L 67 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder m.v.

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 16-11-2005

Fremsættelse: 16-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l67_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)

 

 

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Gennemførelse af EU-regler om håndhævelse af immaterialrettigheder mv.)

(Lovforslag nr. L 67).

Formålet med lovforslaget er at foretage de ændringer i retsplejeloven, der er nødven­dige til gennemførelse af Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Direktivet sikrer indehaveren af en intellektuel ejendomsrettighed €" der på dansk også benævnes en immaterialrettighed €" adgang til en række civilretlige foranstaltninger med henblik på at håndhæve disse rettigheder. Gennemførelsen af direktivet indebærer også ændringer i en række immaterialretlige love. Der henvises herom til det lovforslag om ændring af patentloven og ophavsretsloven mv., som allerede er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren.

Krænkelse af immaterialrettigheder €" f.eks. ophavsrettigheder, patenter eller varemærkerettigheder €" foregår i et betydeligt omfang og med anvendelse af metoder, der gør det vanskeligt at bevise krænkelserne og deres omfang.

En effektiv immaterialretsbeskyttelse er nødvendig for at sikre, at opfindere, forskere, kunstnere og produktudviklere kan høste udbyttet af deres arbejde. Reglerne herom er således med til at sikre gode betingelser for innovation og kreativitet og dermed for økonomisk vækst og kulturel udvikling til gavn for samfundet som helhed.

Retsplejelovens regler opfylder i vidt omfang allerede de forpligtelser, der følger af direktivet. Visse lovændringer er dog nødvendige for at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet.

Lovforslaget indføjer et nyt kapitel 29 a i retsplejeloven om oplysningspligt ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. Det foreslås, at retten i forbindelse med en sag om krænkelse af en immaterialrettighed mv. efter anmodning fra rettighedshaveren kan pålægge personer, der er indblandet i krænkelsen, at give oplysninger om navn og adresse på de andre led i distributionskæden af de pågældende varer eller tjenesteydelser og om omfanget €" pris og mængde €" af de hidtidige krænkelser eller overtrædelser.

Derudover indeholder lovforslaget en række ændringer til retsplejelovens kapitel 57 a om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder mv. Det foreslås bl.a., at det ikke længere er en betingelse for at foretage en bevissikringsundersøgelse, at krænkelsen eller overtrædelsen er begået som led i erhvervsvirksomhed eller i øvrigt i ikke ubetydeligt omfang. Det foreslås endvidere, at bestemmelsen om, at der ikke kan foretages undersøgelse med henblik på at konstatere, om produktionsprocesser eller maskiner og andet produktionsudstyr krænker patenter, brugsmodeller eller rettigheder til halvlederprodukters udformning, ophæves. Retten kan dog efter en konkret proportionalitetsvurdering, hvori indgår bl.a. hensynet til privatlivets fred og erhvervshemmeligheder, afvise at gennemføre en bevissikringsundersøgelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.