L 123 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af næringsloven, markedsføringsloven,
erhvervsfremmeloven og forskellige andre love på
Økonomi- og Erhvervsministeriets område.
(Regelforenkling for tjenesteydere, oplysningspligt for
tjenesteydere, regler om akkreditering og metrologi samt oprettelse
af et produktkontaktpunkt).
Fremsat den 4. februar 2009 af
økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af næringsloven,
markedsføringsloven, erhvervsfremmeloven og forskellige
andre love på Økonomi- og Erhvervsministeriets
område 1)
(Regelforenkling for tjenesteydere,
oplysningspligt for tjenesteydere, regler om akkreditering og
metrologi samt oprettelse af et produktkontaktpunkt)
§ 1
I lov om omsætning af fast ejendom, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1073 af 2. november 2006, som
ændret ved § 3 i lov nr. 123 af 13. februar 2007 og
§ 163 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages
følgende ændring:
1.§ 8, stk. 2, 1. pkt.,
ophæves.
§ 2
I lov om autorisation af elinstallatører
mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 8. december 2003, som
ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1601 af 20. december
2006 og senest ved § 5 i lov nr. 375 af 27. maj 2008,
foretages følgende ændringer:
1.§ 4, stk. 3, § 5,
stk. 3, 1. pkt., og § 7,
stk. 1, nr. 4, ophæves.
2. I
§ 9, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »egenkontrollen,«:
»eller«.
3. I
§ 9, stk. 1, nr. 3,
ændres »§ 6, stk. 2, eller« til:
»§ 6, stk. 2.«.
4.§ 9, stk. 1, nr. 4,
ophæves.
5. I
§ 10, stk. 2, 2. pkt.,
udgår », jf. dog stk. 3«.
6.§ 10, stk. 3,
ophæves.
7. I
§ 14 a, 2. pkt., ændres
»§ 7, stk. 1, nr. 3 og 4« til:
»§ 7, stk. 1, nr. 3«.
§ 3
I lov om gasinstallationer og installationer i
forbindelse med vand- og afløbsledninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 988 af 8. december 2003, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1382 af 20. december 2004,
§ 1 i lov nr. 1601 af 20. december 2006 og § 2
i lov nr. 375 af 27. maj 2008, foretages følgende
ændringer:
1.§ 7, stk. 3, 1. pkt.,
ophæves.
2.§ 8, stk. 1, nr. 3,
ophæves.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
3. I
§ 12, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »udførte arbejder,«:
»eller«.
4. I
§ 12, stk. 1, nr. 3,
ændres »og § 9, stk. 6, eller«
til: »og § 9, stk. 6.«.
5.§ 12, stk. 1, nr. 4,
ophæves.
6. I
§ 12, stk. 3,
ændres »nr. 1-4« til: »nr. 1-3«.
7.§ 12, stk. 5,
ophæves.
8. I
§ 24 a ændres
»§ 8, stk. 1, nr. 3 og 4« til:
»§ 8, stk. 1, nr. 3«.
§ 4
I næringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som
ændret ved lov nr. 936 af 27. december 1991, lov nr. 453 af
30. juni 1993, lov nr. 1071 af 20. december 1995, lov nr. 377 af
22. maj 1996, lov nr. 386 af 22. maj 1996, lov nr. 232 af 2. april
1997, lov nr. 414 af 26. juni 1998, lov nr. 306 af 30. april 2003,
lov nr. 606 af 24. juni 2005, lov nr. 538 af 8. juni 2006 og lov
nr. 549 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1.§ 1, stk. 1, affattes
således:
»Denne lov gælder for selvstændig
næringsvirksomhed som handlende, håndværker,
industridrivende og vognmand.«
2. I
§ 2, stk. 1,
ændres »§ 1, stk. 1, nr. 1-3« til:
»§ 1, stk. 1«.
3.§ 2, stk. 2-5, og
§ 3, stk. 2, 3. pkt., ophæves.
4. I
§ 5, stk. 1,
ændres »§ 1, stk. 1, nr. 1-3« til:
»§ 1, stk. 1«.
5.§ 5, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.
6.§ 5, stk. 3 og 4, der bliver stk. 2 og 3, affattes
således:
»Stk. 2.
Andre her i landet hjemmehørende selskaber med
begrænset ansvar, herunder selskaber med vekslende medlemstal
eller vekslende kapital, foreninger, stiftelser og andre selvejende
institutioner, har ret til at drive næring som nævnt i
§ 1, stk. 1, når direktørerne og
flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i
§ 2, jf. § 3, for at drive vedkommende
næring.
Stk. 3. Filialer af
udenlandske selskaber mv. af den i stk. 1 og 2 nævnte
art må kun drive næring som nævnt i
§ 1, stk. 1, hvis dette er hjemlet i international
aftale eller ved bestemmelser fastsat af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan herudover
tillade dette i særlige tilfælde. Filialbestyrere skal
opfylde betingelserne i § 2, jf. § 3,
stk. 1, for at drive vedkommende næring.«
7. I
§ 6, stk. 1, udgår
»skal have næringsbrev, jf. § 2, stk. 2,
eller«.
8.§§ 7 a og 7 b ophæves.
9.§ 9, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
10. I
overskriften til kapitel 4 ændres
»Speditører og vognmænd« til:
»Vognmænd«.
11.§ 19 ophæves.
12.Kapitel 5 ophæves.
13.§ 27, stk. 1, affattes
således:
»Den, der uberettiget driver en af de i
§ 1, stk. 1, nævnte næringer, samt den,
der overtræder § 4, § 6, § 10,
stk. 1, § 12, stk. 4 eller 5, § 12 a,
stk. 1, 4. pkt., § 14, stk. 2, § 15,
stk. 2, 2. pkt., § 17, stk. 2, eller
§ 18, straffes med bøde.«
14. I
§ 30 udgår »som
speditør og«.
§ 5
I lov nr. 226 af 22. april 2002 om maritime
uddannelser foretages følgende ændring:
1.§ 4, stk. 4, affattes
således:
»Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan efter anmodning godkende uddannelser og
kurser, som afholdes i udlandet. De udgifter for
Søfartsstyrelsen, der er forbundet hermed, betales af den,
der har fremsat anmodningen om godkendelse.«
§ 6
I lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 18 af 7. januar 2000, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1173 af 19. december 2003,
foretages følgende ændringer:
1.§ 6, stk. 2,
ophæves.
2.§ 8, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
3.§ 9, stk. 4 og 5,
ophæves.
4.§ 11 affattes
således:
Ȥ 11. En person med et
udenlandsk erhvervsdykkerbevis, der opfylder betingelserne i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer, har ret til at udføre
dykkerarbejde her i landet.
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om adgangen til udøvelse af
erhvervsdykning, herunder om anerkendelse af udenlandske
erhvervsdykkerbeviser og om tjenesteyderens pligt til at give
oplysninger til tjenestemodtagere.«
§ 7
I lov nr. 1389 af 21. december 2005 om
markedsføring, som ændret bl.a. ved § 1 i
lov nr. 1547 af 20. december 2006 og senest ved § 4 i lov
nr. 181 af 28. februar 2007, foretages følgende
ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre marked og om ændring af
Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004,
(direktivet om urimelig handelspraksis), (EU-Tidende 2005 nr. L
149, s. 22-39) samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked (servicedirektivet) (EU-Tidende 2006 nr. L 376, s.
36).«
2.
Efter § 7
indsættes:
Ȥ 7
a. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler med henblik på at opfylde de
bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører
tjenesteyderes forpligtelse til at give oplysninger til
tjenestemodtagere.«
3. I
§ 10, stk. 1,
indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. finder ikke anvendelse på
tjenesteydere, som er etableret i et andet EU/EØS-land, og
som midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark.«
4. I
§ 11 indsættes som
stk. 4:
»Stk. 4.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på
tjenesteydere, som er etableret i et andet EU/EØS-land, og
som midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark.«
§ 8
I lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme,
som ændret ved § 3 i lov nr. 375 af 27. maj 2008,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1, nr. 7,
ændres »erhvervsudvikling og« til:
»erhvervsudvikling,«.
2.§ 2, stk. 1, nr. 8,
affattes således:
»8)
aktiviteter til fremme af akkreditering,«
3. I
§ 2, stk. 1,
indsættes som nr. 9 og 10:
»9)
aktiviteter til fremme af standardisering og
10) aktiviteter til
fremme af metrologi.«
4. I
§ 3 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler,
der er nødvendige for gennemførelsen og anvendelsen
her i landet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter
på produkter, der markedsføres lovligt i en anden
medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF af
13. december 1995 om indførelse af en ordning for gensidig
information om nationale foranstaltninger, der fraviger princippet
om frie varebevægelser inden for
Fællesskabet.«
5.§ 4, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan henlægge sine
beføjelser efter lovens kapitel 7 til
Sikkerhedsstyrelsen.«
6. I
§ 4 indsættes efter
stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at de
beføjelser, der i medfør af stk. 3 er henlagt
til Sikkerhedsstyrelsen, og som vedrører administrationen af
de metrologiske regler, som er fastsat i medfør af
§ 15, kan henlægges til en anden offentlig
myndighed eller en privat institution. Sikkerhedsstyrelsen
indgår i givet fald de nødvendige aftaler herom.
Henlægges de beføjelser, som er nævnt i 1. pkt.,
til en privat institution, finder forvaltningsloven og lov om
offentlighed i forvaltningen anvendelse på institutionens
virksomhed med administration af det pågældende
område.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
7.§ 14 affattes
således:
»§ 14. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter de regler vedrørende
akkreditering, som er nødvendige for anvendelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kravene til
akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter, herunder regler om udpegning af
et nationalt akkrediteringsorgan og dets opgavevaretagelse, jf.
stk. 2, og indgår de nødvendige aftaler herom.
Forvaltningsloven finder anvendelse på akkrediteringsorganets
udførelse af akkrediteringsopgaver.
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter de regler,
som er nødvendige for anvendelsen her i landet af den i
stk. 1 nævnte forordning, herunder regler om det i
stk. 1 nævnte organs akkreditering af virksomheder til
f.eks. prøvning, kalibrering, medicinske
undersøgelser, certificering, inspektion, attestering,
CO2-verifikation, og miljøverifikation samt regler om
sanktioner ved manglende overholdelse af en meddelt
akkreditering.
Stk. 3.
Akkrediteringsorganet kan efter særskilt aftale herom med
økonomi- og erhvervsministeren foretage akkreditering i
udlandet.«
8.§ 15, stk. 1, affattes
således:
»§ 15. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter regler om metrologi, herunder
om hvilke måleenheder, der finder anvendelse, regler om
etablering og vedligeholdelse af primær- og
referencenormaler, regler om måleteknik og
måleinstrumenter samt deres anvendelse, regler om
anmeldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter,
regler om måleteknisk kontrol, regler om, hvilke varer, der
skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål
eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og
lignende, samt regler om bemyndigelse af organer til at
udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til
nationale regler og EU-retten.«
9. I
§ 15, stk. 2,
ændres »primærlaboratorier og nationale
referencelaboratorier« til: »nationale
metrologiinstitutter«.
10. I
§ 15, stk. 2 og 3,
ændres »Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen
bemyndiger hertil,« til: »Økonomi- og
erhvervsministeren«.
11.§ 15, stk. 4-6,
ophæves.
12.§ 16 affattes
således:
Ȥ 16. Det nationale
akkrediteringsorgan kan, inden for en ramme aftalt mellem organet
og økonomi- og erhvervsministeren, kræve betaling for
driftsopgaver, som relaterer sig til akkrediteringsydelsen. Ved
akkrediteringsydelsen forstås f.eks. akkreditering af
laboratorier til prøvning og kalibrering samt akkreditering
af virksomheder og personer til certificering, inspektion,
attestering, CO2-verifikation og miljøverifikation.
Stk. 2. En
offentlig myndighed eller en privat institution, der i
medfør af § 4, stk. 4, varetager opgaver med
administration af reglerne om metrologi, kan opkræve gebyr
for bl.a. udarbejdelse af certifikater og typegodkendelser samt
udpegning af bemyndigede organer efter regler, der fastsættes
af økonomi- og erhvervsministeren.«
13.§ 17 affattes
således:
»§ 17. Afgørelser
truffet af den, som økonomi- og erhvervsministeren har
bemyndiget hertil, efter denne lov eller regler udstedt i
medfør af denne lov kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 2.
Afgørelser truffet af akkrediteringsorganet, jf.
§ 14, eller en offentlig myndighed eller privat
institution, der i medfør af § 4, stk. 4,
varetager administrationen af de metrologiske regler, kan
indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Enhver, der
har modtaget en afgørelse om afslag på eller kun
delvis imødekommelse af en ansøgning om akkreditering
eller en afgørelse om hel eller delvis tilbagekaldelse eller
suspension af en meddelt akkreditering kan anmode
akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurdering af sagen.
Stk. 4. Hvis den
fornyede behandling af sagen efter stk. 3 ikke fører
til, at klageren fuldt ud imødekommes, kan afgørelsen
indbringes for Klagenævnet for Udbud.
Stk. 5. Klage efter
stk. 2-4 skal være indgivet senest 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis
klagefristen udløber på en lørdag,
søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den
følgende hverdag.«
§ 9
Lovens § 8, nr. 1-4, træder i kraft
den 13. maj 2009. Lovens §§ 1-7 og § 8,
nr. 5-13, træder i kraft den 28. december 2009.
§ 10
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens
§ 6 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens
§ 8 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
| |
Indholdsfortegnelse |
| |
1.
Indledning |
1.1. Lovændringer som følge
af servicedirektivet |
1.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven |
2. Direktivet om
tjenesteydelser i det indre marked |
2.1. Formål og
anvendelsesområde |
2.2. Administrativ forenkling |
2.3. Etableringsfrihed for
tjenesteydere |
2.4. Fri bevægelighed for
tjenesteydere |
2.5. Tjenesteydelsernes kvalitet |
2.6. Administrativt samarbejde |
2.7. Konvergensprogram |
3. Gennemførelse
af servicedirektivet i dansk ret |
3.1. Baggrund |
3.2. Lovmodel |
4. Varepakken og
relaterede lovændringer i dansk ret |
5. Lovens
hovedindhold |
5.1. Ændring af lov om
omsætning af fast ejendom |
5.2. Ændringer af
elinstallatørloven og gasloven |
5.3. Ændringer af
næringsloven |
5.4. Ændring af lov om maritime
uddannelser og ændring af dykkerloven |
5.5. Ændring af
markedsføringsloven |
5.6. Ændring af lov om
erhvervsfremme |
5.7. Lovens ikrafttræden |
6. De økonomiske
og administrative konsekvenser for det offentlige |
6.1. Ændringer som følge af
servicedirektivet |
6.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven |
7. De økonomiske
og administrative konsekvenser for erhvervslivet |
7.1. Ændringer som følge af
servicedirektivet |
7.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven |
8. De administrative
konsekvenser for borgerne |
9. De
miljømæssige konsekvenser |
10. Forholdet til
EU-retten |
10.1. Lovændringer som følge
af servicedirektivet |
10.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven |
11. Hørte
myndigheder og organisationer |
12. Sammenfattende
skema |
1. Indledning
Ændringsloven har to overordnede formål: For det
første skal loven sikre, at lovgivning på
Økonomi- og Erhvervsministeriets område er i
overensstemmelse med servicedirektivet. For det andet skal loven
sikre en række nødvendige ændringer af lov om
erhvervsfremme på baggrund af den såkaldte
"varepakke".
1.1. Lovændringer som
følge af servicedirektivet
Loven har bl.a. til formål at gennemføre dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.
december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EU-Tidende nr.
L 376 af 27. december 2006, s. 36) i det følgende
benævnt "servicedirektivet" eller "direktivet". Direktivet
gennemføres desuden i Lov om tjenesteydelser i det indre
marked samt i relevant sektorlovgivning. Servicedirektivet skal
være gennemført i national ret senest den 28. december
2009.
Lovens formål er - i overensstemmelse med
servicedirektivet - at sikre et mere velfungerende indre marked for
tjenesteydelser, hvor der er ligevægt mellem
markedsåbning på den ene side og på den anden
side bevarelse af offentlige tjenesteydelser og
arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder samt
forbrugerrettigheder under hensyntagen til bl.a. den offentlige
sikkerhed, den offentlige sundhed, den offentlige orden og
miljøet.
Et mere åbent indre marked for tjenesteydelser er
vigtigt for at fremme økonomisk vækst og jobskabelse
både i Danmark og i resten af EU. På nuværende
tidspunkt hindrer en række barrierer på det indre
marked tjenesteydere, specielt små og mellemstore
virksomheder (SMVer), i at udstrække deres aktiviteter over
de nationale grænser og drage fuld fordel af det indre
marked. Undersøgelser peger på, at disse barrierer er
ganske betydelige. Servicesektoren udgør eksempelvis 70 % af
BNP og beskæftigelsen i EU, men kun 20 % af handlen mellem
EU-landene. Dette svækker konkurrenceevnen på
verdensplan for europæiske tjenesteydere. Det er en
forudsætning for at øge væksten i EU's
økonomi, især hvad angår beskæftigelse og
investeringer, at der skabes et mere åbent marked med
færre hindringer for at udbyde tjenesteydelser på
tværs af grænserne i EU.
Loven skal sikre, at lovgivning på Økonomi- og
Erhvervsministeriets område er i overensstemmelse med
servicedirektivets kapitler om administrativ forenkling,
etableringsfrihed for tjenesteydere, fri bevægelighed for
tjenesteydere og tjenesteydelsernes kvalitet. Formålet med
loven er også at gennemføre hovedparten af
servicedirektivets krav om, at tjenesteydere skal give
tjenestemodtagere en række oplysninger.
1.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven
Loven har bl.a. til formål at ændre lov om
erhvervsfremme, bl.a. på baggrund af de to forordninger i den
såkaldte "varepakke", dvs. Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 765 af 9. juli 2008 om kravene til
akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter og om ophævelse af
forordning (EØF) nr. 339/93 (EU-Tidende nr. L 218 af 13.
august 2008, s. 30) samt Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 764 af 9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af
visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der
markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om
ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF (EU-Tidende nr. L 218
af 13. august 2008, s. 21). Den førstnævnte forordning
benævnes herefter "forordning nr. 765 om akkreditering mv.",
og den anden forordning benævnes herefter "forordning nr. 764
om gensidig anerkendelse".
Forordningerne er direkte gældende og skal derfor ikke
gennemføres i dansk ret. For at forordningerne kan anvendes
i praksis, vurderes det dog nødvendigt at foretage visse
administrative ændringer af lov nr. 602 af 24. juni 2005 om
erhvervsfremme. Ændringerne er nødvendige for at
administrere den del af forordningen om akkreditering mv., bl.a.
så der i Danmark kan udpeges et nationalt
akkrediteringsorgan, ændringer, som det fremgår af
dette ændringslovforslag, jf. ændringerne af lov nr.
602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme.
Forordning nr. 765 om akkreditering tilvejebringer en retlig
ramme for akkreditering og markedsovervågning, der skal
sikre, at markedsførte produkter, som er omfattet af
fællesskabslovgivningen, lever op til kravene om et
højt beskyttelsesniveau for f.eks. sikkerhed, sundhed,
forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse. Forordningen skal
være med til at styrke varernes frie bevægelighed i det
indre marked. Det overvejende hensyn i den del af forordningen, der
omhandler akkreditering, er, at der skal opbygges en meget
høj grad af tillid til akkrediteringssystemet. Med
forordningens vedtagelse vil et akkrediteret certifikat, der er
erhvervet i ét medlemsland, kunne anvendes direkte i et
andet medlemsland. Dermed undgås dobbeltarbejde med
omkostninger til følge.
Akkreditering er ikke et nyt begreb. Akkrediteringsydelser
udbydes allerede i EU's medlemslande, men de er ikke hidtil blevet
reguleret på fællesskabsplan. Det har ført til,
at medlemslandene har organiseret de nationale
akkrediteringsorganer på meget forskellig måde og med
deraf følgende varierende grad af harmonisering af
akkrediteringsaktiviteterne. Med forordningen tilvejebringes en
ensartet overordnet ramme for tilrettelæggelse og
udførelse af akkrediteringsarbejdet i medlemslandene.
Med ændringsloven skabes de administrative rammer, der
er nødvendige for at administrere den del af forordningen om
akkreditering mv., der omhandler akkreditering. Loven
tilvejebringer de nødvendige regler for, at der i Danmark
kan udpeges et nationalt akkrediteringsorgan. Loven giver samtidig
mulighed for at fastsætte nærmere regler om
akkreditering af overensstemmelsesvurderingsorganerne.
For så vidt angår forordning nr. 764 om gensidig
anerkendelse, foreslås indsat en bemyndigelse i lov nr. 602
af 24. juni 2005 om erhvervsfremme til økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte regler, der er
nødvendige for anvendelsen af forordningen i Danmark.
Ændringerne af erhvervsfremmeloven består endeligt
i, at der foretages en præcisering af hjemmelen til
økonomi- og erhvervsministerens årlige
finanslovsbevilling til Dansk Standards aktiviteter på
standardiseringsområdet, så hjemmelen gøres helt
klar og utvetydig.
2. Direktivet om tjenesteydelser i
det indre marked
2.1. Formål og
anvendelsesområde
Servicedirektivet er vedtaget med hjemmel i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særligt
artikel 47, stk. 2, 1. og 3. punktum, og artikel 55.
Direktivet blev vedtaget i december 2006 med kvalificeret flertal i
Rådet i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet,
jf. EF-traktatens artikel 251. Danmark stemte for forslaget.
Servicedirektivet er et horisontalt direktiv, som kodificerer
og supplerer den gældende generelle og sektorspecifikke
EU-lovgivning, der gælder for tjenesteydelser, dvs.
servicevirksomhed som f.eks. de ydelser, der leveres af
ejendomsmæglere, el-installatører, advokater,
håndværkere, dyrlæger, erhvervsdykkere og
revisorer. En række forhold er undtaget fra direktivets
anvendelsesområde, herunder arbejdsretlige bestemmelser,
sundhedsydelser, herunder farmaceutiske tjenesteydelser,
transportydelser og en række sociale tjenesteydelser.
Servicedirektivet indeholder desuden et forrangsprincip. Det vil
sige, at bestemmelser i anden fællesskabslovgivning om
særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af
servicevirksomhed inden for særlige områder eller
særlige erhverv har forrang for servicedirektivet i
tilfælde af modstridende bestemmelser.
Direktivets formål er at sikre et mere velfungerende
indre marked for tjenesteydelser med henblik på at forbedre
rammerne for vækst og beskæftigelse i EU. Direktivet
indeholder en række forskellige bestemmelser, som skal
forbedre det indre marked for tjenesteydelser:
a) Hindringer for
tjenesteyderes, dvs. servicevirksomheders etableringsfrihed og
hindringer for den fri udveksling af tjenesteydelser mellem
medlemslandene skal reduceres. Direktivet fastlægger en ramme
for indholdet af tilladelsesordninger og krav, som kompetente
myndigheder må stille til tjenesteydere og tjenestemodtagere.
Hver medlemsland skal desuden gennemgå sin lovgivning
på serviceområdet og afrapportere om dette til
Europa-Kommissionen og de andre medlemslande. Medlemslandene har
endvidere pligt til at meddele Europa-Kommissionen, hvis nye,
nationale krav på serviceområdet vil blive
håndhævet over for tjenesteydere, der leverer
tjenesteydelser midlertidigt i medlemslandet.
b) Direktivet
fastlægger, at der ikke må stilles krav til
tjenestemodtagere, som diskriminerer tjenestemodtagerne på
baggrund af deres nationalitet eller opholdssted, eller som
begrænser tjenestemodtagernes anvendelse af tjenesteydelser,
der leveres af tjenesteydere etableret i andre medlemslande.
Endvidere skal tjenesteydere stille en række oplysninger til
rådighed for tjenestemodtagerne.
c)
Europa-Kommissionen, medlemslandene og relevante organisationer
tilskyndes til at tage initiativer med henblik på fremme af
tjenesteydelsers kvalitet.
d) Hvert
medlemsland skal oprette en eller flere kvikskranker, som skal
servicere tjenesteydere, når de ønsker at finde
information om regulering, ønsker at registrere sig eller
ansøge om en tilladelse.
e) Medlemslandenes
myndigheder forpligtes til at indgå i et administrativt
samarbejde med myndigheder i andre medlemslande.
2.2. Administrativ forenkling
Kapitel II i servicedirektivet forpligter medlemslandene til
generelt at undersøge og eventuelt forenkle procedurer og
formaliteter af relevans for virksomheder, som ønsker at
optage og udøve servicevirksomhed. Medlemslandene forpligtes
til i deres sagsbehandling at acceptere dokumentation fra andre
medlemsstater for opfyldelsen af krav. Medlemslandene kan i den
forbindelse alene kræve dokumenter i form af originaler,
bekræftede oversættelser eller bekræftede kopier,
hvis dette er begrundet i et tvingende alment hensyn eller i
øvrigt er tilladt i medfør af
fællesskabsretten.
Dette kapitel indebærer også, at medlemslandene
skal oprette en eller flere kvikskranker, hvorigennem
servicevirksomheder elektronisk kan finde vejledning og afvikle
formaliteter i forbindelse med at optage og udøve
servicevirksomhed.
2.3. Etableringsfrihed for
tjenesteydere
I kapitel III i servicedirektivet fastlægges den
generelle ramme for indholdet af de tilladelser, som kompetente
myndigheder kan kræve, at en tjenesteyder skal indhente for
at optage og udøve servicevirksomhed. Ifølge
direktivet skal tilladelsesordninger være
ikke-diskriminerende, begrundet i et tvingende alment hensyn og
proportionale, dvs. at de skal være egnede til at opnå
formålet og ikke må være mere restriktive end
nødvendigt for at opnå tilladelsesordningens
formål. Medlemslandene forpligtes til at udarbejde en rapport
til Europa-Kommissionen, der beskriver tilladelsesordningernes
forenelighed med disse tre principper.
Kapitlet om etableringsfrihed omhandler også regler om
sagsbehandling og betingelserne for at opnå en tilladelse.
Betingelser, som opstilles for at opnå en tilladelse,
må ikke overlappe krav og kontroller, som i det
væsentlige er sammenlignelige med krav, som en tjenesteyder
allerede er underlagt i en anden medlemsstat. Tilladelser må
desuden som udgangspunkt ikke være af begrænset
varighed. Hvis der på grund af knappe naturlige ressourcer
eller begrænset teknisk kapacitet er et begrænset antal
tilladelser, skal udvælgelse af ansøgere foregå
med garanti for uvildighed og gennemskuelighed. Der stilles desuden
krav om, at procedurer og formaliteter, herunder
sagsbehandlingsfrister, skal være klare og offentliggjort
på forhånd. Endvidere gælder som udgangspunkt et
princip om stiltiende accept, hvilket indebærer, at en
tilladelse kan anses for givet, hvis ansøgeren ikke
får svar inden for den fastsatte tidsfrist, medmindre der er
fastsat en anden ordning begrundet i tvingende almene hensyn,
herunder tredjeparts legitime interesse.
Kapitlet indeholder herudover henholdsvis en liste med krav
til tjenesteydere, som ifølge EF-Domstolens praksis ikke kan
opretholdes over tjenesteydere ("forbudte krav") og en liste med
krav, som skal evalueres ("gråzonekrav"), eksempelvis krav
om, at tjenesteyderen skal have en bestemt retlig form eller krav
om minimums- eller maksimumspriser, samt en forpligtelse for
medlemslandene til at meddele Europa-Kommissionen, hvilke
"gråzonekrav", medlemsstaten mener at kunne opretholde, og
nye "gråzonekrav", der indføres.
2.4. Fri bevægelighed for
tjenesteydelser
Kapitel IV i servicedirektivet skal gøre det nemmere at
levere tjenesteydelser midlertidigt på tværs af
grænserne i EU. Formålet er at reducere hindringer for,
at tjenesteydere kan levere tjenesteydelser i andre medlemsstater,
end der hvor de er etableret. For at opnå dette,
indføres i direktivets artikel 16 et princip om fri
udveksling af tjenesteydelser. Herved indskrænkes de krav,
som medlemslandene må håndhæve over for
tjenesteydere, der agerer midlertidigt på deres
område.
En medlemsstat må kun håndhæve nationale
krav til tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser i medlemsstaten
på midlertidig basis, hvis kravet ikke er diskriminerende, er
begrundet i offentlig orden, offentlig sikkerhed, offentlig sundhed
eller miljøbeskyttelse, samt er proportionalt, dvs. er egnet
til at opnå det tilsigtede mål og ikke er mere
indgribende, end hvad der er nødvendigt for at opnå
formålet.
Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser har ikke
betydning for, hvilke krav medlemslandene må stille til
tjenesteydere, der etablerer virksomhed.
En række tjenesteydelser og områder er undtaget
fra princippet om fri udveksling af tjenesteydelser. Dette
gælder blandt andet tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse, dvs. tjenesteydelser, som udføres for at varetage
en særlig opgave af almen interesse, som tjenesteyderen har
fået i opdrag af en medlemsstat.
Desuden giver direktivet mulighed for individuelle undtagelser
fra princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, hvis der er
fare for sikkerheden i forbindelse med en tjenesteydelse,
eksempelvis hvis tjenesteyderen eller tjenesteydelsen i en konkret
situation er til fare for personers sundhed eller sikkerhed.
Endelig forbyder direktivet, at tjenestemodtagere
forskelsbehandles eller underlægges krav, der begrænser
anvendelsen af en tjenesteydelse, som udføres af en
tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat.
Tjenestemodtagerne skal desuden have adgang til oplysninger om
klagemuligheder og krav, der gælder i andre
medlemsstater.
2.5. Tjenesteydelsernes kvalitet
I servicedirektivets kapitel V fastsættes en række
fælles regler, der relaterer sig til tjenesteydelsernes
kvalitet. Tjenesteyderne forpligtes bl.a. til at give en
række oplysninger til tjenestemodtagerne.
Der stilles også krav om, at kompetente myndigheder skal
anerkende attester for erhvervsansvarsforsikringer og faglige
garantier udstedt i andre medlemsstater.
Desuden skal eventuelle forbud mod kommerciel kommunikation,
dvs. markedsføring, ophæves, hvis der er tale om et
generelt forbud for en bestemt branche. Tjenesteydere må som
udgangspunkt heller ikke underlægges krav, der forpligter dem
til udelukkende at udøve én form for
virksomhed.
Herudover lægges der i direktivet op til, at
Europa-Kommissionen, medlemslandene og private organisatoner sammen
skal arbejde for at udvikle en politik til forbedring af
tjenesteydelsers kvalitet, f.eks. ved at tilskynde til frivillig
certificering for tjenesteydere, udvikling af normer og standarder
og udbrede viden om kvalitetsmærker.
2.6. Administrativt samarbejde
Servicedirektivets kapitel VI har til hensigt at forbedre det
administrative samarbejde mellem medlemslandenes kompetente
myndigheder for at sikre en effektiv kontrol med tjenesteydere og
de tjenesteydelser, som de udfører. Udover en forpligtelse
til informationsudveksling og til at udføre kontroller
specificerer direktivet, hvilket ansvar henholdsvis etablerings og
værtsland har i de situationer, hvor en tjenesteyder benytter
sig af sin ret til fri udveksling af tjenesteydelser. Der
indføres desuden en advarselsordning for tilfælde,
hvor en tjenesteyder er til fare for menneskers sundhed og
sikkerhed eller for miljøet. Som ledsageforanstaltning
forpligtes Europa-Kommissionen i samarbejde med medlemslandene til
at udvikle et elektronisk system til udveksling af oplysninger om
tjenesteydere. Systemet skal effektivisere sagsbehandlingen til
gavn for både de kompetente myndigheder og de
ansøgende tjenesteydere samt sikre nem, hurtig formidling af
information om tjenesteydere, der er til fare for sikkerhed,
sundhed eller miljø.
2.7. Konvergensprogram
Konvergensprogrammet i kapitel VII indebærer bl.a., at
medlemslandene skal forelægge Europa-Kommissionen en rapport,
hvori de beskriver og begrunder samtlige tilladelsesordninger og
krav, som ifølge direktivet skal evalueres. I rapporten skal
medlemslandene også beskrive og begrunde eksisterende
nationale krav, som håndhæves over for tjenesteydere,
der leverer tjenesteydelser uden at være etableret i landet.
Medlemslandene forpligtes endvidere til at rapportere til
Europa-Kommissionen, når nye krav håndhæves over
for tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser uden at være
etableret i landet.
3. Gennemførelse af
servicedirektivet i dansk ret
3.1. Baggrund
Implementeringen af servicedirektivet er koordineret i en
interministeriel arbejdsgruppe med deltagelse af alle
berørte statslige myndigheder. Hvert deltagende ministerium
har haft ansvar for at koordinere implementeringen inden for eget
ressort samt i forhold til relevante regionale og kommunale
myndigheder og relevante branche- og erhvervsorganisationer.
Europa-Kommissionen har udgivet en vejledende håndbog om
gennemførelsen af servicedirektivet i medlemslandene.
Europa-Kommissionen har desuden i løbet af
implementeringsfasen fulgt samtlige EU/EØS-landes
implementeringsarbejde tæt via bilateral kontakt.
Europa-Kommissionen nedsatte efter vedtagelsen af
servicedirektivet en ekspertgruppe til implementering af
servicedirektivet bestående af samtlige EU/EØS-lande.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har deltaget på Danmarks vegne.
Gruppen har diskuteret afklarende og tekniske
spørgsmål samt skabt en ramme for en fælles
forståelse af direktivets bestemmelser.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har herudover løbende
deltaget i uformelle arbejdsgrupper med deltagelse fra diverse
andre EU/EØS-lande, særligt samtlige nordiske og
baltiske lande samt Polen, Tyskland, Irland, Storbritannien og
Nederlandene.
3.2. Lovmodel
I Danmark søges servicedirektivet implementeret gennem
lov om tjenesteydelser i det indre marked samt, så vidt
muligt, gennem ændringer af sektorlovgivningen for at sikre
lovmæssig entydighed og brugervenlighed. Dette drejer sig
navnlig om servicedirektivets sagsbehandlingsregler, såsom
offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister og princippet om
stiltiende accept. Disse gennemføres i sektorlovgivningen,
således at tjenesteydere kan finde reglerne for behandlingen
af deres sag i den lovgivning, som regulerer deres erhverv.
Formålet med denne lov er at sikre, at lovgivning på
Økonomi- og Erhvervsministeriets område er i
overensstemmelse med servicedirektivet.
Direktivets generelle oplysningskrav for tjenesteydere
foreslås som udgangspunkt gennemført via
markedsføringsloven, som allerede indeholder en række
oplysningskrav. Således fremgår servicedirektivets krav
om oplysninger om den erhvervsdrivendes navn og adresse (artikel
22, stk. 2, litra a), almindelige forretningsbetingelser og
generalklausuler, (artikel 22, stk. 1, litra f),
prisoplysninger (artikel 22, stk.1, litra i, og stk. 3) og
tjenesteydelsens vigtigste karakteristika (artikel 22, stk. 1,
litra j) allerede af markedsføringsloven. Det er derfor
fundet hensigtsmæssigt at gennemføre de fleste af
servicedirektivets oplysningskrav i markedsføringsloven.
Servicedirektivets øvrige oplysningskrav, som kun
vedrører lovregulerede erhverv, gennemføres i dansk
ret i sektorlovgivningen. Definitionen af lovregulerede erhverv
skal ses i sammenhæng med artikel 3, stk. 1, litra a, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36 af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer, hvor lovregulerede erhverv defineres som en eller
flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét,
når der enten direkte eller indirekte ifølge love
eller administrative bestemmelser kræves bestemte
erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller
udøvelse eller en form for udøvelse heraf.
Oplysningspligterne for lovregulerede erhverv er oplysning om
erhvervs- og brancheorganisationer, oplysning om hvor
tjenesteyderen er registreret, oplysning om den faglige titel og
det EU/EØS-land, hvor titlen er givet samt oplysning om
regler, der gælder for udførelsen for erhvervet, og om
hvordan tjenestemodtageren får adgang til reglerne. Herudover
fastsættes det i relevant sektorlovgivning, at tjenesteyderen
skal oplyse om eventuel forsikring, som tjenesteyderen har tegnet,
samt at tjenesteydere, der er omfattet af en tilladelsesordning,
skal give kontaktoplysninger på den kompetente myndighed, som
har givet tjenesteyderen tilladelse til at udføre sin
tjenesteydelse.
En række generelle bestemmelser i servicedirektivet
vurderes imidlertid uhensigtsmæssige eller
utilstrækkelige at gennemføre ved hjælp af
ændringer i sektorlovgivningen alene og gennemføres
derfor i stedet for i forslaget til lov om tjenesteydelser i det
indre marked, som fremsættes samtidigt med denne lov. Dette
gælder reglerne om etableringsfrihed, regler om fri
udveksling af tjenesteydelser på midlertidig basis, regler om
accept af dokumenter fra andre EU/EØS-lande, regler om
administrativt samarbejde med kompetente myndigheder i andre
EU/EØS-lande og oprettelse af en kvikskranke for udenlandske
tjenesteydere. Herudover vurderes det hensigtsmæssigt
også at gennemføre to af direktivets
oplysningsforpligtelser i forslaget til lov om tjenesteydelser i
det indre marked frem for i markedsføringsloven.
Ifølge lov om tjenesteydelser i det indre marked skal
tjenesteyderen oplyse tjenestemodtageren om sin retlige status,
eksempelvis om virksomheden drives som aktieselskab,
anpartsselskab, interessantselskab, selskab med begrænset
ansvar eller enkeltmandsvirksomhed, samt efter anmodning fra
tjenestemodtageren, om tjenesteyderen leverer tjenesteydelser af
forskellig art, og om tjenesteyderen samarbejder med andre
tjenesteydere om levering af den eller de omhandlede
tjenesteydelser.
4. Varepakken og relaterede
lovændringer i dansk ret
Den såkaldte varepakke omfatter foruden
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr.
768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for
markedsføring af produkter og om ophævelse af
Rådets afgørelse 93/465/EØF to forordninger:
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765 af 9. juli
2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i
forbindelse med markedsføring af produkter og om
ophævelse af forordning (EØF) nr. 339/93, herefter
benævnt forordning nr. 765 om akkreditering mv., samt
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 764 af 9. juli
2008 om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske
forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i
en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr.
3052/95/EF, herefter benævnt forordning nr. 764 om gensidig
anerkendelse. "Varepakken" blev vedtaget i juni 2008. Danmark
stemte for pakken.
Forordning nr. 765 om akkreditering mv. tilvejebringer en
retlig ramme for akkreditering og markedsovervågning, der
skal sikre, at markedsførte produkter, som er omfattet af
fællesskabslovgivningen, opfylder de fastsatte krav om et
højt beskyttelsesniveau for eksempelvis sikkerhed, sundhed,
forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse. Forordningen skal
være med til at styrke varernes frie bevægelighed i det
indre marked. Det overvejende hensyn i den del af forordningen, der
omhandler akkreditering, er, at der skal opbygges en meget
høj grad af tillid til akkrediteringssystemet. Med
forordningens vedtagelse vil et akkrediteret certifikat, der er
erhvervet i ét medlemsland, kunne anvendes direkte i et
andet medlemsland. Dermed undgås dobbeltarbejde med
omkostninger til følge. Det er medlemslandene, der med
udpegningen og det opfølgende tilsyn med det nationale
akkrediteringsorgan er garanter for, at akkrediteringssystemet
kommer til at fungere efter hensigten.
Forordning nr. 765 om akkreditering mv. gælder for
akkreditering af overensstemmelsesvurderingsorganer, uanset om de
foretager overensstemmelsesvurderinger (tredjepartsvurderinger)
inden for regulerede eller ikke-regulerede områder. Det skal
forstås på den måde, at hvis et
overensstemmelsesvurderingsorgan ønsker at blive
akkrediteret efter en harmoniseret standard, skal akkrediteringen
foretages af et nationalt akkrediteringsorgan, uanset om
akkrediteringen sker som følge af krav i lovgivningen eller
på frivillig basis.
Den anden forordning i varepakken, forordning nr. 764 om
gensidig anerkendelse, omhandler princippet om gensidig
anerkendelse af varer i det indre marked. Formålet med
forordningen er at reducere barriererne i det indre marked for
varer. Med forordningen indføres en ensartet procedure i
alle medlemslandene, der betyder, at myndighederne skal begrunde
hensigten om at forbyde et produkt, som er lovligt
markedsført i et andet EU-land, og høre producenten
inden den endelige afgørelse træffes. Desuden skal
medlemslandene oprette såkaldte produktkontaktpunkter, som
skal informere om tekniske forskrifter, som finder anvendelse i
medlemslandet, herunder om produktet er omfattet af et krav om
forudgående godkendelse. Produktkontaktpunktet skal endvidere
give kontaktoplysninger på relevante myndigheder i
medlemslandet og klagevejledning i tilfælde af tvist mellem
en myndighed og en virksomhed. Derudover skal produktkontaktpunktet
oplyse om princippet om gensidig anerkendelse. Ifølge
forordningen skal medlemslandene desuden hvert år oplyse
Kommissionen om anvendelsen af forordningen, herunder antallet af
beslutninger, der er truffet i forhold til udenlandske
produkter.
Forordningerne er direkte gældende og skal derfor ikke
gennemføres i dansk ret. For at forordningerne kan virke i
praksis, vurderes det dog nødvendigt at foretage visse
administrative ændringer, der er nødvendige for at
administrere den del af forordningen om akkreditering mv.
vedrørende udpegningen af et nationalt akkrediteringsorgan
og den del af forordningen om gensidig anerkendelse, der
vedrører oprettelsen af et produktkontaktpunkt og
indrapportering til Kommissionen.
5. Lovens hovedindhold
Ændringsloven har to dele: Ændringer af love
på Økonomi- og Erhvervsministeriets område som
følge af servicedirektivet (se pkt. 5.1 - 5.5) samt
ændringer af erhvervsfremmeloven (se pkt. 5.6).
5.1. Ændring af lov om
omsætning af fast ejendom
Ifølge servicedirektivets artikel 15 kan en række
krav til tjenesteydere, herunder krav om en bestemt retlig form,
kun opretholdes, hvis kravene er ikke-diskriminerende,
nødvendige, dvs. at de kan begrundes i et tvingende alment
hensyn, og proportionale, dvs. at de skal være egnede og ikke
mere restriktive, end hvad der kræves for at nå det
tilsigtede mål.
Tvingende almene hensyn er eksempelvis hensynet til offentlig
orden, offentlig sikkerhed og offentlig sundhed, jf. EF-traktatens
artikel 46 og 55, men også miljøbeskyttelse,
opretholdelse af samfundsordenen, socialpolitiske mål,
beskyttelse af tjenestemodtagere og forbrugerbeskyttelse. Begrebet
udvikles løbende af EF-Domstolen.
Proportionalitet skal forstås sådan, at et krav
over for en tjenesteyder skal begrænses til det reelt
nødvendige for at sikre det tvingende almene hensyn, som
kravet er begrundet i. Kravet skal dermed stå i rimeligt
forhold til det hensyn, der forfølges. Det vil sige, at
kravet skal være egnet til at sikre virkeliggørelsen
af det formål, som kravet forfølger, og kravet
må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for
at opnå formålet. Hensynet må altså ikke
kunne nås ved foranstaltninger, der er mindre restriktive og
indgribende. Samtidig bør de kompetente myndigheder, der
stiller krav om tilladelse, kunne påvise, at kravet har den
tilsigtede effekt.
Lov om omsætning af fast ejendom indeholder et krav om,
under hvilken juridisk form ejendomsmæglervirksomhed må
drives. Det vurderes, at dette krav ikke lever op til betingelserne
i servicedirektivets artikel 15 om nødvendighed, dvs.
begrundelse i et tvingende alment hensyn, og proportionalitet.
På denne baggrund forslås bestemmelsen om, under
hvilken juridisk form ejendomsmæglervirksomhed må
drives, i lov om omsætning af fast ejendom,
ophævet.
5.2. Ændringer af
elinstallatørloven og gasloven
Ifølge servicedirektivets artikel 11 må en
autorisation kun begrænses tidsmæssigt, hvis
begrænsningen kan begrundes i et tvingende alment hensyn. Der
henvises til bemærkningerne under punkt 5.1.
Desuden skal tilladelsesordninger på
serviceområdet ifølge servicedirektivets bestemmelser
om etablering bl.a. være begrundet i og afpasset efter et
tvingende alment hensyn samt være proportionale, dvs. de skal
være egnede og ikke være mere restriktive end
nødvendigt for at opnå formålet med tilladelsen.
Der henvises til bemærkningerne under punkt 5.1.
Det vurderes, at muligheden for at begrænse en
autorisation som elinstallatør tidsmæssigt til
enkeltstående opgaver eller til særlige typer arbejde
bør fjernes, da disse bestemmelser ikke kan begrundes i et
tvingende alment hensyn.
Det vurderes, at kravene i lov om autorisation af
elinstallatører og lov om gasinstallationer og
installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger
(gasloven) om ikke at have betydelig forfalden gæld til det
offentlige for at opnå autorisation eller godkendelse, eller
for at undgå at få tilbagekaldt autorisation eller
godkendelse, ikke er proportionale. Bestemmelserne herom
foreslås derfor ophævet.
Med hensyn til servicedirektivets nærmere
gennemførelse i elinstallatørloven og gasloven,
indeholder lovene allerede hjemmel hertil. Eksempelvis vil
servicedirektivets oplysningsforpligtelser, der gælder
lovregulerede erhverv, både kunne gennemføres med den
eksisterende hjemmel i elinstallatørloven og gasloven. Det
anses for mest hensigtsmæssigt at gennemføre disse
krav ved administrativt fastlagte bestemmelser.
5.3. Ændringer af
næringsloven
Ifølge servicedirektivet skal tilladelsesordninger
på serviceområdet være ikke-diskriminerende,
begrundet i og afpasset efter et tvingende alment hensyn samt
være proportionale, dvs. ikke være mere restriktive end
nødvendigt for at opnå formålet med tilladelsen.
Krav til tjenesteydere, herunder territoriale begrænsninger,
må desuden kun opretholdes, hvis kravene er
nødvendige, dvs. at de kan begrundes i et tvingende alment
hensyn, og proportionale, dvs. at de skal være egnede og ikke
mere restriktive, end nødvendigt for at nå det
tilsigtede mål. Der henvises til bemærkningerne under
punkt 5.1.
På baggrund heraf foreslås en række
ændringer af næringsloven.
Ændringerne af næringsloven består i, at
bestemmelserne om speditører, auktionsholdere og vekselerere
ophæves, da disse bestemmelser vurderes ikke at være
proportionale, dvs. at de er mere restriktive end nødvendigt
for at nå det tilsigtede mål og dermed ikke er i
overensstemmelse med servicedirektivet. Baggrunden for, at
næringslovens regler om auktionsholdere og vekselerer
ophæves, er også, at de indeholder bestemmelser om
territoriale begrænsninger, hvilket ikke vurderes at
være proportionalt og dermed i strid med servicedirektivets
artikel 15.
5.4. Ændring af lov om maritime
uddannelser og ændring af dykkerloven
Ifølge servicedirektivet skal tilladelsesordninger
på serviceområdet bl.a. være proportionale, dvs.
ikke være mere restriktive end nødvendigt for at
opnå formålet med tilladelsen.
Det vurderes, at kravene i dykkerloven om ikke at have
forfalden gæld til det offentlige for erhvervelse af
erhvervsdykkerbevis eller for at undgå inddragelse af beviset
ikke er proportionale. Bestemmelserne foreslås derfor
ophævet. Der henvises til bemærkningerne under punkt
5.1.
Ændringen af dykkerloven består desuden i, at der
indsættes en bemyndigelse til økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte de nærmere regler
om anerkendelse af udenlandske dykkerbeviser og adgang til
udøvelse af erhvervsdykning. Herved kan bl.a.
servicedirektivets oplysningsforpligtelser vedrørende
lovregulerede erhverv gennemføres.
Området dykkerarbejde og dykkermateriel m.v. er
færøsk særanliggende, hvorimod det er dansk
lovgivning, som regulerer disse forhold i Grønland.
Forslaget til ændring af dykkerloven vil derfor kunne
sættes i kraft for Grønland. Før dette sker,
vil det dog blive forelagt de grønlandske myndigheder til
udtalelse.
Endelig foreslås det at ændre lov om maritime
uddannelser således, at der foretages en mindre sproglig
tilpasning af bestemmelsen om godkendelse af kurser og uddannelser,
der afholdes uden for Danmarks grænser.
5.5. Ændring af
markedsføringsloven
Ændringen af markedsføringsloven består i,
at der indsættes en bemyndigelse til økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler med
henblik på at opfylde servicedirektivets oplysningskrav.
Denne ændring gennemfører dele af servicedirektivets
artikel 22 og 27 og skal sikre tjenestemodtageres ret til at
få en række oplysninger om tjenesteydere og deres
tjenesteydelser.
Servicedirektivets oplysningspligter skal være med til
at styrke gennemsigtigheden og dermed navnlig forbrugernes tillid
til tjenesteydelser. Forbrugerne sættes bedre i stand til at
foretage et kvalificeret valg af leverandør af en
tjenesteydelse, idet det bliver lettere at indhente basale
oplysninger om tjenesteyderne og deres ydelser, samtidig med at det
undgås at påføre tjenesteyderne urimeligt stort
besvær. Tjenesteyderen kan selv afgøre, hvordan de
pågældende oplysninger gives.
Servicedirektivets oplysningskrav supplerer de krav, der
allerede er fastsat i fællesskabsretten. Det gælder
blandt andet bestemmelserne i fjernsalgsdirektivet og direktivet om
urimelig handelspraksis. Derudover kan medlemslandene
pålægge tjenesteydere, der er etableret på deres
eget område, yderligere oplysningskrav.
Markedsføringsloven indeholder allerede en række
af servicedirektivets oplysningskrav, eksempelvis krav om
prisoplysninger. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at
gennemføre de fleste af servicedirektivets oplysningskrav i
markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden vil derfor
føre tilsyn med overholdelsen af oplysningskravene.
Retsplejelovens særlige tilsyns- og klagesystem
vedrørende advokater indebærer, at også
advokatmyndighederne vil kunne behandle sager om advokaters
manglende overholdelse af oplysningskravene. Denne
dobbeltkompetence gør sig allerede i dag gældende
på andre områder, der er omfattet af
Forbrugerombudsmandens kompetence. Det forudsættes, at der
etableres et uformelt samarbejde mellem advokatmyndighederne og
Forbrugerombudsmanden ved behandlingen af alle sådanne sager.
Det forudsættes endvidere, at Forbrugerombudsmanden ikke
rejser sager, der tillige måtte rejse spørgsmål
vedrørende advokatbranchens uafhængighed af
statsmagten eller bedømmelsen af advokaters faglige
standarder.
Nogle af markedsføringslovens oplysningskrav er
udelukkende rettet mod forbrugerne. Servicedirektivets
oplysningskrav har imidlertid et bredere anvendelsesområde,
fordi der er tale om oplysninger, som tjenesteyderen skal give
tjenestemodtageren. Begrebet tjenestemodtager dækker
både forbrugere og erhvervsdrivende. Derudover har
markedsføringsloven et bredere anvendelsesområde end
servicedirektivet, idet markedsføringsloven både
gælder for salg af varer og tjenesteydelser, mens
servicedirektivet kun gælder for tjenesteydelser. Desuden er
en række tjenesteydelser undtaget fra servicedirektivet. For
at gennemføre servicedirektivets bestemmelser i
markedsføringsloven, uden at der sker en overimplementering
af direktivet, indsættes derfor en bemyndigelse i
markedsføringsloven til at udstede en bekendtgørelse
i overensstemmelse med servicedirektivets anvendelsesområde.
Dermed gennemføres de oplysningskrav, som ikke i forvejen
fremgår af markedsføringsloven, i dansk ret i
overensstemmelse med servicedirektivets
anvendelsesområde.
Ændringen af markedsføringsloven består
desuden i, at §§ 10 og 11 om forbud mod rabatkuponer
og købsbetingede konkurrencer ophæves for
tjenesteydere, som leverer tjenesteydelser midlertidigt i Danmark,
idet forbuddene udgør en potentiel hindring for den fri
udveksling af tjenesteydelser. Det vil sige, at de vurderes at
begrænse retten til at levere tjenesteydelser på
midlertidig basis i Danmark.
I henhold til artikel 16 i servicedirektivet har tjenesteydere
ret til fri udveksling af tjenesteydelser. Det gælder alle
tjenesteydelser, der falder ind under direktivets
anvendelsesområde, undtagen tjenesteydelser eller anliggender
der er anført i artikel 17. Dette fremgår også
af forslaget til lov om tjenesteydelser i det indre marked.
Ifølge artikel 16 må medlemslandene ikke
pålægge indkomne tjenesteydere deres egne krav, dvs.
krav der ikke følger af anden fællesskabsret, undtagen
når de er begrundede i et af de fire tvingende almene hensyn,
der er nævnt i direktivets artikel 16, stk. 1. Disse
hensyn er hhv. den offentlige orden, offentlig sikkerhed, offentlig
sundhed og miljøbeskyttelse. Dermed kan medlemslandene ikke
påberåbe sig andre almene hensyn, herunder hensyn som
forbrugerbeskyttelse. Forbrugerbeskyttelse er det overordnede
hensyn bag bestemmelserne i markedsføringslovens
§§ 10 og 11.
Servicedirektivets artikel 16 er ikke til hinder for, at
medlemslandene opretholder deres krav over for hjemlige
erhvervsdrivende.
Implementering af servicedirektivets princip om fri udveksling
af tjenesteydelser betyder derfor, at markedsføringslovens
§§ 10 og 11 ikke kan opretholdes over for
tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser midlertidigt i
Danmark.
5.6. Ændring af lov om
erhvervsfremme
De foreslåede ændringer af lov om erhvervsfremme
har for det første baggrund i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 765 af 9. juli 2008 om kravene til
akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter og om ophævelse af
forordning (EØF) nr. 339/93.
Den gældende erhvervsfremmelov indeholder bestemmelser
om akkreditering og metrologi. Akkreditering og metrologi er af
historiske årsager samlet i ét kapitel i loven.
Reglerne er primært bemyndigelsesbestemmelser, bl.a. til at
fastsætte regler om akkreditering og metrologi og til at
fastsætte gebyrer til dækning af udgifter ved
administration af loven.
Der er desuden hjemmel til, at Sikkerhedsstyrelsen kan
indgå de privatretlige aftaler, der er nødvendige for,
at et privat organ kan varetage administrationen af området,
og til adgang uden retskendelse i forbindelse med metrologisk
kontrol. Reglerne omfatter derudover bestemmelser om klage over
afgørelser truffet efter loven, eller regler udstedt i
medfør heraf.
Loven skaber således allerede i dag rammen om et
velfungerende dansk akkrediteringssystem, der helt overordnet lever
op til EU-kravene i forordningen og i DS/EN ISO/IEC 17011 om
generelle krav til akkrediteringsorganer, der akkrediterer
virksomheder, som foretager overensstemmelsesvurdering.
Dog er der enkelte forhold, der kræver, at de
gældende regler ændres, for at de ikke skal stride mod
forordningen.
De gældende bestemmelser i erhvervsfremmeloven om
udpegning af et organ, der kan varetage akkrediteringsopgaver,
udelukker ikke, at der vil kunne udpeges mere end ét
sådant organ inden for Danmarks grænser. Det er
imidlertid et krav i forordningen, at der ikke må være
mere end ét nationalt akkrediteringsorgan. Det er derfor
nødvendigt at ændre de gældende regler om
udpegning af organet, således at de ikke længere giver
mulighed for udpegning af mere end ét organ.
Efter forordning nr. 765 om akkreditering mv. skal
medlemsstaten udpege et nationalt akkrediteringsorgan.
Såfremt akkreditering ikke udøves direkte af de
offentlige myndigheder selv, skal det nationale
akkrediteringsorgans virksomhed anses for, og gives kompetence som,
offentlig myndighed. Det er i princippet ikke væsentligt
anderledes end efter gældende ret. Ændringerne, der
sker omkring udpegningen og varetagelsen af akkrediteringsopgaver,
er således også udtryk for, at reglerne
præciseres, så den ordlyd, der finder anvendelse i
forordningen, finder anvendelse på samme måde i de
danske regler.
Derudover ændres gebyrhjemlen på
akkrediteringsområdet, således at begrebet "kommercielt
baseret" ikke længere indgår i lovens tekst. Baggrunden
for denne ændring er forordningens bestemmelser om, at danske
virksomheder skal søge om akkreditering hos det danske
akkrediteringsorgan. Dermed er der i princippet tale om en
monopollignende stilling, der nødvendiggør, at
priserne fastsættes med statslig mellemkomst. Det
foreslås derfor, at rammerne for priserne, som det nationale
akkrediteringsorgan kan tage for at udføre
akkrediteringsopgaver, fastsættes i en aftale mellem
økonomi- og erhvervsministeren og det nationale
akkrediteringsorgan. Der vil således fortsat være
mulighed for at kunne fastsætte priser, der ikke alene
afspejler de direkte omkostninger.
For at skabe en ensartet retstilstand for akkreditering og
metrologi, foreslås en tilsvarende teksttilpasning for
så vidt angår gebyrerne på
metrologiområdet.
Endelig tilpasses klagebestemmelserne til de krav, forordning
nr. 765 om akkreditering mv. og de europæiske harmoniserede
standarder stiller til klagesagsbehandling.
For det andet har de foreslåede ændringer af lov
om erhvervsfremme baggrund i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 764 af 9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af
visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der
markedsføres lovligt i en anden medlemsstat (gensidig
anerkendelse), og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF.
Ændringerne af erhvervsfremmeloven består i, at der
indsættes en bemyndigelse til økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte bestemmelser, der er
nødvendige for at administrere forordningen. Der er
således behov for at fastsætte en række
administrative bestemmelser om det førnævnte
produktkontaktpunkt samt om den årlige afrapportering til
Europa-Kommissionen om forordningens anvendelse.
Ændringerne af erhvervsfremmeloven består endeligt
i, at der ved samme lejlighed foretages en præcisering af
hjemmelen til økonomi- og erhvervsministerens årlige
finanslovsbevilling til Dansk Standards aktiviteter på
standardiseringsområdet, så hjemmelen gøres helt
klar og utvetydig.
5.7. Lovens ikrafttræden
Lovændringerne som følge af servicedirektivet og
forordning nr. 765 om akkreditering træder i kraft den 28.
december 2009. Servicedirektivet skal senest være
gennemført i national lovgivning den 28. december 2009, og
forordning nr. 765 om akkreditering træder i kraft den 1.
januar 2010.
Ændringen i erhvervsfremmeloven vedrørende
forordning nr. 764 om gensidig anerkendelse samt ændringen
vedrørende Dansk Standard træder i kraft den 13. maj
2009, da forordningen om gensidig anerkendelse skal anvendes fra
denne dato, og bestemmelsen om standardisering bør
træde i kraft hurtigst muligt.
6. De økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
6.1. Ændringer som følge
af servicedirektivet
Ændringen af lov om omsætning af fast ejendom og
ændringen af lov om maritime uddannelser medfører ikke
økonomiske eller administrative omkostninger for det
offentlige.
Ændringerne af elinstallatørloven og gasloven
indebærer, at ansøgere om autorisation som
elinstallatør, vvs-installatør, vand- og
sanitetsmester, kloakmester eller godkendelse som kompetent
virksomhed eller teknisk ansvarlig person ikke længere skal
afgive erklæring om forfalden gæld til det offentlige.
Endvidere vil ansøgere med forfalden gæld til det
offentlige ikke længere skulle fremskaffe og indsende
dokumentation for gældens størrelse og eventuel
afdragsordning. Dette vil medføre mindre administrative
lettelser for staten i forbindelse med administrationen af
autorisations- og godkendelsesordninger, som er reguleret i
elinstallatørloven og gasloven.
Ændringen af næringsloven indebærer, at
reguleringen af auktionsholdere, vekselerere og speditører i
næringsloven ophører. Dette indebærer bl.a., at
det ikke længere skal påses, om virksomheder, som
ønsker at drive auktionsholder- eller vekselerervirksomhed,
har forfalden gæld til det offentlige. Der er heller ikke
længere vandelskrav, der skal påses. Dette vil
medføre mindre administrative lettelser for politiet og for
Københavns Kommune.
Ændringen af dykkerloven indebærer, at betingelsen
om, at dykkeraspiranten ikke må have betydelig forfalden
gæld til det offentlige ved erhvervelse af
erhvervsdykkerbevis, samt kravet om, at et erhvervsdykkerbevis kan
inddrages, hvis en dykker har betydelig forfalden gæld til
det offentlige, ophæves. Forslaget vil indebære en
mindre administrativ lettelse for det offentlige med administration
af erhvervsdykkere.
Ændringen af markedsføringsloven er i
første omgang ikke forbundet med omkostninger. På
baggrund af bemyndigelsen, som indsættes i
markedsføringsloven, udstedes en bekendtgørelse med
servicedirektivets oplysningskrav. Denne bekendtgørelse vil
medføre en aktivitetsudvidelse for Forbrugerombudsmanden.
Den nærmere vurdering af de økonomiske omkostninger
vil ske i forbindelse udarbejdelsen af
bekendtgørelsen.
6.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven
Forordning nr. 765 om akkreditering medfører
omkostninger til den koordinerende funktion, som Økono-mi-
og Erhvervsministeriet (Sikkerhedsstyrelsen) vil få. De nye
opgaver, som Sikkerhedsstyrelsen skal varetage, er blandt andet
kontakten til andre myndigheder i forbindelse med situationer, hvor
en myndighed ikke ønsker at anvende akkreditering,
øget kontakt og kontrol med det nationale
akkrediteringsorgan samt samarbejde med Europa-Kommissionen om
blandt andet tilsyn med det nationale akkrediteringsorgan.
Desuden er der omkostninger forbundet med det nationale
akkrediteringsorgans (DANAK) forpligtelser til at deltage i
udviklingen af akkrediteringsaktiviteter inden for det
europæiske system. Derudover skal DA-NAK varetage
rådgivning af danske myndigheder i forbindelse med
akkrediteringsopgaver, herunder i forbindelse med implementering af
EU-direktiver, hvor akkreditering er forudsat anvendt.
Alt i alt skønnes kravene i forordning nr. 765 om
akkreditering at medføre en øget udgift for staten
på i alt 0,8 mio. kr. det første år og 1,7 mio.
kr. pr. år de efterfølgende år inkl.
administrationsudgifter.
Den foreslåede bemyndigelse i erhvervsfremmeloven for
økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte
regler, der er nødvendige for gennemførelsen og
anvendelsen af forordning nr. 764 om gensidig anerkendelse,
forventes at medføre omkostninger, dels til etablering af
produktkontaktpunktet og dels til den årlige afrapportering
til Europa-Kommissionen om anvendelsen af forordningen i Danmark.
Produktkontaktpunktet skal give information om regler og procedurer
for gensidig anerkendelse af varer på det uharmoniserede
område samt vejlede udenlandske virksomheder om nationale
tekniske forskrifter, eventuelle godkendelsesordninger,
klagemuligheder og kontaktoplysninger til relevante myndigheder.
Etableringen og driften heraf skønnes at medføre
udgifter for Økonomi- og Erhvervsministeriet på 2 mio.
kr. i 2009 og 2010 og 2,3 mio. kr. årligt herefter.
Ændringen af erhvervsfremmeloven vedrørende
standardisering har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige.
Omkostningerne i forbindelse med ændringerne af
erhvervsfremmeloven holdes inden for Økonomi- og
Erhvervsministeriets egne rammer.
7. De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
7.1. Ændringer som følge
af servicedirektivet
Lovændringerne som følge af servicedirektivet
forventes generelt at have en positiv effekt på konkurrencen,
fordi visse krav og tilladelsesordninger for tjenesteydere
ophæves.
Ændringen af lov om omsætning af fast ejendom og
ændringen af lov om maritime uddannelser forventes ikke at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
Ændringerne af elinstallatørloven og gasloven
indebærer, at ansøgere om autorisation som
elinstallatør, vvs-installatør, vand- og
sanitetsmester, kloakmester eller godkendelse som kompetent
virksomhed eller teknisk ansvarlig person ikke længere skal
afgive erklæring om forfalden gæld til det offentlige.
Endvidere vil ansøgere med forfalden gæld til det
offentlige ikke længere skulle fremskaffe og indsende
dokumentation for gældens størrelse og eventuel
afdragsordning. Dette vil medføre administrative lettelser
for erhvervslivet. Lettelserne estimeres til under 1.000 timer pr.
år på samfundsplan.
Med ændringen af næringsloven ophører
reguleringen af auktionsholdere, vekselerere og speditører i
næringsloven. Dette indebærer bl.a., at det ikke
længere skal påses, om virksomheder, som ønsker
at drive auktionsholder- eller vekselerervirksomhed, har forfalden
gæld til det offentlige. Der er heller ikke længere
vandelskrav, der skal påses. Dette vil medføre
administrative lettelser for erhvervslivet. Lettelserne estimeres
til under 10.000 timer pr. år på samfundsplan.
Ændringen af dykkerloven indebærer, at betingelsen
om, at dykkeraspiranten ikke må have betydelig forfalden
gæld til det offentlige (50.000 kr. og derover) ved
erhvervelse af erhvervsdykkerbevis samt kravet om, at et
erhvervsdykkerbevis kan inddrages, hvis en dykker har betydelig
forfalden gæld til det offentlige (størrelsesordenen
100.000 kr. og derover), ophæves. Forslaget vil
indebære en minimal administrativ lettelse for erhvervslivet,
idet erhvervsdykkerskolerne fremover ikke skal kontrollere
gæld til det offentlige ved optagelse af
dykkeraspiranter.
Med lovens ændring af markedsføringsloven udvides
oplysningskravene til tjenesteydere, idet tjenesteydere også
skal give de pågældende oplysninger til
erhvervsdrivende, der køber tjenesteydelser og ikke blot
forbrugere. Der er tale om følgende af servicedirektivets
oplysningskrav: Oplysning om tjenesteyderens navn og adresse,
oplysning om almindelige forretningsbetingelser og generalklausuler
og oplysning om, hvad tjenesteydelsen består af, hvis det
ikke fremgår af sammenhængen.
Desuden medfører ændringen af
markedsføringsloven, at tjenesteydere skal give en
række oplysninger, som ikke allerede fremgår af
markedsføringsloven. Der er tale om oplysning om en eventuel
ikke lovpligtig eftersalgsgaranti, CVR- og momsnummer og oplysning
om klagesagsbehandling.
Oplysningskravene, som gennemføres via ændringen
af markedsføringsloven, vurderes ikke at medføre
større administrative byrder for virksomhederne, fordi
virksomhederne forpligtes til at give relativt få yderligere
oplysninger end dem, de allerede skal give ifølge
markedsføringsloven. Omkostningen for de omfattede
tjenesteydere består primært i, at en række
oplysninger tilføjes de oplysninger, som tjenesteyderen
allerede giver. Tjenesteyderen må selv vælge, hvordan
oplysningerne gives. Omkostningerne vurderes at være under
1.000 timer pr. år.
7.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven
Ændringerne af erhvervsfremmeloven som følge af
forordning nr. 765 om akkreditering mv. forventes at medføre
en mindre reduktion af de økonomiske og administrative
byrder for erhvervslivet. Ændringerne af erhvervsfremmeloven
vedrørende akkreditering skal sammen med forordning nr. 765
om akkreditering mv. skabe rammerne for etableringen af et mere
gennemsigtigt akkrediteringssystem, som styrker medlemslandenes
gensidige tillid til de nationale akkrediteringsorganer og dermed
til de akkrediterede rapporter og certifikater, der udstedes af
akkrediterede overensstemmelsesvurderingsorganer. Ved at styrke
tilliden til de nationale akkrediteringsorganer og til
akkrediterede ydelser, styrkes også det indre marked og
varernes frie bevægelighed på tværs af
landegrænserne. Dette skal sikre, at produkter, som lovligt
markedsføres i én medlemsstat, kan sælges i
hele EU, uden at der kan stilles krav om supplerende
prøvning eller certificering af produkterne.
Herefter vil det være tilstrækkeligt for
virksomheder, der anvender certifikater fra akkrediterede
overensstemmelsesvurderingsorganer at få udarbejdet ét
akkrediteret certifikat, som vil være gældende og
anerkendt i hele EU. Hidtil har det været forbundet med
betydelige problemer for virksomheder at få akkrediterede
rapporter og certifikater anerkendt af myndigheder og virksomheder
i et andet medlemsland. Fremover vil de nationale myndigheder
være forpligtet til at anerkende ligeværdigheden af
akkrediterede rapporter og certifikater, som er udstedt af
overensstemmelsesvurderingsorganer, der er akkrediteret af de
nationale akkrediteringsorganer.
Omfanget af lettelsen for erhvervslivet som følge af
forordning nr. 765 om akkreditering mv. afhænger af, hvor
mange virksomheder, der vil anvende akkrediterede certifikater
på tværs af landegrænser, samt af, hvor mange
produkter, der ved eksport inden for EU, kan nøjes med
én overensstemmelseserklæring.
Ændringen af erhvervsfremmeloven vedrørende
standardisering medfører ikke administrative eller
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
Bemyndigelsen i erhvervsfremmeloven til at fastsætte
regler, der er nødvendige for at administrere den del af
forordning nr. 764 om gensidig anerkendelse, forventes ikke at
medføre administrative eller økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for
borgerne
Gennemførelsen af servicedirektivets oplysningskrav i
markedsføringsloven vurderes at have positive administrative
konsekvenser for borgerne, idet forbrugerne får lettere
adgang til oplysninger om tjenesteyderne og deres ydelser samt
bedre klagemuligheder.
Ændringen af dykkerloven indebærer en minimal
administrativ lettelse for borgerne, idet dykkeraspiranter fremover
ikke skal dokumentere, at de ikke har gæld til det
offentlige.
De øvrige lovændringer har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
9. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
10.1. Lovændringer som
følge af servicedirektivet
Ændringerne af lov om omsætning af fast ejendom,
elinstallatørloven, gasloven, lov om maritime uddannelser,
dykkerloven, markedsføringsloven og næringsloven
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked (EU-Tidende nr. L 376 af 27. december 2006, s.
36-68).
10.2. Ændringer af
erhvervsfremmeloven
Ændringerne vedrørende akkreditering har til
formål at tilvejebringe den fornødne hjemmel til at
administrere Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765
af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og
markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af
produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr.
339/93.
Bemyndigelsen til økonomi- og erhvervsministeren som
indsættes i erhvervsfremmelovens § 3, stk. 5,
har som formål at tilvejebringe den fornødne hjemmel
til at fastsætte regler, der er nødvendige for
anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.
764 af 9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af visse
nationale tekniske forskrifter på produkter, der
markedsføres lovligt i en anden medlemsstat (gensidig
anerkendelse), og om ophævelse af beslutning nr.
3052/95/EF.
Ændringen vedrørende standardisering har ingen
EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og
organisationer
3F, Advokatsamfundet, Akademikernes Centraladministration,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsmiljøinstituttet, Banedanmark, BAT-kartellet, BFID,
Bibliotekarforbundet, Boligselskabernes Landsforening,
Brancheforeningen for dykkermateriel, Brancheforeningen for
Sæbe, Parfume og Teknisk/kemiske artikler,
Bryggeriforeningen, BUPL, Byggefagenes Kooperative
Landssammenslutning, Byggeriets Arbejdsgivere,
Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Copenhagen Business
School, DAKOFA, DANAK, Danbor Service A/S, Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks
Miljøundersøgelser, Danmarks Nationalbank, Danmarks
Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk
Bygningsinspektørforening, Dansk Detail, Danske Advokater,
Danske Andelsselskaber, Danske Ark, Danske Arkitektvirksomheder,
Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske
Busvognmænd, Danske Fysioterapeuter, Danske
Entreprenører, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske
Kloakmestre, Dansk Eksportforening, Dansk Energi, Dansk Energi
Brancheforening, Danske Patentagenters Forening, Danske Reklame- og
Relationsbureauers Brancheforeningen, Dansk Erhverv, Danske Spil,
Danske Speditører, Dansk Forening for Industriens Patent- og
Varemærkespecialister, Dansk Gasteknisk Center A/S, Dansk
Industri, Dansk Magisterforening, Danske Maritime, Dansk
Metalarbejderforbund, Dansk Navigatørforening, Dansk
Optikerforening, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening,
Danske Regioner, Dansk Sportsdykkerforbund, Dansk Standard, Dansk
Sygeplejeråd, Dansk Sø- og Restaurationsforening,
Dansk Tandlægeforening, Dansk Textil Union, Dansk
Translatørforbund, Dansk Transport og Logistik, Dansk Vand-
og Spildevandsforening, Dansk Varefakta Nævn, DELTA, Den alm.
danske lægeforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den
Danske Landinspektørforening, De Samvirkende
Købmænd, Det Kommunale Kartel, Det Tekniske
Sikkerhedsråd, Det Økologiske Råd, DI Handel,
Dispachørerne, Dispachørkommissionen, DJØF,
DONG, DSB, DS Håndværk og Industri, Dykkercentret,
Dykkerfirmaernes brancheforening, Elektricitetsrådet, ELFO -
Elinstallatørernes Landsforening, EnergiMidt, Energinet,
Ergoterapeutforeningen, FAFGE - Elbranchens
Leverandørforening, FDB, Finansforbundet, Finansrådet,
FOA, Forbrugerrådet, Forbundet af Kirke- og
Kirkegårdsansatte, Forbundet Kommunikation og sprog, FORCE,
Foreningen af kliniske Diætister, Foreningen af radiografer i
Danmark, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
rådgivende ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen af vandværker i Danmark, Foreningen
Industriel Retsbeskyttelse, Forsikring og Pension, FTF, Godkendt
teknologisk service, Gymnasieskolens Lærerforening, Gramex,
Handelshøjskolen Århus Universitet, HK Handel, HNG
I/S, HORESTA, HS, Håndværksrådet, IDA,
Ingeniørforeningen i Danmark, IT Brancheforeningen, ITEK,
Kamstrup A/S, KODA, Kristelig Arbejdsgiverforening,
Københavns Energi, Københavns Fondsbørs,
Kommunernes Landsforening, Kooperationen, Københavns
Kommune, Landbrugsrådet, Landsforeningen af Kliniske
Tandteknikere, Landsforeningen af statsautoriserede fodterapeuter,
Ledernes Hovedorganisation, LEGO, Lekon, LO,
Lægemiddelindustriforeningen, Marinarkæologisk Center,
Maskinmestrenes Forening, MEGROS, Oliebranchens Fælles
Repræsentation, Parallelimportørforeningen af
lægemidler, PM-Diving A/S, Psykologforeningen,
Psykolognævnet, Realkreditrådet, Rigspolitiet,
Samrådet for Ophavsret, Sammenslutningen af Danske
Småøer, Statens Byggeforskningsinstitut, Statens
Luftfartsvæsen, Statens og Kommunernes Indkøbsservice,
Søværnet, Teknisk Landsforbund, Teknologisk Institut,
TEQNIK, Translatørforeningen, Translatørkommissionen,
Veltek, Visit Denmark, Værdipapircentralen.
12. Sammenfattende skema
| | Positive konsekvenser/mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ændringen af erhvervsfremmeloven
vedr. standardisering: Ingen økonomiske konsekvenser for
staten. Skøn vedr. ændringer af
erhvervsfremmeloven som følge af forordningen om
akkreditering mv.: 0,8 mio. det første år og 1,7 mio.
årligt herefter. Skøn vedr. ændring af
erhvervsfremmeloven som følge af forordningen om gensidig
anerkendelse: 2 mio. kr. i 2009 og 2010 og 2,3 mio. kr.
årligt herefter. Ændringerne af erhvervsfremmeloven
vedr. Dansk Standard: Begrænsede økonomiske
konsekvenser for staten. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen udover: Ændring af
elinstallatørloven, gasloven og dykkerloven:
Begrænsede lettelser for staten. Ændringer af næringsloven:
Begrænsede administrative lettelser for politiet og
Københavns Kommune. | Ændring af
markedsføringsloven: Begrænsede administrative
konsekvenser for staten. Ændringen af erhvervsfremmeloven
vedr. standardisering: Ingen administrative konsekvenser for
staten. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen udover: Ændringer af erhvervsfremmeloven som
følge af forordningen om akkreditering mv.: Begrænsede
besparelser. | Ingen. |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen udover: Ændring af
elinstallatørloven, gasloven og dykkerloven:
Begrænsede administrative lettelser. Ændringer af næringsloven:
Lettelser på under 10.000 timer pr. år. Ændringer af erhvervsfremmeloven som
følge af forordningen om akkreditering mv.: Begrænsede
lettelser. | Ændring af
markedsføringsloven: Begrænsede omkostninger på
under 1.000 timer pr. år. |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen udover: Ændringen af
markedsføringsloven: Begrænsede lettelser. Ændringen af dykkerloven:
Begrænsede lettelser. | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Ændringerne af lov om
omsætning af fast ejendom, elinstallatørloven,
gasloven, lov om maritime uddannelser, dykkerloven,
markedsføringsloven og næringsloven gennemfører
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af
12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EU-Tidende
nr. L 376 af 27. december 2006, s. 36-68). Ændringerne i erhvervsfremmeloven om
forordningen om akkreditering mv. har til formål at
tilvejebringe hjemmel til at administrere Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 765 af 9. juli 2008 om kravene til
akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter og om ophævelse af
forordning (EØF) nr. 339/93. Bemyndigelsen til økonomi- og
erhvervsministeren, som indsættes i erhvervsfremmelovens
§ 3, stk. 4, har til formål at tilvejebringe
hjemmel til at fastsætte regler, der er nødvendige for
anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter
på produkter, der markedsføres lovligt i en anden
medlemsstat (gensidig anerkendelse), og om ophævelse af
beslutning nr. 3052/95/EF af 13. december 1995 om indførelse
af en ordning for gensidig information om nationale
foranstaltninger, der fraviger princippet om frie
varebevægelser inden for Fællesskabet. Ændringen i erhvervsfremmeloven
vedr. standardisering har ingen EU-retlige aspekter. |
Bemærkninger til lovens enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at § 8, stk. 2, 1. pkt., i
lov om omsætning af fast ejendom ophæves, således
at loven bringes i overensstemmelse med direktiv nr. 2006/123/EF af
12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked.
Bestemmelsen indeholder regler om, i hvilken virksomhedsform,
der kan udøves ejendomsformidling i Danmark. Det vurderes,
at begrænsningen kan være i strid med
servicedirektivets artikel 15, hvoraf det fremgår, at krav
om, at en tjenesteyders virksomhed skal have en bestemt retlig
form, skal være nødvendig. Det vil sige, at kravet
skal kunne begrundes i et tvingende alment hensyn. Det vurderes, at
reglerne i lov om omsætning af fast ejendom om
virksomhedsform ikke kan begrundes i et tvingende alment hensyn.
Den nuværende formulering af bestemmelsen oplister, med
ganske få undtagelser, alle lovlige virksomhedsformer i
Danmark. Det vurderes derfor, at bestemmelsens praktiske betydning
i dag er så begrænset, at den kan ophæves uden
praktiske konsekvenser.
Til § 2
Til nr. 1
Efter den gældende § 4, stk. 3, i
elinstallatørloven, kan en autorisation udstedes på
vilkår af, at den begrænses tidsmæssigt til
enkeltstående opgaver eller til særlige typer arbejde.
Det foreslås, at den nævnte bestemmelse ophæves,
idet den ikke anses for at være begrundet i et tvingende
alment hensyn og dermed er i strid med servicedirektivets artikel 9
og 11. Det betyder, at en autorisation ikke længere vil kunne
begrænses tidsmæssigt til enkeltstående opgaver
eller til særlige typer arbejder.
I forbindelse med ansøgning om autorisation skal
virksomheden og den personligt autoriserede i medfør af den
gældende § 5, stk. 3, 1. pkt., i
elinstallatørloven afgive en skriftlig erklæring om,
hvorvidt virksomheden eller den pågældende har
forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller
derover. Oplysning herom kan efter § 7, stk. 1, nr.
4, i elinstallatørloven føre til afslag på
ansøgning om autorisation. Forfalden gæld til det
offentlige på 100.000 kr. eller derover kan endvidere
føre til tilbagekaldelse af en autorisation i medfør
af § 9, stk. 1, nr. 4.
Kravene om ikke at have betydelig forfalden gæld til det
offentlige blev indført ved lov nr. 936 af 27. december 1991
om ændring af forskellige lovbestemmelser om
erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation mv.
Bestemmelserne blev indført med henblik på at
forebygge, at restancer til det offentlig opstår, og af
hensyn til inddrivelse af sådanne restancer. Det vurderes
dog, at der i elinstallatørloven ikke er proportionalitet
mellem bestemmelserne om afslag på og tilbagekaldelse af
autorisation på grund af forfalden gæld til det
offentlige og formålet med bestemmelserne. Med hensyn til
inddrivelse vil det som regel være muligt at anvende andre,
mindre indgribende midler som for eksempel udlæg og konkurs.
Såfremt gælden bevirker, at virksomheden kommer under
konkursbehandling, træder i likvidation eller ophører,
vil virksomhedsautorisationen bortfalde i medfør af reglen i
elinstallatørlovens § 8, stk. 2.
Som følge af forslaget om ophævelse af kravene om
ikke at have betydelig forfalden gæld til det offentlige, vil
der ikke længere kunne stilles krav om, at ansøger
afgiver en skriftlig erklæring om, hvorvidt virksomheden
eller den pågældende person har forfalden gæld
til det offentlige på 50.000 kr. eller derover. Der vil
heller ikke kunne kræves dokumentation for størrelsen
af gælden og en eventuel afdragsordning. Med forslaget kan
der således ikke fremover gives afslag på
ansøgning om autorisation på grund af forfalden
gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
ligesom tilbagekaldelse af en autorisation ikke kan begrundes med,
at indehaveren har forfalden gæld til det offentlige på
100.000 kr. eller derover. Ophævelse af bestemmelserne om
forfalden gæld til det offentlige vil således
medføre en forenkling af proceduren i forbindelse med
ansøgning om autorisation som elinstallatør.
Forfalden gæld til det offentlige fører kun
sjældent til afslag på autorisation som
elinstallatør. I 2007 modtog Sikkerhedsstyrelsen for
eksempel 1310 ansøgninger om autorisation. Der blev i ingen
tilfælde givet afslag på autorisation som
elinstallatør på grund af forfalden gæld til det
offentlige i 2007. Der behandles imidlertid løbende sager,
hvor ansøgeren har oplyst at have betydelig gæld til
det offentlige. I tilfælde heraf indhentes dokumentation for
gældens størrelse, om den er forfalden, hvorfra den
strammer, og om der er indgået en afdragsordning. Er der
indgået en afdragsordning, betragtes gælden ikke som
forfalden i relation til autorisationsvilkårene, og der
udstedes autorisation.
Til nr. 2-3
Der foreslås konsekvensrettelser som følge af, at
§ 9, stk. 1, nr. 4, i elinstallatørloven
ophæves. Der henvises til bemærkningerne til nr. 2 og
5.
Til nr. 4
Efter den gældende § 9, stk. 1, nr. 4, i
elinstallatørloven, kan en autorisation tilbagekaldes,
såfremt indehaveren har forfalden gæld til det
offentlige på 100.000 kr. og derover.
Forslaget indebærer, at en autorisation ikke
længere kan tilbagekaldes, alene fordi der oparbejdes en
betydelig gæld til det offentlige. Der henvises til
bemærkningerne til nr. 2.
Til nr. 5
Der foreslås en konsekvensrettelse som følge af,
at § 10, stk. 3, ophæves.
Til nr. 6
Det foreslås at ophæve § 10,
stk. 3. Ophævelse af § 10, stk. 3, er en
konsekvens af, at § 9, stk. 1, nr. 4,
ophæves.
Til nr. 7
Der foreslås en konsekvensrettelse som følge af,
at § 7, stk. 1, nr. 4, ophæves.
Til § 3
Til nr. 1
I forbindelse med ansøgning om autorisation som
vvs-installatør, vand- og sanitetsmester eller kloakmester
eller ansøgning om godkendelse som kompetent virksomhed
eller som teknisk ansvarlig person, skal virksomheden og den
teknisk ansvarlige person efter den gældende § 7,
stk. 3, 1. pkt., i gasloven afgive en skriftlig
erklæring om, hvorvidt virksomheden eller den
pågældende har forfalden gæld til det offentlige
på 50.000 kr. eller derover. Forfalden gæld til det
offentlige på 50.000 kr. eller derover kan efter
§ 8, stk. 1, nr. 3, i gasloven føre til
afslag på autorisation, godkendelse som kompetent virksomhed
eller godkendelse som teknisk ansvarlig person. Forfalden
gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover
kan endvidere føre til tilbagekaldelse af en autorisation
eller godkendelse i medfør af § 12, stk. 1,
nr. 4, i gasloven.
Kravene om ikke at have betydelig forfalden gæld til det
offentlige blev indført ved lov nr. 936 af 27. december
1991. Bestemmelserne blev indført med henblik på at
forebygge, at restancer til det offentlige opstår, og af
hensyn til inddrivelse af sådanne restancer. Det vurderes
dog, at der i forhold til gasloven ikke er proportionalitet mellem
bestemmelserne om afslag på og tilbagekaldelse af
autorisation og godkendelse på grund af forfalden gæld
til det offentlige og formålet med bestemmelserne. Med hensyn
til inddrivelse vil det som regel være muligt at anvende
andre, mindre indgribende midler, som for eksempel udlæg og
konkurs. Såfremt gælden bevirker, at virksomheden
kommer under konkursbehandling, træder i likvidation eller
ophører, vil virksomhedsautorisationen bortfalde i
medfør af reglen i § 11, stk. 1, nr. 1, i
gasloven.
Som følge af forslaget om ophævelse af kravene om
ikke at have betydelig forfalden gæld til det offentlige vil
der ikke længere kunne stilles krav om, at ansøger
afgiver en skriftlig erklæring om, hvorvidt virksomheden
eller den pågældende person har forfalden gæld
til det offentlige på 50.000 kr. eller derover. Der vil
heller ikke kunne kræves dokumentation for størrelsen
af gælden og en eventuel afdragsordning. Med forslaget kan
der således ikke fremover gives afslag på
ansøgning om autorisation eller godkendelse på grund
af forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr.
eller derover, ligesom tilbagekaldelse af en autorisation eller
godkendelse ikke kan begrundes med, at indehaveren har forfalden
gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover.
Ophævelse af bestemmelserne om forfalden gæld til det
offentlige vil således medføre en forenkling af
proceduren i forbindelse med ansøgning om autorisation og
godkendelse.
Til nr. 2
Der foreslås konsekvensrettelse som følge af, at
§ 7, stk. 3, 1. pkt., i gasloven ophæves. Der
henvises til bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 3-4
Der foreslås en konsekvensrettelser som følge af,
at § 12, stk. 1, nr. 4, i gasloven
ophæves.
Til nr. 5
Efter den gældende § 12, stk. 1. nr. 4, i
gasloven kan en autorisation eller godkendelse tilbagekaldes,
såfremt indehaveren har forfalden gæld til det
offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover.
Forslaget indebærer, at en autorisation ikke længere
kan tilbagekaldes, alene fordi der oparbejdes en betydelig
gæld til det offentlige. Der henvises til
bemærkningerne til nr. 1.
Til nr. 6-7
Der foreslås i nr. 6 en konsekvensrettelse som
følge af, at § 12, stk. 1, nr. 4, i gasloven
ophæves, og den nuværende nr. 4 herefter bliver nr. 3.
Det foreslås endvidere, at § 12, stk. 5,
ophæves som en konsekvens af ophævelsen af
§ 12, stk. 1, nr. 4.
Til nr. 8
Der foreslås en konsekvensrettelse som følge af,
at § 8, stk. 1, nr. 3, i gasloven ophæves,
hvorefter nr. 4 bliver til nr. 3.
Til § 4
Til nr. 1
Det foreslås, at næringsloven ikke længere
skal omhandle speditører, auktionsholdere og vekselerere,
idet bestemmelserne om disse erhverv på flere områder
vurderes at være i strid med servicedirektivet.
Næringslovens krav om, at speditører skal have
fast forretningssted, jf. § 19, stk. 2, vurderes
således at være diskriminerende i forhold til
midlertidige tjenesteydere, jf. servicedirektivets artikel 16.
Kravet vurderes ikke at kunne begrundes i hensynet til den
offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed
eller miljøbeskyttelse. Kravet er endvidere ikke fundet
proportionalt, jf. servicedirektivets artikel 9. Som følge
heraf kan kravet derfor ikke opretholdes.
Næringslovens bestemmelser om auktionsholdere indeholder
territoriale begrænsninger for at drive
auktionsholdervirksomhed, jf. § 24, hvilket ikke vurderes
at være proportionalt, og er dermed i strid med
servicedirektivets artikel 15. Der er endvidere indskrænket
mulighed for at drive flere former for servicevirksomhed samtidig
med drift af auktionsholdervirksomhed, jf. § 21,
stk. 2, hvilket som udgangspunkt er i strid med direktivets
artikel 25.
Desuden vurderes næringslovens krav om, at vekselerere
skal have fast forretningssted, jf. § 22, stk. 3,
som diskriminerende i forhold til midlertidige tjenesteydere, jf.
servicedirektivets artikel 16. Kravet vurderes ikke at kunne
begrundes i hensynet til den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed, den offentlige sundhed eller miljøbeskyttelse.
Kravet er heller ikke fundet proportionalt. Der er endvidere -
ligesom ved auktionsholdervirksomhed - territoriale
begrænsninger for at drive vekselerervirksomhed, jf.
§ 24, hvilket ikke vurderes at være proportionalt,
og det er dermed i strid med servicedirektivets artikel 15.
Med den foreslåede bestemmelse indskrænkes
næringslovens anvendelsesområde til at omhandle
handlende, håndværker og industridrivende samt
vognmænd.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring vedrørende
bopæls- og myndighedskrav som følge af, at
speditører, auktionsholdere og vekselerere ikke
længere er omfattet af næringsloven.
Til nr. 3
Idet auktionsholdere og vekselerere ikke længere er
omfattet af næringsloven, ophæves også kravet
vedrørende næringsbrev. Der er tale om en
konsekvensændring som følge af, at auktionsholdere og
vekselerere ikke længere er omfattet af næringsloven og
dermed kravet om næringsbrev.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensændring vedrørende
drift i selskabsform som følge af, at speditører ikke
længere er omfattet af næringsloven.
Til nr. 5-6
Der er tale om en konsekvensændring vedrørende
drift i selskabsform som følge af, at speditører,
auktionsholdere og vekselerere ikke længere er omfattet af
næringsloven.
Til nr. 7
Der er tale om en konsekvensændring vedrørende
krav om opslag med indehaverens navn som følge af, at
auktionsholdere og vekselerere ikke længere er omfattet af
næringsloven.
Til nr. 8
Idet auktionsholdere og vekselerere ikke længere er
omfattet af næringsloven og dermed krav om næringsbrev,
ophæves også bestemmelserne om tilbagekaldelse af
næringsbrev.
Til nr. 9
Idet auktionsholdere og vekselerere ikke længere er
omfattet af næringsloven og dermed kravet om
næringsbrev, træffes der heller ikke afgørelser
i medfør af loven af politidirektøren eller
kommunalbestyrelsen i København. Bestemmelsen om, at disse
afgørelser kan indbringes for Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, kan derfor ophæves.
Til nr. 10
Overskriften til kapitel 4 tilpasses, idet speditører
med forslaget ikke længere vil være omfattet af
næringsloven.
Til nr. 11
Med bestemmelsen ophæves definitionen på, hvad der
skal forstås ved spedition. Samtidig ophæves kravet om,
at speditører skal have fast forretningssted, som er
problematisk i forhold til servicedirektivets artikel 16.
Til nr. 12
Med bestemmelsen ophæves hele kapitel 5 i
næringsloven, som vedrører definitionerne på
auktionsholder- og vekselervirksomhed og de i relation til
servicedirektivet forbudte krav, herunder kravet vedrørende
territorial begrænsning for auktionsholdere og vekselerere og
kravet om fast forretningssted for vekselerere.
Til nr. 13
Der er tale om en konsekvensændring af
straffebestemmelsen som følge af, at speditører,
auktionsholdere og vekselerere ikke længere foreslås at
være omfattet af næringsloven.
Til nr. 14
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at speditører efter forslaget ophører med at
være omfattet af næringsloven.
Til § 5
Til nr. 1
Allerede efter den nuværende lov om
søfartsuddannelser kan Søfartsstyrelsen godkende
udenlandske uddannelser og kurser. Den nuværende ordning
omfatter uddannelser eller kurser, der tilbydes såvel i andre
EU-lande som i lande uden for EU.
I henhold til lov om maritime uddannelser, jf. § 4,
stk. 4, kan Søfartsstyrelsen efter anmodning godkende
uddannelser fra udenlandske skoler og kurser, såfremt de med
denne godkendelse forbundne udgifter for Søfartsstyrelsen
betales af rekvirenten. Der er endvidere i § 23,
stk. 2, indsat en generel hjemmel til at opkræve
betaling for godkendelse, kvalitetssikring og kvalitetskontrol af
uddannelsesinstitutioner og kurser samt for censorvirksomhed.
Ved kurser, som afholdes uden for Danmark, er godkendelsen af
kurserne forbundet med meromkostninger bl.a. i form af
Søfartsstyrelsens rejseudgifter i forbindelse med "audit" af
kurserne. Ifølge Søfartsstyrelsens praksis
pålægges rekvirenten disse meromkostninger i henhold
til § 4, stk. 4, uanset rekvirentens nationalitet.
Søfartsstyrelsen har administreret den nuværende
ordning på en sådan måde, at det afgørende
for, hvorvidt det pålægges rekvirenten at betale disse
meromkostninger i form af rejseudgifter og lignende, er, at kurset
eller uddannelsen foregår uden for Danmark, og ikke om
uddannelsen tilbydes af danske eller ikke-danske statsborgere. Den
foreslåede sproglige tilpasning af bestemmelsen tilsigter, at
dette mere tydeligt fremgår af lovteksten. Med
ændringen sker der derfor ikke nogen ændring i
styrelsens praksis. Det gælder også i
spørgsmålet om betaling for en eventuel
godkendelse.
Til § 6
Til nr. 1-2
Ifølge dykkerloven er det en betingelse for erhvervelse
af erhvervsdykkerbevis, at dykkeraspiranten ikke har betydelig
forfalden gæld til det offentlige (50.000 kr. og derover).
Herudover kan et erhvervsdykkerbevis inddrages, hvis dykkeren har
betydelig forfalden gæld til det offentlige
(størrelsesordenen 100.000 kr. og derover). Bestemmelserne
blev begge indføjet i dykkerloven ved lov nr. 936 af 27.
december 1991 om ændring af forskellige lovbestemmelser om
erhvervsudøvelse på grundlag af autorisation
m.v.
Bestemmelserne foreslås ophævet, idet
formålet med bestemmelserne ikke findes at være
proportionalt med indgrebet, jf. servicedirektivets artikel
9.
Erhvervsdykkerbeviset fungerer som bevis for, at
ansøgeren har bestået en uddannelse som erhvervsdykker
på en af Søfartsstyrelsen godkendt dykkerskole og har
en tilfredsstillende helbredstilstand, jf. § 6 i
dykkerloven. Der er således ikke tale om en
autorisationsordning, men derimod bevis for gennemførelse af
en uddannelse på linje med andre uddannelsesbeviser.
Dykkerarbejde må kun udføres af personer med
bevis som erhvervsdykker, jf. § 3 i dykkerloven.
Såfremt erhvervsdykkerbeviset inddrages, afskæres
erhvervsdykkeren derfor ikke alene fra at udøve
dykkerarbejde som selvstændig erhvervsdykker, men også
fra muligheden for at arbejde som lønmodtager i et
erhvervsdykkerfirma. En selvstændig erhvervsdykker kan dog
fortsat drive et erhvervsdykkerfirma, uanset at
pågældende har fået inddraget
erhvervsdykkerbeviset, hvis andre erhvervsdykkere udfører
dykkerarbejdet. Denne konsekvens vurderes at være for
vidtgående i forhold til formålet. Muligheden for at
inddrage erhvervsdykkerbeviset har i øvrigt kun været
anvendt én gang siden 1993.
Det foreslås derfor, at kravet om ikke at have betydelig
gæld til det offentlige ophæves.
Som konsekvens heraf ophæves § 9, stk. 4
og 5.
Til nr. 3
Ifølge dykkerlovens § 11, stk. 1, har
personer med udenlandske erhvervsdykkerbeviser, der opfylder
betingelserne i De Europæiske Fællesskabers direktiver
om indførelse af generelle ordninger for gensidig
anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende
uddannelser, jf. lov nr. 291 af 8. maj 1991 om adgang til
udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i De
Europæiske Fællesskaber og de nordiske lande, ret til
at udføre dykkerarbejde, selv om den pågældende
ikke er i besiddelse af et dansk erhvervsdykkerbevis. Bestemmelsens
ordlyd er imidlertid forældet, idet der henvises til et
direktiv, som efterfølgende er ændret. Det
foreslås derfor, at bestemmelsens ordlyd ændres,
hvorefter personer med udenlandske erhvervsdykkerbeviser, der
opfylder betingelserne i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer, har ret til at udføre dykkerarbejde, selv
om den pågældende ikke er i besiddelse af et dansk
erhvervsdykkerbevis.
§ 11, stk. 2, i dykkerloven foreslås
ophævet, idet den nuværende ordlyd angiver, at
ansøgning om adgang til erhvervsudøvelse indsendes
til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Ordlyden er forældet,
idet ansøgning i dag indgives til den statslige styrelse for
internationalisering af uddannelser og læringsmiljøer,
CIRIUS.
§ 11, stk. 3, i dykkerloven foreslås
endvidere ophævet. Det fremgår af denne bestemmelse, at
Søfartsstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt
betingelser for erhvervsudøvelse her i landet er opfyldt, og
underretter ansøgeren herom.
Det foreslås, at der i stedet indsættes en
bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om
adgang til udøvelse af erhvervsdykning, herunder om
tjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere,
og om anerkendelse af udenlandske erhvervsdykkerbeviser.
Økonomi- og erhvervsministeren vil herefter administrativt
kunne fastsætte de nærmere regler om adgang til at
udøve erhvervsdykning, herunder dem som følger af
servicedirektivet. Det gælder navnlig dele af
servicedirektivets artikel 22 om tjenesteyderes pligt til at give
oplysninger til tjenestemodtagere, dvs. kontaktoplysninger på
den kompetente myndighed, som har givet tjenesteyderen tilladelse
til at udbyde sin tjenesteydelse, oplysning om erhvervs- og
brancheorganisationer, hvor tjenesteyderen er registreret,
oplysning om den faglige titel og det EU/EØS-land, hvor
titlen er givet, oplysning om eventuel forsikring, som
tjenesteyderen har tegnet samt oplysning om regler, der
gælder for udførelsen for erhvervet, og om hvordan
tjenestemodtageren får adgang til reglerne.
Den foreslåede bestemmelse er tillige formuleret
således, at det ikke vil være nødvendigt at
ændre dykkerloven, såfremt direktiverne om anerkendelse
af erhvervsmæssige kvalifikationer og om servicedirektivet
fremover ændres, idet fremtidige ændringer vil kunne
gennemføres administrativt.
Det foreslås derfor, at ordlyden af § 11,
stk. 1, i dykkerloven ændres, og at paragraffen
indeholder ovennævnte bemyndigelser i et nyt
stk. 2.
Til § 7
Til nr. 1
Det foreslås, at der i lov om markedsføring
indsættes en note, der oplyser om, at loven udgør en
del af gennemførelsen af direktivet om tjenesteydelser i det
indre marked. Der er tale om gennemførelsen af
servicedirektivets oplysningspligter samt en indsættelsen af
en undtagelse fra forbuddet mod brug af rabatkuponer og
købsbetingede konkurrencer for tjenesteydere etableret i
andre EU/EØS-lande, der midlertidigt leverer tjenesteydelser
i Danmark.
Til nr. 2
Ifølge denne bestemmelse indsættes en
bemyndigelse i markedsføringsloven til, at økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler med
henblik på at gennemføre servicedirektivets
oplysningskrav. På baggrund af bemyndigelsen udstedes en
bekendtgørelse om oplysningskrav for tjenesteydere.
Bekendtgørelsens anvendelsesområde fastsættes i
overensstemmelse med servicedirektivets anvendelsesområde,
jf. servicedirektivets artikel 1 og 2.
Informationen, som tjenesteyderne ifølge
servicedirektivet skal give tjenestemodtagerne, skal være
klar og entydig og skal gives før indgåelsen af en
kontrakt eller før leveringen af tjenesteydelsen, hvis der
ikke foreligger en skriftlig kontrakt. Tjenesteydere må selv
bestemme, hvordan og i hvilken form de giver informationen.
Tjenesteydere kan frit vælge den bedst egnede og mest
effektive måde at kommunikere på ud fra de oplysninger,
de allerede giver, og de informationsmidler, de allerede anvender.
Dette kan eksempelvis være information på internettet
eller i brochurer eller andet informationsmateriale.
En række af servicedirektivets oplysningskrav
fremgår allerede af markedsføringsloven, men i
markedsføringsloven er disse krav kun forbrugerrettede, mens
tjenesteydere ifølge servicedirektivet skal give
oplysningerne til tjenestemodtagere, hvilket både omfatter
forbrugere og tjenesteydere, dvs. erhvervsdrivende, der
køber tjenesteydelser. Med lovens ændring af
markedsføringsloven udvides oplysningskravene, idet
tjenesteydere også skal give de pågældende
oplysninger til erhvervsdrivende, der køber tjenesteydelser,
og ikke blot til forbrugere. Der er tale om følgende af
servicedirektivets oplysningskrav: Oplysning om tjenesteyderens
navn og adresse, oplysning om almindelige forretningsbetingelser og
generalklausuler, oplysninger om tjenesteyderen anvender
aftaleklausuler om lovvalg og/eller værneting, oplysninger om
prisen for tjenesteydelsen, oplysninger om tjenesteyderen er
underlagt en adfærdskodeks eller er medlem af en faglig
sammenslutning eller erhvervsorganisation, som har en ordning for
udenretslig bilæggelse af tvister og oplysning om, hvad
tjenesteydelsen består af, hvis det ikke fremgår af
sammenhængen.
Ifølge servicedirektivet skal tjenesteyderen også
oplyse om eventuel ikke-lovpligtig eftersalgsgaranti. Dette
vurderes allerede omfattet af markedsføringslovens
§ 1 om god markedsføringsskik, jf. "Minimumskrav
til garantiers indhold" i Forbrugerombudsmandens garantivejledning
af 19. juni 2003. Imidlertid skal oplysningerne om garantiens
indhold ifølge servicedirektivet fremgå af
tjenesteyderens informationsmateriale, hvilket ikke fremgår
udtrykkeligt af markedsføringsloven. Denne bestemmelse i
servicedirektivet indsættes derfor også i
bekendtgørelsen om oplysningskrav for tjenesteydere på
baggrund af ændringen af markedsføringsloven.
Servicedirektivet indeholder også et generelt krav om
oplysning om klagesagsbehandling, så tjenestemodtagere let
kan finde oplysning om klagemuligheder (artikel 22, stk. 1,
litra e, og artikel 27, stk. 1 og 4). Tjenesteyderen skal
oplyse, hvor tjenestemodtageren kan henvende sig med en klage, og
om en eventuel ordning for udenretslig bilæggelse af tvister.
Desuden skal tjenesteyderen eller det relevante klagenævn
behandle klagen hurtigst muligt. Ifølge
markedsføringsloven skal tjenesteydere blot oplyse om
fremgangsmåden i forbindelse med klagesagsbehandling i det
omfang, det afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen.
Det er derfor nødvendigt at gennemføre
servicedirektivets generelle krav om oplysninger vedrørende
klagesagsbehandling i dansk ret. Dette sker via lovens
ændring af markedsføringsloven.
Med ændringen af markedsføringsloven
gennemføres også servicedirektivets krav om, at
tjenesteyderen skal oplyse CVR- og momsnummer. I Danmark er dette
et og samme nummer.
Det er intentionen at strafpålægge de
oplysningspligter, som vil blive fastsat i medfør af
§ 7 a, jf. markedsføringslovens § 30,
stk. 5.
Til nr. 3
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne i
markedsføringslovens § 10, at baggrunden for
forbuddet i § 10 mod brugen af rabatkuponer er, at denne
rabatform skønnes at være præget af
tilfældigheder og særlig svær at anvende for
såvel forbrugerne som detailhandelen.
Markedsføringslovens § 10 er således ikke
begrundet i et af de nævnte hensyn i servicedirektivets
artikel 16. Implementeringen af servicedirektivets princip om fri,
midlertidig udveksling af tjenesteydelser medfører på
denne baggrund, at bestemmelserne i markedsføringslovens
§ 10 ikke kan opretholdes over for tjenesteydere, der er
etableret i et EU/EØS-land, og som leverer tjenesteydelser
midlertidigt i Danmark.
Til nr. 4
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelserne i
markedsføringslovens § 11, at forbuddet mod brugen
af købsbetingede konkurrencer skal sikre, at en række
mere samfundsmæssige og etiske hensyn fortsat varetages.
Markedsføringslovens § 11 er således ikke
begrundet i et af de nævnte hensyn i servicedirektivets
artikel 16. Implementeringen af servicedirektivets princip om fri,
midlertidig udveksling af tjenesteydelser medfører på
denne baggrund, at bestemmelserne i markedsføringslovens
§ 11 ikke kan opretholdes over for tjenesteydere, der er
etableret i et EU/EØS-land, og som leverer tjenesteydelser
midlertidigt i Danmark.
Selvom markedsføringslovens § 11
ophæves for tjenesteydere, som leverer tjenesteydelser
midlertidigt i Danmark, vil der fortsat være mulighed for at
skride ind over for vildledende brug af konkurrencer i
markedsføringen fra tjenesteydere, som levere
tjenesteydelser midlertidigt. Denne form for handelspraksis er
forbudt ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelig handelspraksis
over for forbrugerne, bilag 1, som er implementeret i dansk ret i
bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig
markedsføring i forbrugerforhold.
Til § 8
Til nr. 1
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
ændringerne i nr. 2 og 3.
Til nr. 2-3
Nr. 2 og 3 (§ 2, stk. 1, nr. 8 og 10, i
erhvervsfremmeloven) er rent indholdsmæssigt en
videreførelse af den gældende lovs § 2,
stk. 1, nr. 8. Med ændringerne sker der en adskillelse
af de to områder akkreditering og metrologi, som i den
gældende lov er samlet i ét nummer. Den
foreslåede opsplitning følger mønstret i loven,
hvor der i øvrigt sondres mellem akkreditering og
metrologi.
Det foreslås desuden at indsætte et § 2,
stk. 1, nr. 9, i erhvervsfremmeloven, hvoraf det
fremgår, at økonomi- og erhvervsministeren kan
iværksætte aktiviteter til fremme af standardisering.
Ændringen er alene en præcisering af hjemmelen til
økonomi- og erhvervsministerens årlige
finanslovsbevilling til Dansk Standards aktiviteter på
standardiseringsområdet. I forbindelse med den
ressortmæssige overflytning af Dansk Standard til
Økonomi- og Erhvervsministeriet pr. 1. januar 2006
vurderedes det, at der ved en bred fortolkning af
erhvervsfremmelovens § 2, stk. 1, nr. 6, var den
fornødne hjemmel. Som følge af de neden for
nævnte foreslåede ændringer af loven, findes det
imidlertid mest hensigtsmæssigt ved samme lejlighed at
gøre bevillingshjemmelen helt klar og utvetydig.
Til nr. 4
Det foreslås i § 3 at indsætte en
bemyndigelse til, at økonomi- og erhvervsministeren i en
bekendtgørelse kan fastsætte regler, der er
nødvendige for anvendelsen her i landet af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 764 af 9. juli
2008 om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske
forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i
en anden medlemsstat (gensidig anerkendelse), og om ophævelse
af beslutning nr. 3052/95/EF.
Bemyndigelsen forudsættes anvendt til at udstede en
bekendtgørelse med en række administrative
bestemmelser i relation til forordningens anvendelse, bl.a. om det
produktkontaktpunkt, der i henhold til forordningen skal etableres
i hvert medlemsland, samt om den årlige afrapportering til
Europa-Kommissionen om forordningens anvendelse, som ligeledes
fremgår af forordningen.
Til nr. 5
Nr. 5 er i princippet en videreførelse af den
gældende § 4, stk. 3, i erhvervsfremmeloven om
delegation af administrationen af området vedrørende
akkreditering og metrologi, jf. lovens kapitel 7, til
Sikkerhedsstyrelsen. Økonomi- og erhvervsministeren kan
delegere regeludstedelsen og administrationen af reglerne, hvorved
også forstås konkret afgørelsesvirksomhed, til
Sikkerhedsstyrelsen. Eksempelvis kan økonomi- og
erhvervsministeren henlægge beføjelserne til at
udarbejde regler i medfør af §§ 14-16 til
Sikkerhedsstyrelsen. Derudover kan varetagelse af opgaver i
forbindelse med udpegningen af det nationale akkrediteringsorgan
delegeres til Sikkerhedsstyrelsen. Ved opgavevaretagelsen
forstås ud over selve udpegningen blandt andet tilsynet med
det nationale akkrediteringsorgan og indgåelse af
nødvendige aftaler, herunder om rammerne for
fastsættelse af priser for akkrediteringsydelser.
Endelig kan opgaverne vedrørende udpegning af
bemyndigede organer samt metrologiske institutter delegeres til
Sikkerhedsstyrelsen.
Ved bemyndigede organer forstås både bemyndigede
organer, således som de fremover vil blive defineret i
direktiver, der relaterer sig til det indre marked, og som er
fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse
nr. 768 af 9. juli 2008 om fælles rammer for
markedsføring af produkter, og andre bemyndigede organer,
som eksempelvis laboratorier, der bemyndiges til at varetage visse
opgaver på statens vegne.
Reelt varetages opgaverne allerede af Sikkerhedsstyrelsen, der
ved bekendtgørelser med hjemmel i de relevante bestemmelser
har fået tildelt opgaverne.
Til nr. 6
Den foreslåede § 4, stk. 4, i
erhvervsfremmeloven er i sin udformning en præcisering i
forhold til de gældende regler. Efter bestemmelsen kan
ministeren beslutte, at de kompetencer, som Sikkerhedsstyrelsen er
givet, kan henlægges til en privat organisation. De opgaver,
der omfattes, er opgaver, der allerede i dag i
bekendtgørelsesform eller efter aftale er henlagt til f.eks.
Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (DANAK), samt opgaver
vedrørende prøvning og verifikation af
måleinstrumenter, som varetages af bemyndigede organer eller
laboratorier.
På akkrediteringsområdet foreslås
opgavehenlæggelsen til det nationale akkrediteringsorgan
beskrevet direkte i erhvervsfremmelovens § 14,
stk. 1, hvorfor der ikke i § 4, stk. 4,
henvises til § 14.
Bestemmelserne skal ikke resultere i en ny retstilstand, men
skal samle beskrivelsen af de kompetencer, som økonomi- og
erhvervsministeren har til hensigt at delegere til en styrelse
eller eventuelt et privat organ, i én paragraf. Dermed
gøres loven mere læsevenlig.
§ 4, stk. 1-4, indeholder herefter en samlet
beskrivelse af den påtænkte udmøntning af
delegationskompetencen.
Til nr. 7
Efter den gældende § 14, stk. 1, i
erhvervsfremmeloven, er der hjemmel til at fastsætte regler
om akkreditering samt til at indgå de aftaler, der er
nødvendige for at bemyndige akkrediteringsorganet til at
foretage akkreditering på økonomi- og
erhvervsministerens vegne. Det er ikke hensigten, at loven skal
ændre på den gældende regel- og aftalestruktur.
Der vil således fortsat skulle indgås aftale mellem det
nationale akkrediteringsorgan og økonomi- og
erhvervsministeren om opgavevaretagelsen, tilsynet med
akkrediteringsorganets udøvelse af akkrediteringsopgaverne
og lignende.
Efter den gældende § 14, stk. 4-6, i
erhvervsfremmeloven kan varetagelse af akkrediteringsopgaverne
henlægges til en privat organisation, der bemyndiges til at
udføre visse nærmere definerede opgaver inden for de
rammer, som forvaltningsloven giver. Akkrediteringsopgaverne er i
dag henlagt til den del af DANAK, der er ansvarlig for
akkreditering. Efter de gældende regler er der ikke noget til
hinder for, at administration af reglerne, herunder udstedelse af
akkrediteringscertifikater, kan henlægges til flere
myndigheder eller private organisationer.
Både den gældende og den foreslåede
§ 14 omhandler akkreditering. Begrebet akkreditering skal
forstås i overensstemmelse med definitionen i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765 af 9. juli
2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i
forbindelse med markedsføring af produkter og om
ophævelse af forordning (EØF) nr. 339/93, det vil
sige: "en attestering foretaget af et nationalt akkrediteringsorgan
af, at et overensstemmelsesvurderingsorgan opfylder de krav, der er
fastsat i de harmoniserede standarder, og i givet fald alle andre
supplerende krav, herunder dem, der er fastsat i de relevante
sektorordninger for at udføre de specifikke
overensstemmelsesvurderingsopgaver".
I forordningen forstås det nationale akkrediteringsorgan
som: "det eneste organ i en medlemsstat med statslig bemyndigelse
til at foretage akkreditering", mens et
overensstemmelsesvurderingsorgan er "et organ, der udfører
overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering,
afprøvning, certificering og inspektion". Ved
overensstemmelsesvurdering forstås "en proces til
påvisning af, om et produkt, en proces, en tjenesteydelse, et
system, en person eller et organ har opfyldt de specifikke krav,
der gælder for dem".
Akkreditering, der foretages på andet grundlag end i
forordningen om akkreditering mv., er således ikke omfattet
af erhvervsfremmelovens regler om akkreditering. Et eksempel er
akkreditering af undervisningsinstitutioner, jf. lov om Danmarks
Evalueringsinstitut, og andre godkendelsesordninger, hvor begrebet
akkreditering er anvendt i en anden betydning end i forordningen om
akkreditering mv.
Efter forslagets affattelse af § 14, stk. 1, i
erhvervsfremmeloven kan der udstedes regler om selve
akkrediteringsorganet og dettes kompetencer og opgavevaretagelse.
Bestemmelsen indebærer i overensstemmelse med forordningen om
akkreditering mv., at der i hver enkelt medlemsstat fremover kun
kan udpeges ét nationalt akkrediteringsorgan til at
løse de opgaver, der er omfattet af forordningen. Dette skal
medvirke til at skabe troværdighed omkring
akkrediteringssystemet ved at sikre, at akkreditering ikke baseres
på et kommercielt konkurrencebåret hensyn, men på
de kvalitetskrav, der stilles i forordningen, og som baserer sig
på standarden DS/EN ISO/IEC 17011, om generelle krav til
akkrediteringsorganer, der akkrediterer virksomheder, som foretager
overensstemmelsesvurdering.
Med udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen vil det
nationale akkrediteringsorgan opnå formel anerkendelse som
bemyndiget til at udføre de akkrediteringsopgaver, der er
omfattet af forordningen om akkreditering mv. I Danmark er det
hensigten, at DANAK udpeges som nationalt akkrediteringsorgan.
Udpegningen sker i en bekendtgørelse, hvor DANAK gives den
fornødne formelle anerkendelse, således som det er en
forudsætning i forordningen om akkreditering mv.
De administrationsopgaver, som DANAK skal varetage, er blandt
andet udstedelse af akkrediteringscertifikater. I den forbindelse
vil det også være DANAK, der skal varetage tilsynet med
det overensstemmelsesvurderingsorgan, som akkrediteringsattesten er
udstedt til.
Derudover kan DANAK varetage opgaver som bemyndigende
myndighed og andre opgaver, såfremt en relevant
sektormyndighed ønsker at benytte DANAK. Dette sker allerede
inden for byggevaredirektivet, godkendelse af
bedriftssundhedstjenester og inden for visse dele af det
metrologiske område.
Det forhold, at akkrediteringsorganet ifølge forslaget
skal virke som en offentlig myndighed, ændrer ikke ved den
måde, som DANAK hidtil har været organiseret på,
eller den måde hvorpå akkrediteringsvirksomheden har
været udøvet.
Det vil som hidtil alene være forvaltningslovens
bestemmelser om parters rettigheder i forhold til en sag, der beror
hos en myndighed eller et privat organ, der har fået
overført kompetence fra en offentlig myndighed, der finder
anvendelse. Det skyldes, at de krav til fortrolighed, der
følger direkte af forordningen om akkreditering mv., og som
også er et afgørende led i akkrediteringsstandarden
(DS/EN ISO/IEC 17011), ikke er forenelige med tredjepartsaktindsigt
som omhandlet i offentlighedsloven.
Med § 14, stk. 2, i erhvervsfremmeloven
udskilles den del af den gældende § 14,
stk. 1, i erhvervsfremmeloven, der omhandler bemyndigelsen til
at fastsætte mere detaljerede regler om akkrediteringens
udførelse og akkrediteringsorganets opgavevaretagelse. Den
foreslåede § 14, stk. 2, er udtryk for, at
regler om de krav, der stilles til en akkrediteringsydelse, skal
være i overensstemmelse med forordning nr. 765 om
akkreditering.
På denne baggrund foreslås den gældende
§ 14, stk. 1, 3. pkt., i erhvervsfremmeloven om, at
det nationale akkrediteringsorgan kan udføre
godkendelsesopgaver mv. for andre myndigheder, institutioner og
virksomheder, ikke videreført i bestemmelsen.
Sådan som bestemmelsen er formuleret i dag, kan det ikke
udelukkes, at det nationale akkrediteringsorgan med hjemmel i loven
kan varetage opgaver i konkurrence med et
overensstemmelsesvurderingsorgan. Da forordning nr. 765 om
akkreditering ikke tillader konkurrence mellem det nationale
akkrediteringsorgan og overensstemmelsesvurderingsorganer, er det
nødvendigt ikke at videreføre bestemmelsen. Uanset
ændringen er der ikke noget til hinder for, at det nationale
akkrediteringsorgan også fremover kan varetage andre opgaver
end akkrediteringsopgaver, når blot det ikke strider mod
forordningen. Ved andre opgaver forstås blandt andet
udpegning og notifikation af bemyndigede organer og godkendelse af
bedriftssundhedstjenester. Varetagelse af sådanne opgaver
reguleres i aftaler mellem de relevante parter.
Efter den gældende bestemmelse i erhvervsfremmelovens
§ 14, stk. 1, 2. pkt., kan det bestemmes, at
laboratorier og virksomheder i udlandet kan akkrediteres ved
særskilt kontrakt.
Denne bestemmelse foreslås opretholdt i § 14,
stk. 3, i erhvervsfremmeloven, som giver mulighed for, at det
nationale akkrediteringsorgan, inden for rammerne af forordning nr.
765 om akkreditering, kan foretage akkreditering i udlandet. Der
fastsættes ikke nærmere regler om, hvordan en
sådan akkreditering skal foretages, idet beslutningen herom
overlades til akkrediteringsorganet. Dog skal der udarbejdes en
særskilt kontrakt om muligheden for sådanne
akkrediteringer, således at myndigheden er bekendt med
karakteren af det arbejde, som det nationale akkrediteringsorgan
foretager i udlandet.
Til nr. 8
ifølge den gældende § 15 i
erhvervsfremmeloven er ministeren bemyndiget til at fastsætte
nærmere regler om metrologi, det vil sige måleenheder,
herunder om etablering og vedligeholdelse af primær- og
referencenormaler, om måleteknik og måleteknisk kontrol
mv.
Det foreslås at nyaffatte erhvervsfremmelovens
§ 15, stk. 1. Den reelle indholdsmæssige
ændring i forhold til den gældende § 15,
stk. 1, er, at det i bestemmelsen præciseres, at
ministeren udover at fastsætte regler om metrologi, der
svarer til den gældende § 15, stk. 1,
også kan fastsætte regler om bemyndigelse af organer
til overensstemmelsesvurdering (tredjepartsvurdering) af
måleinstrumenter. Bemyndigelsen skal udmøntes i en
bekendtgørelse om, hvem der skal foretage bemyndigelsen,
hvilke krav, der stilles til den bemyndigende myndighed, det
bemyndigede organ samt bemyndigelsesdokumentet. Det vil
således kunne forekomme, at både en styrelse under
Økonomi- og Erhvervsministeriet og et privat organ, f.eks.
DANAK, kan foretage selve bemyndigelsen.
Udpegningen som bemyndiget organ er forudsat i henholdsvis
nationale regler (regler om, at prøvning og verifikation
skal ske af et særligt organ, der i sidste ende er bemyndiget
af staten til at varetage myndighedsopgaver vedrørende
sikring af, at et måleinstrument måler præcist)
og EU-regler (direktivkrav om overensstemmelsesvurdering af et
produkt eller et kvalitetsstyringssystem, der skal være i
overensstemmelse med de væsentlige krav, et givet direktiv
stiller, for at et produkt er fremstillet korrekt).
Bemyndigelsesbestemmelsen skaber således grundlag for to
forskellige typer af udpegning af organer. Formålet med et
bemyndiget organ er dog det samme, uanset om udpegningsgrundlaget
er nationalt eller EU-retligt. Det bemyndigede organ skal
udføre opgaver på statens vegne, således at den,
der gør brug af organet, kan have tillid til den måde,
opgaven løses på.
Til nr. 9
Den foreslåede ændring skyldes, at begreberne
»primærlaboratorier og nationale
referencelaboratorier« nu med et fællesbegreb betegnes
»metrologiinstitutter«. Indholdet af
erhvervsfremmelovens § 15, stk. 2, er således
bibeholdt, uanset at ordlyden foreslås ændret.
Til nr. 10
Ændringen skal ses i sammenhæng med
ændringen i delegationsbeskrivelsen i lovens § 8,
nr. 6 og 7.
Til nr. 11
Det foreslås, at erhvervsfremmelovens § 15,
stk. 4-6, ophæves. Ændringen skal ses i
sammenhæng med delegationsbeskrivelsen i lovens
§ 8, nr. 6 og 7, hvor økonomi- og
erhvervsministerens delegationsbeføjelser beskrives
generelt. For at gøre loven mere brugervenlig, er det fundet
mest hensigtsmæssigt at samle delegationsbeføjelserne
i én paragraf.
Til nr. 12
Den gældende § 16 i erhvervsfremmeloven
hjemler fastsættelse af regler om gebyrer inden for
både metrologi og mulighed for at kræve betaling for
akkreditering. Det foreslås, at erhvervsfremmelovens
§ 16 nyaffattes for at give plads til en ændret
struktur i bestemmelsen.
Efter den gældende § 16, stk. 2 og 3, kan
akkrediteringsorganet beregne sig en kommercielt baseret betaling
for de driftsopgaver, der varetages i forbindelse med en
akkrediteringsydelse.
Efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 765
af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og
markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af
produkter og om ophævelse af forordning (EØF) nr.
339/93, skal det nationale akkrediteringsorgan udøve sin
virksomhed uden fortjeneste for øje. Som følge heraf
vurderes det nødvendigt at ændre ordlyden af
§ 16, stk. 2. Det skyldes, at begrebet "kommercielt
baseret" kan forstås sådan, at der ikke blot kan tages
en omkostningsbaseret pris, men også en pris, hvori der
indregnes en fortjeneste, uden at dette er begrundet i et
ønske om at kunne understøtte f.eks. nicher inden for
akkrediteringsområdet.
I forslaget til affattelse af § 16, stk. 1, i
erhvervsfremmeloven fastsættes rammerne for de priser, det
nationale akkrediteringsorgan kan tage for deres
akkrediteringsydelser, som hidtil efter aftale med økonomi-
og erhvervsministeren. Rammerne skal fastlægges på en
sådan måde, at der skabes mulighed for en indtjening,
der sikrer tilstrækkelige økonomiske ressourcer til,
at akkrediteringsorganet kan varetage udviklingen af nye tiltag
inden for akkrediteringsområdet. Derudover skal rammerne give
mulighed for at understøtte områder, hvor
akkreditering forekommer i begrænset omfang og hvor prisen
for akkreditering ville afspejle dette, hvis ikke der i forbindelse
med prisfastsættelsen var mulighed for at tage højde
herfor. Dette prisfastsættelsesprincip er til gavn for
samfundsøkonomien, da der dermed skabes det mest gunstige
udgangspunkt for et velfungerende akkrediteringssystem.
Kravet om, at priserne fastsættes på baggrund af
de oven for nævnte aftalte rammer, hænger blandt andet
sammen med, at forordning nr. 765 om akkreditering forpligter
danske virksomheder til at søge om akkreditering hos det
danske akkrediteringsorgan, såfremt organet udbyder den
efterspurgte ydelse. Der er således i princippet tale om en
monopollignende stilling, hvorfor det er et krav, at principperne
for prisfastsættelsen er aftalt med økonomi- og
erhvervsministeren.
Fastsættelsen af priser for opgaver, som det nationale
akkrediteringsorgan f.eks. løser på tredjelandes
markeder (dvs. lande uden for EU/EØS), er ikke omfattet af
bestemmelsen. Det skyldes blandt andet, at de nationale
akkrediteringsorganer i medfør af forordning nr. 765 om
akkreditering gerne må konkurrere med hinanden på
tredjelandes markeder, når blot konkurrencen ikke får
konsekvenser for deres virksomhed i EU/EØS.
Efter den gældende § 16, stk. 1, i
erhvervsfremmeloven kan ministeren fastsætte regler om
gebyrer til dækning af udgifter ved administration af loven.
Det har hidtil været den eneste hjemmel til opkrævning
af gebyrer på metrologiområdet. For at ensrette
grundlaget for varetagelse af administrationen af loven
foreslås det i § 16, stk. 2, i
erhvervsfremmeloven at skabe en hjemmel på
metrologiområdet, der nærmere beskriver den type af
opgaver, der kan tages betaling for at løse. Gebyrernes
størrelse fastsættes i en bekendtgørelse, som
det er sket hidtil.
Til nr. 13
Efter den gældende § 14, stk. 2 og 3, i
erhvervsfremmeloven er der mulighed for at kræve
tilbagekaldelse af en meddelt akkreditering indbragt for
domstolene. Derudover er der i medfør af § 17 i
erhvervsfremmeloven mulighed for at indbringe afgørelser om
afslag på eller begrænsning af en ansøgt
akkreditering, suspendering eller begrænsning af en meddelt
akkreditering og afgørelser om sletning i register over
laboratorier, der udfører laboratoriearbejde i henhold til
principperne om god laboratoriepraksis, for Klagenævnet for
Udbud.
Forordning nr. 765 om akkreditering forpligter medlemslandene
til at indføre procedurer til behandling af klager, herunder
i givet fald retsmidler, i forbindelse med
akkrediteringsafgørelser eller manglende
akkrediteringsafgørelser. Med den foreslåede
ændring af § 17 i erhvervsfremmeloven ændres
det gældende system, så det både bringes i
overensstemmelse med forordningen og akkrediteringsstandarden.
Efter forslaget kan en afgørelse om tilbagekaldelse,
suspendering eller begrænsning af en meddelt akkreditering og
afgørelse om afslag på eller begrænsning af en
ansøgt akkreditering ikke længere forlanges indbragt
for domstolene, men skal i stedet indbringes for det nationale
akkrediteringsorgan, jf. den foreslåede § 17,
stk. 3, i erhvervsfremmeloven med henblik på, at organet
kan foretage en revurdering af afgørelsen set i lyset af de
argumenter, klageren anfører.
Det nationale akkrediteringsorgan skal tilrettelægge
klagebehandlingen i overensstemmelse med de krav, der er i
akkrediteringsstandarden, DS/EN ISO/IEC 17011. Det nationale
akkrediteringsorgan skal i lyset af klagerens indvendinger vurdere
sagen på ny. Hvis det nationale akkrediteringsorgan ikke
finder, at der er grundlag for at give klageren medhold, meddeles
klageren dette. Herefter kan det nationale akkrediteringsorgans
afgørelse i medfør af den foreslåede
§ 17, stk. 4, i erhvervsfremmeloven indbringes for
Klagenævnet for Udbud. Klager over
akkrediteringsafgørelser har ikke opsættende
virkning.
Da god laboratoriepraksis (GLP) ikke længere omfattes af
erhvervsfremmeloven men af Miljøministeriets regler,
videreføres klageadgangen vedrørende GLP ikke.
Det foreslås som noget nyt at indføre en
klagefrist på 4 uger, fra afgørelsen er meddelt.
Indførelse af en klagefrist bidrager til en mere
præcis retstilstand og en mere hensigtsmæssig
administration af loven. Indførelsen af en klagefrist sker
således af hensyn til både myndigheder og de
erhvervsdrivende.
Til § 9
Til nr. 1
Af denne bestemmelse fremgår det, hvornår loven
træder i kraft.
Til nr. 2
Denne bestemmelse vedrører
ikrafttrædelsestidspunktet for ændringerne i
erhvervsfremmeloven, som vedrører Dansk Standard og
bemyndigelsen vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 764 om gensidig anerkendelse.
Til § 10
Til nr. 1
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed.
Bilag 1
Loven sammenholdt med gældende ret
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | | |
| | | § 1 |
| | | I lov om omsætning af fast ejendom,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1073 af 2. november 2006, som
ændret ved § 3 i lov nr. 123 af 13. februar 2007 og
§ 163 i lov nr. 1336 af 19. december 2008foretages
følgende ændring: |
| | | |
§ 8
(udelades) | | |
Stk. 2.
Ejendomsformidlingsvirksomhed må alene organiseres som
enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber eller særskilte
anpartsselskaber, aktieselskaber eller kommanditaktieselskaber
(partnerselskaber). Ejendomsformidlingsvirksomhed skal
udøves fra et selvstændigt forretningssted, medmindre
alle ejere er ejendomsmæglere eller advokater, jf.
stk. 1. | | 1.§ 8,
stk. 2, 1. pkt. ophæves. |
| | | |
| | | § 2 |
| | | I lov om autorisation af
elinstallatører mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af
8. december 2003, som ændret bl.a. ved § 2 i lov
nr. 1601 af 20. december 2006 og senest ved § 5 i lov nr.
375 af 27. maj 2008, foretages følgende
ændringer: |
| | | |
§ 4.
Autorisation til personer og virksomheder til at udføre
arbejder, der er nævnt i § 2, udstedes af
Sikkerhedsstyrelsen som en personlig autorisation, jf.
§ 5, stk. 1, eller som en virksomhedsautorisation,
jf. § 5, stk. 2. | | |
Stk. 2.
Autorisationskravet omfatter såvel selve virksomheden som en
person, der er knyttet til virksomheden. | | |
Stk. 3.
En autorisation kan udstedes på vilkår, som
begrænser autorisationen enten | | 1.
§ 4, stk. 3, § 5, stk. 3, 1. pkt., og
§ 7, stk. 1, nr. 4, ophæves. |
1) tidsmæssigt, | | |
2) til enkeltstående opgaver
eller | | |
3) til særlige typer arbejde. | | |
| | | |
§ 5.
(Udelades) | | |
Stk. 2.Virksomhedsautorisation gives,
når ansøgeren har dokumenteret, at følgende
betingelser er opfyldt: | | |
1) Virksomhedens indehaver eller en ansat
medarbejder er autoriseret i henhold til stk. 1. | | |
2) Virksomheden har et godkendt
kvalitetsstyringssystem, jf. § 5 a. | | |
3) Virksomheden er ikke under
konkursbehandling eller likvidation.. | | |
4) Virksomheden har fast
forretningssted | | |
Stk. 3.
Virksomheden og den personligt autoriserede skal afgive skriftlig
erklæring om, hvorvidt virksomheden eller den
pågældende har forfalden gæld til det offentlige
på 50.000 kr. eller derover. Virksomhedens ejer eller, hvor
virksomheden drives i selskabsform, den administrerende
direktør og den personligt autoriserede skal afgive
skriftlig erklæring om, hvorvidt virksomheden eller de
pågældende inden for de sidste 3 år er straffet
for overtrædelse af denne lov eller lov om elektriske
stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel eller
bestemmelser udfærdiget i medfør af disse love. | | |
Stk. 4.
(Udelades) | | |
Stk. 5.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 7.
Uanset om betingelserne i § 5 for opnåelse af
autorisation er opfyldt, kan Sikkerhedsstyrelsen meddele afslag i
følgende tilfælde: | | |
1) Under de omstændigheder, der er
nævnt i straffelovens § 78, stk. 2. | | |
2) Såfremt ansøgeren fra et
andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller i et
land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, er
ikendt sanktioner for forhold, der kan sidestilles med de i
straffelovens § 78, stk. 2, nævnte. | | |
3) Ansøgeren i stilling eller
erhverv i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at
der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet
på forsvarlig måde. | | |
4) Ansøgeren har forfalden
gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover. | | |
| | | |
§ 9.
Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde såvel en personlig
autorisation som en virksomhedsautorisation, såfremt
indehaveren af autorisationen | | |
1) har gjort sig skyldig i grov eller
gentagen forsømmelighed ved udførelsen af
installationsarbejder, | | |
2) har overtrådt de vilkår,
hvorunder autorisationen er udstedt, eller såfremt den
løbende efterprøvning af kvalitetsstyringssystemet
viser grove mangler i egenkontrollen, | | 2. I
§ 9, stk. 1, nr. 2, indsættes efter
»egenkontrollen,«: »eller«. |
3) ikke længere opfylder
betingelserne nævnt i § 5 eller fastsat i
medfør af § 6, stk. 2, eller | | 3. I
§ 9, stk. 1, nr. 3, ændres
»§ 6, stk. 2, eller« til:
»§ 6, stk. 2.«. |
4) har forfalden gæld til det
offentlige på 100.000 kr. og derover. | | 4.§ 9,
stk. 1, nr. 4, ophæves. |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 10.
Afgørelse om tilbagekaldelse af en autorisation i henhold
til § 9, stk. 1, eller udstedelsen af et påbud
i henhold til § 9, stk. 3, kan af indehaveren
forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
fremsættes for Sikkerhedsstyrelsen inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
Afgørelsen skal indeholde oplysninger herom.
Sikkerhedsstyrelsen anlægger sag mod den
pågældende efter retsplejelovens regler om borgerlige
sager. | | |
Stk. 2.
Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse
efter § 9, stk. 1, nr. 1-3, og påbud efter
§ 9, stk. 3, har opsættende virkning. Retten
kan dog bestemme, at sagsanlægget ikke skal have
opsættende virkning, jf. dog stk. 3. Hvis
tilbagekaldelsen eller påbuddet findes lovligt ved dommen,
kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende
virkning. | | 5. I
§ 10, stk. 2, 2. pkt., udgår », jf. dog
stk. 3«. |
Stk. 3.
Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse
efter § 9, stk. 1, nr. 4, har ikke opsættende
virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den
pågældende under sagens behandling skal have adgang til
at udøve virksomhed som elinstallatør. Ankes en dom,
hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har
afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme,
at virksomheden, hvortil der kræves autorisation som
elinstallatør, ikke må udøves under ankesagens
behandling. | | 6.§ 10, stk. 3,
ophæves. |
| | | |
§ 14
a. Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter
denne lov eller efter regler udstedt i henhold til denne lov kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan afslag
på ansøgning om autorisation, som er begrundet med de
i § 7, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte forhold,
indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at
afslaget er meddelt den pågældende. | | 7. I
§ 14 a, 2. pkt., ændres »§ 7,
stk. 1, nr. 3 og 4« til: »§ 7,
stk. 1, nr. 3«. |
| | | |
| | | § 3 |
| | | I lov om gasinstallationer og
installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger,
jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 8. december 2003, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1382 af 20. december 2004,
§ 1 i lov nr. 1601 af 20. december 2006 og § 2
i lov nr. 375 af 27. maj 2008, foretages følgende
ændringer: |
| | | |
§ 7.
(Udelades) | | |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
Stk. 3. Virksomheden og den teknisk ansvarlige skal afgive
skriftlig erklæring om, hvorvidt virksomheden eller den
pågældende har forfalden gæld til det offentlige
på 50.000 kr. eller derover. Virksomhedens ejer eller, hvor
virksomheden drives i selskabsform, den administrerende
direktør og den teknisk ansvarlige skal afgive en skriftlig
erklæring om, hvorvidt virksomheden eller de
pågældende inden for de sidste 3 år er straffet
for overtrædelse af denne lov eller bestemmelser
udfærdiget i medfør af denne lov. | | 1.§ 7,
stk. 3, 1. pkt., ophæves. |
Stk. 4.
(Udelades) | | |
Stk. 5.
(Udelades) | | |
Stk. 6.
(Udelades) | | |
Stk. 7.
(Udelades) | | |
Stk. 8.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 8.
Uanset om en virksomhed opfylder betingelserne i § 7 kan
Sikkerhedsstyrelsen meddele afslag på autorisation eller
godkendelse som kompetent virksomhed eller godkendelse som teknisk
ansvarlig person i følgende tilfælde: | | |
1) Under de omstændigheder, der er
nævnt i straffelovens § 78, stk. 2. | | |
2) Såfremt virksomheden,
virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller
den teknisk ansvarlige i et andet medlemsland inden for Den
Europæiske Union eller i et land, hvormed Fællesskabet
har indgået aftale, er ikendt sanktioner for forhold, der kan
sidestilles med de i straffelovens § 78, stk. 2,
nævnte. | | |
3) Såfremt virksomheden eller den
teknisk ansvarlige har betydelig forfalden gæld til det
offentlige, hvorved forstås beløb i
størrelsesordenen 50.000 kr. og derover. | | 2.§ 8,
stk. 1, nr. 3, ophæves. Nr. 4 bliver herefter nr. 3. |
4) Såfremt virksomhedens indehaver
eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige
i stilling eller erhverv i øvrigt har udvist en sådan
adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke
vil blive drevet på forsvarlig måde. | | |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 12.
Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, en
godkendelse som kompetent virksomhed eller en godkendelse som
teknisk ansvarlig person, når | | |
1) indehaveren af autorisationen eller
godkendelsen har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen
forsømmelighed ved udførelse af
installationsarbejde, | | |
2) indehaveren af autorisationen eller
godkendelsen har overtrådt vilkårene for autorisation
eller godkendelse, eller såfremt den løbende
efterprøvning af kvalitetsstyringssystemet viser grove
mangler i egenkontrollen eller den særlige tilsynsordning
viser grove mangler i de udførte arbejder, | | 3. I
§ 12, stk. 1, nr. 2, indsættes efter
»udførte arbejder,«: »eller«. |
3) indehaveren af autorisationen eller
godkendelsen ikke længere opfylder betingelserne nævnt
i § 7 eller i regler fastsat i medfør af
§ 7, stk. 7, og § 9, stk. 6,
eller | | 4. I
§ 12, stk. 1, nr. 3, ændres »og
§ 9, stk. 6, eller« til: »og
§ 9, stk. 6.«. |
4) indehaveren af autorisationen eller
godkendelsen har betydelig forfalden gæld til det offentlige
i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover. | | 5.§ 12, stk. 1, nr. 4,
ophæves. |
Stk. 2.
En autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed kan
tilbagekaldes for en bestemt periode eller indtil videre. | | |
Stk. 3.
En afgørelse om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 1-4,
kan af den virksomhed, som afgørelsen vedrører,
forlanges indbragt for domstolene. Anmodning om indbringelse for
domstolene skal fremsættes over for Sikkerhedsstyrelsen
senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende virksomhed. Afgørelsen skal indeholde
oplysning herom. Styrelsen anlægger sag mod den
pågældende efter retsplejelovens regler om borgerlige
sager. | | 6. I
§ 12, stk. 3, ændres »nr. 1-4«
til: »nr. 1-3«. |
Stk. 4.
Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse
efter stk. 1, nr. 1-3, har opsættende virkning. Retten
kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende
virksomhed under sagens behandling ikke må udøve
virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed
eller som teknisk ansvarlig person. Hvis tilbagekaldelsen findes
lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning. | | |
Stk. 5.
Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse
efter stk. 1, nr. 4, har ikke opsættende virkning.
Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende
virksomhed under sagens behandling skal have adgang til at
udøve virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent
virksomhed eller som teknisk ansvarlig person. Ankes en dom,
hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har
afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme,
at virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed
eller som teknisk ansvarlig person ikke må udøves
under ankesagens behandling. | | 7.§ 12, stk. 5,
ophæves. |
| | | |
§ 24
a. Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter
denne lov eller efter regler udstedt i henhold til denne lov kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan afslag
på ansøgning om autorisation, som er begrundet i de i
§ 8, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte forhold,
indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at
afslaget er meddelt den pågældende. Ligeledes kan
afslag på ansøgning om godkendelse som kompetent
virksomhed, bortset fra afslag begrundet i de i § 8,
stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte forhold, af virksomheden
indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at
afslaget er meddelt den pågældende. | | 8. I
§ 24 a ændres »§ 8, stk. 1,
nr. 3 og 4« til: »§ 8, stk. 1, nr.
3«. |
| | | |
| | | § 4 |
| | | I næringsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 185 af 25. marts 1988, som
ændret ved lov nr. 936 af 27. december 1991, lov nr. 453 af
30. juni 1993, lov nr. 1071 af 20. december 1995, lov nr. 377 af
22. maj 1996, lov nr. 386 af 22. maj 1996, lov nr. 232 af 2. april
1997, lov nr. 414 af 26. juni 1998, lov nr. 306 af 30. april 2003,
lov nr. 606 af 24. juni 2005, lov nr. 538 af 8. juni 2006 og lov
nr. 549 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer: |
| | | |
| | | 1.§ 1,
stk. 1, affattes således: |
§ 1.
Denne lov gælder for selvstændig
næringsvirksomhed som: | | »Denne lov gælder for
selvstændig næringsvirksomhed som handlende,
håndværker, industrigivende og vognmand. « |
1) Handlende, håndværker og
industridrivende. | | |
2) Speditør. | | |
3) Vognmand. | | |
4) Auktionsholder. | | |
5) Vekselerer. | | |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 2.
Personer har ret til at drive næring som nævnt i
§ 1, stk. 1, nr. 1-3, når de: | | 2. I
§ 2, stk. 1, ændres »§ 1,
stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 1,
stk. 1«. |
1) har bopæl i Danmark og | | |
2) er myndige eller efter
værgemålsloven har fået tilladelse til på
egen hånd at drive vedkommende næring. | | |
Stk. 2.
Enhver, der driver næring som nævnt i § 1,
stk. 1, nr. 4 og 5, skal have næringsbrev, jf. dog
§ 5, stk. 2, 2. pkt., og § 22,
stk. 4. | | 3.§ 2,
stk. 2-5, og § 3, stk. 2, 3. pkt.,
ophæves. |
Stk. 3.
Personer har ret til at få næringsbrev som nævnt
i stk. 2, når de: | | |
1) opfylder betingelserne i stk. 1
og | | |
2) ikke er under konkurs. | | |
Stk. 4.
Næringsbrev til de i § 1, stk. 1, nr. 4 og 5,
nævnte næringer kan nægtes, såfremt den
pågældende har betydelig forfalden gæld til det
offentlige, hvorved forstås beløb i
størrelsesordenen 50.000 kr. og derover. | | |
Stk. 5.
Næringsbrev til den i § 1, stk. 1, nr. 5,
nævnte næring kan nægtes under de
omstændigheder, der er nævnt i borgerlig straffelovs
§ 78, stk. 2. | | |
| | | |
§ 3.
Kravet i § 2, stk. 1, om bopæl i Danmark
bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale
eller ved bestemmelser fastsat af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen. | | |
Stk. 2.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan i øvrigt undtage fra
betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1-2. Gives
tilladelse til en person, der ikke har bopæl her i landet,
skal virksomheden ledes af en bestyrer, der opfylder betingelserne
i § 2, jf. § 3, stk. 1, for at drive
vedkommende næring. Bestyreren skal dog ikke have
næringsbrev. | | |
| | | |
§ 5.
Aktieselskaber og anpartsselskaber har ret til at drive
næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-3,
når de er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller
er anmeldt til styrelsen som værende under stiftelse. | | 4. I
§ 5, stk. 1, ændres »§ 1,
stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 1,
stk. 1«. |
Stk. 2.
Aktieselskaber og anpartsselskaber har ret til næringsbrev
til næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr.
4 og 5, når de er registreret i Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, og direktørerne og flertallet af
bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 2,
stk. 3, nr. 2, og stk. 4 og 5, for at få
næringsbrev til vedkommende næring. Er selskabet under
stiftelse, må det, når det er anmeldt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, drive virksomhed, indtil næringsbrevet
efter registreringen kan udstedes. | | 5.§ 5,
stk. 2, ophæves. Stk. 3 og 4 bliver herefter
stk. 2 og 3. |
Stk. 3.
Andre her i landet hjemmehørende selskaber med
begrænset ansvar, herunder selskaber med vekslende medlemstal
eller vekslende kapital, foreninger, stiftelser og andre selvejende
institutioner, har ret til at drive næring som nævnt i
§ 1, stk. 1, nr. 1-3, og til næringsbrev til
næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 4 og
5, når direktørerne og flertallet af
bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 2, jf.
§ 3, for at drive vedkommende næring. De
pågældende skal dog ikke have næringsbrev. | | 6.§ 5,
stk. 3 og 4, der bliver stk. 2 og 3, affattes
således: »Stk. 2. Andre her i landet
hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, herunder
selskaber med vekslende medlemstal eller vekslende kapital,
foreninger, stiftelser og andre selvejende institutioner, har ret
til at drive næring som nævnt i § 1,
stk. 1, når direktørerne og flertallet af
bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 2, jf.
§ 3, for at drive vedkommende næring. |
| | | Stk. 3. Filialer af udenlandske
selskaber mv. af den i stk. 1 og 2 nævnte art må
kun drive næring som nævnt i § 1,
stk. 1, hvis dette er hjemlet i international aftale eller ved
bestemmelser fastsat af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Erhvervs-
og Selskabsstyrelsen kan herudover tillade dette i særlige
tilfælde. Filialbestyrere skal opfylde betingelserne i
§ 2, jf. § 3, stk. 1, for at drive
vedkommende næring.« |
Stk. 4.
Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1-3
nævnte art må kun drive næring som nævnt i
§ 1, stk. 1, nr. 1-3, og få næringsbrev
til næring som nævnt i § 1, stk. 1, nr.
4 og 5, såfremt dette er hjemlet i international aftale eller
ved bestemmelser fastsat af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan herudover tillade dette i
særlige tilfælde. Filialbestyrere skal opfylde
betingelserne i § 2, jf. § 3, stk. 1, for
at drive vedkommende næring. Filialbestyreren skal dog ikke
have næringsbrev. | | |
| | | |
§ 6.
Næringsdrivende, der skal have næringsbrev, jf.
§ 2, stk. 2, eller har fast forretningssted, skal
have et opslag med indehaverens navn på et sted, der er
iøjnefaldende for kunderne. | | 7. I
§ 6, stk. 1, udgår»skal have
næringsbrev, jf. § 2, stk. 2,
eller«. |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 7 a.
Et næringsbrev kan tilbagekaldes af den, der har udstedt
næringsbrevet, såfremt den næringsdrivende har
betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved
forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr.
og derover. Næringsbrevet kan tilbagekaldes på tid fra
1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal
indeholde oplysning om adgang til domstolsprøvelse efter
stk. 2 og om fristen herfor. | | 8.§§ 7 a og 7 b
ophæves. |
Stk. 2.
En afgørelse i henhold til stk. 1 kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for
domstolene. Anmodning herom skal være modtaget hos den
myndighed, der har tilbagekaldt næringsbrevet, senest 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former. | | |
Stk. 3.
Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning,
men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende
under sagens behandling skal have adgang til at drive næring,
hvortil næringsbrev kræves. Ankes en dom, hvorved en
tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt
dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at
næring, hvortil næringsbrev kræves, ikke må
drives under ankesagens behandling. | | |
| | | |
§ 7 b.
En tilbagekaldelse efter § 7 a, stk. 1, kan til
enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed,
der har truffet afgørelsen. Hvis en ansøgning herom
afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen
prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er
sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år
efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at
ophævelsen senest er nægtet ved dom. § 7 a,
stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. | | |
| | | |
§ 9.
Dispensationer eller tilladelser, der gives af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen i medfør af loven, kan begrænses og
betinges. | | |
Stk. 2.
Afgørelser efter loven, der træffes af
politidirektøren, i København af kommunalbestyrelsen,
kan indbringes for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. | | 9.§ 9,
stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter
stk. 2. |
Stk. 3.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser kan ikke
indbringes for højere administrativ myndighed. | | |
| | | |
Kapitel 4 | | |
Speditører og vognmænd | | 10. I
overskriften til kapitel 4 ændres »Speditører og
vognmænd« til: »Vognmænd«. |
| | | |
§ 19.
Ved spedition forstås i denne lov foretagelse af forsendelser
af gods i eget navn for fremmed regning. | | 11.§ 19 ophæves. |
Stk. 2.
Speditører skal have fast forretningssted. | | |
| | | |
Kapitel 5 | | 12.Kapitel 5
ophæves. |
Auktionsholder og vekselerere | | |
§ 21.
Ved auktionsholdervirksomhed forstås i denne lov modtagelse
af varer til salg ved auktion på dertil bestemte steder og
forberedelse af auktionen. | | |
Stk. 2.
Auktionsholdere må ikke drive handel, håndværk
eller industri. Hvis fortsættelse af en bestående
auktionsholdervirksomhed af særlige grunde er
ønskelig, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undtage fra
denne bestemmelse. Auktionsholderes forretningslokaler må kun
med Erhvervs- og Selskabsstyrelsens tilladelse bruges til anden
næringsvirksomhed. | | |
| | | |
§ 22.
Ved vekselerervirksomhed forstås i denne lov veksling af
penge samt arbitrageforretninger eller køb, salg eller
formidling af værdipapirer, der ikke er omfattet af lov om
værdipapirhandel m.v. | | |
Stk. 2.
Betegnelsen »vekselerer« må kun benyttes af
næringsdrivende, der har næringsbrev som
vekselerer. | | |
Stk. 3.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen giver nærmere regler for
udøvelse af vekselerervirksomhed, derunder regler om
revision og om adgang til at bruge agenter. Vekselerere skal have
fast forretningssted. | | |
Stk. 4. I
det omfang vekselerervirksomhed er tilladt i henhold til anden
lovgivning, kan vekselerervirksomhed drives uden
næringsbrev. | | |
| | | |
§ 23.
(Ophævet). | | |
| | | |
§ 24.
Næringsbrev som auktionsholder eller vekselerer udstedes af
politidirektøren på det sted, hvor eller hvorfra
næringsvirksomheden agtes drevet, i København af
kommunalbestyrelsen. Næringsbrev giver ret til at drive
næring i og fra politikredsen. | | |
| | | |
§ 25.
I næringsbrevet angives indehaveren, næringens art og
det område, for hvilket det gælder. | | |
Stk. 2.
For udstedelse af næringsbreve og duplikateksemplarer af
disse betales et gebyr, der fastsættes af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen. Gebyret tilfalder staten, i København dog
kommunen. | | |
| | | |
§ 26.
Hvis retten efter et næringsbrev er bortfaldet, jf.
§§ 7 og 7 a, eller frakendt efter reglerne i
borgerlig straffelovs § 79, skal næringsbrevet
straks afleveres til den myndighed, der har udstedt det. | | |
| | | |
| | | 13.§ 27, stk. 1, affattes
således: |
§ 27.
Den, der uberettiget driver en af de i § 1, stk. 1,
nr. 1-5, nævnte næringer, samt den, der
overtræder § 4, § 6, § 10,
stk. 1, § 11, stk. 1, § 12,
stk. 4 og 5, § 14, stk. 2, § 15,
stk. 2, 2. pkt., § 17, stk. 2, § 18,
§ 19, stk. 2, § 21, stk. 2, 1. og 3.
pkt., § 22, stk. 2 og 3, 2. pkt. og § 26,
straffes med bøde. | | »Den, der uberettiget driver en af
de i § 1, stk. 1, nævnte næringer, samt
den, der overtræder § 4, § 6,
§ 10, stk. 1, § 12, stk. 4 eller 5,
§ 12 a, stk. 1, 4. pkt., § 14,
stk. 2, § 15, stk. 2, 2. pkt., § 17,
stk. 2, eller § 18, straffes med
bøde.« |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 30.
Rettigheder eller forpligtelser, der i anden lovgivning er knyttet
til virksomhed betinget af næringsbrev som handlende,
håndværker og industridrivende samt som speditør
og vognmand, knyttes efter lovens ikrafttræden til
næringens udøvelse. | | 14. I
§ 30 udgår »som speditør
og«. |
| | | |
| | | § 5 |
| | | I lov nr. 226 af 22. april 2002 om
maritime uddannelser foretages følgende ændring: |
| | | |
§ 4.
Uddannelserne foregår på uddannelsesinstitutioner og
kurser, der godkendes af Søfartsstyrelsen. | | |
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan oprette og forestå drift af
uddannelsesinstitutioner, skoler, øvelsesskibe, skoleskibe
og kurser til gennemførelse af de uddannelser, der omfattes
af denne lov. | | |
Stk. 3.
Søfartsstyrelsen kan tilbagekalde en i henhold til
stk. 1 meddelt godkendelse, såfremt
uddannelsesinstitutionen m.v. tilsidesætter regler fastsat
efter §§ 12, 13, 14 og 19. | | |
Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan efter anmodning godkende uddannelser
fra udenlandske skoler og kurser, såfremt de med denne
godkendelse forbundne udgifter for Søfartsstyrelsen betales
af rekvirenten. | | 1.§ 4,
stk. 4, affattes således: »Stk. 4. Søfartsstyrelsen
kan efter anmodning godkende uddannelser og kurser, som afholdes i
udlandet. De udgifter for Søfartsstyrelsen, der er forbundet
hermed betales af den, der har fremsat anmodningen om
godkendelse.« |
| | | |
| | | § 6 |
| | | I lov om dykkerarbejde og dykkermateriel
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 18 af 7. januar 2000, som
ændret ved § 4 i lov nr. 1173 af 19. december 2003,
foretages følgende ændringer: |
| | | |
§ 6.
For at erhverve et bevis som erhvervsdykker skal ansøgeren
dokumentere at have bestået den i § 4 omhandlede
uddannelse og at have en tilfredsstillende helbredstilstand.
Beviset udstedes af Søfartsstyrelsen uden betaling.
Erhvervsministeren fastsætter regler om de
helbredsmæssige krav, som erhvervsdykkeren skal opfylde, om
lægeundersøgelser og attestation i forbindelse med
undersøgelserne. | | |
Stk. 2.
Det er tillige en betingelse for erhvervelse af
erhvervsdykkerbevis, at dykkeraspiranten ikke har betydelig
forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås
beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og
derover. | | 1.§ 6,
stk. 2 ophæves. |
| | | |
§ 8.
Opfylder dykkeren ikke de fastsatte helbredskrav, mister
erhvervsdykkerbeviset sin gyldighed og kan inddrages af
Søfartsstyrelsen. Det samme gælder, hvis en dykker
nægter at gennemgå lægeundersøgelser efter
§ 7. | | |
Stk. 2.
Et erhvervsdykkerbevis kan endvidere inddrages af
Søfartsstyrelsen, såfremt dykkeren har betydelig
forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås
beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og
derover. | | 2.§ 8,
stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter
stk. 2. |
Stk. 3.
Beviset kan inddrages for et bestemt tidsrum indtil 5 år
eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om
adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen
herfor, jf. § 9, stk. 1. | | |
| | | |
§ 9.
Inddragelse af et erhvervsdykkerbevis kan af den, afgørelsen
vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom
skal fremsættes over for Søfartsstyrelsen inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. | | |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
Stk. 4.
Anmodning om indbringelse af en afgørelse efter
§ 8, stk. 2, har ikke opsættende virkning, men
retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende
under sagens behandling skal have adgang til at udøve
dykkervirksomhed. Ankes en dom, hvorved inddragelsen ikke findes
lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil
sagen er indbragt, bestemme, at dykkervirksomhed ikke må
udøves under ankesagens behandling. | | 3. § 9, stk. 4 og 5,
ophæves. |
Stk. 5.
En inddragelse af et erhvervsdykkerbevis på grund af
gæld til det offentlige kan efter ansøgning
ophæves af den myndighed, som har truffet afgørelsen.
Bliver ansøgningen herom afslået, kan sagen efter
bestemmelsen i stk. 1 indbringes for domstolene. | | |
| | | |
| | | 4.§ 11
affattes således: |
§ 11.
Personer med udenlandske erhvervsdykkerbeviser, der opfylder
betingelserne i De Europæiske Fællesskabers direktiver
om indførelse af generelle ordninger for gensidig
anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende
uddannelser, jf. lov nr. 291 af 8. maj 1991 om adgang til
udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i De
Europæiske Fællesskaber og de nordiske lande, har ret
til at udføre dykkerarbejde, uanset de ikke er i besiddelse
af et dansk erhvervsdykkerbevis. | | Ȥ 11. En person med et
udenlandsk erhvervsdykkerbeviser, der opfylder betingelserne i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer, har ret til at udføre
dykkerarbejde i Danmark. |
Stk. 2.
Ansøgning om adgang til erhvervsudøvelse indsendes
til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. | | Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om adgangen til udøvelse af
erhvervsdykning, herunder om anerkendelse af udenlandske
erhvervsdykkerbeviser og om tjenesteyderens pligt til at give
oplysninger til tjenestemodtagere.« |
Stk. 3.
Søfartsstyrelsen træffer afgørelsen om,
hvorvidt betingelser for erhvervsudøvelse her i landet er
opfyldt, og underretter ansøgeren herom. | | |
| | | |
| | | § 7 |
| | | I lov nr. 1389 af 21. december 2005 om
markedsføring, som ændret bl.a. ved § 1 i
lov nr. 1547 af 20. december 2006 og senest ved § 4 i lov
nr. 181 af 28. februar 2007, foretages følgende
ændringer: |
| | | |
Lov om markedsføring | | 1. Som fodnote
til lovens titel indsættes: |
| | | »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked (EU-Tidende 2006 nr. L 376, s. 36).« |
| | | |
| | | 2. Efter
§ 7a indsættes: |
| | | »§ 7a. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler med
henblik på at opfylde bestemmelser i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, som
vedrører tjenesteyderes forpligtelse til at give oplysninger
til tjenestemodtagere.« |
| | | |
§ 10.
Der må ikke gives rabat eller anden ydelse ved brug af
mærker, kuponer el.lign., der er stillet til rådighed
af erhvervsdrivende forud for køb af vare eller ved
udførelsen af en tjenesteydelse. | | 3. I
§ 10, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: »1. pkt. finder ikke anvendelse
på tjenesteydere, som er etableret i et andet
EU/EØS-land, og som midlertidigt leverer tjenesteydelser i
Danmark.« |
Stk. 2.
Erhvervsdrivende må dog ved salg af en vare eller
udførelsen af en tjenesteydelse give rabat eller anden
ydelse i form af mærker, kuponer el.lign. til senere
indløsning, såfremt hvert enkelt mærke på
tydelig måde er forsynet med udstederens navn eller firma med
angivelse af en værdi i dansk mønt.
Rabatmærkeudstederen skal indløse mærket til en
værdi, når mærker til et beløb, hvis
størrelse fastsættes af ministeren for familie - og
forbrugeranliggender, kræves indløst. | | |
| | | |
§ 11.
Afsætning til forbrugerne af formuegoder eller
tjenesteydelser må ikke søges fremmet af mulighed for
gevinst ved deltagelse i lodtrækninger,
præmiekonkurrencer eller anden form for foranstaltning, hvis
udfald beror helt eller delvist på tilfældet,
såfremt deltagelsen er betinget af køb. | | |
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, dersom den enkelte
gevinsts størrelse og den samlede gevinstværdi ligger
inden for beløbsgrænser, som fastsættes af
ministeren for familie - og forbrugeranliggender.
Beløbsgrænserne kan fastsættes efter produkttype
og modtagerkreds. | | |
Stk. 3.
Udgiveren af et periodisk skrift kan foranstalte lodtrækning
til fordeling af gevinster i forbindelse med løsning af
præmiekonkurrencer. | | |
| | | 4. I
§ 11 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke anvendelse på tjenesteydere, som er
etableret i et andet EU/EØS-land, og som midlertidigt
leverer tjenesteydelser i Danmark.« |
| | | |
§ 30.
Tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller
påbud eller et af Forbrugerombudsmanden i henhold til
§ 23, stk. 2, eller § 27, stk. 2,
meddelt påbud straffes med bøde eller fængsel i
op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om
at tilbagebetale en modtaget pengeydelse straffes dog ikke. | | |
Stk. 2.
Den, som undlader at meddele oplysninger, som afkræves efter
§ 22, stk. 2, eller § 22a, stk. 3, 2.
pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler
Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger,
straffes med bøde, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning. | | |
Stk. 3.
Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 1
og 2, §§ 4-6, § 8, stk. 2,
§§ 9-11, § 12a, stk. 1 og 2,
§ 13, stk. 1-4, § 14, § 15,
stk. 3, § 16, stk. 1-4, og forsætlig
overtrædelse af § 18 straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Overtrædelse af § 3, stk. 2, der består
i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold,
der på særlig måde angår den
pågældende, og overtrædelse af § 5 er
undergivet privat påtale. | | |
Stk. 4.
Overtrædelse af § 19 straffes med bøde eller
fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens
§ 299a. Påtale finder kun sted efter den
forurettedes begæring. | | |
Stk. 5. I
regler, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne. | | |
Stk. 6.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. | | |
| | | |
| | | § 8 |
| | | I lov nr. 602 af 24. juni 2005 om
erhvervsfremme, som ændret ved § 3 i lov nr. 375 af
27. maj 2008, foretages følgende ændringer: |
| | | |
§ 2.
Inden for de bevillinger, der afsættes på de
årlige finanslove, kan økonomi- og erhvervsministeren
til opfyldelse af lovens formål iværksætte
erhvervsudviklingsaktiviteter, herunder bl.a. | | |
1) (Udelades) | | |
2) (Udelades) | | |
3) (Udelades) | | |
4) (Udelades) | | |
5) (Udelades) | | |
6) (Udelades) | | |
7) aktiviteter til fremme af regional
erhvervsudvikling og | | 1. I
§ 2, stk. 1, nr. 7, ændres
»erhvervsudvikling og« til:
»erhvervsudvikling,«. |
| | | |
| | | 2.§ 2,
stk. 1, nr. 8, affattes således: |
8) aktiviteter til fremme af akkreditering
og metrologi. | | »8) aktiviteter til fremme af
akkreditering,« |
| | | |
| | | 3. I
§ 2, stk. 1, indsættes som nr. 9 og 10: |
| | | »9) aktiviteter til fremme af
standardisering og |
| | | 10) aktiviteter til fremme af
metrologi.« |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
| | | |
§ 3.
Økonomi- og erhvervsministeren udsteder nærmere regler
om gennemførelse af de af ministeren iværksatte
erhvervsfremmeaktiviteter. | | |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
| | | 4. I
§ 3 indsættes som nyt stk. 4: »Stk. 4. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler, der er
nødvendige for gennemførelsen og anvendelsen her i
landet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 764 af
9. juli 2008 om procedurer for anvendelsen af visse nationale
tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres
lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning
nr. 3052/95/EF af 13. december 1995 om indførelse af en
ordning for gensidig information om nationale foranstaltninger, der
fraviger princippet om fire varebevægelser inden for
Fællesskabet.« |
| | | |
§ 4.Stk. 1 og 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
Sikkerhedsstyrelsen administrerer initiativer iværksat efter
§ 2, stk. 1, nr. 8, herunder regler udstedt i
medfør af § 14, stk. 1, og § 15,
stk. 1. | | 5.§ 4,
stk. 3, affattes således: »Stk. 3. Økonomi- og
erhvervsministeren kan henlægge sine beføjelser efter
lovens kapitel 7 til Sikkerhedsstyrelsen.« |
| | | |
§ 15.
(Udelades) | | |
Stk. 2.
(Udelades) | | |
Stk. 3.
(Udelades) | | |
Stk. 4.
Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, kan
henlægge administrationen af de i stk. 1 og 2
nævnte opgaver helt eller delvis til anden offentlig
myndighed eller privat organisation. Sikkerhedsstyrelsen eller den,
styrelsen bemyndiger hertil, indgår i så tilfælde
nødvendige aftaler herom. Stk. 5.
Henlægger Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger
hertil, opgaver som nævnt i stk. 4 til en privat
organisation, finder forvaltningsloven og lov om offentlighed i
forvaltningen anvendelse for organisationens virksomhed. Stk. 6.
Henlæggelse efter stk. 4 skal fremgå af de regler,
økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, udsteder i medfør af stk. 1. | | 6. I
§ 4 indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke: »Stk. 4. Økonomi- og
erhvervsministeren kan bestemme, at de beføjelser, der i
medfør af stk. 3 er henlagt til Sikkerhedsstyrelsen, og
som vedrører administrationen af de metrologiske regler, som
er fastsat i medfør af § 15, kan henlægges
til en anden offentlig myndighed eller en privat institution.
Sikkerhedsstyrelsen indgår i givet fald de nødvendige
aftaler herom. Henlægges de beføjelser, som er
nævnt i 1. pkt., til en privat institution, finder
forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen anvendelse
på institutionens virksomhed med administration af det
pågældende område.« |
Stk. 4.
Det Tekniske Sikkerhedsråd, som nedsættes i henhold til
kapitel 2 i lov om elektriske stærkstrømsanlæg
og elektrisk materiel, rådgiver økonomi- og
erhvervsministeren om fastsættelse af regler
vedrørende metrologi og akkreditering. Det Tekniske
Sikkerhedsråd rådgiver endvidere Sikkerhedsstyrelsens
direktør i forbindelse med styrelsens virksomhed på
metrologi- og akkrediteringsområdet. | | Stk. 4 bliver herefter
stk. 5. |
| | | |
| | | 7.§ 14 affattes således: |
§ 14.
Økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, fastsætter inden for rammerne af
§ 2, stk. 1, nr. 8, regler om akkreditering af
laboratorier til prøvning og kalibrering samt af
virksomheder til certificering, inspektion, attestering og
miljøverifikation. Det kan herunder bestemmes, at
laboratorier og virksomheder i udlandet kan akkrediteres ved
særskilt kontrakt. Endvidere kan det bestemmes, at
akkrediteringsorganet, jf. stk. 4, kan påtage sig
godkendelsesopgaver m.v. for andre myndigheder, institutioner og
virksomheder. | | »§ 14. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter de regler vedrørende
akkreditering, som er nødvendige for anvendelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kravene til
akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter, herunder regler om udpegning af
et nationalt akkrediteringsorgan og dets opgavevaretagelse, jf.
stk. 2, og indgår de nødvendige aftaler herom.
Forvaltningsloven finder anvendelse på akkrediteringsorganets
udførelse af akkrediteringsopgaver. |
Stk. 2
-4. (Udelades) | | Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter de regler,
som er nødvendige for anvendelsen her i landet af den i
stk. 1, nævnte forordning, herunder regler om det i
stk. 1 nævnte organs akkreditering af virksomheder til
f.eks. prøvning, kalibrering, medicinske
undersøgelser, certificering, inspektion, attestering,
CO2-verifikation og miljøverifikation samt regler om
sanktioner ved manglende overholdelse af en meddelt
akkreditering. |
| | | Stk. 3.
Akkrediteringsorganet kan efter særskilt aftale herom med
økonomi- og erhvervsministeren foretage akkreditering i
udlandet.« |
Stk. 5.
Henlægger Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger
hertil, opgaver som nævnt i stk. 4 til en privat
organisation, finder forvaltningsloven anvendelse for
organisationens virksomhed. | | |
Stk. 6.
(Udelades). | | |
| | | |
§ 15.
Økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, fastsætter inden for rammerne af
§ 2, stk. 1, nr. 8, regler om metrologi, dvs. hvilke
måleenheder der finder anvendelse, regler om etablering og
vedligeholdelse af primær- og referencenormaler, regler om
måleteknik, måleinstrumenter og deres anvendelse samt
om måleteknisk kontrol. Der kan herunder foreskrives
anmeldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter.
Endvidere fastsætter økonomi- og erhvervsministeren
regler om, hvilke varer der skal sælges i bestemte enheder i
henseende til mål eller vægt, herunder regler om
klassificering, sortering og lign. | | 8.§ 15, stk. 1, affattes
således: »Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter regler om metrologi, herunder
om hvilke måleenheder, der finder anvendelse, regler om
etablering og vedligeholdelse af primær- og
referencenormaler, regler om måleteknik og
måleinstrumenter samt deres anvendelse, regler om
anmeldelsespligt for ibrugværende måleinstrumenter,
regler om måleteknisk kontrol, regler om, hvilke varer, der
skal sælges i bestemte enheder i henseende til mål
eller vægt, herunder regler om klassificering, sortering og
lignende, samt regler om bemyndigelse af organer til at
udføre overensstemmelsesvurderingsopgaver i henhold til
nationale regler og EU-retten. « |
| | | |
Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen eller
den, styrelsen bemyndiger hertil, udpeger primærlaboratorier
og nationale referencelaboratorier til at etablere og vedligeholde
primær- og referencenormaler inden for afgrænsede
metrologiske felter. | | 9. I
§ 15, stk. 2, ændres
»primærlaboratorier og nationale
referencelaboratorier« til: »nationale
metrologiinstitutter«. 10. I
§ 15, stk. 2 og 3, ændres
»Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger
hertil,« til: »Økonomi- og
erhvervsministeren«. |
Stk. 3.
Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, har,
hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige
og private ejendomme og lokaliteter for at varetage hvervet med
måleteknisk kontrol. | | |
Stk. 4.
Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger hertil, kan
henlægge administrationen af de i stk. 1 og 2
nævnte opgaver helt eller delvis til anden offentlig
myndighed eller privat organisation. Sikkerhedsstyrelsen eller den,
styrelsen bemyndiger hertil, indgår i så tilfælde
nødvendige aftaler herom. | | 11.§ 15, stk. 4-6,
ophæves. |
Stk. 5.
Henlægger Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger
hertil, opgaver som nævnt i stk. 4 til en privat
organisation, finder forvaltningsloven og lov om offentlighed i
forvaltningen anvendelse for organisationens virksomhed. | | |
Stk. 6.
Henlæggelse efter stk. 4 skal fremgå af de regler,
økonomi- og erhvervsministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, udsteder i medfør af stk. 1. | | |
| | | |
| | | 12.§ 16, affattes
således: |
§ 16.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om gebyrer til dækning af udgifterne ved
administration af loven. | | Ȥ 16. Det nationale
akkrediteringsorgan kan, inden for rammerne aftalt mellem organet
og økonomi- og erhvervsministeren, kræve betaling for
driftsopgaver, som relaterer sig til akkrediteringsydelsen. Ved
akkrediteringsydelsen forstås f.eks. akkreditering af
laboratorier til prøvning og kalibrering samt akkreditering
af virksomheder og personer til certificering, inspektion,
attestering, CO2-verifikation og miljøverifikation. |
Stk. 2.
Henlægger Sikkerhedsstyrelsen administrationen af de i
§ 14, stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte opgaver
til en privat organisation, jf. § 14, stk. 4, kan
denne for driftsopgaverne i forbindelse med levering af
akkrediteringsydelser beregne sig en kommercielt baseret betaling.
Rammerne for fastsættelsen af den kommercielle betaling skal
dog aftales mellem styrelsen og den private organisation. | | Stk. 2.
En offentlig myndighed eller en privat institution, der i
medfør af § 4, stk. 4, varetager opgaver med
administration af reglerne om metrologi, kan opkræve gebyr
for bl.a. udarbejdelse af certifikater og typegodkendelser samt
udpegning af bemyndigede organer efter regler, der er fastsat af
økonomi- og erhvervsministeren. |
Stk. 3.
Ved driftsopgaver som nævnt i stk. 2 forstås
akkreditering af laboratorier til prøvning og kalibrering
samt akkreditering af virksomheder til certificering, inspektion,
attestering og miljøverifikation både i Danmark og
udlandet, jf. § 14, stk.1, 1. og 2. pkt. | | |
| | | |
| | | 13.§ 17 affattes således: |
§ 17.
Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter denne lov
eller efter regler udstedt i henhold til denne lov kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed. Økonomi- og
erhvervsministeren kan dog beslutte, at styrelsens
afgørelser kan indbringes for Klagenævnet for Udbud,
når der er tale om afslag på eller begrænsning af
ansøgt akkreditering, suspendering eller begrænsning
af givet akkreditering og afgørelser om sletning i register
over laboratorier, der udfører laboratoriearbejde i henhold
til principperne om god laboratoriepraksis (GLP). | | »§ 17. Afgørelser
truffet af økonomi- og erhvervsministeren eller den, som
økonomi- og erhvervsministeren har bemyndiget hertil, efter
denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed. |
Stk. 2.
Henlægger Sikkerhedsstyrelsen sine beføjelser efter
§ 14, stk. 1, jf. § 14, stk. 4, eller
efter § 15, stk. 1 og 2, jf. § 15,
stk. 4, til en privat organisation, kan afgørelser
truffet af den private organisation indbringes for styrelsen.
Økonomi- og erhvervsministeren kan dog bestemme, at
afgørelser om akkreditering efter § 14,
stk. 1, truffet af en privat organisation kan indbringes for
Klagenævnet for Udbud, når der er tale om afslag
på eller begrænsning af ansøgt akkreditering,
suspendering eller begrænsning af givet akkreditering og
afgørelser om sletning i register over laboratorier, der
udfører laboratoriearbejde i henhold til principperne om god
laboratoriepraksis (GLP). | | Stk. 2.
Afgørelser truffet af akkrediteringsorganet, jf.
§ 14, eller en offentlig myndighed eller privat
institution, der i medfør af § 4, stk. 4,
varetager administrationen af de metrologiske regler, kan
indbringes for Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog stk. 3 og 4. |
| | | |
§ 14.
(Udelades) | | |
Stk. 2.
Såfremt en akkreditering tilbagekaldes, kan afgørelsen
af den, den vedrører, forlanges indbragt for domstolene.
Begæring herom skal fremsættes inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
Begæringen har ikke opsættende virkning, medmindre
retten træffer anden afgørelse. | | |
Stk. 3.
Begæring efter stk. 2 skal fremsættes over for
Sikkerhedsstyrelsen eller den private organisation, som efter
bemyndigelse, jf. stk. 4, har truffet afgørelse i den
pågældende sag. | | Stk. 3.
Enhver, der har modtaget en afgørelse om afslag på
eller kun delvis imødekommelse af en ansøgning om
akkreditering eller en afgørelse om hel eller delvis
tilbagekaldelse eller suspension af en meddelt akkreditering, kan
anmode akkrediteringsorganet om at foretage en ny vurdering af
sagen. |
| | | Stk. 4.
Hvis den fornyede behandling af sagen efter stk. 3 ikke
fører til, at klageren fuldt ud imødekommes, kan
afgørelsen indbringes for Klagenævnet for Udbud. |
| | | Stk. 5.
Klage efter stk. 2-4 skal være indgivet senest 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Hvis klagefristen udløber på en lørdag,
søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den
følgende hverdag.« |
Officielle noter
1) Loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-parlamentets og
Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om
tjenesteydelser i det indre marked (EU-Tidende nr. L 376 af 27.
december 2006, s. 36-38).