L 70 Forslag til lov om regional statsforvaltning.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l70_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om regional statsforvaltning

(Lovforslag nr. L 70).

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.

Med lovforslaget oprettes fem regionale statslige enheder, der benævnes statsforvaltninger. Statsforvaltningernes geografiske afgrænsning vil følge den regionale inddeling.

Statsforvaltningerne overtager statsamternes rolle som den regionale, statslige myndighed. Statsforvaltningerne vil således kunne varetage statslige opgaver på områder, hvor der er fordele ved at lægge sagsbehandlingen €" og den dermed forbundne borger- og myndighedskontakt €" i de lokale områder. Statsforvaltningerne overtager derfor også langt størstedelen af statsamternes nuværende opgaver. Dog overføres opgaver vedrørende indgåelse af ægteskab til kommunerne, hvor alle opgaver om indgåelse af ægteskab samles.

Statsforvaltningerne vil i udgangspunktet varetage opgaver inden for familie- og personret, tilsyns- og klagesagsbehandling, adoption samt opgaver inden for sekretariatsbetjening af diverse nævn, kommissioner mv. Dette gælder fx sekretariatsbetjeningen af de nyoprettede regionale udviklingsråd og beskæftigelsesankenævn samt jordbrugskommissionerne.

For at sikre at statsforvaltningerne er fuldt funktionsdygtige fra 1. januar 2007, vil der være behov for at forberede de nye statsforvaltninger i perioden før 2007. Derfor bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til i perioden før 2007 helt eller delvist at samle opgaver for flere statsamter samt overdrage ledelsen af statsamterne til direktørerne for de kommende statsforvaltninger.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i Det Høje Ting.