L 14 Forslag til lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven.

(Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse m.v.).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2005

Fremsættelse: 23-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l14_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005)

 

 

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.)

(Lovforslag nr. L 14).

Formålet med lovforslaget er at udvide mulighederne for at anvende dna-profil-registeret som led i efterforskningen af kriminalitet.

Lovforslaget er med enkelte ændringer af redaktionel karakter en genfremsættelse af lovforslag nr. L 24, der blev fremsat den 7. oktober 2004, og som bortfaldt på grund af afholdelse af folketingsvalg.

I dag kan politiet kun registrere en meget snæver personkreds i dna-profil-registeret. Det drejer sig om personer, der sigtes for visse særligt alvorlige forbrydelser som f.eks. drab og voldtægt. Samtidig medfører det såkaldte indikationskrav i retsplejelovens regler om legemsundersøgelse, at der kun kan udtages materiale til en dna-profil, hvis det må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen i den konkrete straffesag. Dette vil typisk ikke være tilfældet, hvis den pågældende f.eks. har aflagt tilståelse eller ikke har efterladt sig et biologisk spor.

Udviklingen på det kriminaltekniske område har gjort det muligt at sikre dna-profiler som "genetiske fingeraftryk" ved stort set alle former for kriminalitet. Anvendelse af dna-profiler som led i efterforskning af forbrydelser har i praksis vist sig at være et meget effektivt efterforskningsmiddel, og samtidig er det muligt at opbevare det biologiske materiale, der sikres som led i efterforskning, på en betryggende måde. På den baggrund finder regeringen, at de gældende rammer for dna-profil-registerets indhold og anvendelse er unødigt snævre.

Det foreslås derfor, at politiet skal kunne udtage spyt- eller blodprøve af en person til brug for en dna-analyse og registrere dna-profilen, hvis personen er eller har været sigtet for en lovovertrædelse, som kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Dette svarer til politiets nuværende muligheder for at optage og registrere fingeraftryk. Efter forslaget skal politiet herudover kunne optage fingeraftryk og udtage spyt- eller blodprøve med henblik på registrering af personer, der er eller har været sigtet for besiddelse af børnepornografi.

Den teknologiske udvikling i forbindelse med dna-analyser har gjort det muligt generelt at overgå fra blodprøver til spytprøver, som udtages ved brug af en vatpind eller lignende. Det foreslås, at politiet skal kunne udtage en sådan spytprøve af sigtede personer uden en læges medvirken. Yder den sigtede fysisk modstand mod en spytprøve, vil der dog i stedet skulle udtages en blodprøve, og det vil i givet fald fortsat skulle ske under medvirken af en læge.

Efter de gældende regler skal registreringen af personer, der alene har været sigtet, slettes af dna-profil-registeret 10 år efter, at den pågældende sag er afsluttet, mens registreringen af dømte personer skal slettes, når de pågældende er fyldt 70 år. Det foreslås, at registreringen af en person i dna-profil-registeret i samtlige tilfælde først skal slettes, når den pågældende person er fyldt 80. Dette svarer til, hvad der i dag gælder for Fingeraftryksregisteret. Med denne ændring vil der ske en styrkelse af dna-profil-registerets anvendelsesmuligheder i forbindelse med politiets efterforskning af ny kriminalitet.

Endelig foreslås det, at sporfund, der er blevet personidentificeret, fortsat skal kunne være registreret, selv om den identificerede person ikke er eller har været sigtet for den pågældende forbrydelse, hvis vedkommende meddeler samtykke til fortsat registrering. Denne ændring skal give politiet mulighed for at opbevare sporfund fra et offer, indtil forbrydelsen er opklaret.

Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.