På samrådet i Socialudvalget og Kommunaludvalget den 31. marts 2008 om anbringelsessager gav ministeren udtryk for, at hun fandt det relevant at se på, hvor mange børnesager de enkelte sagsbehandlere i kommunerne sidder med, og hvilken type af sager der er tale om. I forlængelse heraf gav ministeren tilsagn om at sende udvalgene en kortlægning af anbringelsessagerne, da en sådan kortlægning ifølge ministeren ville være nødvendig for at komme videre. Skal ministerens svar på SOU alm. del – spørgsmål 156 forstås således, at ministeren har ændret holdning og ikke længere finder sådan en kortlægning væsentlig? Hvis ikke ministeren vil lave en landsdækkende kortlægning af hensyn til belastningen af kommunerne, vil ministeren da i stedet gennemføre kortlægningen for et udvalg af danske kommuner, der vurderes at kunne give et retvisende billede af området?
Dato: 14-03-2008
Status: Endeligt besvaret