Tak til ministeren for den besvarelse. Som ministeren også nævner, har dyrevelfærdsområdet og den retslige del af dyrevelfærdsområdet jo også været noget, som har optaget regeringens minister, som er ansvarlig for området, nemlig ministeren for landbrug fødevarer og fiskeri. Og som ministeren også siger, har vi for nylig indgået en dyrevelfærdsaftale med regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier, hvor vi netop vil kigge på at øge strafferammen og konsekvenserne ved mishandling af dyr samt den kriminalitet, der er relateret til dyr, som bl.a. er de her hvalpefabrikker, som de specialiserede dyrevelfærdsenheder har været særlig gode til at efterforske.
Så vi var jo også mange, der var meget overraskede over, at der lige pludselig stod det her punkt på finansloven, og at man nu vil skabe usikkerhed omkring dyrevelfærdsenhedernes fremtid. De specialiserede dyrevelfærdsenheder har jo eksisteret siden 2019, og i de 5 år, de har eksisteret, har de opbygget noget særlig viden på området, og der er også blevet skabt et rigtig godt samarbejde mellem de specialiserede dyrevelfærdsenheder og så dyreværnsorganisationerne. Og alle parter beretter om, at de er rigtig glade for det samarbejde, som de har opbygget.
Det ser altså ud, som om der er et rigtig godt fundament at bygge videre på for det specialiserede dyrevelfærdsområde og dyrevelfærdsenhederne. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge ministeren, om ministeren vil sikre – og jeg hører så, at ministeren i svaret siger, at man gerne vil kigge på nogle alternativer, så man måske ikke vil spare på det i år – at man ikke fremadrettet vil lave nedskæringer på det her område, men tværtimod måske tilføre flere ressourcer til området?