Vejledninger til Dokumenter
Hjælp til søgning og fremfinding af dokumenter på Folketingets hjemmeside er samlet på disse sider.
Området »Dokumenter« her på hjemmesiden dækker især over de parlamentariske dokumenter. Det er de dokumenter, der stammer fra lovgivningsprocessen og fra Folketingets kontrol med regeringens arbejde.
Men der findes også andre typer dokumenter på hjemmesiden, som f.eks. de mange formidlingssider om folkestyret og Folketingets arbejdsform, nyheder, medlemmernes profilsider og udvalgenes og delegationernes sider.
Den globale søgning kan bruges til at fremfinde alle typer indhold, hvorimod f.eks. dokumentlister og kvikopslag kun kan bruges til at finde parlamentariske dokumenter.
Hvad er parlamentariske dokumenter?
Når man taler om parlamentariske dokumenter, menes der de særlige dokumenter, der produceres som en del af lovgivningsprocessen og kontrollen med regeringen. Det er det arbejde, der foregår i Folketingssalen og i Folketingets udvalg.
Betegnelsen parlamentariske dokumenter dækker over følgende dokumenttyper:
- Lovforslag
- Beslutningsforslag
- Forespørgsler
- Redegørelser
- Forslag til vedtagelse
- § 20-spørgsmål
- Referater
- Afstemninger
- Udvalgsspørgsmål
- Udvalgsbilag
- Aktstykker
- Statsrevisorernes sager
- Kommissionsforslag
- Rådsmøder
Hvor mange parlamentariske dokumenter er der?
Der produceres hvert folketingsår mange parlamentariske dokumenter. I Folketingets database ligger p.t. over 1,7 millioner dokumenter. Alle disse dokumenter har et unikt nummer, men kender du ikke det præcise nummer, er du nødt til at finde det på en anden måde.
Du kan her på hjemmesiden finde parlamentariske dokumenter tilbage til folketingsåret 1985-86. For de ældste samlinger findes der ikke dokumenter i fuld tekst, men du kan søge i titel og resumé.