Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra magasinet "Markedsføring", nr. 12, 2007: "TV 2 gør, hvad de er bedst til Og det er åbenbart alt. Men er det også lovligt?" og herunder besvare følgende spørgsmål:
- Finder ministeren det acceptabelt og i overensstemmelse med kravet om uafhængighed mellem TV 2´s programledelse og annoncørerne/kunderne, at TV 2 i forbindelse med lanceringen af TV 2 Forlag lover kunderne mulighed for omtale af bøger i de redaktionelle programmer på TV 2?
- Kan ministeren bekræfte, at hvis TV 2 Forlag ved aftaler med kunder lover omtale af bogudgivelser i programmer i TV 2, da er det sammenligneligt med skjult reklame eller product placement, som er forbudt i Danmark?
- Hvad mener ministeren om den unfair konkurrence, som ledende aktører i forlagsbranchen anklager TV 2 for at udøve ved etableringen af TV 2 Forlag?
- Finder ministeren det acceptabelt, at TV 2 Forlag udøver krydssubsidiering, det vil sige benytter sin dominans på markedet for kommerciel tv i Danmark, til at anvende de knappe ressourcer på andre markeder, som f.eks. bogmarkedet eller ved at lave en rejseportal?
- Hvor mange millioner kroner, og over hvor mange år, må TV 2 A/S investere i TV 2 Forlag og TV 2 Radio uden at opnå forrentning af pengene, før ministeren betragter denne type virksomhed som i strid med kravet om, at TV 2 A/S kun må udøve anden virksomhed på konkurrencemæssige vilkår?
- Kan ministeren bekræfte, at TV 2 Forlag skal betale markedspris for annoncering på TV 2, og vil ministeren indhente dokumentation for at prisaftalerne herom er på niveau med annoncepriserne for andre annoncører?
Dato: 27-06-2007
Status: Endeligt besvaret