Spm. nr. US 6

Tak. For godt et halvt år siden fik jeg en reprimande af Folketingets formand, fordi jeg havde været til begravelsen af Vejle Fjord og kom til at tage et glas med vand med fra Vejle Fjord - som var stendød; der var ikke noget liv. Det må man ikke i Folketingssalen, og det vil jeg hermed gerne offentligt beklage. Jeg har også ladet det blive uden for døren i dag af samme grund.

Så skete der jo det, at statsministeren tog ud at sejle en tur i sommer på Vejle Fjord. Der er blevet lavet nogle akutindsatser for Vejle Fjord, som vi er rigtig glade for, og nu er vi så i gang med at forhandle det, som statsministeren har betegnet som en historisk generationskontrakt, nemlig den grønne trepart. Men det, som min gode kollega fru Pia Olsen Dyhr spurgte om før, var, at der i den aftale, altså den grønne trepart, jo ikke var aftalt, hvilket ambitionsniveau man skulle have for indsatsen.

Så er der efterfølgende kommet tre scenarier for den opfølgning på den gamle landbrugsaftale, vi havde, hvor man kunne vælge tre niveauer: scenarie 1, 2 eller 3. Og bare for Vejle Fjord er forskellen på at tage scenarie 3, som regeringen nu foreslår, 50 t ekstra kvælstof i Vejle Fjord, hvorimod det scenarie 1, som vi andre – SF, Konservative, Radikale Venstre og andre gode kræfter – gerne vil have, altså er 50 t mindre bare i Vejle Fjord.

Det, vi står tilbage med, er, at hvis man gerne vil lave en historisk aftale her – og det har ikke noget med den grønne trepart at gøre; det er jo regeringens politik – kunne vi så ikke få et lidt højere ambitionsniveau, sådan at vi rent faktisk får lavet den oprydning i udledningen af kvælstof, som der skal til?

Det samme kunne jeg spørge om, i forhold til at vi jo har landbrugsaftalen. Vi vil gerne bygge oven på den landbrugsaftale, og det vil den grønne trepart også gerne. Regeringen siger: Ahr, lad os nu bare erstatte landbrugsaftalen og glemme de mål, vi lavede for 3 år siden. Så det er jo ikke nogle detaljer på kvælstofområdet, vi diskuterer her; ellers stod vi heller ikke, hvor vi gør i forhandlingerne. Men det, der forundrer mig, er, at regeringen – og det har jo intet at gøre med parterne – er uenige om det her spørgsmål. Det er et politisk valg, hvor højt vi sætter barren for at redde det danske havmiljø, og kan man forestille sig, at regeringen gik i tænkeboks og overvejede, om ikke det var rigtigt at tage det scenarie, som alle forskere anbefaler, scenarie 1?

Statsministeren.

Men mest af alt – og det er med en vis risiko for, at jeg gentager mig selv – håber jeg jo på, at der snart lander en politisk aftale, som bygger oven på den grønne trepart, som vi indgik før sommer. Og jeg har det selv sådan, at det arbejde, der er blevet lavet der, var så godt – og det, der er forhandlet frem i den grønne trepart, er i øvrigt langt bedre end noget andet, jeg kan huske vi har lavet politisk på det grønne område – at jeg tænkte, for det er sådan, jeg selv har det: Okay, det, de er nået frem til, er så godt, at det kan jeg sætte min underskrift under.

Og så vil jeg egentlig hellere bruge kræfterne nu på at få det til at virke ude i virkeligheden. For lige nu taber vi jo også noget tid. Der er fastsat nogle ret skrappe tidskrav i den grønne trepart. Vi har rigtig, rigtig travlt, for vi er bagefter. Det er jo mange, mange regeringer, og det er mange, mange flertal her i Folketinget, der ikke har løftet opgaven med at passe ordentligt på vores drikkevand. Det gode er, at nu vi enige om, at vi gerne vil gøre mere i fremtiden. Så jeg håber jo på, at vi får den grønne trepart ud at virke, at vi begynder at købe det land, udtage det, få plantet den skov, få det omlagt til biodiversitet og få stoppet den store kvælstofudledning. Så det er sådan, mit temperament er.

Jeg synes, vi har brugt alt for meget tid på at gøre det forkerte på naturområdet. Nu har vi muligheden for at gøre det rigtige. Og så er det klart, at der selvfølgelig altid vil være hjørner – og jeg siger ikke, at det med scenarier er en detalje – hvor man ikke er helt enige. Jeg synes bare, at den grønne trepart er så stærk, at den burde vi kunne blive enige om nu.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at vi i Radikale Venstre drømmer om, at den grønne trepart bliver realiseret. Det er en fantastisk flot vision, og det er også vores egen, ligesom andre partier har været inde på at det er, at tage 400.000 ha land ud. Det er en flot vision. Men derfor skulle den også gerne blive til virkelighed. Hvis det skal ske, er der noget i, hvilke virkemidler vi tager i brug, og hvilket ambitionsniveau vi fastsætter.

Så lad mig prøve at spørge sådan lidt mere direkte: Er vi ikke enige om, at vi bliver nødt til at sikre os, at vi de næste 2 år – altså i 2025 og 2026 – ender med at få en lavere kvælstofudledning, altså en lavere kvælstofudledning og ikke en højere kvælstofudledning, end hvis vi laver en politisk aftale nu? Vi har jo en politisk aftale, hvor der står, at vi gør sådan og sådan, hvis ikke der kommer noget andet. Så hvis vi bare kan have det sigtepunkt i forhandlingerne, at der helst skulle komme mindre kvælstof ud i hovedet på fiskene og faunaen og fjordene end mere kvælstof både i 2025, 2026 og årene frem, og hvis statsministeren kunne give den indikation i dag, så ville det være guidende for nogle forhandlinger, som netop sigter mod det fra vores side i hvert fald.

Statsministeren.

Men forstå mig ret: Den grønne trepart er jo meget større, end hvad der sker de næste par år. Det er jo det, der gør den grønne trepart så stærk, altså at det netop ikke handler om, hvad der sker lige nu eller næste år eller næste år igen, for alle her i Folketinget ved, at vi ikke kommer til at rette op på alle problemerne inden for de næste par år. Det er derfor, den grønne trepart har et langt sigte – et langt sigte – og det er både i forhold til udtagning af jord og opkøb til plantning af skov og i forhold til mindre kvælstof. Det er jo det hele, der er inkluderet, og der er en reel fremtidssikring af den danske natur. Så jeg er ikke først og fremmest optaget af, hvad der sker lige her og nu. Jeg er optaget af, at vi får den grønne trepart i hus med alt, hvad det indebærer. Og så er jeg optaget af, at vi kommer i gang med at få det til at virke. Og vi er meget, meget tæt på at være bagefter tidsplanen, fordi det er et kæmpe arbejde, der skal udføres lokalt, for at de rigtige jorder bliver opkøbt og vi får lavet alle de forandringer af vores natur, som vi gerne vil.

Så jeg synes faktisk, det er et lidt forkert sigte at være optaget af, hvad der primært sker her og nu, i stedet for at se, hvad der er muligt i den virkelighed – for det her er jo ikke kun en vision, det er jo en virkelighed – vi har skabt.

Hr. Martin Lidegaard med et afsluttende spørgsmål.

Der må jeg bare sige, at hvis vi skal nå at være i mål med EU's vandrammedirektiv og god vandkvalitet i 2027, er det ikke ligegyldigt, hvad der sker i 2025 og 2026. Hvis der kommer endnu mere kvælstof ud end i år og sidste år, bliver det umuligt at nå den gode økologiske vandkvalitet. Jeg er da enig i de langsigtede perspektiver, men jeg er ikke enig i, at der ikke skal tempo på, for det skal der, og der skal også ske noget i 2025 og 2026.

Det gælder i øvrigt også gas. Jeg var glad for det, statsministeren sagde om at gøre os fri for russisk gas. Men hvor er vores havvindstrategi efter 2030? Hvor er strategien for udfasning af gas? Hvor er strategien for mere vedvarende energi på land? Hvor er power-to-x-strategien fra regeringens side? Det er også noget, der haster, men som vi ikke ser ske, desværre.

Jeg tror faktisk, jeg er enig med statsministeren på rigtig mange leder og kanter i de grønne visioner, men vi er ikke enige om, hvor hurtigt det skal gå, og vi er ikke enige om det med kvælstof, for det kræver altså også, at der faktisk sker en reel forandring med hensyn til kvælstof, mindre gas, mere vedvarende energi. Det står stille med det danske gasforbrug i øjeblikket, men det burde jo gå ned også næste år og næste år igen.

Statsministeren.

Jeg sagde ikke, det er ligegyldigt, hvad der sker de næste par år. Jeg har jo set rigtig mange landbrugsaftaler, og jeg har også set rigtig meget, der ikke er blevet realiseret. Jeg har også set nogle få andre steder på jordkloden, hvor man har talt om en CO2-afgift på landbruget, men hvor det ikke er blevet til noget. Så ser jeg en grøn trepart, der vil kunne meget mere end noget andet, vi har rørt ved omkring landbrug og natur i Danmark. Jeg synes bare, at perspektivet i det er så meget større, end hvad der sker lige de næste par år. Det betyder ikke, at det er ligegyldigt. Jeg synes bare, perspektivet i det andet er langt, langt større, og jeg håber, det er det, vi holder fast i, for det er mange års forsømmelse, vi er i gang med at rette op på. Og det tror jeg vi kan gøre i fællesskab med den grønne trepart, men det kræver, at vi gør den til virkelighed nu.

Tak for det. Vi siger tak til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Jeg byder nu velkommen til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet.