Skriftlig fremsættelse (20. oktober
2004)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og
funktionærer (ophævelse af
revisionsbestemmelsen)
(Lovforslag nr. L 40).
I forbindelse med ændringen af reglerne
om konkurrence- og kundeklausuler for funktionærer i 1999
blev der indsat en bestemmelse om, at reglerne skulle revideres
senest 1. juni 2001. Formålet hermed var at vurdere effekten
af ændringerne efter, at de havde virket et par år, og
om nødvendigt at foretage justeringer i reglerne.
Efter konsultationer med arbejdsmarkedets
parter viste det sig imidlertid, at der ikke inden udløbet
af revisionsfristen var tilstrækkeligt grundlag for at
vurdere reglernes effekt. Revisionsfristen blev derfor udskudt til
1. oktober 2004.
Regeringen nedsatte i efteråret 2003
udvalget om konkurrence- og kundeklausuler med deltagelse af LO,
AC, Ledernes Hovedorganisation, Danske Sælgere, FTF, DA,
HTS-I, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, FA, SALA,
Advokatrådet samt en række ministerier.
Udvalget har udarbejdet en redegørelse,
som er offentliggjort i september 2004.
Et hovedhensyn ved ændringen i 1999 var
at sikre mobiliteten på arbejdsmarkedet og samtidig tage
hensyn til virksomhedernes behov for at kunne beskytte
erhvervshemmeligheder mv.
Det er regeringens opfattelse, at udbredelsen
af de nuværende klausuler ikke synes at hæmme den
generelle mobilitet på arbejdsmarkedet væsentligt, og
at der derfor ikke er behov for nye lovgivningsmæssige tiltag
på området.
I redegørelsen peges der på
forskellige problemstillinger omkring afgrænsning af
klausulernes område, herunder anvendelsen af klausuler
på timelønsområdet. Det er imidlertid
regeringens opfattelse, at disse problemstillinger ikke
løses bedst ved yderligere detaljering af lovreglerne, men
derimod ved større opmærksomhed og information om de
nuværende regler og mulighederne for at udforme klausulen
efter det konkrete behov. Dette gælder måske
særligt timelønsområdet, hvor mange af de
klausuler, der pålægges, formentlig vil være
ugyldige efter de nuværende regler i aftaleloven. Der er
således et udtalt behov for, at såvel arbejdsgivere som
lønmodtagere bliver gjort opmærksom på og
vejledt om de gældende regler. Denne opgave er efter
regeringens opfattelse først og fremmest en opgave for de
relevante organisationer.
Regeringen skal også påpege, at
der allerede i dag i lovgivningen er mulighed for, at parterne selv
kan løse eventuelle problemer ved kollektive overenskomster,
som jo i højere grad kan tilpasses forholdene på de
enkelte områder. Denne mulighed kunne være velegnet til
at fastsætte særlige regler inden for de brancher, hvor
parterne vurderer, at der er et særligt behov, både
inden for og uden for funktionærlovsområdet.
På den baggrund foreslås det, at
konkurrence- og kundeklausulerne bevares i deres nuværende
form, og at revisionsbestemmelsen ophæves.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Tingets velvillige behandling.