Der er masser af kompromiser, når man arbejder sammen med andre politiske partier. Det gælder også mellem Socialdemokratiet og SF. Vi er bestemt heller ikke altid enige i den måde, som SF ønsker at bruge pengene på.
Jeg har ikke noget problem med at stå på mål for kompromiser. Det er ikke sådan, at alle skattelettelser, der er givet, er noget, der er groet i den socialdemokratiske have, men der er nogle, der er, for under den krise, vi befinder os i nu, har danskerne også oplevet en høj inflation og stigende fødevarepriser. Jeg er da rigtig glad for, at vi f.eks. hæver beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere. Det kommer da til at gøre en forskel, at den enlige forsørger står med flere penge imellem hænderne. Jeg er også glad for, at vi har hævet ældrechecken. Det kommer da til at betyde noget for nogle pensionister, at man får penge ind på bankbogen. Jeg er også glad for lønløftet, som betyder, at en social- og sundhedsassistent med nogle års anciennitet i en kommune, der arbejder fuldtid, får et markant løft af lønnen, når vi lægger de offentlige overenskomster sammen med lønløftet.
Der er blå partier i regeringen, som vil sige, at det der med et lønløft ikke er noget, der er groet i deres have. Man laver nogle kompromiser, og det står jeg fuldstændig på mål for, og det kommer jeg også til at gøre fremadrettet, fordi det også er en del af det at tage ansvar, og det er, at man ikke altid får sin vilje, men at man rækker sig ind mod folk, der kan se verden på en anden måde.
Jeg var enig i meget af det, der blev sagt, og jeg synes, at vi igennem coronakrisen viste, hvordan man leder et land igennem en krise, og det gjorde vi sammen, og tusind tak for det. Vi lod jo ikke bare en masse virksomheder gå konkurs, og vi lod jo ikke bare pandemien betyde, at tusindvis af mennesker fik en fyreseddel. Vi gjorde faktisk det modsatte i Danmark. Vi sagde: Det kan da godt være, at der er en pandemi, men vi kommer til at kæmpe imod dens konsekvenser; vi kommer til at redde liv. Det gjorde vi. Tak for det. Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at få virksomheder og erhvervsliv og lønmodtagere og vores velfærdssamfund godt igennem, og det gjorde vi. Vi er et af de lande, der klarede det allerbedst, og vi skal også være et af de lande, der klarer den her krise allerbedst.
Så når Trump indleder toldkrige mod Europa, hvad der er forkert at gøre – jeg er imod det – så kommer vi selvfølgelig til at kæmpe imod med næb og kløer, og jeg kommer til at arbejde solen sort, også hvad det her angår, for at sikre, at hele Danmark kommer godt igennem det her, og det tror jeg vi gør.