Statsrevisorerne er tilfredse med statens forvaltning i 2023, men kritiserer enkelte ministerier

12.08.2024

Statsrevisorerne har den 12. august 2024 afgivet beretning nr. 19/2023 om revisionen af statens forvaltning i 2023

Beretningen handler om 39 revisioner, som Rigsrevisionen har gennemført i 2023.
Formålet med revisionerne er enten at vurdere, om et ministerium efterlever udvalgte regler, eller at vurdere, om et ministerium har systemer og processer, der understøtter en sparsommelig, produktiv eller effektiv forvaltning.
Beretningen har været behandlet på statsrevisormødet den 12. august 2024. Statsrevisorerne finder det …

Statsrevisorerne finder det tilfredsstillende, at ministerierne har forvaltet i overensstemmelse med reglerne i 23 udførte juridisk-kritiske revisioner, og at ministerierne har understøttet en sparsommelig, produktiv eller effektiv forvaltning i 16 udførte forvaltningsrevisioner. 

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at der har været regelbrud eller mangler i Skatteministeriets inddrivelse af gæld, i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris styring af it-projektet DIX samt i Justitsministeriets, Indenrigs- og Sundhedsministeriets, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris, Transportministeriets og alle 5 regioners forvaltning af fratrædelsesaftaler. 

  • Statsrevisorerne har særligt hæftet sig ved følgende: 
  • Skatteministeriet har ikke administreret tilstrækkeligt i overensstemmelse med en særlig forældelsesregel for underholdsbidrag, og det har taget for lang tid at afklare, hvilke konsekvenser den utilstrækkelige administration har for forældelsen af gæld til inddrivelse.
  • Skatteministeriets inddrivelsessystem PSRM er baseret på en applikation, som leverandøren stoppede med at udsende fejlrettelser til og sikkerhedsopdatere i februar 2024. Ministeriet har ikke i tilstrækkeligt omfang analyseret risici og konsekvenser ved fortsat at bruge applikationen. Skatteministeriet har kendt til problemet siden 2021, men har ikke en moderniseringsplan for applikationen.
  • 4 ministerier og alle 5 regioner overholder ikke reglerne i halvdelen af de 98 fratrædelsesaftaler, som Rigsrevisionen har gennemgået.
  • It-projektet DIX skal digitalisere Fødevarestyrelsens udstedelse af ca. 120.000 eksportcertifikater om året. DIX er forsinket med 3 år, har ikke indfriet projektets målsætninger og har kostet mere end dobbelt så meget som planlagt. Projektet medfører, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris omkostninger til at udstede certifikater stiger med 9,3 mio. kr. om året fra 2025. 

Se hele beretningen og kort fortalt her 

Deltagere i statsrevisormødet:
Mette Abildgaard (KF), Leif Lahn Jensen (S), Mikkel Irminger Sarbo (RV), Serdal Benli (SF), Lars Christina Lilleholt (V)

Afbud fra:
Monika Rubin (M)