Skriftlig fremsættelse (11. januar
2006)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
omsætning af fast ejendom, lov om leje af erhvervslokaler
m.v., lov om leje og lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
fast ejendom m.v. (oprettelse af et disciplinærnævn for
ejendomsmæglere, skærpelse af oplysningspligt
m.v.)
(Lovforslag nr. L 118).
Med dette lovforslag ønsker regeringen
at øge forbrugerbeskyttelsen ved ejendomshandel og styrke
tilliden til ejendomsmæglerbranchen. Bolighandel er den
største økonomiske beslutning i langt de fleste
forbrugeres liv. Derfor er det vigtigt, at reglerne og procedurerne
for bolighandel er enkle, gennemsigtige og lettilgængelige.
Samtidig er det centralt, at forbrugerne kan have tillid til den
enkelte ejendomsmægler og branchen som helhed.
Den seneste udvikling på
ejendomsmarkedet har vist, at der er behov for at øge
gennemsigtigheden og justere reglerne for ejendomsmæglernes
rolle ved ejendomshandler. Boligmarkedet er i visse dele af landet
i stigende grad blevet "sælgers marked", hvor køber
kan føle sig presset til at foretage hurtige dispositioner,
uden at have den fornødne tid til søge egen
rådgiver. Udviklingen på ejendomsmarkedet har endvidere
skabt fokus på nybyggeri og projektsalg, og samtidig har den
store efterspørgsel på boliger medført en
øget anvendelse af salg gennem licitation (budrunder).
Udviklingen stiller store krav til mæglerens rolle og etik
samtidig med, at den skærper behovet for klare regler og
gennemsigtighed i forhold til ejendomsmæglerens rolle som
sælgers repræsentant i en bolighandel.
Med dette lovforslag oprettes der for det
første et disciplinærnævn for
ejendomsmæglere, der kan sikre den høje
forbrugerbeskyttelse ved hurtigt og effektivt at gribe ind over for
ejendomsmæglere, der overtræder loven. Der er behov for
et højt og præventivt sanktionsniveau, der står
i rimeligt forhold til karakteren af ejendomsmæglerens
overtrædelse af reglerne.
For det andet er det hensigten med
lovforslaget at sikre endnu højere grad af information og
gennemsigtighed for forbrugerne, når de handler bolig.
Fremover skal ejendomsformidleren således oplyse om enhver
økonomisk eller personlig interesse, som denne har i en
konkret handel. Lovforslaget medfører endvidere, at
ejendomsformidleren pålægges en øget pligt til
at oplyse om eventuelle ejer- og samarbejdsforhold. Endvidere
præciseres reglerne om mæglerens udtræden af en
formidlingsaftale, så dokumentationsproblemet for
overtrædelse af forbuddet mod mæglernes dobbeltrolle
som både mægler og køber begrænses. Med
lovforslaget skabes desuden klarere regler for købers
deponering og garantistillelse for købesummen, således
at der bliver bedre forbrugerbeskyttelse i forbindelse projektsalg.
Der indføres også regler om større
åbenhed i forbindelse med licitationssalg (budrunder).
Endvidere foreslås det, at der
indføres flere krav til standarddokumenter i forbindelse med
omsætning af fast ejendom. Det vil betyde, at dokumenterne
bliver mere genkendelige og overskuelige for forbrugerne. Samtidig
opstilles generelle og klare regler for ejendomsformidleres
muligheder for på sælgers vegne at bestille eller
betale for tilstandsrapporter og energimærkning. Den
frivillige aftale, som blev indgået med Dansk
Ejendomsmæglerforening i 2004 udvides derfor til at omfatte
alle ejendomsmæglere. Endelig foretages visse justeringer i
erhvervslejeloven og lejeloven som følge af den seneste
revision af lukkeloven i 2005.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2006 samtidig med den seneste ændring (L
156).
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.