Skriftlig fremsættelse (24. februar
2005)
Undervisningsministeren
(Bertel Haarder) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
institutioner for uddannelsen til studentereksamen, lov om
institutioner for uddannelsen til højere
forberedelseseksamen, lov om grundlæggende social- og
sundhedsuddannelser, lov om almen voksenuddannelse og om
voksenuddannelsescentre og forskellige andre love
(Udmøntning af kommunalreformen for så vidt
angår det almene gymnasium, hf, social- og
sundhedsuddannelser og andre ungdomsuddannelser samt
voksenuddannelsescentre (VUC)).
(Lovforslag nr. L 106).
Lovforslaget er en del af den samlede
lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.
Forslaget er således led i udmøntningen af regeringens
aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og
den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra
september 2004.
Det foreslås, at de amtskommunale gymnasier,
hf-kurser, social- og sundhedsskoler og voksenuddannelsescentre pr.
1. januar 2007 overgår til selveje i statsligt regi.
Institutionerne kan overgå til selveje som
enkeltstående institutioner eller indgå i
sammenlægninger med en eller flere af de institutioner, der
er omfattet af lovforslaget, eller inddrages i en institution for
erhvervsrettet uddannelse.
Forslaget medfører, at alle
ungdomsuddannelser samles i staten, hvilket giver bedre
sammenhæng i uddannelserne, mulighed for at skabe ensartede
styrings- og rammevilkår og for et mere vidtgående
samarbejde mellem de enkelte institutionsformer.
Målet er også at sikre unge og voksne
et fleksibelt, sammenhængende og lokalt forankret udbud af
uddannelser samt at understøtte en bedre sammenhæng i
uddannelsestilbuddene til voksne, blandt andet ved at skabe
ensartede rammevilkår for voksenuddannelsescentre og
institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Disse institutioner er
i dag hovedudbydere af henholdsvis grundlæggende almen
voksenuddannelse og erhvervsrettet voksenuddannelse.
Regionerne vil få til opgave at koordinere
den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhængen i
udbuddet af ungdomsuddannelser, herunder den geografiske placering
af udbuddet og uddannelseskapaciteten.
Det overordnede ansvar for institutionernes udbud
og økonomi vil fortsat være
undervisningsministerens.
Det foreslås, at der pr. 1. januar 2006
nedsættes en midlertidig bestyrelse for hver amtskommunal
institution, der skal forberede institutionernes overgang til
selveje og varetage institutionernes interesser i forhold til
amtsrådet.
Idet jeg henviser til lovforslaget med
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.