Spm. nr. US 2

Jeg er enig med statsministeren, hvad angår energipolitik og sikkerhedspolitik; det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi har sådan set brug for energien i Europa.

Men jeg vil egentlig spørge til noget helt andet. Da jeg flyttede til København i starten af 1990'erne, kunne man ikke bade i Københavns Havn, som man kan i dag. Da var Københavns Havn fyldt med industriaffald og oliespild, og der var også problemer med spildevand, der blev hældt direkte ud i havnen. Man måtte faktisk ikke bade i havnen. Det er efterfølgende på fantastisk vis blevet muligt. Det viser, at regulering lader sig gøre. Nu kan vi alle sammen bade i havnen – jeg har endda set beskæftigelsesministeren gøre det for nylig i koldt vand.

Men så mangler vi at tage det næste skridt. For spørgsmålet er så, om vi kan finde en fisk, om vi kan finde en blåmusling, eller om vi kan være så heldige, at vi ser noget levende ålegræs. Det handler egentlig ikke så meget om Københavns Havn. Det kunne f.eks. være i Flensborg Fjord, Vejle Fjord eller det fynske øhav. Det er bare for at nævne nogle af de steder, hvor vi er udfordret i forhold til liv i vandet. Og vi er udfordret.

Siden 2000 har EU faktisk anbefalet Danmark at gøre noget ved kvælstofudledningerne fra landbruget, og vi skulle gøre det inden 2027. Vi har haft 27 år til at løse det her problem. SF er kommet med mange forslag, og det lykkedes os faktisk, da vi sad i regering med Socialdemokraterne, at lave en ambitiøs plan, som hr. Lars Løkke Rasmussen lagde i graven med landbrugsaftalen i 2015. Og nu står vi så i en situation, hvor der ikke er noget liv, og regeringen har så lagt tre scenarier frem, hvor det ene scenarie jo ikke løser problemet, men faktisk går i den forkerte retning i forhold til det, der ligger i landbrugsaftalen.

Så jeg vil egentlig bare grundlæggende spørge statsministeren, om statsministeren synes, at situationen ude i vores fjorde, vandløb og hav er god nok.

Statsministeren.

Det var så nok dagens letteste spørgsmål, for nej, selvfølgelig er den ikke det. Det er jo helt åbenlyst problematisk, og jeg tror faktisk ikke, at SF og Socialdemokratiet er så uenige om det. Vi er også, som spørgeren siger, tidligere lykkedes med at gøre nogle ting sammen, og det håber jeg virkelig – jeg skulle til at sige ved gud, men det må man ikke sige i Folketingssalen – også at vi gør i de politiske forhandlinger om den grønne trepart. For der skulle have været gjort noget ved det her for længst. Vi har jo ikke løftet den opgave godt nok i Danmark – ingen nævnt, ingen glemt – og derfor står vi også over for så stor en udfordring, at alle godt ved, at det ikke er noget, vi kan ændre fra den ene dag til den anden.

Det er derfor, den grønne trepart er så fuldstændig fantastisk og unik, for der håndterer vi ikke alene kvælstof og udledninger; vi tager fat på det hele – på køb af jorder, på at få mere skov og mere biodiversitet og på at indføre den første CO2-afgift på landbruget noget sted i verden. De gjorde det godt nok i New Zealand, men kunne så ikke gennemføre det. Her får vi det gennemført, hvis ellers vi får en aftale om det her.

Jeg har faktisk næsten ikke ord for, hvor ærgerlig jeg ville være, hvis vi efter at have fået nogle parter, der aldrig har kunnet møde hinanden i de helt afgørende spørgsmål, til at blive enige før sommer, så ender med ingenting at opnå, fordi Folketinget ikke kan blive enige med hinanden. Naturen har brug for en politisk aftale, der lægger sig oven på den grønne trepart, så vi kan komme i gang med at få det her til at virke. Det haster.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det haster nemlig, og det er jo derfor, jeg er enig med statsministeren i, at den grønne trepart er fantastisk. Den snakker om arealudtag – et ønske, SF har haft siden 1984, tror jeg. Så det, der ligger, er jo helt genialt. Problemet er det, regeringen er kommet med efter treparten, nemlig de tre scenarier, der skal lægges ind i landbrugsaftalen, som handler om kvælstof. Scenarie tre, som regeringen har lagt sig fast på, siger jo meget klart, at vi skal sætte ambitionerne ned, i forhold til hvad vi hælder ud i vores åer, vandløb og fjorde, i forhold til det vi havde oprindelig. Og jeg lytter faktisk til de fire borgmestre, som hedder Tonni, Peter, Hans og Bo, nede fra Sydfyn. De var ude at sige i går aftes på DR, at de er bekymrede for, at situationen nede i det sydfynske øhav bliver værre med scenarie tre end det, der ligger allerede i dag.

Er statsministeren enig med tre socialdemokratiske borgmestre og en SF-borgmester i det, eller er man mere enig med landbruget i, at man skal finde endnu en frivillig ordning, som jo ikke har virket i de tidligere 24 år?

Statsministeren.

Jeg har ikke noget behov for at stå og diskutere med borgmestre i Folketingssalen, men jeg har et behov for at diskutere med Folketingets partier – i virkeligheden ikke her, men inde i forhandlingslokalet. For alle er bekymrede for kvaliteten af vores vand i Danmark, men det er bare nu, vi har muligheden. Og jeg vil gå så langt som til at sige: Hvis det her falder til jorden, hvis ikke det lykkes Folketingets partier, oven på at Danmarks Naturfredningsforening og landbruget og de andre aktører modigt, klogt og fremsynet før sommeren lavede en aftale, og hvis det bliver ødelagt nu, fordi der ikke bliver en politisk aftale, så er det hele jo væk. Så kommer der ikke en ny grøn trepart, så får vi ikke en helhedsløsning, og så får vi ikke den udtagning af jorde. Så selvfølgelig skal vi helt i mål.

Der er altid ting, man ikke er fuldstændig enige om. Men hvis Folketinget ender med ikke at ville lave en aftale om den grønne trepart efter det historiske resultat før sommeren, så kan jeg kun se, at der er én store taber, og det bliver ikke regeringen. Jo jo, så kan man da håne regeringen osv. – fint nok, det lever vi nok fint med. Det er jo naturen, der kommer til at tabe. For så bliver der aldrig en grøn trepart igen. Så er det smidt på jorden. Det synes jeg simpelt hen ikke vi kan være bekendt over for de børn, der lever i dag, og da slet ikke over for de næste generationer.

Fru Pia Olsen Dyhr med et afsluttende spørgsmål.

Jeg deler faktisk statsministerens bekymring. Det er også derfor, jeg ikke kan forstå, at regeringen har lagt sig fast på nogle scenarier, der tvinger treparten nedad i stedet for opad, for man byggede jo oven på landbrugsaftalen. Nu svigter i det, treparten er bygget på, og det synes jeg faktisk er et problem.

Men mit sidste spørgsmål havde jeg egentlig tænkt mig at give til fagbevægelsen, fordi fagbevægelsen, FH, i går var ude med et forslag om pension – det er lidt en anden boldgade, men det ved jeg statsministeren godt kan kapere – og de kommer med et forslag om, at man kan forbedre Arnepensionen. Skal vi gøre det som en løsning på nogle af de udfordringer, vi ser, med nogle af de mennesker, der har haft de hårdeste nedslidende jobs, så de får mulighed for måske at komme lidt tidligere på pension? Jeg synes, der er mange gode takter i det, som FH siger. Jeg har også lagt mærke til, at regeringen, især med statsministeren i spidsen, har sagt, at vi jo nok skal diskutere, måske mest med statsministeren i spidsen, pension på et tidspunkt, og jeg vil bare høre, hvad statsministeren tænker om de takter, der ligger i forslaget fra FH.

Statsministeren.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at noget af det, jeg er mest stolt af som statsminister, er, at vi har fået lavet Arnepensionen, og det vil jeg bære med mig resten af livet, for det er en af de største forbedringer for helt almindelige danske lønmodtagere – især dem, der har haft de hårdeste jobs. Selvfølgelig skal vi altid diskutere, om man kan gøre tingene endnu bedre.

Jeg bliver nødt til lige at vende tilbage til den grønne trepart, for hvis vi får det her gennemført, vil det være større end noget, nogen anden regering har lavet på det grønne område, inklusive den regering, fru Pia Olsen Dyhr og jeg selv var en del af. Det her er det potentielt største, der er sket for dansk natur. Jeg retter egentlig ikke en politisk appel, men en helt dybtfølt appel om, at hvis det her falder til jorden – ja, jeg ved faktisk ikke, hvilke ord jeg skal beskrive det med, for det er så ekstraordinært, at man kunne få det her på plads før sommer, og hvis det strander nu i en politisk forhandling på Christiansborg, der ender i, at Christiansborg vil tage mindre ansvar end det, parterne gjorde før sommer, vil det være så ærgerligt, og så meget vil være tabt. Så jeg retter en meget, meget stærk appel til, at alle bliver ved bordet, og at vi får fundet en løsning på det. Jeg mener simpelt hen ikke bare, at vi skylder vores vand og vores land det, men vi skylder simpelt hen også de kommende generationer det.

Tak for det, og vi siger tak til fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg byder nu velkommen til hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Værsgo.