Nu var det ikke alt, der var korrekt, i det, der blev sagt. Skal jeg karaktergive os selv? Det tror jeg at jeg vil være tilbageholdende med. Jeg glæder mig generelt over, hvor godt det er gået med at bringe os i mål, hvad angår klima, og det er selvfølgelig, kan man sige, blevet endnu stærkere og bedre med den grønne trepart.
Men jeg er rigtig ærgerlig over, at der ikke var noget i kuverterne forleden dag, og det er noget, vi tager meget alvorligt, og det gør vi af hensyn til Danmark. Det er helt rigtigt, at hvis vi skal gøre alt det, vi gerne vil gøre, så har vi behov for at producere mere vedvarende energi, både på land og til vands. Men det er jo også, fordi vi har et havområde, omkring Danmark i særdeleshed Nordsøen, som skal kunne forsyne resten af Europa, hvilket er vigtigt ikke mindst sikkerhedspolitisk – også klimamæssigt, men også sikkerhedspolitisk i forhold til Rusland.
De ansvarlige myndigheder er nu gået i det, vi kalder markedsdialog med de virksomheder, der kunne have budt, og i det hele taget en markedsdialog for at finde ud af, hvad det er, der er årsagen til, at der ikke er blevet budt. Og det kommer vi selvfølgelig til at tage stilling til som regering. Jeg kommer ikke til at aflyse, at vi skal producere mere vedvarende energi, og at vi skal bruge vores havområder.
Så jeg er rigtig, rigtig ærgerlig over det, der er sket. Hr. Alex Vanopslagh får jo også sagt, at der er nogle markedsvilkår, der har ændret sig. Der er mange ting, der er blevet fordyret på grund af inflationen og energikrisen – paradoksalt nok. Så der er nogle vilkår, der er anderledes, end da man laver aftalerne med Folketinget. Men det skal vi jo kunne navigere i.
Så det bedste, jeg kan sige, hvad angår havvind, er, at der er en ærgelse, men også en opsathed på at få det her løst, så vi kan få produceret den vedvarende energi, Danmark og Europa har brug for.