Vil ministeren undersøge, hvilken mulighed der er for at ændre og ikke mindst sikre den gamle handelsflådes træskibes fremtid, blandt andet på grundlag af Skibsbevaringsfondens handlingsplan?
Spørgeren er bekendt med, at Skibsbevaringsfonden blev stiftet den 1. maj 1986. Endvidere er spørgeren bekendt med fondens virksomhed, og at Skibsbevaringsfonden primært er finansieret af Kulturministeriet via tips- og lottomidler. Derudover findes der andre støttefonde, som primært har været involveret i enkeltprojekter.
Skibsbevaringsfonden har i år aflagt endnu en rapport med en handlingsplan, som mere nøjagtig beskriver den bekymring, som spørgeren har for disse skibe og deres fremtid.
Endvidere bør det også overvejes, om der i fremtiden bør være mere end én fond, eller om der kan ændres på den virksomhed, som Skibsbevaringsfonden har i dag.
Skibsbevaringsfondens formål er i dag sådan, at skibe på over 2 BRT-5 BRT kan ansøge om rente- og afdragsfrie lån (skibspantbreve). Det årlige tilskud fra staten udgør ca. 3-5 mio. kr., og dette beløb skal over 1-2 runder formentlig øges med ca. 100 pct. for at sikre, at den flydende kulturarv ikke blot skal forsvinde.