstyrelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.3.2. og til de almindelige
bemærkninger til lovforslagets § 49 a om lempelse af
tavshedspligtsreglerne i regi af det tidlige forebyggende
samarbejde afsnit 3.3.1.
Til nr. 80
Forslaget er en redaktionel ændring som følge af
lovforslagets § 1, nr. 62.
Til nr. 81
Forslaget er en konsekvens af forslaget om ophævelse af
de sociale nævns egendriftkompetence, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 39.
Til nr. 82 - 84
Efter gældende ret, jf. servicelovens § 166, kan
kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven indbringes for
de sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Klageadgangen efter denne bestemmelse, som er lovens almindelige
ordning, omfatter alle afgørelse efter serviceloven, med
mindre andet er konkret fastsat. I lighed med, hvad der i
øvrigt som udgangspunkt følger af dansk ret, er det
forældremyndighedsindehaveren, der har adgang til at klage.
Børn og unge under 18 år er således ikke
omfattet af klageadgangen efter denne bestemmelse.
Af den gældende § 167 fremgår det derimod
specifikt, hvornår børn og unge under 18 har adgang
til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter
servicelovens bestemmelser. Det fremgår således af
lovens § 167, stk. 1, at unge, der er fyldt12 år, kan
klage over afgørelser om valg af anbringelsessted og
ændret anbringelsessted, afgørelser om
ungepålæg samt afgørelser om foranstaltninger
efter § 52. Af lovens § 167, stk. 2, fremgår det,
at den unge, der er fyldt 15 år, derudover kan klage over
afgørelser om behandling, samvær med personer fra
netværket samt afgørelser om samvær og
kontakt.
Det foreslås at udvide børn og unges adgang til
at klage over afgørelser efter serviceloven, så alle
børn over 12 år får samme adgang til at klage.
For de 12 til 15-årige betyder det, at de som noget nyt
får adgang til at klage over afgørelser om behandling,
uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. For
hele gruppen af 12 til 18-årige betyder det, at de som noget
nyt får adgang til at klage over alle afgørelser om
foranstaltninger efter lovens § 52, stk. 3, og over
afgørelser om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter
lovens § 68, stk. 2.
Forslaget til ny § 167, stk. 1, indeholder således
en samlet oplistning af, hvilke typer afgørelse børn
og unge, der er fyldt 12 år, herefter får adgang til at
klage over.
For at undgå misforståelser foreslås desuden
den redaktionelle ændring, at
forældremyndighedsindehaveren ikke længere nævnes
som klageberettiget i § 167. Som nævnt ovenfor kan
forældremyndighedsindehaveren allerede klage over alle
afgørelser i medfør af § 166, og det er derfor
overflødigt også at nævne dem i §
167.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.1.
Til nr. 85
Efter gældende ret, jf. lovens § 168, stk. 2, kan
klager over afgørelser truffet af børn og
unge-udvalget kun indbringes for Ankestyrelsen af barnet eller den
unge, der er fyldt 15 år samt af indehaveren af
forældremyndigheden. For børn og unge under 15
år kan en sag således kun indbringes for Ankestyrelsen
af forældremyndighedsindehaverne, og det påhviler
derfor indehaverne af forældremyndigheden at varetage barnets
eller den unges interesser i forbindelse med klage. Imidlertid kan
der være situationer, hvor barnet eller den unge og
forældre har modsatrettede interesser, og hvor det derfor kan
være et problem, at forældrene skal varetage både
egne og barnets eller den unges interesser.
Det foreslås at sænke alderskravet for,
hvornår et barn eller en ung kan klage til Ankestyrelsen over
afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, så
sagen fremover kan indbringes af barnet eller den unge, der er
fyldt 12 år. Dermed udvides gruppen af børn og unge,
der selvstændigt har mulighed for at få indflydelse
på egen sag, de 12 til 15-årige ligestilles i forhold
til adgangen til at at klage over afgørelser med de 15 til
18-årige, jf. også lovforslagets § 1, nr. 82, og
bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.1.
Til nr. 86
Forslaget er redaktionel ændring som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 39.
Til § 2
Til nr. 1
Forslaget er en redaktionel ændring som følge af,
at § 66 i serviceloven er det sted, hvor alle
anbringelsessteder for børn og unge er nævnt.
Til nr. 2-4
Efter gældende ret, jf. lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område § 19,
består kommunernes børn og unge-udvalg af 3 medlemmer
af kommunalbestyrelsen, byretsdommeren i retskredsen samt en
pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af
statsforvaltningen.
Det foreslås at ændre lovens § 19, så
børn og unge-udvalget fremover består af 2
kommunalbestyrelsesmedlemmer, 1 byretsdommer og 2
pædagogisk-psykologisk sagkyndige.
Det stilles ikke krav til, hvilken uddannelse disse
børnesagkyndige skal have. Der kan f.eks. være tale om
personer med psykologisk eller psykiatrisk uddannelse eller
personer med børnefaglige uddannelser, som kan være
eksperter i kraft af deres erfaring som eksempelvis pædagoger
eller skolelærere med mangeårig erfaring og
efteruddannelse inden for området.
Udpegningen af medlemmer af børn og ungeudvalgene sker,
jf. bekendtgørelse nr. 613 af 15. juni 2006 om
forretningsorden for børn- og ungeudvalgene, for en periode,
som svarer til den kommunale valgperiode. Da forslaget, jf.
lovforslagets § 3, stk. 1, foreslås at træde i
kraft den 1. januar 2011, betyder det, at der ville skulle ske
nyudpegning af medlemmer i løbet af en valgperiode. Dette
vil komme til at fremgå af en kommende revideret
bekendtgørelse om forretningsordenen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.1.1.
Til nr. 5
Forslaget er en konsekvens af, at de sociale nævns
adgang til at tage sager op af egen drift efter servicelovens
§ 65 ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 39.
Til nr. 6
Efter gældende ret, jf. lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område § 72, stk.1,
er det udgangspunktet, at klager over afgørelser efter lov
om social service ikke har opsættende virkning. På
børn og ungeområdet er der dog fastsat to undtagelser
i § 72, stk. 2 og 3, hvorefter klager over afgørelser
om henholdsvis valg af anbringelsessted og ændret
anbringelsessted samt om efterværn i form af opretholdelse af
en anbringelse har opsættende virkning.
Det foreslås som nyt, at klage over afgørelse om
hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter lovens § 68, stk. 2,
skal have opsættende virkning. Dermed forbliver barnet eller
den unge på anbringelsesstedet, indtil klagesagen er
behandlet. Hensigten hermed er at sikre, at barnet eller den unge
ikke først hjemtages for senere at skulle anbringes på
ny, når klagesagen er behandlet. Kun hvis der foreligger
særlige forhold, kan det besluttes, at afgørelsen skal
effektueres straks. Det kan f.eks. være, hvis det
åbenlyst er skadeligt for barnet eller den unge at forblive
på anbringelsesstedet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.1.
Til § 3
Til nr. 1
Efter forældreansvarslovens §§ 21, stk. 1, og
22, stk. 1, jf. § 38, kan statsforvaltningen eller retten
efter anmodning træffe afgørelse om samvær og
anden kontakt. Dette gælder dog ikke, hvis barnet er anbragt
uden for hjemmet efter kapitel 11 i lov om social service, jf.
forældreansvarslovens § 24.
Det foreslås, at undtagelsesbestemmelsen i § 24
udvides til også at omfatte situationer, hvor
kommunalbestyrelsen gennemfører en børnefaglig
undersøgelse af et barn eller en ung, som opholder sig
på en institution eller er indlagt på sygehus, mens
undersøgelsen foregår, jf. servicelovens kapitel 11,
§ 51. Forslaget er en konsekvens af dette forslags § 1,
nr. 54, hvorefter kommunalbestyrelsen får kompetence til at
regulere samvær under en børnefaglig
undersøgelse af et barn eller en ung efter servicelovens
§ 51, jf. principperne i § 71.
Formålet med forslaget er at undgå, at der i disse
situationer etableres en parallelkompetence til at træffe
afgørelse om samvær og anden kontakt. Det vurderes
således at være mest hensigtsmæssigt, at
afgørelser om samvær og kontakt med børn og
unge, der opholder sig på en institution eller er indlagt
på sygehus, mens der gennemføres en børnefaglig
undersøgelse efter § 50, træffes af kommunen, jf.
§ 51, efter principperne i § 71. Der henvises
nærmere herom i de specielle bemærkninger til
forslagets § 1, nr. 54.
Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger,
afsnit 3.4.6
Til § 4
Der foreslås i stk. 1, at lovforslaget træder i
kraft den 1. januar 2011.
I stk. 2, foreslås det, at konkrete sager, som de
sociale nævn har optaget til behandling efter den
gældende § 65 i serviceloven, og som ikke er afgjort ved
lovens ikrafttræden, hvor de sociale nævns
egendriftskompetence ophører, sendes til Ankestyrelsen til
behandling som følge af lovforslagets § 1, nr.
39.
Efter gældende regler, jf. retssikkerhedslovens §
19, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 613 af 15. juni 2006 af
forretningsorden for børn og unge-udvalgene, udpeges
medlemmerne af kommunernes børn og unge-valg for en
fireårig periode svarende til den kommunale valgperiode. Som
en konsekvens af forslaget om en ændret sammensætning
af børn og unge-udvalgene, jf. lovforslagets § 2, nr. 2
og 3, og af at lovforslaget foreslås at træde i kraft
midt i en kommunal valgperiode, foreslås det, at
kommunalbestyrelsen pr. 1. januar 2011 skal udpege 2 medlemmer til
børn og unge-udvalgene som afløsning for de 3
medlemmer, de har efter de gældende regler, samt at
statsforvaltningerne pr. 1. januar 2011 skal udpege én
pædagogisk-psykologisk sagkyndig til børn og
unge-udvalgene, som skal supplere den sagkyndige, de allerede har
udpeget efter de gældende regler.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | |
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 og § 2
i lov nr. 316 af 28. april 2009, foretages følgende
ændringer: |
| | |
§ 11.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældre med
børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et
barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret
rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde
at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af
særlige forhold må antages at have behov for det.
Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte vordende
forældre. Stk. 2.
Såvel forældre som børn og unge, der alene
søger rådgivning efter stk. 1, skal kunne modtage
denne anonymt og som et åbent tilbud. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning,
undersøgelse og behandling af børn og unge med
adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i
samarbejde med andre kommuner. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig
familievejlederordning for familier med børn under 18
år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Vejledningen skal tilbydes, inden for 3
måneder efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab
til, at funktionsnedsættelsen er konstateret. Stk. 5.
Indenrigs- og socialministeren fastsætter nærmere
regler om familievejlederordningen. | | 1. I § 11 indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: »Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal,
når det anses for at være af væsentlig betydning
for et barns eller en ungs særlige behov for støtte,
tilbyde: 1) konsulentbistand til børn, unge
og familier med hensyn til børn eller unges forhold og 2) rådgivning om
familieplanlægning. « Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6. |
| | |
§ 14.
Indenrigs- og socialministeren samler og formidler oplysninger om
kommunale, regionale og private tilbud efter §§ 32
og 36, § 67, stk. 1-3, §§ 101, 103,
104 og 107-110 og § 142, stk. 1, 4 og 5, i en
landsdækkende oversigt (Tilbudsportalen). Stk. 2. Kun
tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i
kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4,
stk. 2. Stk. 3.
Indenrigs- og socialministeren kan foretage anmeldte og uanmeldte
tilsynsbesøg i de registrerede tilbud for at kontrollere, om
de faktiske forhold er i overensstemmelse med registreringerne i
Tilbudsportalen. Efter et tilsynsbesøg kan indenrigs- og
socialministeren påtale uoverensstemmelser over for
henholdsvis kommunalbestyrelsen i den kommune eller
regionsrådet i den region, som fører tilsyn med
tilbuddet, og underrette kommunalbestyrelsen i brugernes
opholdskommuner. Indenrigs- og socialministeren sender
tilsynsrapporterne til handicapråd og bruger- og
pårørenderåd i de berørte kommuner. Stk. 4.
Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en
bekendtgørelse nærmere regler om Tilbudsportalen,
herunder om kommuners og regioners pligt til at give oplysninger
til Tilbudsportalen. Indenrigs- og socialministeren kan endvidere
beslutte, at Tilbudsportalen skal omfatte andre tilbud end de
tilbud, som er nævnt i stk. 1. | | 2. I § 14, stk. 1, ændres »§
67, stk. 1-3« til: »§ 66, nr. 1 og 2, jf. §
142, stk. 1, nr. 1, § 66, nr. 1, 2, 5 og 6«, og
»og § 142, stk. 1, 4 og 5,« udgår. |
| | |
§ 44.
Bestemmelserne i § 83 og § 86, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse vedrørende børn, der har behov
herfor. | | 3. I § 44 indsættes efter »§
83«: », § 84, stk. 1,«. |
| | |
§ 45.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om
måneden til unge mellem 16 og 18 år, som ikke kan
færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for
unge mellem 16 og 18 år, som har et døgnophold efter
§ 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 8. Stk. 2. En
person, som er berettiget til ledsagelse, jf. stk. 1, har ret til
selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen
skal godkende og ansætte den udpegede person. Stk. 3. Der
kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget
nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse
efter stk. 1. Stk. 4.
Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6
måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer herfor. Stk. 5.
Modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre
aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes
med et beløb på op til 663 kr. årligt.
Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra
modtageren. Stk. 6.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen. | | 4. I § 45, stk. 1, ændres »og
8« til: »og 7«. |
| | |
§ 46.
Formålet med at yde støtte til de børn og unge,
der har et særligt behov for denne, er at skabe de bedst
mulige opvækstvilkår for disse børn og unge,
så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan
opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling
og sundhed som deres jævnaldrende. Stk. 2.
Støtten skal ydes tidligt og sammenhængende, så
begyndende problemer hos barnet eller den unge så vidt muligt
kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Støtten skal i hvert enkelt tilfælde udformes på
baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den
enkelte unges og familiens forhold. Stk. 3.
Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages og
tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og
modenhed. Stk. 4.
Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt
løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken.
Hvor dette ikke er muligt, må foranstaltningens baggrund,
formål og indhold tydeliggøres for
forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge. Stk. 5. Ved
anvendelse af bestemmelserne i dette kapitel skal der lægges
afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra
barnets eller den unges bedste, herunder at der lægges
vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god
voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. | | 5.§ 46 affattes således: »§
46. Formålet med at yde støtte til børn
og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at
disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for
personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som
deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik
på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til
formål at 1) sikre kontinuitet i opvæksten og
et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile
relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets
eller den unges familiemæssige relationer og øvrige
netværk, 2) sikre barnets eller den unges
muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til
at indgå i sociale relationer og netværk, 3) understøtte barnets eller den
unges skolegang og mulighed for at gennemføre en
uddannelse, 4) fremme barnets eller den unges sundhed
og trivsel og 5) forberede barnet eller den unge til et
selvstændigt voksenliv. Stk. 2.
Støtten skal være tidlig og helhedsorienteret,
så problemer så vidt muligt kan forebygges og
afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.
Støtten skal i hvert enkelt tilfælde
tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af
det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens
forhold. Stk. 3.
Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne
ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid
inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og
modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt
muligt løses i samarbejde med familien og med dennes
medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens
baggrund, formål og indhold tydeliggøres for
forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den unge.
« |
| | |
§ 48.
Forinden myndigheden træffer afgørelse efter
§§ 51, 52, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63,
§ 65, stk. 2 og 4, og §§ 68-71 og 75, skal
der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Stk. 2.
Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens
karakter i afgørende grad taler imod samtalens
gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal
barnets holdning til den påtænkte afgørelse
søges tilvejebragt. | | 6. I § 48, stk. 1, indsættes efter
»52,«: »52 a,«. 7. I § 48, stk. 1, ændres »§
65, stk. 2 og 4« til: »§ 65, stk. 2 og
3«. |
| | |
§ 49.
For at tilgodese børn og unge med behov for særlig
støtte skal kommunalbestyrelsen oprette en tværfaglig
gruppe, der skal sikre, at støtten ydes tidligt og
sammenhængende, og at der i tilstrækkeligt omfang
formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk,
psykologisk og anden sagkundskab. Stk. 2. Et af
gruppens medlemmer udpeges som ansvarlig for at koordinere
indsatsen over for det enkelte barn og den enkelte unge. | | 8.Overskriften før § 49 ophæves, og § 49 ophæves. |
| | |
| | 9. Efter §
49 indsættes: »Udveksling af
oplysninger i det tidlige eller forebyggende arbejde § 49 a.
Skole, skolefritidsordning, det kommunale sundhedsvæsen,
dagtilbud, fritidshjem og myndigheder, der løser opgaver
inden for området for udsatte børn og unge, kan
indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold
vedrørende et barns eller en ungs personlige og
familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen
må anses for nødvendig som led i det tidlige eller
forebyggende samarbejde om udsatte børn og unge. Stk. 2.
Udveksling af oplysninger efter stk. 1 til brug for en eventuel sag
jf. kapitel 11 og 12 om et konkret barn eller en ung kan ske
én gang ved et møde. I særlige tilfælde
kan der ske en udveksling af oplysninger mellem de myndigheder og
institutioner, der er nævnt i stk. 1 ved et opfølgende
møde. Stk. 3.
Selvejende eller private institutioner eller friskoler, som
løser opgaver for de myndigheder, der er nævnt i stk.
1, kan indbyrdes og med de myndigheder og institutioner, der er
nævnt i stk. 1, udveksle oplysninger i samme omfang, som
nævnt i stk. 1. Stk. 4. De
myndigheder og institutioner, der efter stk. 1-3 kan videregive
oplysninger, er ikke forpligtede hertil. « |
| | |
| | 10. Før
§ 50 indsættes som overskrift: »Børnefaglig
undersøgelse« |
| | |
§ 50.
Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger
til særlig støtte, herunder på grund af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen
undersøge barnets eller den unges forhold. Afgørelsen
træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog stk. 9 og
§ 51. Stk. 2.
Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal
anlægge en helhedsbetragtning, der skal omfatte barnets eller
den unges 1) udvikling og adfærd, 2) familieforhold, 3) skoleforhold, 4) sundhedsforhold, 5) fritidsforhold og venskaber og 6) andre relevante forhold. Stk. 3. I sin
undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække
ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket.
For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen
afdække de særlige forhold, der skal indgå ved
valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og
§ 76. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de
fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og
familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage
sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller
andre, jf. § 49. Hvis det er nødvendigt, skal
kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en
læge eller en autoriseret psykolog. Stk. 5.
Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end
formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres
så skånsomt, som forholdene tillader. Stk. 6.
Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen
til, om der er grundlag for at iværksætte
foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse
bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan
forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge
stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien
eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne. Stk. 7.
Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter,
at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn
eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis
undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4
måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en
foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte
undersøgelsen. Stk. 8. I
forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen
vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle
andre børn i familien. Stk. 9. Hvis
forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt
15 år, ikke giver samtykke, jf. stk. 1, kan
undersøgelsen gennemføres uden samtykke ved at
indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf.
§ 11 c, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område. Stk. 10. Hvis
det må antages, at der kan opstå et behov for
særlig støtte til et barn umiddelbart efter
fødslen, skal kommunen undersøge de vordende
forældres forhold nærmere. Afgørelse herom
træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 3-9 finder
anvendelse ved afgørelsen. | | 11.§ 50, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og
i stedet indsættes: »Undersøgelsen, der betegnes
som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres
så vidt muligt i samarbejde med
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år. Undersøgelsen skal gennemføres så
skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke
være mere omfattende, end formålet tilsiger.
« 12. I § 50, stk. 2, indsættes efter
»der«: », med mindre konkrete forhold
betyder, at et eller flere af nedenstående numre ikke er
relevante i forhold til det pågældende barn eller den
unge,« 13. I § 50, stk. 4, 2. pkt., udgår
», jf. § 49«. 14.§ 50, stk. 5, ophæves. Stk. 6-10 bliver herefter stk. 5-9. 15. I § 50, stk. 6, der bliver stk. 5,
indsættes efter 1. pkt.: »Hvis der er iværksat
foranstaltninger sideløbende med, at undersøgelsen
gennemføres, jf. § 52, stk. 2, skal der desuden tages
stilling til, om disse foranstaltninger skal videreføres.
« 16. I § 50, stk. 8, der bliver stk. 7,
indsættes som 2. og 3. pkt.: »En undersøgelse kan
gennemføres som én samlet undersøgelse for
flere børn i familien, dog således at der tages
højde for børnenes individuelle forhold.
« 17.§ 50, stk. 9, der bliver stk. 8,
ophæves. Stk. 10, der bliver stk. 9, bliver
herefter stk. 8. |
| | |
§ 52.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til et barns
eller en ungs særlige behov for støtte.
Afgørelsen træffes med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren, jf. dog §§ 56,
57 a, 57 b og 58, § 68, stk. 2 og 3, og
§ 68 a. En afgørelse efter stk. 3, nr. 8,
kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15
år. Stk. 2.
Medmindre særlige forhold gør sig gældende, kan
støtte kun iværksættes efter
gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 50
eller § 51. Kommunalbestyrelsen skal altid vælge
den eller de mindst indgribende formålstjenlige
foranstaltninger, som kan løse de problemer, der er
afdækket gennem undersøgelsen. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden
for følgende typer af tilbud: 1) Konsulentbistand med hensyn til barnets
eller den unges forhold. Kommunalbestyrelsen kan herunder bestemme,
at barnet eller den unge skal søge dagtilbud, fritidshjem,
ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende. 2) Praktisk, pædagogisk eller anden
støtte i hjemmet. 3) Familiebehandling eller behandling af
barnets eller den unges problemer. 4) Døgnophold, jf. § 55,
for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller
den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på
et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution,
jf. § 66, nr. 1, 4 og 5, eller i et botilbud, jf.
§ 107 eller § 144. 5) Aflastningsordning, jf. § 55,
i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, på et
godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf.
§ 66, nr. 1, 2, 4 og 5. 6) Udpegning af en personlig
rådgiver for barnet eller den unge. 7) Udpegning af en fast kontaktperson for
barnet eller den unge og for hele familien. 8) Anbringelse af barnet eller den unge
uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf.
§ 66. 9) Formidling af praktiktilbud hos en
offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge. 10) Anden hjælp, der har til
formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og
pædagogisk støtte. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til
udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter stk. 3 og yde
økonomisk støtte, hvis støtten erstatter en
ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter stk. 3.
Støtten kan ydes, når forældremyndighedens
indehaver ikke selv har midler dertil. Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan yde økonomisk støtte til
udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan
undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at
støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil
kontakt mellem forældre og børn under et eller flere
børns anbringelse uden for hjemmet. Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal under en graviditet træffe
afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, nr. 2, 3, 4, 7
eller 10, og stk. 4 og 5, når det må anses for at
være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
særlige behov for støtte efter fødslen.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene.
Stk. 2 finder anvendelse ved afgørelsen. | | 18. I § 52, stk. 1, indsættes efter 1.
pkt.: »Kommunalbestyrelsen skal
vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan
løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den
børnefaglige undersøgelse efter §
50.« 19. I § 52, stk. 1, ændres »nr.
8« til: »nr. 7«. 20.§ 52, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2.
Støtte efter stk. 3 kan kun iværksættes efter
gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse,
jf. § 50. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog
iværksættes foreløbig eller akut støtte
efter stk. 3 sideløbende med undersøgelsen.
« 21.§ 52, stk. 3, nr. 1, affattes
således: »1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem,
ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende. « 22. I § 52, stk. 3, nr. 4, ændres
»4 og 5« til: »5 og 6«. 23.§ 52, stk. 3, nr. 5, affattes
således: »5) Aflastningsordning, jf. §
55, i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller
netværksplejefamilie eller på et opholdssted eller en
døgninstitution, jf. § 66, nr. 1-3, 5 og
6.« 24.§ 52, stk. 3, nr. 6,
ophæves. Nr. 7-10 bliver herefter nr. 6-9. 25. I § 52, stk. 3, nr. 7, der bliver nr. 6,
ændres »og« til: »eller«. 26.§ 52, stk. 4 og 5, ophæves. Stk. 6 bliver herefter stk. 4. 27. I § 52, stk. 6, der bliver stk. 4,
ændres »7 eller 10, og stk. 4 og 5« til: »6
eller 9, og § 52 a«. |
| | |
| | 28. Efter §
52 indsættes: »§ 52
a. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om
at yde økonomisk støtte til
forældremyndighedsindehaveren, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til et
barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog
stk. 2. Der kan ydes økonomisk støtte til: 1) Udgifter i forbindelse med
konsulentbistand efter § 11, stk. 3. 2) Udgifter i forbindelse med
foranstaltninger efter § 52, stk. 3, hvis støtten
erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning
efter § 52, stk. 3. 3) Udgifter, der bevirker, at en
anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at en
hjemgivelse kan fremskyndes. 4) Udgifter, der kan bidrage til en stabil
kontakt mellem forældre og barn under barnets anbringelse
uden for hjemmet. 5) Udgifter i forbindelse med
prævention. Stk. 2.
Støtte efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan kun ydes, når
forældremyndighedsindehaveren ikke selv har
tilstrækkelige midler til det. « |
| | |
§ 53.
Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der
er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 52,
stk. 3, nr. 8, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf.
§ 140, stk. 5, 1. pkt. § 54.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens
indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller
den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3,
nr. 8. | | 29. I § 53 og § 54,
stk. 1, der bliver stk. 2, § 58,
stk. 1, nr. 4, stk. 2 og 3, § 68, stk. 4, nr. 3, og
stk. 5, § 68 a, stk. 1, § 69, stk.
4, der bliver stk. 3, § 140, stk.
6, samt § 159, 1. og 2. pkt., ændres »§ 52, stk.
3, nr. 8« til: »§ 52, stk. 3, nr. 7«. 30. I § 54 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter
§ 52, stk. 3, nr. 7, skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om støtte til forældrene efter stk.
1, efter § 52, stk. 3, eller efter anden lovgivning.
Støtten skal så vidt muligt medvirke til at
løse de problemer, som har været årsag til
anbringelsen med henblik på at støtte forældrene
i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel
hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under
anbringelsen. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en
særskilt plan for støtten til forældrene.
« |
| | |
§ 55.
Under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5
og 8, og efter § 76, stk. 3, nr. 1 og 4, modtager barnet,
den unge eller de vordende forældre omsorg, personlig
støtte, socialpædagogisk rådgivning og
behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages
undersøgelser og observation samt ydes terapi eller anden
behandling. Stk. 2. Et
aflastningsophold, som ydes under et døgnophold,
indgår som en ydelse efter stk. 1. Stk. 3.
Hjælp efter stk. 1 kan ydes af det sted, hvor barnet, den
unge eller de vordende forældre har døgnophold, eller
på anden måde. | | 31. I § 55, stk. 1, ændres »8, og
efter § 76, stk. 3, nr. 1 og 4« til: »7, og efter
§ 76, stk. 3, nr. 1 og 3«. |
| | |
§ 56.
Afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 1, 6 og 7, jf.
§ 52, stk. 1, kan træffes, selv om
forældremyndighedens indehaver ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det må anses for
at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets
eller den unges særlige behov for støtte, og når
formålet med foranstaltningen skønnes at kunne
opnås uanset det manglende samtykke. Afgørelse herom
skal træffes i et møde i det personsagsudvalg, der
efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område varetager det
pågældende sagsområde. I kommuner med
magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende
magistratsmedlem. | | 32. I § 56, 1. pkt., ændres
»§ 52, stk. 3, nr. 1, 6 og 7« til: »§
52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår behandling af
barnets eller den unges problemer, og nr. 6«. |
| | |
§ 57
a. Kommunalbestyrelsen skal
træffe afgørelse om at meddele
forældremyndighedsindehaveren et
forældrepålæg, jf. stk. 3, når der er
risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det
vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren
ikke lever op til sit forældreansvar. Stk. 2.
Meddelelse af et forældrepålæg forudsætter,
at der foreligger oplysninger om, 1) at barnet eller den unge har ulovligt
skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt
ikke opfyldes, 2) at barnet eller den unge har
begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis
grovhed, 3) at barnet eller den unge har alvorlige
adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller 4) at forældremyndighedsindehaveren
nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om
løsningen af barnets eller den unges problemer. Stk. 3. Et
forældrepålæg angiver en eller flere konkrete
handlepligter for forældremyndighedsindehaveren, som skal
være egnede til at bidrage til en løsning af barnets
eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til
formålet. Det kan herunder fastsættes, at
forældremyndighedsindehaveren skal 1) sikre barnets eller den unges
fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet
eller den unge i skole, 2) deltage i forældremøder og
konsultationer vedrørende barnets eller den unges
skolegang, 3) sikre barnets eller den unges
deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet
eller den unge til det pågældende sted, 4) sikre, at barnet eller den unge er
hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, 5) deltage i et af kommunen tilbudt
forældreprogram eller 6) deltage i møder med relevante
myndigheder om løsningen af barnets eller den unges
problemer. Stk. 4. Hvis
der er truffet afgørelse om forældrepålæg
efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
efter § 52, stk. 1, om at iværksætte
foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 2, 3, 7 og
10, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at
formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset
det manglende samtykke. Stk. 5.
Afgørelsen om forældrepålæg træffes
for en afgrænset periode af højst 12 måneders
varighed. Forældrepålægget kan forlænges
med højst 6 måneder ad gangen. Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren
om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at
modtage børnefamilieydelse, jf. lov om en
børnefamilieydelse. Stk. 7. Hvis
kommunen vurderer, at den, der er meddelt et
forældrepålæg efter stk. 1, ikke efterlever
pålægget, og at den manglende efterlevelse ikke beror
på undskyldelige omstændigheder, skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette.
Afgørelsen er gældende for ét kvartal. Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald
af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, 1) at forholdet, der lå bag
pålægget, ikke længere eksisterer, eller 2) at forældrepålægget
ikke længere er egnet til at løse barnets eller den
unges problemer. | | 33. I § 57 a, stk. 4, ændres »7 og
10« til: »6 og 9«. |
| | |
§ 57
b. Kommunalbestyrelsen skal
træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i
alderen 12-17 år et ungepålæg, når barnet
eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ
adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at
barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det
vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren om støtte efter
§ 52, stk. 3, ikke er tilstrækkeligt til at
afhjælpe barnets eller den unges problemer. Afgørelsen
om ungepålæg kan træffes uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke. Stk. 2.
Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der
foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge 1) har ulovligt skolefravær, eller
at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) har begået kriminalitet af et
vist omfang eller en vis grovhed, 3) har alvorlige adfærds- eller
tilpasningsproblemer eller 4) nægter at samarbejde med de
relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer. Stk. 3. Et
ungepålæg skal angive en eller flere konkrete
handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være
egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den
unges problemer, og som står i rimeligt forhold til
formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller
den unge skal 1) modtage en eller flere foranstaltninger
efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 7, 9 eller 10, 2) være hjemme på et
nærmere fastsat tidspunkt eller 3) bidrage til at genoprette forrettet
skade. Stk. 4. Hvis
der er truffet afgørelse om ungepålæg efter stk.
1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter
§ 52, stk. 1, om at iværksætte
foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 7, 9
eller 10, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke
ønsker foranstaltningen iværksat, når det
vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne
opnås uanset det manglende samtykke. Stk. 5.
§ 57 a, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse
på ungepålægget efter stk. 1. Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om
ungepålæg efter stk. 1 overveje, om der samtidig
bør træffes afgørelse om
forældrepålæg efter § 57 a. Stk. 7.
Indenrigs- og socialministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte nærmere regler i en
bekendtgørelse om gennemførelsen af en
forsøgsordning, hvorefter politiet yder kommunen bistand i
forbindelse med gennemførelsen af
ungepålæg. | | 34. I § 57 b, stk. 3, nr. 1, og stk. 4, ændres »7, 9 eller
10« til: »8 eller 9«. |
| | |
§ 59.
En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 58
skal indeholde en redegørelse for 1) grundlaget for, at betingelserne i
§ 58 anses for opfyldt, 2) de foranstaltninger efter
§ 52, stk. 3, der har været iværksat eller
har været tilbudt familien, og grundene til, at
foranstaltninger af denne karakter nu må anses for
utilstrækkelige eller uanvendelige, 3) de forhold i familien og hos barnet
eller den unge eller i dennes omgivelser, som under barnets eller
den unges anbringelse uden for hjemmet kan bidrage til at klare
vanskelighederne, 4) den handleplan for anbringelsen, jf.
§ 140, herunder den støtte og de initiativer, som
er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie
under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og 5) barnets eller den unges holdning til
den påtænkte foranstaltning. | | 35. I § 59
ændres »indeholde en redegørelse for« til:
»omfatte«. 36. I § 59 ophæves nr. 1-3 og i stedet
indsættes: »1) den børnefaglige
undersøgelse, jf. § 50, herunder beskrivelsen af at
betingelserne i § 58 anses for opfyldt og af de ressourcer hos
barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare
vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 50, stk.
6,« Nr. 4 og 5 bliver herefter nr. 2 og
3. |
| | |
§ 62.
Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for
hjemmet inden for det seneste år før datoen for den
aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en
foranstaltning efter § 58 ud over 1 år fra
børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet
afgørelse i udvalget. Stk. 2. Hvis
barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet
inden for det seneste år før datoen for den aktuelle
anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning
efter § 58 ud over 2 år fra børn og
unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i
udvalget. Stk. 3. Er
sagen efter stk. 1 og 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt
domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller
dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og
unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en
kortere frist for fornyet behandling i udvalget. Stk. 4.
Børn og unge-udvalget kan ved afgørelser efter
§ 58 undtagelsesvis fastsætte en længere
frist end nævnt i stk. 1-3, når de forhold, der ligger
til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed
må antages at vedvare ud over fristen. Samme
beføjelser har Ankestyrelsen og retten. Stk. 5.
Børn og unge-udvalget kan i særlige tilfælde
træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for
hjemmet efter § 58 af et barn, der ikke er fyldt 1
år, skal gælde i 3 år, hvis det er overvejende
sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil
være til stede i denne periode. De samme beføjelser
har Ankestyrelsen og retten. Stk. 6. Stk.
1-5 finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser, som
Ankestyrelsen træffer efter § 65, stk. 4. | | 37. I § 62, stk. 6, ændres »§
65, stk. 4« til: »§ 65, stk. 3«. |
| | |
§ 64.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter
§§ 51, 58 og 63, § 68, stk. 3, og
§ 68 a fuldbyrdes. Stk. 2.
Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse
adgang til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller
gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med
henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er
nævnt i stk. 1. Stk. 3.
Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af
beføjelser efter stk. 2. Indenrigs- og socialministeren
fastsætter efter aftale med justitsministeren nærmere
regler i en bekendtgørelse om politiets bistand til
kommunen. | | 38. I § 64, stk. 1, ændres »§
68, stk. 3« til: »§ 68, stk. 2«. |
| | |
§ 65.
Såfremt kommunalbestyrelsen ikke foretager de fornødne
undersøgelser, jf. § 50, ikke foretager de
fornødne samtaler med barnet eller den unge, jf.
§ 48, ikke udarbejder de fornødne handleplaner,
jf. § 140, eller ikke foretager den fornødne
revision af handleplaner, jf. §§ 68 eller 70, eller
ikke har hjemgivet barnet eller den unge med den fornødne
hjemgivelsesperiode, jf. § 68, stk. 2 og 3, ikke i
fornødent omfang tager hensyn til barnets bedste i
afgørelser om valg af anbringelsessted, herunder også
valg af anbringelsessted ved flytning af barnet eller den unge fra
et anbringelsessted til et andet og samvær med personer fra
barnets eller den unges netværk, jf. § 69, stk. 1
og 2, eller ikke mindst en gang om året taler med barnet
eller den unge under besøg på anbringelsesstedet, jf.
§ 148, kan det sociale nævn træffe
afgørelse om, a) at der skal iværksættes en
undersøgelse, jf. § 50, b) at der skal finde samtale sted med
barnet eller den unge, jf. § 48, c) at der skal udarbejdes en handleplan,
jf. § 140, d) at en handleplan skal revideres, jf.
§§ 68 eller 70, e) at der skal træffes en ny
afgørelse om hjemgivelse, som i fornødent omfang
tager hensyn til barnets bedste med hensyn til
spørgsmålet om hjemgivelsesperioden og
hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 2 og
3, f) at der skal træffes en ny
afgørelse, som i fornødent omfang tager hensyn til
barnets bedste i spørgsmål om valg af
anbringelsessted, ændring af anbringelsessted og samvær
med personer fra barnets eller den unges netværk, jf.
§ 69, stk. 1 og 2, og g) at der skal tales med barnet eller den
unge under besøg på anbringelsesstedet, jf.
§ 148. Stk. 2. Hvis
der er behov for foranstaltninger efter § 52 og
kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i
fornødent omfang, kan det sociale nævn
pålægge kommunalbestyrelsen at træffe en
afgørelse eller træffe en foreløbig
afgørelse om foranstaltninger. Stk. 3. Det
sociale nævn kan pålægge kommunalbestyrelsen at
gennemføre afgørelser efter stk. 1 og 2. Det sociale
nævn kan pålægge kommunalbestyrelsen, at
afgørelser truffet efter stk. 1, litra a og b, skal
gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist,
når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges bedste. Stk. 4.
Ankestyrelsen har samme beføjelser som de sociale nævn
og kan tillige træffe afgørelse efter
§§ 51, 58, 63 og 68 a og pålægge
kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. | | 39.§ 65 affattes således: »Ankestyrelsens
beføjelser uden klage § 65.
Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig
støtte til børn og unge op, når det må
antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har
foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har
truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med
barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da
pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de
fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de
fornødne afgørelser. Stk. 2. Hvis
der er behov for foranstaltninger efter § 52 eller 52 a, og
kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i
fornødent omfang, kan Ankestyrelsen selv træffe en
foreløbig afgørelse om foranstaltninger. Stk. 3.
Ankestyrelsen kan endvidere selv træffe afgørelse
efter §§ 51, 58, 63 og 68 a. Stk. 4.
Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at
gennemføre afgørelser efter stk. 1 - 3 og kan desuden
bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for
en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses
for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges
bedste. Stk. 5. Hvis
borgere, fagpersoner eller andre har grund til at antage, at
kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven
foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller
afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges
bedste, kan disse underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderer
herefter, om der er grundlag for at tage sagen op efter stk.
1.« |
| | |
§ 66.
Anbringelsessteder for børn og unge kan være 1) plejefamilier, jf. § 142,
stk. 1, 2) netværksplejefamilier, jf.
§ 142, stk. 2, 3) egne værelser, kollegier eller
kollegielignende opholdssteder, jf. § 142, stk. 4, 4) opholdssteder for børn og unge,
jf. § 142, stk. 5, eller 5) døgninstitutioner, jf.
§ 67. | | 40. I § 66 indsættes efter nr. 1 som nyt
nummer: »2) Kommunale plejefamilier, jf.
§ 142, stk. 1,« Nr. 2-5 bliver herefter nr. 3-6. 41. I § 66, nr. 3, der bliver nr. 4,
ændres »stk. 4« til: »stk. 6«. 42. I § 66, nr. 4, der bliver nr. 5,
ændres »stk. 5« til: »stk. 7«. |
| | |
Ophør af
foranstaltninger og videreførelse af
anbringelser § 68.
Foranstaltninger efter § 52, stk. 3, skal ophøre,
når formålet er nået, når de ikke
længere opfylder deres formål, eller når den unge
fylder 18 år, jf. dog § 76. Stk. 2. Et
anbragt barn eller en anbragt ung kan først hjemgives, efter
at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse
og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I
særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at
der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Stk. 3. I
tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om
at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med
samtykke efter § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen
tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7
dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder,
såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke
efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte længden af en
hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6
måneder, og længden fastsættes under hensyn
til: 1) muligheden for at sikre en
skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den
unge, 2) forberedelse af eventuel støtte
til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen
efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5, 6 eller 7, og 3) kommunens mulighed for at foretage en
vurdering af, om der er grundlag for at træffe
afgørelse efter § 58 eller § 68 a i
situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til
en frivillig anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 8. Stk. 5.
Hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende
anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 8. Stk. 6. Hvis
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse
af et barn eller en ung, der er anbragt efter § 58 eller
§ 68 a, skal kommunalbestyrelsen umiddelbart
orientere børn og unge-udvalget herom. Hvis
kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om
hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i
børn og unge-udvalget, jf. § 58 eller
§ 68 a. Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en begæring fra
forældrene om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er
anbragt efter 1) § 58 med en længere
genbehandlingsfrist efter § 62, stk. 5, hvis der ikke er
sket væsentlige ændringer af forholdene hos
forældrene, anbringelsesstedet, barnet eller den unge,
eller 2) § 68 a, hvis der ikke er
sket væsentlige ændringer af forholdene hos
anbringelsesstedet, barnet eller den unge. Stk. 8.
Afvises begæringen om hjemgivelse ikke, skal
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
hjemgivelse. Stk. 9. Hvis
kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme begæringen om
hjemgivelse, forelægges sagen til afgørelse i
børn og unge-udvalget. Stk. 10.
Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle en
begæring om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under
behandling i Ankestyrelsen eller ved retten. Stk. 11. Forud
for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere handleplanen, jf.
§ 140, og angive den videre indsats i forbindelse med
hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens
§ 74 a skal revisionen særlig vedrøre,
hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse
nås. Stk. 12.
Kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune skal senest 6
måneder forud for ophør af en anbringelse ved det
fyldte 18. år træffe afgørelse om, hvorvidt den
unge har behov for efterværn, og i givet fald træffe
afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal
iværksættes efter § 76. Kommunalbestyrelsen
skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret
handleplanen og herunder have taget stilling til den unges videre
forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt
øvrige relevante forhold. | | 43. I § 68, stk. 4, nr. 2, udgår
»7«. 44. I § 68 indsættes efter stk. 12 som
nye stykker: »Stk.
13. Hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har
været anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som har
haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter
opholdskommune, skal den hidtidige opholdskommune forud for skiftet
oversende den unges reviderede handleplan, jf. stk. 12, til den nye
opholdskommune. Oversendelse af handleplanen skal ske med samtykke
fra den unge og forældremyndighedsindehaveren. Stk. 14. Den
nye opholdskommune skal inden 30 dage fra modtagelsen træffe
afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for støtte
efter § 76, og i givet fald træffe afgørelse om,
hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Hvis der
iværksættes støtte efter § 76, skal der
udarbejdes en ny handleplan, jf. § 140.« |
| | |
| | 45. Efter §
68 a indsættes: »Kommunens
opgaver i forbindelse med anbringelsen § 68 b.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af
konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf.
§ 140. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages
stilling til barnets eller den unges skolegang. Er
anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller
den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at
underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen. Stk. 2. Ved
valg af anbringelsessted skal kommunen vælge det
anbringelsessted, som bedst kan imødekomme barnets eller den
unges behov. Kommunen skal lægge vægt på
anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile
voksenrelationer og herunder vurdere, om en anbringelse i en
plejefamilie, jf. § 66, nr. 1-3, er mest
hensigtsmæssig. Stk. 3. Hvis
barnet eller den unge har søskende, der er anbragt uden for
hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge samme
anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller
barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold
taler imod dette. Stk. 4. Forud
for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller
den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie
eller netværk, som kan udpeges til at være dennes
støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov
dække støttepersonens udgifter til telefon, transport
og lignende. « |
| | |
§ 69.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af
konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf.
§ 140. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der
tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Er
anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller
den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at
underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen. Stk. 2. I det
omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til
formålet med anbringelsen, skal kommunalbestyrelsen på
baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge
på anbringelsesstedet, jf. § 148, træffe
afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling,
uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v.
under opholdet. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af
anbringelsessted kræver samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år, jf. dog stk. 4 og 5. Stk. 4. Er
anbringelse sket med samtykke efter § 52, stk. 3, nr. 8,
og kan samtykke til ændret anbringelsessted ikke opnås,
kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse
efter § 58, hvis betingelserne herfor er til stede.
Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter
af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1. Stk. 5. Er
anbringelse sket uden samtykke efter § 58 eller
§ 68 a, og kan samtykke til ændret
anbringelsessted ikke opnås, kan børn og unge-udvalget
træffe fornyet afgørelse efter § 58 eller
§ 68 a, hvis betingelserne herfor er til stede.
Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år, kan dog meddele samtykke til, at der ikke skal
træffes fornyet afgørelse efter § 58 eller
§68 a. Afgørelse om valg af anbringelsessted
træffes herefter af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1, uanset
om børn og unge-udvalget efterprøver
anbringelsesgrundlaget. | | 46.§ 69, stk. 1, ophæves. Stk. 2-5 bliver herefter stk. 1-4. 47. I § 69, stk. 2, der bliver stk. 1,
indsættes efter »jf.«: »§ 70, stk. 2,
og«. 48. I § 69 indsættes som stk. 5: »Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse
om ændret samvær samt afgørelse om hjemgivelse
eller ændret anbringelsessted, indhente udtalelse fra det
aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen. « |
| | |
§ 70.
Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at der er
iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de
vordende forældre, vurdere, om indsatsen skal ændres,
og om handleplanen, jf. § 140, skal revideres.
Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 12
måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Ved
anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen ske på baggrund
af det løbende tilsyn med barnet eller den unge på
anbringelsesstedet, jf. § 148, stk. 1, og efter kontakt
med forældremyndighedsindehaveren. Vurderingen skal omfatte
såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som retter sig
mod barnet eller den unge, som de dele, der omhandler indsatsen
over for familien. Afgørelse om revision af handleplanen
træffes så vidt muligt med samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år. Stk. 2. For
unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, skal vurdering og revision af handleplan og
indsats særlig vedrøre, hvordan det sikres, at den
unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal senest
i forbindelse med den første vurdering konkretiseres,
hvordan de overordnede mål om uddannelse og
beskæftigelse nås i løbet af sanktionen. Stk. 3. Er der
udarbejdet en særskilt plan for støtten til
forældrene efter § 140, stk. 8, skal
kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere denne plan, når der
er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder
efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for
hjemmet, tilbyde en revision af planen. Kommunalbestyrelsen skal
herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en
vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af
planen. | | 49. I § 70, stk. 1, ændres »12
måneders« til: »6 måneders«. 50.§ 70, stk. 1, 3. og 4. pkt., ophæves. 51. I § 70 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen
efter stk. 1 og af behovet for revision af handleplanen ske
på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den
unge, jf. 148, stk. 1, og efter kontakt med
forældremyndighedsindehaveren. Tilsynet efter § 148,
stk. 1 skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg
på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller
den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden andre
personer fra anbringelsesstedets tilstedeværelse. Vurderingen
skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de
hidtil beskrevne, jf. § 140, er relevante, og i så fald
skal disse indgå i en revideret handleplan. « Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4. 52. I § 70, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »§ 140, stk. 8«, til: »§
54, stk. 1«. |
| | |
§ 71.
Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær
og kontakt under barnets eller den unges anbringelse uden for
hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forbindelsen
mellem forældrene og barnet eller den unge holdes ved lige.
Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at
forældrene får information om barnets hverdag, og til
at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og
anbringelsesstedet. En ret til samvær og kontakt, der er
aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af
forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den
unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller
midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-4. Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe
afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet
og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for
samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges
særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge
og formålet med anbringelsen. Der kan ikke efter 1. pkt.
træffes afgørelser, som medfører, at
samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang
om måneden. En sådan afgørelse sidestilles med
en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn
og unge-udvalget efter stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan med samtykke
fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt
15 år, træffe afgørelse om, at samværet
mellem forældre og barnet eller den unge skal støttes
ved, at der er en tredje person til stede. Stk. 3.
Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for
en bestemt periode træffe afgørelse om, at
samvær kun må foregå under tilstedeværelse
af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser
og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes
afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær
eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene
og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes
afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted
ikke må oplyses over for forældrene. Stk. 4. En
afgørelse efter stk. 3 kan træffes foreløbigt
efter reglerne i § 75, når betingelserne herfor er
opfyldt. Stk. 5. En
afgørelse om kontrol med barnets eller den unges
brevveksling, telefonsamtaler eller anden kommunikation med
forældrene kan alene træffes efter § 123,
stk. 2. Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen i barnets opholdskommune kan yde støtte
til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med
møder i barnets opholdskommune. | | 53.§ 71, stk. 1, 1. og 2. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes: »Barnet eller den unge har ret til
samvær og kontakt med forældre og netværk,
herunder søskende, bedsteforældre, øvrige
familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet.
Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den
unges bedste sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller
den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.
Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges
vægt på, at barnet eller den unge også på
længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære
relationer til forældre og netværket. « 54. I § 71 indsættes efter stk. 3 som
nyt stykke: »Stk. 4.
Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelsen af
en børnefaglig undersøgelse efter § 50 under
ophold på en institution eller indlæggelse på
sygehus efter § 51.« Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7. |
| | |
§ 72.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens
indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, gratis
advokatbistand under en sag om 1) gennemførelse af en
undersøgelse efter § 51, 2) anbringelse uden for hjemmet efter
§ 58, 3) opretholdelse af en anbringelse efter
§ 62, 4) gennemførelse af en
lægelig undersøgelse eller behandling efter
§ 63, 5) videreførelse af en anbringelse
efter § 68 a, 6) godkendelse af en foreløbig
afgørelse efter § 75, stk. 3, 7) ændring af anbringelsessted efter
§ 69, stk. 4 eller 5, jf. § 58, 8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter
§ 71, stk. 3, og 9) brev og telefonkontrol efter
§ 123, stk. 2. Stk. 2.
Forældremyndighedens indehaver, den unge, der er fyldt 15
år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis
advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra
privat familiepleje efter § 78, stk. 4. Stk. 3. Under
en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71,
stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 123,
stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis
advokatbistand. Stk. 4. Om
salær og godtgørelse for udlæg til advokater
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt
fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. | | 55. I § 72, stk. 1 og 2, og i § 73, stk.
1, ændres »15 år« til: »12
år«. 56. I § 72, stk. 1, nr. 7, og § 74, stk. 1, nr. 7, og stk. 4, ændres »§ 69, stk. 4
eller 5« til: »§ 69, stk. 3 eller 4«. 57. I § 72, stk. 1, nr. 8, og stk. 3, § 74, stk. 1, nr. 8, og stk. 3 og 4, § 75,
stk. 1, og § 168, stk. 2,
indsættes efter »§ 71, stk. 3«: »og
4«. |
| | |
§ 74.
Børn og unge-udvalget træffer i et møde
afgørelse om 1) gennemførelse af en
undersøgelse efter § 51, 2) anbringelse uden for hjemmet efter
§ 58, 3) opretholdelse af en anbringelse efter
§ 62, 4) gennemførelse af en
lægelig undersøgelse eller behandling efter
§ 63, 5) videreførelse af en anbringelse
efter § 68 a, 6) godkendelse af en foreløbig
afgørelse efter § 75, stk. 3, 7) ændring af anbringelsessted efter
§ 69, stk. 4 eller 5, jf. § 58, 8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter
§ 71, stk. 3, 9) flytning eller hjemtagelse efter
§ 78, stk. 4, 10) brev- og telefonkontrol efter
§ 123, stk. 2, og 11) anbefaling til Ankestyrelsen af
adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven. Stk. 2. Inden
der træffes afgørelse, skal indehaveren af
forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og
eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver
eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig over
for børn og unge-udvalget. Tilbud efter 1. pkt. til barnet
eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år,
eller hvis det må antages at være til skade for barnet
eller den unge. Stk. 3. Stk. 2
finder tilsvarende anvendelse på den af forældrene, der
ikke har del i forældremyndigheden, inden der træffes
afgørelse efter § 71, stk. 3, og § 123,
stk. 2. Stk. 2 finder ligeledes anvendelse på
plejeforældre, inden der træffes afgørelse efter
§ 78, stk. 4. Stk. 4. Til
vedtagelse af en afgørelse efter §§ 51, 58,
62, 63, 68 a, § 69, stk. 4 og 5, § 71,
stk. 3, § 75, stk. 3, og § 123, stk. 2,
samt afgørelse om anbefaling af adoption, jf. stk. 1, nr.
11, kræves, at mindst 4 af børn og unge-udvalgets 5
medlemmer stemmer for afgørelsen. Afgørelser efter
§ 78, stk. 4, træffes ved almindelig
stemmeflerhed. Stk. 5.
Såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse,
skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om
udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens
afvigende opfattelse. Stk. 6.
Børn og unge-udvalgets afgørelser skal meddeles
skriftligt. Afgørelserne skal være begrundede og
indeholde oplysning om klageadgang. | | |
| | |
§ 75.
Formanden eller i dennes fravær næstformanden for
børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige
afgørelser efter §§ 51, 58, 63, 68 a,
§ 71, stk. 3, § 78, stk. 4, og
§ 123, stk. 2, som af hensyn til barnets eller den
unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen
behandles i børn og unge-udvalget. Stk. 2.
Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter,
jf. § 72, skal inden 24 timer efter
iværksættelsen af en foreløbig afgørelse
have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse
for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning
om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at
udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri
advokatbistand. Stk. 3. En
foreløbig afgørelse efter stk. 1 skal snarest muligt
og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af
afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til
godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt. Stk. 4. En
afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, har gyldighed i 1
måned. En afgørelse vedrørende § 51
har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog
højst 2 måneder regnet fra den foreløbige
afgørelse efter stk. 1. En afgørelse
vedrørende § 78, stk. 4, har gyldighed, indtil der
træffes en ny afgørelse om flytning eller
hjemtagelse. Stk. 5.
Direktøren for Ankestyrelsen har samme beføjelser som
formanden for børn og unge-udvalget, jf. stk. 1 og 2, og kan
pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre
afgørelsen. Den foreløbige afgørelse har
gyldighed i 1 måned, jf. dog de frister, der er nævnt i
stk. 4, 2. og 3. pkt. Direktøren kan undtagelsesvis
bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes
af Ankestyrelsen inden for den frist, der er nævnt i stk.
3. Stk. 6. Hvis
børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer
afgørelse i overensstemmelse med direktørens
foreløbige afgørelse, jf. stk. 5, skal børn og
unge-udvalget umiddelbart orientere Ankestyrelsen herom.
Børn og unge-udvalgets afgørelse har ikke virkning,
før direktøren snarest muligt og senest 10 dage efter
afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen skal
have virkning. Hvis direktøren træffer
afgørelse om, at børn og unge-udvalgets
afgørelse ikke skal have virkning, træffer
Ankestyrelsen afgørelse efter reglen i § 65, stk.
4, senest 8 uger efter børn og unge-udvalgets
afgørelse. | | 58. I § 75, stk. 5, 1. og 3. pkt., og stk. 6,
2. og 3. pkt., ændres
»Direktøren« til:
»Styrelseschefen«. 59. I § 75, stk. 6, § 168, stk. 4, og
§ 169, stk. 1, ændres
»§ 65, stk. 4« til: »§ 65, stk.
3«. |
| | |
§ 76.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter stk. 2 og 3 til
unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses
for at være af væsentlig betydning af hensyn til den
unges behov for støtte, og hvis den unge er
indforstået hermed. Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en
tildelt personlig rådgiver eller en fast kontaktperson, jf.
§ 52, stk. 3, nr. 6 og 7, kan opretholdes eller tildeles
igen efter det fyldte 18. år. Stk. 3. Til
unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det
fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om, 1) at døgnophold, jf.
§ 55, i et anbringelsessted, jf. § 66, kan
opretholdes eller genetableres, 2) at udpege en personlig rådgiver
for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, 3) at udpege en fast kontaktperson for den
unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og 4) at etablere en udslusningsordning, jf.
§ 55, i det hidtidige anbringelsessted. Stk. 4. Tilbud
efter stk. 2 og 3 skal ophøre, når de ikke
længere opfylder deres formål under hensyn til den
unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23
år. Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge
for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter
reglerne i kapitel 11, umiddelbart inden det fyldte 18. år
får mulighed for at vende tilbage til det tidligere
anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes
foranstaltninger efter stk. 3. | | 60. I § 76, stk. 1, 1. pkt., ændres
»2og 3« til: »2-5«. 61. I § 76, stk. 1, indsættes som 2.
pkt.: »Hjælpen skal bidrage til en
god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder
have fokus på at understøtte den unges uddannelse og
beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks.
anskaffelse af selvstændig bolig. « 62.§ 76, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes: »Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en
udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, kan
opretholdes efter det fyldte 18. år. Stk. 3. For
unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et
anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det
fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om, 1) at døgnophold, jf. § 55,
på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes, 2) at udpege en fast kontaktperson for den
unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, 3) at etablere en udslusningsordning, jf.
§ 55, i det hidtidige anbringelsessted og 4) at tildele andre former for
støtte, der har til formål at bidrage til en god
overgang til en selvstændig tilværelse for den
unge. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at
støtte efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres
indtil det fyldte 23. år, hvis 1) den unge fortryder tidligere at have
afvist støtte, og behovet fortsat er til stede, 2) den unges situation ændrer sig,
så der senere opstår et behov for støtte
eller, 3) støtte er ophørt, jf.
stk. 6, og behovet herfor opstår igen. Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det
fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15
år, jf. § 58, støtte i form af en kontaktperson
frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der
ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af
døgnophold efter stk. 3, nr. 1.« Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 6 og
7. 63. I § 76, stk. 4, der bliver stk. 6,
ændres »2 og 3« til: »2-5«. |
| | |
§ 138.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal træffe
beslutninger om indhold og udførelse af støtte til
børn og unge efter denne lov. | | 64.§ 138 ophæves. |
| | |
§ 140.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der
træffes afgørelse om foranstaltninger, jf.
§ 52 og § 76. Betyder hensynet til barnet eller
den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan,
er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen
tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen
snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en
handleplan. Stk. 2. For
unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug
skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den
behandling, der skal iværksættes, og for den
nødvendige støtte til den unge. Handleplanen
udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. Stk. 3. For
unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet
eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen
udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere
kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den
unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes
familie. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en foreløbig handleplan,
jf. stk. 3, senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget
dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet. Det
skal i den forbindelse overvejes, om det vil være relevant at
træffe afgørelse om ungepålæg, jf.
§ 57 b. Stk. 5. En
handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken
indsats der er nødvendig for at opnå formålet.
Handleplanen skal bygge på de undersøgelser, der er
gennemført, jf. § 50, og opstille mål og
delmål i forhold til barnets eller den unges 1) udvikling og adfærd, 2) familieforhold, 3) skoleforhold, 4) sundhedsforhold, 5) fritid og venskaber og 6) andre relevante forhold. Stk. 6. En
handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I
sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3,
nr. 8, og § 58, skal en handleplan tillige angive,
hvilke former for støtte der selvstændigt skal
iværksættes over for familien i forbindelse med, at
barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden
efter barnets eller den unges hjemgivelse. Stk. 7. For
unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens
§ 74 a, skal handleplanen indeholde en konkret plan for,
hvordan den unge snarest muligt og senest ved afslutningen af
sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i
beskæftigelse. Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældrene at udarbejde en
særskilt plan for støtten til forældrene i
forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet. | | 65.§ 140, stk. 5, 2. pkt., ophæves,
og i stedet indsættes: »Handleplanen skal tage udgangspunkt
i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af
barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i
forhold til de problemer, der er afdækket i
undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til
barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med
det overordnede formål med støtten, jf. § 46.
Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16 år,
opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet.
« 66.§ 140, stk. 8, affattes
således: »Stk. 8.
Der kan udarbejdes én samlet handleplan for flere
børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage
højde for børnenes individuelle forhold.
« |
| | |
§ 142.
Plejefamilier for børn og unge skal være godkendt som
generelt egnede af kommunalbestyrelsen i den stedlige
kommune. Stk. 2.
Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret
egnede i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Stk. 3. Den
kommunalbestyrelse, der godkender, jf. stk. 1 og 2, skal i
forbindelse med godkendelsen sørge for, at plejefamilien
deltager i et kursus i at være plejefamilie. Kurset skal som
minimum have en varighed svarende til 4 hele kursusdage. Stk. 4. Egne
værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor
den unge selv råder over sin egen bolig, skal være
godkendt som generelt egnede af kommunalbestyrelsen i den stedlige
kommune. Stk. 5.
Opholdssteder for børn og unge skal være godkendt som
generelt egnede af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune.
Dette gælder dog ikke for sådanne tilbud, med hvilke en
kommunalbestyrelse har indgået en generel aftale om
anvendelse af opholdsstedet, herunder om tilsyn. Stk. 6.
Afgørelser efter stk. 1-5 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. Stk. 7.
Netværksplejefamilier godkendt efter stk. 2 skal have
dækket deres omkostninger i forbindelse med barnets eller den
unges ophold og kan efter en konkret vurdering få hel eller
delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere
bruttoindtægt. Stk. 8.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte satser for godtgørelse af udgifter til kost
og logi i forbindelse med opholdet og for beregning og regulering
af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 7. | | 67. § 142, stk. 1, affattes således: »Plejefamilier og kommunale
plejefamilier for børn og unge, jf. § 66, nr. 1 og 2,
skal være godkendt enten 1) af kommunalbestyrelsen i den stedlige
kommune som generelt egnede, eller 2) af kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune som konkret egnede i forhold til et eller flere
nærmere angivne børn eller unge. En sådan
godkendelse udelukker som udgangspunkt, at kommunalbestyrelser i
andre kommuner kan benytte familien som plejefamilie. « 68.§ 142, stk. 3, ophæves, og i
stedet indsættes: »Stk. 3.
Den kommunalbestyrelse, der godkender plejefamilien, jf. stk. 1 og
2, skal i forbindelse med godkendelsen sikre, at plejefamilien
gennemfører et kursus i at være plejefamilie.
Medmindre særlige forhold gør sig gældende, skal
kurset være gennemført, inden plejefamilien modtager
et barn eller en ung i pleje, og kurset skal som minimum have en
varighed svarende til 4 hele kursusdage. Stk. 4. Den
kommunalbestyrelse, der godkender plejefamilien, den kommunale
plejefamilie eller netværksplejefamilien, jf. stk. 1 og 2,
skal sikre, at plejefamilierne efter anbringelsen løbende
gennemfører den fornødne efteruddannelse, herunder
kurser der som minimum svarer til 2 hele kursusdage årligt.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre den fornødne
supervision. Stk. 5. Den
kommunalbestyrelse, der godkender en kommunal plejefamilie, jf.
stk. 1, skal sikre, at den kommunale plejefamilie løbende
modtager yderligere efteruddannelse og supervision i
overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Den kommunalbestyrelse,
der indgår aftale med en kommunal plejefamilie om en konkret
anbringelse, skal i forbindelse med aftalens indgåelse sikre
sig, at der er taget stilling til spørgsmål om
arbejdsvilkår i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.
« Stk. 4-8 bliver herefter stk. 6-10. 69.§ 142, stk. 4, der bliver stk. 6,
affattes således: »Stk. 6. Egne værelser,
kollegier og kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv
råder over sin egen bolig, jf. § 66, nr. 4, skal
være godkendt som konkret egnede i forhold til den
pågældende unge af kommunalbestyrelsen i den
anbringende kommune. « 70.§ 142, stk. 5, der bliver stk. 7,
affattes således: »Stk. 7.
Ved afgørelser om optagelse af opholdssteder for børn
og unge, jf. § 66, nr. 5, på Tilbudsportalen efter
§ 14, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen eller
regionsrådet foretage en vurdering af, om opholdsstedets
pædagogiske målsætning og metoder gør
opholdsstedet generelt egnet til at opfylde målgruppens
behov, herunder behov for nære, stabile relationer til
voksne, opbygning af sociale relationer og netværk,
skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et
selvstændigt voksenliv. « 71.§ 142, stk. 6, der bliver stk. 8,
affattes således: »Stk. 8.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan indbringes
for det sociale nævn, jf. § 166, stk. 1. Dog omfatter
klageadgangen efter stk. 1 ikke kommunalbestyrelsens beslutning om,
hvorvidt godkendelsen kan ske som plejefamilie, jf. § 66, nr.
1, eller som kommunal plejefamilie, jf. § 66, nr. 2, eller om
hvorvidt godkendelsen skal være konkret eller generel, jf.
stk. 1, nr. 1 og 2. Afgørelser efter § 142, stk. 2-6,
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
« 72. I § 142, stk. 8, der bliver stk. 10,
ændres »stk. 7« til: »stk. 9«. |
| | |
§ 143.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn
med plejefamilier og opholdssteder efter § 142, stk. 1, 4
og 5. Stk. 2.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte nærmere regler om tilsyn med
netværksplejefamilier, jf. § 142, stk. 2. | | 73.§ 143 affattes således: »§
143. Socialministeren kan fastsætte nærmere
regler om godkendelse af og tilsyn med plejefamilier, kommunale
plejefamilier og netværksplejefamilier efter § 66, nr.
1-3.« |
| | |
§ 148.
Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, jf.
§§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, fører
tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i opholdskommunen i
forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om, jf.
§ 3, stk. 1. Tilsynet omfatter ikke det generelle
driftsorienterede tilsyn, jf. § 148 a. Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, jf.
§§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, skal
løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at
hjælpen fortsat opfylder sit formål.
Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom
på, om der er behov for at yde andre former for hjælp.
Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens
forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med
denne. Stk. 3. Under
en anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung skal
kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges opholdskommune, jf.
§§ 9 og 9 a i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, sikre, at
kommunen mindst én gang om året taler med barnet eller
den unge under tilsynsbesøg på
anbringelsesstedet. | | 74.§ 148, stk. 3, ophæves. |
| | |
§ 148 a. Den stedlige kommunalbestyrelse fører det
generelle driftsorienterede tilsyn med tilbuddets personale,
bygninger og økonomi. Stk. 2. Det
generelle driftsorienterede tilsyn omfatter ikke tilbud, hvor en
anden kommune eller region har indgået en generel aftale om
anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn, eller hvor
tilbuddet er omfattet af regionsrådets generelle
driftsorienterede tilsyn, jf. § 5, stk. 7. | | 75. I § 148 a indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Det generelle driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder for
børn og unge, der er omfattet af § 66, stk. 1, nr. 1-2
og 5-6, skal endvidere påse, at det enkelte anbringelsessteds
pædagogiske målsætning og metoder forsat
gør anbringelsesstedet generelt egnet til at opfylde
målgruppens behov, herunder behov for nære, stabile
relationer til voksne, opbygning af sociale relationer og
netværk, skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et
selvstændigt voksenliv. Det driftsorienterede tilsyn med
anbringelsessteder, der er omfattet af § 66, nr. 5 og 6, skal
omfatte mindst et uanmeldt tilsynsbesøg om året.
« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. 76. I § 148 a indsættes som stk. 4: »Stk. 4.
Det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. stk. 1 og 2, omfatter
ikke plejefamilier, der er godkendt som konkret egnede efter §
66, nr. 1, og § 142, stk.1, nr. 2, konkret godkendte kommunale
plejefamilier efter § 66, nr. 2, og § 142, stk. 1, nr. 2,
netværksplejefamilier efter § 66, nr. 3, og egne
værelser mv. efter § 66, stk. 1, nr. 4.« |
| | |
§ 151.
Den stedlige kommune, jf. § 148 a, har pligt til at
føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter
§§ 83 og 86 løses i overensstemmelse med de
afgørelser, kommunalbestyrelsen har truffet efter disse
bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne
kvalitetsstandarder, jf. §§ 138 og 139. Stk. 2. Som
led i tilsynsforpligtelsen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen
hvert år foretage mindst ét anmeldt og ét
uanmeldt tilsynsbesøg på plejehjem m.v., jf.
§ 192, i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og
personer med handicap, og i andre, tilsvarende boligenheder i
kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og
lejere, der modtager kommunale serviceydelser. Tilsynet må
ikke varetages af leverandører eller personer, der
udfører opgaver på området. Stk. 3. Efter
hvert tilsynsbesøg udarbejder kommunalbestyrelsen en
tilsynsrapport til brug for opfølgningen på
tilsynsbesøget. Tilsynsrapporterne offentliggøres og
sendes til høring i bruger- og
pårørenderådet, jf. § 17, samt i det
kommunale ældreråd, jf. § 30 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Den enkelte bruger eller pårørende skal endvidere have
tilbud om løbende at få tilsendt tilsynsrapporterne.
Kommunalbestyrelsen har pligt til på anmodning fra bruger- og
pårørenderådet eller det kommunale
ældreråd at tilbyde det pågældende
råd en mundtlig præsentation og en drøftelse af
tilsynsrapporterne. Stk. 4. Mindst
én gang årligt udarbejder og offentliggør
kommunalbestyrelsen en samlet redegørelse om tilsynet efter
stk. 2 og 3 samt om det sundhedsfaglige tilsyn efter
§ 219 i sundhedsloven. Redegørelsen skal endvidere
indeholde en opgørelse over, hvad der i forbindelse med
tilsynet er blevet afdækket om sammenhængen mellem de
ydelser, der er truffet afgørelse om, og de faktisk leverede
ydelser. Redegørelsen offentliggøres og sendes til
høring i bruger- og pårørenderådet, jf.
§ 17, og i det kommunale ældreråd.
Kommunalbestyrelsen drøfter herefter redegørelsen
på et møde med henblik på opfølgning af
tilsynet. Stk. 5.
Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en
bekendtgørelse regler om tilsyn efter stk. 2-4. Ministeren
kan herunder fastsætte regler om, at medlemmer af
kommunalbestyrelsen ikke må deltage i den faktiske
udførelse af tilsynet. | | 77. I § 151, stk. 1, ændres
»§§ 138 og 139« til: »§
139«. |
| | |
§ 153.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver
offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette
kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet
får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn
eller en ung under 18 år har behov for særlig
støtte. Stk. 2.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af
personer, der under udøvelse af deres erhverv får
kendskab til forhold, som bevirker, at der kan være anledning
til foranstaltninger efter denne lov. Stk. 3.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver
offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette
kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller
hverv får kendskab til vordende forældre med problemer,
der giver formodning om, at barnet vil få behov for
særlig støtte umiddelbart efter fødslen.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte tilsvarende regler for andre grupper, der under
udøvelsen af deres erhverv får kendskab til
sådanne forhold. Stk. 4.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler, hvorefter 1) praktiserende læger,
speciallæger og andre, der virker inden for social- og
sundhedsvæsenet, kan videregive oplysninger om børn og
unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Kennedy Centret,
for at klinikken kan varetage sine behandlingsmæssige og
administrative aktiviteter, og 2) Kennedy Centret kan videregive de
oplysninger, der er nævnt i nr. 1, til social-, sundheds- og
undervisningsmyndigheder for at sikre, at nødvendige
foranstaltninger til afhjælpning af nedsat synsfunktion kan
iværksættes. | | 78.§ 153 affattes således: »§
153. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller
offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under
udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til
eller grund til at antage, 1) at et barn eller en ung under 18
år kan have behov for særlig støtte efter
kapitel 11, den valgte underskriftsdato 5 2) at et barn umiddelbart efter
fødslen kan få behov for særlig støtte
efter kapitel 11 på grund af de vordende forældres
forhold, eller 3) at et barn eller en ung under 18
år har været udsat for vold eller andre overgreb. Stk. 2.
Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt
for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres
erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage,
at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være
anledning til foranstaltninger efter denne lov. Socialministeren
kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af
personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse
med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal, medmindre særlige forhold
gør sig gældende, efter anmodning videregive
oplysninger til den person, der har foretaget underretningen efter
stk. 1 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 2,
1.pkt., om, hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning
til undersøgelser eller foranstaltninger efter denne lov
vedrørende det barn eller den unge under 18 år,
underretningen vedrører. « |
| | |
| | 79. Efter §
153 indsættes: »§ 153
a. Praktiserende læger,
speciallæger og andre, der virker inden for social- og
sundhedsvæsenet, kan med samtykke fra
forældremyndighedens indehaver videregive oplysninger om
børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til
Kennedy Centret. Kennedy Centret kan med samtykke fra
forældremyndighedens indehaver videregive disse oplysninger
til social-, sundheds- og undervisningsmyndighederne. Stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om videregivelse af oplysninger til og fra Kennedy Centret
efter stk 1.« |
| | |
§ 160.
Den unge betaler for døgnophold efter § 76, stk.
3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 76, stk. 3,
nr. 4, efter regler, der fastsættes af indenrigs- og
socialministeren i en bekendtgørelse. | | 80. I § 160 ændres »§ 76,
stk. 3, nr. 4« til: »§ 76, stk. 3, nr.
3«. |
| | |
§ 166
a. Det sociale nævns
afgørelser efter § 65 kan indbringes for
Ankestyrelsen af kommunalbestyrelsen, indehaveren af
forældremyndigheden eller af den unge, som er fyldt 15
år. §§ 66-74 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område finder tilsvarende
anvendelse. | | 81.§ 166 a ophæves. |
| | |
§ 167.
Afgørelser om valg af anbringelsessted og ændret
anbringelsessted efter § 69, stk. 1 og 2,
afgørelser om ungepålæg efter § 57 b
samt afgørelser om foranstaltning efter § 52, stk.
3, nr. 3, 6, 7, 9 og 10, jf. § 57 b, stk. 3 og 4, kan af
barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, og af
forældremyndighedsindehaveren indbringes for det sociale
nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område. Stk. 2.
Afgørelser om behandling, uddannelse, samvær med
personer fra netværket m.v., jf. § 69, stk. 2, og
afgørelser om samvær og kontakt efter § 71,
stk. 2, kan af den unge, der er fyldt 15 år, og af
forældremyndighedsindehaveren indbringes for det sociale
nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område. I det omfang afgørelsen
angår den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne på
samme måde indbringes for det sociale nævn. Stk. 3.
Afgørelser i sager om bisidder til børn og unge efter
§ 48 a kan af barnet eller den unge og af
forældremyndighedsindehaveren indbringes for det sociale
nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område. | | 82.§ 167, stk. 1, affattes
således: »Følgende afgørelser
kan af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, indbringes
for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område: 1) forebyggende foranstaltninger samt
anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, 2) ungepålæg efter § 57
b, 3) hjemgivelse og hjemgivelsesperiode
efter § 68, stk. 2, 4) valg af anbringelsessted efter §
68 b, stk. 1, 5) ændret anbringelsessted,
behandling, uddannelse, samvær med personer fra
netværket mv. efter § 69, stk. 1, og 6) samvær og kontakt efter §
71, stk. 2. I det omfang afgørelsen angår
den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne på
samme måde indbringes for det sociale nævn.
« 83.§ 167, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2. 84. I § 167, stk. 3, der bliver stk. 2,
udgår: »og af
forældremyndighedsindehaveren«. |
| | |
§ 168.
Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf.
§ 74, kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
En klage over en afgørelse efter § 75, stk. 3, kan
dog ikke behandles af Ankestyrelsen, så længe der
verserer en sag om anbringelse efter § 58 for børn
og unge-udvalget. Stk. 2.
Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15
år. Afgørelser efter § 71, stk. 3, og
§ 123, stk. 2, der angår den af forældrene,
der ikke har del i forældremyndigheden, kan tillige af denne
indbringes for Ankestyrelsen. Endvidere kan plejeforældrene
indbringe afgørelser efter § 78, stk. 4. Stk. 3.
Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen hindrer ikke
iværksættelse af de besluttede foranstaltninger m.v.
Dog kan styrelseschefen under ganske særlige
omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må
iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet
afgørelse i sagen. Stk. 4. Ved
behandlingen i Ankestyrelsen finder § 72, § 73
og § 74, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Dette
gælder også, når Ankestyrelsen behandler en sag
efter § 65, stk. 4. Stk. 5. I
forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12
år, ret til at få dækket udgifter til transport
til møder i Ankestyrelsen. | | 85. I § 168, stk. 2, ændres »15
år« til: »12 år«. |
| | |
§ 181.
Staten afholder efter reglerne i stk. 2 og 3 udgifter til en
udlænding, der har fået opholdstilladelse efter 1) udlændingelovens
§§ 7 eller 8, 2) udlændingelovens § 9
b, 3) udlændingelovens § 9 c,
stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9 b, 4) udlændingelovens § 9,
stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af tilknytning til en i
Danmark fastboende person, når denne person selv har
fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er
nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan
føres tilbage til en sådan person, 5) udlændingelovens § 9 c,
stk. 1, når tilladelsen er givet til en person over 18
år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse
efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, 6) udlændingelovens § 9 c,
stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle
til eller et barn af en person med opholdstilladelse som
nævnt i nr. 2 og 3, 7) udlændingelovens § 9 c,
når tilladelsen er meddelt en asylsøgende
udlænding, 8) udlændingelovens § 9 c,
stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af en
tilknytning til en mindreårig asylansøgende
udlænding, som har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 9 c,
eller 9) udlændingelovens § 9
e. Stk. 2. Staten
afholder fuldt ud udgifter til hjælp efter
§§ 41 og 42, § 52, stk. 3, nr. 1-7, 9 og
10, og stk. 4 og 5, § 54, § 76, stk. 2 og stk.
3, nr. 2 og 3, og §§ 96, 98 og 100 i de
første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen. Stk. 3. Uanset
bestemmelserne i stk. 2 afholder staten en kommunes udgifter
til 1) udlændinge, som inden 12
måneder efter datoen for opholdstilladelsen på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
anbringes i døgnophold, dog kun indtil den
pågældende i en sammenhængende periode på 2
år har klaret sig selv, og 2) udlændinge, når tilladelsen
er meddelt en mindreårig asylsøger, dog længst
indtil modtageren fylder 18 år eller barnets forældre
får lovligt ophold her i landet. | | 86. I § 181, stk. 2, ændres
»§ 52, stk. 3, nr. 1-7, 9 og 10« til:
»§ 52, stk. 3, nr. 1-6, 8 og 9«, og »§
76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3« ændres til:
»§ 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2«. |
| | |
| | § 2 |
| | I lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr.
1203 af 10. december 2009, som ændret ved § 11 i lov nr.
434 af 8. maj 2006 og § 1 i lov nr. 316 af 28. april 2009,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket
sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social
service, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte,
§ 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50,
stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet
almindelig og almindelig førtidspension m.v. af den
tidligere opholdskommune efter stk. 2-5. Stk. 2.
Opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere
kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en
person får ophold i 1) boformer efter
§§ 107-110 og 192 i lov om social service, 2) boliger efter § 115, stk. 4,
jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., 3) institutioner under
sygehusvæsenet, 4) institutioner under
Kriminalforsorgen, 5) boliger, boformer m.v., der
træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v.
under nr. 1-4, eller 6) anbringelsessteder for børn og
unge efter §§ 67 og 142 i lov om social
service. Stk. 3.
Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6,
fortsætter denne ret til refusion, hvis der
iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk.
3, i lov om social service. Stk. 4.
Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en
person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune
efter 1) § 108, stk. 2, og
§ 192 i lov om social service, 2) § 58 a i lov om almene
boliger m.v. eller 3) lov om friplejeboliger. Stk. 5.
Opholdskommunen har ret til refusion, når en person får
ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2-4 og den tidligere
opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet,
og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En
opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1,
når et barn eller en ung får ophold i et
anbringelsessted, jf. §§ 67 og 142 i lov om social
service, som følge af en tidligere opholdskommunes
beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at
beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet. Stk. 6.
Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk
hjælp efter § 83 i lov om social service under en
persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf.
§ 9 b, stk. 1. Endvidere refunderer opholdskommunen
udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og
lign. , jf. §§ 120 og 122 i lov om social service,
under en persons ophold i en anden kommune, jf.
§ 9 b, stk. 2. Stk. 7.
Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3
og § 52, stk. 1, i lov om social pension, refunderes af
den kommune, der var pensionistens opholdskommune på
tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt,
hvor pensionisten blev tilkendt førtidspensionen. Refusion
efter stk. 2, 4 og 5 udskyder retten til refusion efter 1.
pkt. Stk. 8. De
udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter stk.
2-6, er opholdskommunens faktiske udgifter. De faktiske udgifter
omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og
udgifter til ledelse og administration, der er en følge af
driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst
eller beregnet et priskrav efter lov om social service, har
opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller
priskravet. Stk. 9. Retten
til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består, så
længe borgeren har bopæl i det pågældende
botilbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere
opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers
ophold i en institution efter § 110 i lov om social
service består dog, indtil borgeren har erhvervet ny
opholdskommune. Stk. 10.
Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk.
2-5, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat
afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt
i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal
gælde. Stk. 11. Krav
mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-7 skal rejses senest 3
år efter, at hjælpen er ydet. | | 1. I § 9 c, stk. 2, nr. 6, og stk. 5, 2. pkt., ændres
»§§ 67 og 142« til: »§
66«. |
| | |
§ 19.
Børn og unge-udvalget består af 1) 3 medlemmer, der vælges af
kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, 2) byretsdommeren i retskredsen, dog
således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer
Domstolsstyrelsen, hvem af disse der skal modtage hvervet, og 3) en pædagogisk-psykologisk
sagkyndig, der udpeges af statsforvaltningen for en periode, som
svarer til den kommunale valgperiode. Stk. 2. Efter
samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en
stedfortræder, der indkaldes til at møde, når
medlemmet er forhindret i at deltage. Stk. 3. Den
pædagogisk-psykologisk sagkyndige, som udpeges efter stk. 1,
nr. 3, kan ikke deltage i behandling af andre sager
vedrørende samme person eller samme familie inden for den
offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i
statsforvaltningen og klagesager. | | 2. I § 19, stk. 1, nr. 1, ændres
»3 medlemmer« til: »2 medlemmer «. 3. I § 19, stk. 1, nr. 3, ændres
»en pædagogisk-psykologisk sagkyndig« til:
»2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige«. 4. I § 19, stk. 3, ændres »Den
pædagogisk-psykologisk sagkyndige « til: »De
pædagogisk-psykologisk sagkyndige«. |
| | |
§ 44.
Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der
er truffet af kommunalbestyrelsen, i det omfang det er fastsat i
loven. Stk. 2. Det
sociale nævn godkender følgende afgørelser
truffet af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelsen er truffet
mod den pågældendes vilje: 1) Afgørelser om alarm- og
pejlesystemer efter § 125 i lov om social service. 2) Afgørelser om tilbageholdelse i
boligen efter § 127 i lov om social service. 3) Afgørelser om anvendelse af
beskyttelsesmidler efter § 128 i lov om social
service. Stk. 3. Det
sociale nævn træffer i et møde afgørelser
om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter
§ 129 i lov om social service efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen. Stk. 4. Det
sociale nævn træffer afgørelser og
pålægger kommunalbestyrelsen at træffe og
gennemføre afgørelser efter § 65 i lov om
social service. | | 5.§ 44, stk. 4, ophæves. |
| | |
§ 72.
Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning,
jf. dog stk. 2-6. Stk. 2. Klage
over valg af anbringelsessted efter § 167, stk. 1, i lov
om social service har opsættende virkning. Hvis særlige
forhold gør det påkrævet, træffer
kommunalbestyrelsen samtidig med afgørelse om valg af
anbringelsessted eller ændret anbringelsessted
afgørelse om at iværksætte afgørelsen
straks. Afgørelsen om, at en afgørelse
iværksættes straks, kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. Stk. 3. Klage
over en afgørelse om, at anbringelse uden for hjemmet ikke
skal opretholdes, jf. § 76, stk. 3, nr. 1, i lov om
social service, har opsættende virkning. Stk. 4.
Ankestyrelsen og det sociale nævn kan efter begæring
tillægge en klage over en afgørelse om botilbud efter
kapitel 20 i lov om social service opsættende virkning. Stk. 5. Klage
til Ankestyrelsen over optagelse i særlige botilbud uden
samtykke efter § 129 i lov om social service har
opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør
det påkrævet, træffer det sociale nævn
samtidig med afgørelsen om optagelsen i et særligt
botilbud afgørelse om at iværksætte optagelsen
straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende
virkning kan ikke indbringes for Ankestyrelsen. Stk. 6. Klager
over kommunens krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt
boligstøtte i medfør af § 47 i lov om
individuel boligstøtte har opsættende virkning. Stk. 7. Hvis
Ankestyrelsen eller nævnet ændrer en afgørelse
til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen eller
nævnet samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt
ændringen skal ske. Stk. 8.
Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til
køb af bil, jf. § 114, stk. 1 og 2, i lov om
social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald
af bevilling, opsigelse af lån m.v. | | 6.§ 72, stk. 2, 1. pkt., affattes
således: »Klage efter §§ 166 eller
167 i lov om social service over afgørelser om hjemgivelse
og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, i lov om social
service, afgørelser om valg af anbringelsessted efter §
68 b, stk. 1, i lov om sociale service samt afgørelser om
ændret anbringelsessted efter § 69 i lov om social
service har opsættende virkning. « |
| | |
| | § 3 |
| | I forældreansvarsloven, lov nr. 499
af 6. juni 2007, som ændret ved § 4 i lov nr. 349 af 6.
maj 2009 og § 3 i lov nr. 494 af 12. juni 2009, foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 24.
Bestemmelserne om samvær og anden kontakt i denne lov finder
ikke anvendelse, hvis barnet er anbragt uden for hjemmet efter
kapitel 11 i lov om social service. | | 1. I § 24 indsættes som 2. pkt.: »Tilsvarende gælder, hvis
barnet eller den unge opholder sig på en institution eller er
indlagt på sygehus under gennemførelse af en
børnefaglig undersøgelse efter kapitel 11 i lov om
social service. « |