L 56 Forslag til lov om de gymnasiale uddannelser i Grønland.

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-11-2008

Fremsættelse: 05-11-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l56_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (5. november 2008)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om de gymnasiale uddannelser i Grønland

(Lovforslag nr. L 56).

Det grønlandske hjemmestyre har over for Undervisningsministeriet fremsat ønske om at hjemtage de gymnasiale uddannelser. Formålet med lovforslaget er at imødekomme det grønlandske ønske om at overtage området og skabe grundlag for, at de grønlandske gymnasiale uddannelser i højere grad end i dag kan udformes med udgangspunkt i grønlandske behov og grønlandsk kultur. Samtidig overføres ansvaret for uddannelsernes kvalitet til det grønlandske hjemmestyre, som allerede i dag afholder udgifterne til uddannelsernes drift, herunder til bygninger.


Med lovforslaget overtager det grønlandske hjemmestyre den regelfastsættende myndighed for samt administrationen af den grønlandske gymnasiale uddannelse (GU) og de grønlandske gymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen.


Med udgangspunkt i lovforslaget skal der indgås en aftale mellem det grønlandske Departement for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke (KIIIN) og Undervisningsministeriet. Aftalen skal fastsætte rammebetingelser for de grønlandske gymnasiale uddannelser med hensyn til lærernes kompetencer, fag, eksamensforhold mv., så der er grundlag for, at eleverne fra de fremtidige grønlandske gymnasiale uddannelser fortsat er ligestillede med elever fra de danske gymnasiale uddannelser ved optagelsen i de videregående uddannelser i Danmark.


Der overføres fremover 2,7 mio. kr. årligt fra Undervisningsministeriets ramme til det generelle bloktilskud til Grønland til varetagelse af de overførte administrative opgaver. Forslaget er dermed samlet set udgiftsneutralt.


Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.