Begge spor mellem Næstved og Ringsted ombygges som bekendt netop nu og i perioden frem til 1. september, og af udbudsmaterialet fremgår det, at der kun skal bruges ca. 1.700 meter nye skinner, mens det på den resterende del af strækningen er meningen, at de gamle skinner vil blive genbrugt. Ministeren bedes på den baggrund forklare, hvorfor man har valgt at genbruge skinnerne, i stedet for at lægge et komplet nyt spor, og genanvende de gamle skinner andre steder i landet, når man ved, at tog på strækningen kun kan komme op på en hastighed på 160 km/t. Desuden bedes ministeren forklare, om valgene af denne løsning kan have betydning for den samlede tophastighed, der kan opnås mellem destinationer på Sjælland, når Femern Bælt forbindelsen står færdig og om ikke den valgte løsning således vil medføre, at strækningen Næstved-Ringsted vil udgøre en flaskehals.
Dato: 02-04-2009
Status: Endeligt besvaret