Tak for det. Vi står i en verden, som er mere urolig og usikker, end den har været i mange år, og det kræver, at Europa kommer til at stå stærkere. Vi skal stå stærkere værdimæssigt og militært, men også økonomisk. Der er jo en sammenhæng mellem sikkerhedspolitik og den økonomiske politik. Jeg har tidligere sagt, at uden de økonomiske proteiner, er der ingen militære muskler. Derfor er det en bunden opgave, at vi i Danmark ser på, hvordan vi kan opruste ikke bare forsvaret, men også vores samfundsøkonomi og styrke vores konkurrenceevne. Der har vi jo, som det er blevet nævnt herinde, fremlagt en fuldt ud finansieret plan for, hvordan vi kan gennemføre nogle reformer, der styrker dansk konkurrenceevne og gør vores samfundsøkonomi mere robust.
Der har reaktionen fra statsministerens parti, Socialdemokratiet, været, at man sådan fjoller lidt rundt og giver det forskellige barnlige øgenavne – en Rolexreform, og tidligere har man talt om rødvinsreformer – alt imens, som fru Pia Olsen Dyhr påpegede, regeringens skattelettelser er 22 gange større for overklassen så at sige, for de rigeste danskere, end de er for de fattigste danskere: 22 gange større! Der er det noget finurligt noget, at når Socialdemokratiet laver skæve skattelettelser, kan det gå fint hånd i hånd med velfærd, men hvis Liberal Alliance gør det, er det Rolexreformer, og så er det næsten enden på selveste velfærdssamfundet.
Det er et mageløst hykleri, og hvad værre er, så viser det også en mangel på seriøsitet fra statsministerens side, og det bekymrer mig på vegne af Danmark, fordi vi står i en kritisk tid, hvor vi skal opruste vores økonomi og vi skal gøre noget yderligere ved vores konkurrenceevne, så vi står endnu stærkere i fremtiden. Der må man da kunne forvente fra statsministerpartiet, at man ikke bare affejer ethvert sagligt forslag med barnlige øgenavne og kalder det rødvinsreformer eller Rolexreformer. Så kan vi forvente fremover, at vi fra statsministeren ser en lidt mere sådan seriøs tilgang til spørgsmålet om sikkerhed og konkurrenceevne?