L 122 (som fremsat): Forslag til lov om
tjenesteydelser i det indre marked.
Fremsat den 4. februar 2009 af
økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om tjenesteydelser i det indre marked 1)
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Loven finder anvendelse på
1) tjenesteydere,
der er statsborgere eller etableret i et EU/EØS-land, og som
ønsker at etablere sig eller allerede er etableret i
Danmark, og
2) tjenesteydere,
der er etableret i et andet EU/EØS-land, og som
ønsker midlertidigt at levere tjenesteydelser i Danmark,
eller som midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark.
Stk. 2. Loven
vedrører ikke
1) liberalisering
af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse,
2) privatisering af
offentlige enheder, der udfører tjenesteydelser,
3) afskaffelse af
monopoler på udførelse af tjenesteydelser,
4) støtte,
som er omfattet af fællesskabsrettens konkurrenceregler,
5)
fastsættelsen af, i overensstemmelse med
fællesskabsretten, hvad der betragtes som tjenesteydelser af
almen økonomisk interesse,
6) organiseringen
og finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse, i overensstemmelse med fællesskabsretten, samt de
specifikke forpligtelser, der gælder for dem,
7) foranstaltninger
truffet på fællesskabsplan eller i Danmark i
overensstemmelse med fællesskabsretten for at fremme kulturel
eller sproglig mangfoldighed eller mediepluralismen,
8)
strafferetten,
9) arbejdsretlige
regler, herunder regler om arbejdsmiljø,
10) lovgivning om
social sikring,
11)
udøvelsen af grundlæggende rettigheder,
12) skatte- og
afgiftsområdet,
13) den
internationale privatret og
14) bestemmelser i
fællesskabsretsakter om særlige aspekter af adgangen
til eller udøvelsen af tjenesteydelser inden for
særlige områder eller særlige erhverv, som er i
modstrid med bestemmelser i denne lov.
Stk. 3. Loven finder
ikke anvendelse på følgende tjenesteydelser:
1)
Ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse.
2) Finansielle
tjenesteydelser.
3) Elektroniske
kommunikationstjenester, og -netværk samt tilhørende
faciliteter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
a) direktiv nr.
2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem
elektroniske kommunikationsnet og tilhørende
faciliteter,
b) direktiv nr.
2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske
kommunikationsnet og tjenester,
c) direktiv nr.
2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for
elektroniske kommunikationsnet og-tjenester,
d) direktiv nr.
2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder
i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,
og
e) direktiv nr.
2002/58/EF 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og
beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske
kommunikationssektor.
4) Tjenesteydelser
på transportområdet, herunder havnetjenester, omfattet
af EF-traktatens afsnit V.
5) Tjenesteydelser,
der udbydes af vikarbureauer.
6) Tjenesteydelser
på sundhedsområdet.
7) Audiovisuelle
tjenesteydelser og radiospredning.
8) Spil, hvor
deltagerne gør en indsats med penge, og hvor udfaldet beror
helt eller delvist på tilfældet, herunder lotteri og
kasinospil.
9) Virksomhed, som
er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.
10) Sociale
tjenesteydelser, der udføres af det offentlige eller med
opdrag fra det offentlige eller af velgørende
organisationer, i forbindelse med socialt boligbyggeri,
børnepasning og støtte til familier og
enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidigt behov
herfor.
11) Private
vagttjenester.
Kapitel 2
Definitioner
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1)Tjenesteydelse: Enhver selvstændig
erhvervsvirksomhed, som normalt udføres mod betaling.
2)Tjenesteyder:
a) Enhver fysisk
person, der er statsborger i et EU/EØS-land, og som udbyder
en tjenesteydelse.
b) Enhver juridisk
person, der er etableret i et EU/EØS-land, og som udbyder en
tjenesteydelse.
3)Tjenestemodtager:
a) Enhver fysisk
person, der er statsborger i et EU/EØS-land, eller som nyder
rettigheder, der er tillagt vedkommende ved
fællesskabsretsakter, når den pågældende i
erhvervsøjemed eller andet øjemed aftager eller
ønsker at aftage en tjenesteydelse.
b) Enhver juridisk
person, der er etableret i et EU/EØS-land, når den
pågældende i erhvervsøjemed eller andet
øjemed aftager eller ønsker at aftage en
tjenesteydelse.
4)Etablering: Tjenesteyderes faktiske
udøvelse af erhvervsvirksomhed i et ikke nærmere
angivet tidsrum fra et fast forretningssted, hvorfra aktiviteten
med levering af tjenesteydelser udføres.
5)Midlertidig levering af tjenesteydelser:
Levering af tjenesteydelser i et andet EU/EØS-land end det
EU/EØS-land, hvor tjenesteyderen er etableret.
6)Tilladelsesordning: Enhver ordning, hvorefter
optagelse, udøvelse eller anvendelse af tjenesteydelser er
betinget af en forudgående tilladelse fra en kompetent
myndighed.
7)Krav: Enhver forpligtelse, forbud, betingelse
eller begrænsning, der følger af lov, regler fastsat i
medfør af lov, retspraksis, administrativ praksis, faglige
foreningers regler eller af kollektive regler, som faglige
sammenslutninger og erhvervsorganisationer har vedtaget som led i
deres retlige autonomi. Regler fastsat i kollektive aftaler, som er
forhandlet med arbejdsmarkedets parter, anses ikke for at
være krav i henhold til denne lov.
8)Tvingende almene hensyn: Hensyn anerkendt i
EF-Domstolens praksis som tvingende almene hensyn, herunder den
offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed
og beskyttelsen af miljøet mv.
9)Kompetent myndighed: Ethvert organ, som har
til opgave at føre tilsyn med eller regulere adgangen til at
optage og udøve tjenesteydelser.
Kapitel 3
Oplysningspligt for tjenesteydere
§ 3.
Tjenesteyderen skal oplyse tjenestemodtageren om, i hvilken form
virksomheden drives.
Stk. 2. Tjenesteyderen
skal på en klar og entydig måde informere
tjenestemodtageren om den oplysning, der er nævnt i stk. 1, i
god tid inden kontraktens indgåelse eller, hvis der ikke
foreligger en skriftlig aftale, inden tjenesteydelsens
udførelse.
§ 4.
Tjenesteyderen skal efter anmodning fra tjenestemodtageren
oplyse,
1) om
tjenesteyderen leverer tjenesteydelser af forskellig art, og
2) om
tjenesteyderen samarbejder med andre tjenesteydere om levering af
den eller de omhandlede tjenesteydelser.
Stk. 2. Hvis
tjenesteyderen leverer tjenesteydelser af forskellig art eller
samarbejder med andre tjenesteydere om levering af den omhandlede
tjenesteydelse, jf. stk. 1, skal tjenesteyderen efter anmodning fra
tjenestemodtageren oplyse om de foranstaltninger, som
tjenesteyderen har truffet for at undgå eventuelle
interessekonflikter.
Stk. 3. § 3, stk.
2, finder med de fornødne tillempelser anvendelse på
oplysningerne i stk. 1 og 2.
Kapitel 4
Rettigheder for tjenestemodtagere
§ 5.
En tjenesteyder må ikke udsætte en tjenestemodtager for
diskrimination begrundet i tjenestemodtagerens nationalitet,
vedtægtsmæssige hjemsted eller opholdssted.
Stk. 2. Uanset stk. 1
må en tjenesteyder anvende forskellige betingelser for
adgangen til en tjenesteydelse, hvis disse er direkte begrundet i
objektive kriterier.
§ 6.
En kompetent myndighed må ikke stille sådanne krav til
en tjenestemodtager, at dennes anvendelse af en tjenesteydelse,
leveret af en tjenesteyder etableret i et andet EU/EØS-land,
begrænses.
Stk. 2. En kompetent
myndighed må ikke stille diskriminerende krav til en
tjenestemodtager begrundet i dennes nationalitet,
vedtægtsmæssige hjemsted eller opholdssted.
Stk. 3. Uanset stk. 2
må en kompetent myndighed anvende forskellige betingelser for
adgangen til en tjenesteydelse, hvis disse er direkte begrundet i
objektive kriterier.
Kapitel 5
Dokumenter
§ 7.
Kræver en kompetent myndighed dokumentation for opfyldelsen
af et krav, skal et dokument, som er udstedt i et andet
EU/EØS-land, og som dokumenterer opfyldelsen af kravet,
lægges til grund.
Stk. 2. En kompetent
myndighed kan kræve, at en tjenesteyder eller en
tjenestemodtager fremlægger uautoriserede oversættelser
af dokumenter til dansk.
Stk. 3. En kompetent
myndighed kan med hensyn til dokumenter, som er udstedt i et andet
EU/EØS-land, kun kræve det
originale dokument eller en bekræftet kopi eller
oversættelse heraf, hvis det er tilladt i medfør af
fællesskabsretten, eller hvis det er begrundet i et tvingende
alment hensyn.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder
ikke anvendelse på dokumenter omfattet af
1) artikel 7, stk.
2, og artikel 50 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer,
2) artikel 45, stk.
3, og artikel 46, 49 og 50 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. artikel 45, stk. 3, og artikel 46, 49 og 50 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31.
marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved
indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter,
offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og
anlægskontrakter,
3) artikel 3, stk.
2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 98/5/EF af
16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse
af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor
beskikkelsen er opnået,
4) Rådets
direktiv nr. 68/151/EØF af 9. marts 1968 om samordning af de
garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens
artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af
såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det
formål at gøre disse garantier lige byrdefulde, og
5) Rådets
direktiv nr. 89/666/EØF af 21. december 1989 om offentlighed
vedrørende filialer oprettet i en medlemsstat af visse
former for selskaber henhørende under en anden stats
retsregler.
§ 8.
En attest om forsikring eller garanti udstedt af et kreditinstitut
eller en forsikringsgiver, der er etableret i et andet
EU/EØS-land, skal anses som tilstrækkelig
dokumentation for opfyldelsen af et eventuelt krav om
erhvervsansvarsforsikring eller anden form for garanti, i det
omfang den pågældende forsikring eller garanti i
relation til formål og dækningsomfang i al
væsentlighed er sammenlignelig.
Kapitel 6
Etableringsfrihed for
tjenesteydere
§ 9.
Tjenesteydere har ret til at etablere sig i Danmark.
Stk. 2. Hvis der stilles
krav om tilladelse til at levere eller anvende en tjenesteydelse,
skal tilladelsesordningen og de betingelser, der gælder for
at opnå tilladelse, være offentliggjort, begrundet i et
tvingende alment hensyn og ikke-diskriminerende.
Tilladelsesordningen og betingelserne skal endvidere være
egnet til at sikre opfyldelsen af det tilsigtede formål, og
formålet må ikke kunne opnås ved en mindre
restriktiv foranstaltning.
Stk. 3. Ved en kompetent
myndigheds undersøgelse af, om en tjenesteyder opfylder
betingelserne for at opnå tilladelse, skal den tage hensyn
til de betingelser, som tjenesteyderen allerede har opfyldt i et
andet EU/EØS-land eller i tilknytning til en anden dansk
tilladelse, i det omfang disse betingelser i al væsentlighed
svarer til dem, som gælder for den pågældende
tilladelsesordning her i landet. Den kompetente myndighed må
ikke kræve samme betingelse opfyldt flere gange.
Stk. 4. En kompetent
myndighed må hverken direkte eller indirekte inddrage en
konkurrerende erhvervsdrivende i forbindelse med den kompetente
myndigheds udstedelse af tilladelse til en tjenesteyder.
§ 10.
En kompetent myndighed må ikke stille følgende krav
over for en tjenesteyder:
1) Diskriminerende
krav, som direkte eller indirekte er begrundet i tjenesteyderens
nationalitet eller vedtægtsmæssige hjemsted.
2) Forbud mod
etablering i flere EU/EØS-lande eller forbud mod at
være optaget i registre eller faglige organisationer og
sammenslutninger i flere medlemslande.
3)
Begrænsning af tjenesteyderens frihed til at vælge, om
den pågældende ønsker at etablere sig her i
landet med et hovedforretningssted, sekundært
forretningssted, agentur, filial eller datterselskab mv.
4) Krav om
gensidighed med det medlemsland, hvori tjenesteyderen allerede har
et forretningssted.
5) Anvendelse i
hvert enkelt tilfælde af en økonomisk test, der
består i at gøre tilladelsen betinget af,
a) at der kan
påvises et økonomisk behov eller en
markedsefterspørgsel,
b) at evaluere den
pågældende form for virksomheds aktuelle eller
potentielle økonomiske virkninger og
c) at vurdere dens
formålstjenlighed i forhold til den kompetente myndigheds
planlagte økonomiske mål.
6) Krav om, at
tjenesteyderen stiller en finansiel sikkerhed eller deltager i en
sådan, eller at tjenesteyderen tegner en forsikring hos en
tjenesteyder eller et organ etableret i Danmark.
7) Krav om, at
tjenesteyderen skal have været optaget i et register i
Danmark i en given periode eller tidligere have udøvet den
pågældende virksomhed i Danmark i en given periode.
Stk. 2.
Planlægningskrav, som er fastsat ud fra et tvingende alment
hensyn, og som ikke forfølger.
økonomiske mål, er ikke omfattet af forbudet i stk. 1,
nr. 5, litra a - c.
Stk. 3. Uanset stk. 1,
nr. 6, kan en kompetent myndighed stille krav om, at tjenesteyderen
deltager i en eventuel kollektiv erstatningsfond her i landet.
Kapitel 7
Midlertidig levering af
tjenesteydelser
§ 11.
Tjenesteydere, som er etableret i et andet EU/EØS-land, har
ret til midlertidigt at levere tjenesteydelser i Danmark.
Stk. 2. En kompetent
myndighed kan kun stille krav til en tjenesteyder, som midlertidigt
leverer tjenesteydelser i Danmark, hvis kravene er begrundet i
hensynet til:
1) Den offentlige
orden.
2) Den offentlige
sikkerhed.
3) Den offentlige
sundhed.
4) Beskyttelse af
miljøet.
Stk. 3. En kompetent
myndigheds krav til en tjenesteyder, som midlertidigt leverer
tjenesteydelser i Danmark, må ikke indebære direkte
eller indirekte diskrimination af tjenesteyderen begrundet i dennes
nationalitet eller etableringsland.
Stk. 4. Krav til en
tjenesteyder, som midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark,
skal være egnede til at sikre opfyldelsen af det tilsigtede
formål, og formålet må ikke kunne opnås ved
en mindre restriktiv foranstaltning.
§ 12.
§ 11 finder ikke anvendelse på
1) tjenesteydelser
af almen økonomisk interesse,
2) områder,
der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere
som led i udveksling af tjenesteydelser,
3) områder,
der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
95/46/EF af 24. oktober1995 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger,
4) områder,
der er omfattet af Rådets direktiv nr. 77/249/EØF af
22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske
gennemførelse af advokaters frie udveksling af
tjenesteydelser,
5) retslig
inkasso,
6) områder,
der er omfattet af afsnit II i direktiv nr. 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer,
7) krav om, at
udøvelsen af en aktivitet forbeholdes et bestemt
erhverv,
8) områder,
der er omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71
af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger
på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden
for Fællesskabet,
9) administrative
formaliteter vedrørende fri bevægelighed for personer
og deres ophold, som er omfattet af Europa- Parlamentets og
Rådets direktiv nr. 2004/38/EF af 29. april 2004 om
unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes
og opholde sig frit på medlemsstaternes område,
10) krav om, at
personer, der ikke er statsborgere i et EU/EØS-land eller i
Schweiz, skal have visum eller opholdstilladelse,
11) krav om, at
personer, der ikke er statsborgere i et EU/EØS-land eller i
Schweiz, ved eller efter indrejse i Danmark skal melde sig til de
danske myndigheder,
12) områder,
der er omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 259/93
af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med
overførsel af affald inden for, til og fra Det
Europæiske Fællesskab,
13) ophavsret og
dermed beslægtede rettigheder, intellektuelle
ejendomsrettigheder samt rettigheder, der er omfattet af
Rådets direktiv nr. 87/54/EF af 16. december 1986 om retlig
beskyttelse af halvlederprodukters topografi eller af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 96/9/EF af 11.
marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser,
14) handlinger, der
ifølge loven skal foretages af en notar,
15) områder,
der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
2006/43/EF af 17. maj2006 om lovpligtig revision af
årsregnskaber og konsoliderede regnskaber,
16) registrering af
køretøjer, der er leaset i et andet
EU/EØS-land, og
17) bestemmelser
vedrørende kontraktretlige og ikke-kontraktretlige
forpligtelser, herunder kontraktformer fastsat i den internationale
privatret.
Kapitel 8
Administrativt samarbejde
§ 13.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler om procedurerne for det administrative
samarbejde med kompetente myndigheder i andre EU/EØS-lande,
herunder om elektronisk udveksling af oplysninger om
tjenesteydere.
Stk. 2. Økonomi-
og erhvervsministeren udpeger en kompetent myndighed som Danmarks
kontaktpunkt for det administrative samarbejde med kompetente
myndigheder i andre EU/EØS-lande.
Kapitel 9
Særlige foranstaltninger
§ 14.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler om de foranstaltninger, som efter artikel 18
og 35 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
tjenesteydelser i det indre marked undtagelsesvist kan
træffes over for en tjenesteyder, som midlertidigt leverer
tjenesteydelser i Danmark, samt proceduren herfor.
Kapitel 10
Pligt til indrapportering
§ 15.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler med henblik på opfyldelse af
forpligtelsen til at oplyse Europa-Kommissionen om nye regler om
tjenesteydelser, tjenesteydere og tjenestemodtagere, som
følger af artikel 15, stk. 7, og artikel 39 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i
det indre marked.
Kapitel 11
Oprettelse af kvikskranke
§ 16.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler med henblik på opfyldelse af de
bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører etablering
af en kvikskranke.
Kapitel 12
Straffebestemmelser
§ 17.
Overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 1 og 2, og
§ 5, straffes med bøde, medmindre strengere straf er
forskyldt efter anden lovgivning.
Kapitel 13
Ikrafttræden mv.
§ 18.
Loven træder i kraft den 28. december 2009.
§ 19.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bemærkninger til loven
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning |
2. Direktivet om
tjenesteydelser i det indre marked |
2.1. Formål og
anvendelsesområde |
2.2. Administrativ forenkling |
2.3. Etableringsfrihed for
tjenesteydere |
2.4. Fri bevægelighed for
tjenesteydere |
2.5. Tjenesteydelsernes kvalitet |
2.6. Administrativt samarbejde |
2.7. Konvergensprogram |
3.
Baggrund |
4. Direktivets
gennemførelse i dansk ret |
5. Lovens
hovedindhold |
5.1. Lovens anvendelsesområde |
5.2. Områder, som ikke er omfattet
af loven |
5.3. Definitioner |
5.4. Oplysningspligt for
tjenesteydere |
5.5. Rettigheder for
tjenestemodtagere |
5.6. Dokumenter |
5.7. Etableringsfrihed for
tjenesteydere |
5.8. Midlertidig levering af
tjenesteydelser |
5.9. Administrativt samarbejde |
5.10. Pligt til indrapportering |
5.11. Oprettelse af en kvikskranke for
tjenesteydere |
5.12. Straffebestemmelser |
6. De økonomiske
og administrative konsekvenser for det offentlige |
7. De økonomiske
og administrative konsekvenser for erhvervslivet |
8. De administrative
konsekvenser for borgerne |
9. De
miljømæssige konsekvenser |
10. Forholdet til
EU-retten |
11. Hørte
myndigheder mv. |
12. Sammenfattende
skema |
1. Indledning
Loven har til formål at gennemføre dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/123/EF af 12.
december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EU-Tidende nr.
L 376 af 27. december 2006, s. 36) i det følgende
benævnt "servicedirektivet" eller "direktivet". Direktivet
gennemføres desuden blandt andet i lov om ændring af
næringsloven, markedsføringsloven, erhvervsfremmeloven
og forskellige andre love på Økonomi- og
Erhvervsministeriets område.
Lovens hovedformål er - i overensstemmelse med
servicedirektivet - at sikre et mere velfungerende indre marked for
tjenesteydelser, hvor der er ligevægt mellem på den ene
side markedsåbning og på den anden side bevarelse af
offentlige tjenesteydelser og arbejdsmarkedsmæssige og
sociale rettigheder samt forbrugerrettigheder under hensyntagen til
bl.a. den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed, den
offentlige orden og miljøet. Lovens formål er for det
første at fjerne unødvendige handelshindringer, at
lette adgangen til at etablere virksomhed i Danmark og at lette
adgangen til at levere tjenesteydelser i Danmark på
midlertidig basis, dvs. uden at have etableret virksomhed i
Danmark. Herudover skal loven forbedre det administrative
samarbejde med de andre EU/EØS-lande og lette udenlandske
servicevirksomheders mulighed for at starte virksomhed i Danmark
ved hjælp af en kvikskranke.
Et mere åbent indre marked for tjenesteydelser er
vigtigt for at fremme økonomisk vækst og jobskabelse
både i Danmark og i resten af EU. På nuværende
tidspunkt hindrer en række barrierer på det indre
marked tjenesteydere specielt små og mellemstore virksomheder
(SMVer) i at udstrække deres aktiviteter ud over de nationale
grænser og drage fuld fordel af det indre marked.
Undersøgelser viser, at disse barrierer er ganske
betydelige. Servicesektoren udgør eksempelvis 70 % af BNP og
beskæftigelsen i EU, men kun 20 % af handlen mellem
EU-landene. Dette svækker konkurrenceevnen på
verdensplan for europæiske tjenesteydere. Det er en
forudsætning for at øge væksten i EU's
økonomi, især hvad angår beskæftigelse og
investeringer, at der skabes et mere åbent marked med
færre hindringer for at udbyde tjenesteydelser på
tværs af grænserne i EU.
Med denne lov foreslås det at gennemføre dele af
servicedirektivets kapitler om administrativ forenkling,
etableringsfrihed for tjenesteydere, fri bevægelighed for
tjenesteydere, kompetente myndigheders forpligtelse til at
acceptere dokumenter til brug for sagsbehandling udstedt i andre
EU/EØS-lande, kompetente myndigheders pligt til
administrativt samarbejde med myndighederne i andre
EU/EØS-lande, indrapportering til Europa-Kommissionen af nye
regler om tjenesteydere samt oprettelse af en kvikskranke for
tjenesteydere. Loven gennemfører også to af
servicedirektivets oplysningskrav for tjenesteydere.
Loven fastslår desuden en række rettigheder for
tjenesteydere og tjenestemodtagere.
Servicedirektivet skal være gennemført i national
ret senest den 28. december 2009.
2. Direktivet om tjenesteydelser i det indre
marked
2.1. Formål og
anvendelsesområde
Servicedirektivet er vedtaget med hjemmel i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særligt
artikel 47, stk. 2, 1. og 3. punktum, og artikel 55. Direktivet
blev vedtaget i december 2006 med kvalificeret flertal i
Rådet i fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet,
jf. EF-traktatens artikel 251. Danmark stemte for forslaget.
Servicedirektivet er et horisontalt direktiv, som kodificerer
og supplerer den gældende generelle og sektorspecifikke
EU-lovgivning, der gælder for tjenesteydelser, dvs.
servicevirksomhed som f.eks. de ydelser, der leveres af
ejendomsmæglere, el-installatører, advokater,
håndværkere, dyrlæger, erhvervsdykkere og
revisorer. En række forhold er undtaget fra direktivets
anvendelsesområde, herunder arbejdsretlige bestemmelser,
sundhedsydelser, herunder farmaceutiske tjenesteydelser,
transportydelser og en række sociale tjenesteydelser.
Servicedirektivet indeholder desuden et forrangsprincip. Det vil
sige, at bestemmelser i anden fællesskabslovgivning om
særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af
servicevirksomhed inden for særlige områder eller
særlige erhverv har forrang for servicedirektivet i
tilfælde af modstridende bestemmelser.
Direktivets formål er at sikre et mere velfungerende
indre marked for tjenesteydelser med henblik på at forbedre
rammerne for vækst og beskæftigelse i EU. Direktivet
indeholder en række forskellige bestemmelser, som skal
forbedre det indre marked for tjenesteydelser:
a) Hindringer for
tjenesteyderes, dvs. servicevirksomheders etableringsfrihed og
hindringer for den fri udveksling af tjenesteydelser mellem
medlemsstaterne skal reduceres. Direktivet fastlægger en
ramme for indholdet af tilladelsesordninger og krav, som kompetente
myndigheder må stille til tjenesteydere og tjenestemodtagere.
Hver medlemsstat skal desuden gennemgå sin lovgivning
på serviceområdet og afrapportere om dette til
Europa-Kommissionen og de andre medlemsstater. Medlemsstaterne har
endvidere pligt til at meddele Europa-Kommissionen, hvis nye,
nationale krav på serviceområdet vil blive
håndhævet over for tjenesteydere, der leverer
tjenesteydelser midlertidigt i medlemsstaten.
b) Direktivet
fastlægger, at der ikke må stilles krav til
tjenestemodtagere, som diskriminerer tjenestemodtagerne på
baggrund af deres nationalitet eller opholdssted, eller som
begrænser tjenestemodtagernes anvendelse af tjenesteydelser,
der leveres af tjenesteydere etableret i andre medlemsstater.
Endvidere skal tjenesteydere stille en række oplysninger til
rådighed for tjenestemodtagerne.
c)
Europa-Kommissionen, medlemsstaterne og relevante organisationer
tilskyndes til at tage initiativer med henblik på fremme af
tjenesteydelsers kvalitet.
d) Hver medlemsstat
skal oprette en eller flere kvikskranker, som skal servicere
tjenesteydere, når de ønsker at finde information om
regulering, ønsker at registrere sig eller ansøge om
en tilladelse.
e) Medlemsstaternes
myndigheder forpligtes til at indgå i et administrativt
samarbejde med myndigheder i andre medlemsstater.
2.2. Administrativ forenkling
Kapitel II i servicedirektivet forpligter medlemsstaterne til
generelt at undersøge og eventuelt forenkle procedurer og
formaliteter af relevans for virksomheder, som ønsker at
optage og udøve servicevirksomhed. Medlemsstaterne
forpligtes til i deres sagsbehandling at acceptere dokumentation
fra andre medlemsstater for opfyldelsen af krav. Medlemsstaterne
kan i den forbindelse alene kræve dokumenter i form af
originaler, bekræftede oversættelser eller
bekræftede kopier, hvis dette er begrundet i et tvingende
alment hensyn eller i øvrigt er tilladt i medfør af
fællesskabsretten.
Dette kapitel indebærer også, at medlemsstaterne
skal oprette en eller flere kvikskranker, hvorigennem
servicevirksomheder elektronisk kan finde vejledning og afvikle
formaliteter i forbindelse med at optage og udøve
servicevirksomhed.
2.3. Etableringsfrihed for
tjenesteydere
I kapitel III i servicedirektivet fastlægges den
generelle ramme for indholdet af de tilladelser, som kompetente
myndigheder kan kræve, at en tjenesteyder skal indhente for
at optage og udøve servicevirksomhed. Ifølge
direktivet skal tilladelsesordninger være
ikke-diskriminerende, begrundet i et tvingende alment hensyn og
proportionale, dvs. at de skal være egnede til at opnå
formålet og ikke må være mere restriktive end
nødvendigt for at opnå tilladelsesordningens
formål. Medlemsstaterne forpligtes til at udarbejde en
rapport til Europa-Kommissionen, der beskriver
tilladelsesordningernes forenelighed med disse tre
principper.
Kapitlet om etableringsfrihed omhandler også regler om
sagsbehandling og betingelserne for at opnå en tilladelse.
Betingelser, som opstilles for at opnå en tilladelse,
må ikke overlappe krav og kontroller, som i det
væsentlige er sammenlignelige med krav, som en tjenesteyder
allerede er underlagt i en anden medlemsstat. Tilladelser må
desuden som udgangspunkt ikke være af begrænset
varighed. Hvis der på grund af knappe naturlige ressourcer
eller begrænset teknisk kapacitet er et begrænset antal
tilladelser, skal udvælgelse af ansøgere foregå
med garanti for uvildighed og gennemskuelighed. Der stilles desuden
krav om, at procedurer og formaliteter, herunder
sagsbehandlingsfrister, skal være klare og offentliggjort
på forhånd. Endvidere gælder som udgangspunkt et
princip om stiltiende accept, hvilket indebærer, at en
tilladelse kan anses for givet, hvis ansøgeren ikke
får svar inden for den fastsatte tidsfrist, medmindre der er
fastsat en anden ordning begrundet i tvingende almene hensyn,
herunder tredjeparts legitime interesse.
Kapitlet indeholder herudover henholdsvis en liste med krav
til tjenesteydere, som er forbudte og en liste med krav, som skal
evalueres ("gråzonekrav"), eksempelvis krav om, at
tjenesteyderen skal have en bestemt retlig form eller krav om
minimums- eller maksimumspriser, samt en forpligtelse for
medlemsstaterne til at meddele Europa-Kommissionen, hvilke
"gråzonekrav", medlemsstaten mener at kunne opretholde, og
nye "gråzonekrav", der indføres.
2.4. Fri bevægelighed for
tjenesteydelser
Kapitel IV i servicedirektivet skal gøre det nemmere at
levere tjenesteydelser midlertidigt på tværs af
grænserne i EU. Formålet er at reducere hindringer for,
at tjenesteydere kan levere tjenesteydelser i andre medlemsstater,
end der hvor de er etableret. For at opnå dette,
indføres i direktivets artikel 16 et princip om fri
udveksling af tjenesteydelser. Herved indskrænkes de krav,
som medlemsstaterne må håndhæve over for
tjenesteydere, der agerer midlertidigt på deres
område.
En medlemsstat må kun håndhæve nationale
krav til tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser i medlemsstaten
på midlertidig basis, hvis kravet ikke er diskriminerende, er
begrundet i offentlig orden, offentlig sikkerhed, offentlig sundhed
eller miljøbeskyttelse, samt er proportionalt, dvs. er egnet
til at opnå det tilsigtede mål og ikke er mere
indgribende, end hvad der er nødvendigt for at opnå
formålet.
Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser har ikke
betydning for, hvilke krav medlemsstaterne må stille til
tjenesteydere, der etablerer virksomhed.
En række tjenesteydelser og områder er undtaget
fra princippet om fri udveksling af tjenesteydelser. Dette
gælder blandt andet tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse, dvs. tjenesteydelser, som udføres for at varetage
en særlig opgave af almen interesse, som tjenesteyderen har
fået i opdrag af en medlemsstat.
Desuden giver direktivet mulighed for individuelle undtagelser
fra princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, hvis der er
fare for sikkerheden i forbindelse med en tjenesteydelse,
eksempelvis hvis tjenesteyderen eller tjenesteydelsen i en konkret
situation er til fare for personers sundhed eller sikkerhed.
Endelig forbyder direktivet, at tjenestemodtagere
forskelsbehandles eller underlægges krav, der begrænser
anvendelsen af en tjenesteydelse, som udføres af en
tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat.
Tjenestemodtagerne skal desuden have adgang til oplysninger om
klagemuligheder og krav, der gælder i andre
medlemsstater.
2.5. Tjenesteydelsernes kvalitet
I servicedirektivets kapitel V fastsættes en række
fælles regler, der relaterer sig til tjenesteydelsernes
kvalitet. Tjenesteyderne forpligtes bl.a. til at give en
række oplysninger til tjenestemodtagerne.
Der stilles også krav om, at kompetente myndigheder skal
anerkende attester for erhvervsansvarsforsikringer og faglige
garantier udstedt i andre medlemsstater.
Desuden skal eventuelle forbud mod kommerciel kommunikation,
dvs. markedsføring, ophæves, hvis der er tale om et
generelt forbud for en bestemt branche. Tjenesteydere må som
udgangspunkt heller ikke underlægges krav, der forpligter dem
til udelukkende at udøve én form for
virksomhed.
Herudover lægges der i direktivet op til, at
Europa-Kommissionen, medlemsstaterne og private organisationer
sammen skal arbejde for at udvikle en politik til forbedring af
tjenesteydelsers kvalitet, f.eks. ved at tilskynde til frivillig
certificering for tjenesteydere, udvikling af normer og standarder
og udbrede viden om kvalitetsmærker.
2.6. Administrativt samarbejde
Servicedirektivets kapitel VI har til hensigt at forbedre det
administrative samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente
myndigheder for at sikre en effektiv kontrol med tjenesteydere og
de tjenesteydelser, som de udfører. Udover en forpligtelse
til informationsudveksling og til at udføre kontroller
specificerer direktivet, hvilket ansvar henholdsvis etableringsland
og værtsland har i de situationer, hvor en tjenesteyder
benytter sig af sin ret til fri udveksling af tjenesteydelser. Der
indføres desuden en advarselsordning for tilfælde,
hvor en tjenesteyder er til fare for menneskers sundhed og
sikkerhed eller for miljøet. Som ledsageforanstaltning
forpligtes Europa-Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne til
at udvikle et elektronisk system til udveksling af oplysninger om
tjenesteydere. Systemet skal effektivisere sagsbehandlingen til
gavn for både de kompetente myndigheder og de
ansøgende tjenesteydere samt sikre nem, hurtig formidling af
information om tjenesteydere, der er til fare for sikkerhed,
sundhed eller miljøet.
2.7. Konvergensprogram
Konvergensprogrammet i kapitel VII indebærer bl.a., at
medlemsstaterne skal forelægge Europa-Kommissionen en
rapport, hvori de beskriver og begrunder samtlige
tilladelsesordninger og krav, som ifølge direktivet skal
evalueres. I rapporten skal medlemsstaterne også beskrive og
begrunde eksisterende nationale krav, som håndhæves
over for tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser uden at
være etableret i landet. Medlemsstaterne forpligtes endvidere
til at rapportere til Europa-Kommissionen, når nye krav
håndhæves over for tjenesteydere, der leverer
tjenesteydelser uden at være etableret i landet.
3. Baggrund
Implementeringen af servicedirektivet er koordineret i en
interministeriel arbejdsgruppe med deltagelse af alle
berørte statslige myndigheder. Hvert deltagende ministerium
har haft ansvar for at koordinere implementeringen inden for eget
ressort samt i forhold til relevante regionale og kommunale
myndigheder og relevante branche- og erhvervsorganisationer.
Europa-Kommissionen har udgivet en vejledende håndbog om
gennemførelsen af servicedirektivet i medlemslandene.
Europa-Kommissionen har desuden i løbet af
implementeringsfasen fulgt samtlige EU/EØS-landes
implementeringsarbejde tæt via bilateral kontakt.
Europa-Kommissionen nedsatte efter vedtagelsen af
servicedirektivet en ekspertgruppe til implementering af
servicedirektivet bestående af samtlige EU/EØS-lande.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har deltaget på Danmarks vegne.
Gruppen har diskuteret afklarende og tekniske
spørgsmål samt skabt en ramme for en fælles
forståelse af direktivets bestemmelser.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har herudover løbende
deltaget i uformelle arbejdsgrupper med deltagelse fra diverse
andre EU/EØS-lande, særligt samtlige nordiske og
baltiske lande samt Polen, Tyskland, Irland, Storbritannien og
Nederlandene.
4. Direktivets gennemførelse i dansk
ret
I Danmark søges servicedirektivet så vidt muligt
implementeret gennem ændringer af sektorlovgivningen for at
sikre lovmæssig entydighed og brugervenlighed. Dette drejer
sig navnlig om servicedirektivets sagsbehandlingsregler,
såsom offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister og
princippet om stiltiende accept. Disse gennemføres i
sektorlovgivningen, således at tjenesteydere kan finde
reglerne for behandlingen af deres sag i den lovgivning, som
regulerer deres erhverv.
Direktivets generelle oplysningskrav for tjenesteydere
foreslås som udgangspunkt gennemført via
markedsføringsloven, som allerede indeholder en række
oplysningskrav. Således fremgår servicedirektivets krav
om oplysninger om den erhvervsdrivendes navn og adresse (artikel
22, stk. 2, litra a), almindelige forretningsbetingelser og
generalklausuler, (artikel 22, stk. 1, litra f), prisoplysninger
(artikel 22, stk.1, litra i, og stk. 3) og tjenesteydelsens
vigtigste karakteristika (artikel 22, stk. 1, litra j) allerede af
markedsføringsloven. Det er derfor fundet
hensigtsmæssigt at gennemføre de fleste af
servicedirektivets oplysningskrav i markedsføringsloven.
Servicedirektivets øvrige oplysningskrav, som kun
vedrører lovregulerede erhverv, gennemføres i dansk
ret i sektorlovgivningen. Definitionen af lovregulerede erhverv
skal ses i sammenhæng med artikel 3, stk. 1, litra a, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36 af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer, hvor lovregulerede erhverv defineres som en eller
flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét,
når der enten direkte eller indirekte ifølge love
eller administrative bestemmelser kræves bestemte
erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller
udøvelse eller en form for udøvelse heraf.
Oplysningspligterne for lovregulerede erhverv er oplysning om
erhvervs- og brancheorganisationer, oplysning om hvor
tjenesteyderen er registreret, oplysning om den faglige titel og
det EU/EØS-land, hvor titlen er givet samt oplysning om
regler der gælder for udførelsen for erhvervet, og om
hvordan tjenestemodtageren får adgang til reglerne. Herudover
fastsættes det i relevant sektorlovgivning, at tjenesteyderen
skal oplyse om eventuel forsikring, som tjenesteyderen har tegnet
samt at tjenesteydere, der er omfattet af en tilladelsesordning,
skal give kontaktoplysninger på den kompetente myndighed, som
har givet tjenesteyderen tilladelse til at udføre sin
tjenesteydelse.
Der er imidlertid en række generelle bestemmelser i
servicedirektivet, som det vurderes uhensigtsmæssigt eller
utilstrækkeligt at gennemføre ved hjælp af
ændringer i sektorlovgivningen alene. Dette er reglerne om
etableringsfrihed, regler om fri udveksling af tjenesteydelser
på midlertidig basis, regler om accept af dokumenter fra
andre EU/EØS-lande, regler om administrativt samarbejde med
kompetente myndigheder i andre EU/EØS-lande, indrapportering
af regler til Europa-Kommissionen og oprettelse af en kvikskranke
for udenlandske tjenesteydere. Herudover vurderes to af direktivets
oplysningsforpligtelser som hensigtsmæssige at
gennemføre i en generel lovgivning. Disse dele af
servicedirektivet gennemføres derfor i denne, generelle
hovedlov om tjenesteydelser i det indre marked. En generel lov
gennemføres også i de øvrige nordiske lande og
i langt størstedelen af EU/EØS-landene i
øvrigt, hvilket også anbefales af
Europa-Kommissionen.
5. Lovens hovedindhold
5.1. Lovens
anvendelsesområde
Loven regulerer bl.a. tjenesteyderes ret til etablering og ret
til midlertidigt at levere en tjenesteydelse. Norge, Island og
Liechtenstein er i kraft af EØS-aftalen forpligtet til
også at gennemføre servicedirektivet, hvorfor loven og
bemærkningerne generelt refererer til
EU/EØS-landene.
Lovens anvendelsesområde er udformet i nøje
overensstemmelse med servicedirektivet. Loven finder anvendelse
på tjenesteydere, der er etableret i Danmark, og
tjenesteydere, der er etableret i et andet EU/EØS-land, og
som leverer tjenesteydelser midlertidigt i Danmark. Desuden
vedrører loven regler om etablering i Danmark for
tjenesteydere, som enten er statsborgere i et EU/EØS-land
(fysiske personer), eller som er etableret i et EU/EØS-land
(juridiske personer), herunder situationer, hvor en dansk
statsborger ønsker at oprette en servicevirksomhed.
5.2. Områder, som ikke er
omfattet af loven
En række områder er i overensstemmelse med
servicedirektivets artikel 1, stk. 2-7, ikke omfattet af loven,
f.eks. foranstaltninger truffet for at fremme af kulturel eller
sproglig mangfoldighed eller mediepluralisme, strafferet og
arbejdsretlige regler, herunder regler om
arbejdsmiljø.
Loven påvirker ikke de kompetente myndigheders frihed
til at fastsætte, hvad der er tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse, hvordan disse tjenesteydelser skal
organiseres og finansieres, samt hvilke forpligtelser de skal
være underlagt.
Loven berører desuden heller ikke de kompetente
myndigheders beslutninger om at oprette offentlige eller private
enheder til at udføre en bestemt tjenesteydelse eller
kompetente myndigheders indgåelse af kontrakter om
udførelse af en bestemt tjenesteydelse, som er omfattet af
bestemmelserne om offentlige indkøb, da loven ikke omhandler
regler om offentlige indkøb. Loven vedrører heller
ikke monopoler for levering af tjenesteydelser eller støtte,
som er omfattet af fællesskabsrettens
konkurrenceregler.
Herudover vedrører loven ikke skatte- og
afgiftsområdet i overensstemmelse med servicedirektivets
artikel 2, stk. 3. Desuden omfatter loven i overensstemmelse med
servicedirektivets artikel 3, stk. 2, heller ikke international
privatret.
Herudover gælder et forrangsprincip. Dette betyder, at
en bestemmelse i dansk lovgivning, som er fastsat med hjemmel i
fællesskabsretten, om særlige aspekter af adgangen til
eller udøvelsen af servicevirksomhed inden for særlige
områder eller særlige erhverv, har forrang for denne
lov i tilfælde af modstridende bestemmelser. Det betyder dog
ikke, at hele erhverv, som er reguleret af f.eks. et
sektordirektiv, er undtaget loven, men kun at de enkelte
bestemmelser, som måtte være i konflikt med loven, har
forrang for loven.
En række tjenesteydelser er desuden ikke omfattet af
loven jf. servicedirektivets artikel 2, stk. 2. Loven omfatter
eksempelvis ikke sundhedsydelser, herunder farmaceutiske
tjenesteydelser, sociale tjenesteydelser, transportydelser og
ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse.
Formuleringen af undtagelserne er lagt tæt op ad
servicedirektivets ordlyd.
5.3. Definitioner
For at lette forståelsen af loven og sikre en korrekt
gennemførelse af servicedirektivet, er det fundet
hensigtsmæssigt at medtage direktivets definitioner, med
visse sproglige justeringer, af tjenesteydelse, tjenesteyder,
tjenestemodtager, etablering, midlertidig levering af
tjenesteydelser, tilladelsesordning, krav, tvingende almene hensyn
og kompetente myndigheder.
5.4. Oplysningspligt for
tjenesteydere
Loven pålægger tjenesteydere at oplyse om
virksomhedens form, samt om hvorvidt der er en risiko for
interessekonflikter, hvis tjenesteyderen udbyder flere former for
tjenesteydelser.
Disse oplysningskrav supplerer resten af servicedirektivets
oplysningskrav, som implementeres i markedsføringsloven og
relevante sektorlove. Oplysningskravene skal være med til at
styrke gennemsigtigheden og dermed navnlig forbrugernes tillid til
tjenesteydelser. Formålet er at sætte forbrugerne bedre
i stand til at foretage et kvalificeret valg af leverandør
af en tjenesteydelse, idet det bliver lettere at indhente basale
oplysninger om tjenesteyderne og deres ydelser, samtidig med at det
undgås at påføre tjenesteyderne urimeligt stort
besvær. Tjenesteyderen kan selv afgøre, hvordan de
pågældende oplysninger gives.
Den gældende lovgivning indeholder allerede på en
række områder krav om, at en part skal give bestemte
oplysninger i forbindelse med indgåelse af aftaler. Lovens
bestemmelser supplerer derfor oplysningskravene i gældende
lovgivning, herunder markedsføringsloven,
forbrugeraftaleloven og lovgivning som regulerer bestemte
erhverv.
Lovens regler om oplysningspligter vil kunne være
overtrådt, og en tjenesteyder vil kunne straffes, hvis
tjenesteyderen ikke giver tjenestemodtagen de påkrævede
oplysninger. En tjenesteyder vil ikke kunne straffes, hvis
oplysningspligten i sagens natur ikke kan opfyldes i god tid, inden
kontraktens indgåelse eller udførelsen af
tjenesteydelsen, hvis der ikke foreligger en skriftlig
aftale.
Såfremt der sker en overtrædelse af lovens regler
om oplysningspligt for tjenesteydere, vil der normalt tillige
være tale om en overtrædelse af
markedsføringsloven, som Forbrugerombudsmanden har mulighed
for at gribe ind over for. Forbrugerombudsmanden kan i den
forbindelse benytte de indgrebsbeføjelser, der findes i
markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden kan således
bl.a. efter forhandling opnå tilsagn fra den erhvervsdrivende
om overholdelse af loven, jf. markedsføringslovens §
23, stk. 2, samt udstede administrative påbud, jf.
markedsføringslovens § 27, stk. 2, og nedlægge
foreløbige forbud, jf. markedsføringslovens §
29. Herudover kan Forbrugerombudsmanden retsforfølge
overtrædelser af strafpålagte bestemmelser i
markedsføringsloven ved indgivelse af politianmeldelser,
ligesom Forbrugerombudsmanden kan anlægge civile
søgsmål om bl.a. påbud, forbud, erstatning og
krav om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede
beløb mv. Det følger af markedsføringslovens
§ 30, stk. 1, at tilsidesættelsen af et af retten
nedlagt forbud eller påbud straffes med bøde eller
fængsel i op til 4 måneder.
5.5. Rettigheder for
tjenestemodtagere
Loven giver tjenestemodtagere en række rettigheder.
Formålet er at sikre, at tjenestemodtagere ikke diskrimineres
på baggrund af deres nationalitet, det
vedtægtsmæssige hjemsted eller opholdssted, hverken af
myndighederne eller af tjenesteydere.
Formålet er også at fjerne hindringer for
tjenestemodtagere, som ønsker at gøre brug af
tjenesteydelser, der leveres af tjenesteydere etableret i et andet
EU/EØS-land. Eksempelvis må myndighederne ikke betinge
finansiel bistand til en ydelse, af at ydelsen leveres af en dansk
etableret tjenesteyder. Dette omfatter dog ikke støtte
bevilget på det sociale område eller inden for den
kulturelle sektor, som er omfattet af konkurrencereglerne, eller
generel finansiel bistand, der ikke er knyttet til brug af en
særlig tjenesteydelse, herunder bl.a.
uddannelsesstøtte og studielån.
Dansk ret indeholder ikke et eksplicit forbud mod
diskrimination af tjenestemodtagere på baggrund af
nationalitet og opholdssted. Et sådant forbud følger
imidlertid allerede af gældende EU-ret. Med henblik på
at sikre overholdelse heraf er det ikke desto mindre fundet
hensigtsmæssigt at fastslå princippet om
ikke-diskrimination af tjenestemodtagere i dansk ret.
Diskrimination på baggrund af opholdssted er
eksempelvis, hvis tjenesteyderen tager forskellige priser, alt
efter om tjenestemodtageren har bopæl i eksempelvis Sverige
eller i Danmark. Loven begrænser ikke muligheden for at
anvende forskellige generelle betingelser eller priser, som er
begrundet i objektive forretningshensyn, f.eks. ved at anvende
forskellige adgangsbetingelser eller priser, hvor disse er
begrundet i objektive kriterier. Objektive kriterier, der kan
begrunde forskelle i satser, priser eller betingelser, kan
eksempelvis være de faktiske meromkostninger, som skyldes
afstanden, eller de tekniske forhold ved leveringen af
tjenesteydelsen.
Såfremt der sker en overtrædelse af lovens §
5 om ulovlig diskrimination, vil der normalt tillige være
tale om en overtrædelse af markedsføringsloven, som
Forbrugerombudsmanden har mulighed for at gribe ind over for, som
beskrevet i afsnit 5.4
5.6. Dokumenter
Loven slår fast, at kompetente myndigheder skal
acceptere certifikater, attester eller ethvert andet dokument, som
er udstedt i et andet EU/EØS-land, som bevis for opfyldelsen
af et krav. Krav er eksempelvis forpligtelser, betingelser eller
begrænsninger, som tjenesteydere skal leve op til for
eksempelvis at få en tilladelse til at udøve
tjenestevirksomhed.
De kompetente myndigheder må kræve uautoriserede
oversættelser af dokumenter til dansk, men må derimod
ikke kræve bekræftede oversættelser, originale
dokumenter eller bekræftede kopier. Forbudet mod at
kræve bekræftede oversættelser, originale
dokumenter eller bekræftede kopier omfatter ikke de
tilfælde, der er omfattet af anden
fællesskabslovgivning, eller som er begrundet i tvingende
almene hensyn.
Dokumenter, som nævnes i direktivet om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer, direktivet om offentlige
indkøb, direktivet om udøvelse af advokaterhvervet og
det første og ellevte direktiv om selskabsret er undtaget
fra forpligtelsen til at acceptere dokumenter udstedt i et andet
EU/EØS-land og forbudet mod at kræve bekræftede
oversættelser, originale dokumenter eller bekræftede
kopier.
De kompetente myndigheder skal desuden acceptere attester for
sammenlignelige forsikringer og finansielle garantier, som er
udstedt af kreditinstitutter eller forsikringsgivere, der er
etableret i et andet EU/EØS-land.
Kravet om, at kompetente myndigheder skal acceptere dokumenter
udstedt i et andet EU/EØS-land betyder, at de kompetente
myndigheder ikke blot skal vurdere formen af dokumenter udstedt af
et andet EU/EØS-land, men også indholdet. Eksempelvis
må en myndighed ikke kræve fremlagt bevis for
statsborgerskab eller bopæl, når andre officielle
identitetspapirer, f.eks. pas eller id-kort allerede er bevis for
disse oplysninger.
Hvis der er tvivl om et dokuments ægthed, kan de
kompetente myndigheder afklare dette bl.a. igennem det
administrative samarbejde mellem EU/EØS-landenes
myndigheder, som oprettes som følge af servicedirektivet.
Dette samarbejde vil lette de kompetente myndigheders mulighed for
at rette direkte henvendelse til den kompetente myndighed i det
EU/EØS-land, som har udstedt dokumentet. Udveksling af
oplysninger skal ske i overensstemmelse med persondataloven.
5.7. Etableringsfrihed for
tjenesteydere
Retten til etablering fremgår af EF-traktatens artikel
43. Alligevel oplever tjenesteydere i EU problemer med at udnytte
denne ret på grund af nationale tilladelsesordninger,
procedurer og formaliteter, som er til hinder for oprettelsen af
nye servicevirksomheder. For at imødekomme dette problem
afspejler loven servicedirektivets bestemmelser, som skal sikre, at
tjenesteydere reelt kan udøve deres frihed til at etablere
virksomhed.
Loven opstiller en ramme for indholdet af en tilladelse, som
de kompetente myndigheder kan kræve, at en tjenesteyder skal
indhente. Denne ramme omfatter også betingelserne for
udstedelse af en tilladelse, med henblik på at sikre uvildig
og korrekt sagsbehandling.
Tilladelsesordninger på serviceområdet og
betingelserne for at opnå tilladelsen skal være
offentliggjorte og må ikke indebære diskrimination af
tjenesteyderen. Desuden skal de være begrundet i og afpasset
efter et tvingende alment hensyn samt være proportionale,
dvs. være egnede til og ikke være mere restriktive end
nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål med
tilladelsesordningen.
Forbudet mod diskrimination indskrænker formelt
gældende fællesskabsret. Indskrænkningen
relaterer sig til, at forbudet mod diskrimination med loven
omfatter både direkte (f.eks. nationalitetskrav) og indirekte
diskrimination (f.eks. sprog- og bopælskrav). Ifølge
ordlyden i EF-traktatens artikel 46, jf. artikel 55, er det nemlig
muligt at tillade diskrimination af udenlandske tjenesteydere under
hensyntagen til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed
eller den offentlige sundhed. Indskrænkningens betydning for
dansk ret vurderes dog at være af meget begrænset
omfang, da krav, som indebærer forskelsbehandling af
tjenesteydere, generelt ikke anvendes i dansk ret.
Betingelsen om, at en tilladelsesordning skal være
begrundet i et tvingende alment hensyn, er i overensstemmelse med
gældende EU-ret. Tvingende almene hensyn er eksempelvis
hensynet til offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig
sundhed, jf. EF-traktatens artikel 46 og 55, men også bl.a.
miljøbeskyttelse, opretholdelse af samfundsordenen,
socialpolitiske mål, beskyttelse af tjenestemodtagere og
forbrugerbeskyttelse. Begrebet udvikles løbende, og nye
hensyn kan derfor blive accepteret af EF-Domstolen. Som
udgangspunkt er det kun rene økonomiske hensyn, som en
medlemsstat ikke vil kunne påberåbe sig (se f.eks.
C-158/96, Kohl). EF-Domstolen har dog også afvist andre
hensyn såsom hensynet til forbrugere i andre medlemsstater
(se C-384/93, Alpine Investment). En tilladelsesordning kan heller
ikke begrundes i hensyn, når det hensyn, der søges
forfulgt, allerede er tilgodeset ved EU-harmonisering (se f.eks.
C-5/96, Lomas). Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 8.
Betingelsen om proportionalitet er et grundlæggende krav
i gældende EU-ret (se f.eks. C-353/89, Mediawet).
Proportionalitet skal forstås sådan, at nationale krav
skal begrænses til det reelt nødvendige for at sikre
det tvingende almene hensyn, som eksempelvis en tilladelsesordning
er begrundet i. Kravet skal dermed stå i rimeligt forhold til
det hensyn, der forfølges. Det vil sige, at det nationale
krav (her tilladelsesordningen) skal være egnet til at sikre virkeliggørelsen af
det formål, som kravet forfølger, og kravet må
ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå
formålet. Hensynet skal altså ikke kunne nås ved
foranstaltninger, der er mindre restriktive og indgribende (se
f.eks. C-385/99, Müller-Fauré). Samtidig bør de
kompetente myndigheder, der stiller krav om tilladelse, kunne
påvise, at kravet har den tilsigtede effekt.
I forbindelse med implementeringen af servicedirektivet er der
i 2007-2008 foretaget en screening af dansk lovgivning for at sikre
lovgivningens overensstemmelse med de tre krav. Indføres der
i fremtiden nye tilladelsesordninger, skal tilladelsesordningerne
og betingelserne for at få en tilladelse være i
overensstemmelse med de tre principper.
Desuden afspejler loven servicedirektivets bestemmelse om, at
de kompetente myndigheder skal tage hensyn til, at en tjenesteyder
allerede har opfyldt visse betingelser i et andet
EU/EØS-land eller i tilknytning til en anden dansk
tilladelse, når de kompetente myndigheder undersøger,
om en tjenesteydere opfylder betingelserne for at få en
tilladelse. Det vil sige, at det ikke må kræves af en
tjenesteyder, at et krav skal opfyldes flere gange.
Endeligt fastlægger loven en række krav, som de
kompetente myndigheder ikke må stille tjenesteydere.
Eksempelvis må myndighederne ikke forbyde tjenesteydere at
være etableret i flere EU/EØS-lande eller stille krav
om, at tjenesteyderen skal have sit hovedforretningssted i
Danmark.
5.8. Midlertidig levering af
tjenesteydelser
Retten til fri udveksling af tjenesteydelser, dvs.
tilfælde, hvor tjenesteyderen leverer tjenesteydelser i et
andet EU/EØS-land, end der, hvor denne er etableret,
fremgår af EF-traktatens artikel 49. Alligevel støder
tjenesteydere på barrierer og problemer i forhold til at
kunne levere deres tjenesteydelser midlertidigt i andre
EU/EØS-lande. Lovens formål er bl.a. at sikre, at
tjenesteydere, der er etableret i et andet EU/EØS-land,
reelt kan udøve deres frihed til at udøve
servicevirksomhed på midlertidig basis i Danmark uden at
etablere sig.
Loven fastlægger, hvilke nationale krav de kompetente
myndigheder kan håndhæve over for tjenesteydere
etableret i et andet EU/EØS-land, som ønsker at
optage eller udøve servicevirksomhed i Danmark, uden at
etablere sig i Danmark. Uanset loven skal tjenesteydere, der
leverer tjenesteydelser midlertidigt, bl.a. overholde
markedsføringsloven og er i den forbindelse underlagt
Forbrugerombudsmandens tilsyn.
Lovens bestemmelser om retten til midlertidig levering af
tjenesteydelser har ikke betydning for, hvilke krav, som kompetente
myndigheder kan stille til tjenesteydere, der etablerer virksomhed
i Danmark.
Ifølge loven må kompetente myndigheder kun
håndhæve krav over for tjenesteydere, der leverer
tjenesteydelser i Danmark midlertidigt, hvis kravet ikke
indebærer diskrimination af tjenesteyderen, hvis kravet er
begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed, den offentlige sundhed eller beskyttelsen af
miljøet, og hvis kravet er proportionalt, dvs. er egnet til
og ikke er mere restriktivt end nødvendigt for at opnå
det tilsigtede mål med kravet.
Betingelsen om ikke-diskrimination indskrænker formelt
gældende fællesskabsret. Indskrænkningen
relaterer sig til, at forbudet mod forskelsbehandling både
omfatter direkte (f.eks. nationalitetskrav) som indirekte
diskrimination (f.eks. sprogkrav og bopælskrav).
Ifølge ordlyden i EF-traktatens artikel 46, jf. artikel 55,
er det muligt at tillade diskrimination af udenlandske
tjenesteydere under hensyntagen til den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed.
Indskrænkningens betydning for dansk ret vurderes dog at
være af meget begrænset omfang, da krav, som
indebærer forskelsbehandling af tjenesteydere, generelt ikke
anvendes i dansk ret.
Betingelsen om, at krav over for midlertidige tjenesteydere
skal være begrundet i den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed, den offentlige sundhed eller beskyttelsen af
miljøet indskrænker gældende ret, da kun fire af
de hensyn, som i EU-retten er anerkendt som tvingende almene
hensyn, kan bruges som begrundelse for at håndhæve
krav. Konsekvenserne af denne indskrænkning vurderes dog som
begrænset, idet en række områder er undtaget fra
bestemmelsen i lovens § 11. Desuden kan de kompetente
myndigheder uanset lovens § 11 håndhæve krav, som
udspringer af fællesskabsretten, eksempelvis visse regler om
forbrugerbeskyttelse.
Betingelsen om proportionalitet er et grundlæggende krav
i gældende fællesskabsret (se f.eks. C-353/89,
Mediawet). Proportionalitet skal forstås sådan, at
nationale krav skal begrænses til det reelt nødvendige
for at sikre det tvingende almene hensyn, der
påberåbes. Kravet skal dermed stå i rimeligt
forhold til det hensyn, der forfølges. Det vil sige, at det
nationale krav skal være egnet
til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som
kravet forfølger, og kravet må ikke gå ud over,
hvad der er nødvendigt for at
opnå formålet. Hensynet skal altså ikke kunne
nås ved foranstaltninger, der er mindre restriktive og
indgribende (se f.eks. C-385/99, Müller-Fauré).
Samtidig bør de kompetente myndigheder, der stiller et
bestemt nationalt krav, kunne påvise, at kravet har den
tilsigtede effekt.
En række områder er ikke omfattet af lovens
bestemmelser om retten til midlertidig levering af tjenesteydelser.
Dette gælder eksempelvis tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse, visse krav om tjenesteyderes
erhvervsmæssige kvalifikationer og regler om udstationering
af arbejdstagere.
5.9. Administrativt samarbejde
Det fremgår af servicedirektivet, at medlemslandenes
myndigheder har en pligt til at samarbejde. I loven gives
økonomi- og erhvervsministeren bemyndigelse til at udstede
de nærmere regler om procedurerne for dette samarbejde og den
elektroniske udveksling af oplysninger, som fremgår af
direktivet. Dette giver mulighed for nemt at kunne tilpasse
regelsættet, hvis der sker ændringer i procedurerne i
det administrative samarbejde, eller hvis der kommer nye
funktionaliteter i det elektroniske Informationssystem for det
indre marked (IMI), som skal understøtte samarbejdet. Det
foreslås endvidere i loven, at økonomi- og
erhvervsministeren udpeger den myndighed, som skal være
kontaktpunkt for det administrative samarbejde. Erhvervs- og
Byggestyrelsen vil blive udpeget som den myndighed, der skal
varetage opgaven som national koordinator for det elektroniske
system IMI. Erhvervs- og Byggestyrelsen varetager allerede denne
opgave.
Samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i
EU/EØS-landene skal sikre et effektivt tilsyn med
tjenesteydere baseret på nøjagtige og
fuldstændige oplysninger for at gøre det vanskeligt
for tjenesteydere at undgå tilsyn eller at omgå
reglerne. Det administrative samarbejde skal også
hjælpe med at sikre, at overlappende kontrol med
tjenesteyderne undgås.
Økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges desuden til
at fastsætte de nærmere regler om de foranstaltninger,
der ifølge servicedirektivets artikel 18 og 35,
undtagelsesvist kan træffes over for tjenesteydere, som
leverer tjenesteydelser i Danmark midlertidigt, samt proceduren,
der skal anvendes i forbindelse med disse foranstaltninger.
5.10. Pligt til indrapportering
Medlemslandene har i medfør af servicedirektivet pligt
til at meddele Europa-Kommissionen visse nye regler og
administrative bestemmelser om servicevirksomhed. Denne
forpligtelse gælder, hvis de pågældende regler
eller bestemmelser indeholder et eller flere af de 8 krav, som er
nævnt i servicedirektivets artikel 15, stk. 2. Eksempelvis
skal myndighederne oplyse om nye krav om, at tjenesteyderen skal
have en bestemt retlig form eller krav om minimums- eller
maksimumspriser. Desuden skal myndighederne oplyse
Europa-Kommissionen om nye krav, som håndhæves over for
tjenesteydere, som leverer tjenesteydelser midlertidigt. Proceduren
er ikke til hinder for, at kravet kan gennemføres. Det
foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler med henblik på at sikre
gennemførelse af denne forpligtelse.
5.11. Oprettelse af en kvikskranke
for tjenesteydere
Servicedirektivet forpligter medlemslandene til at oprette en
eller flere kvikskranker for tjenesteydere. Ifølge loven
bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at
fastsætte de nærmere regler om etableringen af
kvikskranken.
Ofte er det problematisk for tjenesteydere at få et
overblik over de påkrævede procedurer og få
afviklet de nødvendige formaliteter, der skal til for at
etablere sig eller udøve servicevirksomhed midlertidigt.
Kvikskranken skal afhjælpe dette problem. Elektroniske
procedurer er et vigtigt redskab for at gøre de
administrative procedurer mindre besværlige for såvel
tjenesteydere som myndigheder. Muligheden for at afvikle
administrative procedurer på afstand er særligt
afgørende for tjenesteydere fra andre medlemsstater.
Det elektroniske kontaktpunkt skal sikre, at en tjenesteyder
kan finde frem til tilladelses- og registreringsordninger samt
blanketter m.m., som er nødvendige at udfylde for at kunne
optage og udøve servicevirksomhed i Danmark. Tjenesteyderen
skal herefter kunne udfylde og indsende disse dokumenter til
kvikskranken, som videreformidler dokumenterne til den rette
kompetente myndighed. Formålet er, at tjenesteyderen kun
behøver at henvende sig ét sted for at afvikle de
påkrævede formaliteter. Det er dog ikke et krav, at de
pågældende procedurer og formaliteter skal afvikles via
kvikskranken; Tjenesteydere kan vælge ikke at anvende
kvikskranken. Desuden er procedurer og formaliteter, som i sagens
natur ikke kan afvikles på afstand, ikke omfattet af
kvikskranken.
Kvikskranken får ikke kompetence til at vurdere og
træffe beslutninger i forbindelse med ansøgninger, men
fungerer udelukkende som en formidlingskanal mellem tjenesteydere
og de rette myndigheder.
5.12. Straffebestemmelser
Overtrædelse af § 3, stk. 1, § 4, stk. 1 og 2
og § 5, skal kunne straffes med bøde, medmindre
strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Overtrædes disse bestemmelser vil der normalt tillige
være tale om en overtrædelse af
markedsføringsloven, som Forbrugerombudsmanden har mulighed
for at gribe ind over for, som beskrevet i afsnit 5.4.
6. De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
Servicedirektivet forpligter medlemslandene til at udvikle et
elektronisk kontaktpunkt ("kvikskranken"), som skal fungere som
én indgang til det offentlige Danmark for tjenesteydere. Via
kvikskranken skal brugeren kunne finde generel information og
vejledning og ansøge om tilladelse til at optage og
udøve servicevirksomhed i Danmark. Samtidigt skal
kvikskranken i visse situationer kunne rådgive danske
tjenesteydere. Kvikskranken skal desuden koordinere samarbejdet
mellem danske og udenlandske myndigheder i forbindelse med
implementeringen af servicedirektivets bestemmelser om
administrativt samarbejde. Der er afsat 8 mio. kr. til udvikling og
indledende drift af kvikskranken fra 2008-2010. Midlerne er
finansieret via regeringens handlingsplan for en offensiv global
markedsføring af Danmark. Fra 2011 og frem er der
budgetteret med 3 mio. kr. årligt til den videre drift og
udvikling af kvikskranken, herunder opdatering og udbygning af
portalen og sekretariatsbetjening af kvikskranken og det
elektroniske system, IMI. Sekretariatsbetjeningen indbefatter
generel vejledning samt rådgivning i forbindelse med konkrete
henvendelser fra udenlandske tjenesteydere pr. mail og pr. telefon,
hjælp til at navigere på hjemmesiden og assistance til
danske tjenesteydere, der ønsker at bruge andre landes
kvikskranker. Sekretariatet skal desuden varetage en række
koordineringsopgaver i forhold til andre myndigheder, som har
snitflader til kvikskrankens sagsbehandling. Hertil kommer
koordinering af samarbejdet mellem danske og udenlandske
myndigheder i forbindelse med implementeringen af
servicedirektivets bestemmelser om administrativt samarbejde,
afrapportering til kommissionen om anvendelsen af og erfaringerne
med systemet samt mødeaktivitet i EU.
Udnyttelsen af bemyndigelsen til at fastsætte regler om
indrapportering af nye regler om tjenesteydere til
Europa-Kommissionen vurderes at medføre begrænsede
administrative og ingen økonomiske konsekvenser for det
offentlige. For det første foregår indrapporteringen
elektronisk. For det andet vurderes det, at proceduren vil blive
brugt relativt sjældent. Det forventes således, at der
relativt sjældent vil blive indført nye krav af den
type, som er omfattet af indrapporteringspligten for henholdsvis de
8 krav, som fremgår af servicedirektivets artikel 15, stk. 2,
og de nye krav, som vil blive håndhævet over for
tjenesteydere, som er i Danmark midlertidigt.
Ressourceopgørelsen medtager ikke andre myndigheders
eventuelle ressourcebehov som følge af denne lov . Disse
afholdes inden for de enkelte ministeriers rammer.
7. De økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Loven har ingen direkte eller afledte
erhvervsøkonomiske konsekvenser. Det vurderes desuden, at
loven medfører meget begrænsede administrative
konsekvenser for erhvervslivet. Kravet om oplysning om
virksomhedens form vurderes ikke at udgøre en særskilt
administrativ byrde, idet virksomhederne kan give disse oplysninger
i forbindelse med de øvrige oplysninger, som de allerede
skal give forbrugerne ifølge dansk ret, eksempelvis
kontaktoplysninger og oplysning om pris. Desuden er det allerede
kutyme at give oplysning om virksomhedens form i forbindelse med
kontaktoplysningerne. Tjenesteyderne kan i øvrigt selv
vælge, hvordan de ønsker at give oplysningen.
Det andet oplysningskrav i loven medfører en meget
begrænset administrative byrde, idet det kun er relevant,
når en tjenestemodtager anmoder om oplysningen, og kun hvis
en tjenesteyder udøver virksomhed på flere
områder.
Loven vurderes på lang sigt at gøre det lettere
for virksomheder at udbyde tjenesteydelser i Danmark blandt andet
på grund af lovens kapitel om etablering, som opstiller en
ramme for indholdet af tilladelsesordninger for tjenesteydere. De
strukturelle virkninger af loven vurderes desuden at være
positive, idet servicedirektivets oplysningskrav forventes at
øge forbrugernes tillid til tjenesteydere, hvilket kan
hjælpe med at realisere potentialet for handlen med
tjenesteydelser.
Gennemførelsen af servicedirektivet forventes at
medvirke til at styrke det indre marked for tjenesteydelser, med
øget konkurrence, øgede beskæftigelses- og
investeringsmuligheder til følge.
8. De administrative konsekvenser for
borgerne
Loven vurderes at medføre begrænsede positive
administrative konsekvenser for borgerne. Som følge af
oplysningskravene, som gennemføres i loven, vil borgerne
få lettere adgang til information om tjenesteydere. Desuden
giver loven en række rettigheder for tjenestemodtagere. Dette
betyder bl.a., at borgere, når de er tjenestemodtagere, ikke
må diskrimineres af tjenesteydere på baggrund af
opholdssted eller nationalitet. Desuden får borgere bedre
mulighed for at anvende tjenesteydelser fra tjenesteydere, der er
etableret i et andet EU/EØS-land, og dermed større
muligheder med hensyn til valg af tjenesteyder.
9. Miljømæssige konsekvenser
Loven vurderes ikke at have miljømæssige
konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Loven gennemfører dele af direktiv nr. 2006/123/EF af
12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked
(servicedirektivet) (EU-Tidende L 376 af 27. december 2006, s. 36).
Direktivet skal være implementeret i medlemslandene senest
den 28. december 2009.
Loven indeholder de horisontale dele af servicedirektivet, der
kræver gennemførelseslovgivning. Dette er
servicedirektivets kapitler om administrativ forenkling,
etableringsfrihed for tjenesteydere, fri bevægelighed for
tjenesteydere, kompetente myndigheders forpligtelse til at
acceptere dokumenter til brug for sagsbehandling udstedt i andre
EU/EØS-lande, kompetente myndigheders pligt til
administrativt samarbejde med myndighederne i andre
EU/EØS-lande, indrapportering til Europa-Kommissionen af nye
regler om tjenesteydere samt oprettelse af en kvikskranke for
tjenesteydere. Loven gennemfører også to af
servicedirektivets oplysningskrav for tjenesteydere og direktivets
rettigheder for tjenesteydere og tjenestemodtagere.
11. Hørte organisationer mv.
Loven har været sendt i høring hos:
3F, Advokatsamfundet, Akademikernes Centraladministration,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arbejdsmiljøinstituttet, Banedanmark, BAT-kartellet, BFID,
Bibliotekarforbundet, Boligselskabernes Landsforening,
Brancheforeningen for dykkermateriel, Brancheforeningen for
Sæbe, Parfume og Teknisk/kemiske artikler,
Bryggeriforeningen, BUPL, Byggefagenes Kooperative
Landssammenslutning, Byggeriets Arbejdsgivere,
Børsmæglerforeningen, CO-Industri, Copenhagen Business
School, DAKOFA, DANAK, Danbor Service A/S, Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks
Miljøundersøgelser, Danmarks Nationalbank, Danmarks
Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk
Bygningsinspektørforening, Dansk Detail, Danske Advokater,
Danske Andelsselskaber, Danske Ark, Danske Arkitektvirksomheder,
Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske
Busvognmænd, Danske Fysioterapeuter, Danske
Entreprenører, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske
Kloakmestre, Dansk Eksportforening, Dansk Energi, Dansk Energi
Brancheforening, Danske Patentagenters Forening, Danske Reklame- og
Relationsbureauers Brancheforeningen, Dansk Erhverv, Danske Spil,
Danske Speditører, Dansk Forening for Industriens Patent- og
Varemærkespecialister, Dansk Gasteknisk Center A/S, Dansk
Industri, Dansk Magisterforening, Danske Maritime, Dansk
Metalarbejderforbund, Dansk Navigatørforening, Dansk
Optikerforening, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening,
Danske Regioner, Dansk Sportsdykkerforbund, Dansk Standard, Dansk
Sygeplejeråd, Dansk Sø- og Restaurationsforening,
Dansk Tandlægeforening, Dansk Textil Union, Dansk
Translatørforbund, Dansk Transport og Logistik, Dansk Vand-
og Spildevandsforening, Dansk Varefakta Nævn, DELTA, Den alm.
danske lægeforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den
Danske Landinspektørforening, De Samvirkende
Købmænd, Det Kommunale Kartel, Det Tekniske
Sikkerhedsråd, Det Økologiske Råd, DI Handel,
Dispachørerne, Dispachørkommissionen, DJØF,
DONG, DSB, DS Håndværk og Industri, Dykkercentret,
Dykkerfirmaernes brancheforening, Elektricitetsrådet, ELFO -
Elinstallatørernes Landsforening, EnergiMidt, Energinet,
Ergoterapeutforeningen, FAFGE - Elbranchens
Leverandørforening, FDB, Finansforbundet, Finansrådet,
FOA, Forbrugerrådet, Forbundet af Kirke- og
Kirkegårdsansatte, Forbundet Kommunikation og sprog, FORCE,
Foreningen af kliniske Diætister, Foreningen af radiografer i
Danmark, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
rådgivende ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen af vandværker i Danmark, Foreningen
Industriel Retsbeskyttelse, Forsikring og Pension, FTF, Godkendt
teknologisk service, Gymnasieskolens Lærerforening, Gramex,
Handelshøjskolen Århus Universitet, HK Handel, HNG
I/S, HORESTA, HS, Håndværksrådet, IDA,
Ingeniørforeningen i Danmark, IT Brancheforeningen, ITEK,
Kamstrup A/S, KODA, Kristelig Arbejdsgiverforening,
Københavns Energi, Københavns Fondsbørs,
Kommunernes Landsforening, Kooperationen, Københavns
Kommune, Landbrugsrådet, Landsforeningen af Kliniske
Tandteknikere, Landsforeningen af statsautoriserede fodterapeuter,
Ledernes Hovedorganisation, LEGO, Lekon, LO,
Lægemiddelindustriforeningen, Marinarkæologisk Center,
Maskinmestrenes Forening, MEGROS, Oliebranchens Fælles
Repræsentation, Parallelimportørforeningen af
lægemidler, PM-Diving A/S, Psykologforeningen,
Psykolognævnet, Realkreditrådet, Rigspolitiet,
Samrådet for Ophavsret, Sammenslutningen af Danske
Småøer, Statens Byggeforskningsinstitut, Statens
Luftfartsvæsen, Statens og Kommunernes Indkøbsservice,
Søværnet, Teknisk Landsforbund, Teknologisk Institut,
TEQNIK, Translatørforeningen, Translatørkommissionen,
Veltek, Visit Denmark, Værdipapircentralen.
12. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Kommuner og regioner: Ingen Staten: 3 mio. kr. årligt fra
2011 |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen af betydning | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Meget begrænsede - under 1.000 timer
årligt |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen af betydning | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Loven gennemfører dele af direktiv
nr. 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre
marked (servicedirektivet) (EU-Tidende L 376 af 27. december 2006,
s. 36). |
Bemærkninger til lovens enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
Til § 1
Lovens § 1, stk. 1,
fastlægger lovens anvendelsesområde. Bestemmelsen
gennemfører servicedirektivets artikel 2, stk. 1. Loven
omfatter tjenesteydere, der er etableret i Danmark. Loven omfatter
også regler vedrørende etablering af tjenesteydere i
Danmark, herunder enhver situation, hvor en dansk statsborger
ønsker at oprette en servicevirksomhed. Det vil sige, at
loven også finder anvendelse på danske
tjenesteydere.
Desuden finder loven anvendelse på tjenesteydere, som
leverer tjenesteydelser midlertidigt i Danmark, og som er etableret
i et andet EU/EØS-land.
Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er
omfattet af denne lov, da der er tale om tjenesteydelser, der
udføres med en økonomisk modydelse. For en definition
af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse henvises til
bemærkningerne til § 12, stk. 1, nr. 1. Tjenesteydelser
af almen økonomisk interesse er dog undtaget fra lovens
§ 11 om midlertidig levering af tjenesteydelser. Loven
omfatter desuden ikke finansieringen af tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse og omfatter heller ikke støtte
bevilget af de statslige, kommunale og regionale myndigheder,
navnlig på det sociale område og på
arbejdsmarkedsområdet, som er bevilget i overensstemmelse med
fællesskabsrettens konkurrenceregler.
I lovens § 1, stk. 2,
opregnes en række områder, som ikke er omfattet af
loven, idet de ikke er omfattet af servicedirektivet, jf.
direktivets artikel 1, stk. 2-7, artikel 2, stk. 3, og artikel 3,
stk. 2.
Ifølge § 1, stk. 2, nr.
1, vedrører loven ikke liberalisering af
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Dette
afspejler servicedirektivets artikel 1, stk. 2. Servicedirektivet
omfatter ikke virksomhed, der ikke er åben for konkurrence,
og pålægger derfor ikke medlemslandene at liberalisere
deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.
Ifølge § 1, stk. 2, nr.
2, vedrører loven heller ikke privatisering af
offentlige enheder, der udfører tjenesteydelser, jf.
servicedirektivets artikel 1, stk. 2. Servicedirektivet omfatter
ikke virksomhed, der ikke er åben for konkurrence. Direktivet
pålægger derfor ikke medlemslandene at
gennemføre privatisering.
Ifølge § 1, stk. 2, nr.
3, vedrører loven desuden ikke afskaffelse af
monopoler på udførelse af tjenesteydelser, jf.
servicedirektivets artikel 1, stk. 3. Servicedirektivet omfatter
ikke virksomhed, som ikke er åben for konkurrence, og
pålægger således ikke medlemslandene at afskaffe
eksisterende monopoler.
Efter § 1, stk. 2, nr. 4,
omfatter loven ikke støtte, som er omfattet af
fællesskabsrettens konkurrenceregler, jf. servicedirektivets
artikel 1, stk. 3. Dette er eksempelvis støtte bevilget af
det offentlige på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige
område eller støtte i den audiovisuelle sektor.
Efter § 1, stk. 2, nr. 5,
vedrører loven heller ikke fastsættelsen af, i
overensstemmelse med fællesskabsretten, hvad der i Danmark
betragtes som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse,
jf. servicedirektivets artikel 1, stk. 3. Tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse er omfattet af EF-traktaten, men ikke
nærmere defineret i EF-traktaten. Af traktaten fremgår
alene, at en tjenesteydelse af almindelig økonomisk
interesse skal fremme social og territorial samhørighed
(EF-traktatens artikel 16), og at tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse, der er overdraget virksomhederne, er
underkastet traktatens bestemmelser, herunder konkurrencereglerne,
i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller
faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er
betroet dem (EF-traktatens artikel 86, stk. 2).
Ifølge § 1, stk. 2, nr.
6, vedrører loven desuden ikke organiseringen og
finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse jf. servicedirektivets artikel 1, stk. 3. Loven
vedrører heller ikke de specifikke forpligtelser, der
gælder for tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse.
Ifølge § 1, stk. 2, nr.
7, finder loven ikke anvendelse på foranstaltninger
truffet for at fremme kulturel eller sproglig mangfoldighed eller
mediepluralismen. Bestemmelsen omfatter bl.a. krav om brug af dansk
i medierne samt støtte til kulturarrangementer og
-organisationer.
Efter § 1, stk. 2, nr. 8, er
strafferetten ikke omfattet af loven. Bestemmelsen
gennemfører servicedirektivets artikel 1, stk. 5.
Servicedirektivet har ikke til formål at harmonisere eller
berøre EU/EØS-landenes strafferetlige bestemmelser.
Det falder derfor uden for lovens anvendelsesområde, hvis en
tjenesteyder fra et andet EU/EØS-land begår en
kriminel handling i Danmark i forbindelse med leveringen af en
tjenesteydelse. Undtagelsen i nr. 8 kan dog ikke anvendes til at
omgå lovens bestemmelser.
Efter § 1, stk. 2, nr. 9, er
arbejdsretlige regler desuden ikke omfattet af loven, idet
servicedirektivet ikke indeholder regler, som angår
arbejdsretten og ikke forpligter de kompetente myndigheder til at
ændre den del af deres lovgivning, som vedrører
arbejdsret. Ved arbejdsretlige regler skal forstås enhver
form for retlige eller kontraktretlige bestemmelser
vedrørende ansættelsesvilkår, arbejdsforhold,
herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og forholdet
mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Undtagelsen dækker
alle de regler, som omhandler den enkelte arbejdstagers
ansættelsesvilkår og forholdet mellem arbejdstager og
arbejdsgiver. Dette betyder, at eksempelvis regler om
lønregulering, arbejdstid, ferier og arbejdsmiljø
ikke er omfattet af loven. Desuden er al lovgivning om
kontraktretlige forpligtelser mellem arbejdstager og arbejdsgiver
ikke omfattet af loven. Loven berører heller ikke forholdet
mellem arbejdsmarkedets parter, herunder retten til at forhandle og
indgå kollektive aftaler, retten til at strejke og til at
gennemføre faglige aktioner i overensstemmelse med national
ret og praksis under overholdelse af fællesskabsretten.
Bestemmelsen svarer til servicedirektivets artikel 1, stk. 6, 1.
pkt., og artikel 1, stk. 7, 2. pkt.
Efter § 1, stk. 2, nr. 10, er
social sikring desuden ikke omfattet af loven. Bestemmelsen
gennemfører servicedirektivets artikel 1, stk. 6, sidste
pkt. Servicedirektivet indeholder ikke regler, som forpligter
medlemsstaterne til at ændre deres lovgivning om social
sikring.
Efter § 1, stk. 2, nr. 11,
berører loven heller ikke udøvelse af
grundlæggende rettigheder, som er anerkendt som sådan i
Danmark, eller af fællesskabsretten. Bestemmelsen svarer til
servicedirektivets artikel 1, stk. 7, 1. pkt. Det forklares i
præamblen til servicedirektivet, nr. 15, at dette omhandler
rettighederne i EU's charter om grundlæggende rettigheder.
Disse grundlæggende rettigheder omfatter rettigheden til at
gennemføre faglige aktioner i overensstemmelse med national
ret under overholdelse af fællesskabsretten Charteret referer
til de grundlovssikrede rettigheder i EU's medlemsstater, EF- og
EU-traktaten, den europæiske menneskerettighedskonvention, de
sociale chartre vedtaget af fællesskabet og Europarådet
samt EF-Domstolens og Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Loven berører
således ikke fundamentale rettigheder, som er anerkendt som
sådan i de nævnte traktater og konventioner.
Efter § 1, stk. 2, nr. 12, er
skatter og afgifter ikke omfattet af loven, jf. servicedirektivets
artikel 2, stk. 3. Dette omfatter både den materielle
skatteret og de administrative regler, der er nødvendige for
håndhævelsen af skattelovgivningen, f.eks. tildeling af
momsnumre.
Efter § 1, stk. 2, nr. 13,
vedrører loven ikke international privatret, særligt
ikke reglerne om lovvalg i forbindelse med kontraktretlige og
ikke-kontraktretlige forpligtelser, herunder de regler, der sikrer,
at forbrugerne er beskyttet efter forbrugerbeskyttelsesreglerne i
den forbrugerlovgivning, der gælder i Danmark. Denne
bestemmelse gennemfører servicedirektivets artikel 3, stk.
2. Undtagelsen betyder, at lovvalget for en tjenesteyders
kontraktretlige og ikke-kontraktretlige forpligtelser
afgøres efter de internationale privatretlige regler, som
eksempelvis Rom I og Rom II-forordningerne. Dermed berører
loven ikke reglerne om, hvilket lands regler, der skal finde
anvendelse i relation til indgåede forbrugerkontrakter og
erstatning for skade påført forbrugere uden for
kontraktforhold. I princippet vil forbrugerne således
være omfattet af den beskyttelse, som deres bopælslands
lovgivning i relation hertil giver dem.
Efter § 1, stk. 2, nr. 14,
vedrører loven ikke bestemmelser i anden lovgivning med
ophav i fællesskabsretten om særlige aspekter af
adgangen til eller udøvelsen af tjenesteydelser inden for
særlige områder eller særlige erhverv, som er i
modstrid med bestemmelser i denne lov. Dette afspejler
servicedirektivets forrangsprincip i artikel 3, stk. 1, hvorefter
bestemmelser i anden fællesskabslovgivning om adgangen til
eller udøvelsen af tjenesteydelsesvirksomhed, som er i
modstrid med servicedirektivet, har forrang for servicedirektivet.
Dette gælder eksempelvis Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af
arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, Rådets
forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse
af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres
familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,
Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-
radiospredningsvirksomhed (ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer.
Ifølge § 1, stk. 3, nr.
1, er ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen
interesse ikke omfattet af loven. Sådanne tjenesteydelser af
almen karakter, som er kendetegnet ved, at de udføres uden
en økonomisk modydelse, omfatter eksempelvis undervisning
inden for rammerne af det nationale uddannelsessystem i private og
offentlige uddannelsesinstitutioner, som ikke leveres mod betaling,
national kulturpolitik samt grundlæggende
velfærdsydelser, herunder forvaltning af sociale
sikringsordninger. Dette betyder, at uddannelse, som helt eller i
det væsentlige er offentligt finansieret, ikke er omfattet af
loven. Dog er visse tjenesteydelser på
uddannelsesområdet, f.eks. privatfinansierede kurser,
omfattet af loven.
Efter § 1, stk. 3, nr. 2, er
finansielle tjenesteydelser heller ikke omfattet af loven. Denne
undtagelse gælder alle finansielle tjenesteydelser, herunder
bank- og kreditvirksomhed, tjenesteydelser i forbindelse med
værdipapirer, investeringsfonde, forsikringsvirksomhed og
pensionsordninger. Undtagelsen omfatter desuden de tjenesteydelser,
der er opført på listen i bilag 1 til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2006/48/EF af 14.
juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som
kreditinstitut. Eksempelvis omhandler det forbrugerkreditter,
realkreditlån, pantelånervirksomhed, finansiel leasing
og udstedelse samt administration af betalingsmidler. Operationel
leasing bestående af udlejning af varer forstås ikke
som en finansiel tjenesteydelse og er derfor omfattet af
loven.
Efter § 1, stk. 3, nr. 3, er
elektroniske kommunikationstjenester og -netværk og
tilhørende faciliteter samt tjenesteydelser og
områder, der er omfattet af direktiverne nr. 2002/19/EF, nr.
2002/20/EF, nr. 2002/21/EF, nr. 2002/22/EF og nr. 2002/58/EF, ikke
omfattet af denne lov. De fem nævnte direktiver er den
såkaldte telekompakke eller "99review", som er
gennemført i dansk ret ved lov nr. 450 af 10. juni 2003 om
ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på
telemarkedet med flere love. Tjenesteydelser, som dermed er
undtaget fra loven, er eksempelvis taletelefoni og elektroniske
postformidlingstjenester.
Ifølge § 1, stk. 3, nr.
4, er ydelser på transportområdet, herunder
havnetjenester, som er omfattet af EF-traktatens afsnit V om
transport, ikke omfattet af denne lov. Dette omfatter blandt andet
hyrevogns- og ambulancekørsel. Tjenesteydelser, som ikke er
transporttjenester som sådan, som eksempelvis
køreskoler, bortskaffelsesvirksomhed, biludlejning,
begravelsesvirksomhed og luftfotovirksomhed, er derimod omfattet af
loven. Kommercielle aktiviteter i havne og lufthavne såsom
restauranter er dermed også omfattet af loven.
Efter § 1, stk. 3, nr. 5, er
tjenesteydelser, som udbydes af vikarbureauer, ikke omfattet af
loven. Der kan henvises til definitionen af vikarbureauer i
Europa-Parlamentet og Rådets forslag til direktiv om
vikararbejde: Et vikarbureau er enhver fysisk eller juridisk
person, som i overensstemmelse med national lovgivning indgår
en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikaransatte
med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for
midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og
ledelse.
Efter § 1, stk. 3, nr. 6, er
sundhedsydelser, herunder farmaceutiske tjenesteydelser og
psykologers tjenesteydelser inden for sundhedsvæsenet, ikke
omfattet af loven. Det gælder uanset, om sundhedsydelserne
udføres inden for rammerne af sundhedsvæsenets
infrastruktur eller ej, hvordan de tilrettelægges og
finansieres, samt om de er offentlige eller private. Undtagelsen
omfatter alle tjenesteydelser, der udføres af en person, der
er autoriseret i henhold til lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, og personer, der
handler på dennes ansvar, som led i fagligt virke til fremme
af befolkningens sundhed samt til forebyggelse og patientbehandling
af sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning. Tjenesteydelser,
der leveres af idræts- eller fitnesscentre, anses ikke for at
være sundhedsydelser og er derfor omfattet af loven.
Efter § 1, stk. 3, nr. 7, er
audiovisuelle tjenesteydelser og radiospredning heller ikke
omfattet af loven. Loven omfatter dermed ikke tjenesteydelser i
forbindelse med film, uanset hvordan de produceres, distribueres og
transmitteres, eller tjenesteydelser, hvis primære
formål er at tilvejebringe levende billeder med eller uden
lyd, herunder tv og visning af film i biografer.
Ifølge § 1, stk. 3, nr.
8,er spil, som indebærer, at deltagerne gør en
indsats med penge, og som indeholder et element af
tilfældighed, herunder lotteri, kasinospil og taksatorspil,
ikke omfattet af loven. Det betyder eksempelvis, at spil, der
udbydes af en virksomhed, hvis formål er at sælge spil,
og som opkræver betaling for deltagelse i spillet, ikke er
omfattet af loven. Som eksempel kan nævnes Danske Spil. Det
er imidlertid ikke afgørende, om udbyderen alene har til
formål at sælge spil. Således vil eksempelvis
også bingo og spilletjenester, der drives af eller til fordel
for velgørenhed eller almennyttige organisationer,
være undtaget. Ligeledes vil forlystelser i form af spil
være undtaget, hvis spillet indeholder et element af
tilfældighed, uanset at den, der driver forlystelsen,
sjældent alene har til formål at sælge spil.
Derimod gælder udelukkelsen eksempelvis ikke spil, der
kræver færdigheder, eller reklamespil, hvis
formål alene er at tilskynde til salg af en tjenesteydelse.
Undtagelsen for kasinoer mv. gælder ikke sådanne
virksomheders øvrige udbud af tjenesteydelser. Således
er f.eks. kasinoers restaurationsdrift omfattet af loven.
Ifølge § 1, stk. 3, nr.
9, er virksomhed, som er forbundet med udøvelse af
offentlig myndighed, ikke omfattet af loven. Denne undtagelse
afspejler EF-traktatens artikel 45, hvorefter tjenesteydelser, som
er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, ikke er
omfattet af bestemmelserne om etableringsfrihed og frihed til at
levere tjenesteydelser midlertidigt. Undtagelsen dækker i
overensstemmelse med EF-Domstolens praksis vedrørende
EF-traktatens artikel 45 kun specifikke tjenesteydelser og ikke
automatisk hele erhverv. Tjenesteydelser, der udføres af
notarer og fogeder, er dermed ikke omfattet af loven.
Ifølge § 1, stk. 3, nr.
10, er sociale tjenesteydelser i forbindelse med socialt
boligbyggeri, børnepasning og støtte til
trængende familier og enkeltpersoner, som har permanent eller
midlertidigt behov herfor, udført af det offentlige, af
tjenesteydere med opdrag fra det offentlige eller af
velgørende organisationer ikke omfattet af loven.
Undtagelsen i nr. 10 betyder, at sociale tjenesteydelser ikke er
omfattet af loven, hvis de leveres af det offentlige selv, af
tjenesteydere, som har offentligt mandat hertil og dermed
også pligt til at tilvejebringe sådanne tjenesteydelser
eller af velgørende organisationer. Undtagelsen omfatter
også sociale ydelser, som kommunerne yder med hjemmel i den
sociale lovgivning. Hertil kommer ydelser i forbindelse med den
almene boligsektor. Privat husholdningshjælp er således
omfattet af loven, hvorimod eksempelvis beskikkede
bistandsværger og kommunal hjemmehjælp ikke er
omfattet.
Efter § 1, stk. 3, nr. 11,er
private vagttjenester ikke omfattet af loven. Denne undtagelse
gælder tilsyn med ejendomme og lokaler, dørmænd,
personbeskyttelse (bodyguards), sikkerhedspatruljering samt
deponering, opbevaring, transport og distribution af kontanter og
værdigenstande. Tjenesteydelser, der ikke er vagttjenester
som sådan, f.eks. levering, installation og vedligeholdelse
af tekniske sikkerhedsanordninger, er derimod omfattet af
loven.
Til kapitel 2
Definitioner
Til § 2
Lovens § 2 indeholder i overensstemmelse med
servicedirektivet en række definitioner af de begreber, som
anvendes. Ifølge stk. 1, nr. 1,
skal tjenesteydelser, i overensstemmelse med EF-traktatens artikel
50, forstås som enhver selvstændig erhvervsvirksomhed,
der normalt udføres mod betaling. En erhvervsaktivitet skal
således være selvstændig erhvervsvirksomhed for
at være en tjenesteydelse. Det vil sige, at ydelsen skal
leveres af en selvstændig tjenesteyder, som ikke er bundet af
en ansættelseskontrakt.
Tjenesteydelser omfatter især virksomhed af industriel
karakter, virksomhed af handelsmæssig karakter, virksomhed af
håndværksmæssig karakter, og de liberale erhvervs
virksomhed.
De tjenesteydelser, der er omfattet af denne lov, er f.eks.
forretningsservice såsom ledelsesrådgivning,
certificering og prøvning, vedligeholdelse og
rengøring af kontorer, reklame og rekrutteringstjenester.
Loven omfatter også ydelser til virksomheder og forbrugere
som f.eks. juridisk og skattemæssig rådgivning,
tjenester i forbindelse med fast ejendom, f.eks.
ejendomsmæglervirksomhed, eller i forbindelse med bygge- og
anlægsarbejder, herunder håndværkeres
tjenesteydelser, arkitektrådgivning, tilrettelæggelse
af messer og udstillinger, biludlejning og rejsebureauer.
Også forbrugertjenester som f.eks. turisttjenester,
fritidstjenester, sportscentre og forlystelsesparker er
omfattet.
Det skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, om bestemte
former for virksomhed, navnlig virksomhed, der finansieres af det
offentlige eller udføres af offentlige institutioner,
udgør en tjenesteydelse. Ved vurderingen må navnlig
indgå den måde, hvorpå den udføres,
tilrettelægges og finansieres.
Betalingskriteriet, dvs. om en tjenesteydelse udføres
med en økonomisk modydelse, består i, at betalingen
udgør det økonomiske modstykke til de
pågældende tjenesteydelser. Det er irrelevant, om det
er tjenestemodtageren eller en tredjepart, der betaler.
Ifølge EF-Domstolens praksis er betalingskriteriet ikke
opfyldt i forbindelse med de former for virksomhed, der
udføres af eller på vegne af staten uden
økonomisk modydelse i forbindelse med statens forpligtelser
på det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og
retslige område, f.eks. undervisning inden for rammerne af
det nationale uddannelsessystem eller forvaltning af sociale
sikringsordninger, hvor der ikke udøves erhvervsaktivitet.
Tjenestemodtageres betaling af et gebyr, f.eks. studerendes
betaling af undervisningsgebyrer eller studieafgifter som delvist
bidrag til udgifterne til driften af et system, udgør ikke i
sig selv betaling, fordi ydelsen stadig hovedsagelig er finansieret
af offentlige midler.
Det følger af § 2, stk. 1, nr. 2, at en tjenesteyder er enhver fysisk
person, der er statsborger i et EU/EØS-land, og som udbyder
en tjenesteydelse og enhver juridisk person, der er etableret i et
EU/EØS-land, og som udbyder en tjenesteydelse. Begrebet
omfatter tilfælde, hvor tjenesteydelsen udføres over
grænserne som led i den frie bevægelighed for
tjenesteydelser, og tilfælde hvor en erhvervsdrivende
etablerer sig i en medlemsstat. Begrebet tjenesteyder indbefatter
ikke filialer i et EU/EØS-land af selskaber fra tredjelande.
Begrebet gælder kun selskaber, som er oprettet i
overensstemmelse med et EU-lands lovgivning, og hvis
vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller
hovedvirksomhed er beliggende i EU.
Det følger af § 2, stk. 1, nr. 3, at en tjenestemodtager er enhver
fysisk person, der er statsborger i et EU/EØS-land, eller
som nyder rettigheder, der er tillagt vedkommende ved
fællesskabsretsakter, når den pågældende
aftager eller ønsker at aftage en tjenesteydelse. En
tjenestemodtager er også enhver juridisk person, som er
etableret i et EU/EØS-land, når den
pågældende i erhvervsøjemed eller andet
øjemed anvender eller ønsker at anvende en
tjenesteydelse. Begrebet tjenestemodtager omfatter både
forbrugere og virksomheder, der aftager eller ønsker at
aftage en tjenesteydelse.
I § 2, stk. 1, nr. 4,
defineres begrebet etablering. Når en erhvervsdrivende
ønsker at udøve servicevirksomhed, skal der sondres
mellem situationer, hvor tjenesteyderen etablerer sig og dermed er
omfattet af lovens § 9, og situationer, hvor tjenesteyderen
leverer en tjenesteydelse midlertidigt i Danmark og dermed er
omfattet af lovens § 11.
Det følger af EU-retten, at en tjenesteyder er
etableret, hvis vedkommende rent faktisk udøver sin
erhvervsvirksomhed fra et fast forretningssted i et ikke
nærmere defineret tidsrum. Der kan også være tale
om etablering, hvis et selskab oprettes for en bestemt periode,
eller selskabet lejer den bygning eller det anlæg, der
anvendes til udøvelse af virksomheden. Etablering kan
også omfatte tilfælde, hvor en tjenesteyder gives en
tidsbegrænset tilladelse til at udøve bestemte
tjenesteydelser.
Etablering behøver ikke at ske i form af etablering af
et datterselskab, en filial eller et agentur, men kan bestå
af et kontor, der ledes af tjenesteyderens eget personale eller af
en person, der er selvstændig, men bemyndiget til at handle
på en vedvarende måde for virksomheden, som det ville
være tilfældet med et agentur. Omvendt kan en postkasse
ikke udgøre et etableringssted.
En tjenesteyder kan godt anvende en bestemt infrastruktur i
Danmark uden nødvendigvis at være etableret i Danmark.
For nogle tjenesteydere er det eksempelvis nødvendigt at
have en eller anden form for infrastruktur i landet for overhovedet
at kunne levere sin tjenesteydelse, eksempelvis en praksis eller et
kontor. Etablering kræver imidlertid som udgangspunkt
integration i dansk økonomi og erhvervelse af en kundekreds
i Danmark med udgangspunkt i et stabilt etableret
forretningssted.
Det skal vurderes fra sag til sag, om der er tale om
etablering eller midlertidig levering af tjenesteydelser. Der skal
hermed ikke kun tages hensyn til tjenesteydelsens varighed, men
også dens hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet.
Det følger heraf, at der ikke kan fastsættes nogen
generel tidsfrist med henblik på at skelne mellem etablering
og udveksling af tjenesteydelser. Selv tjenesteydelser, der
udøves gennem mange år i et land, kan være
midlertidig levering af en tjenesteydelse. Dette er eksempelvis
også tilfældet med tilbagevendende tjenesteydelser over
en længere periode, f.eks. konsulentvirksomhed eller
rådgivningsvirksomhed.
Når en tjenesteyder er etableret i flere
EU/EØS-lande, er etableringsstedet det sted, der
udgør centret for tjenesteyderens virksomhed i relation til
den pågældende tjenesteydelse.
I § 2, stk. 1, nr. 5,
defineres begrebet midlertidig levering af tjenesteydelser.
Når en erhvervsdrivende udøver servicevirksomhed, skal
der sondres mellem situationer, hvor tjenesteyderen etablerer sig
og dermed er omfattet af lovens § 9, og situationer, hvor
tjenesteyderen leverer en tjenesteydelse midlertidigt i Danmark og
dermed er omfattet af lovens § 11.
Midlertidig levering af tjenesteydelser er i udgangspunktet
kendetegnet ved fraværet af en varig og kontinuerlig
deltagelse i økonomien i det land, hvor tjenesteydelsen
udføres. Den midlertidige karakter af den
pågældende virksomhed skal ikke kun vurderes på
grundlag af ydelsens varighed, men også på grundlag af
dens hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet. Ydelsens
midlertidige karakter udelukker imidlertid ikke, at tjenesteyderen
kan indrette visse faciliteter, herunder et kontor, en praksis
eller en konsultation, hvis disse faciliteter er nødvendige
for udførelsen af den pågældende
tjenesteydelse.
For at der kan være tale om midlertidigt udbud af
tjenesteydelser i Danmark, skal tjenesteyderen være etableret
i et andet EU/EØS-land.
Visse tjenesteydelser kan pr. definition og i praksis
næsten aldrig udføres af tjenesteydere på
midlertidig basis uden etablering i Danmark. Det gælder
f.eks. tjenesteydelser, der udbydes af hoteller,
forlystelsesparker, akvarier og restauranter.
Det følger af § 2, stk. 1, nr. 6, at begrebet tilladelsesordning
omfatter enhver ordning, hvorefter optagelse, udøvelse eller
anvendelse af tjenesteydelser er betinget af en forudgående
tilladelse fra en kompetent myndighed. Begrebet tilladelsesordning
er altså ikke afhængigt af, om den
pågældende lovgivning kræver enten en udtrykkelig
eller en stiltiende afgørelse fra en kompetent myndighed,
før tjenesteyderen lovligt kan udøve sin
serviceydelse. En tilladelse kan indrømmes ikke blot ved en
udtrykkelig afgørelse, men også ved en stiltiende
afgørelse, som f.eks. består i, at den kompetente
myndighed forholder sig tavs, eller at tjenesteyderen skal afvente
en kvittering for modtagelsen af en erklæring for at kunne
påbegynde den pågældende virksomhed.
Begrebet omfatter også procedurer, hvorefter en
tjenesteyder skal indgive en erklæring til en kompetent
myndighed og først kan udbyde sin tjenesteydelse efter en
given periode, hvor den kompetente myndighed ikke har reageret.
Begrebet omfatter samtidig procedurer, hvorefter tjenesteyderen
skal indgive en erklæring, som dernæst skal accepteres
af den kompetente myndighed, for at tjenesteyderen lovligt kan
indlede den pågældende aktivitet.
Tilladelsesordninger omfatter således de administrative
procedurer, hvorved der gives tilladelser, licenser, godkendelser
eller koncessioner.
Det følger af § 2, stk. 1, nr. 7, at begrebet krav omfatter enhver
forpligtelse, ethvert forbud, enhver betingelse eller enhver
begrænsning, der følger af lov, regler fastsat i
medfør af lov, eller som følger af retspraksis,
administrativ praksis, faglige foreningers regler eller kollektive
regler, som faglige sammenslutninger og erhvervsorganisationer har
vedtaget som led i deres retlige autonomi. Regler, der er fastsat i
kollektive aftaler, som er forhandlet med arbejdsmarkedets parter,
anses ikke for at være krav i henhold til denne.
Begrebet krav omfatter kun krav, som indvirker på
adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed.
Begrebet omfatter således ikke generelle krav, der ikke
specifikt regulerer eller indvirker på tjenesteydelsen, men
som skal overholdes af tjenesteyderne under udførelsen af
deres tjenesteydelse på samme måde som af
enkeltpersoner, der handler som privatpersoner. Sådanne
generelle krav omfatter f.eks. færdselsregler, regler om
byggemodning, arealudvikling og -anvendelse, by- og
landplanlægning samt bygningsstandarder.
Begrebet krav omfatter heller ikke administrative sanktioner,
der pålægges for ikke at overholde sådanne
regler, der ikke specifikt regulerer eller indvirker på
servicevirksomheden, men som skal overholdes af tjenesteyderne
under udøvelsen af deres erhvervsvirksomhed på samme
måde som af enkeltpersoner, der handler som
privatpersoner.
Det forhold, at et krav betegnes på en bestemt
måde, f.eks. som byplanlægningsregler, eller det
forhold, at et krav er formuleret i generelle vendinger og frem for
specifikt rettet mod tjenesteydere, er ikke i sig selv
tilstrækkeligt til at fastslå, at det
pågældende krav falder uden for lovens definition af et
krav. Det er således den reelle virkning af et krav, som skal
vurderes for at fastslå, om kravet er generelt eller
ej.
Begrebet krav omfatter ikke indberetningskrav om tilstande,
som en tjenesteyder får viden om under udførelsen af
sin tjenesteydelse, f.eks. dyrlægers indberetning af
husdyrsygdomme eller skorstensfejeres indberetning af potentielle
brandfarer.
Begrebet krav omfatter ikke krav i forbindelse med
tjenesteyderes adgang til offentlige økonomiske midler.
Loven omfatter derfor eksempelvis ikke betingelser, som skal
opfyldes, for at tjenesteydere kan modtage offentlige
økonomiske midler, herunder specifikke kontraktbestemmelser,
især kvalitetsnormer, der skal overholdes som betingelse for
at modtage offentlige økonomiske midler, f.eks. på det
sociale område. Loven kan dermed ikke medføre, at de
kompetente myndigheder forpligtes til at give tjenesteydere, der er
etableret i andre EU/EØS-lande, ret til at modtage samme
tilskud som tjenesteydere, der er etableret i Danmark. Det er dog
klart, at krav til tjenesteydere om adgang til offentlige
økonomiske midler såvel som til anden støtte
skal være i overensstemmelse med konkurrencelovgivningen og
fællesskabsretten.
Det følger af § 2, stk. 1, nr. 8, at begrebet tvingende almene hensyn,
der er nævnt i lovens § 7, stk. 3, § 9 og §
10, stk. 2, er blevet udviklet gennem EF-Domstolens praksis og
udvikles løbende. Begrebet dækker eksempelvis
følgende områder: offentlig orden, sikkerhed og
sundhed, jf. EF-traktatens artikel 46 og 55,
miljøbeskyttelse og beskyttelse af bymiljøet,
herunder by- og landplanlægning, opretholdelse af
samfundsordenen, socialpolitiske mål, beskyttelse af
tjenestemodtagere, forbrugerbeskyttelse, beskyttelse af
arbejdstagere, herunder den sociale beskyttelse af disse,
dyrevelfærd, opretholdelse af den økonomiske balance i
det sociale sikringssystem, forebyggelse af svig, forebyggelse af
illoyal konkurrence, beskyttelse af kreditorer, sikring af en
forsvarlig forvaltning af retssystemet, trafiksikkerhed,
beskyttelse af intellektuel ejendomsret, kulturpolitiske
målsætninger, herunder beskyttelse af ytringsfriheden
på forskellige områder, navnlig sociale, kulturelle,
religiøse og filosofiske samfundsværdier, behovet for
at sikre et højt uddannelsesniveau, opretholdelse af et
alsidigt presseudbud og fremme af nationalsproget, beskyttelse af
den nationale historiske og kunstneriske arv samt
veterinærpolitik.
Det følger af § 2, stk. 1, nr. 9, at begrebet kompetente myndigheder
omfatter enhver offentlig myndighed eller privat organisation samt
ethvert organ, der i Danmark har til opgave at føre tilsyn
med eller regulere servicevirksomhed, herunder navnlig statslige,
kommunale og regionale myndigheder, samt domstole, der handler i
denne egenskab, branche- og erhvervsorganisationer og
sammenslutninger, der som led i deres retlige autonomi kollektivt
regulerer adgangen til at optage og udøve servicevirksomhed.
Begrebet har altså en bredere betydning end blot offentlige
myndigheder. I praksis betyder det, at også private
organisationer, sammenslutninger og virksomheder er omfattet af
loven, hvis disse udsteder regler eller administrerer tilladelses-
eller registreringsordninger, som betinger en tjenesteyders adgang
til at udføre eller selve udførelsen af
erhvervet.
Til kapitel 3
Oplysningspligt for tjenesteydere
Til § 3
Ifølge § 3, stk. 1,
skal tjenesteyderen give oplysning om virksomhedens form.
Bestemmelsen gennemfører servicedirektivets artikel 22, stk.
1, litra a. Ved virksomhedens form forstås den juridiske
konstruktion, som tjenesteyderen driver sin virksomhed under,
eksempelvis aktieselskab, anpartsselskab, interessentselskab,
selskab med begrænset ansvar, enkeltmandsvirksomhed etc. Stk.
1 supplerer andre regler i dansk lovgivning, hvori der er fastsat
informationskrav. Det drejer sig blandt andet om reglerne i
markedsføringsloven.
Ifølge § 3, stk. 2,
skal tjenesteyderen give oplysningerne i § 3, stk. 1, klart og
entydigt og i god tid inden kontraktens indgåelse eller
udførelsen af tjenesteydelsen, hvis der ikke foreligger en
skriftlig aftale. I de tilfælde, hvor oplysningerne ikke
foreligger på det tidspunkt, hvor f.eks. en kontrakt
indgås, vil der ikke være tale om en overtrædelse
af § 3, stk. 1, da oplysningerne i sagens natur ikke kan
afgives i god tid. Tjenesteyderen skal gøre oplysningerne
nemt tilgængelige for tjenestemodtageren, men kan selv
bestemme, hvordan oplysningerne gives. Tjenesteyderen kan
vælge den bedst egnede og mest effektive måde at
kommunikere på. Dette kan eksempelvis være på
internettet eller i brochurer og andet informationsmateriale.
Oplysningerne kan eksempelvis gives, dér hvor
tjenesteydelsen udføres, eller de kan fremgå af
informationsmateriale, som tjenesteyderen har givet
tjenestemodtageren.
Til § 4
Bestemmelsen i § 4, stk. 1,
har til formål at gennemføre servicedirektivets
artikel 22, stk. 3, litra c, som fastslår, at tjenesteyderen
efter anmodning fra tjenestemodtageren skal oplyse, om vedkommende
leverer flere slags tjenesteydelser, og om tjenesteyderen
samarbejder med andre tjenesteydere, som er direkte knyttet til den
pågældende tjenesteydelse.
§ 4, stk. 2, fastslår,
at tjenesteyderen skal oplyse om foranstaltninger, der er truffet
for at undgå eventuelle interessekonflikter, når
tjenesteyderen leverer flere slags tjenesteydelser. Denne oplysning
skal tjenesteyderen, som i stk. 1, også kun give
tjenestemodtageren efter anmodning.
Efter § 4, stk. 3, finder
§ 3, stk. 2, også anvendelse på oplysningerne i
stk. 1 og 2. "I god tid" er at betragte som det tidspunkt, hvor
tjenestemodtageren beder om oplysningerne. Hvis tjenesteyderen
anvender informationsmateriale, hvori der gives en detaljeret
beskrivelse af tjenesteydelsen, skal oplysningerne i stk. 1 og 2
altid fremgå heraf, jf. servicedirektivets artikel 22, stk.
3, litra c.
Til kapitel 4
Rettigheder for tjenestemodtagere
Til § 5
Ifølge § 5, stk. 1,
må tjenesteydere ikke udsætte tjenestemodtagere for
diskrimination begrundet i tjenestemodtagernes nationalitet, det
vedtægtsmæssige hjemsted eller opholdssted. Denne
gennemfører servicedirektivets artikel 20, stk.1.
Således må tjenesteydere eksempelvis ikke på
forhånd fastsætte forskellige priser eller krav for
danske statsborgere og borgere fra andre EU/EØS-lande
begrundet alene i nationalitetsforskellen. Der vil eksempelvis
være diskrimination på baggrund af opholdssted, hvis
tjenesteyderen tager forskellige priser, leverer tjenesteydelser af
ringere kvalitet men til samme pris, nægter salg og levering
eller pålægger tjenestemodtageren særligt
byrdefulde leveringsvilkår, hvis denne diskrimination sker
på baggrund af, hvor tjenestemodtageren har
bopæl.
Uanset lovens § 5, stk. 1, tillader loven i § 5,
stk. 2, forskelsbehandling af
tjenestemodtagere begrundet i nationalitet eller opholdssted, hvis
dette bygger på relevante og objektive forskelle i
tjenestemodtagernes situation. Denne bestemmelse gennemfører
servicedirektivets artikel 20, stk. 2. Loven har ikke til
formål at fjerne muligheden for at anvende forskellige
betingelser, som er begrundet i objektive forretningshensyn. §
5, stk. 2, betyder, at forbudet mod diskrimination ikke udelukker
tjenesteyderes mulighed for at anvende forskellige
adgangsbetingelser, eksempelvis forskellige priser, hvis det er
begrundet i objektive kriterier. Objektive kriterier er f.eks.
faktiske meromkostninger, der skyldes geografisk afstand, tekniske
forhold ved leveringen af tjenesteydelsen, forskellige
markedsvilkår, såsom sæsonbestemt større
eller mindre efterspørgsel, almindelige ferieperioder,
forskellige konkurrenters prissætning eller yderligere
risici, der er forbundet med regler, som er forskellige
EU/EØS-landene imellem.
Til § 6
Ifølge lovens § 6, stk.
1, må kompetente myndigheder ikke stille krav, der
forhindrer tjenestemodtagere i at gøre brug af
tjenesteydelser leveret af tjenesteydere, der er etableret i et
andet EU/EØS-land. Denne bestemmelse gennemfører
servicedirektivets artikel 19. Lovens § 6 betyder, at
kompetente myndigheder ikke må sætte grænser for
finansiel bistand til anvendelsen af en tjenesteydelse, hvis denne
begrænsning er begrundet i, at tjenesteyderen er etableret i
et andet EU/EØS-land, eller at tjenesteydelsen leveres i et
andet EU/EØS-land. Kompetente myndigheder må heller
ikke stille krav, som pålægger tjenestemodtagere at
afgive en erklæring eller indhente en tilladelse, når
de ønsker at benytte tjenesteydere, som er etableret i et
andet EU/EØS-land. Loven omfatter ikke støtte
bevilget på det sociale område eller inden for den
kulturelle sektor, som er omfattet af konkurrencereglerne, eller
generel finansiel bistand, der ikke er knyttet til brug af en
særlig tjenesteydelse, dvs. eksempelvis
uddannelsesstøtte og studielån.
Ifølge § 6, stk. 2,
må kompetente myndigheder ikke stille krav, som diskriminerer
tjenestemodtagere med begrundelse i tjenestemodtagerens
nationalitet, det vedtægtsmæssige hjemsted eller
opholdssted. Denne bestemmelse gennemfører
servicedirektivets artikel 20, stk. 1.
Således må kompetente myndigheder f.eks. ikke
fastsætte forskellige priser for danske statsborgere og
borgere fra andre EU/EØS-lande eller stille krav over for
tjenestemodtagere fra andre EU/EØS-lande om at indgive
bestemte dokumenter, som danske statsborgere ikke skal
indgive.
Uanset lovens § 6, stk. 2, tillader loven i § 6,
stk. 3, at de kompetente myndigheder stiller forskellige
betingelser for adgangen til en tjenesteydelse, hvis dette bygger
på relevante og objektive forskelle i tjenestemodtagernes
situation. Denne bestemmelse gennemfører servicedirektivets
artikel 20, stk. 2. Det vil eksempelvis være tilladt at give
indbyggerne i en by rabat på billetprisen til en offentlig
svømmehal, der drives af kommunen og finansieres af
kommunen.
Til kapitel 5
Dokumenter
Til § 7
Ifølge § 7, stk. 1,
skal de kompetente myndigheder lægge ethvert dokument udstedt
i et andet EU/EØS-land, som dokumenterer opfyldelsen af et
krav pålagt tjenesteydere eller tjenestemodtagere, til grund
i vurderingen af, om et krav er opfyldt. Krav er eksempelvis
forpligtelser, betingelser eller begrænsninger, som
tjenesteydere skal leve op til for eksempelvis at få en
tilladelse til at udøve tjenestevirksomhed.
En række dokumenter er dog undtaget fra forpligtelsen
til at acceptere dokumenter udstedt i et andet EU/EØS-land.
Dette gælder dokumenter, som nævnes i direktivet om
anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, direktivet
om offentlige indkøb, direktivet om udøvelse af
advokaterhvervet og det 1. og 11. direktiv om selskabsret.
Kravet om, at kompetente myndigheder skal acceptere dokumenter
udstedt i et andet EU/EØS-land, betyder, at de kompetente
myndigheder ikke blot skal vurdere formen af dokumenter udstedt af
et andet EU/EØS-land, men også indholdet. Eksempelvis
må en myndighed ikke kræve fremlagt bevis for
statsborgerskab eller bopæl, når andre officielle
identitetspapirer, f.eks. pas eller id-kort allerede er bevis for
disse oplysninger.
§ 7, stk. 2, fastslår,
at de kompetente myndigheder kan kræve, at en tjenesteyder
eller en tjenestemodtager fremlægger en uautoriseret
oversættelse af dokumenter til dansk.
De kompetente myndigheder kan ifølge § 7, stk. 3, kun kræve, at dokumenter
udstedt i et andet EU/EØS-land oversættes af en
autoriseret oversætter, eller at der fremlægges
bekræftede kopier eller originaler, hvis dette er tilladt i
henhold til anden fællesskabslovgivning eller er begrundet i
et tvingende alment hensyn.
Ifølge § 7, stk. 4, er
en række dokumenter, som er nævnt i fem direktiver,
undtaget fra kravet om accept af dokumenter fra andre
EU/EØS-lande og dermed undtaget fra § 7, stk.
1-3.
Efter § 7, stk. 4, nr. 1, er
dokumenter, nævnt i artikel 7, stk. 2, og i artikel 50 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2005/36/EF om
anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, ikke
omfattet af kravet om accept af dokumenter udstedt i andre
EU/EØS-lande. Artikel 7, stk. 2, i direktivet omhandler
dokumenter, som skal fremvises sammen med tjenesteyderens
forudanmeldelse, når vedkommende rejser fra et
EU/EØS-land til et andet. Dette gælder eksempelvis
dokumentation for nationalitet, en attestation for at
tjenesteyderen er lovligt etableret i et andet EU/EØS-land,
bevis for erhvervsmæssige kvalifikationer, bevis for at
tjenesteyderen har udøvet virksomhed i mindst 2 år i
de sidste 10 år, og bevis for, at tjenesteyderen ikke er
idømt straf. Artikel 50 omhandler dokumenter og
certifikater, som de kompetente myndigheder kræver i
forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at
udøve et lovreguleret erhverv i Danmark.
Efter § 7, stk. 4, nr. 2, er
dokumenter nævnt i artikel 45, stk. 3, og artikel 46, 49 og
50 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF om
offentlige indkøb, også undtaget fra kravet om accept
af dokumenter, jf. § 8. Ifølge artikel 45, stk. 3, kan
deltagere i udbudsprocedurer afkræves straffeattest.
Dokumenterne nævnt i artikel 46, 49 og 50, omfatter
eksempelvis dokumenter, der viser, at en økonomisk
aktør er optaget i et fagligt register eller
handelsregister, bevis for autorisation, dokumentation for
kvalitetssikringsstandarder og dokumentation for
miljøledelsesstandarder.
Efter § 7, stk. 4, nr. 3, er
dokumenter nævnt i artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv nr. 98/5/EF om lettelse af adgangen til
varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat
end den, hvor beskikkelsen er opnået, også undtaget fra
§ 8. Undtagelsen angår bevis for advokatens registrering
hos etableringslandets myndigheder.
Ifølge § 7, stk. 4, nr.
4, er dokumenter i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. 68/151/EØF om samordning af de garantier, som
kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk.
2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel
selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det
formål at gøre disse garantier lige byrdefulde,
også undtaget. Dette omhandler dokumenter, som selskaber skal
stille til rådighed for offentligheden.
Ifølge § 7, stk. 4, nr.
5, er dokumenter i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. 89/666/EØF om offentlighed vedrørende
filialer oprettet i en medlemsstat af visse former for selskaber
henhørende under en anden stats retsregler heller ikke
omfattet af kravet om accept af dokumenter, jf. § 7.
Til § 8
Ifølge § 8, skal de kompetente myndigheder
godkende attester om forsikringsdækning og garantier udstedt
af kreditinstitutter eller forsikringsgivere, der er etableret i et
andet EU/EØS-land.
De kompetente myndigheder må således ikke
kræve, at en tjenesteyder etableret i et andet
EU/EØS-land optager en yderligere forsikring eller stiller
en yderligere garanti, hvis den garanti eller forsikring, som
vedkommende har, er ækvivalent eller i det væsentlige
sammenlignelig med krav om forsikring eller garanti, som de
kompetente myndigheder stiller i Danmark. Forsikringens eller
garantiens ækvivalens eller sammenlignelighed skal vurderes
ud fra formål og dækning, eksempelvis forsikringssummen
eller loft over forsikringen eller eventuelle udelukkelser fra
dækningen. Hvis forsikringsdækningen ikke er
tilstrækkelig, kan de kompetente myndigheder kræve et
supplement til den eksisterende forsikring. De kompetente
myndigheder skal også i denne situation godkende en eventuel
attest udstedt af kreditinstitutter eller forsikringsgivere, der er
etableret i et andet EU/EØS-land, som tilstrækkelig
dokumentation for en sådan supplerende
forsikringsdækning.
Bestemmelsen i § 8 gennemfører kravene i
servicedirektivets artikel 23, stk. 2, 1. og 2. led. Efter 1. led
må tjenesteydere, der allerede er etableret i et andet
EU/EØS-land, og som har forsikring dér, ikke
afkræves ny forsikring, hvis den allerede tegnede forsikring
er tilstrækkelig. Efter 2. led skal attester for
forsikringsdækning og garantier udstedt af kreditinstitutter
eller forsikringsgivere, der er etableret i et andet
EU/EØS-land, godkendes af de kompetente myndigheder. 2. led
gælder i de tilfælde, hvor 1. led ikke udelukker, at
tjenesteyderen afkræves en forsikring i Danmark, enten fordi
tjenesteyderen ikke allerede har en dækkende forsikring fra
det EU/EØS-land, hvor vedkommende i forvejen er etableret,
eller fordi en sådan forsikring skal suppleres. I
sådanne tilfælde kan forsikringen/den supplerende
forsikring tegnes hos et kreditinstitut eller en forsikringsgiver,
der er etableret i et hvilket som helst EU/EØS-land. Der
må altså ikke stilles krav om forsikring tegnet hos et
selskab etableret i Danmark. Det følger af
servicedirektivets artikel 23, stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2,
ikke berører de ordninger for erhvervsforsikringer eller
faglige garantier, som er fastsat i andre
fællesskabsinstrumenter. Dette gælder også §
8.
Til kapitel 6
Etableringsfrihed for
tjenesteydere
Til § 9
§ 9, stk. 1, fastslår,
at tjenesteydere har frihed til at etablere sig i Danmark.
§ 9 finder ikke anvendelse på de aspekter af en
tilladelsesordning, der direkte eller indirekte reguleres af andre
fællesskabsinstrumenter end servicedirektivet, jf. lovens
§ 1, stk. 2, nr. 14.
§ 9, stk. 2, opstiller
betingelser, der alle skal være opfyldt, for at en kompetent
myndighed må stille krav om en tilladelse for at levere
tjenesteydelser.
For det første skal tilladelsesordningen og
betingelserne for at få tilladelsen være
offentliggjort, dvs. at tjenesteydere på forhånd skal
kunne orientere sig om, hvilke kriterier de kompetente myndigheder
lægger til grund for deres behandling af tilladelser om
ansøgning.
For det andet skal tilladelsesordningen og betingelserne for
at få tilladelsen være begrundet i et tvingende alment
hensyn. Tvingende almene hensyn er eksempelvis hensynet til
offentlig orden, sikkerhed og sundhed, jf. EF-traktatens artikel 46
og 55, men også bl.a. miljøbeskyttelse, opretholdelse
af samfundsordenen, socialpolitiske mål, beskyttelse af
tjenestemodtagere og forbrugerbeskyttelse. For definition af
tvingende alment hensyn henvises til bemærkningerne til
§ 2, nr. 8. Begrebet udvikles løbende i EU-retten, og
nye hensyn kan derfor blive accepteret. Som udgangspunkt er det kun
rene økonomiske hensyn, som en medlemsstat ikke vil kunne
påberåbe sig (se f.eks. C-158/96, Kohl). EF-Domstolen
har dog også afvist andre hensyn, eksempelvis hensynet til
forbrugere i andre medlemsstater (se C-384/93, Alpine Investment).
En tilladelsesordning kan heller ikke begrundes i et hensyn, hvis
dette hensyn allerede er tilgodeset ved EU-harmonisering (se f.eks.
C-5/96, Lomas).
Endvidere må tilladelsesordningen og betingelserne for
at få tilladelse ikke indebære diskrimination af
tjenesteyderen. Lovens § 9, stk. 2, forbyder ikke blot enhver
diskrimination begrundet i nationalitet (direkte diskrimination),
men også enhver indirekte diskrimination, som er begrundet i
andre forhold, som reelt kan føre til samme resultat.
Således må der for adgangen til at optage eller
udøve servicevirksomhed i Danmark, både som hoved- og
bivirksomhed, ikke opstilles krav om etablering, ophold eller
bopæl i Danmark. Der må heller ikke stilles krav om, at
tjenesteyderen skal have sin hovedvirksomhed i Danmark. De
kompetente myndigheder kan dog godt kræve, at en tjenesteyder
eller en af dennes ansatte eller en repræsentant skal
være til stede under udøvelsen af denne virksomhed,
hvis det er begrundet i tvingende almene hensyn.
Endvidere må de kompetente myndigheder ikke
anfægte selskabers rets og partsevne, hvis de er oprettet i
overensstemmelse med lovgivningen i en anden medlemsstat, hvor
deres hovedvirksomhed er etableret.
Herudover må kompetente myndigheder ikke give
tjenesteydere, der har særlig tilknytning til et nationalt
eller lokalt socioøkonomisk miljø, nogen form for
fordel i forbindelse med udstedelse af tilladelser. Desuden
må tjenesteyderes muligheder for at erhverve, udnytte eller
afhænde rettigheder og goder eller opnå forskellige
former for lån og bolig, ikke begrænses på grund
af tjenesteyderens etableringssted, hvis dette er nødvendigt
for den pågældendes adgang til at optage og
udøve den pågældende virksomhed.
Desuden må tilladelsesordningen ikke være mere
restriktiv, end hvad der kræves for at nå det
tilsigtede mål, dvs. tilladelsesordningen skal være
proportional. Proportionalitet skal forstås sådan, at
nationale krav skal begrænses til det reelt nødvendige
for at sikre det tvingende almene hensyn, som eksempelvis en
tilladelsesordning er begrundet i. Det vil sige, at kravet om
tilladelse skal være egnet til og nødvendigt for at
sikre de hensyn, der forfølges. Hensynet skal altså
ikke kunne nås ved foranstaltninger, der er mindre
restriktive og indgribende (se f.eks. C-385/99,
Müller-Fauré). Der bør således navnlig kun
stilles krav om tilladelse, hvis eksempelvis en
efterfølgende kontrol ville være uden virkning.
Når det vurderes, om der er behov for en tilladelsesordning,
eller om eksempelvis efterfølgende kontrol er
tilstrækkelig, bør der tages behørigt hensyn
til de risici og farer, der vil være forbundet med ikke at
foretage en forhåndskontrol, navnligt henset til karakteren
af den pågældende tjenesteydelse. Det bør i
øvrigt kunne påvises, at tilladelsesordningen har den
tilsigtede effekt.
Tjenesteydere, der er etableret i et andet EU/EØS-land,
vil ofte have opnået en tilladelse dér og allerede
have godtgjort, at de overholder og opfylder en række krav. I
overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis og
servicedirektivets artikel 10, stk. 3, anføres det derfor i
§ 9, stk. 3, at de kompetente
myndigheder skal tage hensyn til de betingelser, som tjenesteyderen
allerede har opfyldt i et andet EU/EØS-land eller i
tilknytning til en anden dansk tilladelse, når de
undersøger, om en tjenesteyder opfylder betingelserne for at
få en tilladelse. Det vil sige, at tjenesteydere ikke
må udsættes for krav om at opfylde en betingelse flere
gange.
Bestemmelsen i § 9, stk. 3, er ikke til hinder for, at de
kompetente myndigheder kan anvende deres egne betingelser, der er
fastsat i tilladelsesordningen, men den betyder, at de kompetente
myndigheder skal tage hensyn til tilsvarende eller i det
væsentlige sammenlignelige betingelser, som ansøgeren
allerede har opfyldt i et andet EU/EØS-land, når de
behandler en ansøgning. Stk. 3 indebærer heller ikke,
at de kompetente myndigheder skal anvende de betingelser for
udstedelse af en tilladelse, der er fastsat i lovgivningen i et
andet EU/EØS-land.
Endeligt, betyder stk. 3 ikke, at en tjenesteyder, der er
etableret i et andet EU/EØS-land, som ønsker at
etablere sig i Danmark, ikke stadig skal indhente en tilladelse,
selvom tjenesteyderen opfylder visse eller alle kriterier.
Tjenesteyderen forudsættes at bistå de kompetente
myndigheder med at tilvejebringe de nødvendige oplysninger
om eventuelle betingelser, der er opfyldt i andre
EU/EØS-lande.
Efter § 9, stk. 4, må
kompetente myndigheder ikke, hverken direkte eller indirekte,
inddrage konkurrerende erhvervsdrivende, herunder gennem
rådgivende organer, i udstedelsen af tilladelser eller andre
afgørelser i enkeltsager i forbindelse med etablering.
Branche- og erhvervsorganisationer, der handler som kompetent
myndighed, må i sagens natur gerne inddrages i udstedelsen af
tilladelser. Dette forbud vedrører ikke høring af
organisationer såsom handelskamre eller arbejdsmarkedets
parter om andre spørgsmål end individuelle
ansøgninger om tilladelse og heller ikke høring af
den brede offentlighed.
Til § 10
§ 10, stk. 1, indeholder en
opregning af krav, som kompetente myndigheder ikke må stille
i forbindelse med adgangen til at optage og udøve
servicevirksomhed, jf. servicedirektivets artikel 14.
Ifølge § 10, stk. 1, nr.
1, må kompetente myndigheder ikke stille
diskriminerende krav, som direkte eller indirekte er begrundet i
tjenesteyderens nationalitet. Angående selskaber må
myndighederne ikke stille diskriminerende krav, som er begrundet i
selskabets vedtægtsmæssige hjemsteds beliggenhed.
Særligt må myndighederne ikke stille krav om, at
tjenesteyderen, vedkommendes personale, de personer, der besidder
kapitalandele, eller medlemmerne af ledelses- eller
tilsynsorganerne, skal have en bestemt nationalitet eller have
ophold i Danmark. Nr. 1 forbyder også krav, som gør
udenlandske tjenesteyderes adgang til at etablere sig i Danmark
mere besværlig end hjemlige aktørers adgang ved at
stille diskriminerende krav til adgangen til eller brugen af
ejendom eller udstyr, der er nødvendigt for at udføre
tjenesteydelsen. Dette gælder eksempelvis diskriminerende
krav til tjenesteyderen vedrørende erhvervelse og anvendelse
af fast ejendom, udstyr, værktøj,
køretøjer osv. F.eks. er det ikke tilladt kun at
tillade statsborgere at ansøge om tildeling af stande og
salgsboder.
Ifølge § 10, stk. 1, nr.
2, må kompetente myndigheder ikke forbyde
tjenesteydere at være etableret i flere medlemsstater eller
forbyde tjenesteydere at være optaget i registre eller
faglige organisationer og sammenslutninger i flere
EU/EØS-lande.
Efter § 10, stk. 1, nr. 3,
må kompetente myndigheder ikke begrænse tjenesteyderens
frihed til at vælge mellem at etablere sig her i landet med
et hovedforretningssted eller et sekundært forretningssted.
Navnlig må myndighederne ikke stille krav om, at
tjenesteyderen skal have sit hovedforretningssted på deres
område. Kompetente myndigheder må heller ikke
begrænse friheden til at vælge mellem forskellige
former for etablering såsom agentur, filial eller
datterselskab.
Efter § 10, stk. 1, nr. 4,
må kompetente myndigheder ikke stille krav om gensidighed med
det EU/EØS-land, hvor en tjenesteyder allerede har et
forretningssted. Det vil sige, at kompetente myndigheder ikke
må stille krav om, at det EU/EØS-land, som
tjenesteyderen kommer fra, behandler dansk etablerede tjenesteydere
på samme måde. Dog må myndighederne gerne, i
overensstemmelse med servicedirektivets forrangsprincip, stille
krav om gensidighed, der er fastsat i EU-retten vedrørende
energi.
Ifølge § 10, stk. 1, nr.
5, litra a - c, må kompetente myndigheder ikke anvende
en økonomisk test i forbindelse med tjenesteyderes
ansøgning om etablering. Det vil sige, at kompetente
myndigheder ikke må gøre en tilladelse betinget af, at
der kan påvises et økonomisk behov eller en
markedsefterspørgsel efter den pågældende
tjenesteydelse her i landet, at den pågældende form for
virksomheds potentielle eller aktuelle økonomiske virkninger
på f.eks. konkurrenterne evalueres, eller at dens
formålstjenlighed i forhold til den kompetente myndigheds
planlagte økonomiske mål vurderes.
Ifølge § 10, stk. 1, nr.
6, må kompetente myndigheder ikke forpligte
tjenesteydere til at stille eller deltage i en finansiel sikkerhed
eller til at tegne en forsikring hos en dansk etableret
forsikringsgiver. Dette berører ikke myndighedernes mulighed
for at kræve forsikring eller finansiel sikkerhed som
sådan.
Endelig må kompetente myndigheder efter § 10, stk.
1, nr. 7, ikke kræve af
tjenesteydere, at de allerede skal være optaget i et dansk
register i en given periode, eller kræve, at tjenesteyderen
tidligere skal have udøvet den pågældende
virksomhed i Danmark i en given periode.
Ifølge § 10, stk. 2,
vedrører forbudet i § 10, stk. 1, nr. 5 ikke
planlægningskrav, der ikke forfølger økonomiske
mål, men er fastsat ud fra tvingende almene hensyn,
eksempelvis miljøbeskyttelse, herunder bymiljøet,
eller trafiksikkerheden.
Ifølge § 10, stk. 3,
kan en kompetent myndighed, uanset stk. 1, nr. 6, stille krav om,
at en tjenesteyder deltager i en eventuel kollektiv erstatningsfond
her i landet, f.eks. for medlemmer af en branche- og
erhvervsorganisation. Det vil sige, at kompetente myndigheder gerne
må stille krav om, at eksempelvis advokater eller
rejsebureauer bidrager til en fond til at kompensere kunderne for
skader og tab, som de er blevet påført af et medlem af
de pågældende organisationer.
Til kapitel 7
Midlertidig levering af
tjenesteydelser
Til § 11
§ 11, stk. 1, fastslår,
at tjenesteydere, der er etableret i andre EU/EØS-lande, har
ret til at levere tjenesteydelser i Danmark på midlertidig
basis, dvs. uden at etablere sig i Danmark. Denne bestemmelse
gennemfører servicedirektivets artikel 16. Lovens § 11
fastslår, at tjenesteydere kan vælge at levere deres
tjenesteydelser midlertidigt i Danmark frem for at etablere
virksomhed i Danmark, alt efter hvilken vækststrategi de har
i forhold til det danske marked. Tjenesteydere, der ønsker
at benytte sig af retten til midlertidigt at levere tjenesteydelser
i Danmark, skal være lovligt etableret i et andet
EU/EØS-land.
§ 11, stk. 2, 3 og 4,
fastsætter hvilken type krav der kan håndhæves
over for tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser i Danmark
på midlertidig basis. Samtlige de betingelser, som er
nævnt i § 11, stk. 2, 3 og 4, skal være
opfyldt.
Krav, der kan håndhæves over for midlertidige
tjenesteydere, jf. andre fællesskabsretlige regler, f.eks.
forbrugerbeskyttelsesdirektiverne og diverse sektordirektiver, er,
jf. lovens § 1, stk. 2, nr. 14, og servicedirektivets
forrangsprincip, ikke omfattet af lovens § 11. Desuden skal
tjenesteydere, som leverer tjenesteydelser midlertidigt i Danmark,
bl.a. overholde markedsføringsloven og er i den forbindelse
underlagt Forbrugerombudsmandens tilsyn.
§ 11, stk. 2, 3 og 4, omhandler kun krav over for
tjenesteydere, som leverer tjenesteydelser midlertidigt. Det vil
sige, at kompetente myndigheder kan opretholde krav over for
etablerede tjenesteydere, uanset § 11. Hvis kompetente
myndigheder stiller krav, som både gælder etablerede og
midlertidige tjenesteydere, som er i modstrid med § 11, skal
myndighederne enten ophæve kravet eller specifikt undtage
midlertidige tjenesteydere fra kravet.
§ 11 omfatter også krav til tjenesteyderens
sædvanlige udstyr, f.eks. måleudstyr,
værktøj og andre arbejdsredskaber. § 11 omfatter
dog ikke krav til fysiske genstande, der af tjenesteyderen enten
leveres til kunden eller bliver en del af en fysisk genstand som
følge af servicevirksomheden, f.eks. byggematerialer eller
reservedele, eller forbruges eller efterlades på stedet under
udførelsen af tjenesteydelsen, f.eks. brændstof,
sprængstoffer, fyrværkeri, pesticider, gift eller
medicin.
Uanset § 11, stk. 2, 3 og 4, har de kompetente
myndigheder desuden ret til at træffe foranstaltninger for at
forhindre, at tjenesteydere uberettiget udnytter principperne for
det indre marked, jf. servicedirektivets præambelbetragtning
nr. 79. Om der er tale om uberettiget udnyttelse fra en
tjenesteyders side skal afgøres fra sag til sag. Eksempelvis
kan de kompetente myndigheder træffe foranstaltninger over
for danske tjenesteydere, som for at unddrage sig dansk lovgivning,
etablerer sig i et andet EU/EØS-land og her retter deres
virksomhed mod Danmark (Se sag C-33/74, Van Binsbergen og C-23/93,
TV 10).
For områder, der er omfattet af lovens § 11, har de
kompetente myndigheder, jf. servicedirektivets artikel 18, mulighed
for undtagelsesvist, i individuelle tilfælde og af hensyn til
sikkerheden i forbindelse med en tjenesteydelse, at træffe
foranstaltninger, der fraviger § 11 om midlertidigt udbud af
tjenesteydelser. Dette kan dog kun ske på områder, der
ikke er harmoniseret på fællesskabsplan. Proceduren for
at anvende denne mulighed vil fremgå af økonomi- og
erhvervsministerens nærmere fastsatte regler med henblik
på opfyldelse af servicedirektivets bestemmelser om disse
foranstaltninger, som er omhandlet i § 14 i denne lov. Der
henvises til bemærkningerne til § 14.
Efter § 11, stk. 2, må
kompetente myndigheder kun stille og håndhæve krav over
for tjenesteydere, der ønsker at levere tjenesteydelser
midlertidigt i Danmark, hvis kravene er begrundet i hensynet til
den offentlige orden, sikkerhed, sundhed eller
miljøbeskyttelse.
Begreberne offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig
sundhed, er begreber, der stammer direkte fra EF-traktatens artikel
46, jf. artikel 55. Disse begreber er blevet fortolket
snævert af EF-Domstolen. For at disse hensyn kan
påberåbes, skal der derfor foreligge en reel og
alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, og
risikoen for denne interesse skal påvises. Beskyttelsen af
disse tvingende almene hensyn giver ikke de kompetente myndigheder
ret til at undtage hele økonomiske sektorer eller erhverv
fra den grundlæggende frihed til at levere tjenesteydelser
midlertidigt.
Efter § 11, stk. 2, nr. 1,
omfatter begrebet offentlig orden beskyttelse mod en virkelig og
tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende
samfundshensyn og kan navnlig omfatte forhold vedrørende
menneskelig værdighed, beskyttelse af mindreårige og
sårbare voksne samt dyrevelfærd.
EF-Domstolen har anerkendt, at opfattelsen af, hvad der er
omfattet af offentlig orden, kan variere fra land til land. Det er
dog relativt få gange, at EF-Domstolen har accepteret, at en
medlemsstat har begrundet krav i hensynet til den offentlige orden.
F.eks. er forbud mod spil, som simulerer drabshandlinger, blevet
accepteret på grund af hensynet til den offentlige orden.
Derimod er det ikke blevet accepteret af EF-Domstolen, at krav om
minimumskapital for visse selskaber for at beskytte kreditorerne
begrundes i hensynet til den offentlige orden.
Efter § 11, stk. 2, nr. 2,
omfatter begrebet offentlig sikkerhed forhold vedrørende
tryghed for borgerne og forudsætter, at der foreligger en
reel og alvorlig trussel mod et samfunds grundlæggende
interesse. Eksempelvis er det anerkendt af EF-Domstolen, at regler
for at hindre større ulykker i havne samt regler for at
sikre forsyning af råolie kan begrundes i offentlig
sikkerhed.
Begrebet offentlig sundhed som nævnt i § 11, stk.
2, nr. 3, kan ifølge EU-retten
kun påberåbes i tilfælde af en reel og
tilstrækkelig alvorlig trussel, ligesom det gælder for
de øvrige forhold, der henvises til i EF-traktatens artikel
46, jf. artikel 55.
Efter § 11, stk. 2, nr. 4,
har de kompetente myndigheder mulighed for at sikre, at
tjenesteydere, som leverer tjenesteydelser midlertidigt, overholder
regler om miljøbeskyttelse. Med udgangspunkt i specifikke
træk ved det sted, hvor tjenesteydelsen leveres, kan de
kompetente myndigheder hindre en tjenesteydelse i at få en
negativ indvirkning på miljøet på det
pågældende sted.
Efter § 11, stk. 3, må
kompetente myndigheder kun stille krav over for tjenesteydere, der
ønsker at levere tjenesteydelser midlertidigt i Danmark,
hvis kravene ikke indebærer diskrimination. Forbudet omfatter
både direkte (f.eks. nationalitetskrav) som indirekte
diskrimination (f.eks. sprogkrav eller bopælskrav).
Efter § 11, stk. 4, må
kompetente myndigheder kun stille krav til tjenesteydere, der
ønsker at levere tjenesteydelser midlertidigt i Danmark,
hvis kravene er proportionale. Proportionalitet skal forstås
sådan, at krav skal begrænses til det reelt
nødvendige for at sikre det hensyn, der
påberåbes (den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed, den offentlige sundhed eller beskyttelse af
miljøet). Kravet skal dermed stå i rimeligt forhold
til det hensyn, der forfølges. Det vil sige, at kravet skal
være egnet til og nødvendigt for at sikre de hensyn, der
forfølges. Hensynet må altså ikke kunne
nås ved foranstaltninger, der er mindre restriktive og
indgribende (se f.eks. C-385/99, Müller-Fauré).
Samtidig bør det kunne påvises, at kravet har den
tilsigtede effekt.
Til § 12
§ 12 i loven opregner en række områder og
tjenesteydelser, der ikke er omfattet af § 11 om midlertidig
levering af tjenesteydelser. Dette indebærer, at kompetente
myndigheder kan stille krav til tjenesteydere, der er omfattet af
§ 12, uanset § 11.
Efter § 12, stk. 1, nr. 1, er
krav til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke
omfattet af § 11. Tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse skal defineres i overensstemmelse med gældende
fællesskabsret. Af EF-traktatens artikel 16 fremgår
det, at en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse
skal fremme social og territorial samhørighed. Af
EF-Domstolens praksis kan det endvidere udledes, at betegnelsen
anvendes, hvis levering af tjenesteydelsen normalt er pålagt
særlige operatører og ikke automatisk er overdraget
samtlige virksomheder i en bestemt økonomisk sektor.
Overdragelsen af en sådan opgave skal være sket ved en
eller flere retsakter, hvori den særlige opgaves
nøjagtige karakter er angivet. For at der er tale om en
tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, må
udførelsen heller ikke ske med rent økonomisk
formål. Der skal være tale om, at virksomhederne
påtager sig forpligtelser, som hindrer, at de
fastlægger deres aktiviteter efter rent
forretningsmæssige overvejelser. Formålet med
tjenesteydelsen skal desuden være at imødekomme
borgernes almindelige behov, dvs. ydelsen skal være baseret
på hensyn af almen interesse.
De kompetente myndigheder har frihed til i overensstemmelse
med fællesskabsretten at fastsætte, hvad de definerer
som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvordan
disse tjenesteydelser skal organiseres og finansieres i
overensstemmelse med statsstøttereglerne, og hvilke
specifikke forpligtelser, der bør gælde for
tjenesteydelserne. Det sidste sikrer, at de kvalitetskrav - f.eks.
sociale kvalitetsstandarder - som myndighederne ønsker at
stille til tjenesteydelsen, fortsat kan stilles og kræves
accepteret af tjenesteyderen i forbindelse med indgåelsen af
kontrakten og ved udførelsen af tjenesteydelsen.
Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er
eksempelvis affaldshåndtering og tjenesteydelser inden for
post-, elektricitets- og gassektoren.
Efter § 12, stk. 1, nr. 2, er
områder omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af
arbejdstagere, som led i udveksling af tjenesteydelser, undtaget
fra bestemmelsen om midlertidig levering af tjenesteydelser.
Ved udstationering af arbejdstagere i henhold til direktiv nr.
96/71/EF skal den udstationerende virksomhed overholde arbejds- og
ansættelsesvilkårene på en række
nærmere angivne områder, som er gældende i det
EU/EØS-land, hvor tjenesteydelsen udføres. Der er
tale om følgende områder: Maksimal arbejdstid og
minimal hviletid, mindste antal betalte feriedage pr. år,
mindsteløn, herunder overtidsbetaling, betingelserne for
tilrådighedsstillelse af arbejdstagere, især
beskyttelse af arbejdstagere, der stilles til rådighed via
vikarbureauer, sundhed, sikkerhed og hygiejne på
arbejdspladsen, beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til
arbejds- og ansættelsesvilkår for gravide kvinder og
kvinder, der lige har født, samt for børn og unge,
ligebehandling af mænd og kvinder samt andre bestemmelser
vedrørende ikke-forskelsbehandling. Herudover forhindrer
denne lov ikke kompetente myndigheder i at anvende arbejds- og
ansættelsesvilkårene på andre områder end
dem, der er anført i artikel 3, stk. 1, i direktiv nr.
96/71/EF, når det er begrundet i hensynet til den offentlige
orden.
Loven berører heller ikke arbejds- og
ansættelsesvilkårene i tilfælde, hvor en
arbejdstager, der er ansat til at udføre en
grænseoverskridende tjenesteydelse, ansættes i Danmark.
Endelig berører loven ikke de kompetente myndigheders ret
til at afgøre, om der foreligger et
ansættelsesforhold, og bestemme sondringen mellem
selvstændige erhvervsdrivende og arbejdstagere.
Ifølge § 12, stk. 1, nr.
3, er områder omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv nr. 95/46/EF af 24. oktober 1995 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
undtaget fra bestemmelsen om midlertidig levering af
tjenesteydelser. Dette direktiv rummer regler for databeskyttelse
og er i Danmark implementeret ved lov om behandling af
personoplysninger.
Efter § 12, stk. 1, nr. 4, er
områder, der er omfattet af Rådets direktiv nr.
77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik
på den faktiske gennemførelse af advokaters frie
udveksling af tjenesteydelser, endvidere undtaget fra bestemmelsen
om midlertidigt udbud af tjenesteydelser.
Undtagelsen sikrer, at det nævnte direktiv fortsat
finder anvendelse fuldt ud. Undtagelsen indebærer, at §
11 kun finder anvendelse på advokater på områder,
der ikke er omfattet af det nævnte direktiv. Det
fremgår bl.a. af direktivet, at virksomhed i forbindelse
medrepræsentation og forsvar af en klient for retten eller
overfor offentlige myndigheder udøves på de
betingelser, der er fastsat for advokater etableret i den
pågældende medlemsstat. § 11 finder anvendelse
på advokater på områder, der ikke er omfattet af
direktiv nr. 77/249/EØF, i det omfang denne anden
advokatvirksomhed ikke er underlagt krav, som er fastsat i eller i
medfør af fællesskabslovgivning jf. lovens § 1,
stk. 2, nr. 14.
Efter § 12, stk. 1, nr. 5, er
retslig inkasso undtaget fra bestemmelsen om midlertidig levering
af tjenesteydelser. Undtagelsen dækker den virksomhed, der
består i at inddrive gæld under anvendelse af
retsmidler. Den dækker derimod ikke inddrivelsesvirksomhed,
som udføres af tjenesteydere uden for retssystemets
procedurer.
Efter § 12, stk. 1, nr. 6, er
områder omfattet af afsnit II i direktiv nr. 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer undtaget fra lovens § 11 om midlertidigt udbud
af tjenesteydelser. Afsnit II i direktiv nr. 2005/36 omhandler
bestemmelser om den fri udveksling af tjenesteydelser. Som
følge af undtagelsen i nr. 6 gælder § 11 kun
anliggender for lovregulerede erhverv, der ikke er knyttet til
erhvervsmæssige kvalifikationer.
Efter § 12, stk. 1, nr. 7,
finder § 11 heller ikke anvendelse på krav om, at
udøvelsen af en aktivitet er forbeholdt et bestemt erhverv.
I overensstemmelse med servicedirektivets artikel 16, nr. 6, finder
undtagelsen ikke anvendelse på øvrige krav, der
stilles til et erhverv, som en bestemt aktivitet er forbeholdt.
Undtagelsen omfatter alene selve kravet om, at udøvelsen af
en aktivitet forbeholdes det bestemte erhverv.
Efter § 12, stk. 1, nr. 8, er
områder omfattet af Rådets forordning (EØF) nr.
1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer,
der flytter inden for Fællesskabet, også undtaget fra
§ 11 om midlertidig levering af tjenesteydelser. Undtagelsen
betyder, at reglerne i forordningen om samordning af nationale
sociale sikringsordninger ikke påvirkes af § 11. Med
disse regler fastlægges bl.a., hvilke sociale
sikringsordninger, som personer enten som selvstændige eller
arbejdstagere, som arbejder midlertidigt i Danmark, har ret
til.
Efter § 12, stk. 1, nr. 9, er
administrative formaliteter vedrørende fri
bevægelighed for personer og deres ophold, som er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/38/EF af 29.
april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at
færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes
område, desuden undtaget fra lovens § 11. Direktiv nr.
2004/38/EF vedrører administrative formaliteter, som
medlemsstaterne kan kræve, at EU-borgere og visse
tredjelandsstatsborgere, der flytter fra en medlemsstat til en
anden, skal overholde, herunder eksempelvis krav om opholdskort og
registreringsbevis.
Efter § 12, stk. 1, nr. 10,
er krav over for ikke-EU/EØS/schweiziske borgere om
besiddelse af et visum eller en opholdstilladelse også
undtaget fra § 11. Undtagelsen indebærer, at reglerne om
visumkrav, som er en del af Schengen-reglerne, ikke berøres
af § 11. Ligeledes berører § 11 ikke muligheden
for at kræve visum af de tredjelandsstatsborgere, der
indrejser i Danmark fra et land, som ikke deltager i
Schengensamarbejdet, men er medlem af EU, herunder for eksempel
Bulgarien, Cypern, Irland, Rumænien og Storbritannien. Retten
til at kræve opholdstilladelse af tredjelandsstatsborgere,
hvis opholdet er over 3 måneder, er ligeledes bevaret.
Efter § 12, stk. 1, nr.11, er
krav om, at ikke-EU/EØS/schweiziske borgere ved eller efter
indrejse i Danmark skal melde sig til de danske myndigheder,
også undtaget fra § 11.
Efter § 12, stk. 1, nr. 12,
er overførsel af affald, som omfattet af Rådets
forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om
overvågning af og kontrol med overførsel af affald
inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab,
undtaget fra § 11 om midlertidig levering af tjenesteydelser.
Forordningen om overførsel af affald indeholder visse regler
om pligter, der skal overholdes i bestemmelses- eller
transitlandet.
Efter § 12, stk. 1, nr. 13,
er ophavsret og beslægtede rettigheder, intellektuelle
ejendomsrettigheder samt rettighederne omfattet af Rådets
direktiv nr. 87/54/EØF af 16. december 1986 om retlig
beskyttelse af halvlederprodukters typografi og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv nr. 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig
beskyttelse af databaser, undtaget fra bestemmelsen om midlertidig
levering af tjenesteydelser.
Efter § 12, stk. 1, nr. 14,
er handlinger, der ifølge loven kræver en notar,
undtaget fra bestemmelsen om midlertidigt levering af
tjenesteydelser. I Danmark udøves notarvirksomhed imidlertid
alene af domstolene.
Efter § 12, stk. 1, nr. 15,
er områder omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv nr. 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af
årsregnskaber og konsoliderede regnskaber også undtaget
fra § 11 om midlertidig levering af tjenesteydelser.
Undtagelsen dækker de specifikke regler om lovpligtig
revision, der er fastlagt i direktivet. Den betyder, at § 11
ikke berører de regler i direktivet, som finder anvendelse
på leveringen af lovpligtige revisionsydelser, der leveres af
revisorer fra en anden medlemsstat, f.eks. den nødvendige
godkendelse af revisoren i det land, som kræver den
lovpligtige revision. § 11 finder kun anvendelse på
revisorer i anliggender, der ikke er omfattet af direktiv nr.
2006/43/EF.
Efter § 12, stk. 1, nr. 16,
er registrering af køretøjer, der er leaset i en
anden medlemsstat, også undtaget fra lovens § 11. I
henhold til EF-Domstolens praksis kan en medlemsstat lade
køretøjer, der anvendes på dens område,
være omfattet af en sådan forpligtelse på
vilkår, der er afpasset efter det tilsigtede mål. De
kompetente myndigheder kan derfor kræve, at
køretøjer, der sædvanligvis kører
på de nationale veje, registreres i landet. Lejlighedsvis
eller kortsigtet leje af køretøjer er derimod
omfattet af lovens § 11.
Efter § 12, stk. 1, nr. 17,
er bestemmelser vedrørende kontraktretlige og
ikke-kontraktretlige forpligtelser, herunder kontraktformer, der er
fastsat i den internationale privatret, endvidere undtaget fra
§ 11. Undtagelsen omfatter kontraktretlige forbindelser mellem
tjenesteyder og kunde samt mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
Lovvalget for tjenesteyderens kontraktretlige og
ikke-kontraktretlige forpligtelser skal afgøres efter de
internationale privatretlige regler.
Til kapitel 8
Administrativt samarbejde
Til § 13
Ifølge § 13, stk. 1,
bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at
fastsætte nærmere regler med henblik på at
implementere servicedirektivets bestemmelser om administrativt
samarbejde. På baggrund af bemyndigelsen vil der blive
udstedt en bekendtgørelse.
I overensstemmelse med servicedirektivets artikel 28 vil
bekendtgørelsen for det første komme til at indeholde
krav om, at kompetente myndigheder skal begrunde anmodninger om
eksempelvis oplysninger til kompetente myndigheder i andre
medlemslande.
Desuden fastsættes regler for, hvordan de kompetente
myndigheder skal reagere på henvendelser fra kompetente
myndigheder i andre EU/EØS-lande om eksempelvis information
om en tjenesteyder eller om at udføre en kontrol med en
tjenesteyder. Et EU/EØS-land kan eksempelvis have brug for
at vide, om en tjenesteyder, som ønsker at etablere sig
på dens område, allerede er lovligt etableret i
Danmark, eller om dokumenter til bevis for f.eks.
forsikringsdækning er ægte. Hvis det er
nødvendigt, skal de kompetente myndigheder udføre
faktuelle kontroller, inspektioner og undersøgelser efter en
henvendelse fra en kompetent myndighed i et andet
EU/EØS-land.
De kompetente myndigheder vil desuden ifølge
bekendtgørelsen hurtigst muligt skulle afgive oplysningerne
og udføre kontroller i det omfang, det er i overensstemmelse
med dansk lovgivning, herunder reglerne i persondataloven.
Bekendtgørelsen vil også forpligte de kompetente
myndigheder til - inden for rammerne af dansk lovgivning - ikke at
afstå fra at træffe
håndhævelsesforanstaltninger over for tjenesteydere
etableret i Danmark. med den begrundelse, at en eventuel skade er
forvoldt i et andet EU/EØS-land, jf. servicedirektivets
artikel 30, stk. 2. Den praktiske betydning af denne forpligtelse
er, at danske myndigheder ikke må afslå at assistere
andre myndigheder i EU, hvis disse henvender sig for at få
hjælp til at undersøge, eksempelvis om en dansk
etableret tjenesteyder er lovligt etableret i Danmark. Hvis der er
hjemmel i dansk lovgivning, skal danske myndigheder ligeledes
håndhæve krav og sanktionere brud på disse krav
begået af dansk etablerede tjenesteydere i udlandet. Hvis der
ikke er hjemmel hertil, eller hvis erhvervet ikke er lovreguleret,
må de kompetente myndigheder meddele den udenlandske
relevante myndighed dette. Danske kompetente myndigheder er
forpligtet til at behandle andre medlemsstaters anmodning om
assistance og skal sikre, at der ikke er noget i sektorlovgivningen
og i den administrative praksis, der er til hinder for dette.
De kompetente myndigheder afgør hvilke
foranstaltninger, der i det enkelte tilfælde er bedst egnede
til at imødekomme en anmodning fra en kompetent myndighed i
et andet EU/EØS-land. Desuden skal de kompetente myndigheder
meddele myndigheden i det andet EU/EØS-land resultaterne og
de foranstaltninger, der eventuelt er truffet. Hvis den danske
kompetente myndighed ikke kan imødekomme anmodningen om
oplysninger eller en anmodning om at udføre kontroller eller
tilsyn, skal den danske kompetente myndighed hurtigst muligt
meddele dette til den myndighed, der har fremsat anmodningen.
For at beskytte tjenestemodtagere forpligtes
EU/EØS-landene desuden til, jf. servicedirektivets artikel
32, at advare andre medlemsstater, hvis det vurderes, at en
tjenesteyders handlinger på eget eller en anden medlemsstats
territorium indebærer en potentiel, alvorlig skade på
menneskers sundhed og sikkerhed eller på miljøet.
Denne information vil sætte de kompetente myndigheder i
EU/EØS-landene i stand til at reagere hurtigt, føre
tæt tilsyn med den pågældende tjenesteyder og alt
efter situationen foretage de nødvendige forholdsregler.
Proceduren for at advare om tjenesteydere, jf. servicedirektivets
artikel 29 og 32, fastsættes i bekendtgørelsen.
Advarsler skal ske i overensstemmelse med reglerne om beskyttelse
af personoplysninger. Kompetente myndigheder skal kun advare om en
tjenesteyder, hvis der er et grænseoverskridende element. Det
vil sige, at tjenesteyderen skal levere tjenesteydelser i andre
medlemsstater, eller der skal være formodning om, at
vedkommende vil gøre det.
Det administrative samarbejde skal også kunne anvendes
til at udveksle oplysninger om tjenesteyderes hæderlighed.
Kompetente myndigheder forpligtes i bekendtgørelsen til i
overensstemmelse med dansk lovgivning at oplyse om en tjenesteyders
hæderlighed, hvis de bliver spurgt om det af andre
EU/EØS-landes kompetente myndigheder, jf. servicedirektivets
artikel 33. Dette gælder blandt andet oplysninger om
eventuelle disciplinære, administrative eller strafferetlige
sanktioner mod tjenesteyderen, som er direkte relevante for
tjenesteyderens kompetence eller faglige troværdighed.
Oplysningerne skal dog som nævnt kun gives, hvis dette er i
overensstemmelse med dansk lovgivning og i øvrigt under
overholdelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger og de
rettigheder, der er sikret dømte eller personer, der
på anden måde er pålagt en sanktion.
Oplysningerne må desuden kun meddeles, hvis der foreligger en
endelig afgørelse, dvs. at muligheden for at anke eller at
påklage afgørelsen er udtømt. De kompetente
myndigheder har ansvar for at sikre, at mulighederne for at anke
eller påklage beslutningen er udtømt, før
oplysningerne udleveres. Derudover må oplysningerne kun
anvendes i forbindelse med den sag, der ligger til grund for
anmodningen om oplysningerne.
For at understøtte det administrative samarbejde, har
Europa-Kommissionen udviklet et elektronisk system til udveksling
af oplysninger, Informationssystemet for det indre marked (IMI).
Servicedirektivet indeholder bestemmelser om oprettelse og brugen
af IMI, jf. artikel 34 og 36.
Formålet med IMI er at lette den elektroniske udveksling
af oplysninger mellem de kompetente myndigheder i
EU/EØS-landene. Systemet indeholder eksempelvis en
søgefunktion, der skal sikre, at en kompetent myndighed kan
finde og kontakte den relevante kompetente myndighed i et andet
medlemsland direkte. Desuden indeholder IMI en lang række
mulige spørgsmål om tjenesteydere og tjenesteydelser,
som de kompetente myndigheder kan få brug for at stille
kompetente myndigheder i andre EU/EØS-lande. Disse
spørgsmål er oversat til alle fællesskabssprog,
således at en dansk kompetent myndighed kan stille et
spørgsmål på dansk, som automatisk
oversættes til det sprog, som den modtagende kompetente
myndighed forstår. Den danske kompetente myndighed modtager
tilsvarende svar på dansk. Desuden er det muligt at sende
diverse dokumenter gennem IMI, både elektroniske dokumenter
og scannede papirdokumenter. På den måde kan en
kompetent myndighed få hurtigt svar på, eksempelvis om
en attest udstedt i et andet medlemsland er gyldig og tilsvarende
en attest udstedt i Danmark. IMI skal således medvirke til at
overvinde de praktiske barrierer for kommunikation mellem de
kompetente myndigheder i EU/EØS-landene, som eksempelvis
forskellige administrations- og arbejdskulturer, forskellige sprog,
ukendte dokumenttyper og problemer med at identificere og kontakte
de rette myndigheder.
§ 13, stk. 2, giver
økonomi- og erhvervsministeren bemyndigelse til at udpege
den kompetente myndighed, som skal være kontaktpunkt for det
administrative samarbejde, som følger af servicedirektivet.
På baggrund af en høring i Specialudvalget for
Vækst og Konkurrenceevne den 13. august 2007 er Erhvervs- og
Byggestyrelsen udpeget som national koordinator for det
administrative samarbejde igennem Informationssystemet for det
indre marked (IMI). De funktioner, som den nationale
IMI-koordinator varetager, og de funktioner som kontaktpunktet, jf.
servicedirektivet, skal varetage, er tæt forbundet. Der er
tale om en koordinerende funktion over for Europa-Kommissionen og
de kompetente myndigheder i forhold til det administrative
samarbejde og udveksling af oplysninger med kompetente myndigheder
i andre EU/EØS-lande. Erhvervs- og Byggestyrelsen udpeges
derfor ligeledes som kontaktpunktet for det administrative
samarbejde i henhold til servicedirektivet.
Kontaktpunktet skal fungere som bindeled til
Europa-Kommissionen og formidle information fra Europa-Kommissionen
til de kompetente myndigheder. Udgangspunktet i det administrative
samarbejde er, at informationsudvekslingen og kontakten skal
foregå direkte mellem de kompetente myndigheder, så
kontaktpunktet kun involveres i særlige tilfælde, hvor
der er problemer. Eksempelvis kan kontaktpunktet hjælpe andre
EU/EØS-landes kompetente myndigheder med at finde frem til
den rette kompetente danske myndighed, hvis de har problemer med
det. Kontaktpunktet vil også skulle hjælpe danske
kompetente myndigheder med undervisning i brugen af IMI og med
udvekslingen af oplysninger, hvis der opstår problemer.
Til kapitel 9
Særlige foranstaltninger
Til § 14
Ifølge § 14 bemyndiges økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte de nærmere regler
om de foranstaltninger, som de kompetente myndigheder
undtagelsesvist kan træffe over for en tjenesteyder, som
leverer tjenesteydelser midlertidigt i Danmark, samt proceduren for
dette, jf. servicedirektivets artikel 18 og 35. Servicedirektivet
giver medlemsstaterne mulighed for undtagelsesvist at træffe
foranstaltninger over for en tjenesteyder, som leverer
tjenesteydelser midlertidigt i Danmark, hvis der er en
sikkerhedsrisiko ved tjenesteydelsen. I bekendtgørelsen
fastsættes proceduren for at gøre brug af denne
mulighed, jf. servicedirektivets artikel 18 og 35. Proceduren kan
ikke anvendes til at træffe foranstaltninger over for et helt
erhverv. Muligheden for at gribe ind over for en tjenesteyder, som
er i Danmark midlertidigt, hvis der er en sikkerhedsrisiko,
berører ikke muligheden for at opretholde og
håndhæve krav over for midlertidige tjenesteydere, hvis
dette er muligt, jf. lovens § 11 og servicedirektivets artikel
16.
Kapitel 10
Pligt til Indrapportering
Til § 15
Ifølge denne bestemmelse bemyndiges økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler med
henblik på at opfylde servicedirektivets bestemmelser om en
informationsprocedure for regler om tjenesteydelser, tjenesteydere
og tjenestemodtagere, jf. servicedirektivets artikel 15, stk. 7, og
artikel 39, stk. 5.
De kompetente myndigheder forpligtes for det første til
at meddele Europa-Kommissionen, hvis de indfører nye krav
til tjenesteydere, samt begrundelsen herfor, hvis kravet
indgår på listen over de såkaldte
"gråzonekrav" nævnt i servicedirektivets artikel 15,
stk. 2, dvs.:
a) Kvantitative
eller territoriale begrænsninger, navnlig i form af
begrænsninger fastsat på grundlag af befolkningstallet
eller af hensyn til en geografisk minimumsafstand mellem
tjenesteyderne.
b) Krav om, at
tjenesteyderen skal have en bestemt retlig form.
c) Krav
vedrørende besiddelsen af et selskabs kapital.
d) Krav - bortset
fra kravene vedrørende spørgsmål omfattet af
direktiv nr. 2005/36/EF eller kravene i anden
fællesskabslovgivning - der forbeholder bestemte
tjenesteydere adgangen til den pågældende
servicevirksomhed på grund af virksomhedens særlige
karakter.
e) Forbud mod at
have flere forretningssteder på samme stats område.
f) Krav om et
minimumsantal af ansatte.
g) Minimums-
og/eller maksimumspriser, som tjenesteyderen skal overholde.
h) Krav om, at
tjenesteyderen sammen med sin egen tjenesteydelse skal
udføre bestemte andre tjenesteydelser.
Europa-Kommissionen meddeler herefter de fremsendte krav til
de andre EU/EØS-lande.
Proceduren i § 15 er ikke til hinder for, at bestemmelser
der indeholder "gråzonekrav" kan vedtages. Det følger
imidlertid af servicedirektivets artikel 15, stk. 7, 2. led, at
Europa-Kommissionen undersøger de nye bestemmelsers
forenelighed med fællesskabsretten inden for en frist
på tre måneder regnet fra modtagelsen af meddelelsen,
og at Kommissionen, hvor det er hensigtsmæssigt, vedtager en
beslutning med henblik på at anmode den berørte
medlemsstat om ikke at vedtage bestemmelserne eller om at
ophæve dem.
For det andet betyder informationsproceduren også, at de
kompetente myndigheder skal oplyse Europa-Kommissionen om
ændring af krav eller nye krav, der håndhæves
over for tjenesteydere, som midlertidigt leverer tjenesteydelser i
Danmark, jf. lovens § 11. Europa-Kommissionen meddeler
herefter de fremsendte krav til de andre EU/EØS-lande. Dette
er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder kan vedtage
bestemmelser indeholdende krav og håndhæve dem over for
tjenesteydere, der leverer tjenesteydelser midlertidigt i Danmark,
men Europa-Kommissionen kan fremsætte bemærkninger,
anmode om supplerende oplysninger eller anfægte deres
forenelighed med fællesskabsretten, herunder
servicedirektivet. Ved meddelelse af et udkast til nationale
forskrifter i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/34/EF anses meddelelsespligten opfyldt, jf.
servicedirektivets artikel 15, stk. 7, sidste led.
Til kapitel 11
Oprettelse af kvikskranke
Til § 16
§ 16 skal sikre gennemførsel af servicedirektivets
artikel 6 og 7, der omhandler oprettelsen af en kvikskranke for
tjenesteydere, som ønsker at levere tjenesteydelser i
Danmark, herunder også på midlertidig basis.
Økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler med henblik på at
implementere servicedirektivets bestemmelser i artikel 6, 7 og 8,
om oprettelse af en kvikskranke. På baggrund af bemyndigelsen
udstedes en bekendtgørelse om oprettelse og drift af et
elektronisk kontaktpunkt under Økonomi- og
Erhvervsministeriet.
Bekendtgørelsen vil indeholde krav om, at de kompetente
myndigheders tilladelsesordninger, blanketter og krav over for
tjenesteydere kan findes på det elektroniske kontaktpunkts
hjemmeside. Desuden skal blanketter kunne udfyldes og sendes via
det elektroniske kontaktpunkt.
Ligeledes vil bekendtgørelsen sikre, at der på
det elektroniske kontaktpunkts hjemmeside findes kontaktoplysninger
på de kompetente myndigheder, informationer om adgang til
offentlige registre og databaser over tjenesteydere og
tjenestemodtagere, oplysning om klagemuligheder i tilfælde af
tvister samt kontaktoplysninger på sammenslutninger og
organisationer, hvor tjenesteydere og tjenestemodtagere kan
få praktisk bistand. Hermed implementeres servicedirektivets
artikel 7, stk. 1, litra b, c, d og e.
Bekendtgørelsen skal samtidig udmønte
servicedirektivets tilskyndelse i artikel 7, stk. 5, til at anvende
andre sprog end hjemlandets, således at oplysningerne
på det elektroniske kontaktpunkt kan fremstå på
andre sprog end dansk. Hermed sikres det, at udenlandske
tjenesteydere kan opnå reel merværdi ved at anvende det
elektroniske kontaktpunkt.
Derudover vil bekendtgørelsen forpligte de kompetente
myndigheder til at acceptere og sagsbehandle ansøgninger om
at optage og udøve servicevirksomhed i Danmark, der
indsendes via det elektroniske kontaktpunkt. Hermed sikres det, at
servicedirektivets artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1,
implementeres. Hvis det er nødvendigt med fysisk kontrol af
tjenesteyderens udstyr eller af tjenesteyderens duelighed på
det sted, hvor tjenesteydelsen udføres, har tjenesteyderen
ikke ret til at kunne afvikle disse procedurer eller formaliteter
ad elektronisk vej og på afstand.
På europæisk plan arbejdes der på at fremme
sammenhængen og interoperabiliteten mellem
EU/EØS-landenes digitale signatur-løsninger.
Bekendtgørelsen vil tage højde for eventuelle
fremtidige fremskridt med dette arbejde, således at det
elektroniske kontaktpunkts tekniske formåen kan udvikles i
takt med den teknologiske udvikling.
Bekendtgørelsen skal desuden sikre, at det elektroniske
kontaktpunkt er i overensstemmelse med servicedirektivets artikel
13 om sagsbehandling af ansøgning om tilladelse. Tidsfristen
for de kompetente myndigheders sagsbehandling starter først,
når alle påkrævede dokumenter og blanketter er
korrekt udfyldt og korrekt indsendt af tjenesteyderen til det
elektroniske kontaktpunkt.
Derudover vil bekendtgørelsen forpligte de kompetente
myndigheder til at svare ansøger ad elektronisk vej,
når tjenesteyderen har indsendt blanketter og dokumenter via
det elektroniske kontaktpunkt. Kompetente myndigheder skal
ligeledes sende kopi af svar og afgørelser til det
elektroniske kontaktpunkt for at sikre et samlet overblik over
ansøgninger, der er indsendt via kvikskranken.
Til kapitel 12
Straffebestemmelser
Til § 17
Ifølge § 17 kan overtrædelse af
oplysningspligterne i § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1 og 2,
straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt
efter anden lovgivning. Dette betyder, at tjenesteyderen kan ifalde
bødestraf, såfremt denne ikke oplyser
tjenestemodtageren om virksomhedens form, og hvis tjenestemodtagen
beder om det, samarbejde med andre tjenesteydere og potentielle
interessekonflikter. Overtrædelse af § 5 kan også
straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt
efter anden lovgivning. Tjenesteyderen kan ifalde bødestraf,
såfremt denne stiller diskriminerende krav til en
tjenestemodtager begrundet i tjenestemodtagerens hjemsted eller
opholdssted, medmindre dette er begrundet i objektive
kriterier
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger til §§ 3, 4 og 5.
Til kapitel 13
Ikrafttræden mv.
Til § 18
Loven træder i kraft den 28. december 2009. Det
fremgår af servicedirektivet, at medlemsstaterne skal have
gennemført direktivet i national ret den 28. december
2009.
Til § 19
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale
gyldighed.
Bilag 1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre
marked
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE
UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2,
første og tredje punktum og artikel 55,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg
1),
under henvisning til udtalelse fra
Regionsudvalget
2),
efter proceduren i traktatens artikel 251
3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Det Europæiske Fællesskab har som mål at
skabe stadig tættere bånd mellem de europæiske
stater og folk og at sikre økonomiske og sociale fremskridt.
I henhold til traktatens artikel 14, stk. 2, indebærer det
indre marked et område uden indre grænser med fri
bevægelighed for tjenesteydelser. I traktatens artikel 43
sikres etableringsfriheden. I henhold til traktatens artikel 49 er
der i Fællesskabet ret til fri udveksling af tjenesteydelser.
En fjernelse af hindringerne for udviklingen af servicevirksomhed
mellem medlemsstaterne er et vigtigt middel til at styrke
integrationen af de europæiske folk og fremme afbalancerede
og bæredygtige fremskridt på det økonomiske og
det sociale område. Ved fjernelsen af sådanne barrierer
er det vigtigt at sikre, at udviklingen af servicevirksomhed
bidrager til opfyldelsen af de mål, der er fastsat i
traktatens artikel 2, nemlig i Fællesskabet som helhed at
fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af
den økonomiske virksomhed, et højt
beskæftigelsesniveau, et højt socialt
beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en
bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj
konkurrenceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til
de økonomiske resultater, et højt niveau for
miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten,
højnelse af levestandarden og livskvaliteten,
økonomisk og social samhørighed samt solidaritet
mellem medlemsstaterne.
(2) Et konkurrencedygtigt marked for tjenesteydelser er
vigtigt til fremme af økonomisk vækst og jobskabelse i
Den Europæiske Union. På nuværende tidspunkt
hindrer en lang række barrierer på det indre marked
tjenesteyderne, specielt små og mellemstore virksomheder
(SMV'er), i at udstrække deres aktiviteter ud over de
nationale grænser og drage fuld fordel af det indre marked.
Dette svækker konkurrenceevnen på verdensplan for Den
Europæiske Unions tjenesteydere. Et frit marked, som tvinger
medlemsstaterne til at fjerne restriktionerne for
grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser, samtidig
med at den nødvendige gennemskuelighed og information over
for forbrugerne øges, ville give forbrugerne et
større udvalg og en bedre service til lavere priser.
(3) I Kommissionens rapport "Status over det indre marked for
tjenester" opregnes en lang række hindringer, der står
i vejen for eller hæmmer udviklingen af tjenesteydelser
mellem medlemsstaterne, især tjenesteydelser, som
udføres af SMV'er, der spiller en fremtrædende rolle i
servicesektoren. Rapporten konkluderer, at ti år efter
måldatoen for gennemførelsen af det indre marked er
der stadig stor afstand mellem visionen om et økonomisk
integreret EU og den virkelighed, de europæiske borgere og
tjenesteydere oplever. Hindringerne berører mange
forskellige former for servicevirksomhed og alle etaper i
tjenesteydernes virksomhed, og der er mange lighedspunkter mellem
dem, bl.a. at de ofte skyldes administrative byrder, den
retsusikkerhed, der er forbundet med grænseoverskridende
virksomhed, og manglende tillid mellem medlemsstaterne.
(4) Da tjenesteydelser er drivkraften bag den
økonomiske vækst og tegner sig for 70 % af BNI og af
beskæftigelsen i de fleste medlemsstater, indvirker denne
opsplitning af det indre marked negativt på hele EU's
økonomi, især på SMV'ernes konkurrenceevne og
arbejdstagernes mobilitet, og forhindrer forbrugerne i at få
adgang til et større udvalg af tjenesteydelser til
konkurrencedygtige priser. Det er vigtigt at påpege, at
servicesektoren især er en central beskæftigelsessektor
for kvinder, og at de derfor vil kunne drage stor nytte af de nye
muligheder, som gennemførelsen af det indre marked for
tjenesteydelser frembyder. Europa-Parlamentet og Rådet har
fremhævet, at fjernelsen af de retlige hindringer for
oprettelsen af et egentligt indre marked er et meget vigtigt led i
gennemførelsen af det mål, der blev fastsat af Det
Europæiske Råds møde i Lissabon den 23. og 24.
marts 2000, nemlig at forbedre beskæftigelsen og den sociale
samhørighed og sikre en bæredygtig økonomisk
vækst for at gøre EU til den mest konkurrencedygtige
og dynamiske videnbaserede økonomi i verden inden år
2010 med flere og bedre job. Fjernelse af disse hindringer,
samtidig med at man sikrer en europæisk social model af
høj standard, er således en afgørende
forudsætning for at overvinde de vanskeligheder, der er
opstået i forbindelse med gennemførelsen af
Lissabon-strategien, og for at sætte skub i EU's
økonomi, især hvad angår beskæftigelse og
investeringer. Det er derfor vigtigt at gennemføre et indre
marked for tjenesteydelser, hvor der er ligevægt mellem
markedsåbning og bevarelse af offentlige tjenesteydelser og
arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder samt
forbrugerrettigheder.
(5) Det er derfor nødvendigt at fjerne hindringerne for
tjenesteyderes ret til frit at etablere sig i medlemsstaterne og
for den frie bevægelighed for tjenesteydelser mellem
medlemsstaterne og garantere tjenestemodtagere og tjenesteydere den
retssikkerhed, der er påkrævet, for at de reelt kan
udøve disse to grundlæggende traktatfæstede
friheder. Da hindringerne for det indre marked for tjenesteydelser
berører både erhvervsdrivende, der ønsker at
etablere sig i andre medlemsstater, og erhvervsdrivende, der
udfører en tjenesteydelse i en anden medlemsstat uden at
være etableret dér, er det nødvendigt at give
tjenesteydere mulighed for at udvikle deres servicevirksomhed i det
indre marked enten ved at etablere sig i en anden medlemsstat eller
ved at benytte sig af den frie bevægelighed for
tjenesteydelser. Tjenesteydere bør kunne vælge mellem
disse to friheder, alt efter hvilken vækststrategi de har i
den enkelte medlemsstat.
(6) Det er ikke muligt at overvinde disse hindringer
udelukkende ved at forlade sig på direkte anvendelse af
traktatens artikel 43 og 49, da det ville være ekstremt
vanskeligt for de nationale myndigheder og Fællesskabets
institutioner at gennemføre traktatbrudsprocedurer mod de
pågældende medlemsstater i hvert enkelt tilfælde,
især efter udvidelsen, og da mange hindringer kun kan fjernes
gennem en forhåndskoordinering af de nationale lovgivninger,
bl.a. ved at etablere et administrativt samarbejde. Som
Europa-Parlamentet og Rådet har erkendt, må et
ægte indre marked for tjenesteydelser opnås ved
hjælp af et lovgivningsinstrument på
fællesskabsplan.
(7) Dette direktiv opstiller en generel retlig ramme, der
kommer en lang række tjenesteydelser til gode, samtidig med
at der tages hensyn til de særlige kendetegn ved hver enkelt
form for virksomhed og erhverv og disses reguleringsordninger.
Denne ramme er baseret på en dynamisk og selektiv tilgang,
der består i først at fjerne de hindringer, der
hurtigt kan ryddes af vejen, og derefter for de øvrige
hindringer at igangsætte en procedure med evaluering,
høring og supplerende harmonisering af specifikke aspekter
med henblik på at muliggøre en gradvis og samordnet
modernisering af de nationale ordninger for regulering af
servicevirksomhed, hvilket er absolut nødvendigt for at
gennemføre et ægte indre marked for tjenesteydelser
inden 2010. Der bør indføres en afbalanceret
kombination af foranstaltninger, der omfatter målrettet
harmonisering, administrativt samarbejde, fri udveksling af
tjenesteydelser og tilskyndelse til udarbejdelse af
adfærdskodekser på bestemte områder. Denne
koordinering af de nationale lovgivninger bør sikre et
højt niveau af retlig integration i Fællesskabet og i
høj grad tilgodese almene hensyn, især beskyttelse af
forbrugerne, hvilket er absolut nødvendigt for at skabe
tillid mellem medlemsstaterne. Dette direktiv tilgodeser også
andre almene hensyn, herunder beskyttelse af miljøet, den
offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed samt
nødvendigheden af at overholde de arbejdsretlige
regler.
(8) Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende
etableringsfriheden og den frie bevægelighed for
tjenesteydelser bør kun finde anvendelse i det omfang, den
pågældende virksomhed er åben for konkurrence, og
de forpligter derfor ikke medlemsstaterne til enten at liberalisere
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse eller at
privatisere offentlige organer, der udfører sådanne
tjenesteydelser, eller at afskaffe eksisterende monopoler
vedrørende andre aktiviteter eller en række
distributionstjenester.
(9) Dette direktiv finder kun anvendelse på de krav, som
indvirker på adgangen til at optage eller udøve
servicevirksomhed. Det finder ikke anvendelse på krav
såsom færdselsregler, regler om arealudvikling og
-anvendelse, by- og landplanlægning, bygningsstandarder samt
administrative sanktioner, der pålægges for manglende
overholdelse af sådanne regler, der ikke specifikt regulerer
eller indvirker på servicevirksomheden, men som skal
overholdes af tjenesteyderne under udøvelsen af deres
erhvervsvirksomhed på samme måde som af enkeltpersoner,
der handler som privatpersoner.
(10) Dette direktiv omhandler ikke krav vedrørende en
række tjenesteyderes adgang til offentlige økonomiske
midler. Der er bl.a. tale om krav, der omfatter betingelser, som
skal opfyldes, for at tjenesteydere kan modtage offentlige
økonomiske midler, herunder specifikke kontraktbestemmelser,
især kvalitetsnormer, der skal overholdes som betingelse for
at modtage offentlige økonomiske midler, f.eks. på det
sociale område.
(11) Dette direktiv griber ikke ind i foranstaltninger truffet
af medlemsstaterne i overensstemmelse med fællesskabsretten
med hensyn til beskyttelse eller fremme af kulturel og sproglig
mangfoldighed og mediepluralisme, herunder finansiering af
sådanne aktiviteter. Direktivet er ikke til hinder for, at
medlemsstaterne anvender deres grundlæggende regler og
principper for pressefrihed og ytringsfrihed. Direktivet
berører ikke medlemsstaternes lovgivning om forbud mod
forskelsbehandling på grund af nationalitet eller andre
forhold som dem, der er nævnt i traktatens artikel 13.
(12) Dette direktiv har til formål at skabe en retlig
ramme for at sikre etableringsfriheden og den frie
bevægelighed for tjenesteydelser mellem medlemsstaterne, og
det hverken harmoniserer eller berører strafferetten.
Medlemsstaterne bør ikke kunne begrænse den frie
udveksling af tjenesteydelser ved at anvende strafferetlige
bestemmelser, der specifikt berører adgangen til at optage
eller udøve servicevirksomhed, med henblik på derved
at omgå reglerne i dette direktiv.
(13) Det er ligeledes vigtigt, at dette direktiv fuldt ud
respekterer fællesskabsinitiativer på grundlag af
traktatens artikel 137 med henblik på at virkeliggøre
de i traktatens artikel 136 fastlagte mål om fremme af
beskæftigelsen og forbedring af leve- og
arbejdsvilkårene.
(14) Dette direktiv berører ikke arbejds- og
ansættelsesvilkår som f.eks. maksimal arbejdstid og
minimal hviletid, mindste antal betalte feriedage pr. år,
mindsteløn og sikkerhed, sundhed og hygiejne på
arbejdspladsen, som medlemsstaterne anvender i overensstemmelse med
fællesskabsretten, det berører ikke forholdet mellem
arbejdsmarkedets parter, herunder retten til at forhandle og
indgå kollektive aftaler, retten til at strejke og til at
gennemføre faglige aktioner i overensstemmelse med national
ret og praksis under overholdelse af fællesskabsretten, og
det gælder heller ikke for tjenesteydelser, der
udføres af vikarbureauer. Direktivet berører heller
ikke medlemsstaternes lovgivning om social sikring.
(15) Dette direktiv respekter udøvelsen af de
grundlæggende rettigheder, der anvendes i medlemsstaterne og
anerkendes i EU's charter om grundlæggende rettigheder og de
ledsagende forklaringer, idet der skabes overensstemmelse med de
grundlæggende frihedsrettigheder i traktatens artikel 43 og
49. Disse grundlæggende rettigheder omfatter rettigheden til
at gennemføre faglige aktioner i overensstemmelse med
national ret og praksis under overholdelse af
fællesskabsretten.
(16) Dette direktiv vedrører udelukkende tjenesteydere,
der er etableret i en medlemsstat, og omfatter ikke eksterne
aspekter. Det vedrører ikke forhandlinger i internationale
organisationers regi om handel med tjenesteydelser, navnlig inden
for rammerne af den almindelige overenskomst om handel med
tjenesteydelser.
(17) Dette direktiv omfatter kun tjenesteydelser, der
udføres med en økonomisk modydelse. Tjenesteydelser
af almen interesse er ikke omfattet af definitionen i traktatens
artikel 50 og falder derfor ikke ind under dette direktivs
anvendelsesområde. Tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse er tjenesteydelser, der udføres med en
økonomisk modydelse, og falder derfor ind under dette
direktivs anvendelsesområde. Visse tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse, f.eks. de tjenesteydelser, der
måtte findes på transportområdet, er dog ikke
omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og visse andre
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, f.eks. de
tjenesteydelser, der måtte findes inden for postsektoren,
udgør undtagelser fra bestemmelsen om fri udveksling af
tjenesteydelser fastlagt i dette direktiv. Dette direktiv
vedrører ikke finansieringen af tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse og omfatter ikke støtte bevilget
af medlemsstaterne, navnlig på det sociale og
arbejdsmarkedsmæssige område, i overensstemmelse med
Fællesskabets konkurrenceregler. Dette direktiv
vedrører ikke opfølgningen af Kommissionens hvidbog
om forsyningspligtydelser.
(18) Finansielle tjenesteydelser bør udelukkes fra
dette direktivs anvendelsesområde, da denne form for
virksomhed er omfattet af specifik fællesskabslovgivning, der
ligesom dette direktiv sigter mod at gennemføre et
ægte indre marked for tjenesteydelser. Denne udelukkelse
bør derfor omfatte alle finansielle tjenesteydelser
såsom bank-, kredit-, forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed, erhvervstilknyttede eller personlige
pensionsordninger, tjenesteydelser i forbindelse med
værdipapirer, investerings-, fonds- og betalingsvirksomhed og
investeringsrådgivning, herunder de tjenesteydelser, der er
anført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og
udøve virksomhed som kreditinstitut
4).
(19) Da der i 2002 blev vedtaget en række
lovgivningsinstrumenter vedrørende elektroniske
kommunikationstjenester og -netværk og tilhørende
faciliteter og tjenesteydelser, som opstillede en
reguleringsmæssig ramme med henblik på at lette
adgangen til disse former for virksomhed i det indre marked,
især gennem afskaffelse af de fleste ordninger for individuel
tilladelse, er det nødvendigt at udelukke
spørgsmål, der er behandlet i disse instrumenter, fra
dette direktivs anvendelsesområde.
(20) De udelukkelser fra dette direktivs
anvendelsesområde, der angår spørgsmål om
elektroniske kommunikationstjenester, som er omfattet af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts
2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske
kommunikationsnet og tilhørende faciliteter
(adgangsdirektivet)
5),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts
2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester (tilladelsesdirektivet)
6),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts
2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet)
7), Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og
brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester (forsyningspligtdirektivet)
8)og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af
personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den
elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse
inden for elektronisk kommunikation)
9)bør ikke kun gælde for
spørgsmål, der specifikt behandles i de
pågældende direktiver, men også
spørgsmål, for hvilke medlemsstaterne i henhold til
udtrykkelige bestemmelser i direktiverne kan vedtage visse
foranstaltninger på nationalt plan.
(21) Transporttjenester, herunder bytransport, hyrevogns- og
ambulancekørsel og havnetjenester, bør udelukkes fra
dette direktivs anvendelsesområde.
(22) Udelukkelsen af sundhedsydelser fra dette direktivs
anvendelsesområde bør omfatte sundhedsydelser og
farmaceutiske tjenesteydelser, der udføres af fagfolk i
sundhedssektoren over for patienter med henblik på at
vurdere, vedligeholde eller genetablere deres sundhedstilstand,
når sådanne aktiviteter er forbeholdt et lovreguleret
erhverv i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne
udføres.
(23) Dette direktiv berører ikke refusion af udgifter
til sundhedsydelser, der er ydet i en anden medlemsstat end den,
modtageren af sundhedsydelsen er bosiddende i. Domstolen har
behandlet dette spørgsmål ved talrige lejligheder, og
den har anerkendt patientens rettigheder. Det er vigtigt at
behandle dette spørgsmål i et andet
fællesskabsretligt instrument for at opnå større
retssikkerhed og klarhed i det omfang, spørgsmålet
ikke allerede er behandlet i Rådets forordning (EØF)
nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere og familiemedlemmer, der
flytter inden for Fællesskabet
10).
(24) Audiovisuelle tjenesteydelser bør også,
uanset transmissionsform, herunder i biografer, udelukkes fra dette
direktivs anvendelsesområde. Direktivet bør heller
ikke omfatte støtte, der bevilges af medlemsstaterne i den
audiovisuelle sektor, og som er omfattet af Fællesskabets
konkurrenceregler.
(25) Spil, som indebærer, at der gøres indsats
med penge i spil, som indeholder et element af tilfældighed,
herunder lotterier og væddemål, bør udelukkes
fra dette direktivs anvendelsesområde i betragtning af den
særlige beskaffenhed af disse aktiviteter, som
medfører, at medlemsstaterne iværksætter
strategier vedrørende den offentlige orden og beskyttelsen
af forbrugerne.
(26) Dette direktiv berører ikke anvendelsen af
traktatens artikel 45.
(27) Dette direktiv bør ikke omfatte de sociale
tjenesteydelser på boligområdet eller i forbindelse med
børnepasning og støtte til familier og personer, som
har behov herfor, udført af staten - på nationalt,
regionalt eller lokalt plan - af tjenesteydere med opdrag fra
staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer
for at støtte personer, der har et permanent eller
midlertidigt særligt behov på grund af
utilstrækkelig indkomst i familien eller en fuldstændig
eller delvis mangel på uafhængighed, og for personer
som er i fare for at blive marginaliseret. Disse tjenesteydelser er
væsentlige for at sikre den grundlæggende ret til
menneskelig værdighed og integritet og er udtryk for
principperne om social samhørighed og solidaritet og
bør ikke berøres af dette direktiv.
(28) Dette direktiv berører ikke finansiering af
sociale tjenesteydelser eller støttemuligheder i forbindelse
hermed. Det berører heller ikke de kriterier eller
betingelser, som medlemsstaterne har fastsat for at sikre, at de
sociale tjenesteydelser kommer samfundet som helhed til gode og
bidrager til social samhørighed. Desuden bør
direktivet ikke berøre princippet om forsyningspligt med
hensyn til sociale tjenesteydelser i medlemsstaterne.
(29) Da traktaten indeholder specifikke bestemmelser som
retsgrundlag for skatter og afgifter, og da der allerede er
vedtaget fællesskabsinstrumenter på dette område,
er det nødvendigt at udelukke skatter og afgifter fra dette
direktivs anvendelsesområde.
(30) Den gældende fællesskabsret om
servicevirksomhed er allerede meget omfattende. Dette direktiv
bygger på og kompletterer derved gældende
fællesskabsret. Konflikter mellem dette direktiv og andre
fællesskabsinstrumenter er identificeret og omhandlet i dette
direktiv, bl.a. ved hjælp af undtagelser. Det er dog
nødvendigt at fastsætte en regel for eventuelle
yderligere tilfælde og undtagelsestilfælde, hvor der er
en konflikt mellem en bestemmelse i dette direktiv og en
bestemmelse i et andet fællesskabsinstrument. Eksistensen af
en sådan konflikt bør konstateres i overensstemmelse
med traktatens bestemmelser om etableringsret og fri
bevægelighed for tjenesteydelser.
(31) Dette direktiv er i overensstemmelse med og
berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af
erhvervsmæssige kvalifikationer
11). Det behandler spørgsmål
uden tilknytning til erhvervsmæssige kvalifikationer, f.eks.
erhvervsansvarsforsikring, kommerciel kommunikation, virksomhed
på flere områder og administrativ forenkling. Med
hensyn til midlertidig udveksling af tjenesteydelser på
tværs af grænserne sikrer en undtagelse fra
bestemmelsen om fri udveksling af tjenesteydelser i
nærværende direktiv, at afsnit II om fri udveksling af
tjenesteydelser i direktiv 2005/36/EF ikke berøres. Derfor
berøres ingen af de foranstaltninger, der finder anvendelse
i henhold til nævnte direktiv i den medlemsstat, hvor
tjenesteydelsen udføres af bestemmelsen om fri udveksling af
tjenesteydelser.
(32) Dette direktiv er i overensstemmelse med
fællesskabslovgivningen om forbrugerbeskyttelse, f.eks.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne
på det indre marked (»direktivet om urimelig
handelspraksis«)
12)og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde
mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse
af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (»forordningen om
forbrugerbeskyttelsessamarbejde«)
13).
(33) De tjenesteydelser, der er omfattet af dette direktiv,
vedrører mange former for virksomhed i konstant udvikling,
herunder forretningsservice som f.eks. ledelsesrådgivning,
certificering og prøvning, vedligeholdelse og
rengøring af kontorer, reklame, rekrutteringstjenester og
sælgeres ydelser. Begrebet "tjenesteydelser" omfatter
også ydelser til virksomheder og forbrugere som f.eks.
juridisk og skattemæssig rådgivning, tjenester i
forbindelse med fast ejendom, f.eks.
ejendomsmæglervirksomhed, eller i forbindelse med bygge- og
anlægsarbejder, herunder arkitektrådgivning, handel og
distribution, tilrettelæggelse af messer og udstillinger,
biludlejning og rejsebureauer. Det omfatter også
forbrugertjenester som f.eks. turisttjenester, herunder
turistguider, fritidstjenester, sportscentre og forlystelsesparker
og, såfremt det ikke er udelukket fra direktivets
anvendelsesområde, hjemmeservice, f.eks. hjælp til
ældre. Disse former for virksomhed kan være både
tjenesteydelser, der kræver, at tjenesteyderen og
tjenestemodtageren befinder sig i nærheden af hinanden,
tjenesteydelser, der indebærer, at tjenestemodtageren eller
tjenesteyderen begiver sig til et andet sted, og tjenesteydelser,
der indgås på afstand, herunder via internettet.
(34) I henhold til Domstolens praksis skal det vurderes i
hvert enkelt tilfælde, om bestemte former for virksomhed,
navnlig virksomhed, der finansieres af det offentlige eller
udføres af offentlige enheder, udgør en
"tjenesteydelse", og vurderingen skal bygge på samtlige
virksomhedens egenskaber, navnlig den måde, hvorpå den
udføres, tilrettelægges og finansieres i den
pågældende medlemsstat. Domstolen har fundet, at
betalingskriteriet i alt væsentligt består i, at
betalingen udgør det økonomiske modstykke til de
pågældende tjenesteydelser, og har erkendt, at
betalingskriteriet ikke er opfyldt i forbindelse med de former for
virksomhed, der udføres af eller på vegne af staten
uden økonomisk modydelse i forbindelse med dennes pligter
på det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og
retslige område, f.eks. undervisning inden for rammerne af
det nationale uddannelsessystem eller forvaltning af sociale
sikringsordninger, hvor der ikke udøves erhvervsaktivitet.
Tjenestemodtageres betaling af et gebyr, f.eks. studerendes
betaling af undervisningsgebyrer eller studieafgifter som delvist
bidrag til udgifterne til driften af et system, udgør ikke i
sig selv betaling, fordi tjenesteydelsen stadig hovedsagelig er
finansieret af offentlige midler. Disse former for virksomhed er
derfor ikke omfattet af definitionen af tjenesteydelse i traktatens
artikel 50 og falder derfor ikke ind under dette direktivs
anvendelsesområde.
(35) Ikke-indtægtsgivende sportsudøvelse på
amatørplan er af væsentlig social betydning. Denne
form for sportsudøvelse tilgodeser hyppigt udelukkende
sociale og rekreative formål. Derfor drejer det sig ikke
nødvendigvis om erhvervsvirksomhed i
fællesskabsrettens forstand, og sådanne aktiviteter
bør falde uden for direktivets
anvendelsesområde.
(36) Begrebet "tjenesteyder" bør omfatte enhver fysisk
person, der er statsborger i en medlemsstat, eller enhver juridisk
person, der udøver servicevirksomhed i en medlemsstat i
henhold til enten etableringsfriheden eller den frie
bevægelighed for tjenesteydelser. Begrebet bør
således ikke være begrænset til de
tilfælde, hvor tjenesteydelsen udføres over
grænserne som led i den frie bevægelighed for
tjenesteydelser, men bør også omfatte de
tilfælde, hvor en erhvervsdrivende etablerer sig i en
medlemsstat for at udvikle sin servicevirksomhed dér.
Begrebet bør derimod ikke omfatte filialer i en medlemsstat
af selskaber fra tredjelande, idet etableringsfriheden og den frie
bevægelighed for tjenesteydelser i henhold til traktatens
artikel 48 kun gælder for selskaber, som er oprettet i
overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis
vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller
hovedvirksomhed er beliggende inden for Fællesskabet.
Begrebet »tjenestemodtager« bør også
omfatte tredjelandsstatsborgere, som allerede har rettigheder, der
er dem tillagt ved fællesskabsretsakter som f.eks. forordning
(EØF) nr. 1408/71, Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.
november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende
udlænding
14), Rådets forordning (EF) nr.
859/2003 af 14. maj 2003 om udvidelse af bestemmelserne i
forordning (EØF) nr. 1408/71 og forordning (EØF) nr.
574/72 til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der ikke allerede er
dækket af disse bestemmelser udelukkende på grund af
deres nationalitet
15)og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område
16). Desuden kan medlemsstaterne udvide
begrebet »tjenestemodtager« til også at omfatte
andre tredjelandsstatsborgere, der er til stede på deres
område.
(37) En tjenesteyders etableringssted bør
fastsættes i overensstemmelse med Domstolens praksis,
hvorefter begrebet »etablering« indebærer faktisk
udøvelse af erhvervsvirksomhed ved hjælp af en fast
indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum. Dette krav kan
også være opfyldt, hvis et selskab oprettes for en
bestemt periode, eller hvis det lejer den bygning eller det
anlæg, det anvender til udøvelse af sin virksomhed.
Kravet kan også være opfyldt, hvis en medlemsstat giver
en tidsbegrænset tilladelse til bestemte tjenesteydelser. En
etablering behøver ikke have form af et datterselskab, en
filial eller et agentur, men kan bestå af et kontor, der
ledes af en tjenesteyders eget personale eller af en person, der er
selvstændig, men bemyndiget til at handle på en
vedvarende måde for virksomheden, som det ville være
tilfældet med et agentur. Ifølge denne definition, der
kræver faktisk udøvelse af erhvervsvirksomhed på
tjenesteyderens etableringssted, kan en postkasse ikke
udgøre et etableringssted. Når en tjenesteyder er
etableret flere steder, er det vigtigt at afgøre, fra
hvilket etableringssted den pågældende tjenesteydelse
faktisk udføres. Såfremt det er vanskeligt at
afgøre, fra hvilket af flere etableringssteder en bestemt
tjenesteydelse udføres, bør etableringsstedet
være det sted, der udgør centret for tjenesteyderens
virksomhed i relation til den pågældende
tjenesteydelse.
(38) Begrebet "juridiske personer" i henhold til traktatens
bestemmelser om etablering giver de erhvervsdrivende mulighed for
frit at vælge den retlige form, de måtte finde passende
for udøvelsen af deres virksomhed. Begrebet "juridiske
personer" i henhold til traktaten omfatter derfor alle enheder, der
er oprettet i henhold til eller reguleret af en medlemsstats
lovgivning uanset deres retlige form.
(39) Begrebet "tilladelsesordning" bør bl.a.
dække de administrative procedurer, hvorved der gives
tilladelser, licenser, godkendelser eller koncessioner, men
også forpligtelsen til at være optaget i en faglig
organisation, et register, en fortegnelse eller en database,
være officielt tilsluttet et organ eller være i
besiddelse af et næringsbrev for at kunne udøve den
pågældende virksomhed. En tilladelse kan
indrømmes ikke blot ved en udtrykkelig afgørelse, men
også ved en stiltiende afgørelse, som f.eks.
består i, at den kompetente myndighed forholder sig tavs,
eller at tjenesteyderen skal afvente en kvittering for modtagelsen
af en erklæring for at kunne påbegynde den
pågældende virksomhed, eller for at denne er
lovlig.
(40) Begrebet "tvingende almene hensyn", der er nævnt i
visse af dette direktivs bestemmelser, er blevet udviklet af
Domstolen i dens praksis vedrørende traktatens artikel 43 og
49 og vil formentlig undergå en yderligere udvikling.
Begrebet, således som det er blevet anerkendt ved Domstolens
praksis, dækker mindst følgende områder:
offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig sundhed, jf.
traktatens artikel 46 og 55, opretholdelse af samfundsordenen,
socialpolitiske mål, beskyttelse af tjenestemodtagere,
forbrugerbeskyttelse, beskyttelse af arbejdstagere, herunder den
sociale beskyttelse af disse; dyrevelfærd, opretholdelse af
den økonomiske balance i det sociale sikringssystem,
forebyggelse af svig, forebyggelse af illoyal konkurrence,
miljøbeskyttelse og beskyttelse af bymiljøet,
herunder by- og landplanlægning, beskyttelse af kreditorer,
sikring af en forsvarlig forvaltning af retssystemet,
trafiksikkerhed, beskyttelse af intellektuel ejendomsret,
kulturpolitiske målsætninger, herunder beskyttelse af
ytringsfriheden på forskellige områder, navnlig
sociale, kulturelle, religiøse og filosofiske
samfundsværdier; behovet for at sikre et højt
uddannelsesniveau, opretholdelse af et alsidigt presseudbud og
fremme af nationalsproget, beskyttelse af den nationale historiske
og kunstneriske arv samt veterinærpolitik.
(41) Begrebet "offentlig orden" omfatter i henhold til
Domstolens fortolkning beskyttelse mod en virkelig og
tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende
samfundshensyn og kan navnlig omfatte spørgsmål
vedrørende menneskelig værdighed, beskyttelse af
mindreårige og sårbare voksne samt dyrevelfærd.
Tilsvarende omfatter begrebet offentlig sikkerhed
spørgsmål vedrørende tryghed for
borgerne.
(42) Reglerne vedrørende administrative procedurer
bør ikke tage sigte på at harmonisere administrative
procedurer, men på at fjerne alt for tyngende
tilladelsesordninger, procedurer og formaliteter, som er til hinder
for etableringsfriheden og dermed for oprettelsen af nye
servicevirksomheder.
(43) En af de største vanskeligheder, som især
SMV'er støder på i forbindelse med adgangen til at
optage og udøve servicevirksomhed, er de komplicerede og
langvarige administrative procedurer og den retsusikkerhed, der er
forbundet med disse procedurer. Derfor er det, ligesom i
forbindelse med visse moderniseringsinitiativer og initiativer
vedrørende god administrativ praksis på
fællesskabsplan og nationalt plan, nødvendigt at
fastsætte principper for administrativ forenkling, bl.a. ved
at begrænse kravet om forhåndstilladelse til de
tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt, og ved at
indføre princippet om stiltiende tilladelse fra de
kompetente myndigheder efter udløbet af en vis frist.
Sådanne moderniseringstiltag har - uden at berøre
kravene om gennemsigtighed og ajourføring af oplysningerne
om de erhvervsdrivende - til formål at fjerne de
forsinkelser, omkostninger og afskrækkende virkninger, der er
forbundet med f.eks. unødvendige eller
uforholdsmæssigt komplicerede og byrdefulde procedurer,
overlappende procedurer, administrative byrder i forbindelse med
forelæggelsen af dokumenter, de kompetente instansers
vilkårlige skøn, upræcis eller
uforholdsmæssigt lang ekspeditionstid, den udstedte
tilladelses begrænsede varighed eller urimelige udgifter og
sanktioner. Sådanne former for praksis virker særlig
afskrækkende på tjenesteydere, der ønsker at
udvikle deres virksomhed i andre medlemsstater, og gør det
nødvendigt med en koordineret modernisering i et udvidet
indre marked med 25 medlemsstater.
(44) Hvor det er hensigtsmæssigt, bør
medlemsstaterne indføre formularer, som er harmoniserede
på fællesskabsplan, som fastsat af Kommissionen, der
sidestilles med certifikater, attester eller ethvert andet dokument
i forbindelse med etablering.
(45) Når medlemsstaterne undersøger behovet for
at forenkle procedurer og formaliteter, bør det navnlig
kunne ske ud fra kriterierne nødvendighed, antal, eventuel
overlapning, omkostninger, klarhed og tilgængelighed samt de
forsinkelser og praktiske problemer, de vil kunne indebære
for den pågældende tjenesteyder.
(46) For at lette adgangen til at optage og udøve
servicevirksomhed i det indre marked er det nødvendigt at
opstille et fælles mål for alle medlemsstater om
administrativ forenkling og fastsætte bestemmelser om bl.a.
ret til information, elektroniske procedurer og regulering af
tilladelsesordninger. Andre nationale foranstaltninger til
opfyldelse af dette mål kan bestå i at reducere
antallet af procedurer og formaliteter i forbindelse med
servicevirksomhed og begrænse procedurerne og formaliteterne
til dem, der er nødvendige for at tilgodese et alment
hensyn, og som ikke overlapper hinanden i indhold og
målsætninger.
(47) Af hensyn til den administrative forenkling bør
der i almindelighed ikke stilles formelle krav såsom krav om
fremlæggelse af originale dokumenter, bekræftede
genparter eller bekræftede oversættelser, undtagen hvis
det er objektivt begrundet i et tvingende alment hensyn som f.eks.
beskyttelsen af arbejdstagerne, den offentlige sundhed,
miljøbeskyttelse eller forbrugerbeskyttelse. Det er desuden
nødvendigt at sikre, at en tilladelse generelt giver adgang
til at optage eller udøve servicevirksomhed på hele
det nationale område, medmindre et tvingende alment hensyn
objektivt berettiger, at der skal anmodes om tilladelse for hvert
enkelt etableringssted, hvilket f.eks. kan være
tilfældet for større supermarkeder, eller at
tilladelsen skal begrænses til en bestemt del af det
nationale område.
(48) For at forenkle de administrative procedurer yderligere
bør det sikres, at den enkelte tjenesteyder kun
behøver at henvende sig ét enkelt sted for at afvikle
samtlige procedurer og formaliteter (i det følgende
benævnt "kvikskranker"). Antallet af kvikskranker pr.
medlemsstat kan variere efter den regionale eller lokale
kompetencefordeling eller efter den form for virksomhed, der er
tale om. Oprettelsen af disse kvikskranker bør ikke
berøre opgavefordelingen mellem de kompetente myndigheder
på nationalt plan. Hvis flere regionale eller lokale
myndigheder er kompetente, kan en af dem varetage opgaven som
kvikskranke og koordinator. Kvikskrankerne kan oprettes af de
administrative myndigheder, men en medlemsstat kan også
overdrage denne opgave til handels- og håndværks kamre,
erhvervsorganisationer eller private organer. Kvikskrankerne har en
vigtig rolle at spille med hensyn til at bistå tjenesteyderen
enten som den myndighed, der er direkte kompetent til at udstede de
dokumenter, der er nødvendige for at få adgang til at
optage servicevirksomhed, eller som formidler mellem tjenesteyderen
og de direkte kompetente myndigheder.
(49) Det gebyr, som kvikskranker kan opkræve, bør
stå i et rimeligt forhold til omkostningerne ved de
procedurer og formaliteter, de vedrører. Dette bør
ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan lade
kvikskrankerne opkræve andre administrative gebyrer
såsom gebyret til tilsynsorganer.
(50) Det er nødvendigt, at tjenesteydere og
tjenestemodtagere har nem adgang til visse typer af information.
Hvordan oplysningerne meddeles til tjenesteydere og
tjenestemodtagere, bør fastsættes af hver enkelt
medlemsstat inden for rammerne af dette direktiv. Navnlig kan
medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at de relevante
oplysninger er let tilgængelige for tjenesteydere og
tjenestemodtagere, opfyldes ved at gøre disse oplysninger
tilgængelige for offentligheden gennem et websted.
Informationerne bør være klart og utvetydigt
formuleret.
(51) De oplysninger, der gøres tilgængelige for
tjenesteydere og tjenestemodtagere, bør navnlig omfatte
informationer vedrørende procedurer og formaliteter,
kontaktoplysninger på de kompetente myndigheder, betingelser
for adgang til offentlige registre og databaser samt informationer
vedrørende klagemuligheder og kontaktoplysninger på
sammenslutninger og organisationer, hvor tjenesteydere og
tjenestemodtagere kan få praktisk bistand. De kompetente
myndigheders forpligtelse til at bistå tjenesteydere og
tjenestemodtagere bør ikke indbefatte ydelse af juridisk
rådgivning i enkeltsager. Der bør ikke desto mindre
ydes generel information om, hvorledes krav normalt fortolkes eller
anvendes. Hver enkelt medlemsstat bør selv træffe
beslutning om spørgsmål som f.eks. videregivelse af
urigtige eller vildledende oplysninger.
(52) Det er altafgørende for administrativ forenkling
på tjenesteydelsesområdet, at der til gavn for
tjenesteydere, tjenestemodtagere og kompetente myndigheder inden
for en overskuelig fremtid etableres et system, som gør det
muligt at afvikle procedurer og formaliteter elektronisk. For at
opfylde denne resultatforpligtelse kan det være
nødvendigt at tilpasse nationale love og bestemmelser om
tjenesteydelser. Forpligtelsen bør ikke være til
hinder for, at medlemsstaterne også kan stille andre systemer
end de elektroniske til rådighed til at afvikle procedurer og
formaliteter. At de pågældende procedurer og
formaliteter skal kunne afvikles på afstand, betyder
især, at medlemsstaterne skal sørge for, at de kan
afvikles på tværs af grænserne.
Resultatforpligtelsen vedrører ikke procedurer og
formaliteter, som i sagens natur ikke kan afvikles på
afstand. Dette berører desuden ikke medlemsstaternes
lovgivning om anvendelse af sprog.
(53) Det kan være nødvendigt, at den kompetente
myndighed i forbindelse med tildeling af licenser for visse former
for servicevirksomhed gennemfører en samtale med
ansøgeren for at vurdere, om dennes personlige integritet og
egnethed til at udføre den pågældende
tjenesteydelse. I sådanne tilfælde er en elektronisk
opfyldelse af formaliteter ikke nødvendigvis
hensigtsmæssig.
(54) Adgangen til at optage servicevirksomhed bør kun
gøres betinget af tilladelse fra de kompetente myndigheder,
hvis dette krav opfylder kriterierne om, at den ikke
indebærer forskelsbehandling, er nødvendig og ikke
går længere, end hvad der kræves for at nå
det tilsigtede mål. Der bør således navnlig kun
kunne stilles krav om tilladelse, hvis en efterfølgende
kontrol ville være uden virkning, fordi det ville være
umuligt at fastslå de pågældende tjenesteydelsers
mangler efterfølgende, idet der tages behørigt hensyn
til de risici og farer, der er forbundet med ikke at foretage en
forhåndskontrol. Bestemmelserne herom i dette direktiv
må ikke bruges som begrundelse for tilladelsesordninger, der
er forbudt i henhold til andre fællesskabsretsakter som
f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af
13. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske
signaturer
17)eller
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni
2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester,
navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet
om elektronisk handel«)
18). Resultaterne af den gensidige
evaluering vil gøre det muligt på
fællesskabsplan at bestemme, for hvilke former for virksomhed
tilladelsesordningerne bør ophæves.
(55) Dette direktiv bør ikke berøre
medlemsstaternes mulighed for at inddrage tilladelser, efter at
disse er udstedt, hvis betingelserne for at udstede tilladelsen
ikke længere er opfyldt.
(56) I henhold til Domstolens praksis udgør den
offentlige sundhed, forbrugerbeskyttelse, dyresundhed og
beskyttelse af bymiljøet tvingende almene hensyn.
Sådanne tvingende almene hensyn kan begrunde anvendelsen af
tilladelsesordninger og andre restriktioner. Sådanne
tilladelsesordninger eller begrænsninger bør dog ikke
medføre en forskelsbehandling på grund af
nationalitet. Desuden bør nødvendighedsprincippet og
proportionalitetsprincippet altid respekteres.
(57) Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende
tilladelsesordninger bør finde anvendelse på de
tilfælde, hvor erhvervsdrivendes adgang til at optage eller
udøve servicevirksomhed er betinget af en afgørelse
truffet af en kompetent myndighed. Dette berører hverken
kompetente myndigheders beslutninger om at oprette en offentlig
eller privat enhed til at udføre en bestemt tjenesteydelse
eller kompetente myndigheders indgåelse af kontrakter om
udførelse af en bestemt tjenesteydelse, som er omfattet af
bestemmelserne om offentlige indkøb, da dette direktiv ikke
omhandler regler om offentlige indkøb.
(58) For at lette adgangen til at optage og udøve
servicevirksomhed er det vigtigt at evaluere tilladelsesordningerne
og deres berettigelse og at rapportere herom. Denne
rapporteringspligt går kun på, om der findes en
tilladelsesordning, og ikke på kriterier og betingelser for
udstedelse af en tilladelse.
(59) Tilladelsen bør som hovedregel give tjenesteyderen
adgang til at optage eller udøve den pågældende
servicevirksomhed på hele det nationale område,
medmindre en områdemæssig begrænsning er
begrundet i et tvingende alment hensyn. Miljøbeskyttelse kan
f.eks. berettige kravet om, at der skal indhentes en individuel
tilladelse for hvert enkelt anlæg på det nationale
område. Denne bestemmelse bør ikke berøre de
regionale eller lokale kompetencer for udstedelse af en tilladelse
i medlemsstaterne.
(60) Dette direktiv og navnlig bestemmelserne
vedrørende tilladelsesordninger og tilladelsers territoriale
anvendelsesområde bør ikke gribe ind i den regionale
eller lokale kompetencefordeling i de enkelte medlemsstater,
herunder regionalt og lokalt selvstyre og anvendelsen af officielle
sprog.
(61) Bestemmelsen om, at betingelserne for en tilladelse ikke
må være overlappende, bør ikke være til
hinder for, at medlemsstaterne kan anvende deres egne betingelser,
der er fastsat i tilladelsesordningen. Den bør blot betyde,
at de kompetente myndigheder, når de undersøger, om
ansøgeren opfylder betingelserne, skal tage hensyn til
tilsvarende betingelser, som ansøgeren allerede har opfyldt
i en anden medlemsstat. Bestemmelsen bør ikke indebære
anvendelse af de betingelser for udstedelse af en tilladelse, der
er fastsat i en anden medlemsstats tilladelsesordning.
(62) Hvis antallet af mulige tilladelser for en given form for
virksomhed er begrænset på grund af knappe naturlige
ressourcer eller begrænset teknisk kapacitet, bør der
anvendes en procedure for udvælgelse af ansøgere med
henblik på gennem åben konkurrence at optimere
kvaliteten af og vilkårene for de tjenesteydelser, der
tilbydes brugerne. En sådan procedure bør sikre
gennemskuelighed og uvildighed, og den tilladelse, der
således udstedes, må ikke være af
uforholdsmæssig lang varighed og bør ikke kunne
fornyes automatisk eller indebære fordele for den
tjenesteyder, hvis tilladelse netop er udløbet.
Nærmere bestemt bør varigheden af tilladelsen
fastsættes således, at den ikke hæmmer eller
begrænser den frie konkurrence mere end nødvendigt for
at sikre afskrivningen på investeringerne og et rimeligt
afkast af den investerede kapital. Denne bestemmelse bør
ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan
begrænse antallet af tilladelser af andre grunde end knappe
naturlige ressourcer eller begrænset teknisk kapacitet.
Sådanne tilladelser bør under alle
omstændigheder være underlagt de øvrige
bestemmelser om tilladelsesordninger i dette direktiv.
(63) Hvis der ikke foreligger andre ordninger, bør en
tilladelse betragtes som udstedt, hvis der ikke foreligger et svar
inden for en bestemt frist. Der kan dog fastsættes en anden
ordning for bestemte former for virksomhed, hvis dette er objektivt
begrundet i et tvingende alment hensyn, herunder tredjeparts
legitime interesse. Sådanne andre ordninger bør
omfatte nationale regler, hvorefter ansøgningen anses for at
være afslået, hvis der ikke foreligger svar fra den
kompetente myndighed, hvis afslaget kan indbringes for
domstolene.
(64) Med henblik på at skabe et ægte indre marked
for tjenesteydelser er det nødvendigt at fjerne de
restriktioner for etableringsfriheden og den frie
bevægelighed for tjenesteydelser, der fortsat findes i visse
medlemsstaters lovgivninger, og som er uforenelige med henholdsvis
traktatens artikel 43 og 49. De restriktioner, der skal forbydes,
påvirker specielt det indre marked for tjenesteydelser og
bør systematisk afvikles så hurtigt som muligt.
(65) Etableringsfriheden indbefatter bl.a.
ligebehandlingsprincippet, der ikke blot forbyder enhver
forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men også enhver
indirekte forskelsbehandling, som er begrundet i andre forhold, men
reelt kan føre til samme resultat. Således bør
der for adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed
i en medlemsstat, både som hoved- og som bivirksomhed, ikke
opstilles kriterier om etablering, ophold, bopæl eller om, at
der skal være tale om tjenesteyderens hovedvirksomhed. Disse
kriterier bør dog ikke omfatte krav om, at en tjenesteyder
eller en af dennes ansatte eller en repræsentant skal
være til stede under udøvelsen af denne virksomhed,
hvis det er begrundet i tvingende almene hensyn. Endvidere
bør en medlemsstat ikke anfægte selskabers retsevne og
partsevne, hvis de er oprettet i overensstemmelse med lovgivningen
i en anden medlemsstat, hvor de er etableret for så vidt
angår deres hovedvirksomhed. Herudover bør en
medlemsstat ikke kunne give tjenesteydere, der har særlig
tilknytning til et nationalt eller lokalt socioøkonomisk
miljø, nogen form for fordel. Desuden bør
medlemsstaten heller ikke på grund af tjenesteyderens
etableringssted kunne begrænse den pågældendes
muligheder for at erhverve, udnytte eller afhænde rettigheder
og goder eller opnå forskellige former for lån og
bolig, hvis dette befordrer den pågældendes adgang til
at optage og udøve den pågældende
virksomhed.
(66) Adgang til eller udøvelse af servicevirksomhed
på en medlemsstats område bør ikke være
underlagt en økonomisk test. Forbuddet mod økonomiske
test som forudsætning for udstedelsen af tilladelser
bør udelukkende gælde økonomiske test som
sådan, men ikke krav, der er objektivt begrundet i tvingende
almene hensyn såsom beskyttelsen af bymiljøet,
socialpolitiske mål eller den offentlige sundhed. Forbuddet
bør ikke være til hinder for, at de myndigheder, der
skal håndhæve konkurrenceretten, kan udøve deres
beføjelser.
(67) Med hensyn til finansiel sikkerhed eller forsikring
bør forbuddet kun vedrøre krav om, at den
påbudte finansielle sikkerhed eller forsikring skal
tilvejebringes via et finansieringsinstitut etableret i den
pågældende medlemsstat.
(68) Med hensyn til forudgående optagelse i registre
bør forbuddet kun vedrøre krav om, at tjenesteyderen
forud for etableringen skal have været registreret i en given
periode i et register i den pågældende
medlemsstat.
(69) For at samordne moderniseringen af de nationale love og
bestemmelser, så de stemmer overens med kravene i det indre
marked, er det nødvendigt at evaluere visse
ikke-diskriminerende nationale krav, som på grund af deres
karakter mærkbart kan indskrænke eller ligefrem hindre
adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed i
henhold til etableringsfriheden. Denne evaluering bør kun
være møntet på at undersøge, om disse
krav er forenelige med de kriterier, Domstolen allerede har fastsat
for etableringsfriheden. Den bør ikke vedrøre
anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler. Hvis
sådanne krav er diskriminerende eller ikke er objektivt
begrundet i tvingende almene hensyn, eller hvis de er for
vidtgående, skal de ophæves eller ændres.
Resultatet af evalueringen vil være forskelligt alt efter
virksomhedens art og det relevante almene hensyn. Sådanne
krav vil navnlig kunne være fuldt begrundet, hvis de stilles
for at opfylde socialpolitiske mål.
(70) Ved anvendelsen af dette direktiv og med forbehold af
traktatens artikel 16, må tjenesteydelser kun betragtes som
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse hvis de
udføres for at varetage en særlig opgave af almen
interesse, som tjenesteyderen har fået overdraget af den
pågældende medlemsstat. Overdragelsen af en sådan
opgave bør ske ved en eller flere retsakter, hvis udformning
bør fastsættes af den pågældende
medlemsstat, og hvori den særlige opgaves nøjagtige
karakter er angivet.
(71) Den gensidige evaluering i henhold til dette direktiv
bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til i deres
lovgivning at fastsætte et højt niveau for beskyttelse
af almene hensyn, navnlig hvad angår mål på det
sociale og arbejdsmarkedsmæssige område. Det er desuden
nødvendigt, at den gensidige evaluering i fuldt omfang tager
hensyn til det særegne ved tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse og de særlige opgaver, der
pålægges dem. Dette kan begrunde visse restriktioner
med hensyn til etableringsfriheden, navnlig hvis restriktionerne
forfølger mål, hvad angår beskyttelsen af den
offentlige sundhed, samt mål på det sociale og
arbejdsmarkedsmæssige område, og hvis de opfylder
betingelserne i artikel 15, stk. 3, litra a), b) og c). Hvad
angår forpligtelsen til at have en bestemt retlig form for at
udøve visse tjenesteydelser på det sociale
område, har Domstolen f.eks. allerede anerkendt, at det kan
være berettiget at kræve af tjenesteyderen, at denne er
en nonprofitorganisation.
(72) Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse
omfatter vigtige opgaver i forbindelse med social og territorial
samhørighed. Varetagelsen af disse opgaver bør ikke
hindres som følge af den evaluering, der er omhandlet i
direktivet. Krav, der er nødvendige for varetagelsen af
disse opgaver, bør ikke berøres af evalueringen, men
samtidig bør ubegrundede begrænsninger af
etableringsretten også omhandles.
(73) Blandt de krav, der skal undersøges, er nationale
ordninger, der af andre årsager end dem, der vedrører
erhvervsmæssige kvalifikationer, forbeholder bestemte
tjenesteydere adgangen til visse former for virksomhed. Disse krav
omfatter også forpligtelser til, at tjenesteyderen skal have
en bestemt retlig form, navnlig at tjenesteyderen skal være
en juridisk person, et personligt selskab, en nonprofitorganisation
eller et selskab, som udelukkende ejes af fysiske personer, og krav
vedrørende besiddelsen af et selskabs kapital, herunder
navnlig pligt til at råde over en mindstekapital til visse
former for servicevirksomhed eller til at have særlige
erhvervsmæssige kvalifikationer for at kunne besidde
kapitalandele i eller lede visse selskaber. Evalueringen af, om
faste minimums- og/eller maksimumspriser er forenelige med
etableringsfriheden, berører kun de priser, som de
kompetente myndigheder specifikt har fastsat for udførelsen
af bestemte tjenesteydelser, og berører f.eks. ikke
almindelige regler om prisfastsættelse af bl.a.
husleje.
(74) Den gensidige evaluering betyder, at medlemsstaterne i
gennemførelsesperioden først vil skulle
gennemføre en "screening" af deres lovgivning for at
konstatere, om nogle af de ovennævnte krav findes i deres
retssystem. Senest ved udgangen af gennemførelsesperioden
bør medlemsstaterne udarbejde en rapport om resultaterne af
denne screening. Hver rapport forelægges alle de andre
medlemsstater og andre, der berøres heraf. Medlemsstaterne
har derefter seks måneder til at fremsætte
bemærkninger til rapporterne. Senest et år efter datoen
for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen
udarbejde en oversigtsrapport, eventuelt ledsaget af forslag til
yderligere initiativer. Kommissionen vil om nødvendigt og i
samarbejde med medlemsstaterne kunne bistå dem med
udarbejdelsen af en fælles fremgangsmåde.
(75) Den omstændighed, at der i dette direktiv
anføres en række krav, som medlemsstaterne skal
ophæve eller evaluere i gennemførelsesperioden, er
ikke til hinder for, at der kan indledes traktatbrudsprocedure mod
en medlemsstat for manglende opfyldelse af dens forpligtelser i
henhold til traktatens artikel 43 eller 49.
(76) Dette direktiv vedrører ikke anvendelsen af
traktatens artikel 28-30 om frie varebevægelser. De
restriktioner, der forbydes i medfør af bestemmelsen om fri
udveksling af tjenesteydelser, omfatter de krav, der gælder
for adgangen til at optage og udøve servicevirksomhed, med
ikke de krav, der gælder for varerne som sådanne.
(77) Når en erhvervsdrivende begiver sig til en anden
medlemsstat for dér at udøve servicevirksomhed,
bør der sondres mellem situationer, der falder ind under
etableringsfriheden, og situationer, som på grund af den
pågældende virksomheds midlertidige karakter er
omfattet af den frie bevægelighed for tjenesteydelser. Med
hensyn til sondringen mellem etableringsfriheden og den frie
bevægelighed for tjenesteydelser er det ifølge
Domstolens praksis afgørende, om den erhvervsdrivende er
etableret i den medlemsstat, hvor han udfører den
pågældende tjenesteydelse. Hvis den erhvervsdrivende er
etableret i den medlemsstat, hvor han udfører
tjenesteydelser, bør han være omfattet af
etableringsfriheden. Hvis den erhvervsdrivende derimod ikke er
etableret i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres,
bør dennes virksomhed være omfattet af den frie
bevægelighed for tjenesteydelser. I henhold til Domstolens
faste praksis bør den midlertidige karakter af den
pågældende virksomhed ikke kun vurderes på
grundlag af ydelsens varighed, men også på grundlag af
dens hyppighed, periodiske karakter eller kontinuitet. Ydelsens
midlertidige karakter bør imidlertid ikke udelukke, at
tjenesteyderen i den medlemsstat, hvor ydelsen udføres, kan
indrette visse faciliteter (herunder et kontor, en praksis eller en
konsultation), hvis disse faciliteter er nødvendige for
udførelsen af den pågældende
tjenesteydelse.
(78) For at sikre, at den frie bevægelighed for
tjenesteydelser fungerer effektivt, og give tjenesteydere og
tjenestemodtagere sikkerhed for, at de kan udføre og modtage
tjenesteydelser i hele Fællesskabet, uafhængigt af
grænserne, er det nødvendigt at afklare, i hvilket
omfang de krav, der er gældende i den medlemsstat, hvor
tjenesteydelsen udføres, kan pålægges. Det er
afgørende at sikre, at bestemmelsen om fri udveksling af
tjenesteydelser ikke forhindrer den medlemsstat, hvor
tjenesteydelsen udføres, i at pålægge
særlige krav i overensstemmelse med principperne i artikel
16, stk. 1, litra a)-c), af hensyn til den offentlige orden eller
den offentlige sikkerhed eller beskyttelsen af den offentlige
sundhed eller miljøet.
(79) I henhold til Domstolens faste praksis har
medlemsstaterne stadig ret til at træffe foranstaltninger for
at forhindre, at tjenesteydere uberettiget udnytter principperne
for det indre marked. Om der er tale om uberettiget udnyttelse fra
en tjenesteyders side, bør afgøres fra sag til
sag.
(80) Det er nødvendigt at sikre, at tjenesteydere er i
stand til at tage udstyr, der er nødvendigt for
udførelsen af deres tjenesteydelse, med sig, når de
rejser for at udføre tjenesteydelser i en anden medlemsstat
Det er navnlig vigtigt at undgå tilfælde, hvor
tjenesteydelsen ikke kan udføres uden udstyret, eller
situationer, hvor tjenesteyderne påføres
ekstraudgifter, f.eks. ved leje eller køb af andet udstyr
end det, som de normalt anvender, eller ved, at de i
væsentligt omfang er nødt til at fravige den
måde, de normalt udøver deres virksomhed
på.
(81) Begrebet "udstyr" omfatter ikke fysiske genstande, der af
tjenesteyderen enten leveres til kunden eller bliver en del af en
fysisk genstand som følge af servicevirksomheden, f.eks.
byggematerialer eller reservedele, eller forbruges eller efterlades
på stedet under udførelsen af tjenesteydelsen, f.eks.
brændstof, sprængstoffer, fyrværkeri, pesticider,
gift eller medicin.
(82) Bestemmelserne i dette direktiv bør ikke
være til hinder for, at en medlemsstat kan anvende regler om
arbejds- og ansættelsesvilkår. De ved lov eller
administrativt fastsatte regler bør i overensstemmelse med
traktaten være begrundet i beskyttelse af arbejdstagere, og
de bør som fortolket af Domstolen være
ikke-diskriminerende, nødvendige og proportionelle og
være i overensstemmelse med anden relevant
fællesskabsret.
(83) Det er nødvendigt at sikre, at bestemmelsen om fri
udveksling af tjenesteydelser kun kan fraviges på
områder, der er omfattet af undtagelser. Sådanne
undtagelser er nødvendige for at tage hensyn til det indre
markeds integrationsstadium eller til visse
fællesskabsinstrumenter vedrørende tjenesteydelser,
ifølge hvilke en tjenesteyder er omfattet af en anden lov
end etableringsmedlemsstatens. Herudover bør der også
undtagelsesvist - i visse konkrete tilfælde og såfremt
visse strenge processuelle og materielle betingelser er opfyldt -
kunne træffes foranstaltninger over for en bestemt
tjenesteyder. Endvidere bør enhver undtagelsesvis tilladt
begrænsning i den frie bevægelighed for tjenesteydelser
være i overensstemmelse med de grundlæggende
rettigheder, der udgør en integreret del af
fællesskabsrettens almindelige
retsgrundsætninger.
(84) Undtagelsen fra bestemmelsen om fri udveksling af
tjenesteydelser for så vidt angår posttjenester
bør omfatte både ydelser, der er forbeholdt den
befordringspligtige virksomhed, og andre posttjenester.
(85) Undtagelsen fra bestemmelsen om fri udveksling af
tjenesteydelser for så vidt angår retslig inkasso og
henvisningen til et eventuelt kommende harmoniseringsinstrument
bør kun berøre adgang til og udøvelse af
virksomhed, der navnlig består i anlæggelse af
søgsmål ved en domstol vedrørende
inkasso.
(86) Dette direktiv bør ikke berøre de arbejds-
og ansættelsesvilkår, der i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16.
december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i
udveksling af tjenesteydelser
19)finder anvendelse på
arbejdstagere, der udstationeres på en anden medlemsstats
område for at udføre en tjenesteydelse dér. I
sådanne tilfælde skal tjenesteyderne i henhold til
direktiv 96/71/EF overholde arbejds- og
ansættelsesvilkårene på en række
nærmere angivne områder, som er gældende i den
medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres. Der er tale om
følgende områder: maksimal arbejdstid og minimal
hviletid, mindste antal betalte feriedage pr. år,
mindsteløn, herunder overtidsbetaling, betingelserne for
tilrådighedsstillelse af arbejdstagere, især
beskyttelse af arbejdstagere, der stilles til rådighed via
vikarbureauer, sundhed, sikkerhed og hygiejne på
arbejdspladsen, beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til
arbejds- og ansættelsesvilkår for gravide kvinder og
kvinder, der lige har født, samt for børn og unge,
ligebehandling af mænd og kvinder samt andre bestemmelser
vedrørende ikke-forskelsbehandling. Dette gælder ikke
kun arbejds- og ansættelsesvilkår, der er fastsat ved
lov, men også vilkår fastsat i kollektive aftaler eller
voldgiftskendelser, der er offentliggjort eller de facto finder
generel anvendelse som defineret i direktiv 96/71/EF. Herudover
bør dette direktiv ikke forhindre medlemsstaterne i at
anvende arbejds- og ansættelsesvilkårene på andre
områder end dem, der er anført i artikel 3, stk. 1, i
direktiv 96/71/EF, når det er begrundet i hensynet til den
offentlige orden.
(87) Dette direktiv bør heller ikke berøre
arbejds- og ansættelsesvilkårene i tilfælde, hvor
en arbejdstager, der er ansat til at udføre en
grænseoverskridende tjenesteydelse, ansættes i den
medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres. Endelig
bør dette direktiv ikke berøre den ret, som den
medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, har til at
afgøre, om der foreligger et ansættelsesforhold, og
bestemme sondringen mellem selvstændige erhvervsdrivende og
arbejdstagere, herunder "falske selvstændige
erhvervsdrivende". I denne forbindelse bør det
væsentligste kendetegn ved et ansættelsesforhold i
henhold til traktatens artikel 39 være den
omstændighed, at en person i en vis periode udfører
tjenesteydelser mod vederlag for en anden og efter dennes
anvisning. Enhver beskæftigelse, som udøves af en
person, der ikke er i et underordnelsesforhold, skal betragtes som
selvstændig erhvervsvirksomhed i henhold til traktatens
artikel 43 og 49.
(88) Bestemmelsen om fri udveksling af tjenesteydelser
bør ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor en
aktivitet i henhold til fællesskabsretten i en medlemsstat er
forbeholdt et bestemt erhverv, f.eks. krav om, at juridisk
rådgivning er forbeholdt advokater.
(89) Undtagelsen fra bestemmelsen om fri udveksling af
tjenesteydelser for så vidt angår registrering af
køretøjer, der er leaset i en anden medlemsstat end
den, hvori de benyttes, følger af Domstolens praksis, i
henhold til hvilken en medlemsstat kan lade
køretøjer, der anvendes på dens område,
være omfattet af en sådan forpligtelse på
vilkår, der er afpasset efter det tilsigtede mål. Denne
undtagelse gælder ikke lejlighedsvis eller midlertidig
leje.
(90) Kontraktlige forbindelser mellem tjenesteyder og kunde
samt mellem arbejdsgiver og arbejdstager bør ikke være
omfattet af dette direktiv. Lovvalget for tjenesteyderens
kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser bør
afgøres efter de internationale privatretlige regler.
(91) Det er nødvendigt, at medlemsstaterne
undtagelsesvis, i individuelle tilfælde og af hensyn til
sikkerheden i forbindelse med tjenesteydelser får mulighed
for at træffe foranstaltninger, der fraviger bestemmelsen om
fri udveksling af tjenesteydelser, over for en tjenesteyder, der er
etableret i en anden medlemsstat. Dette bør dog kun ske
på områder, der ikke er harmoniseret på
fællesskabsplan.
(92) De restriktioner i den frie bevægelighed for
tjenesteydelser, som er i strid med dette direktiv, kan ikke blot
opstå som følge af foranstaltninger, der træffes
over for tjenesteydere, men også som følge af en lang
række hindringer for tjenestemodtageres, især
forbrugeres, anvendelse af tjenesteydelser. I dette direktiv
opregnes eksempler på visse former for restriktioner over for
en tjenestemodtager, som ønsker at anvende en
tjenesteydelse, der udføres af en tjenesteyder etableret i
en anden medlemsstat. De omfatter også tilfælde, hvor
tjenestemodtagere er forpligtet til at indhente en tilladelse fra
deres kompetente myndigheder eller afgive en erklæring til
disse myndigheder for at modtage en tjenesteydelse fra en
tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat. Dette berører
ikke generelle tilladelsesordninger, der også finder
anvendelse på brug af en tjenesteydelse, som udføres
af en tjenesteyder, der er etableret i samme medlemsstat.
(93) Begrebet "finansiel bistand, som ydes i forbindelse med
brug af en særlig tjenesteydelse", bør ikke omfatte
støtte bevilget af medlemsstaterne, navnlig på det
sociale område eller inden for den kulturelle sektor, som er
omfattet af Fællesskabets konkurrenceregler, eller generel
finansiel bistand, der ikke er knyttet til brug af en særlig
tjenesteydelse, f.eks. uddannelsesstøtte eller
studielån.
(94) I henhold til traktatens bestemmelser om fri
bevægelighed for tjenesteydelser er forskelsbehandling
begrundet i tjenestemodtagerens nationalitet eller i hans
opholdsland eller -sted forbudt. Forskelsbehandlingen kan navnlig
bestå i, at kun statsborgere fra en anden medlemsstat
afkræves originaldokumenter, bekræftede kopier, bevis
for statsborgerskab eller officielle oversættelser af
dokumenter for at kunne modtage en tjenesteydelse eller opnå
visse fordelagtige vilkår eller priser. Forbuddet mod
diskriminerende krav bør imidlertid ikke være til
hinder for, at især prisfordele kan forbeholdes visse
tjenestemodtagere, hvis dette er baseret på saglige og
objektive kriterier.
(95) Princippet om forbud mod forskelsbehandling i det indre
marked indebærer, at en tjenestemodtagers - især en
forbrugers - adgang til en tjenesteydelse, der tilbydes
offentligheden, ikke må nægtes eller begrænses
på grund af et kriterium om tjenestemodtagerens nationalitet
eller opholdssted i de generelle betingelser, som stilles til
rådighed for offentligheden. Dette betyder ikke, at der er
tale om ulovlig forskelsbehandling, hvis der i de generelle
betingelser anvendes forskellige priser og vilkår for en
tjenesteydelse, hvis sådanne priser og vilkår er
begrundet i objektive faktorer, der kan variere fra land til land,
såsom de faktiske meromkostninger, der påløber
på grund af afstanden, tjenesteydelsens tekniske
karakteristika, forskellige markedsvilkår, såsom
sæsonbestemt større eller mindre efterspørgsel,
forskellige ferieperioder i medlemsstaterne, forskellige
konkurrenters prissætning eller yderligere risici, der er
forbundet med regler, som afviger fra etableringsmedlemsstatens.
Det betyder heller ikke, at der er tale om ulovlig
forskelsbehandling, hvis en forbruger ikke modtager en
tjenesteydelse, fordi de nødvendige intellektuelle
ejendomsrettigheder mangler i et givet område.
(96) Det bør fastsættes, at en af de måder,
hvorpå tjenesteyderen kan gøre de oplysninger, denne
er forpligtet til at meddele, let tilgængelige for
tjenestemodtageren, er at oplyse sin e-mail-adresse, herunder
adressen på sit websted. I øvrigt bør en
tjenesteyders forpligtelse til at gøre visse oplysninger
tilgængelige i sit informationsmateriale ikke dække
almindelig kommerciel kommunikation såsom reklame, men
snarere materiale, hvori tjenesteyderen beskriver sine
tjenesteydelser i detaljer, herunder dokumenter, der ligger
på et websted.
(97) Det er nødvendigt at fastsætte visse regler
i dette direktiv om et højt kvalitetsniveau for
tjenesteydelser, idet navnlig kravene til information og
gennemsigtighed sikres. Reglerne bør gælde både
for grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser mellem
medlemsstater og for tjenesteydelser, der udføres i en
medlemsstat af en tjenesteyder, som er etableret der, uden at
SMV'er må pålægges unødige byrder. De
bør på ingen måde hindre medlemsstaterne i at
anvende supplerende eller anderledes kvalitetskrav i henhold til
dette direktiv og anden fællesskabsret.
(98) Enhver erhvervsdrivende, der udfører
tjenesteydelser, som frembyder en direkte og særlig fare for
tjenestemodtagerens eller tredjemands sundhed eller sikkerhed eller
en særlig finansiel risiko, bør principielt være
dækket af en passende erhvervsansvarsforsikring eller en
ækvivalent eller sammenlignelig garanti, hvilket navnlig
indebærer, at en sådan erhvervsdrivende i reglen skal
være behørigt forsikret i forbindelse med
tjenesteydelser, der udføres i en eller flere andre
medlemsstater end etableringsmedlemsstaten.
(99) Forsikringen eller garantien bør være
passende i forhold til risikoens art og omfang. Det vil derfor
kunne være nødvendigt for tjenesteydere kun at have
grænseoverskridende dækning, hvis de faktisk
udfører tjenesteydelser i andre medlemsstater.
Medlemsstaterne bør ikke fastsætte mere detaljerede
regler vedrørende forsikringsdækningen og f.eks.
opstille mindstetærskler for forsikringssummen eller
grænser for udelukkelser fra forsikringsdækningen.
Tjenesteydere og forsikringsselskaber bør fortsat have den
nødvendige fleksibilitet til at forhandle
forsikringspolicer, der er præcist afpasset efter risikoens
art og omfang. Desuden er det ikke nødvendigt at lovgive om
forpligtelse til passende forsikring. Det bør være
tilstrækkeligt, hvis de faglige organers etiske regler
opererer med forsikringspligt. Endelig bør
forsikringsselskaber ikke være forpligtede til at yde
forsikringsdækning.
(100) Det er nødvendigt at bringe totalforbuddet mod
lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation til ophør,
ikke ved at ophæve forbuddet mod indholdet af den
kommercielle kommunikation, men derimod ved at ophæve forbud,
der generelt udelukker bestemte erhverv fra en eller flere former
for kommerciel kommunikation, f.eks. forbud mod enhver form for
reklame i et eller flere bestemte medier. For så vidt
angår indhold og metoder vedrørende kommerciel
kommunikation er det nødvendigt at opfordre erhvervene til i
overensstemmelse med fællesskabsretten at udarbejde
adfærdskodekser på fællesskabsplan.
(101) Det er nødvendigt i tjenestemodtagerens
interesse, navnlig forbrugernes, at sikre, at det er muligt for
tjenesteyderne at tilbyde tjenesteydelser på flere
områder, og at restriktioner i denne henseende
begrænses til, hvad der er nødvendigt for at sikre de
lovregulerede erhvervs uvildighed, uafhængighed og
integritet. Dette berører ikke de restriktioner og forbud
mod at udøve særlige former for virksomhed, der skal
sikre uafhængigheden i tilfælde, hvor en medlemsstat
overdrager en bestemt opgave til en tjenesteyder, navnlig inden for
byudvikling, og det bør heller ikke berøre
anvendelsen af konkurrencereglerne.
(102) For at forbedre gennemsigtigheden og fremme
kvalitetsvurderinger af udbudte og udførte tjenesteydelser
baseret på sammenlignelige kriterier er det vigtigt, at
oplysninger om betydningen af kvalitetsmærker og andre
særlige kendetegn ved sådanne tjenesteydelser er let
tilgængelige. Et sådant krav om gennemsigtighed er
særlig vigtigt inden for områder som f.eks. turisme,
herunder især hotelvirksomhed, hvor anvendelsen af
klassificeringssystemer er meget udbredt. Herudover bør det
undersøges, hvorvidt europæisk standardisering kan
anvendes til at fremme tjenesteydelsers forenelighed og kvalitet.
Europæiske standarder udarbejdes af de europæiske
standardiseringsorganer Den Europæiske
Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske
Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC) og Det
Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation
(ETSI). Hvis det er hensigtsmæssigt, kan Kommissionen i
overensstemmelse med procedurerne i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en
informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og
forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester
20)give mandat til udarbejdelsen af
specifikke europæiske standarder.
(103) For at løse potentielle problemer i forbindelse
med opfyldelsen af retsafgørelser er det
hensigtsmæssigt at fastsætte, at medlemsstaterne skal
anerkende ækvivalente garantier, der stilles af institutter
eller organer såsom banker, forsikringsselskaber eller andre
udbydere af finansielle tjenesteydelser etableret i en anden
medlemsstat.
(104) Oprettelsen af et netværk af medlemsstaternes
forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, som er omhandlet forordning (EF)
nr. 2006/2004, supplerer samarbejdet i henhold til dette direktiv.
Anvendelsen af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse i forbindelse
med transaktioner på tværs af grænserne,
især med hensyn til nye former for markedsføring og
salg, og nødvendigheden af at fjerne visse specifikke
hindringer for samarbejdet på dette område
kræver, at der etableres et mere udstrakt samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det er på dette område navnlig
nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne kræver, at
erhvervsdrivende på deres område ophører med
ulovlig adfærd, der er rettet mod brugerne i en anden
medlemsstat.
(105) Administrativt samarbejde er væsentligt, hvis det
indre marked for tjenesteydelser skal fungere efter hensigten.
Manglende samarbejde mellem medlemsstaterne fører til en
mangedobling af de regler, der gælder for tjenesteydere, og
til overlapning af kontrollen i forbindelse med virksomhed på
tværs af grænserne og kan også udnyttes af
erhvervsdrivende, der bevæger sig på kanten af loven,
til at undgå tilsyn eller omgå gældende nationale
regler for tjenesteydelser. Det er derfor vigtigt, at der
fastsættes klare, retligt bindende forpligtelser for
medlemsstaterne til at indgå i et effektivt samarbejde.
(106) I forbindelse med kapitlet om administrativt samarbejde
bør "tilsyn" omfatte f.eks. overvågning og
undersøgelse af de faktiske omstændigheder,
problemløsning, håndhævelse og
pålæggelse af sanktioner samt senere
opfølgning.
(107) Under normale omstændigheder bør gensidig
bistand ydes direkte mellem kompetente myndigheder. De
forbindelsespunkter, som medlemsstaterne udpeger, bør kun
fremme processen, hvis der opstår vanskeligheder, f.eks. hvis
der er behov for bistand til at udpege den relevante kompetente
myndighed.
(108) En række forpligtelser til gensidig bistand
bør finde anvendelse på alle de
spørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, herunder
spørgsmål i forbindelse med situationer, hvor en
tjenesteyder etablerer sig i en anden medlemsstat. Andre
forpligtelser til gensidig bistand bør kun finde anvendelse
i tilfælde af tjenesteydelser på tværs af
grænserne, der er omfattet af bestemmelsen om fri udveksling
af tjenesteydelser. Endnu andre forpligtelser bør finde
anvendelse i alle tilfælde af tjenesteydelser på
tværs af grænserne, herunder områder, der ikke er
omfattet af bestemmelsen om fri udveksling af tjenesteydelser.
Tjenesteydelser på tværs af grænserne bør
omfatte situationer, hvor tjenesteydelser udføres på
afstand, og hvor tjenestemodtageren begiver sig til tjenesteyderens
etableringsmedlemsstat for at modtage tjenesteydelserne.
(109) I de tilfælde, hvor en tjenesteyder begiver sig
midlertidigt til en anden medlemsstat end etableringsmedlemsstaten,
er det nødvendigt at foreskrive gensidig bistand mellem de
to medlemsstater, så førstnævnte stat kan
foretage kontroller, inspektioner og undersøgelser efter
anmodning fra etableringsmedlemsstaten eller foretage sådanne
kontroller på eget initiativ, hvis det kun drejer sig om at
fastslå faktiske forhold.
(110) Det bør ikke være muligt for
medlemsstaterne at omgå reglerne i dette direktiv, herunder
bestemmelsen om fri udveksling af tjenesteydelser, ved at
udføre kontroller, inspektioner og undersøgelser, der
er diskriminerende, eller som ikke er proportionelle i forhold til
det tilsigtede mål.
(111) Dette direktivs bestemmelser om udveksling af
oplysninger vedrørende tjenesteyderes hæderlighed
bør ikke foregribe initiativer inden for politisamarbejde og
retligt samarbejde i kriminalsager, navnlig for så vidt
angår udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder og strafferegistre.
(112) Samarbejde mellem medlemsstaterne kræver et
velfungerende elektronisk informationssystem, så de
kompetente myndigheder let kan finde frem til relevante
samtalepartnere i andre medlemsstater og kommunikere effektivt med
disse.
(113) Det er nødvendigt at foreskrive, at
medlemsstaterne i samarbejde med Kommissionen skal tilskynde de
berørte parter til at udarbejde adfærdskodekser
på fællesskabsplan med henblik på bl.a. at fremme
tjenesteydelsernes kvalitet under hensyntagen til de enkelte
erhvervs særlige karakteristika. Adfærdskodekserne skal
overholde fællesskabsretten, herunder især
konkurrenceretten. De bør være forenelige med retligt
bindende fagetiske adfærdsregler i medlemsstaterne.
(114) Medlemsstaterne bør tilskynde til, at navnlig
faglige organer og organisationer eller sammenslutninger udarbejder
adfærdskodekser på fællesskabsplan. Disse
adfærdskodekser bør alt efter det enkelte erhvervs
særlige karakteristika indeholde regler for lovregulerede
erhvervs kommercielle kommunikation og de lovregulerede erhvervs
fagetiske adfærdsregler, der navnlig skal sikre
uafhængighed, uvildighed og tavshedspligt. Betingelserne for
ejendomsmægleres virksomhed bør ligeledes indgå
i disse adfærdskodekser. Medlemsstaterne bør
træffe ledsageforanstaltninger med henblik på at
tilskynde de faglige organer og organisationer eller
sammenslutninger til på nationalt plan at gennemføre
de adfærdskodekser, der vedtages på
fællesskabsplan.
(115) Adfærdskodekserne på fællesskabsplan
fastsætter minimumsstandarder for adfærd og supplerer
medlemsstaternes lovbestemte krav. De er ikke til hinder for, at
medlemsstaterne i overensstemmelse med fællesskabsretten
træffer strengere lovmæssige foranstaltninger, eller at
de nationale faglige organisationer yder bedre beskyttelse i deres
nationale adfærdskodekser.
(116) Målene for dette direktiv, nemlig at fjerne
hindringerne for tjenesteyderes etableringsfrihed i medlemsstaterne
og for den frie udveksling af tjenesteydelser mellem
medlemsstaterne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang
bedre gennemføres på fællesskabsplan;
Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens
artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.
nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad
der er nødvendigt for at nå disse mål.
(117) De nødvendige foranstaltninger til
gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i
overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af
28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere
vilkår for udøvelsen af de
gennemførelsesbeføjelser, der tillægges
Kommissionen
21).
(118) I overensstemmelse med punkt 34 i den
interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning
22)tilskyndes medlemsstaterne til,
både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og
offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt
muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og
gennemførelsesforanstaltningerne -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
KAPITEL I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Genstand
1. Dette direktiv fastsætter de almindelige bestemmelser
med henblik på at lette udøvelsen af
etableringsfriheden for tjenesteydere samt den frie
bevægelighed for tjenesteydelser og sikrer samtidig et
højt kvalitetsniveau for tjenesteydelser.
2. Dette direktiv vedrører hverken liberalisering af
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der er
forbeholdt offentlige eller private enheder, eller privatisering af
offentlige enheder, der udfører tjenesteydelser.
3. Dette direktiv vedrører hverken afskaffelse af
monopoler, der udfører tjenesteydelser, eller støtte
bevilget af medlemsstaterne, som er omfattet af de fælles
konkurrenceregler.
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til
i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte,
hvad de betragter som tjenesteydelser af almen økonomisk
interesse, og bestemme, hvordan disse tjenesteydelser skal
organiseres og finansieres, i overensstemmelse med
statsstøttereglerne, og hvilke specifikke forpligtelser der
bør gælde for dem.
4. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger truffet
på fællesskabsplan eller på nationalt plan i
overensstemmelse med fællesskabsretten for at fremme kulturel
eller sproglig mangfoldighed eller mediepluralismen.
5. Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes
strafferet. Medlemsstaterne må dog ikke begrænse den
frie udveksling af tjenesteydelser ved at anvende strafferetlige
bestemmelser, der specifikt regulerer eller berører adgangen
til at optage eller udøve servicevirksomhed, med henblik
på derved at omgå reglerne i dette direktiv.
6. Dette direktiv berører ikke de arbejdsretlige
regler, dvs. enhver form for retlige eller kontraktretlige
bestemmelser vedrørende ansættelsesvilkår,
arbejdsforhold, herunder sundhed og sikkerhed på
arbejdspladsen, og forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere,
som medlemsstaterne anvender i overensstemmelse med national ret,
der respekterer fællesskabsretten. Dette direktiv
berører heller ikke medlemsstaternes lovgivning om social
sikring.
7. Dette direktiv berører ikke udøvelsen af
grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i medlemsstaterne
og fællesskabsretten. Det berører heller ikke retten
til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive
aftaler og retten til at gennemføre faglige aktioner i
overensstemmelse med national ret og praksis, der respekterer
fællesskabsretten.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på tjenesteydelser,
der udføres af tjenesteydere, som er etableret i en
medlemsstat.
2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på
følgende former for virksomhed:
a)
ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse
b) finansielle
tjenesteydelser såsom bank-, kredit- forsikrings- og
genforsikringsvirksomhed, erhvervstilknyttede eller personlige
pensionsordninger, tjenesteydelser i forbindelse med
værdipapirer, investeringsfonde, betalings- og
investeringsrådgivning, herunder de tjenesteydelser, der er
opført i bilag I til direktiv 2006/48/EF
c) elektroniske
kommunikationstjenester og -netværk og tilhørende
faciliteter og tjenesteydelser for så vidt angår
områder, der er omfattet af direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF,
2002/21/EF, 2002/22/EF og 2002/58/EF
d) tjenesteydelser
på transportområdet, herunder havnetjenester, der
falder ind under traktatens afsnit V
e) tjenesteydelser
i forbindelse med vikarbureauer
f) sundhedsydelser,
uanset om de udføres inden for rammerne af
sundhedsvæsenets infrastruktur eller ej, og hvordan de
tilrettelægges og finansieres på nationalt plan, og
uanset om de er offentlige eller private
g) audiovisuelle
tjenesteydelser, herunder tjenesteydelser i forbindelse med film,
uanset hvordan de produceres, distribueres og transmitteres, samt
radiospredning
h) spil, som
indebærer, at der gøres indsats med penge i spil, som
indeholder et element af tilfældighed, herunder lotteri,
kasinospil og væddemål
i) virksomhed, som
er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, jf.
traktatens artikel 45
j) sociale
tjenesteydelser i forbindelse med socialt boligbyggeri,
børnepasning og støtte til familier og
enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidig behov herfor,
udført af staten, af tjenesteydere med opdrag fra staten
eller af statsanerkendte velgørende organisationer
k) private
vagttjenester
l) tjenesteydelser,
der udføres af officielt udnævnte notarer og
fogeder.
3. Dette direktiv finder ikke anvendelse på skatte- og
afgiftsområdet.
Artikel 3
Forbindelse med
fællesskabsrettens øvrige bestemmelser
1. Hvis bestemmelserne i dette direktiv strider mod en
bestemmelse i en anden fællesskabsretsakt om særlige
aspekter af adgangen til eller udøvelsen af
servicevirksomhed inden for særlige områder eller
særlige erhverv, har bestemmelsen i den anden
fællesskabsretsakt forrang og finder anvendelse på
disse særlige områder eller erhverv. Det drejer sig
bl.a. om følgende retsakter:
a) direktiv
96/71/EF
b) forordning
(EØF) nr. 1408/71
c) Rådets
direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af
visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne
vedrørende udøvelse af
tv-radiospredningsvirksomhed 23)
d) direktiv
2005/36/EF.
2. Dette direktiv berører ikke den internationale
privatret, særlig reglerne om lovvalg i forbindelse med
kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser, herunder de
regler, der sikrer, at forbrugerne er beskyttet efter
forbrugerbeskyttelsesreglerne i den forbrugerlovgivning, der
gælder i deres medlemsstat.
3. Medlemsstaterne anvender bestemmelserne i dette direktiv
under overholdelse af traktatens regler om etableringsretten og den
frie bevægelighed for tjenesteydelser.
Artikel 4
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1)
»tjenesteydelse«: enhver selvstændig
erhvervsvirksomhed, der normalt udføres mod betaling, jf.
traktatens artikel 50
2)
»tjenesteyder«: enhver fysisk person, der er
statsborger i en medlemsstat, og som udbyder eller udfører
en tjenesteydelse, eller enhver juridisk person, jf. traktatens
artikel 48, og som er etableret i en medlemsstat, og som udbyder
eller udfører en tjenesteydelse
3)
»tjenestemodtager«: enhver fysisk person, der er
statsborger i en medlemsstat, eller som nyder rettigheder, der er
tillagt vedkommende ved fællesskabsretsakter, eller enhver
juridisk person, jf. traktatens artikel 48, og som er etableret i
en medlemsstat, og som i erhvervsøjemed eller andet
øjemed anvender eller ønsker at anvende en
tjenesteydelse
4)
»etableringsmedlemsstat«: den medlemsstat, på
hvis område den pågældende tjenesteyder er
etableret
5)
»etablering«: tjenesteyderens faktiske udøvelse
af erhvervsvirksomhed som omhandlet i traktatens artikel 43 i et
ikke nærmere angivet tidsrum og ved hjælp af en fast
infrastruktur, hvorfra aktiviteten med levering af tjenesteydelser
rent faktisk udføres
6)
»tilladelsesordning«: enhver procedure, der
indebærer, at en tjenesteyder eller en tjenestemodtager skal
henvende sig til en kompetent myndighed med henblik på at
opnå en udtrykkelig eller en stiltiende afgørelse om
adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed
7)
»krav«: enhver forpligtelse, ethvert forbud, enhver
betingelse eller enhver begrænsning, der er fastsat i
medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser, eller som
følger af retspraksis, administrativ praksis, faglige
foreningers regler eller af kollektive regler, som faglige
sammenslutninger og erhvervsorganisationer har vedtaget som led i
deres retlige autonomi; regler, der er fastsat i kollektive
aftaler, som er forhandlet med arbejdsmarkedets parter, anses ikke
som sådan for at være krav i henhold til dette
direktiv
8) »tvingende
almene hensyn«: hensyn, der er anerkendt som sådan i
Domstolens praksis, herunder følgende: den offentlige orden,
den offentlige sikkerhed, tryghed for borgerne, den offentlige
sundhed, bevarelsen af den finansielle balance i de sociale
sikringsordninger, beskyttelsen af forbrugerne, tjenestemodtagerne
og arbejdstagerne, retfærdige handelstransaktioner,
bekæmpelse af bedrageri, beskyttelsen af miljøet,
herunder bymiljøet, dyresundheden, intellektuelle
ejendomsrettigheder, bevarelsen af den nationale historiske og
kunstneriske arv samt social- og kulturpolitiske
målsætninger
9) »kompetent
myndighed«: ethvert organ eller enhver instans, der i en
medlemsstat har til opgave at føre tilsyn med eller regulere
servicevirksomhed, herunder navnlig administrative myndigheder,
herunder domstole der handler i denne egenskab, faglige
organisationer samt faglige sammenslutninger og
erhvervsorganisationer, der som led i deres retlige autonomi
kollektivt regulerer adgangen til at optage og udøve
servicevirksomhed
10)
»medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres«: den
medlemsstat, hvor en tjenesteyder, der er etableret i en anden
medlemsstat, udfører tjenesteydelsen
11)
»lovreguleret erhverv«: en eller flere former for
erhvervsmæssig virksomhed, jf. artikel 3, stk. 1, litra a), i
direktiv 2005/36/EF
12)
»kommerciel kommunikation«: enhver form for
kommunikation, der har til formål direkte eller indirekte at
fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller at
etablere et image for en virksomhed, organisation eller person, der
udøver handels-, industri- eller
håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv.
Følgende udgør ikke i sig selv kommerciel
kommunikation:
a) oplysninger, der
muliggør direkte adgang til virksomhedens, organisationens
eller personens virksomhed, herunder navnlig et domænenavn
eller en e-mail-adresse
b) kommunikation
vedrørende en virksomheds, organisations eller persons
varer, tjenesteydelser eller image udarbejdet uafhængigt af
denne, især uden finansiel modydelse.
KAPITEL II
ADMINISTRATIV FORENKLING
Artikel 5
Forenkling af procedurer
1. Medlemsstaterne undersøger procedurer og
formaliteter i forbindelse med adgangen til at optage og
udøve servicevirksomhed. Hvis de procedurer og formaliteter,
der undersøges i henhold til dette stykke, ikke er enkle
nok, forenkler medlemsstaterne dem.
2. Kommissionen kan efter proceduren i artikel 40, stk. 2,
indføre harmoniserede formularer på
fællesskabsplan. Disse formularer sidestilles med
certifikater, attester og alle andre dokumenter, der kræves
af en tjenesteyder.
3. Når medlemsstaterne kræver, at en tjenesteyder
eller en tjenestemodtager skal fremlægge et certifikat, en
attest eller ethvert andet dokument som bevis for opfyldelsen af et
krav, accepterer de ethvert dokument fra en anden medlemsstat, der
tjener samme formål, eller hvoraf det fremgår, at det
pågældende krav er opfyldt. De kan ikke kræve
dokumenter fra en anden medlemsstat i form af originaler,
bekræftede kopier eller bekræftede oversættelser,
undtagen i tilfælde, der er omhandlet i andre
fællesskabsinstrumenter, eller i tilfælde, som er
begrundet i et tvingende alment hensyn, herunder den offentlige
orden og sikkerhed.
Første afsnit berører ikke medlemsstaternes ret
til at kræve uautoriserede oversættelser af dokumenter
til et af deres officielle sprog.
4. Stk. 3 finder ikke anvendelse på dokumenter omfattet
af artikel 7, stk. 2, og artikel 50 i direktiv 2005/36/EF, artikel
45, stk. 3, og artikel 46, 49 og 50 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af
fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige
vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter
og offentlige bygge- og anlægskontrakter
24), artikel 3, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar
1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af
advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen
er opnået
25), Rådets første direktiv
68/151/EØF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier,
som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58,
stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel
selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det
formål at gøre disse garantier lige byrdefulde
26), eller Rådets elite direktiv
89/666/EØF af 21. december 1989 om offentlighed
vedrørende filialer oprettet i en medlemsstat af visse
former for selskaber henhørende under en anden stats
retsregler
27).
Artikel 6
Kvikskranker
1. Medlemsstaterne påser, at tjenesteydere kan afvikle
følgende procedurer og formaliteter ved at henvende sig til
kontaktpunkter (i det følgende benævnt
»kvikskranker«):
a) alle de
procedurer og formaliteter, der er nødvendige for adgangen
til at optage deres servicevirksomhed, især alle
nødvendige erklæringer, anmeldelser eller anmodninger
om tilladelse hos de kompetente myndigheder, herunder anmodninger
om optagelse i registre, fortegnelser, databaser eller for
optagelse i faglige organisationer eller faglige
sammenslutninger
b) eventuelle
anmodninger om tilladelse til at udøve
servicevirksomhed.
2. Indførelsen af kvikskranker berører ikke
fordelingen af opgaver og beføjelser mellem de forskellige
myndigheder på nationalt plan.
Artikel 7
Ret til information
1. Medlemsstaterne påser, at følgende oplysninger
er nemt tilgængelige for tjenesteydere og tjenestemodtagere
via kvikskrankerne:
a) krav, der
gælder for tjenesteydere, som er etableret på deres
område, især krav vedrørende procedurer og
formaliteter, der skal opfyldes for at få adgang til at
optage og udøve servicevirksomhed
b)
kontaktoplysninger på de kompetente myndigheder, så
disse kan kontaktes direkte, herunder kontaktoplysninger på
de myndigheder, der er ansvarlige for spørgsmål
vedrørende udøvelse af servicevirksomhed
c) hvordan og
på hvilke vilkår man får adgang til offentlige
registre og databaser over tjenesteydere og tjenesteydelser
d) klagemuligheder,
der er alment tilgængelige i tilfælde af tvister mellem
de kompetente myndigheder og tjenesteyderen eller
tjenestemodtageren eller mellem en tjenesteyder og en
tjenestemodtager eller mellem tjenesteydere
e)
kontaktoplysninger på sammenslutninger og organisationer, ud
over de kompetente myndigheder, hvor tjenesteydere og
tjenestemodtagere kan få praktisk bistand.
2. Medlemsstaterne påser, at tjenesteydere og
tjenestemodtagere efter anmodning kan få bistand fra de
kompetente myndigheder i form af oplysninger om, hvordan de i stk.
1, litra a), omhandlede krav almindeligvis fortolkes og anvendes.
Denne rådgivning omfatter om nødvendigt en enkel
trin-for-trin-vejledning. Oplysningerne gives i et tydeligt og
forståeligt sprog.
3. Medlemsstaterne påser, at oplysninger og bistand jf.
stk. 1 og 2 gives i klar og entydig form, er nemt
tilgængelige på afstand og ad elektronisk vej, og at de
ajourføres.
4. Medlemsstaterne påser, at kvikskrankerne og de
kompetente myndigheder besvarer enhver anmodning om oplysninger
eller bistand som omhandlet i stk. 1 og 2 hurtigst muligt, og at de
i tilfælde af fejlagtige eller ubegrundede anmodninger
omgående giver tjenesteyderen meddelelse herom.
5. Medlemsstaterne og Kommissionen træffer
ledsageforanstaltninger med henblik på at tilskynde
kvikskrankerne til at offentliggøre de i denne artikel
omhandlede oplysninger på andre fællesskabssprog. Dette
berører ikke medlemsstaternes lovgivning om brugen af
sprog.
6. De kompetente myndigheders forpligtelse til at bistå
tjenesteydere og tjenestemodtagere indebærer ikke, at disse
myndigheder skal yde juridisk rådgivning i enkeltsager, men
blot, at de skal give generelle oplysninger om, hvordan kravene
almindeligvis fortolkes og anvendes.
Artikel 8
Elektroniske procedurer
1. Medlemsstaterne påser, at samtlige procedurer og
formaliteter i forbindelse med adgangen til at optage og
udøve servicevirksomhed kan afvikles uden besvær,
på afstand og ad elektronisk vej via den berørte
kvikskranke og de kompetente myndigheder.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på kontrol af det sted,
hvor tjenesteydelsen udføres, eller af det udstyr, der
anvendes af tjenesteyderen, eller på fysisk
undersøgelse af tjenesteyderens duelighed eller af dennes
egen eller af dennes ansvarlige personales personlige
integritet.
3. Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 40, stk.
2, gennemførelsesbestemmelser til nærværende
artikels stk. 1 med henblik på at fremme
informationssystemernes interoperabilitet og anvendelsen af
elektroniske procedurer medlemsstaterne imellem under hensyntagen
til de fælles standarder, der er udviklet på
fællesskabsplan.
KAPITEL III
ETABLERINGSFRIHED FOR TJENESTEYDERE
AFDELING 1
Tilladelser
Artikel 9
Tilladelsesordninger
1. Medlemsstaterne kan gøre adgangen til at optage og
udøve servicevirksomhed afhængig af en
tilladelsesordning, hvis følgende betingelser er
opfyldt:
a)
tilladelsesordningen indebærer ikke en forskelsbehandling af
den pågældende tjenesteyder
b) behovet for en
tilladelsesordning er begrundet i et tvingende alment hensyn
c) det tilsigtede
mål kan ikke nås gennem en mindre restriktiv
foranstaltning, navnlig fordi en efterfølgende kontrol ville
blive udført for sent til at have nogen reel virkning.
2. I den i artikel 39, stk. 1, omhandlede rapport beskriver
medlemsstaterne deres tilladelsesordninger og begrunder disses
forenelighed med nærværende artikels stk. 1.
3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på de aspekter
af tilladelsesordningerne, der direkte eller indirekte reguleres af
andre fællesskabsinstrumenter.
Artikel 10
Betingelser for udstedelse af
tilladelse
1. Tilladelsesordninger skal bygge på kriterier, der
regulerer udøvelsen af de kompetente myndigheders
skønsbeføjelse, så denne ikke udøves
vilkårligt
2. De i stk. 1 omhandlede kriterier skal være:
a)
ikke-diskriminerende
b) begrundet i et
tvingende alment hensyn
c) afpasset efter
dette tvingende almene hensyn
d) klare og
entydige
e) objektive
f) offentliggjort
på forhånd
g) gennemskuelige
og tilgængelige.
3. Betingelserne for udstedelse af tilladelse til en
yderligere etablering må ikke overlappe krav og kontroller
som er tilsvarende eller i det væsentlige sammenlignelige med
hensyn til deres formål, og som tjenesteyderen allerede er
underlagt i en anden eller samme medlemsstat. De i artikel 28, stk.
2, omhandlede forbindelsespunkter og tjenesteyderen bistår
den kompetente myndighed med at tilvejebringe de nødvendige
oplysninger om disse krav.
4. Tilladelsen skal give tjenesteyderen adgang til at optage
eller udøve den pågældende servicevirksomhed
på hele det nationale område, herunder gennem
oprettelse af agenturer, filialer, datterselskaber eller kontorer,
undtagen når et tvingende alment hensyn berettiger, at der
skal anmodes om tilladelse for hvert enkelt etableringssted, eller
at tilladelsen begrænses til en bestemt del af
området.
5. Tilladelsen udstedes, så snart det ved en passende
undersøgelse er fastslået, at betingelserne for
tilladelsen er opfyldt.
6. Med undtagelse af udstedelse af en tilladelse begrundes
enhver afgørelse truffet af de kompetente myndigheder,
herunder afslag eller inddragelse af tilladelsen, fuldt ud, og den
skal kunne prøves ved domstolene eller andre
klageinstanser.
7. Denne artikel berører ikke kompetencefordelingen
på lokalt og regionalt plan mellem de myndigheder i
medlemsstaterne, der udsteder tilladelser.
Artikel 11
Tilladelsens varighed
1. En tilladelse, der udstedes til en tjenesteyder, må
ikke være af begrænset varighed, undtagen hvis:
a) tilladelsen
fornyes automatisk eller kun er betinget af fortsat opfyldelse af
kravene
b) antallet af
mulige tilladelser er begrænset af et tvingende alment
hensyn,
eller
c) den
begrænsede varighed er begrundet i et tvingende alment
hensyn.
2. Stk. 1 vedrører ikke den tid, der maksimalt må
forløbe, før tjenesteyderen faktisk påbegynder
sin virksomhed efter at have fået tilladelse.
3. Medlemsstaterne forpligter tjenesteyderen til at give den
pågældende kvikskranke, jf. artikel 6, meddelelse om
følgende ændringer:
a) oprettelse af
datterselskaber, hvis virksomhed falder ind under tilladelsens
anvendelsesområde
b) ændringer
i tjenesteyderens situation, som medfører, at betingelserne
for tilladelsen ikke længere er opfyldt.
4. Denne artikel berører ikke medlemsstaternes ret til
at inddrage tilladelser, hvis betingelserne herfor ikke
længere er opfyldt.
Artikel 12
Udvælgelse af
ansøgere
1. Når antallet af mulige tilladelser for en given form
for virksomhed er begrænset på grund af knappe
naturlige ressourcer eller begrænset teknisk kapacitet,
anvender medlemsstaterne en procedure for udvælgelse af
ansøgere, der giver fuldt betryggende garantier for
uvildighed og gennemskuelighed, bl.a. behørig
offentliggørelse af indledningen, gennemførelsen og
afslutningen af proceduren.
2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde skal tilladelsen
udstedes med en passende begrænset varighed, og den må
ikke kunne fornyes automatisk eller indebære andre fordele
for den tjenesteyder, hvis tilladelse lige er udløbet, eller
for personer, som har særlige forbindelser med denne.
3. Uden at dette berører stk. 1 og artikel 9 og 10, kan
medlemsstaterne ved fastlæggelsen af reglerne for
udvælgelsesproceduren tage hensyn til den offentlige sundhed,
socialpolitiske mål, arbejdstageres og selvstændige
erhvervsdrivendes sundhed og sikkerhed, beskyttelsen af
miljøet, bevarelsen af kulturarven og andre tvingende almene
hensyn i overensstemmelse med fællesskabsretten.
Artikel 13
Tilladelsesprocedurer
1. Tilladelsesprocedurer og -formaliteter skal være
klare, offentliggjort på forhånd og skal give
ansøgerne sikkerhed for, at deres anmodning vil blive
behandlet objektivt og uvildigt.
2. Tilladelsesprocedurer og -formaliteter må ikke virke
afskrækkende og ikke komplicere eller forsinke
udførelsen af tjenesteydelsen unødigt. De skal
være nemt tilgængelige, og de udgifter, de kan
medføre for ansøgerne, skal være rimelige og
stå i et rimeligt forhold til omkostningerne i forbindelse
med de pågældende tilladelsesprocedurer og må
ikke overstige omkostningerne ved procedurerne.
3. Tilladelsesprocedurer og -formaliteter skal give
ansøgerne sikkerhed for, at deres anmodning behandles
hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden for en
rimelig svarfrist, som er fastsat og offentliggjort på
forhånd. Fristen løber først fra det tidspunkt,
hvor al dokumentation er fremsendt. Den kompetente myndighed kan
én gang forlænge fristen med et begrænset
tidsrum, hvis spørgsmålets kompleksitet berettiger
hertil. Forlængelsen og dens varighed begrundes
behørigt og meddeles ansøgeren inden den oprindelige
frists udløb.
4. Er der ikke afgivet svar inden for den i stk. 3 omhandlede
frist eller forlængelsen heraf, betragtes tilladelsen som
udstedt. Der kan dog fastsættes en anden ordning, hvis dette
er begrundet i tvingende almene hensyn, herunder tredjeparts
legitime interesse.
5. For enhver anmodning om tilladelse fremsendes der hurtigst
muligt en kvittering for modtagelsen. Kvitteringen skal
angive:
a) den i stk. 3
omhandlede frist
b)
klagemuligheder
c) at tilladelsen,
hvis det er relevant, skal betragtes som udstedt, hvis der ikke er
afgivet svar inden for den fastsatte frist.
6. Hvis anmodningen er ufuldstændig, oplyses
ansøgeren hurtigst muligt om, at der skal indgives
yderligere dokumentation, samt om en eventuel indvirkning på
den i stk. 3 omhandlede frist.
7. Hvis en ansøgning afslås, fordi den ikke
overholder de krævede procedurer og formaliteter, informeres
ansøgeren hurtigst muligt om afslaget.
AFDELING 2
Forbudte krav og krav, der skal
evalueres
Artikel 14
Forbudte krav
Medlemsstaterne må ikke gøre adgangen til at
optage eller udøve servicevirksomhed på deres
område betinget af:
1) diskriminerende
krav, som direkte eller indirekte er begrundet i nationalitet eller
- for selskabers vedkommende - i det vedtægtsmæssige
hjemsteds beliggenhed, herunder især:
a) krav om, at
tjenesteyderen, hans personale, de personer, der besidder
kapitalandele, eller medlemmerne af ledelses- eller
tilsynsorganerne skal have en bestemt nationalitet
b) krav om, at
tjenesteyderen, hans personale, de personer, der besidder
kapitalandele, eller medlemmerne af ledelses- eller
tilsynsorganerne skal have ophold på deres område
2) forbud mod at
være etableret i flere medlemsstater eller at være
optaget i registre eller faglige organisationer og sammenslutninger
i flere medlemsstater
3)
begrænsninger af tjenesteyderens frihed til at vælge
mellem et hovedforretningssted og et sekundært
forretningssted, herunder navnlig krav om, at tjenesteyderen skal
have sit hovedforretningssted på deres område, eller
begrænsninger af friheden til at vælge mellem
forskellige former for etablering såsom agentur, filial eller
datterselskab
4) krav om
gensidighed med den medlemsstat, hvor tjenesteyderen allerede har
et forretningssted, bortset fra de krav om gensidighed, der er
fastsat i fællesskabsinstrumenterne vedrørende
energi
5) anvendelse i
hvert enkelt tilfælde af en økonomisk test, der
består i at gøre tilladelsen betinget af, at der kan
påvises et økonomisk behov eller en
markedsefterspørgsel, at evaluere den pågældende
form for virksomheds potentielle eller aktuelle økonomiske
virkninger eller at vurdere dens formålstjenlighed i forhold
til den kompetente myndigheds planlagte økonomiske
mål; dette forbud vedrører ikke
planlægningskrav, der ikke forfølger økonomiske
mål, men er fastsat ud fra tvingende almene hensyn
6) direkte eller
indirekte inddragelse af konkurrerende erhvervsdrivende, herunder
gennem rådgivende organer, i udstedelsen af tilladelser eller
andre afgørelser, der træffes af de kompetente
myndigheder, bortset fra faglige organisationer og sammenslutninger
eller andre organisationer, der handler som kompetent myndighed;
dette forbud vedrører ikke høring af organisationer
såsom handelskamre eller arbejdsmarkedets parter om andre
spørgsmål end individuelle ansøgninger om
tilladelse og heller ikke høring af den brede
offentlighed
7) forpligtelse til
at stille eller deltage i en finansiel sikkerhed eller til at tegne
en forsikring hos en tjenesteyder eller et organ, der er etableret
på deres område. Dette berører ikke
medlemsstaternes mulighed for at kræve forsikring eller
finansiel sikkerhed som sådan og heller ikke kravene om
deltagelse i en kollektiv erstatningsfond, f.eks. for medlemmer af
faglige organer eller organisationer
8) forpligtelse til
allerede at have været optaget i registre, der føres
på deres område, i en given periode eller til tidligere
at have udøvet den pågældende virksomhed
på deres område i en given periode.
Artikel 15
Krav, der skal evalueres
1. Medlemsstaterne undersøger, om deres retssystem
omfatter de i stk. 2 omhandlede krav, og påser, at disse krav
er forenelige med betingelserne i stk. 3. De tilpasser deres love
og administrative bestemmelser for at gøre dem forenelige
med disse betingelser.
2. Medlemsstaterne undersøger, om deres retssystem
gør adgangen til at optage eller udøve
servicevirksomhed betinget af, at et eller flere af følgende
ikke-diskriminerende krav er opfyldt:
a) kvantitative
eller territoriale begrænsninger, navnlig i form af
begrænsninger fastsat på grundlag af befolkningstallet
eller af hensyn til en geografisk minimumsafstand mellem
tjenesteyderne
b) krav om, at
tjenesteyderen skal have en bestemt retlig form
c) krav
vedrørende besiddelsen af et selskabs kapital
d) krav - bortset
fra kravene vedrørende spørgsmål omfattet af
direktiv 2005/36/EF eller kravene i andre
fællesskabsinstrumenter - der forbeholder bestemte
tjenesteydere adgangen til den pågældende
servicevirksomhed på grund af virksomhedens særlige
karakter
e) forbud mod at
have flere forretningssteder på samme stats område
f) krav om et
minimumsantal af ansatte
g) minimums-
og/eller maksimumspriser, som tjenesteyderen skal overholde
h) krav om, at
tjenesteyderen sammen med sin egen tjenesteydelse skal
udføre bestemte andre tjenesteydelser.
3. Medlemsstaterne sikrer sig, at de i stk. 2 omhandlede krav
opfylder følgende betingelser:
a) forbud mod
forskelsbehandling: kravene er hverken direkte eller indirekte
diskriminerende på grundlag af nationalitet eller - for
selskabers vedkommende - det vedtægtsmæssige hjemsteds
beliggenhed
b)
nødvendighed: kravene er begrundet i et tvingende alment
hensyn
c)
proportionalitet: kravene sikrer opfyldelsen af det tilsigtede
mål, de går ikke ud over, hvad der er nødvendigt
for at nå dette mål, og dette mål kan ikke
nås gennem andre, mindre indgribende foranstaltninger.
4. Stk. 1, 2 og 3 finder kun anvendelse på lovgivningen
om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvis
anvendelsen af disse stykker ikke retligt eller faktisk hindrer de
berørte tjenesteydere i at udføre den særlige
opgave, der er tillagt dem.
5. I den i artikel 39, stk. 1, omhandlede rapport om den
gensidige evaluering anfører medlemsstaterne:
a) de krav, de
agter at opretholde, og hvorfor de anser dem for at opfylde
betingelserne i stk. 3
b) de krav, der er
blevet ophævet eller lempet.
6. Fra den 28. december 2006 må medlemsstaterne kun
indføre nye krav af den i stk. 2 omhandlede type, hvis de
opfylder betingelserne i stk. 3.
7. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om nye love
og administrative bestemmelser, der indeholder krav som omhandlet i
stk. 6, og begrundelserne herfor. Kommissionen underretter de
øvrige medlemsstater om disse bestemmelser. Meddelelsen er
ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan vedtage de
pågældende bestemmelser.
Kommissionen undersøger de nye bestemmelsers
forenelighed med fællesskabsretten inden for en frist
på tre måneder efter at have fået meddelelse
herom og vedtager, hvor det er hensigtsmæssigt, en beslutning
med henblik på at anmode den berørte medlemsstat om
ikke at vedtage bestemmelserne eller om at ophæve dem.
Ved meddelelse af et udkast til nationale forskrifter i
medfør af direktiv 98/34/EF anses samtidig
meddelelsespligten i dette direktiv for opfyldt.
KAPITEL IV
FRI BEVÆGELIGHED FOR TJENESTEYDELSER
AFDELING 1
Fri udveksling af tjenesteydelser og
undtagelser herfra
Artikel 16
Fri udveksling af tjenesteydelser
1. Medlemsstaterne respekterer tjenesteyderes ret til at
udføre tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, de er
etableret i.
Den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, sikrer
fri adgang til at optage eller udøve servicevirksomhed
på dens område.
Medlemsstaterne gør ikke adgangen til eller
udøvelsen af servicevirksomhed på deres område
til genstand for opfyldelse af krav, der ikke overholder
følgende principper:
a)
ikke-forskelsbehandling: kravene må ikke være direkte
eller indirekte diskriminerende på grundlag af nationalitet
eller, for juridiske personers vedkommende, på grundlag af
den medlemsstat, hvor de er etableret
b)
nødvendighed: kravene skal være begrundet i hensynet
til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige
sundhed eller beskyttelsen af miljøet
c)
proportionalitet: kravene skal sikre opfyldelsen af det tilsigtede
mål og må ikke gå ud over, hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
2. Medlemsstaterne må ikke indskrænke den frie
udveksling af tjenesteydelser, der udføres af en
tjenesteyder, som er etableret i en anden medlemsstat, ved at
stille følgende krav:
a) at
tjenesteyderen skal have et forretningssted på deres
område
b) at
tjenesteyderen skal indhente en tilladelse hos deres kompetente
myndigheder eller optages i et register eller en faglig
organisation eller sammenslutning på deres område,
undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i dette direktiv
eller i andre fællesskabsretlige instrumenter
c) at
tjenesteyderen ikke må indrette visse former for eller typer
af faciliteter på deres område, herunder et kontor
eller en praksis, som er nødvendige for udførelsen af
de pågældende tjenesteydelser
d) at der skal
bestå et særligt kontraktforhold mellem tjenesteyder og
tjenestemodtager, som forhindrer eller begrænser
selvstændiges muligheder for at udføre
tjenesteydelser
e) at
tjenesteyderen for at kunne udøve servicevirksomhed skal
være i besiddelse af et særligt identitetsbevis, som
udstedes af deres kompetente myndigheder
f) krav
vedrørende anvendelsen af udstyr og redskaber, som er en
integreret del af tjenesteydelsen, undtagen krav, der er
nødvendige for at sikre sundhed og sikkerhed på
arbejdspladsen
g) restriktioner
for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel
19.
3. Der er intet til hinder for, at den medlemsstat, som
tjenesteyderen begiver sig til, fastsætter krav
vedrørende udførelsen af servicevirksomhed, hvis
disse krav er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed eller beskyttelsen af
miljøet og er i overensstemmelse med stk. 1. Der er heller
intet til hinder for, at denne medlemsstat i overensstemmelse med
fællesskabsretten anvender sine bestemmelser
vedrørende ansættelsesvilkår, herunder
bestemmelser, som er fastsat i kollektive aftaler.
4. Senest den 28. december 2011 forelægger Kommissionen,
efter at have hørt medlemsstaterne og arbejdsmarkedets
parter på fællesskabsplan, en rapport om anvendelsen af
denne artikel, hvori den overvejer behovet for at foreslå
harmoniseringsforanstaltninger for de former for servicevirksomhed,
der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 17
Yderligere undtagelser fra den frie
udveksling af tjenesteydelser
Artikel 16 finder ikke anvendelse på:
1) tjenesteydelser
af almen økonomisk interesse, der udføres i en anden
medlemsstat, herunder:
a) tjenesteydelser
i postsektoren omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for
udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og
forbedring af disse tjenesters kvalitet
28)b) tjenesteydelser
i elektricitetssektoren omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles
regler for det indre marked for elektricitet 29)
c) tjenesteydelser
i gassektoren omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det
indre marked for naturgas 30)
d) tjenesteydelser
i forbindelse med vanddistribution og vandforsyning samt
tjenesteydelser i forbindelse med spildevand
e)
affaldshåndtering
2) områder,
der er omfattet af direktiv 96/71/EF
3) områder,
der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger 31)
4) områder,
der er omfattet af Rådets direktiv 77/249/EØF af 22.
marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske
gennemførelse af advokaters frie udveksling af
tjenesteydelser 32)
5) retslig
inkasso
6) områder,
der er omfattet af afsnit II i direktiv 2005/36/EF, samt krav i den
medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, om, at
udøvelsen af en aktivitet forbeholdes et bestemt erhverv
7) områder,
der er omfattet af forordning (EØF) nr. 1408/71
8) hvad angår
administrative formaliteter vedrørende fri
bevægelighed for personer og deres ophold, forhold, der er
omfattet af bestemmelserne i direktiv 2004/38/EF, som
fastsætter administrative formaliteter i forhold til de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen
udføres, som de pågældende skal iagttage
9) hvad angår
tredjelandsstatsborgere, der begiver sig til en anden medlemsstat i
forbindelse med udførelse af en tjenesteydelse,
medlemsstaternes mulighed for at kræve, at statsborgere fra
tredjelande, der ikke er omfattet af gensidighedsordningen i
artikel 21 i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af
kontrollen ved de fælles grænser 33), skal være i besiddelse af et
visum eller en opholdstilladelse, og deres mulighed for at
forpligte statsborgere fra tredjelande til at melde sig til de
kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen
udføres, ved eller efter indrejsen
10) for så
vidt angår overførsel af affald, områder, der er
omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1.
februar 1993 om overvågning af og kontrol med
overførsel af affald inden for, til og fra Det
Europæiske Fællesskab 34)
11) ophavsret og
beslægtede rettigheder, de rettigheder, der er omhandlet i
Rådets direktiv 87/54/EØF af 16. december 1986 om
retlig beskyttelse af halvlederprodukters
topografi 35)og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig
beskyttelse af databaser 36), samt intellektuelle
ejendomsrettigheder
12) handlinger, der
ifølge loven kræver medvirken af en notar
13) områder,
der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af
årsregnskaber og konsoliderede regnskaber 37)
14) registrering af
køretøjer, der er leaset i en anden medlemsstat
15) bestemmelser
vedrørende kontraktlige og ikke-kontraktlige forpligtelser,
herunder kontraktformer, der er fastsat i den internationale
privatret.
Artikel 18
Individuelle undtagelser
1. Uanset artikel 16 kan en medlemsstat over for en
tjenesteyder, som er etableret i en anden medlemsstat,
undtagelsesvist træffe foranstaltninger vedrørende
sikkerheden i forbindelse med tjenesteydelser.
2. De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger må kun
træffes, hvis den i artikel 35 fastsatte procedure for
gensidig bistand er fulgt, og følgende betingelser er
opfyldt:
a) de nationale
bestemmelser, i henhold til hvilke foranstaltningen træffes,
er ikke omfattet af en harmonisering på fællesskabsplan
vedrørende sikkerheden i forbindelse med tjenesteydelser
b) foranstaltningen
giver tjenestemodtageren en højere beskyttelse end en
foranstaltning truffet af etableringsmedlemsstaten i medfør
af dennes nationale bestemmelser
c)
etableringsmedlemsstaten har ikke truffet nogen foranstaltninger
eller har truffet foranstaltninger, som er utilstrækkelige i
forhold til dem, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2
d)
foranstaltningerne er proportionelle.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke bestemmelser fastsat i
fællesskabsinstrumenter, som garanterer den frie udveksling
af tjenesteydelser, eller som tillader undtagelser herfra.
AFDELING 2
Tjenestemodtageres rettigheder
Artikel 19
Forbudte restriktioner
Medlemsstaterne må ikke stille krav til en
tjenestemodtager, der begrænser anvendelsen af en
tjenesteydelse, som udføres af en tjenesteyder, der er
etableret i en anden medlemsstat, herunder navnlig:
a) at
tjenesteyderen skal indhente en tilladelse fra deres kompetente
myndigheder eller afgive en erklæring til disse
b) diskriminerende
at begrænsninger af dennes muligheder for at opnå
finansiel bistand med den begrundelse, at tjenesteyderen er
etableret i en anden medlemsstat, eller på grund af
lokaliseringen af det sted, hvor tjenesteydelsen
udføres.
Artikel 20
Forbud mod forskelsbehandling
1. Medlemsstaterne påser, at der ikke stilles
diskriminerende krav til en tjenestemodtager begrundet i dennes
nationalitet eller opholdssted.
2. Medlemsstaterne påser, at de generelle betingelser
for adgangen til en tjenesteydelse, som tjenesteyderen stiller til
rådighed for offentligheden, ikke indeholder diskriminerende
betingelser begrundet i tjenestemodtagerens nationalitet eller
opholdssted, uden at dette dog berører muligheden for at
anvende forskellige adgangsbetingelser, som er direkte begrundet i
objektive kriterier.
Artikel 21
Bistand til tjenestemodtagere
1. Medlemsstaterne påser, at tjenestemodtagere i den
medlemsstat, hvor de opholder sig, har adgang til følgende
oplysninger:
a) generelle
oplysninger om de krav, der gælder i andre medlemsstater for
adgangen til at optage og udøve servicevirksomhed, herunder
især forbrugerbeskyttelseskrav
b) generelle
oplysninger om klagemuligheder i tilfælde af tvister mellem
en tjenesteyder og en tjenestemodtager
c)
kontaktoplysninger på sammenslutninger og organisationer,
herunder centrene i Det Europæiske Netværk af
Forbrugercentre, hvor tjenesteydere og tjenestemodtagere kan
få praktisk bistand.
Rådgivningen fra de kompetente myndigheder skal om
nødvendigt omfatte en enkel trin-for-trin-vejledning.
Oplysningerne, herunder om muligheder for bistand, skal meddeles
klart og entydigt, være nemt tilgængelige på
afstand, herunder ad elektronisk vej og skal ajourføres
jævnligt.
2. Medlemsstaterne kan overdrage den i stk. 1 omhandlede
opgave til kvikskrankerne eller til ethvert andet organ såsom
centrene i Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre,
forbrugersammenslutninger eller Euro Info Centre.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen kontaktoplysningerne
på de udpegede organer. Kommissionen fremsender disse
oplysninger til de øvrige medlemsstater.
3. Med henblik på at opfylde kravene i stk. 1 og 2
henvender det organ, som tjenestemodtageren har forelagt sagen, sig
om nødvendigt til det tilsvarende organ i den berørte
medlemsstat. Sidstnævnte organ fremsender oplysningerne
så hurtigt som muligt til det anmodende organ, der
videresender oplysningerne til modtageren. Medlemsstaterne
påser, at disse organer yder hinanden bistand, og
træffer enhver mulig foranstaltning med henblik på et
effektivt samarbejde. Medlemsstaterne fastsætter sammen med
Kommissionen de praktiske ordninger, der er nødvendige for
gennemførelsen af stk. 1.
4. Kommissionen vedtager efter den i artikel 40, stk. 2,
omhandlede procedure gennemførelsesbestemmelser til
nærværende artikels stk. 1, 2 og 3, hvori
fastsættes de nærmere tekniske bestemmelser om
informationsudveksling mellem organer i forskellige medlemsstater
og navnlig bestemmelserne om informationssystemernes
interoperabilitet, idet der tages hensyn til fælles
standarder.
KAPITEL V
TJENESTEYDELSERNES KVALITET
Artikel 22
Oplysninger om tjenesteydere og deres
tjenesteydelser
1. Medlemsstaterne påser, at tjenesteyderen stiller
følgende oplysninger til rådighed for
tjenestemodtageren:
a) tjenesteyderens
navn, retlige status og retlige form, den fysiske adresse, hvor
denne er etableret, og nærmere oplysninger, som
muliggør hurtig kontakt og direkte kommunikation med
tjenesteyderen, eventuelt ad elektronisk vej
b) hvis
tjenesteyderen er optaget i et handelsregister eller et andet
lignende offentligt register, oplysning om dette register og
tjenesteyderens registreringsnummer eller tilsvarende
identifikationsoplysninger i det pågældende
register
c) hvis den
pågældende form for virksomhed er omfattet af en
tilladelsesordning, kontaktoplysninger på den relevante
kompetente myndighed eller kvikskranke
d) hvis
tjenesteyderen udøver momspligtig virksomhed, angivelse af
det identifikationsnummer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i
Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om
harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om
omsætningsafgifter - Det fælles
merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag 38)
e) for
lovregulerede erhverv, enhver faglig organisation eller ethvert
lignende organ, hvor tjenesteyderen er registeret, og den faglige
titel samt den medlemsstat, hvor titlen er givet
f) almindelige
forretningsbetingelser og generalklausuler, hvis tjenesteyderen
anvender sådanne
g) om
tjenesteyderen anvender aftaleklausuler om lovvalg og/eller
værneting
h) om der findes en
ikke-lovpligtig eftersalgsgaranti
i) prisen for
tjenesteydelsen, hvis tjenesteyderen på forhånd har
fastsat en pris for en given type ydelse
j) tjenesteydelsens
vigtigste karakteristika, hvis de ikke allerede fremgår af
sammenhængen
k) den i artikel
23, stk. 1, omhandlede forsikring og garanti, herunder især
forsikrings- eller garantigiverens kontaktoplysninger og
forsikringens eller garantiens geografiske dækning.
2. Medlemsstaterne påser, at de i stk. 1 omhandlede
oplysninger alt efter tjenesteyderens ønske:
a) meddeles af
tjenesteyderen på dennes eget initiativ
b) er nemt
tilgængelige for tjenestemodtageren dér, hvor
tjenesteydelsen udføres eller kontrakten er
indgået
c) er nemt
tilgængelige for tjenestemodtageren ad elektronisk vej via en
adresse opgivet af tjenesteyderen
d) fremgår af
ethvert informationsmateriale, tjenesteyderen har givet
tjenestemodtageren, og hvori tjenesteydelserne er beskrevet i
detaljer.
3. Medlemsstaterne påser, at tjenesteyderen efter
anmodning fra tjenestemodtageren meddeler følgende
yderligere oplysninger:
a) hvis
tjenesteyderen ikke på forhånd har fastsat prisen for
en given type ydelse, prisen for tjenesteydelsen eller, hvis denne
ikke kan opgives nøjagtigt, prisberegningsmetoden,
således at prisen kan efterprøves af
tjenestemodtageren, eller et tilstrækkelig udførligt
tilbud
b) for
lovregulerede erhverv, en henvisning til de faglige regler, der
gælder i etableringsmedlemsstaten, og oplysning om, hvordan
man får adgang til disse
c) oplysninger om
tjenesteyderens virksomhed på flere områder og
samarbejde med andre tjenesteydere, som er direkte knyttet til den
pågældende tjenesteydelse, og om de foranstaltninger,
der er truffet for at undgå interessekonflikter. Disse
oplysninger skal fremgå af ethvert informationsmateriale,
hvori tjenesteyderen giver en detaljeret beskrivelse af sine
tjenesteydelser
d) hvilke
adfærdskodekser tjenesteyderen eventuelt er underlagt, og
oplysning om, hvor disse kodekser er tilgængelige
elektronisk, og hvilke sprog de foreligger på
e) hvis
tjenesteyderen er underlagt en adfærdskodeks eller er medlem
af en faglig sammenslutning eller erhvervsorganisation, som har en
ordning for udenretslig bilæggelse af tvister, oplysninger
herom. Tjenesteyderen skal angive, hvordan man får
nærmere oplysninger om udenretslig bilæggelse af
tvister og betingelserne for ordningens anvendelse.
4. Medlemsstaterne påser, at de i dette kapitel
omhandlede oplysninger, som tjenesteyderen skal afgive,
gøres tilgængelige eller meddeles klart og entydigt og
i god tid inden kontraktens indgåelse eller inden
udførelsen af tjenesteydelsen, hvis der ikke foreligger en
skriftlig aftale.
5. De i dette kapitel omhandlede oplysningsforpligtelser
supplerer de krav, der allerede er fastsat i
fællesskabsretten, og er ikke til hinder for, at
medlemsstaterne kan indføre yderligere oplysningskrav for
tjenesteydere, der er etableret på deres område.
6. Kommissionen kan efter proceduren i artikel 40, stk. 2,
præcisere indholdet af de i stk. 1 og 3 omhandlede
oplysninger, afhængigt af den særlige art af visse
former for virksomhed, og præcisere, hvordan
nærværende artikels stk. 2 skal gennemføres i
praksis.
Artikel 23
Erhvervsansvarsforsikringer og
faglige garantier
1. Medlemsstaterne kan sikre, at tjenesteydere, hvis
tjenesteydelser frembyder en direkte og særlig fare for
tjenestemodtagerens eller en tredjeparts sundhed eller sikkerhed
eller en risiko for tjenestemodtagerens finansielle sikkerhed,
tegner en erhvervsansvarsforsikring, der er passende i forhold til
risikoens art og omfang, eller stiller en garanti eller tilbyder en
tilsvarende ordning, som er ækvivalent eller i det
væsentlige sammenlignelig med hensyn til
formålet.
2. Når en tjenesteyder etablerer sig på
medlemsstaternes område, må de ikke kræve en
erhvervsansvarsforsikring eller faglig garanti, hvis tjenesteyderen
i en anden medlemsstat, hvor denne allerede er etableret, allerede
er dækket af en garanti, som er ækvivalent eller i det
væsentlige sammenlignelig med hensyn til formålet og
den dækning, der ydes for så vidt angår den
forsikrede risiko, forsikringssummen eller et loft over garantien
og mulige udelukkelser fra dækningen. Hvis der kun er tale om
delvis ækvivalens, kan medlemsstaterne kræve en
supplerende garanti med henblik på dækning af forhold,
som ikke allerede er dækket.
Kræver en medlemsstat, at tjenesteydere, der er
etableret på deres område, skal tegne en
erhvervsansvarsforsikring eller stille en anden form for garanti,
godkender denne medlemsstat attester for en sådan
forsikringsdækning udstedt af kreditinstitutter eller
forsikringsgivere, der er etableret i andre medlemsstater, som
tilstrækkelig dokumentation.
3. Stk. 1 og 2 berører ikke de ordninger for
erhvervsforsikringer eller faglige garantier, som er fastsat i
andre fællesskabsinstrumenter.
4. Ved gennemførelsen af stk. 1 kan Kommissionen efter
forskriftsproceduren i artikel 40, stk. 2, udarbejde en fortegnelse
over tjenesteydelser med de i nærværende artikels stk.
1 omhandlede kendetegn. Kommissionen kan også efter
proceduren i artikel 40, stk. 3, vedtage foranstaltninger, der har
til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser
i dette direktiv, ved at supplere det gennem fastsættelse af
fælles kriterier for, hvad der i forbindelse med den i
nærværende artikels stk. 1 omhandlede forsikring eller
garanti er passende i forhold til risikoens art og omfang.
5. I denne artikel forstås ved:
- »direkte og
særlig fare«: en fare, som direkte følger af
udførelsen af tjenesteydelsen
- »sundhed og
sikkerhed«: i relation til en tjenestemodtager eller
tredjemand, forebyggelse af dødsfald eller alvorlig
personskade
- »finansiel
sikkerhed«: i relation til en tjenestemodtager, forebyggelse
af væsentlige tab af pengebeløb eller væsentlige
værdiforringelser af ejendom
-
»erhvervsansvarsforsikring«: en forsikring, der tegnes
af en tjenesteyder til dækning af et muligt ansvar over for
modtagerne og eventuelt tredjemand som følge af leveringen
af tjenesteydelsen.
Artikel 24
Lovregulerede erhvervs kommercielle
kommunikation
1. Medlemsstaterne ophæver alle generelle forbud mod
lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation.
2. Medlemsstaterne påser, at lovregulerede erhvervs
kommercielle kommunikation overholder faglige regler i henhold til
fællesskabsretten vedrørende bl.a. erhvervenes
uafhængighed, værdighed og integritet samt
forretningshemmeligheden alt efter det enkelte erhvervs
særlige karakteristika. Faglige regler om kommerciel
kommunikation skal være ikke-diskriminerende, begrundet i et
tvingende alment hensyn og proportionelt afpasset.
Artikel 25
Virksomhed på flere
områder
1. Medlemsstaterne påser, at tjenesteydere ikke
underkastes krav, der forpligter dem til udelukkende at
udøve én form for virksomhed, eller som
indskrænker deres muligheder for at udøve flere former
for virksomhed samtidigt eller sammen med andre
tjenesteydere.
Imidlertid kan følgende tjenesteydere omfattes af
sådanne krav:
a) tjenesteydere
inden for lovregulerede erhverv, i det omfang det er berettiget for
at sikre overholdelse af fagetiske adfærdsregler, der
varierer efter det enkelte erhvervs særlige karakteristika,
og nødvendigt for at sikre deres uafhængighed og
uvildighed
b) tjenesteydere,
der udfører tjenesteydelser inden for certificering,
godkendelse, teknisk kontrol, test og prøvninger, i det
omfang det er berettiget for at sikre deres uafhængighed og
uvildighed.
2. Hvis virksomhed på flere områder mellem de i
stk. 1, litra a) og b), omhandlede tjenesteydere er tilladt,
sørger medlemsstaterne for:
a) at
interessekonflikter og uforenelighed mellem visse former for
virksomhed forebygges
b) at den
uafhængighed og uvildighed, der er nødvendig i
forbindelse med visse former for virksomhed, sikres
c) at de fagetiske
adfærdsregler for de forskellige former for virksomhed er
forenelige med hinanden, især med hensyn til
forretningshemmeligheden.
3. I den i artikel 39, stk. 1, omhandlede rapport angiver
medlemsstaterne, hvilke tjenesteydere der er underlagt de i
nærværende artikels stk. 1 omhandlede krav, hvori
kravene består, og hvorfor de anser dem for
berettigede.
Artikel 26
Kvalitetspolitik i relation til
tjenesteydelser
1. Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen
ledsageforanstaltninger med henblik på at tilskynde
tjenesteyderne til at træffe frivillige foranstaltninger til
sikring af tjenesteydelsernes kvalitet, navnlig ved:
a) certificering
eller evaluering af uafhængige eller akkrediterede organer af
deres virksomhed,
eller
b) udarbejdelse af
deres eget kvalitetscharter eller deltage i kvalitetschartre eller
kvalitetsmærkningsordninger fastlagt af
erhvervsorganisationer på fællesskabsplan.
2. Medlemsstaterne påser, at oplysningerne om
betydningen af og tildelingskriterierne for kvalitetsmærker
for tjenesteydelser er nemt tilgængelige for tjenesteydere og
tjenestemodtagere.
3. Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen
ledsageforanstaltninger med henblik på at tilskynde faglige
organisationer samt handels- og håndværkskamre og
forbrugerorganisationer på deres eget område til at
samarbejde på fællesskabsplan for at fremme kvaliteten
af tjenesteydelser, navnlig ved at gøre det lettere at
vurdere tjenesteydernes duelighed.
4. Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen
ledsageforanstaltninger med henblik på at tilskynde navnlig
forbrugerorganisationer til at udarbejde uafhængige
vurderinger af tjenesteydelsers kvaliteter og mangler, herunder
især udvikling på fællesskabsplan af
sammenlignende test og prøvninger og formidling af
resultaterne heraf.
5. Medlemsstaterne tilskynder i samarbejde med Kommissionen
til udvikling af frivillige europæiske standarder med henblik
på at fremme foreneligheden mellem tjenesteydelser, der
udføres af tjenesteydere fra forskellige medlemsstater,
oplysning af tjenestemodtagere og tjenesteydelsernes
kvalitet.
Artikel 27
Bilæggelse af tvister
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
almindelige foranstaltninger til at sikre, at tjenesteyderne
udleverer kontaktoplysninger, navnlig en post-, telefax- eller
e-mail-adresse samt et telefonnummer, hvortil alle
tjenestemodtagere, også de, der opholder sig i en anden
medlemsstat, kan rette henvendelse med en klage eller
spørgsmål vedrørende den udførte
tjenesteydelse. Tjenesteydere skal oplyse deres juridiske adresse,
hvis denne ikke er deres normale postadresse.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige almindelige
foranstaltninger til at sikre, at tjenesteyderne besvarer klager
som omhandlet i første afsnit hurtigst muligt og
bestræber sig på at finde en tilfredsstillende
løsning.
2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
almindelige foranstaltninger med henblik på at forpligte
tjenesteyderne til at bevise, at de i dette direktiv fastsatte
oplysningsforpligtelser er opfyldt, og at oplysningerne er
korrekte.
3. Når der kræves en finansiel garanti for
opfyldelsen af en retsafgørelse, anerkender medlemsstaterne
ækvivalente garantier, der er stillet af et kreditinstitut
eller en forsikringsgiver etableret i en anden medlemsstat. Et
sådant kreditinstitut skal være godkendt i en
medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2006/48/EF, og en
sådan forsikringsgiver skal være godkendt i
overensstemmelse med henholdsvis Rådets første
direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de
administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til
udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra
livsforsikring
39)eller
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5.
november 2002 om livsforsikring
40).
4. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
almindelige foranstaltninger til at sikre, at tjenesteydere, der er
omfattet af en adfærdskodeks eller er medlemmer af en faglig
sammenslutning eller erhvervsorganisation, som har en ordning for
udenretslig bilæggelse af tvister, underretter
tjenestemodtageren herom, nævner dette i ethvert dokument,
hvori deres tjenesteydelser er beskrevet i detaljer, og oplyser,
hvordan man får nærmere oplysninger om ordningen og
betingelserne for dens anvendelse.
KAPITEL VI
ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE
Artikel 28
Gensidig bistand - almindelige
forpligtelser
1. Medlemsstaterne yder hinanden bistand og træffer
foranstaltninger med henblik på et effektivt samarbejde for
at sikre tilsynet med tjenesteyderne og de tjenesteydelser, de
udfører.
2. Med henblik på anvendelsen af dette kapitel udpeger
medlemsstaterne et eller flere forbindelsespunkter, hvis
kontaktoplysninger de meddeler de øvrige medlemsstater og
Kommissionen. Kommissionen offentliggør listen over
forbindelsespunkter og ajourfører den jævnligt.
3. Anmodninger om oplysninger og anmodninger om at
udføre kontroller, inspektioner og undersøgelser i
henhold til dette kapitel skal være behørigt
begrundet, navnlig med angivelse af årsagen til anmodningen.
De udvekslede oplysninger må kun anvendes i forbindelse med
den sag, der ligger til grund for anmodningen.
4. En medlemsstat, der modtager en anmodning om bistand fra de
kompetente myndigheder i en anden medlemsstat, sørger for,
at tjenesteydere etableret på dens område meddeler dens
kompetente myndigheder alle de oplysninger, der er
nødvendige for tilsynet med deres virksomhed i
overensstemmelse med national lovgivning.
5. Hvis en medlemsstat har problemer med at imødekomme
en anmodning om oplysninger eller med at udføre kontroller,
inspektioner eller undersøgelser, underretter den hurtigt
den medlemsstat, der har fremsat anmodningen, så der kan
findes en løsning.
6. Medlemsstaterne afgiver hurtigst muligt og ad elektronisk
vej de oplysninger, som andre medlemsstater eller Kommissionen
anmoder om.
7. Medlemsstaterne påser, at de registre over
tjenesteydere, som de kompetente myndigheder har adgang til
på deres område, er tilgængelige på samme
vilkår for de tilsvarende kompetente myndigheder i de
øvrige medlemsstater.
8. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om tilfælde,
hvor andre medlemsstater ikke opfylder deres forpligtelse til
gensidig bistand. Kommissionen træffer om nødvendigt
passende foranstaltninger, herunder iværksættelse af
procedurer i henhold til traktatens artikel 226, til at sikre, at
de pågældende medlemsstater opfylder deres forpligtelse
til gensidig bistand. Kommissionen underretter jævnligt
medlemsstaterne om, hvordan bestemmelserne om gensidig bistand
fungerer.
Artikel 29
Etableringsmedlemsstatens almindelige
forpligtelser til gensidig bistand
1. Hvad angår tjenesteydere, der udfører
tjenesteydelser i en anden medlemsstat, giver
etableringsmedlemsstaten efter anmodning fra en anden medlemsstat
oplysninger om de tjenesteydere, der er etableret på dens
område, herunder især en bekræftelse af, at de er
etableret dér, og at de ikke, så vidt det er
medlemsstaten bekendt, udøver deres virksomhed
ulovligt.
2. Etableringsmedlemsstaten foretager kontroller, inspektioner
og undersøgelser efter anmodning fra en anden medlemsstat og
meddeler denne resultaterne og de foranstaltninger, der eventuelt
er truffet. De kompetente myndigheder handler i den forbindelse
inden for rammerne af de beføjelser, der er tillagt dem i
deres egen medlemsstat. De kompetente myndigheder kan
afgøre, hvilke foranstaltninger der i det enkelte
tilfælde er bedst egnede til at imødekomme en anden
medlemsstats anmodning.
3. Hvis etableringsmedlemsstaten får faktisk kendskab
til, at en tjenesteyder etableret på dens område, som
udfører tjenesteydelser i andre medlemsstater, har en
adfærd eller udfører specifikke handlinger, der,
så vidt det er den bekendt, kan forårsage alvorlige
skader på menneskers sundhed og sikkerhed eller på
miljøet, underretter den hurtigst muligt alle de
øvrige medlemsstater og Kommissionen.
Artikel 30
Etableringsmedlemsstatens tilsyn i
tilfælde, hvor tjenesteyderen midlertidigt flytter til en
anden medlemsstat
1. Hvad angår tilfælde, der ikke er omfattet af
artikel 31, stk. 1, påser etableringsmedlemsstaten, at der
føres tilsyn med overholdelsen af dens krav i
overensstemmelse med de tilsynsbeføjelser, der er fastsat i
dens nationale lovgivning, navnlig ved hjælp af
tilsynsforanstaltninger på tjenesteyderens
etableringssted.
2. Etableringsmedlemsstaten afstår ikke fra at
træffe tilsyns- eller
håndhævelsesforanstaltninger på sit område
med den begrundelse, at tjenesteydelsen er udført eller har
forvoldt skade i en anden medlemsstat.
3. Kravet i stk. 1 indebærer ikke, at
etableringsmedlemsstaten er forpligtet til at kontrollere faktiske
forhold på den medlemsstats område, hvor
tjenesteydelsen udføres. En sådan kontrol
gennemføres af de kompetente myndigheder i den medlemsstat,
hvor tjenesteyderen midlertidigt opererer, på anmodning af
myndighederne i etableringsmedlemsstaten, jf. artikel 31.
Artikel 31
Tilsyn udført af den
medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, i tilfælde
hvor tjenesteyderen midlertidigt flytter til en anden stat
1. Med hensyn til nationale krav, der kan gøres
gældende i henhold til artikel 16 eller 17, er den
medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, ansvarlig for at
føre tilsyn med tjenesteyderens aktiviteter på sit
område. Den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres,
træffer i overensstemmelse med fællesskabsretten
følgende foranstaltninger:
a) alle
nødvendige tiltag til at sikre, at tjenesteyderen overholder
de pågældende krav med hensyn til adgangen til at
optage og udøve servicevirksomheden
b) de kontroller,
inspektioner og undersøgelser, som er nødvendige for
at føre tilsyn med den udførte tjenesteydelse.
2. I tilfælde, hvor en tjenesteyder midlertidigt flytter
til en anden medlemsstat for at udføre en tjenesteydelse
uden at være etableret dér, deltager denne
medlemsstats kompetente myndigheder i tilsynet med tjenesteyderen i
overensstemmelse med stk. 3 og 4, for så vidt angår
andre krav end de i stk. 1 omhandlede.
3. De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor
tjenesteydelsen udføres, foretager efter anmodning fra
etableringsmedlemsstaten de kontroller, inspektioner og
undersøgelser, der er nødvendige for at sikre
etableringsmedlemsstatens faktiske tilsyn. De handler i den
forbindelse inden for rammerne af de beføjelser, der er
tillagt dem i deres egen medlemsstat. De kompetente myndigheder kan
afgøre, hvilke foranstaltninger der i det enkelte
tilfælde er bedst egnede til at imødekomme
etableringsmedlemsstats anmodning.
4. De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor
tjenesteydelsen udføres, kan på eget initiativ
foretage kontroller, inspektioner og undersøgelser på
stedet, forudsat at disse foranstaltninger ikke er diskriminerende,
ikke er begrundet i, at tjenesteyderen er etableret i en anden
medlemsstat, og er proportionelle i forhold til det tilsigtede
mål.
Artikel 32
Advarselsordning
1. Hvis en medlemsstat får kendskab til alvorlige
specifikke handlinger eller forhold vedrørende
servicevirksomhed, som kan forårsage alvorlige skader
på menneskers sundhed og sikkerhed eller på
miljøet på dens eget område eller i andre
medlemsstater, underretter denne medlemsstat hurtigst muligt
etableringsmedlemsstaten, de andre berørte medlemsstater og
Kommissionen.
2. Kommissionen fremmer og deltager i et europæisk
netværk af medlemsstaternes myndigheder med henblik på
at gennemføre stk. 1.
3. Kommissionen vedtager og ajourfører jævnligt
efter proceduren i artikel 40, stk. 2, detaljerede regler for
forvaltningen af det i nærværende artikels stk. 2
omhandlede netværk.
Artikel 33
Oplysninger om tjenesteyderes
hæderlighed
1. Medlemsstaterne fremsender i overensstemmelse med national
lovgivning efter anmodning fra en kompetent myndighed i en anden
medlemsstat oplysninger om eventuelle disciplinære,
administrative eller strafferetlige sanktioner samt
afgørelser vedrørende svigagtige konkurser, som deres
kompetente myndigheder har truffet over for en tjenesteyder, og som
direkte vedrører tjenesteyderens duelighed eller faglige
troværdighed. Den medlemsstat, der fremsender oplysningerne,
underretter tjenesteyderen herom.
En anmodning i henhold til første afsnit skal
være behørigt begrundet, og det skal navnlig
præciseres, hvorfor anmodningen om oplysninger er
fremsat.
2. De i stk. 1 omhandlede sanktioner meddeles kun, hvis der
foreligger en endelig afgørelse. Med hensyn til de andre
eksigible afgørelser, der er omhandlet i stk. 1, skal den
medlemsstat, der meddeler oplysningerne, anføre, om der er
tale om en endelig afgørelse, eller om afgørelsen er
påklaget eller indbragt for domstolene, idet medlemsstaten i
så fald angiver, hvornår spørgsmålet kan
forventes afgjort.
Medlemsstaten skal desuden anføre, i henhold til hvilke
nationale lovbestemmelser tjenesteyderen er blevet dømt
eller på anden måde pålagt en sanktion.
3. Gennemførelsen af stk. 1 og 2 skal ske under
overholdelse af reglerne for beskyttelse af personoplysninger og de
rettigheder, der er sikret dømte eller personer, der
på anden måde er blevet pålagt en sanktion i de
berørte medlemsstater, herunder af faglige organisationer.
Forbrugerne skal have adgang til alle offentlige oplysninger, der
er relevante i denne forbindelse.
Artikel 34
Ledsageforanstaltninger
1. Kommissionen opretter i samarbejde med medlemsstaterne et
elektronisk system til udveksling af oplysninger mellem
medlemsstaterne under hensyn til eksisterende edb-systemer.
2. Medlemsstaterne træffer med bistand fra Kommissionen
ledsageforanstaltninger, der skal lette udvekslingen af
embedsmænd med ansvar for gennemførelsen af gensidig
bistand og uddannelsen af sådanne embedsmænd, herunder
sprog- og it-undervisning.
3. Kommissionen vurderer behovet for et flerårigt
program med henblik på at tilrettelægge passende
udveksling af embedsmænd og relevant uddannelse.
Artikel 35
Gensidig bistand i forbindelse med
individuelle undtagelser
1. Agter en medlemsstat at træffe en foranstaltning som
omhandlet i artikel 18, finder proceduren i stk. 2-6 anvendelse,
uden at dette i øvrigt udelukker eventuelle retslige skridt,
herunder også indledende procedurer og handlinger, der
udføres i forbindelse med strafferetlig
efterforskning.
2. Den i stk. 1 omhandlede medlemsstat anmoder
etableringsmedlemsstaten om at træffe foranstaltninger over
for den pågældende tjenesteyder, idet den fremsender
alle relevante oplysninger om den omstridte tjenesteydelse og
omstændighederne i den konkrete sag.
Etableringsmedlemsstaten undersøger hurtigst muligt, om
tjenesteyderen udøver sin virksomhed lovligt, og
efterprøver de konkrete forhold, der ligger til grund for
anmodningen. Den meddeler hurtigst muligt den medlemsstat, der har
fremsat anmodningen, hvilke foranstaltninger der er truffet eller
påtænkt, eller hvorfor der eventuelt ingen
foranstaltninger er truffet.
3. Når etableringsmedlemsstaten har fremsendt de i stk.
2, andet afsnit, omhandlede oplysninger, meddeler den medlemsstat,
der har fremsat anmodningen, Kommissionen og
etableringsmedlemsstaten, at den agter at træffe
foranstaltninger, idet den angiver:
a) hvorfor den
finder de af etableringsmedlemsstaten trufne eller
påtænkte foranstaltninger utilstrækkelige
b) hvorfor den
anser de foranstaltninger, den agter at træffe, for at
opfylde betingelserne i artikel 18.
4. Foranstaltningerne kan først træffes 15
arbejdsdage efter den i stk. 3 omhandlede meddelelse.
5. Kommissionen undersøger hurtigst muligt de anmeldte
foranstaltningers forenelighed med fællesskabsretten, uden at
dette i øvrigt berører medlemsstatens mulighed for at
træffe de pågældende foranstaltninger efter
udløbet af den i stk. 4 fastsatte frist.
Konkluderer Kommissionen, at foranstaltningerne ikke er
forenelige med fællesskabsretten, vedtager den en beslutning,
hvormed den anmoder den berørte medlemsstat om ikke at
træffe de påtænkte foranstaltninger eller om at
øjeblikkeligt at ophæve disse.
6. I hastetilfælde kan en medlemsstat, der agter at
træffe en foranstaltning, fravige stk. 2, 3 og 4. I så
fald meddeler medlemsstaten hurtigst muligt Kommissionen og
etableringsmedlemsstaten den pågældende foranstaltning
og angiver, hvorfor der efter dens opfattelse er tale om et
hastetilfælde.
Artikel 36
Gennemførelsesbestemmelser
Kommissionen vedtager efter proceduren i artikel 40, stk. 3,
de gennemførelsesforanstaltninger, der har til formål
at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette kapitel,
ved at supplere det ved at fastsætte de i artikel 28 og 35
omhandlede frister. Kommissionen vedtager også efter
proceduren i artikel 40, stk. 2, de praktiske foranstaltninger med
hensyn til elektronisk informationsudveksling mellem
medlemsstaterne, herunder navnlig bestemmelser om
informationssystemernes interoperabilitet.
KAPITEL VII
KONVERGENSPROGRAM
Artikel 37
Adfærdskodekser på
fællesskabsplan
1. Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen
ledsageforanstaltninger med henblik på at tilskynde til, at
der i overensstemmelse med fællesskabsretten og navnlig af
faglige organer, organisationer og sammenslutninger udarbejdes
adfærdskodekser på fællesskabsplan, som har til
formål at fremme udførelsen af tjenesteydelser eller
en tjenesteyders etablering i en anden medlemsstat.
2. Medlemsstaterne påser, at de i stk. 1 omhandlede
adfærdskodekser er tilgængelige på afstand og ad
elektronisk vej.
Artikel 38
Yderligere harmonisering
Kommissionen undersøger senest den 28. december 2010
muligheden for at fremsætte forslag til
harmoniseringsinstrumenter på følgende
områder:
a) adgangen til at
udøve virksomhed med retslig inkasso
b) private
vagttjenester og transport af penge og værdigenstande.
Artikel 39
Gensidig evaluering
1. Medlemsstaterne forelægger senest den 28. december
2009 Kommissionen en rapport med de oplysninger, der er nævnt
i følgende artikler:
a) artikel 9, stk.
2, vedrørende tilladelsesordninger
b) artikel 15, stk.
5, vedrørende krav, der skal evalueres
c) artikel 25, stk.
3, vedrørende virksomhed på flere områder.
2. Kommissionen fremsender de i stk. 1 nævnte rapporter
til medlemsstaterne, der inden for en frist på seks
måneder efter modtagelsen meddeler deres bemærkninger
til hver enkelt rapport. Inden for samme frist hører
Kommissionen de berørte parter om rapporterne.
3. Kommissionen forelægger rapporterne og
medlemsstaternes bemærkninger for det i artikel 40, stk. 1,
nævnte udvalg, der kan fremsætte
bemærkninger.
4. På grundlag af de i stk. 2 og 3 omhandlede
bemærkninger forelægger Kommissionen senest den 28.
december 2010 en sammenfattende rapport for Europa-Parlamentet og
Rådet, om nødvendigt ledsaget af forslag til
yderligere initiativer.
5. Medlemsstaterne forelægger senest den 28. december
2009 en rapport for Kommissionen om de nationale krav, hvis
anvendelse kunne være omfattet af artikel 16, stk. 1, tredje
afsnit, og artikel 16, stk. 3, første punktum, hvori de
begrunder, hvorfor anvendelsen af disse krav efter deres opfattelse
opfylder de kriterier, der er omhandlet i artikel 16, stk. 1,
tredje afsnit, og artikel 16, stk. 3, første punktum.
Derefter fremsender medlemsstaterne til Kommissionen enhver
ændring af deres krav, herunder nye krav, som omhandlet
ovenfor, sammen med en begrundelse herfor.
Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater de
fremsendte krav. En sådan fremsendelse er ikke til hinder
for, at medlemsstaterne kan vedtage de pågældende
bestemmelser. Kommissionen udarbejder en gang om året
analyser af og retningslinjer for anvendelsen af sådanne
bestemmelser i forbindelse med dette direktiv.
Artikel 40
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et udvalg.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5
og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8. Perioden
i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF
fastsættes til tre måneder.
3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel
5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf.
dennes artikel 8.
Artikel 41
Revisionsklausul
Kommissionen forelægger senest den 28. december 2011 og
derefter hvert tredje år en omfattende rapport om anvendelsen
af dette direktiv for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten
omhandler i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, navnlig
anvendelsen af artikel 16. Den behandler også behovet for
supplerende foranstaltninger vedrørende områder, der
er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde. Den
ledsages om nødvendigt af forslag om ændringer af
dette direktiv med henblik på virkeliggørelse af det
indre marked for tjenesteydelser.
Artikel 42
Ændring af direktiv
98/27/EF
I bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand
om forbud på området beskyttelse af forbrugernes
interesser
41)tilføjes
følgende punkt:
»13. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre
marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36)«
Artikel 43
Beskyttelse af personoplysninger
Gennemførelsen og anvendelsen af dette direktiv,
navnlig bestemmelserne om tilsyn, finder sted under overholdelse af
reglerne for beskyttelse af personoplysninger i direktiv 95/46/EF
og direktiv 2002/58/EF.
KAPITEL VIII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 44
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette
direktiv senest den 28. december 2009.
De meddeler straks Kommissionen teksten til disse
bestemmelser.
Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages
af en sådan henvisning. De nærmere regler for
henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste
nationale bestemmelser, som de udsteder på det område,
der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 45
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft dagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 46
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 12. december 2006.
På Europa-Parlamentets vegne
J. Borrell Fontelles
Formand
På Rådets vegne
M. Pekkarinen
Formand
Officielle noter
1) Loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv nr. 2006/123/EF af 12. december 2006 om
tjenesteydelser i det indre marked (EU-Tidende 2006 nr. L 376 af
den 27. december 2006, s. 36).
1) EUT C 221 af 8.9.2005, s.
113.
2) EUT C 43 af 18.2.2005, s.
18.
3) Europa-Parlamentets
udtalelse af 16. februar 2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT),
Rådets fælles holdning af 24. juli 2006 (EUT C 270 E af
7.11.2006, s. 1) og Europa-Parlamentets holdning af 15. november
2006. Rådets afgørelse af 11. december 2006.
4) EFT L 108 af 24.4.2002, s.
7.
5) EFT L 108 af 24.4.2002, s.
7.
6) EFT L 108 af 24.4.2002, s.
21.
7) EFT L 108 af 24.4.2002, s.
33.
8) EFT L 108 af 24.4.2002, s.
51.
9) EFT L 201 af 31.7.2002.
s. 37. Ændret ved direktiv 2006/24/EF (EUT L 105 af
13.4.2006, s. 54).
10) EFT L 149 af 5.7.1971,
s. 2. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 629/2006 (EUT L 114 af 27.4.2006, s. 1).
11) EUT L 255 af 30.9.2005,
s. 22.
12) EUT L 149 af 11.6.2005,
s. 22.
13) EUT L 364 af 9.12.2004,
s. 1. Ændret ved direktiv 2005/29/EF.
14) EUT L 16 af 23.1.2004,
s. 44.
15) EUT L 124 af 20.5.2003,
s. 1.
16) EUT L 158 af 30.4.2004,
s. 77.
17) EFT L 13 af 19.1.2000,
s. 12.
18) EFT L 178 af 17.7.2000,
s. 1.
19) EFT L 18 af 21.1.1997,
s. 1.
20) EFT L 204 af 21.7.1998,
s. 37. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
21) EFT L 184 af 17.7.1999,
s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af
22.7.2006, s. 11).
22) EUT C 321 af
31.12.2003, s. 1.
23) EFT L 298 af
17.10.1989, s. 23. Ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60).
24) EUT L 134 af 30.4.2004,
s. 114. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr.
2083/2005 (EUT L 333 af 20.12.2005, s. 28).
25) EFT L 77 af 14.3.1998,
s. 36. Ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
26) EFT L 65 af 14.3.1968,
s. 8. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/58/EF (EUT L 221 af 4.9.2003, s. 13).
27) EFT L 395 af
30.12.1989, s. 36.
28) EFT L 15 af 21.1.1998,
s. 14. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L
284 af 31.10.2003, s. 1).
29) EUT L 176 af 15.7.2003,
s. 37. Senest ændret ved Kommissionens beslutning 2006/653/EF
(EUT L 270 af 29.9.2006, s. 72).
30) EUT L 176 af 15.7.2003,
s. 57.
31) EFT L 281 af
23.11.1995, s. 31. Senest ændret ved forordning (EF) nr.
1882/2003.
32) EFT L 78 af 26.3.1977,
s. 17. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
33) EFT L 239 af 22.9.2000,
s. 19. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1160/2005 (EUT L 191 af 22.7.2005, s. 18).
34) EFT L 30 af 6.2.1993,
s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr.
2557/2001 (EFT L 349 af 31.12.2001, s. 1).
35) EFT L 24 af 27.1.1987,
s. 36.
36) EFT L 77 af 27.3.1996,
s. 20.
37) EUT L 157 af 9.6.2006,
s. 87.
38) EFT L 145 af 13.6.1977,
s. 1. Senest ændret ved direktiv 2006/18/EF (EUT L 51 af
22.2.2006, s. 12).
39) EFT L 228 af 16.8.1973,
s. 3. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/68/EF (EUT L 323 af 9.12.2005, s. 1).
40) EFT L 345 af
19.12.2002, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2005/68/EF.
41) EFT L 166 af 11.6.1998,
s. 51. Senest ændret ved direktiv 2005/29/EF.