L 67 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsfremme. (Regler om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel og betaling for akkrediteringsydelser)

Fremsat den 27. oktober 2004 af økonomi‑ og erhvervsministeren Bendt Bendtsen

Forslag

til

Lov om ændring af lov om erhvervsfremme

(regler om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel og betaling for akkrediteringsydelser)

§ 1

I lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 992 af 8. december 2003, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 6 indsættes:

» § 6 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om industrisamarbejde mellem udenlandske leverandører og danske virksomheder i forbindelse med Danmarks indkøb af forsvarsmateriel.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge berørte danske virksomheder at afgive de oplysninger om industrisamarbejdsaftalernes gennemførelse og opfyldelse, der er nødvendige for at føre kontrol med overholdelse af reglerne om industrisamarbejde. «

2. § 13 affattes således:

» § 13. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer til dækning af udgifterne ved administration af loven.

Stk. 2. Henlægger Sikkerhedsstyrelsen administrationen af de i § 10, stk. 1, 1. og 2. punktum, nævnte opgaver til en privat organisation, jf. § 10, stk. 4, kan denne for driftsopgaverne i forbindelse med levering af akkrediteringsydelser beregne sig en kommercielt baseret betaling. Rammerne for fastsættelsen af den kommercielle betaling skal dog aftales mellem styrelsen og den private organisation.

Stk. 3. Ved driftsopgaver som nævnt i stk. 2 forstås akkreditering af laboratorier til prøvning og kalibrering samt akkreditering af virksomheder til certificering, inspektion, attestering og miljøverifikation, både i Danmark og i udlandet, jf. § 10, stk. 1, 1. og 2. punktum.«

3. I § 14 indsættes efter stk. 1 som nyt stk.:

» Stk. 2. Den, der undlader at efterkomme pålæg efter § 6 a, stk. 2, kan straffes med bøde.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

§ 3

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne. Dog kan § 13 i lov om erhvervsfremme, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund, formål og indhold.

Lovforslaget indeholder to selvstændige ændringer af erhvervsfremmeloven.

a. Lovforslaget giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler for det industrisamarbejde mellem udenlandske og danske virksomheder, der er udløber af forsvarets indkøb af forsvarsmateriel.

b. Forslaget ændrer ordlyden af § 13, stk. 2, og tilføjer et nyt stk. 3, så der skabes hjemmel til, at Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, der efter aftale med Sikkerhedsstyrelsen tilbyder dansk erhvervsliv akkreditering, kan tage en markedsbestemt betaling for sine akkrediteringsydelser.

Ad a. Baggrund og formål med bemyndigelsesbestemmelsen om industrisamarbejde samt udmøntningen heraf.

Siden indkøbet af Draken-fly i 1960´erne har det været fast dansk praksis at kræve, at udenlandske leverandører af forsvarsmateriel til forsvaret skal indgå en industrisamarbejdsaftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen inden kontraktunderskrivelsen med forsvaret. I industrisamarbejdsaftalen forpligter den udenlandske leverandør sig til at lægge ordrer hos danske forsvarsrelaterede virksomheder for et beløb svarende til 100 procent af forsvarets indkøb af forsvarsmateriel under den konkrete kontrakt. Ved kontraktens indgåelse opstår der således en "udestående forpligtelse" for den udenlandske leverandør til at lægge ordrer hos danske virksomheder. Industrisamarbejdsaftalen fastlægger en afviklingsplan og et sluttidspunkt for opfyldelse af aftalen. Der skal én gang årligt sendes en rapport til Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor der redegøres for afviklingen.

Industrisamarbejdsaftaler er kendt i alle vestlige lande. Danmark har i sin praksis været på linje med andre mindre europæiske lande, som f.eks. Norge, Belgien og Holland. Baggrunden for industrisamarbejdskravene er, at forsvarsmarkedet har været præget af national beskyttelse, hvor en national våbenindustri til enhver tid har kunnet regne med ordrer om udvikling og produktion til det nationale forsvar. Med kravet om industrisamarbejde og dermed adgang til forsvarsmaterielmarkedet har de mindre lande søgt at opretholde en national forsvarsmaterielproduktion og at ligestille den nationale forsvarsindustri med forsvarsindustrien i de større europæiske lande og USA, hvor forsvaret har været stort nok til i sig selv at oppebære en national forsvarsindustri.

 Den udbredte anvendelse af "køb nationalt-princippet" hos alle større våbenproducerende vestlige lande har været mulig, fordi våbenindkøb er undtaget fra WTO-reglerne om udbud af offentlige indkøb. For EU-landenes vedkommende er der tillige undtagelser fra de tilsvarende EU-regler om udbud. Undtagelsen fremgår af traktatens art. 296.  

Kravet om industrisamarbejdsaftaler fremgår som en fast standard i forsvarets aktstykker vedr. materielanskaffelser i udlandet. Derudover er industrisamarbejdsaftalerne baseret på administrativt fastlagte retningslinjer, som er godkendt af økonomi- og erhvervsministeren og forsvarsministeren og fastsat efter forhandling med forsvarsindustrien, repræsenteret ved Dansk Industri og Dansk Metal.

Det har siden midten af 1960´erne med få undtagelser været muligt at få leverandørerne til at opfylde deres forpligtelser til at placere ordrer hos danske virksomheder på basis af de administrativt fastlagte retningslinjer, om end det ofte har været forbundet med store forsinkelser. Eneste sanktionsmiddel har været truslen om at udelukke den udenlandske leverandør fra nye kontrakter med forsvaret, hvis forpligtelsen til industrisamarbejde ikke blev opfyldt.

I de senere år har store anskaffelser som f.eks. transportfly og helikoptere under det forrige forsvarsforlig fået leverandørernes udestående forpligtelser til at stige. Udeståendet steg i begyndelsen af forsvarsforligsperioden hurtigt til over 7 mia. kr., og det er for tiden ca. 6 mia. kr. mod et niveau sidst i 1990´erne på omkring 3 mia. kr. De udestående forpligtelser skal typisk afvikles over en periode på 5 €" 8 år. Der har gennem årene været en relativt stabil afvikling på godt 1 mia. kr. pr. år. Det udestående beløb skal ses i forhold til den danske forsvarsrelaterede industris årlige omsætning på ca. 1,5 mia. kr.

Det forventes, at danske myndigheders indkøb af forsvarsmateriel i de kommende år under det nye forsvarsforlig vil være af et betydeligt omfang og vil kunne generere en endnu større udestående forpligtelse. Regeringen har derfor taget initiativ til at styrke de udenlandske leverandørers incitamenter til at indgå kontrakter med danske forsvarsrelaterede virksomheder så hurtigt som muligt.

Den 1. juni 2004 blev de administrativt fastlagte retningslinier revideret. De nye retningslinier gør det hensigtsmæssigt at tilvejebringe en udtrykkelig lovhjemmel, der bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om industrisamarbejde. De regler, der vil blive udstedt, vil være de gældende administrativt fastsatte retningslinjer. Reglerne vil dog kunne justeres, hvis der viser sig behov herfor.

Med de nye retningslinier blev der bl.a. indført nye krav, sanktioner og belønninger. Kravet er, at den udenlandske leverandør skal indgå kontrakter med danske forsvarsrelaterede virksomheder for 30 procent af den samlede forpligtelse inden 2 år efter indgåelsen af kontrakten med forsvaret. Sanktionen er, at hvis kravet ikke er opfyldt, skal leverandøren betale det beløb, der på dette tidspunkt mangler i opfyldelse af pligten til at lægge ordrer på op til 30 procent, til Erhvervs- og Byggestyrelsen. Inden da skal der stilles en bankgaranti som sikkerhed for betalingen. Hvis leverandøren indgår kontrakter for mere end 30 procent inden 2 år, opnår leverandøren til gengæld en rabat, der svarer til overopfyldelsen. Har leverandøren f.eks. indgået kontrakter med danske virksomheder for 40 procent inden 2 år, reduceres den samlede forpligtelse fra 100 til 90 procent.

Det forventes ikke, at sanktionen vil finde anvendelse i praksis. To år vurderes at være rimelig tid til at indgå kontrakter for 30 procent, og de fleste leverandører forventes at stræbe efter den attraktive rabat, som følger af at indgå flere kontrakter end krævet.

Indførelsen af en bankgaranti som sanktionsmiddel har været nøje drøftet mellem Dansk Industri, Forsvarsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet for at opnå en balance mellem at presse udenlandske leverandører til at lægge ordrer i Danmark og at undgå ekstra omkostninger for Forsvaret i forbindelse med nye anskaffelser.

Med indførelsen af et nyt sanktionsmiddel kan der imidlertid opstå et direkte økonomisk mellemværende mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen og de udenlandske leverandører. Der vil i princippet kunne komme betydelige økonomiske interesser i spil vedrørende bankgarantien.

Hvis en bankgaranti mod forventning indfries, er hensigten at anvende midlerne til først at dække Erhvervs- og Byggestyrelsens udgifter til administration af industrisamarbejdsaftalerne og dernæst i henhold til lovens § 3 til at etablere forsknings- og udviklingsaktiviteter, som har til formål at fremme opfyldelsen af fremtidige forsvarsmaterielbehov for forsvaret .

Fornøden finansiel hjemmel til anvendelse af eventuelle indtægter fra bankgarantierne i overensstemmelse med ovennævnte vil blive søgt ved optagelse på Finansloven.

For at sikre, at der indgås industrisamarbejdsaftaler, vil Forsvarsministeriet i kontrakterne med udenlandske leverandører gøre opmærksom på, at det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, at der forinden skal være indgået en industrisamarbejdsaftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen, og at denne kan indeholde krav om en bankgaranti.

Gennemførelsen af industrisamarbejdsaftalerne, herunder træk på stillede bankgarantier, forudsætter tillige, at der føres kontrol med, hvilke kontrakter, der indgås, og hvordan de opfyldes. De danske forsvarsrelaterede virksomheder, der vil komme til at nyde godt af industrisamarbejdsaftalerne, vil derfor blive pålagt at afgive de for kontrollen fornødne oplysninger. Den foreslåede formulering giver ministeren hjemmel hertil.

Industrisamarbejdet er erhvervsfremme. Hensigten er at sikre den danske forsvarsrelaterede industri ordrer på et marked, som det kan være særdeles vanskeligt for de i en international sammenhæng mindre danske virksomheder at trænge ind på. En understregning af det erhvervsfremmende i industrisamarbejdet ses af, at den politiske aftale mellem økonomi- og erhvervsministeren, forsvarsministeren og Dansk Industri indebærer muligheden for etablering af forsknings- og udviklingsaktiviteter, som har til formål at fremme opfyldelsen af fremtidige forsvarsmaterielbehov for forsvaret .

Gennemførelsen af industrisamarbejdet involverer både Erhvervs- og Byggestyrelsen og Forsvarsministeriet, samt danske virksomheder. De krav, der ved kontraktindgåelse om forsvarsmateriel skal stilles til de udenlandske leverandører og til de danske virksomheders afgivelse af oplysninger om opfyldelse af aftaler om industrisamarbejde, vil blive nærmere fastlagt i en bekendtgørelse for så vidt angår de danske virksomheders pligter, og i et cirkulære for så vidt angår myndighedernes pligter.

Da den gældende erhvervsfremmelov ikke i sine forarbejder har taget højde for industrisamarbejdet, er det hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes en udtrykkelig lovhjemmel for ministeren til at fastsætte regler for danske myndigheders medvirken i industrisamarbejdet med udenlandske leverandører og til at pålægge berørte danske virksomheder at afgive de oplysninger, der skal til for at føre kontrol med overholdelsen af reglerne. Lovforslaget indeholder disse hjemler i den foreslåede § 6 a, stk. 1, for så vidt angår hjemlen til at fastsætte regler for danske myndigheders medvirken, og i stk. 2 for så vidt angår regler for virksomhedernes oplysningspligter.

Den seneste større ændring af erhvervsfremmeloven blev foretaget i 2002, hvor formålet med loven blev omformuleret, bl.a. i lyset af den ressortomlægning, som regeringen gennemførte i forbindelse med sin tiltræden, og i lyset af etableringen af Danmarks Erhvervsråd.  

Ad b. Betaling for akkrediteringsydelser.

Lovforslaget rummer tillige en justering af den gældende lovs bestemmelse om fastsættelse af betaling for ydelser i medfør af loven. Justeringen har sin baggrund i de ændringer af erhvervsfremmeloven, der blev foretaget i 2002. Her blev muligheden for udlægning af opgaverne vedrørende akkreditering og metrologi til en privat organisation indskrevet i loven.

Denne mulighed er blevet udnyttet ved at lægge disse opgaver ud til den private erhvervsdrivende fond, Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond (fonden). Formålet hermed var at få et dansk akkrediteringsorgan, som skulle virke på markedsvilkår, hvilket bl.a. forudsatte en markedsbaseret prisfastsættelse af fondens akkrediteringsydelser, hvor der blev taget hensyn til omkostningsudviklingen samt prisfastsættelsen ved konkurrerende akkrediteringsorganer.

Rigsrevisionen har i Beretning til statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet for 2002 (november 2003) kritiseret, at det foreliggende hjemmelsgrundlag til at fastsætte gebyrer med enten under- eller overdækning i forhold til udgifterne med at løse myndighedsopgaven ikke er tilstrækkelig klart, særligt fordi der ikke sondredes mellem "driftsopgaver", der er frivillige ydelser, der sælges på markedsvilkår, og "myndighedsopgaver", der er fastlagt i en resultatkontrakt. På det grundlag foreslås § 13 ændret, så det gøres klart, at betaling for akkrediteringsydelser ikke er gebyrer med et fiskalt sigte (myndighedsopgaver), men betaling for serviceydelser på et kommercielt (markedsbestemt) grundlag (driftsopgaver), hvor prisen modsvares af ydelsen.

Formålet er således at skabe en klar og utvetydig hjemmel for fonden til at tage betaling for sine akkrediteringsydelser på et kommercielt grundlag.

Akkrediteringsydelser kan f.eks. være akkreditering af laboratorier til at udføre teknisk prøvning eller det kan være akkreditering af certificeringsorganer til at certificere virksomhedernes kvalitetsstyringssystemer. Generelt er akkreditering med til at skabe tillid i den europæiske og globale handel og er dermed med til at sikre fri handel over landegrænserne.

I modsætning til driftsopgaverne i forbindelse med levering af akkrediteringsydelser står myndighedsopgaverne, som udgør de ydelser, fonden leverer til Sikkerhedsstyrelsen, f.eks. i forbindelse med deltagelse i det internationale samarbejde på akkrediteringsområdet, hvor fonden repræsenterer Sikkerhedsstyrelsen. En anden myndighedsopgave kan være, at Sikkerhedsstyrelsen varetager et myndighedsområde efter aftale med andre myndigheder, hvor aftalen indebærer, at Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte betaling for disse ydelser. Som eksempler herpå kan nævnes aftalerne med Miljøministeriet henholdsvis Fødevareministeriet om varetagelse af den såkaldte GLP-inspektion, dvs. registrering og inspicering af laboratorier, der er tilmeldt ordningen for god laboratoriepraksis på de respektive områder, jf. den gældende lovs § 10, stk. 1, sidste punktum. Lægges sådanne opgaver ud til fonden, vil betaling for disse ydelser skulle følge statens regler for prisfastsættelse, det vil sige, baseres på de langsigtede gennemsnitsomkostninger over en given periode.

Desuden foreslås det præciseret, at Sikkerhedsstyrelsen skal aftale rammerne for den kommercielt baserede betaling med fonden. Dette sker med henblik på at sikre, at der tages rimelige priser for fondens akkrediteringsydelser. Hertil kommer et generelt konkurrence­hensyn, og at fondens prissætning også vil blive påvirket af, at det står købere af akkrediterings­ydelser frit for at købe disse hos udenlandske akkrediteringsorganer.

Den henvisning, der i den gældende lovs § 13, stk. 2, findes til § 11, der vedrører metrologi, er ikke medtaget i den foreslåede reformulering af § 13, stk. 2, fordi der her er tale om almindelige myndighedsopgaver, som til forskel fra akkrediteringsydelserne ikke kan til- eller fravælges af virksomhederne. Her er opkrævning af betaling under alle omstændigheder omfattet af de almindeligt gældende regler for opkrævning af gebyrer, det vil sige, at de skal følge statens regler for prisfastsættelse.

Som tilfældet er for den gældende erhvervsfremmelov skal den foreslåede ændring ikke umiddelbart gælde for Færøerne og Grønland, men i loven er indsat en bestemmelse, der muliggør ikraftsættelse for de to landsdele i det omfang, det efter aftale med de færøske og grønlandske hjemmestyrer skønnes hensigtsmæssigt. Det kan navnlig tænkes for bestemmelsen vedrørende kommerciel betaling for akkrediteringsydelser. De fleste af de ministerielle bekendtgørelser, som er udstedt med hjemmel i erhvervsfremmeloven med henblik på gennemførelse af akkreditering og metrologi, er sat i kraft for Færøerne og Grønland.

2. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat og kommuner.

I forbindelse med industrisamarbejde indføres bankgarantien som sanktionsmiddel, men vilkårene udformes således, at der for en seriøs leverandør er tid til at opfylde industrisamarbejdsaftalen, inden bankgarantien skal trækkes. Der er i alt to år til at indgå kontrakter med danske virksomheder for 30 % af den samlede forpligtelse, og det forventes ikke, at der vil komme indtægter fra bankgarantiinstrumentet.

Selv om der ikke forventes træk på de stillede bankgarantier, må der ikke desto mindre påregnes udgifter til bistand i forbindelse med eventuelle tvister om at stille og i sidste ende trække bankgarantierne, herunder f.eks. ekstern juridisk bistand mv. Beløbet forventes at udgøre ca. 200.000 kr. årligt og afholdes i første omgang inden for den bestående ramme.

Hvis der mod forventning kommer indtægter fra bankgarantiinstrumentet, vil disse reducere eller eliminere Erhvervs- og Byggestyrelsens udgifter til administration af industrisamarbejdsaftalerne og øvrig drift heraf. Tidligere afholdte udgifter til bistand mv. dækkes også af eventuelle indtægter fra bankgarantiinstrumentet. Eventuelle trækninger af bankgarantier vil tidligst kunne ske første gang i 2006.

Til administration af industrisamarbejdsaftalerne anvendes for tiden 3,5 årsværk. Den løbende administration af de stillede bankgarantier forventes at nødvendiggøre 0,1 ekstra årsværk, der vil blive afholdt inden for den bestående ramme.

Såfremt der opstår tvister om at stille og trække bankgarantierne, skønnes det at ville nødvendiggøre op til 1 ekstra årsværk. Eventuel støtte til forskning og udvikling som følge af trukne garantier skønnes maksimalt at ville nødvendiggøre 1 ekstra årsværk. Omkostningerne som følge heraf forventes at kunne finansieres af bankgarantiindtægterne.

Forslaget vedr. kommerciel betaling for akkrediteringsydelser får ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, amter eller kommuner.

3. Erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Det må forventes, at de lovfæstede regler med skærpede sanktionsmuligheder vil forbedre branchens muligheder for at få gennemført industrisamarbejdet hurtigere end hidtil og inden for de i industrisamarbejdsaftalerne fastsatte frister. Hvis der mod forventning trækkes en bankgaranti, vil etablering af forsknings- og udviklingsaktiviteter, der kan fremme opfyldelse af fremtidige materielbehov i forsvaret, styrke branchens konkurrenceevne.

Ændringsforslaget vedr. betaling for akkrediteringsydelser forventes ikke i sig selv at indebære erhvervsøkonomiske konsekvenser. Det må dog forventes, at fonden vil tilpasse sine priser til markedsvilkår efter kommercielle prin­cipper. Der er alene tale om betaling for akkrediteringsydelser, som virksomhederne indkøber på et frivilligt grundlag efter eget valg.

4. Miljømæssige konsekvenser.

Lovændringen forventes ikke at få miljømæssige konsekvenser.

5. Administrative konsekvenser for borgerne.

Lovændringen vil ikke få administrative konsekvenser for borgerne.

6. Forholdet til EU-retten.

Industrisamarbejde er omfattet af art. 296, der giver landene hjemmel til at træffe foranstaltninger, der ellers ville være uberettiget i medfør af andre bestemmelser i EF-traktaten, herunder regler om udbud og statsstøtte.

Hvis der mod forventning ser ud til at komme indtægter fra bankgarantiinstrumentet og en eventuel støtte til forskning og udvikling som følge af indfrielser af bankgarantier rettet mod forsvarsrelaterede virksomheder bliver relevant, vil der forinden være blevet udarbejdet bestemmelser i form af en bekendtgørelse med hjemmel i den gældende erhvervsfremmelovs § 6 for en sådan ordning. Denne ordning vil inden dens ikrafttræden blive anmeldt til Europa-Kommissionen efter reglerne om statsstøtte, uanset at ordningen vil blive administreret inden for de til en hver tid af Europa-Kommissionen fastsatte rammebestemmelser for støtte til forskning og udvikling.

Lovændringen for så vidt angår muligheden for, at Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond kan tage en forretningsmæssig betaling for sine ydelser vedrørende akkreditering, har ingen EU-retlige aspekter.

7. Høring.

Forslaget har været i høring hos: Akademikernes Centralorganisation (AC), Advokatsamfundet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service (AHTS), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Byg, Certificerende Organers Forum (COF), Civiløkonomerne, CO-industri, Erhvervsankenævnet, Danmarks Eksportråd, Danmarks Erhvervsråd, Danmarks Forskningsråd, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Forening til Fremme af Opfindelser (DAFFO), Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Managementråd, Danske Entreprenører, Daniamet, Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond, Erhvervsankenævnet, Eurolab, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Forskerparker, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, HTS, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen, IFV, Landbrugsrådet, LO, PAR-F.R.I, VækstFonden, Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Rigsrevisionen, Skatteministeriet og Udenrigsministeriet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I den foreslåede § 6 a bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte regler om indgåelse og indhold i industrisamarbejdsaftaler, der skal indgås mellem en udenlandsk leverandør af forsvarsmateriel til forsvaret og den danske stat (Erhvervs- og Byggestyrelsen) i forbindelse med forsvarets indkøb af forsvarsmateriel. Når en udenlandsk leverandør af forsvarsmateriel har opnået en ordre hos forsvaret, skal den udenlandske leverandør forinden have forpligtet sig til at placere ordrer hos danske forsvarsrelaterede virksomheder for et beløb, der svarer til ordresummen på leverandørens kontrakt med forsvaret vedrørende forsvarsmateriel.

Bemyndigelsesbestemmelsen, som foreslås i § 6 a, stk. 1, giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler, der vil blive udstedt i form af et cirkulære. Cirkulæret angiver hvilke krav, der skal stilles til indholdet af industrisamarbejdsaftalerne i forhold til danske myndigheder. Reglerne vil svare til indholdet i de nuværende administrativt fastsatte retningsliner, hvor der i visse sammenhænge stilles krav om bankgarantier fra de udenlandske leverandører til sikkerhed for opfyldelse af deres forpligtelser efter industrisamarbejdsaftalen.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 a, stk. 2, der bemyndiger ministeren til at kræve oplysninger, skal sikre, at de indgåede industrisamarbejdsaftaler overholdes. En forudsætning for gennemførelsen af denne kontrol vil være, at de virksomheder, der kommer til at nyde godt af industrisamarbejdsaftalerne gennem modtagelse af ordrer fra de udenlandske leverandører af forsvarsmateriel, pålægges pligt til at afgive oplysninger om modtagelse af ordrer og afviklingen heraf. Disse regler vil blive udstedt i en bekendtgørelse.

Til nr. 2

I forbindelse med udlægning af bl.a. varetagelsen af akkreditering til Den danske Akkrediterings- og Metrologifond (fonden) i 2002 blev det forudsat, at fonden kunne opkræve kommerciel betaling for de akkrediteringsydelser, der efterspørges af erhvervslivet. Rigsrevisionen har imidlertid vurderet, at det foreliggende hjemmelsgrundlag til at fastsætte gebyrer med enten under- eller overdækning i forhold til udgifterne forbundet med at løse opgaven ikke er tilstrækkelig klart. Det er således nødvendigt mere præcist at klargøre, at betaling for akkrediteringsydelser ikke er gebyrer med et fiskalt sigte, men betaling for serviceydelser på et kommercielt (markedsbestemt) grundlag, hvor prisen modsvares af ydelsen.

Ændringen af ordlyden i § 13, stk. 2, og tilføjelsen af et nyt stk. 3, skal derfor sikre en klar lovhjemmel til, at fonden kan tage en markedsbaseret betaling for driftsopgaverne i forbindelse med levering af akkrediteringsydelser, hvor prisfastsættelsen kan følge kommercielle principper i stedet for de statslige regler om gebyrfastsættelse. Der er således alene tale om betaling for akkrediteringsydelser, som erhvervslivet efterspørger på et frivilligt grundlag, når det er en fordel for virksomhederne, men som ikke er obligatoriske for virksomhedsudøvelsen. Akkreditering bidrager således til at øge virksomhedernes markedsværdi ved at gøre dem mere konkurrencedygtige.

Henvisningen til § 11 om metrologiydelser er udtaget af § 13, stk. 2. Dette skyldes, at prisfastsættelsen for metrologiydelser, som er traditionel myndighedsudøvelse, skal følge de statslige kalkulationsregler. Der er ingen kommercielle hensyn at tage her, eftersom metrologiydelser ikke kan til- eller fravælges af virksomhederne.

Rammerne for fastsættelse af den kommercielle betaling for akkrediteringsydelserne skal i øvrigt aftales mellem Sikkerhedsstyrelsen og fonden, således at det sikres, at der tages en rimelig betaling for disse ydelser. Denne bestemmelse er indsat under hensyntagen til, at akkrediteringsydelserne udbydes af forholdsvis få virksomheder. I Danmark er det af danske virksomheder kun fonden, som sælger akkrediteringsydelser på et kommercielt grundlag, mens der i nogle af de større EU-lande findes mere end én udbyder af akkrediteringsydelser. Selv om det står danske virksomheder frit for at købe de ønskede akkrediteringsydelser hos fondens udenlandske konkurrenter, er der dog tale om et så begrænset marked, at rammerne for prisfastsættelsen bør aftales mellem fonden og Sikkerhedsstyrelsen.

Til nr. 3

Den gældende formulering af straffebestemmelsen omfatter ikke efter sin ordlyd de berørte virksomheders undladelse af at efterleve pligten til at afgive de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre kontrollen med opfyldelse af industrisamarbejdsaftalerne mellem de udenlandske leverandører og Erhvervs- og Byggestyrelsen. Den foreslåede formulering af det nye stk. 2 i § 14 (straffebestemmelsen) fastsætter, at undladelse af at overholde oplysningspligten kan straffes med bøde. Det svarer til de allerede gældende bestemmelser, hvorefter afgivelse af urigtige oplysninger eller fortielse af oplysninger af betydning for en sags afgørelse også kan straffes med bøde.

Den gældende lovs § 14, stk. 2 til 3, bliver herefter til stk. 3 til 4. Det indebærer, at muligheden, som findes i det nugældende stk. 2 for at pålægge selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter kap. 5 i straffeloven, også omfatter de selskaber, der nyder godt af industrisamarbejdsaftalerne i form af modtagelse af ordrer fra de udenlandske leverandører af forsvarsmateriel.

Ligeledes vil det nugældende stk. 3, der bliver stk. 4, hvorefter der i regler, der udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse, også omfatte de selskaber, der nyder godt af industrisamarbejdsaftalerne i form af modtagelse af ordrer fra de udenlandske leverandører af forsvarsmateriel.

Til § 2

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2005.

Til § 3

Industrisamarbejdet har ingen relevans for Grønland og Færøerne, hvorimod bestemmelsen vedr. kommerciel betaling for akkrediteringsydelser har det, eftersom de gældende bekendtgørelser om akkrediteringsydelser allerede er i kraft i Grønland og på Færøerne.