L 19 (som fremsat): Forslag til lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren.

Fremsat den 23. februar 2005 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for
vejtransportsektoren 1)

§ 1. Denne lov finder anvendelse for mobile lønmodtagere, der deltager i vejtransportaktiviteter, som er omfattet af forordning (EØF) nr. 3820/85, eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af AETR-overenskomsten.

Stk. 2. Denne lovs § 3, stk. 1, 2 og 5 samt §§ 4, 5, 6 og 9 finder dog ikke anvendelse for lønmodtagere, der i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de rettigheder, der svarer til de i direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, angivne rettigheder.

Stk. 3. For lønmodtagere, der ikke er omfattet af en overenskomst, der sikrer de i stk. 2 nævnte rettigheder, finder § 3, stk. 1, 2 og 5, samt §§ 4, 5, 6 og 9 ikke anvendelse, hvis det i det enkelte ansættelsesforhold skriftligt aftales, at lønmodtageren er sikret disse rettigheder i henhold til en nærmere angiven kollektiv overenskomst, som er gældende på den virksomhed, hvor lønmodtageren er ansat.

§ 2. Ved en lønmodtager forstås i denne lov en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.

Stk. 2. Ved en mobil lønmodtager forstås i denne lov en lønmodtager, som er en del af det kørende personale, og som beskæftiges af en virksomhed, der for fremmed eller egen regning udfører personbefordring ad vej eller vejgodstransport.

Stk. 3. Ved arbejdstid forstås i denne lov det tidsrum, hvor lønmodtageren er på sin arbejdsplads og står til arbejdsgiverens disposition under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver. Pauser, hviletid og rådighedstid, som defineret i stk. 4, medregnes ikke til arbejdstiden, hvis arbejdsmarkedets parter ikke via kollektiv overenskomst har indgået aftale om kompensation for eller begrænsning af rådighedstid.

Stk. 4. Ved rådighedstid forstås i denne lov andre tidsrum end pauser og hviletid, hvor den mobile lønmodtager ikke skal forblive på sin arbejdsplads, men skal være parat til at udføre arbejdsopgaver, herunder at genoptage kørslen, ved en eventuel anmodning herom. For at et tidsrum kan betragtes som rådighedstid er det en betingelse, at den mobile lønmodtager på forhånd har kendskab til placeringen af disse tidsrum og den forventede varighed heraf. For mobile lønmodtagere, der kører i hold, er den tid, der under kørslen tilbringes ved siden af føreren eller i køje, rådighedstid.

Stk. 5. Ved natperiode forstås i denne lov tidsrummet mellem kl. 01.00 og 05.00, medmindre det ved kollektiv overenskomst er fastsat, at et andet tidsrum på 4 timer mellem kl. 00.00 og 07.00 skal betragtes som natperiode.

Stk. 6. Ved natarbejde forstås i denne lov alt arbejde, der udføres i natperioden.

§ 3. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid må ikke overstige 48 timer beregnet over en periode på 4 måneder. Der kan desuden højst arbejdes 60 timer i en enkelt uge, medmindre der er tale om vejtransporter, der er omfattet af artikel 6, stk. 1, afsnit 4 og 5 i forordning (EØF) 3820/85 eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af AETR-overenskomstens artikel 6, stk. 1, 4. afsnit.

Stk. 2. Hvis den mobile lønmodtager udfører arbejde for mere end en arbejdsgiver, medregnes det arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere, ved opgørelsen af den ugentlige arbejdstid.

Stk. 3. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal registrere arbejdstiden for mobile lønmodtagere. Arbejdsgiveren skal skriftligt anmode den mobile lønmodtager om at aflægge regnskab for arbejde, der er udført for en anden arbejdsgiver, og den mobile lønmodtager skal skriftligt give arbejdsgiver oplysning herom.

Stk. 4. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal opbevare de i stk. 3 nævnte oplysninger i to år efter udløbet af den periode, der udgør grundlaget for beregningen af den mobile lønmodtagers gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.

Stk. 5. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal udlevere en kopi af de registrerede oplysninger til den mobile lønmodtager, hvis denne anmoder herom.

§ 4. Mobile lønmodtagere må ikke arbejde mere end 6 timer i træk uden pauser.

Stk. 2. Arbejdet skal afbrydes med en pause med en samlet længde på mindst:

1) 30 minutter, hvis den samlede arbejdstid er på 6 til 9 timer.

2) 45 minutter, hvis den samlede arbejdstid er på mere end 9 timer.

Stk. 3. Pauserne kan opdeles i perioder, dog ikke i tidsrum under 15 minutter.

Stk. 4. Bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 3820/85 eller, hvis denne ikke finder anvendelse, i AETR-overenskomsten om pauser i kørslen for førere finder samtidig anvendelse.

§ 5. Bestemmelserne om hviletid for førere i forordning (EØF) nr. 3820/85 eller, hvis denne ikke finder anvendelse, i AETR-overenskomsten finder også anvendelse på andre mobile lønmodtagere, der er omfattede af denne lov.

§ 6. Mobile lønmodtageres daglige arbejdstid må ikke overstige 10 timer indenfor et tidsrum på 24 timer, hvor der udføres natarbejde.

§ 7. En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse.

Stk. 3. For lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst som nævnt i § 1, stk. 2, kan sager om krænkelse af rettighederne efter sådan en overenskomst, herunder om en godtgørelse svarende til den i stk. 1 nævnte, eller sager om en godtgørelse for en afskedigelse svarende til den i stk. 2 nævnte, som ikke bliver behandlet ad fagretlig vej, afgøres ved de civile domstole.

§ 8. Overtrædelse af § 3, stk. 3 og 4, straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 9. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandlinger med arbejdsmarkedets parter fastsætte nærmere regler vedrørende udnyttelse af de i direktivet indeholdte undtagelsesmuligheder.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. april 2005.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

++NOTER+++

1) Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive optrykt som bilag til loven.

1) Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive optrykt som bilag til loven.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden

Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35) om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, i det følgende kaldet direktivet. Direktivet er optrykt som bilag A til dette lovforslag og vil blive optrykt som bilag til loven.

Det fremgår såvel af flere af direktivets indledende betragtninger som af artikel 1, at en regulering af arbejdstiden inden for vejtransportsektoren har tre hovedformål. For det første er det et mål, at beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for de mobile lønmodtagere, som direktivet omhandler, forbedres. For det andet skal direktivet medvirke til, at færdselssikkerheden øges. Og for det tredje har direktivet som mål at skabe mere ensartede konkurrencevilkår i vejtransportsektoren.

Udgangspunktet i bestræbelserne for at nå disse mål har været den eksisterende regulering af vejtransportsektoren i form af AETR-overenskomsten (europæisk overenskomst om arbejdet for besætninger på køretøjer i international vejtransport) og Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 (EF-Tidende 1985 L 370, s. 1) om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport, som direktivet bygger på. Begge disse regelsæt, der indholdsmæssigt ligner hinanden, har i henhold til direktivets artikel 2, stk. 4, forrang frem for direktivet, som dog omfatter flere personer og også regulerer andre områder end de to nævnte regelsæt.

Direktivet gælder for mobile lønmodtagere, der deltager i vejtransportaktiviteter, som er omfattet af forordningen eller AETR-overenskomsten, og inden beskrivelsen af direktivets indhold og lovforslagets struktur vil der blive gjort rede for, hvilke vejtransportaktiviteter der er omfattet af forordning og AETR-overenskomst. Udgangspunktet for denne beskrivelse af grundlaget for afgrænsningen af, hvilke lønmodtagere direktivet omfatter, er forordningens bestemmelser, idet direktivets henvisninger til AETR-overenskomsten alene er subsidiære.

Forordningen er optrykt som bilag til bekendtgørelse nr. 1018 af 15. december 1993 om arbejderbeskyttelse i vejtransport.

2. De omfattede vejtransporter

Geografisk finder direktivet anvendelse ved visse vejtransporter i Danmark og inden for EU og EØS samt til og fra (eller i transit gennem) de øvrige tilsluttede tredjelande. Forordningen dækker transport indenfor fællesskabet. Udgangspunktet for AETR-overenskomsten er, at denne geografisk finder anvendelse ved de omfattede vejtransporter i forhold til tredjelande, som ikke er med i EU og EØS. Det er i øvrigt for begge regelsæt en forudsætning, at de omfattede køretøjer er dansk indregistrerede eller indregistreret i et andet medlemsland eller tilsluttet tredjeland.

Ved vejtransport forstås efter begge regelsæt al kørsel på offentlig vej med et til person- eller godsbefordring bestemt køretøj, jf. artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i forordningen, samt overenskomstens artikel 1, litra g. Ved køretøjer forstås som udgangspunkt alle motorkøretøjer, traktorer, påhængsvogne og sættevogne, jf. forordningens artikel 1, stk. 2, og tilsvarende overenskomstens artikel 1, litra a.

En række køretøjer er imidlertid undtaget fra forordningens og overenskomstens regler. Dette gælder:

a) køretøjer, der benyttes til godstransport, såfremt den største tilladte totalvægt inklusive påhængsvogne eller sættevogne ikke overstiger 3,5 tons;

b) køretøjer, der benyttes til personbefordring, og hvis indretning og udstyr gør dem egnet til befordring af højst ni personer, føreren iberegnet, og som er konstrueret til dette formål;

c) køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km;

d) køretøjer, hvis hastighed ikke må overstige 30 km/time;

e) køretøjer, der benyttes af forsvaret, civilforsvaret, brandvæsenet og ordensmagten, eller køretøjer, som er under disses kontrol;

f) køretøjer, der benyttes af vandbygningsvæsenet eller af vandværker, gas- eller elektricitetsvæsenet, af vejvæsenet, til renovation, af telegraf- og telefonvæsenet, af postvæsenet eller af radio og fjernsyn, samt radio- og fjernsynspejlevogne;

g) køretøjer, der anvendes i katastrofetilfælde eller under redningsoperationer;

h) specialkøretøjer, der anvendes til lægelige opgaver;

i) køretøjer, der benyttes til transport af cirkus- og tivoliudstyr;

j) specialkøretøjer til vejhjælp;

k) køretøjer, der prøvekøres på veje med henblik på teknisk udvikling, reparation eller vedligeholdelse, og nye eller ombyggede køretøjer, som endnu ikke er indsat i drift;

l) køretøjer, der benyttes til ikke-erhvervsmæssig varetransport i privat øjemed;

m) køretøjer, der benyttes til indsamling af mælk fra gårde og til returnering af mælketransportspande eller af mælkeprodukter til foderbrug.

Som det fremgår, finder direktivet hovedsaglig anvendelse på den tunge gods- og passagertrafik, som udføres erhvervsmæssigt. Det vil typisk sige bus- og lastbiltransporter med gods og passagerer, og blandt undtagelserne er således den lette lastbilkørsel, taxier og ambulancer samt busser i bytrafik.

3. Direktivet

Direktivet er udstedt under henvisning til traktatens artikel 71 (vedtagelse af foranstaltninger på transportområdet) og artikel 137, stk. 2 (virkeliggørelse af målsætninger for social- og arbejdsmarkedspolitikken), og denne dobbelte hjemmel er netop udtryk for, at der både ligger hensyn til trafiksikkerheden og til lønmodtagernes sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold bag udformningen af direktivet. Det fremgår af direktivets indledende betragtninger, at det ud fra disse to hensyn har været nødvendigt at fastsætte specifikke forskrifter om arbejdstid inden for vejtransport, da det trods intensive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter ikke har været muligt at nå frem til en aftale på dette område.

At der er tale om et direktiv frem for en aftale mellem arbejdsmarkedets parter betyder blandt andet, at det har været muligt også at lade selvstændige chauffører være omfattet af direktivets bestemmelser, men direktivet finder ifølge artikel 2, stk. 1, først anvendelse på selvstændige chauffører fra den 23. marts 2009, hvis andet ikke vedtages efter forslag fra Kommissionen på baggrund af den i samme bestemmelse nævnte rapport. Selvstændige chauffører er ikke omfattede af dette lovforslag, der alene har lønmodtagere for øje.

Som nævnt er det ikke blot de af forordning eller AETR-overenskomst omfattede lønmodtagere, der er omfattet af direktivet, men alle mobile lønmodtagere, der deltager i de omfattede vejtransportaktiviteter, og direktivet intensiverer ikke bare reguleringen af arbejdstiden for personer, der allerede er omfattet af forordningens eller AETR-overenskomstens regler om køretid, hviletid, pauser mv., men inddrager også en yderligere gruppe af lønmodtagere, der kan betegnes som "medfølgende". Lønmodtagere, der er mobile, fordi de fx følger med en transport som flyttemænd, vil med gennemførelsen af direktivet være omfattet af de samme arbejdstidsregler som chaufføren på den pågældende transport.

Førere på vejtransporter, der er omfattet af forordning eller AETR-overenskomst, vil fremover både skulle overholde nævnte regelsæts bestemmelser om køretid mv. og direktivets bestemmelser om arbejdstid, og selvom disse førere i medfør af direktivet får yderligere rettigheder med hensyn til fx pauser, er det i særdeleshed bestemmelserne om ugentlig arbejdstid og registreringen heraf, der er en nyskabelse i forhold til tidligere regulering. Det er nyt, at der fastsættes en øvre grænse for, hvor meget mobile lønmodtagere, herunder førere, gennemsnitligt må arbejde om ugen. En sådan grænse findes i direktiv 2003/88/EF (EF-Tidende 2003 L 299, s. 9) om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (i det følgende kaldet det generelle arbejdstidsdirektiv), men det har hidtil kun været reglerne om køretid mv., der har været gældende for vejtransportsektoren på det fællesskabsretlige niveau.

Det loft over den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid, der med direktivet indføres indenfor vejtransportsektoren, er imidlertid i modsætning til bestemmelserne herom i det generelle arbejdstidsdirektiv et absolut loft, idet alt arbejde, som den mobile lønmodtager udfører, skal medregnes ved opgørelsen af den mobile lønmodtagers ugentlige arbejdstid. Det gælder såvel mobilt som stationært arbejde, og det gælder også arbejde, der udføres for andre arbejdsgivere; lønmodtagere, der i et eller andet omfang deltager i mobile vejtransportaktiviteter som ansatte i en virksomhed, der udfører sådanne transporter, må ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit alt i alt. For at sikre, at det absolutte loft respekteres, indføres der med direktivet et registreringssystem, hvor den mobile lønmodtager forpligtes til at oplyse om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere, og den mobile lønmodtagers arbejdsgiver forpligtes til at opbevare registreringen af den mobile lønmodtagers samlede arbejdstid i op til 2½ år.

Hensigten med at indføre et sådant absolut loft og et registreringssystem i tilknytning er, at mobile lønmodtagere ikke deltager i vejtransporter, hvis de på grund af fx et fuldtidsjob ved siden af er for trætte til, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt. Loftet og registreringsforpligtelsen kan ses som konkrete udslag af den bag direktivet liggende erkendelse af, at det ikke blot er køretiden, men også på det mere overordnede plan de arbejdsmæssige rammer for mobile lønmodtagere, der har betydning for trafiksikkerheden på vejene.

4. Lovforslaget

Den tætte sammenhæng mellem direktivet og forordning/AETR-overenskomst indebærer blandt andet, at direktivets definitioner, systematik og fx tidsrum og talmæssige angivelser i vid udstrækning er forskellige fra de tilsvarende i det generelle arbejdstidsdirektiv, da direktivets kontekst er trafikal. Forskellighederne er hovedårsagen til, at direktivet implementeres via et separat lovforslag og ikke igennem et lovforslag, der ændrer lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, idet en implementering af direktivet på sidst nævnte måde ville betyde, at én samlet lov om arbejdstid ville blive ganske uoverskuelig og lidet operationel. Dog er lovforslagets bestemmelser i det omfang, det har været muligt, udformet på samme måde som de tilsvarende bestemmelser i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, da der i begge tilfælde er tale om regulering af arbejdstid, og da begge regelsæt i visse tilfælde vil være af relevans i forhold til den samme lønmodtager.

Lovforslaget ligger også på andre områder i forlængelse af gældende arbejdsmarkedslovgivning, da udgangspunktet har været minimumsimplementering af det tilgrundliggende direktiv, og da lovforslaget i videst muligt omfang giver arbejdsmarkedets parter adgang til at gennemføre direktivet ved kollektiv overenskomst. Lovforslaget fastsætter, at lønmodtagere, der er sikret de i direktivet indeholdte rettigheder enten via en skriftlig aftale, som henviser til en på virksomheden gældende overenskomst, eller direkte i medfør af en kollektiv overenskomst, ikke er omfattede af de bestemmelser af lovforslaget, der gennemfører de pågældende rettigheder.

Det er således alene de bestemmelser i direktivet, der omhandler oplysnings- og registreringsforpligtelsen i relation til det absolutte loft på 48 timers arbejde i gennemsnit om ugen, der ikke i henhold til lovforslaget kan gennemføres via kollektiv overenskomst. Det skyldes, at der alene er tale om pligter, der €" fortrinsvis af trafiksikkerhedshensyn €" pålægges den mobile lønmodtager og dennes arbejdsgiver, og ikke om rettigheder, der modsvarer pligterne og er egnede til håndhævelse i det fagretlige system. At lovforslaget opererer med bødestraf, såfremt netop pligterne i relation til registreringen af den mobile lønmodtagers arbejdstid ikke opfyldes, er også udtryk for, at hensynene bag det absolutte loft på 48 arbejdstimer i gennemsnit om ugen og den tilknyttede registrerings- og oplysningspligt ikke alene angår beskyttelsen af den enkelte lønmodtager, men at der bestemt også ligger andre samfundsmæssige interesser bag indførelsen af sådanne regler.

Udover at fastsætte regler om maksimal ugentlig arbejdstid og en registrerings- og oplysningspligt i den forbindelse indeholder lovforslaget materielle bestemmelser om pauser, hviletid og maksimal daglig arbejdstid ved natarbejde, og mens mobile lønmodtagere, der ikke som førere er omfattet af forordningens eller AETR-overenskomstens bestemmelser, hidtil alene har kunnet henholde sig til eventuelle overenskomstbestemmelser herom, er der for føreres vedkommende tale om regulering, der supplerer og kompletterer eksisterende regler. Sager om krænkelser af de rettigheder, mobile lønmodtagere i medfør af lovforslaget får, kan indbringes for domstolene, som efter omstændighederne vil kunne tilkende lønmodtageren en godtgørelse.

5. Forholdet til anden lovgivning

Af direktivets artikel 2, stk. 4, fremgår, at direktivet supplerer forordningen og om nødvendigt AETR-overenskomsten, som begge har forrang i forhold til direktivet, og af artikel 2, stk. 3, ses, at direktivet har forrang i forhold til relevante bestemmelser i det generelle arbejdstidsdirektiv i det omfang, direktivet indeholder mere specifikke bestemmelser vedrørende mobile arbejdstagere indenfor vejtransport. Dette forhold mellem reguleringsinstrumenterne på fællesskabsplan må nødvendigvis slå igennem også på nationalt plan, og i det omfang, lønmodtagere er omfattet af bestemmelserne i dette lovforslag, vil de ikke være omfattede af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet; de to love vil i videst muligt omfang skulle anvendes komplementært.

Det betyder, at lønmodtagere, der udelukkende arbejder mobilt med vejtransport, som er omfattet af forordning eller AETR-overenskomst, ikke kommer i berøring med lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet overhovedet, mens lønmodtagere, der både arbejder mobilt med vejtransport og har andet arbejde, vil være omfattet af beskyttelsesreglerne i begge regelsæt, men vil skulle henholde sig til bestemmelserne i nærværende lovforslag, hvis de to regelsæts bestemmelser skulle komme i konflikt med hinanden.

Hvis en lønmodtager eksempelvis kører lastbil mandag og tirsdag og gør rent om natten i samme virksomhed fra onsdag til fredag, skal lønmodtageren fx holde pauser i arbejdstiden i henhold til nærværende lovforslag - og i henhold til forordningens bestemmelser om pauser i køretiden - om mandagen og om tirsdagen, mens reglerne om pauser i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet anvendes på arbejdet på de øvrige dage. Lønmodtageren skal på grund af natarbejdet med rengøring tilbydes gratis helbredskontrol i henhold til § 6 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, selvom nærværende lovforslag ikke giver den mobile lønmodtager en tilsvarende ret. En hybrid lønmodtager har krav på ugentlig hviletid i henhold til både nærværende lovforslag og Arbejdstilsynets bekendtgørelse om hviletid og fridøgn, hvorved de for lønmodtageren gunstigste regler vil slå igennem, men hvis det ikke skulle være muligt at opfylde begge regelsæts bestemmelser om ugentlig hviletid, vil reglerne i nærværende lovforslag dog have forrang. En sådan situation, hvor det ikke er muligt at opfylde begge regelsæt, vil imidlertid sjældent opstå i praksis.

Lønmodtagere, der har to eller flere ansættelsesforhold, omfattes af de arbejdstidsregler, der er relevante i hvert de pågældende ansættelsesforhold, og hvis der ikke arbejdes hybridt i nogen af ansættelsesforholdene, vil der ikke opstå en situation, hvor en arbejdsgiver skal forholde sig til begge regelsæt. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal ud fra ikke mindst trafiksikkerhedsmæssige hensyn sørge for, at den mobile lønmodtager ikke arbejder mere end 48 timer i gennemsnit om ugen alt i alt, men er naturligvis ikke derved forpligtet til at sikre, at reglerne overholdes i et andet ansættelsesforhold.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at medføre væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner. Den med lovforslaget tilsigtede forbedring af trafiksikkerheden vil muligvis have en lille positiv virkning på den offentlige økonomi.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vil have økonomiske og administrative konsekvenser for den del af erhvervslivet, der for egen eller fremmed regning udfører de af lovforslaget omfattede vejtransporter. Administrativt vil lovforslaget i første omgang betyde, at samtlige mobile lønmodtagere, der allerede er ansat senest ved lovens ikrafttræden 1. april 2005 skal instrueres skriftligt om pligten til at aflægge regnskab for arbejde, der er udført for en anden arbejdsgiver, og at mobile lønmodtagere, der senere bliver ansat senest ved tiltrædelsen skal have en sådan instruktion.

Da der ikke foreligger oplysning om, i hvilket omfang mobile lønmodtagere tillige arbejder for andre arbejdsgivere, er det meget vanskeligt at angive det antal mobile lønmodtagere, der herefter vil skulle aflægge regnskab for arbejde udført for andre arbejdsgivere, og dermed udstrækningen af de mobile lønmodtageres arbejdsgiveres registreringsforpligtelse. At lovforslagets oplysnings- og registreringsforpligtelse vil have visse konsekvenser navnlig i administrativ henseende, kan der dog ikke være tvivl om, men da direktivet skal gennemføres i samtlige medlemsstater, vil den danske vejtransportsektor ikke blive stillet ringere i forhold til konkurrenterne på europæisk plan.

Indførelsen af arbejdstidsbestemmelser i vejtransportsektoren vil også i øvrigt have økonomiske og administrative konsekvenser, men også uden at tage oplysnings- og registreringsforpligtelsen i betragtning er det svært at komme med et præcist skøn over virkningerne af lovforslaget i praksis, herunder udgifterne forbundet med lovforslagets forskellige elementer, ikke mindst da det ikke er klart, i hvilket omfang muligheden for at implementere direktivet gennem kollektiv overenskomst vil blive udnyttet.

Lovforslaget har været forelagt et virksomhedspanel med henblik på en undersøgelse af de administrative konsekvenser. Resultatet fra virksomhedspanelet er fremsendt til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

Forslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes at have positive konsekvenser for trafiksikkerheden og mobile lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer Rådets direktiv af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter. Lovforslaget går ikke videre end direktivet.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, HTS Arbejdsgiverforeningen, Specialarbejderforbundet i Danmark, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til lovforslagets titel

Ved valg af forslagets titel er der lagt vægt på, at titlen præcist og nogenlunde mundret beskriver lovens sigte og indhold.

Til § 1

Det foreslås, at lovens anvendelsesområde afgrænses i § 1. I bestemmelsens første stykke foreslås det fastslået, at deltagelse i de vejtransportaktiviteter, der er reguleret i Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område indenfor vejtransport, er afgørende for, om en mobil lønmodtager er omfattet af loven. Det ses af 1. pkt. i direktivets artikel 2, stk. 1, at det er de af forordningen eller, hvis den ikke finder anvendelse, de af AETR-overenskomsten omfattede former for vejtransport, som afgrænsningen af de af direktivet omfattede mobile lønmodtagere er baseret på. Der henvises til beskrivelsen af, hvilke vejtransporter forordningen og overenskomsten omfatter, i de almindelige bemærkninger. Direktivets artikel 2, stk. 1 skal fortolkes således, at direktivets anvendelighed ikke alene er et spørgsmål om, hvorvidt virksomheden deltager i de af forordningen eller AETR-overenskomsten omfattede vejtransportaktiviteter, men at den enkelte mobile lønmodtagers deltagelse heri også er en nødvendig betingelse for, at den mobile lønmodtager omfattes af direktivets bestemmelser.

Selvom hjælpere og konduktører også er nævnt i forordningen, er det først og fremmest førere, denne og AETR-overenskomsten fastsætter bestemmelser for. Førere må da også betegnes som typiske mobile lønmodtagere i direktivets forstand, men eftersom det er deltagelse i de relevante vejtransportaktiviteter, der er betingelsen for at være omfattet af direktivet og loven, vil også lønmodtagere, der tager del i en transport uden at have opgaver som chauffør, være omfattet af vejtransportsektorens særlige arbejdstidsregler. Derfor skal arbejdstiden for medfølgende flyttemænd, rejseguides, mekanikere og andre, der falder ind under definitionen af en mobil lønmodtager, tilrettelægges efter samme regler som gælder for føreren af et køretøj, der anvendes til en af forordningen eller eventuelt af AETR-overenskomsten omfattet transport.

Lønmodtagere, der ikke er mobile, er ikke omfattet af vejtransportsektorens særlige regelsæt, men vil i stedet være omfattet af de almindelige arbejdstidsregler. Kontorpersonalet i et speditionsfirma vil eksempelvis være omfattet af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet eller en overenskomst, der sikrer lønmodtagerne tilsvarende rettigheder gennem implementering af det for nævnte lov tilgrundliggende direktiv.

Mobile lønmodtagere vil efter omstændighederne kunne komme i berøring med såvel de særlige arbejdstidsregler for vejtransportsektoren som de generelle arbejdstidsregler, eksempelvis hvis en lønmodtager den ene dag deltager i en vejtransport, der er omfattet af forordningen, og den anden dag deltager i en transport, der ikke er omfattet af forordningen. En sådan lønmodtager vil være omfattet af de regler, der knytter sig til den konkrete arbejdsopgave, men i tilfælde, hvor begge regelsæt i princippet kunne anvendes i forhold til lønmodtageren, vil det i de sjældne tilfælde, hvor der kan opstå konflikt mellem regelsættene under henvisning til § 1, stk. 3 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet være de specielle regler vedrørende vejtransportsektoren, der gælder.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at de bestemmelser i loven, der giver lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder, ikke gælder for lønmodtagere, som er sikret disse rettigheder i medfør af kollektiv overenskomst. Den kollektive overenskomst kan være indgået før lovens ikrafttræden eller på et senere tidspunkt. Kravet om, at overenskomsten skal sikre lønmodtageren de i direktivet angivne rettigheder, betyder også, at det ved kollektiv overenskomst kan besluttes at udnytte direktivets undtagelsesmuligheder.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at ikke-overenskomstansatte lønmodtagere, der er ansat på en virksomhed, der er delvis overenskomstdækket, og som indgår en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at overenskomsten, som er gældende for andre medarbejdere på virksomheden, og som sikrer lønmodtageren de i stk. 2 nævnte rettigheder, også er gældende for dem, ikke er omfattet af de bestemmelser i loven, der giver lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder.

Det forudsættes, at lønmodtageren får kopi af de relevante overenskomstbestemmelser.

Til § 2

I § 2 foreslås en række definitioner.

I bestemmelsens første stykke foreslås det således at indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen svarer til den nu sædvanlige definition i den arbejdsretlige lovgivning, jf. ferieloven, lov om arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtager om vilkårene for ansættelsesforholdet og lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.

I bestemmelsens andet stykke foreslås det at definere en mobil lønmodtager i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra d, som en lønmodtager, der er ansat i en virksomhed, der befordrer personer eller gods på vejene, og som i modsætning til en stationær ansat er involveret i selve kørslen. At lønmodtageren skal være ansat i en virksomhed, der for fremmed eller egen regning udfører vejtransporter, indebærer, at fx lønmodtagere, der som ansatte i virksomheden, som transporten udføres for, følger med transporten for at sikre det befragtede, ikke skal betragtes som mobile lønmodtagere i denne lovs forstand. En ansat på et stutteri, som lejlighedsvis følger med på en hestetransport for at berolige hesten, omfattes ikke af definitionen af en mobil lønmodtager og dermed ikke af vejtransportsektorens særlige arbejdstidsregler.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås det at definere arbejdstid i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra a, som det tidsrum, hvori lønmodtageren er på arbejde, til arbejdsgivers disposition og udøver sine funktioner eller sine aktiviteter. Arbejdstiden omfatter den tid, der bruges på typiske arbejdsopgaver som kørsel og af- og pålæsning, men herudover indgår perioder, hvor den mobile lønmodtager skal forblive på sin arbejdsplads og være klar til at udføre sine arbejdsopgaver, og perioder med specifikke opgaver, eksempelvis ventetid af ikke på forhånd kendt varighed. Rådighedstid, som defineret i stk. 4, regnes i lighed med hviletid og pauser ikke med i arbejdstiden, medmindre arbejdsmarkedets parter i en kollektiv overenskomst har aftalt kompensation for eller begrænsning af rådighedstiden, og det slås dermed fast, at eksempelvis allerede indgåede overenskomster, der måtte indeholde bestemmelser om konvertering af rådighedstid til arbejdstid i visse situationer, fortsat vil kunne anvendes efter deres ordlyd.

I bestemmelsens fjerde stykke foreslås rådighedstid defineret i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra b som tidsrum, hvor lønmodtageren ikke skal forblive på sin arbejdsplads, men skal være rede til at gå i gang med at arbejde efter at være blevet anmodet herom. Rådighedstid skal være fastlagt på forhånd, eksempelvis hvor flere chauffører kører i planlagte holdskift, og kan ikke omfatte pauser og hviletid. Perioder, hvor den mobile lønmodtager ledsager et køretøj, der transporteres med færge eller tog, samt ventetid ved grænserne kan også nævnes som typiske eksempler på rådighedstid.

I bestemmelsens femte stykke foreslås natperioden, der i henhold til direktivets artikel 3, litra h, skal være på mindst 4 timer og ligge mellem kl. 00.00 og 07.00, placeret i tidsrummet fra kl. 01.00 til kl. 05.00, medmindre en anden placering af natperioden er aftalt ved kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens sjette stykke foreslås det, at natperioden er bestemmende for, hvad der anses for natarbejde, da dette defineres som alt arbejde, der udføres heri, hvilket er overensstemmende med direktivets artikel 3, litra i.

Til § 3

§ 3 regulerer mobile lønmodtageres ugentlige arbejdstid og registreringen heraf. I bestemmelsens første stykke, der gennemfører direktivets artikel 4, litra a, foreslås, at mobile lønmodtagere højst må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit, og at referenceperioden for beregning af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fastsættes til 4 måneder. Med undtagelse af de i forordning 3820/85 artikel 6, stk. 1, afsnit 4 og 5 eller eventuelt i AETR-overenskomstens artikel 6, stk. 1, 4. afsnit nævnte tilfælde, hvorefter den ugentlige hvileperiode kan udskydes ved personbefordring, som ikke er rutekørsel, må der ikke arbejdes mere end 60 timer i én uge. Hvis den ugentlige hvileperiode udskydes i overensstemmelse med det i forordningen eller AETR-overenskomsten fastsatte, vil den samlede køretid €" og dermed den samlede arbejdstid €" kunne komme op på 65 timer i en enkelt uge, da artikel 6, stk. 1, 1. afsnit i såvel forordning som overenskomst tillader op til 9 timers daglig kørsel, som to gange ugentligt kan udvides til 10 timer.

I bestemmelsens andet stykke, der gennemfører direktivets artikel 4, litra b, 1. pkt., foreslås, at alle former for arbejde, som den mobile lønmodtager udfører for andre arbejdsgivere, indgår i opgørelsen af den ugentlige arbejdstid.

I bestemmelsens tredje stykke, der gennemfører resten af direktivets artikel 4, litra b, samt elementer af artikel 9, litra b, foreslås, at arbejdsgiveren for den mobile lønmodtager forpligtes til at registrere arbejdstiden for mobile lønmodtagere. Denne pligt indebærer, at den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal holde regnskab med omfanget af det arbejde, der udføres af den mobile lønmodtager i deres indbyrdes ansættelsesforhold, og at arbejde, der udføres for andre arbejdsgivere, registreres. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver skal skriftligt anmode den mobile lønmodtager om oplysning om arbejde udført for andre, og en sådan anmodning skal den mobile lønmodtager senest have, når denne påbegynder arbejdet med vejtransport, efter at loven er trådt i kraft.

Den mobile lønmodtager har pligt til at oplyse arbejdsgiver om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere, skriftligt. Denne forpligtelse vil kunne opfyldes på flere måder. En mulighed er, at den mobile lønmodtager giver arbejdsgiver en kopi af et ansættelsesbevis fra et eller flere andre ansættelsesforhold og henviser til det deri anførte ugentlige antal arbejdstimer, men i så fald skal den mobile lønmodtager straks oplyse arbejdsgiver skriftligt om eventuelle fravigelser fra ansættelsesbevisets angivelse af den ugentlige arbejdstid eller om vedvarende ændringer i arbejdstiden i det andet ansættelsesforhold. En anden mulighed er, at den mobile lønmodtager udleverer kopi af lønsedler, hvoraf timetallet fremgår, fra et eller flere andre ansættelsesforhold til arbejdsgiver. Endelig kan den mobile lønmodtager ugentligt afgive en erklæring om, hvor meget der er arbejdet i andre ansættelsesforhold. Hvis den mobile lønmodtager ikke har andet arbejde, behøver denne ikke foretage sig noget, da der alene skal aflægges skriftligt regnskab for udført arbejde.

Registrerings- og oplysningspligten omfatter alle former for lønnet arbejde, uanset om der er tale om mobil vejtransport eller arbejde i en helt anden branche, og det er uden betydning, om et af ansættelsesforholdene eventuelt kan betegnes som hoved- eller bijob. Hvis der udføres arbejde omfattet af denne lov i to ansættelsesforhold, gælder registrerings- og oplysningspligten i begge ansættelsesforhold, hvorimod der ikke er pligt til at registrere eller oplyse i ansættelsesforhold, hvor der ikke udføres arbejde omfattet af denne lov.

I bestemmelsens fjerde stykke, der gennemfører direktivets artikel 9, litra b, 2. pkt., foreslås, at den mobile lønmodtagers arbejdsgiver forpligtes til at gemme oplysningerne om omfanget af den mobile lønmodtagers arbejde i to år, efter at den referenceperiode, oplysningerne angår, er afsluttet. Oplysningerne vil efter omstændighederne skulle opbevares i op til 2½ år, da direktivet tillader, at referenceperioden udvides fra 4 til 6 måneder, hvilket fx kan aftales via kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens femte stykke, der gennemfører direktivets artikel 9, litra b, 4. pkt., foreslås, at arbejdsgiver pålægges at udlevere en kopi af de oplysninger om omfanget af den mobile lønmodtagers arbejde, der er registreret, til den mobile lønmodtager, efter at denne har fremsat en anmodning herom.

Til § 4

I § 4, der gennemfører direktivets artikel 5, fastsættes, hvornår mobile lønmodtagere skal holde pause. I bestemmelsens første stykke foreslås, at mobile lønmodtagere maksimalt må arbejde 6 timer ud i ét stræk uden pause.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at mobile lønmodtagere skal have mindst 30 minutters pause i alt, hvis de arbejder imellem 6 og 9 timer, og at de skal have mindst 45 minutters pause i alt, hvis de arbejder mere end 9 timer.

Det anføres i tredje stykke, at der kan holdes flere pauser, men hver enkelt pause skal som minimum have en varighed på 15 minutter.

I bestemmelsens fjerde stykke foreslås, at forordningens eller eventuelt AETR-overenskomstens regler om pauser finder anvendelse ved siden af de i stk. 1 og 2 fastsatte regler om pauser. Artikel 7 i såvel forordning som overenskomst fastslår, at førere skal holde mindst 45 minutters pause, hvis de kører mere end 4½ time, og denne begrænsning i køretiden gælder fortsat. Således skal en mobil lønmodtager, der tillige er fører, uafhængigt af det i stk. 1 og 2 anførte holde pause i 45 minutter senest efter 4½ times kørsel, men denne pause i køretiden kan efter omstændighederne samtidig udgøre en pause i den mobile lønmodtagers arbejdstid i overensstemmelse med stk. 1 og 2. En fører, der fx bruger to timer på pålæsning og tre timer på kørsel, skal i medfør af stk. 1 og 2 senest, efter at have læsset af i en time, holde en pause på mindst 15 minutter, mens der ikke i henhold til det i forordning eller overenskomst anførte nødvendigvis skal holdes pause i en sådan situation, da kørsel under 4½ time ikke i sig selv udløser en pause.

Til § 5

Det foreslås, at forordningens eller eventuelt AETR-overenskomstens regler om hviletid for førere i overensstemmelse med direktivets artikel 6 finder tilsvarende anvendelse for øvrige mobile lønmodtagere. Der henvises til reglerne i forordningens artikler 8 og 9, dog jf. artikel 6. Disse er optrykt som bilag B til lovforslaget. I AETR-overenskomsten findes de tilsvarende regler i artikel 8, jf. dog artikel 6.

Disse regler fastlægger rammerne for den maksimale udstrækning af arbejdstiden, som herved begrænses både af en daglig og en ugentlig hvileperiode. Ved hviletid forstås ifølge begge regelsæt ethvert uafbrudt tidsrum på mindst en time, inden for hvilket føreren (her den mobile lønmodtager) frit kan disponere over sin tid. Her følger en kort beskrivelse af principperne i disse regler om hviletid.

Den daglige hviletid indebærer, at der inden for ethvert tidsrum af 24 timer skal gives en daglig hviletid på mindst elleve timer i sammenhæng. Denne daglige hviletid kan dog under visse omstændigheder nedsættes til mindst ni timer højst tre gange inden for en uge, og særlige regler gælder, hvis den mobile lønmodtager følger med et køretøj, der transporteres med færge eller jernbane. Den daglige hviletid kan kun holdes i køretøjet, hvis dette er udstyret med en soveplads og holder stille.

Den ugentlige hviletid indebærer, at en af de daglige hvileperioder i løbet af hver uge skal gives som ugentlig hviletid på mindst 45 timer i sammenhæng. Denne ugentlige hvileperiode kan afkortes til mindst 36 timer, hvis den tages på køretøjets eller på den mobile lønmodtagers hjemsted, eller til mindst 24 timer, hvis den tages et andet sted. For enhver afkortelse skal der kompenseres med tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden tre uger efter udløbet af den pågældende uge. En ugentlig hvileperiode, som påbegyndes i en uge og fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til den ene eller den anden af disse uger. For så vidt angår international personbefordring, bortset fra rutekørsel, gælder der særlige regler med mulighed for, at en ugentlig hvileperiode kan overføres til ugen efter, at hvileperioden er indtjent.

Hvor der gives hviletid til kompensation for, at den daglige eller ugentlige hviletid er nedsat, skal denne tages sammen med et andet hvil på mindst otte timer. På anmodning af den mobile lønmodtager skal det tillades, at denne hviletid afholdes på køretøjets eller lønmodtagerens hjemsted.

Til § 6

Det foreslås, at mobile lønmodtagere højst må arbejde 10 timer i døgnet, hvis de udfører natarbejde i løbet af det pågældende døgn. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1.

Til § 7

Det foreslås i bestemmelsens første stykke, at hvis den mobile lønmodtagers rettigheder efter loven er krænkede, kan denne få tilkendt en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være et pålæg om arbejde, der medfører, at den ugentlige arbejdstid i gennemsnit over en 4 måneders periode overstiger 48 timer.

Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal afgøres efter de fagretlige regler.

Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst, skal afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge bestemmelserne i den kollektive overenskomst til grund. Dette gælder også lønmodtagere, der i medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 3, er sikret direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at en mobil lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven, skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiver. Godtgørelsens størrelse fastsættes efter sagens omstændigheder, men denne mulighed for at få en godtgørelse medfører dog ikke, at lønmodtageren får ret til godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer direktivet, jf. § 1, stk. 2, skal have mulighed for at indbringe spørgsmål om krænkelse af de i overenskomsten fastsatte rettigheder og for tilkendelse af en godtgørelse svarende til de i stk. 1 og 2 nævnte for de civile domstole, hvis sådanne spørgsmål ikke underkastes fagretlig behandling.

Til § 8

Det foreslås, at manglende opfyldelse af forpligtelsen til at registrere i § 3, stk. 3 og 4, sanktioneres med bøde. Arbejdsgiver kan straffes for ikke at registrere eller for mangelfuld registrering, herunder for ikke at opbevare de registrerede oplysninger i to år efter udløbet af den pågældende referenceperiode. Arbejdsgiver kan også straffes for at undlade skriftligt at anmode lønmodtager om at aflægge regnskab for arbejde, der er udført for en anden arbejdsgiver.

Lønmodtager kan straffes for ikke at oplyse om arbejde, der er udført for en anden arbejdsgiver, eller for at have afgivet ukorrekte oplysninger herom. Hvis den mobile lønmodtager overfor arbejdsgiver har oplyst at arbejde et fast antal timer ugentligt i et andet ansættelsesforhold, fx ved at give arbejdsgiver en kopi af ansættelsesbeviset fra det andet ansættelsesforhold, og ikke oplyser om ændringer i den ugentlige arbejdstid i det andet ansættelsesforhold, kan den mobile lønmodtager også straffes.

Til § 9

Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at udnytte de undtagelsesmuligheder, direktivets artikel 8 angiver. Der er tale om en adgang til at fravige det i § 6 fastsatte maksimum på 10 timers arbejde i døgn, hvor der udføres natarbejde, og en adgang til at udvide den i § 3, stk. 1 nævnte referenceperiode til seks måneder.

Det er hensigten, at en eventuel udnyttelse af denne hjemmel sker med udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i kollektive overenskomster, og uden at trafiksikkerheden eller de mobile lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på nogen måde forringes.

Til § 10

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2005.

Til § 11

Lovforslaget dækker kun de dele af riget, hvor direktivet er gældende.

2) EFT C 43 af 17.2.1999, s. 4.

3) EFT C 138 af 18.5.1999, s. 33.

4) Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 14.4.1999 (EFT C 219 af 30.7.1999, s. 235) og bekræftet efter ændring af procedure den 6.5.1999 (EFT C 279 af 1.10.1999, s. 270), Rådets fælles holdning af den 23.3.2001 (EFT C 142 af 15.5.2001, s. 24) og Europa-Parla­mentets afgørelse af den 14.6.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Europa-Parlamentets afgørelse af 5.2.2002 og Rådets afgørelse af 18.2.2002.

5) EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.

6) EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18. Dette direktiv er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/34/EF (EFT L 195 af 1.8.2000, s. 41).

7) EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.