Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget. Som der bl.a. står i forslaget, så er en effektiv immateriel retsbeskyttelse nødvendig for at sikre, at opfindere, forskere, kunstnere, produktudviklere kan høste udbytte af deres arbejde, så der ikke er nogen, der går hen og bare kopierer. Reglerne herom er således med til at sikre gode betingelser for innovation og kreativitet og dermed for økonomisk vækst og kulturel udvikling til gavn for samfundet som helhed. Så kan det jo næsten ikke siges flottere og større.
Det nye, der sker med forslaget her, efter at der er kommet et EU-direktiv, er jo, at der kommer en ny mulighed, nemlig at retten, altså domstolene, kan pålægge en modpart i en sådan sag at afgive oplysninger om den krænkelse, der har fundet sted, pålægge, at krænkeren skal sige, hvem der står bag kopiprodukterne, hvor de i øvrigt er blevet solgt henne, og hvor man har dem fra, om man har kendskab til andre, hvor mange eksemplarer der er tale om osv. osv.
Det har vi det fint med. Vi synes faktisk, at det er en god idé, for det er jo noget af det, der ofte kan være det svære, nemlig at få afdækket hele omfanget, hele netværket, som producerer og distribuerer, alle forhandlere og sælgere osv. Og hvis det er sådan, at vi effektivt skal kunne gå ind og få stoppet det her, så er det rimeligt nok, at domstolene har muligheden for, at de kan pålægge en modpart at afgive oplysninger om krænkelsens omfang og størrelse osv.
Vi understreger altså med forslaget her, at der selvfølgelig skal være domstolskontrol, at der skal være en proportionalitet i det, vi taler om. Det handler kun om de erhvervsdrivende, ikke private hjem, og forslaget her går ikke videre, end direktivet foreskriver.
Så vi kan støtte forslaget, som det foreligger.