B 118 Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af regionerne.

Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2009-10
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 02-02-2010

Fremsat: 02-02-2010

Fremsat den 2. februar 2010 af Anders Samuelsen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Villum Christensen (LA)

20091_b118_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 2. februar 2010 af Anders Samuelsen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Villum Christensen (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedlæggelse af regionerne

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de fornødne administrative ændringer, der skal til for at nedlægge regionerne fra næste valgperiode, således at regionernes opgaver deles mellem stat og kommuner.


Bemærkninger til forslaget

Med strukturreformens ikrafttrædelse den 1. januar 2007 blev der etableret fem regioner, som uden ret til skatteopkrævning fik driftsherreansvaret for de danske sygehuse som den vigtigste arbejdsopgave. Regionerne har dog ikke det fulde ansvar for sundhedsområdet, idet kommunerne også varetager en lang række sundhedsmæssige opgaver, herunder genoptræning og forebyggelse. Staten varetager den overordnede styring, bl.a. fastsættelsen af de økonomiske rammer for sundhedsområdet samt forskellige former for prioritering i forhold til sygehusbyggeri og behandlingstiltag.


Med denne opdeling eksisterer der således fortsat en treleddet struktur i den offentlige forvaltning, på trods af at hovedformålene med strukturreformen var at effektivisere den offentlige sektor og at mindske de administrative udgifter.


Erfaringerne har vist, at det er blevet vanskeligt at placere det politiske ansvar for udviklingen, og der synes at være en del dobbeltadministration - f.eks. opgaver, der behandles både i regionskontorerne og af de store administrative stabe på sygehusene.


Regionerne har ansvaret for at forvalte budgetter for ca. 90 mia. kr. Med de varslede massefyringer af sundhedspersonale på Herlev, Hvidovre og Frederiksberg Hospitaler er det blevet stadig mere tydeligt, at krav om høj produktivitet, en klar incitamentsstruktur og en entydig økonomisk ansvarsplacering har svære vilkår i den gældende forvaltningsstruktur.


Skriftlig fremsættelse

Anders Samuelsen (LA):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af regionerne.

(Beslutningsforslag nr. B 118).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.