L 63 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om sundhedsvæsenet i Grønland.
(Foranstaltninger ved overtrædelse af lovgivningen på
sundhedsområdet).
Fremsat den 23. februar 2005 af
indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Forslag
til
Lov om ændring af
lov om sundhedsvæsenet i Grønland
(Foranstaltninger ved overtrædelse af
lovgivningen på sundhedsområdet)
§ 1
I lov om sundhedsvæsenet i
Grønland, jf. lov nr. 369 af 6. juni 1991, foretages
følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1,
ændres »bøde og konfiskation« til:
»foranstaltninger eller andre retsfølger efter
kriminallov for Grønland«.
2. I § 3, stk. 3,
ændres »bøde eller konfiskation« til:
»foranstaltninger eller andre retsfølger«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. august
2005.
Bemærkninger til lovforslaget
Formål og indhold
Med dette lovforslag efterkommes et
ønske fra Grønlands Hjemmestyre om at få
bemyndigelse til at fastsætte regler om idømmelse af
foranstaltninger efter kriminallov for Grønland for
overtrædelse af landstingsforordninger på
sundhedsområdet.
Det drejer sig om foranstaltninger i form af
betinget dom, dom til forsorg, anbringelse i anstalt i
Grønland eller i Danmark, særlige foranstaltninger
over unge lovovertrædere, særlige foranstaltninger over
for psykisk abnorme lovovertrædere og fortabelse af
rettigheder.
Bemyndigelsen tænkes anvendt til at
fastsætte idømmelse af foranstaltningerne ved
overtrædelse af landstingsforordning om forbud mod visse
dopingmidler. Overtrædelse af denne lovgivning kan i dag kun
medføre bøde eller konfiskation, mens der for
overtrædelse af den tilsvarende danske dopinglovgivning kan
idømmes fængsel indtil 2 år.
Bemyndigelsen tænkes endvidere anvendt
på epidemiområdet, hvor overtrædelse af den
gældende landstingsforordning om civile foranstaltninger mod
smitsomme sygdomme, kun kan medføre idømmelse af
bøde, medmindre strengere foranstaltninger er forskyldt
efter anden lovgivning. I den danske lov om foranstaltninger mod
smitsomme sygdomme kan overtrædelse af loven mv. straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Hjemmestyret overvejer endvidere en reform af
lægemiddellovgivningen i Grønland, og i den
forbindelse om overtrædelse af denne lovgivning - ligesom i
Danmark - bør kunne sanktioneres med strengere
foranstaltninger end bøde og konfiskation.
Nugældende lovgivning
Med lov om sundhedsvæsenet i
Grønland har Grønlands hjemmestyre overtaget den
regelfastsættende myndighed for samt administrationen af
sundhedsvæsenet, jf. lov nr. 369 af 6. juni 1991.
Landstinget har efter lovens § 3 alene
adgang til at fastsætte bestemmelser der, kan medføre
idømmelse af bøde og konfiskation for
overtrædelse af landstingsforordninger vedrørende
sundhedsvæsenet og forskrifter udstedt i medfør
heraf.
Med lovforslaget får Grønlands
Hjemmestyre også bemyndigelse til at fastsætte
foranstaltninger efter kriminallov for Grønland.
Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
Lovforslaget medfører ingen
nævneværdige økonomiske eller administrative
konsekvenser for Danmark.
Lovforslagets
miljømæssige og erhvervsmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige eller erhvervsmæssige
konsekvenser.
Lovforslagets EU-retlige aspekter
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Høring
Landstinget er hørt over lovforslaget
og har anmodet om, at det bliver sat i kraft.
Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
| Positive
konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen økonomiske konsekvenser for
kommuner og amtskommuner.
Ingen nævneværdige økonomiske konsekvenser for
staten. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til de enkelte
bestemmelser
Til §
Efter lovforslagets § 1, nr. 1, kan der
i landstingsforordninger, der udstedes i henhold til lovens
§ 1, fastsættes regler om, at overtrædelse af
bestemmelser i sådanne landstingsforordninger eller i
forskrifter udstedt i henhold hertil, kan medføre
idømmelse af foranstaltninger eller andre retsfølger
efter kriminallov for Grønland, jf. § 85.
Med retsfølge forstås her
konfiskation, som er omfattet af den gældende lovgivning.
Der vil således kunne idømmes
bøde og konfiskation, som det er tilfældet i dag samt
herudover betinget dom, dom til forsorg, anbringelse i anstalt i
Grønland eller i Danmark, særlige foranstaltninger
over unge lovovertrædere, særlige foranstaltninger over
for psykisk abnorme lovovertrædere og fortabelse af
rettigheder.
Lovforslagets § 1, nr. 2, er
en konsekvensændring af forslagets § 1,
nr. 1.
Til § 2
Lovforslaget træder i kraft den 1.
august 2005.