Spm. nr. US 30

Spm. nr. US 30

Tak for det. Ja, vi producerer for langsomt; det er der ikke nogen tvivl om. Og selvfølgelig skal forsvarschefen igen lede forsvaret; det giver rigtig god mening. For vi har fået en ny verdensorden. Det er i hvert fald sådan, at alt, hvad jeg er vokset op med og har troet på og også regnet med, er der pludselig vendt op og ned på. Jeg synes, det er en meget svær situation, og det tror jeg også de fleste anerkender. Og jeg anerkender også i høj grad, at det er en svær situation for regeringen med Trump, Grønland og Ukraine; der skal findes mange balancer.

Hvad angår Det Konservative Folkeparti, skal man ikke være i tvivl om, at vi altid går ind i en konstruktiv dialog med regeringen om situationen og de nødvendige løsninger. Også selv om vi mange gange er endog meget uenige med statsministeren, ønsker vi selvfølgelig på alle mulige måder at sikre og styrke vores forsvar og vores sikkerhed i Danmark.

En af de ting, som vi forhåbentlig også skal drøfte i forbindelse med det, er vores forsyningssikkerhed, for det er også sikkerhedspolitik. Og jeg har hørt statsministeren gentage mange gange, at vi skal sørge for at blive uafhængige af Putins gas, men det sker ikke. Vi er ikke uafhængige af fossile brændstoffer, og vi er ikke uafhængige af autokratiers energikilder. Det skal vi simpelt hen have gjort noget ved. Hvorfor sker det ikke? Vi kan se, at vores havvindsprojekter fejler igen og igen, og jeg kan nu se, at regeringen begynder at sænke vores fælles mål. Og dermed sætter man jo reelt set hele den udvikling i bakgear.

Nu skal der så statsstøttemidler til, penge op af lommen igen, som jeg tror vi kan bruge til rigtig mange andre ting. En ting er selvfølgelig, hvor pengene skal komme fra, og det glæder vi os til at se en plan for, men jeg undrer mig bare over, at man bruger præcis det samme argument nu, som da man lukkede åben dør-ordningen med begrundelsen om, at EU ikke vil godkende statsstøttemidler, for at putte statsstøttemidler i havvind. Hvordan kan det hænge sammen? Hvordan hænger det sammen, at man lukker en ordning med den begrundelse og så putter statsstøttemidler i nogle nye ordninger? For hvis det er tilfældet, at vi kan få godkendt det, hvorfor går vi så ikke tilbage til åben dør-ordningen? Der skal vi ikke have penge op af lommen.

Statsministeren.

Er vi helt sikre på, at vi er så uenige om det her med forsyningssikkerheden? Altså, nu vil jeg bare dele noget. (Mona Juul (KF): Bare kom med det). Nogle gange synes man også, det går for langsomt som statsminister. Altså, for jeg oplever egentlig, at vi er relativt mange partier i det danske Folketing, som vil have mere vedvarende energi – ikke kun på grund af klima, men også på grund af sikkerhedssituationen og forsyningssikkerheden – og at det både er partier til højre, til venstre og på midten. Det er jo faktisk en fantastisk situation, og den er ikke i ret mange europæiske lande. Vi er også enige om, at det kræver noget mere hastighed. Jeg tror, vi alle sammen er enige om, at det var træls, at den åbne dør skulle lukkes – det var jo ikke et politisk ønske fra regeringens side; der var nogle, der lukkede den dør for os – ligesom det var træls, at der var tomme kuverter her med udbuddet.

Så vi skal finde en ny vej, og det tror jeg vi kan sammen. Det er jo på en eller anden måde bizart, at den politiske vilje er der, og at den er bred i Danmark, og at der så alligevel er nogle benspænd ind i det her. Jeg kan ikke altid selv lige finde ud af, hvorfor der er de der benspænd, men tingene går så uendelig langsomt. Og derfor er jeg selv nået til, f.eks. på forsvarsområdet, at så må vi fjerne reglerne. For det kan godt være, at der er nogle regler, der fungerer i fredstid, og jeg siger ikke, at vi er i krigstid, men vi er heller ikke mere i fredstid, og måske bliver vi så nødt til at tænke lidt på samme måde, når det kommer til den grønne omstilling og forsyningssikkerheden i forhold til energien. For med det regelsæt, der er nu, kommer vi ikke tilstrækkelig langt.

Men det er egentlig bare for sige, at vi har den politiske vilje til det. Og så vil jeg jeg gerne takke for alvoren, som jeg også hører – nu er der ikke så mange, der har haft ordet endnu – både fra fru Inger Støjberg, fra fru Pia Olsen Dyhr og fra de nordatlantiske mandater. De fleste i Folketinget kan jo godt se, hvor alvorlig en situation vi er i, og der er en tid, hvor vi kan mundhugges osv., og så er der en tid, hvor vi bliver nødt til virkelig at arbejde sammen. Det vil jeg bare gerne takke for, og det er jeg helt sikker på at landet også takker for og at historiebøgerne kommer til at takke for. For det er en svær situation, vi er i, og det er også en farlig situation, og det kræver samarbejde. Det glæder jeg mig til at gøre på forsvarsområdet, men også meget, meget gerne i forhold til forsyningssikkerheden.

Fru Mona Juul.

Jeg tror, at vi, hvad angår forsyningssikkerhed, er kommet til et punkt, hvor vi har klappet lidt for meget af nogle aftaler, inden vi ligesom har set noget. Jeg kan jo forstå, at der er nogle, der er rigtig trætte af solceller, og det er jeg sådan set også, men det er måske bare en nødvendighed i den tid, vi lever i. Men jeg ser heller ikke ret mange af dem, jeg ser heller ikke noget havvind, og jeg ser ikke noget landvind. Jeg ser simpelt hen ikke, at det sker, på trods af at vi netop har lavet nogle gode aftaler. Vi har klappet af dem, og vi har stået det ene og det andet sted og bare syntes, at det har været helt fantastisk, ikke?

Så hvad er det, der gør, at vi har så – og her tillader jeg mig altså at sige, at det er regeringen – så ufattelig lidt succes med vores energiforsyning, som jo nu sikkerhedspolitisk er et kæmpestort problem? Hvordan forestiller statsministeren sig, at vi skal komme i mål og gøre os uafhængige af russisk gas med det tempo, vi har nu, men også med de meget høje priser, som vi er villige til at investere i det, for de penge skal vi bruge til noget andet, tror jeg? Hvad skal vi gøre?

Statsministeren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er det rigtige sted at sætte ind, altså om vi skal have statsstøtte eller ej, for vi må jo bare konstatere, at kuverterne var tomme. Og det er der jo en generel ærgrelse over, for som fru Mona Juul siger, har vi jo lavet en aftale om, at vi gerne vil have mere energi fra havvind. Vi havde sådan set også et ønske om at arbejde sammen med tyskerne i Østersøen, og så bliver der udskrevet et tysk valg, og man når ikke at få al lovgivning på plads. Altså, nogle gange er der jo nogle forsinkelser eller nogle snubletråde udefra, ligesom alting er blevet dyrere, end dengang vi begyndte at lave de her store klimaaftaler, på grund af inflationen osv.

Så der er noget modstand, men hvis den politiske vilje er der, skal vi nok finde en vej. Jeg er ikke selv bange for statsstøtte. Jeg tror, at statsstøtte en gang imellem er nødvendigt, også selv om det måske ikke er vores foretrukne virkemiddel. Så jeg synes, det vil være ærgerligt, hvis det er et spørgsmål om det eller ej. Jeg tror mest af alt, at vi skal bruge vores energi på at få de snubletråde væk, så vi får leveret den energi både til os selv, hvilket det i øvrigt går godt med. Nu skal vi også passe på, at vi ikke fremstiller det, som om vi slet ikke producerer noget energi i Danmark; det gør vi, masser af god grøn energi. Men vi vil jo faktisk også gerne kunne eksportere til andre dele af Europa, som også har brug for den.

Fru Mona Juul for et afsluttende spørgsmål.

Jeg vil bare lige sige, at der blev tilsluttet en kommerciel landvindmølle sidste år og sidste år igen, så det går ikke sådan superhurtigt, vel? Det gør det virkelig ikke.

En af de ting, som jeg har bidt mærke i, er, at vores klimaminister gav et langt interview her i Finans den 5. februar, hvor han måske reelt prøvede at forklare, hvorfor det ikke rigtig er lykkedes, og hvorfor ambitionerne skal skrues alvorligt ned i forhold til havvind, landvind og solceller. Det gør mig meget bekymret, at man begynder at ændre på målsætningerne. Men klimaministeren siger også, og nu læser jeg lige hele citatet op:

»»I formidlingen af politik glemmer folk nogle gange det, der står med småt,« siger han og sender en hilsen til de forligspartier, der har kritiserer regeringens manglende resultater:

»Hvis ikke man har været klar over den præmis, så er man jo dum.««

Så har man altså været dum som vælger eller forligsparti, hvis man ikke hele tiden har vidst, at regeringens ambitioner og aftaler ikke bliver til noget. Ud fra den præmis er jeg jo glad for, at vi i Det Konservative Folkeparti trods alt har tvivlet og været lidt kritiske i forhold til regeringen og de aftaler, vi har lavet. For ministeren bruger ordet dum om de forligspartier, der med rette har kritiseret de manglende resultater. Det synes jeg ikke er fair. Det synes jeg ikke er en ordentlig måde at samarbejde på. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig at vi gjorde; det er ikke et tillidsbaseret samarbejde, og det skal vi have, for det her er alvorligt.

Jeg tror ikke, at statsministeren behøver at kommentere på det. Jeg har bare behov for at sige, at det accepterer vi simpelt hen ikke.

Statsministeren.

Jeg synes bestemt også, vi skal have et tillidsfuldt samarbejde, og jeg hører jo, at de politiske ambitioner er intakte. Så vi må bruge endnu mere, jeg skulle til at sige energi, på at få det her til at virke, når det faktisk er det, vi ønsker os. Og selvfølgelig synes jeg, at vi skal tale ordentligt til, om og med hinanden, hvad enten vi i øvrigt arbejder sammen politisk; nogle gange er vi jo også politiske modstandere.

Lad os aftale det, skulle jeg til at sige. Altså, vi vil jo gerne – det er i hvert fald det, vi har sagt fra regeringens side – sikre, at de næste udbud faktisk ikke kommer med tomme kuverter, altså at der ikke er tomme kuverter, men at vi får havvind op at køre. Og så er det selvfølgelig også vigtigt at sige, at en gang imellem vil vi jo så skulle træffe nogle beslutninger på det her energiområde, som har nogle lokale konsekvenser. Det skal vi tage hensyn, men vi kan ikke blive selvforsynende med grøn energi i Europa, uden at der også kommer noget mere vedvarende energi op at stå.

Vi siger tak til fru Mona Juul.

Så kan vi byde velkommen til hr. Pelle Dragsted.