Statsrevisorerne: børn og unge, som har begået alvorlig kriminalitet, venter for længe på forbedringsforløb

23.09.2024

Statsrevisorerne kritiserer lange sagsbehandlingstider i indsatsen over for børn og unge, som har begået alvorlig kriminalitet

Børn og unge, der har begået kriminalitet, skal møde en hurtig og konsekvent indsats. Det er målsætningen med lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fra 2019.

En ny beretning fra Rigsrevisionen Indsatsen over for børn og unge, som har begået alvorlig kriminalitet viser, at det samlede forløb fra en anmeldelse af kriminalitet til et barn på 10-14 år påbegynder et målrettet forbedringsforløb tager gennemsnitligt 142 dage. For unge på 15-17 år tager det samlede forløb gennemsnitligt 269 dage. 

Ifølge lovbemærkningerne bør et forbedringsforløb være igangsat 59 dage efter politiets mistanke til et barn (10-14-årige) og 116 dage efter politiets sigtelse af en ung (15-17-årig).  

Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at ingen af myndighederne på Justitsministeriets område efterlever målsætningerne for sagsbehandlingstid over for børn og unge, som har begået alvorlig kriminalitet. 

Konsekvensen af dette er, at perioden fra politiet modtager en anmeldelse om kriminalitet, til barnet eller den unge oplever en konsekvens af kriminaliteten, er væsentligt længere, end det var tilsigtet med reformen. 

Statsrevisorerne kritiserer, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet opfølgning på og viden om kommunernes udmøntning af Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser har været utilstrækkelig og mangelfuld.

Statsrevisorerne hæfter sig desuden ved følgende resultater fra undersøgelsen:

  • Ca. hvert 3. barn eller ung mistænkes eller sigtes for nye kriminelle forhold, mens de venter på, at Ungdomskriminalitetsnævnet træfferafgørelse om en indsats. I 80 % af disse tilfælde er der tale om ny alvorlig kriminalitet.
  • Det samlede forløb, fra en anmeldelse af kriminalitet til barnet på 10-14 år påbegynder forbedringsforløbet, tager gennemsnitligt 142 dage. For unge på 15-17 år tager det samlede forløb, fra anmeldelse til forbedringsforløbet påbegyndes, gennemsnitligt 269 dage. 
  • Ifølge lovbemærkningerne bør et forbedringsforløb være igangsat 59 dage efter politiets mistanke til et barn (10-14-årige) og 116 dage efter politiets sigtelse af en ung (15-17-årig). For de 10-14-årige er der en gennemsnitlig fristoverskridelse på tværs af myndighederne på i alt 42 dage, svarende til 71 %, i forhold til den del af sagsbehandlingen, hvor der er frister. For de 15-17-årige er der en gennemsnitlige fristoverskridelse på i alt 117 dage, svarende til 101 %, i forhold til den del af sagsbehandlingen, hvor der er frister. 
  • Kommunerne bruger i hver 4. sag mere end 3 uger på at igangsætte et forbedringsforløb, selv om forløbet burde igangsættes med det samme efter afgørelsen i Ungdomskriminalitetsnævnet. 
  • En stor andel af de 17-årige, som begår alvorlig kriminalitet, vil ikke kunne nå at få et forbedringsforløb, når den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i et forløb er så langt. Det skyldes, at forbedringsforløbet, herunder alle foranstaltninger, tilsynsmøder og kontrol, ophører, når den unge bliver 18 år.
  • Ungekriminalforsorgen gennemfører langt de fleste tilsynsmøder og kontroller inden for tidsfristerne, men reagerer ofte ikke rettidigt eller slet ikke, hvis barnet eller den unge ikke overholder sit forbedringsforløb. I perioden 2019-2023 har ungekriminalitetsforsorgen ikke reageret rettidigt i 44 % af overtrædelserne. 
  • I 19 % af de sager, som ungekriminalforsorgen skulle have indberettet til Ungdomskriminalitetsnævnet, når barnet eller den unge gentagne gange ikke lever op til aftalerne i forbedringsforløbet, er der ikke sket indberetning.  
     

Rigsrevisionens beretning Indsatsen over for børn og unge, som har begået kriminalitet er blevet behandlet på statsrevisormødet den 23. september 2024.

Find Rigsrevisionens beretning afgivet til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger Indsatsen over for børn og unge, der har begået alvorlig kriminalitet