Spm. nr. US 42

Spm. nr. US 42

Mange tak. Jeg kan i forlængelse af den debat, der lige har været, ikke lade være med at sige, at vi godt nok ville have været et ringe sted økonomisk i Danmark, hvis vi ikke havde haft international arbejdskraft. Opjusteringerne af råderummet gang på gang de seneste år skyldes især, at vi har fået flere dygtige folk til Danmark, der vil lægge skattekroner i Danmark, og som ikke koster noget. Det tror jeg at vi skal være glade for. Så vil jeg også gerne bruge en lille smule tid på at takke statsministeren for hendes besøg i Grønland og det, der tegner til at kunne blive et stærkt grønlandsk-dansk samarbejde. Vi glæder os til at kunne få lagt en egentlig strategi for det næste kapitel i rigsfællesskabets eller rigspartnerskabets historie.

Så vil jeg gerne frem til det egentlige spørgsmål, der tager sit udgangspunkt der, hvor vi sluttede sidst. Der snakkede vi lidt om den her enorme afhængighed, vi stadig væk har af russisk gas, og de 207 mia. euro, som EU samlet har postet i den russiske krigsmaskine siden sidst, hvor vi havde en fælles frustration. Jeg spurgte derfor statsministeren, da vi jo er i den situation, at vi bare i Danmark stadig væk installerer 11 nye gasfyr om dagen – det var tallet i 2024 – og det er det samme i resten af EU. Vi bruger mere naturgas i øjeblikket, end vi plejer. Så spurgte jeg: Er det her noget, man diskuterer i EU, og er det noget, statsministeren tager med til Det Europæiske Råd? Og svaret var nej. Det samme var det, jeg spurgte europaministeren, og det samme var det, da jeg spurgte udenrigsministeren, og det gjorde mig faktisk utrolig trist. Nu var det det sidste spørgsmål, jeg havde den dag, og derfor kunne jeg godt tænke mig at samle op på, hvad der skal til, for at vi lykkes med det her med at forstå sikkerhedspolitik som noget, der ikke kun handler om forsvarspolitik. Det gør det også, men det er jo også noget – det sagde statsministeren også tidligere i dag – der handler om energipolitik, industrialisering og konkurrenceevne, som hr. Alex Vanopslagh nævnte.

Derfor er spørgsmålet: Hvad skal der til, for at den danske regering tager det her op som noget, der er lige så vital sikkerhedspolitik som de øgede forsvarsbudgetter? Det handler jo også om konkurrenceevne i forhold til energipriser og i forhold til den voldsomme udvikling af grøn industrialisering, der sker i Kina, som helt er ved at overhale os indenom. Så hvad skal der til, for at regeringen vil tage det her op på de bonede gulve i EU?

Statsministeren.

Jeg tager det faktisk stort set altid op, vil jeg bare gerne lige sige. Jeg tror, at det, jeg svarede på sidst, var, i forhold til at klima ikke fylder og energi ikke fylder, som det gjorde på et tidspunkt, men det gør ikke, at vi har dæmpet vores ambitioner, og det betyder heller ikke, at jeg ikke er med til at løfte det ind på bordet. For det her er lige så vigtigt, som det har været hele vejen igennem, og jeg deler i øvrigt den radikale leders sikkerhedspolitiske analyse af, at energipolitikken er en af de vigtigste allerallervigtigste søjler. Selv om det er lykkedes at reducere indkøbet fra Rusland – det er det heldigvis – så er vi jo, når vi importerer fra Rusland, med til at finansiere en krig på vores eget kontinent, og det er forkert. Længere er den ikke, det er vi enige om. Og forsyningssikkerhed, både i forhold til vores konkurrencedygtighed og vores virksomheder, men også i forhold til vores forbrugere og dermed også husstandene er jo helt afgørende. Så jeg er ikke uenig i grundanalysen, og i min egen sikkerhedspolitiske analyse og vurdering spiller energipolitikken en vigtig rolle. Det var altså også derfor, at det var vigtigt for mig som dansk statsminister at sikre, at det præcis var på energiområdet, at Danmark fik en kommissær, både fordi vi har meget at bidrage med, men også fordi det er så afgørende. Så man behøver ikke at presse på for, at vi tager det med ind i arbejdet. Jeg tror, det er der, hvor vi stadig væk skal bruge vores energi, og jeg har ikke lyst til at være frustreret som statsminister, men det tager bare så lang tid at få den vedvarende energi sat op i Europa. Og det er altså det, vi skal have knækket: Fra at man får en idé, til at forundersøgelserne er på plads, og til at miljøgodkendelserne og klageretten er på plads, og når man lægger det hele sammen, så går årene, altså år efter år efter år, og vi har ikke ret lang tid til at sikre en stabil, billig og sikkerhedsmæssigt forsvarlig energiforsyning til Europa. Så vi er ikke uenige.

Hr. Martin Lidegaard.

Det glæder mig oprigtigt, at statsministeren tager det her med, især fordi det, der er sket de seneste 5 år, altså siden statsministeren satte sig i stolen som statsminister, jo er, at både Danmark og EU de facto er blevet overhalet af Kina, der i dag står for 70 pct. af verdens samlede produktion af grafit, 90 pct. af verdens samlede produktion af noder til litiumbatterier, 90 pct. af magnetproduktionen og 60 pct. af kobberproduktionen; de er verdens største bilproducent og producerer elbiler, og stort set alle solceller i verden og batterier osv. bliver produceret i Kina. Man har taget et kvantespring. Jeg synes faktisk, at der er taget de rigtige initiativer fra statsministerens side, bl.a. i forhold til det her med Nordsøen. Men når jeg kigger på, hvad der er blevet implementeret, og på, hvad der faktisk er lykkedes, så er udviklingen af VE på land og til vands jo gået fuldstændig i stå, og det siger jeg ikke for at drille, men det er bare en dyb frustration, for det er så tæt knyttet til vores forsvarsindustri og til vores mulighed for at opretholde en stærk industri og konkurrenceevne på europæisk niveau.

Lad mig bringe en anden vinkel ind i det: Siden vi havde diskussionen sidst, har vi foreslået en form for forsvarsunion i forlængelse af Ursula von der Leyens udmelding, hvor hun bl.a. fokuserer på at bruge den forsvarsoprustning til at styrke industrialiseringen, også på de her områder. Er det noget, statsministeren kan se sig selv i, altså at vi prøver at koble de forskellige søjler i industrialiseringen sammen i EU, også til gavn for den her dagsorden?

Statsministeren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår det sidste, men måske får vi en lejlighed til at få det uddybet. Man kan sige, at i forhold til det arbejde, vi er i gang med lige nu på europæisk plan, skal vi jo kunne det hele på samme tid, og det er jo det, jeg i høj grad advokerer for. Vi kan ikke sige, at nu laver vi kun militær oprustning, men vi venter med den økonomiske konkurrenceevne, eller sige: Okay, så tager vi os af konkurrenceevnen og forsvaret, men vi bliver nødt til at vente med at få et stadig mere integreret energisamarbejde. For noget af det, der er udfordringen, er jo, at vores grid, altså hele den underliggende infrastruktur i Europa, simpelt hen ikke er stærk nok, hvilket kommer til at kræve nogle meget, meget store investeringer. Der er ting, der går godt, også herhjemme i forhold til vores egen elforsyning og sådan noget. Det er ikke, fordi der ikke sker noget. Der er meget, der lykkes. Men jeg synes også, at tingene går for langsomt på det her område, og jeg er enig i, at der i de her år er sket det – og det er bestemt ikke noget, jeg bifalder – at Kina har fået en meget, meget fremtrædende rolle i forhold til en række kritiske teknologier, herunder også noget af det, der er rigtig, rigtig vigtigt i forhold til den grønne omstilling. Og lige så farligt det er at være afhængig af Putins gas, lige så farligt er det jo at være afhængig af andres kritiske elementer i vores værdikæde eller i vores forsyning.

Hr. Martin Lidegaard med et afsluttende spørgsmål.

Tak. Lad mig prøve at blive mere konkret. Jeg tror – hvis man skal kigge på de kinesiske erfaringer – at lige så vigtigt det er at udbygge den vedvarende energi, lige så vigtigt er det at få startet elektrificeringen af industrien og af transporten, som det heldigvis går nogenlunde med, men også af varmen for at blive fri for naturgas. Det vil sige, at det at skabe en efterspørgsel, der skal drive den grønne transformation i Europa, er vigtigt. Der tænker jeg, at den industri, vi nu skal til at investere i på forsvarsområdet, jo skal være bæredygtig, og det skal være med priser, som mindst er konkurrencedygtige, og hvor man også skal kunne producere hurtigere. Det er sådan, jeg tænker at man kan koble tingene. Så tænker jeg også – det er jeg lidt interesseret i i forbindelse med mit sidste spørgsmål – at i forhold til det med andre rammevilkår og i forhold til f.eks. at diskutere et øget flerårigt budget for EU og diskutere nogle ting, der faktisk kan få Draghirapporten til at blive til virkelighed, skal der rykkes. Og jeg glæder mig jo over, at statsministeren har rykket sig på EU, i forhold til da statsministeren startede. Det glæder jeg mig meget over. Men det kræver nok også, at man tør have europæiske ambitioner, både når det handler om forsvarsindustrien, og når det handler om den vedvarende energi og elektrificeringen af den øvrige industri, så vi får en efterspørgsel, der kan være med til at drive den her udvikling.

Statsministeren.

Men det er jeg enig i.

Tak for det, og vi siger tak til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Jeg byder nu velkommen til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet.