Skriftlig fremsættelse (24. februar
2005)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om revision af den kommunale
inddeling
(Lovforslag nr. L 68).
Regeringen fremlægger en samlet lovpakke
på 49 lovforslag til gennemførelse af
kommunalreformen. Regeringen har efter aftale med Dansk Folkeparti
foretaget en række ændringer i de lovforslag, der var
sendt i høring, og som nu fremsættes. Regeringen
tilbyder at forhandle med alle partier i Folketinget og håber
på at kunne samle et bredt flertal bag en stor del af
lovforslagene. Tilbuddet om et bredt samarbejde sendes på
vegne af alle de ministre, der fremlægger lovforslag om
gennemførelse af kommunalreformen.
Lovforslaget om revision af den kommunale
inddeling er en del af den lovgivningsmæssige
gennemførelse af kommunalreformen. Lovforslaget
udmønter den del af aftalen om kommunalreformen, der
vedrører det nye kommunale landkort.
Lovforslaget skaber de fornødne
lovmæssige rammer for, at der ved sammenlægning af
kommuner foretages en revision af den kommunale inddeling ved
dannelse af større og mere bæredygtige kommuner.
I lovforslaget bemyndiges indenrigs- og
sundhedsministeren til at foretage en revision af den kommunale
inddeling. Revisionen foretages €" med udgangspunkt i
ønskerne hos kommunalbestyrelserne i de eksisterende
kommuner €" ved kommunesammenlægninger på baggrund
af de kriterier herfor, der er fastsat i aftalen om
kommunalreformen. Revisionen skal have virkning fra den 1. januar
2007. Indenrigs- og sundhedsministeren skal senest den 1. juli 2005
udfærdige en fortegnelse over de ændringer i den
kommunale inddeling, der gennemføres i medfør af
loven. Indenrigs- og sundhedsministeren skal endvidere €"
efter ønsker fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, der
indgår i en sammenlægning €" fastlægge de
nye kommuners navne. Lovforslaget indeholder desuden en
bemyndigelse for indenrigs- og sundhedsministeren til at
fastsætte nærmere vilkår for
gennemførelsen af ændringer i den kommunale inddeling,
der indebærer deling af kommuner.
Lovforslaget indeholder regler om valg og
konstituering m.v. af kommunalbestyrelsen i de nye kommuner,
herunder om valgets afholdelse den 15. november 2005. I
lovforslaget bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at
fastsætte det antal medlemmer, der skal vælges til
kommunalbestyrelserne for de nye kommuner. Antallet vil blive
fastsat med udgangspunkt i ønskerne i kommunalbestyrelserne
i de kommuner, der indgår i en sammenlægning, og efter
kriterier fastsat i aftalen om kommunalreformen. Med lovforslaget
ændres tillige bestemmelsen i lov om kommunernes styrelse om
antallet af medlemmer af kommunalbestyrelsen med virkning fra
valget i november 2009. Med henblik på at sikre det tyske
mindretals fortsatte lokalpolitiske inddragelse indeholder
lovforslaget en række regler, der øger mindretallets
muligheder for at opnå repræsentation i
kommunalbestyrelserne i de nye kommuner i Sønderjylland.
Lovforslaget indeholder endvidere regler om
den praktiske gennemførelse af kommunesammenlægninger,
herunder om sammenlægningsudvalg og om disses styrelse,
kompetence og økonomi. Efter forslaget fungerer de nyvalgte
kommunalbestyrelser i kommuner, der skal indgå i en
sammenlægning, i 2006 som sammenlægningsudvalg, der
skal forberede sammenlægningerne. Lovforslaget indeholder
bestemmelser vedrørende vederlag, diæter m.v. til
medlemmer af sammenlægningsudvalg.
Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges
efter lovforslaget til at fastsætte regler, der sikrer
sammenlægningsudvalgene indflydelse på de
væsentlige økonomiske dispositioner, som træffes
af kommunalbestyrelsen i de kommuner, der skal indgå i en
sammenlægning. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges
endvidere til at godkende, at sammenlægningsudvalget
træffer beslutning om en differentieret skatteudskrivning i
forskellige dele af en ny kommune. Indenrigs- og sundhedsministeren
bemyndiges desuden til at træffe bestemmelse om sådanne
fravigelser fra gældende lovgivning, som forberedelsen og
dannelsen af de nye kommuner nødvendiggør.
Med lovforslaget fastsættes regler om de
nye kommuners overtagelse pr. 1. januar 2007 af de hidtidige
kommuners rettigheder og pligter samt aktiver og passiver. Der er
endvidere fastsat bestemmelser vedrørende retsstillingen for
personale, der er ansat under de kommuner, der indgår i en
sammenlægning, og som den 1. januar 2007 overgår til
ansættelse under den nye kommune.
Lovforslaget indeholder regler om
forlængelse af valgperioden for kommunalbestyrelserne i de
kommuner, der indgår i en sammenlægning, med ét
år til udgangen af 2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og
velvillige behandling.