Mange tak for svaret. Jeg vil også gerne kvittere for, at ministeren forud for det her spørgsmål mødtes med nogle af dem, som er i Folketingssalen lige nu. Det er Ole, der er ptsd-ramt betjent, og Tommy, som er ramt på sjælen, desværre også med ptsd. Noget af det, som jeg har lovet dem at tage med herind i salen, er, at det giver så meget mening for den enkelte og for familien, men også for hele vores samfund, at vi får sikret et hurtigere og mere professionelt behandlingsforløb. Det er givende for den enkelte og for familien, for vi ved, at desværre er de familier, hvor den ene er ramt af ptsd, familier med megen konflikt. De er overrepræsenteret i skilsmissestatistikker, og vi ved endnu mere, bl.a. også, at børn kan arve ptsd, så det er så alvorligt. På samme måde mister dem på arbejdspladsen en god kollega, og som samfund mister vi jo også en, som før havde mulighed for at være med på arbejdsmarkedet, og hvorfor? Det er, fordi man har løst en opgave, som vi i det offentlige har sagt at vi har brug for, enten som politibetjent, som fængselsbetjent eller som brandfolk. Man har passet på alle os, og derfor er noget af det mest uretfærdige, jeg overhovedet kan komme i tanke om, at vi så ikke passer på dem.
Er det så for dyrt at hjælpe dem? Det kunne man spørge om. For vi ved jo allerede, hvor god en hjælp det er for veteranerne med det arbejde, vi har sikret dér. Der er mit svar to ting. Det ene er, at det er for dyrt at lade være. Det andet er, at vi heller ikke kan være bekendt at sende regningen til de enkelte og familierne, for det er det, der sker i dag. Derfor vil jeg rigtig gerne høre Socialdemokratiet, der den 22. juni 2022 har været med til at sige, at vi skal lave en model: Hvor langt er det arbejde? For mens vi bare venter på, hvad der er sket med den beretningstekst tilbage fra juni 2022, er der familier, der venter på at få hjælp, og vi ved, at venter man længere tid, kan man risikere depression. Ni ud af ti, der har ptsd, får depression, så tid er en vigtig faktor her.