Spm. nr. US 4

Tak for det. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi også i Det Konservative Folkeparti deler ambitionen om en ambitiøs grøn trepart, særligt i forhold til kvælstof. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Vores vandmiljø er akut truet, og det har vi brug for hjælp til.

Nogle andre, der også har akut brug for hjælp, er forældre, der har passet og mistet deres børn. Tro og håb og rigelig med kærlighed er desværre ikke altid nok. Nogle gange er livet bare så barsk og uretfærdigt, at man næsten ikke begriber det. Jeg må sige, at da jeg forleden læste om Malunas hjerteskærende historie i Avisen Danmark, tog det mig, for Maluna opgav sit arbejde for at passe sit syge barn. Hun gjorde, hvad enhver forælder ville gøre i samme situation, men desværre mistede hun sin søn Theo. Men fordi Maluna selv valgte at passe og pleje sin søn, opfylder hun nu ikke det såkaldte beskæftigelseskrav, og dermed har hun ikke ret til sorgorlov.

Maluna er ikke alene. Hvert år er der faktisk ca. ti familier, der mister et barn, og som ikke har mulighed for at holde sorgorlov, fordi de ikke lever op til det her beskæftigelseskrav, da de selv har passet og plejet deres døende barn og derfor naturligvis ikke har været på arbejde. Det mener jeg er et åbenlyst hul i loven.

Da vi blev klar over i Det Konservative Folkeparti, at det var sådan, det stillede sig, stillede vi også nogle spørgsmål til ministeren, og vi har også siden fremsat forslag om at hjælpe de her familier til deres sorgorlov. Prisen er halvanden million kroner om året, men regeringen har blankt afvist. Derfor er mit spørgsmål helt simpelt: Hvorfor nægter regeringen at hjælpe de her stakkels familier?

Statsministeren.

For det første vil jeg sige som mor, at der ikke er noget mareridt, der er større end tanken om, at man skulle miste sit barn. De her familier har min dybeste, dybeste sympati, og det gælder både i forbindelse med sygdomsforløbet og den forfærdelige situation, det er, i tiden efter man mister et barn. De fleste kommer sig jo aldrig over tabet af et barn. Vi afviser selvfølgelig ikke, at der kan findes en løsning på det her. Jeg tænker, at de fleste gode arbejdsgivere vil finde en vej omkring det her, og er der noget lovgivningsmæssigt, synes jeg da, at vi skal kigge på det, og det kunne vi jo gøre i finanslovsforhandlingerne.

Der bliver jeg jo så bare nødt til at sige, at jeg simpelt hen ikke forstår – jeg sidder jo ikke med ved forhandlingerne – at man vistnok er mere optaget af, apropos hr. Alex Vanopslagh før, sådan at drille regeringen lidt. Så kommer man, og så går man sammen, og man skal vise noget blåt sammenhold. Det sker jo ved bordet, fru Mona Juul. Hvis nu De Konservative bliver ved forhandlingsbordet og siger, at noget af det vigtigste for dem er en sorgorlov, så er jeg sikker på, at vi kan finde en løsning på det.

Fru Mona Juul.

Så hører jeg faktisk statsministeren lægge sig fladt ned og sige, at vi kan finde de halvanden million kroner, for det tror jeg godt vi kan. Der er 30 stk. spindoktorer. Der er masser af millioner kroner, vi kan finde, og lige præcis på det her område ville halvanden million kroner kunne hjælpe ca. ti familier om året. Hører jeg, at statsministeren siger ja til det?

Statsministeren.

Jeg kender af gode grunde ikke teknikken i al lovgivning i vores land. Jeg ved, at det her er en gruppe mennesker, vi skal passe på, for de har passet på deres børn, og de har mistet dem. Vi forhandler meget sjældent en finanslov i Folketingssalen. Som jeg forstår det, er fru Mona Juul på vej væk fra de finanslovsforhandlinger og er mere optaget af et eller andet blåt sammenspil eller modspil – jeg ved ikke, hvad I har gang i i blå blok. Men det er et eller andet parlamentarisk og sikkert også lidt drilleri af regeringen, som man er mere optaget af end at lave en finanslovsaftale. Hvis det her er så vigtigt, som fru Mona Juul i dag siger, det er, så synes jeg, at man skal blive ved bordet, og så synes jeg, at man skal gøre det til et af sine krav ved finanslovsforhandlingerne. Så må vi se derinde, om ikke vi kan finde en løsning på det her.

Fru Mona Juul med et afsluttende spørgsmål.

Vi har i Det Konservative Folkeparti fremsat et beslutningsforslag, der kommer senere på året. Det er jo ved at være længe siden, at vi opdagede det her hul, som vi kalder det, i lovgivningen. Jeg synes på en eller anden måde, at det er meget vigtigt, og at det faktisk taler ind i det, som statsministeren startede med at tale om, nemlig at vi er i en meget udfordret situation i verden.

Men hvad er det så, vi kæmper for? Vi kæmper da for, at vores fællesskab kan tage sig sammen, hjælpe, give en krammer, sørge for, at når vi falder, er der nogen, der griber os, og sørge for, at vi alle sammen står der, når der sker noget, der er så skrækkeligt og så rædselsfuldt. Det har da intet med nogle forhandlinger at gøre. Det har da alt at gøre med, om vi vil finde de 1,5 mio. kr. og hjælpe de cirka ti familier om året, som står i en helt forfærdelig situation. Det må statsministeren kunne svare på uden at skulle blande alt muligt andet ind i det. Vil den her regering finde 1,5 mio. kr. og hjælpe de ti mennesker om året, der bl.a. er Maluna – ja eller nej?

Statsministeren.

Men selv om fru Mona Juul ynder at fortælle historien om, at fru Mona Juul er helt ny i politik og ikke er underlagt de samme restriktioner og regler, som vi andre er, og i øvrigt også er, må jeg forstå, så rig, at fru Mona Juul kan forlade politik med det samme, så ved fru Mona Juul jo godt, at det er i finansloven, vi tilrettelægger vores økonomiske politik.

Man leder ikke et land på beslutningsforslag; man leder et land ved at tage ansvar. Og der, hvor man tager ansvar i dansk politik, er ikke ved at have en råbekonkurrence. Det er ved at gå ind til forhandlingsbordet og blive der og skabe de resultater. Det er, ligegyldigt om det er den grønne trepart, om vi taler danskernes drikkevand, om vi taler et kommende forsvarsforlig, eller om vi taler om en gruppe mennesker, som står i den – sådan tror jeg vi alle sammen har det – sværest tænkelige situation, man kan som forældre.

Men politik skabes nu engang der, hvor politik skabes. Det er ikke i Folketingssalen. Det er slet ikke i aviserne. Det er inde ved forhandlingsbordet. Så hvis det her er så vigtigt, som fru Mona Juul siger, må fru Mona Juul jo blive ved bordet og kæmpe for de her mennesker, ikke bare i ord og retorik, men i rigtig handling. (Mona Juul (KF): Så det var et nej).

Vi siger tak til fru Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti, og jeg byder nu velkommen til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.