Spm. nr. S 51

3) Til beskæftigelsesministeren af:

Victoria Velasquez (EL):

Vil ministeren være med til at forbedre mulighederne for at hjælpe ansatte og tidligere ansatte, som har varetaget et højrisikojob i staten, og som efterfølgende rammes af bl.a. ptsd?

Værsgo.

Der er en lang historik i det her, og jeg stiller spørgsmålet nu: Vil ministeren være med til at forbedre mulighederne for at hjælpe ansatte og tidligere ansatte, som har varetaget et højrisikojob i staten, og som efterfølgende rammes af bl.a. ptsd?

Ministeren.

Det er en uhyre vigtig dagsorden, og jeg vil rigtig, rigtig gerne, at vi taler videre om, hvordan mennesker, der bliver syge af at gå på arbejde og for nogles vedkommende i så alvorlig grad, at man bliver ramt af ptsd, får bedre og hurtigere hjælp. Jeg er rigtig glad for, at ordføreren rejser det. Jeg er også rigtig glad for, at vi har mennesker, der hver eneste dag arbejder for bedre vilkår i forhold til det her. Det berører mig, hver eneste gang jeg hører de der beretninger om mennesker, der ikke bare bliver syge af at gå på arbejde, men bliver varigt og rigtig alvorligt syge, så det sætter sig ikke bare i deres egen livskvalitet, men også i familielivet og i deres evne til overhovedet nogen sinde at kunne arbejde igen.

Så det her er en alvorlig hændelse at komme ud for. Jeg har det sådan, at alle arbejdsgivere over hele landet bør gøre alt, hvad man kan, for at forebygge, at det sker. Vi ved desværre, at det kan vi ikke kommet fuldstændig i mål med, og derfor er der et lige så stort behov for, at man, når skaden så alligevel sker, går hurtigt og målrettet ind. Vi er nået rigtig langt med hensyn til at diskutere forebyggelse, men der er fortsat også brug for diskussionen på den anden side, hvor hjælp er afgørende for det enkelte menneske.

Spørgeren.

Mange tak for svaret. Jeg vil også gerne kvittere for, at ministeren forud for det her spørgsmål mødtes med nogle af dem, som er i Folketingssalen lige nu. Det er Ole, der er ptsd-ramt betjent, og Tommy, som er ramt på sjælen, desværre også med ptsd. Noget af det, som jeg har lovet dem at tage med herind i salen, er, at det giver så meget mening for den enkelte og for familien, men også for hele vores samfund, at vi får sikret et hurtigere og mere professionelt behandlingsforløb. Det er givende for den enkelte og for familien, for vi ved, at desværre er de familier, hvor den ene er ramt af ptsd, familier med megen konflikt. De er overrepræsenteret i skilsmissestatistikker, og vi ved endnu mere, bl.a. også, at børn kan arve ptsd, så det er så alvorligt. På samme måde mister dem på arbejdspladsen en god kollega, og som samfund mister vi jo også en, som før havde mulighed for at være med på arbejdsmarkedet, og hvorfor? Det er, fordi man har løst en opgave, som vi i det offentlige har sagt at vi har brug for, enten som politibetjent, som fængselsbetjent eller som brandfolk. Man har passet på alle os, og derfor er noget af det mest uretfærdige, jeg overhovedet kan komme i tanke om, at vi så ikke passer på dem.

Er det så for dyrt at hjælpe dem? Det kunne man spørge om. For vi ved jo allerede, hvor god en hjælp det er for veteranerne med det arbejde, vi har sikret dér. Der er mit svar to ting. Det ene er, at det er for dyrt at lade være. Det andet er, at vi heller ikke kan være bekendt at sende regningen til de enkelte og familierne, for det er det, der sker i dag. Derfor vil jeg rigtig gerne høre Socialdemokratiet, der den 22. juni 2022 har været med til at sige, at vi skal lave en model: Hvor langt er det arbejde? For mens vi bare venter på, hvad der er sket med den beretningstekst tilbage fra juni 2022, er der familier, der venter på at få hjælp, og vi ved, at venter man længere tid, kan man risikere depression. Ni ud af ti, der har ptsd, får depression, så tid er en vigtig faktor her.

Ministeren.

Endnu en gang tak for at rejse det, og også herfra en tak direkte til Ole, Tommy og alle dem, der sidder ved siden af jer, bag jer og rundt om jer, der er ramt af det samme, ofte fordi I er gået på arbejde i nogle jobfunktioner, som vi som samfund har bedt jer om at løse, og som har bidraget til, at vi er det land, vi er, uanset om det er så er at være fængselsbetjent, socialpædagog, de faggrupper, der er repræsenteret deroppe, eller nogle af de andre højrisikofag, vi har.

Det er helt afgørende, at vi får taget bedre hånd om det her. Rigtig meget er et arbejdsgiveransvar, og derfor er der også forskel på, hvad I beretter der er hjælp til. Vi er kommet langt i forhold til veteraner, vi er kommet et stykke hos politiet, og så er der andre faggrupper, som halter mere bagefter, og jeg synes, det er noget, vi skal tale videre om.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for, og det vil jeg rigtig gerne anerkende at ministeren ønsker at vi arbejder videre med. Jeg hørte også ministeren sige indledningsvis, at alle arbejdsgivere burde forebygge på det her område. Derfor vil jeg gerne spørge: Hvad kan vi gøre for at klæde arbejdspladserne bedre på til at blive bedre til at forebygge? Hvad kan vi gøre for at gribe folk, når de bliver ramt? For ingen burde blive syge af at gå på arbejde. Desværre ser vi situationer, hvor der kan ske nogle forfærdelige ting, der gør, at folk så bliver ramt af ptsd alligevel, men hvad kan vi så gøre for at gribe dem, når de bliver ramt?

Ministeren.

Det er et rigtig centralt spørgsmål i den her indsats. Jeg synes i virkeligheden, at nogle af de stemmer, vi så har med, og som selv har været igennem det, kan være med til at bidrage til, hvad der kunne have været forebygget, og hvad man kunne have grebet bedre i det øjeblik, ting sker. Vi ved, der er nogle af de her fag, der er højrisiko, og vi ved også godt, at vi ikke kommer til nogen sinde at kunne forhindre, at man bliver udsat for voldsomme ting i nogle af de her fag. Spørgsmålet er så, om vi kan forebygge det i endnu højere grad. Der har vi f.eks. også diskuteret det løbende i socialpsykiatrien osv. de senere år. Er der en bredere dagsorden dér? Men det gælder også, og ikke mindst, hvordan vi, når der sker en voldsom hændelse, så hurtigt kommer ind og får forebygget, at det sætter sig og bliver til noget, man aldrig kan komme af med igen.

Fru Victoria Velasquez med sit afsluttende spørgsmål.

Tak. Dertil er det spændende spørgsmål så: Hvornår skal vi så drøfte det? Det vil jeg meget gerne have ministeren til at svare på. Et andet spørgsmål er, om ministeren er interesseret i, at vi også kigger på, hvad det er for en sagsbehandling, der møder de mennesker, der bliver ramt af ptsd. Viden viser jo, hvor åndssvagt det er, at man har den her 6-månedersregel, fordi symptomerne godt kan komme efter 6 måneder. Skal vi ikke få kigget på den og få den afskaffet, ligesom vi har gjort det med veteranerne?

Så er det også fuldstændig uværdigt, at man venter 2 år på sagsbehandlingen. Så hvornår skal vi drøfte det, og skal vi ikke også sikre en værdig sagsbehandling?

Ministeren.

Tak, og jeg beklager på forhånd, formand, hvis jeg bliver presset på tid nu, for det er nogle kæmpe spørgsmål, vi lige slutter af med her til sidst. Det gode er, at vi også har lejlighed til at fortsætte den her drøftelse, også politisk. Jeg oplever et Folketing, der også ud over regeringspartierne er klar til at tage de her drøftelser. Det synes jeg i høj grad vi skal gøre. Men der er også noget af det, der ligger uden for Christiansborg, altså at man i Justitsministeriet gør noget for f.eks. betjentene, og at man andre steder gør noget som arbejdsgiver. Vi må aldrig tage arbejdsgiveransvaret væk, men derfor kan vi godt diskutere politisk, hvad rammerne er for det, og også, om der er nogle områder, hvor vi er kommet længere, og som vi kan lære af på andre områder. Det synes jeg i den grad ville være godt.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten og tak til beskæftigelsesministeren.

Jeg byder nu velkommen til udlændinge- og integrationsministeren. Det næste spørgsmål bliver stillet af hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.