Tak for det. Jeg vil gerne spørge ind til noget, som jeg synes jeg i stigende grad oplever, og det er sådan en mangel på respekt for dem, der går på arbejde og skaber værdierne i vores samfund.
Inden for de seneste måneder har vi oplevet nye forfærdelige arbejdsulykker. Vi har set folk, der blev begravet i beton, vi har set, hvordan arbejdere er blevet udsat for livsfarlig asbest, også på offentlige byggerier, og i sidste uge så vi så den her dokumentar fra DR »På statens regning«, der viser, hvordan sådan nogle mafialignende udenlandske svindelselskaber snyder og underbetaler deres arbejdere. Det sker ovenikøbet hos selskaber, som vi selv har hyret for skattekroner til at bygge vores hospitaler, broer og andre projekter.
Det allerværste er, at de vinder udbuddet igen, efter at der er sket skandale efter skandale. Jeg synes, at det er helt ufatteligt, at det overhovedet kan foregå. Det er jo ikke, fordi skiftende regeringer ikke har kendt til de her problemer, for vi har jo råbt op om dem i årevis fra Enhedslistens side, og vi har også anvist mange handlemuligheder, og det samme har fagbevægelsen.
Jeg synes, at når jeg så ser den mangel på handlekraft, der er, så er det, som om der er for mange, også her fra Christiansborgs side, der simpelt hen mangler respekt for dem, som står op om morgenen og går på arbejde. Herinde er der sådan en ligegyldighed fra flertallets side i forhold til ikke at være parattil at bruge de redskaber, vi ved virker: sortlistning, id-kort på byggepladserne og kædeansvar, så dem øverst oppe i leverandørkæden får et ansvar og ikke bare kan tørre det af pådem nedenunder.
Så jeg kunne godt tænke mig at spørge sådan principielt: Er statsministeren enig i, at vi i det her samfund og måske også her på Christiansborg mangler respekt for de mennesker, der går på arbejde, skaber værdierne og betaler det meste af skatterne, og at ligegyldigheden simpelt hen er for stor herinde? Og hvis statsministeren er enig, hvilke nye konkrete initiativer vil statsministeren og hendes regering så tage for at beskytte dem, der arbejder under de her horrible forhold?