Spm. nr. US 18

Først og fremmest vil jeg selvfølgelig ønske statsministeren god bedring med halsen. Der er mange, der døjer med den slags i øjeblikket.

Tak for de venlige ord til Folketinget sådan bredt. Jeg vil også forsøge at forblive i den gode stemning og spørge til noget, som jeg tror statsministeren gerne vil spørges om, for det handler ikke kun om dansk indenrigspolitik, men også den store vide verden. Der ved jeg jo at statsministeren elsker at bevæge sig rundt og har et meget, meget stort fokus på udenrigspolitik – og måske knap så meget interesse for det herhjemme.

Statsministeren sagde her i weekenden, at en tyran er borte, og det var en reaktion på Assads fald i Syrien. Jeg deler fuldstændig statsministerens lettelse over, at Assad, der jo er støttet af både Rusland og Iran, nu er væltet. Jeg noterede mig også her i weekenden, at det vakte meget, meget stor glæde blandt mange syrere i hele verden, både i Damaskus, men også her i Danmark, hvor jeg kunne se at der på Rådhuspladsen var en glædesrus, og det forstår man udmærket godt.

I kølvandet på alt det her har Østrigs regering nu allerede ændret situationen forstået på den måde, at man forbereder sig på hjemsendelser af de syrere, der kom til Østrig i forbindelse med den store flygtninge- og migrantkrise. Jeg har også set, at i Tyskland, Grækenland og Frankrig arbejder man nu på at stoppe syrernes asylansøgninger, og i vores Flygtningenævn herhjemme har man nu sat 69 sager i bero, der vedrører syrere, der bor i Danmark.

Derfor er mit spørgsmål sådan set til statsministeren her i dag, om statsministeren er enig i – og det tror jeg statsministeren er – at i og med at Assad er faldet, så burde en stor del af syrerne i Danmark også kunne vende tilbage og genopbygge deres land, og om statsministeren vil sige noget om, hvad regeringen gør sig af tanker i den forbindelse?

Statsministeren.

Vi skal faktisk helt tilbage til dengang, jeg selv var justitsminister. Det er efterhånden mange år siden. Der fik vi lavet en lovændring på asylområdet, som jeg mener der er grund til at rose – selv om det er mig selv, der har lavet den – hvor vi nemlig fik indført midlertidighed på flygtningeområdet. Når det var vigtigt dengang, er det, fordi det også er vigtigt i dag. Flygtning er noget, man i mine øjne er midlertidigt, når vilkårene der, hvor man kommer fra, er på en sådan måde, at man ikke kan bo der. Når de forandrer sig igen, har jeg selvfølgelig en grundlæggende tro på – men også en opfordring til – at man vender tilbage og hjælper med at genopbygge sit land. Det ville jeg selv gøre. Altså, hvis jeg får behov for at flygte fra Danmark, er der jo ikke noget, jeg hellere vil end at vende tilbage til mit fædreland og hjælpe med at få landet på fode.

Når vi fik indført midlertidighed dengang, var det for at begrænse antallet af flygtninge i Danmark og antallet af familiesammenførte til Danmark. Det er fortsat vores holdning, og det er vores position. Mange af de syrere, der er i Danmark i dag, har ikke et permanent ophold i Danmark. Derfor forventer vi selvfølgelig, at de nu rejser tilbage, og det er helt rigtigt, som det blev sagt, at det er meldingen fra mange europæiske lande. Vindene er skiftet meget siden 2015, heldigvis for Europa, og sagerne er sat i bero. Det betyder selvfølgelig også, at de danske myndigheder følger situationen meget, meget tæt. Så jeg tror ikke, der er nogen uenighed.

Fru Inger Støjberg.

Nej, og jeg tror faktisk, at det kun er omkring 8 pct., der har permanent opholdstilladelse i Danmark, så der er jo en meget stor gruppe at arbejde med her. Derfor vil jeg også bare forsikre om, at fra Danmarksdemokraternes side står det øverst på vores liste, at man selvfølgelig skal vende hjem igen. For det er også det, der gør hele tilliden til systemet og lysten til at hjælpe i fremtiden, altså at man rent faktisk ved, at de mennesker, der ikke længere har brug for hjælp, selvfølgelig rejser hjem og genopbygger deres land. Sådan må det være; sådan skal det være.

Derfor er det også vigtigt for mig at spørge ind til det, for man har jo set den her regering tidligere har slækket på udlændingeområdet på forskellige områder, og man diskuterer jo nu også omkring sprogkrav og alle sådan nogle ting. Det er jo nogle uenigheder i regeringen, og det leder mig så frem til at spørge: Kan statsministeren i dag forsikre mig om, at regeringen gør sig nogle seriøse overvejelser om at bruge flere ressourcer på arbejdet med at vurdere opholdsgrundlaget for de syrere, der er i Danmark?

Statsministeren.

Den meget store gruppe af syriske flygtninge, der ankom til Danmark, var vel, mens fru Inger Støjberg havde ansvaret på flygtningeområdet, og der har vi jo heldigvis fået strammet ganske meget op på tallene efterfølgende. Vi har et historisk lavt antal asylansøgere. Det ville man ikke kunne bryste sig af fra spørgerens side, men det kan vi bryste os af som regering, og det er godt, og det er nødvendigt. For selv om der er kommet en del til Danmark, som har et arbejde og går i skole og gør deres, så er der kommet for mange hertil, som ikke opfører sig ordentligt. Det er desværre den korte version.

Det smerter mig. Jeg kommer aldrig til at forstå det, og jeg må være ærlig at sige, at jeg heller aldrig kommer til at kunne tilgive, at man kan komme hertil fra et land udefra og så begå kriminalitet. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man kan få sig selv til det mod det her vidunderlige land.

Så jeg er glad for, at vi har fået strammet meget op siden 2015. Det vil vi blive ved med at gøre. Noget af det, vi kigger ind i nu, er at få indført en arbejdspligt, sådan at man ikke bare kan modtage en social ydelse, sådan som man har kunnet i alt for lang tid. Så vi er godt i gang med at stramme op flere forskellige steder, og selvfølgelig har jeg en forventning til, at myndighederne følger det her meget, meget tæt, og det er jo helt korrekt, som det blev sagt indledningsvis, at sagerne er sat i bero, fordi man nu ser på situationen i Syrien. Jeg er enig i det grundlæggende i, at hvis man er flygtning og har et beskyttelsesbehov – jeg synes jo ikke, man skal beskyttes i Danmark; jeg synes, man skal beskyttes i nærområderne i langt højere grad – så er forudsætningen for, at vi overhovedet kan have et flygtningesystem, at når der så er ordentlige forhold i ens hjemland, rejser man selvfølgelig tilbage og hjælper med at genopbygge sit fædreland.

Fru Inger Støjberg med et afsluttende spørgsmål.

Nu spurgte jeg jo ikke til arbejdspligt. Jeg spurgte dybest set til, om regeringen vil prioritere ressourcer. Vil man flytte ressourcer over til området, så man får gennemgået de her opholdstilladelser? Det er sådan det store spørgsmål. Det andet er, om der overhovedet er styr på regeringen, for hvis man kigger på udenrigsministeren og Moderaterne, ser de jo noget anderledes på det. Det er egentlig dybest set et spørgsmål om, om der er styr på regeringen, og hvornår statsministeren tager fat på at få taget hul på genvurderingen af de her sager. I forhold til alt det, man gør i Østrig, som man kan se, kan man i hvert fald ikke sige, at Danmark er et foregangsland, som det ser ud lige nu, og da slet ikke med Moderaterne i regeringen.

Statsministeren.

Mig bekendt er tilstrømningen til Østrig jo langt højere, end den er til Danmark. Der er ikke lige nu en regering i Østrig – der er en midlertidig regering, fordi der har været afholdt valg – men det er noget, jeg diskuterer meget med den østrigske kansler, for vi er meget enige i på udlændingeområdet. Østrig har behov for at stramme mere op. Det var i hvert fald det, som den tidligere regering mente, og det er jeg meget enig i.

Jeg synes, at man taler lidt uden om egen rolle tilbage i 2015. Jeg glæder mig på Europas vegne over, at vi har regeringer, der kigger anderledes på det end dengang. Jeg kan godt huske debatten tilbage i 2015. Der fik vi at vide, at det ville være let at integrere folk, der kom fra Syrien; det var det ikke. Der er syrere i Danmark, der klarer sig godt, men der er rigtig mange, der ikke har gjort det, de skulle, efter de kom til vores land.

Alt det her ændrer ikke på det grundlæggende, nemlig at når der ikke længere er et beskyttelsesbehov, skal man i mine øjne rejse tilbage, og det har vi en lovgivning, der er med til at sikre rammerne for. Jeg forventer selvfølgelig, at myndighederne følger situationen meget tæt.

Tak for det. Vi siger tak til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

Jeg byder nu velkommen til fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Spm. nr. US 18

Jeg vil da også gerne melde mig i koret af dem, der synes, det var dejligt at høre lidt grønlandsk i salen. Det er et smukt sprog – det er svært at forstå, så jeg var også glad for, at der var høretelefoner til at hjælpe os andre med at forstå det.

Men ellers vil jeg gerne tale lidt om uddannelse med statsministeren i dag. Jeg vil starte med at kvittere for den finanslovsaftale, vi indgik i fredags, hvor vi jo lavede en feberredning af gymnasierne. Der var fra regeringens side lagt op til besparelser på 130 mio. kr. på de naturvidenskabelige fag på gymnasierne og fjernelse af tilskuddene til undervisning i musik og de klassiske sprog, men det fik vi rettet op på, sådan at vi nu kan tilbyde nogenlunde den samme kvalitet i de naturvidenskabelige fag samt musik og sprog, som der var, før regeringen lagde sit finanslovsforslag frem. Tak for det.

Så er der det, vi kalder universitetsreformen, som blev indgået for et års tid siden mellem regeringen og bl.a. SF, Konservative og Liberal Alliance. For lige at hjælpe dem, der kigger på, så drejer det sig om den aftale, hvor man blev enige om at nedlægge ca. 2.700 uddannelsespladser på universiteterne, og af dem, der så er tilbage, vil man gerne skære cirka et år af 30 pct. af dem. Det var så planen, at det skulle gøres på den måde, at de 20 pct. skulle være nogle erhvervskandidatuddannelser, som man ville oprette, som så var på 4 år i stedet for 5 år, og så skulle resten, altså de 10 pct., tages ved at skære på de almindelige uddannelser. Men nu viser det sig så her i sidste uge – det er kommet frem ved flere forskellige lejligheder – at vi faktisk ender med at skære op mod 4.000 uddannelsespladser helt væk, og ifølge universiteterne selv bliver det meget svært at finde de erhvervskandidater, så det bliver næsten hver fjerde af de uddannelser, der så er tilbage på universiteterne, der ender med at blive forkortet.

Det får mig til at spørge statsministeren – for det er jo virkelig noget, der går ud over Danmarks produktivitet; alle de her unge mennesker er jo meget stærkt efterspurgt af erhvervslivet – om hun overvejer at sætte den her reform på pause eller på en eller anden måde undgå, at det bliver 30 pct. af de uddannelser, der er tilbage, der bliver forkortet.

Statsministeren.

Altså, helt grundlæggende er jeg ikke enig i den her udlægning. Jeg ser universitetetsreformen sådan, at vi nu endelig går i gang med at skabe mere moderne universitetsuddannelser, der passer til den verden, der er i dag. For vi har i Danmark, synes jeg, stadig væk for meget uddannelse i starten og for lidt i løbet af vores arbejdsliv. Jeg kan grundlæggende selv godt lide idéen om, at man går i gang med en uddannelse, og at man dygtiggør sig – og det er skønt, at vi har så mange unge, der gerne vil tage en uddannelse i Danmark; det skal vi kun bifalde og understøtte – men at der så bliver bedre mulighed for at vende tilbage i løbet af arbejdslivet. Det er forhåbentlig også det, vi kommer til at gøre på velfærdsuddannelserne og nu professionsuddannelserne. Så den idé kan jeg rigtig, rigtig godt lide.

Så er vi samtidig i den situation, at vi har faldende ungdomsårgange. Radikale Venstre er ofte optaget af universiteterne, og det er vigtigt at være optaget af det, men det er også vigtigt at være optaget af de andre uddannelser. Derfor skal der være en balance. Det skal der være i landet, i forhold til hvor uddannelserne er. Og der skal være en balance mellem optaget det ene sted og det andet sted. Og jeg synes egentlig, at universitetsreformen svarer på det her.

Så har der været et arbejde i gang, men det er jo ikke det, der er resultatet af de politiske forhandlinger. Så jeg tænker egentlig, at forligskredsen tager det arbejde, der har været i gang, og så går man i selvfølgelig videre med det og får den her aftale til at flyve. For jeg tror, at den her universitetsreform vil være god for de unge og for universiteterne, men også for det omkringliggende samfund. Og kan vi opnå alle tre ting, er det jo faktisk rigtig, rigtig godt.

Hr. Martin Lidegaard.

Det er jo godt, at statsministeren tror på sin universitetsreform, for det er der ikke særlig mange andre der gør. Det gør de studerende ikke; det gør universiteterne ikke; det gør erhvervslivet, der skal aftage de her kandidater, ikke. Jeg har faktisk til gode at møde nogen. Jeg har også indtryk af, at aftalepartierne heller ikke bryder sig om de forkortelser af uddannelser, der finder sted. Det er noget, man har ædt, fordi regeringen insisterer på at forkorte 30 pct. af uddannelserne. Det holder statsministeren fast i, kan jeg høre. Men mit spørgsmål går egentlig mere på, at jeg hører, at nogle af aftalepartierne tolker aftalen sådan, at det kun er 10 pct. af de tilbageværende uddannelser, der skal forkortes, men det er 30 pct. Det vil jeg bare gerne have bekræftet. Det er mere, fordi jeg tror, at der er meget forvirring derude, og nu siger universiteterne så, at de ikke kan gennemføre reformen, som den ligger. Der er ikke økonomi til at gøre det. De vifter med flaget, og jeg synes egentlig, at de fortjener et rimelig klart svar fra regeringen på, om regeringen holder fast i, at det er 30 pct. af kandidatuddannelserne, der skal forkortes, eller om det er rigtigt, at man måske kan lade være med at forkorte dem.

Statsministeren.

Jeg står ved den politiske aftale, men jeg står altså ikke og forhandler i Folketingssalen, og Radikale Venstre ønskede jo ikke at være med i den her aftale og tage ansvar for den del af uddannelsesområdet, desværre. Jeg synes, det er ærgerligt, at der er det her meget entydige og lidt ensidige fokus fra Radikale Venstres side i forhold til universitetsuddannelser, og det er ikke, fordi jeg ikke synes, at universitetsuddannelser er vigtige. Det er de selvsagt; det kan bare ikke stå alene. Og i for mange år synes jeg at ressourcerne, energien og opmærksomheden især er gået i én retning. Det forsøger vi virkelig at lave om nu ved at have et stærkere fokus på velfærdsuddannelserne, på professionsuddannelserne, på erhvervsuddannelserne og på en ny ungdomsuddannelse, for det er simpelt hen ikke nok, at de meget stærke unge kan få en universitetsuddannelse. Det er heller ikke rigtigt, at Danmark bliver rigt, hvis det er den vej, man går. Danmark bliver et endnu rigere samfund, hvis vi tror på alle unge, og hvis vi sørger for, at alle unge får en uddannelse, ikke kun dem, der er stærkest og har de bedste muligheder. Den omlægning af vores uddannelsespolitik er god, og den er rigtig, tror jeg, både for Danmark, men faktisk også for de unge.

Så ja, jeg kommer til at holde fast i, set fra regeringens perspektiv, at de her samlede reformer af vores uddannelser er det bedste, vi kan gøre for vores land. Og de konkrete forhandlinger foregår altså i en forligskreds, hvor jeg ikke selv er til stede som statsminister, og jeg står heller ikke og forhandler det her i Folketingssalen.

Hr. Martin Lidegaard med et afsluttende spørgsmål.

Den her reform koster ifølge regeringen selv Danmark 30 mia. kr. om året, når den er slået fuldt igennem. Det kalder jeg at gøre Danmark en lille smule fattigere. Det er nogenlunde det samme beløb, som statsministeren vil bruge på at indeksere pensionsalderen en lille smule anderledes. Det er kæmpestore beløb, som det her koster Danmark.

Så ville statsministeren lave en stråmand om, at vi i Radikale Venstre ikke interesserer os for professionsuddannelser. Jeg tror, at statsministeren godt er klar over, at vi har kæmpet for en bedre pædagoguddannelse år efter år efter år, mens statsministeren har været statsminister, for at få flere midler og for at få bedre kvalitet på pædagoguddannelsen og også på læreruddannelsen, bare for at nævne et par eksempler. Så det er noget pjat. Vi interesserer os for alle uddannelser. Men vi er bekymrede, når erhvervslivet, universiteterne selv, de studerende og dem, der skal aftage kandidaterne, alle sammen siger, at det her bliver noget makværk, og at det bliver hovedløst – for at citere Dansk Industri – og så synes jeg da, at man som statsminister og den, der har opfundet den her reform, godt lige kunne stille sig op og sige: Okay, skulle vi lige tænke os om, i forhold til om vi kunne implementere den på en klogere måde, så flere kommer med og tror på, at det bliver en god reform? Og jeg forhandler ikke; jeg spørger bare, om det er indiskutabelt, at det er 30 pct. af kandidatuddannelserne, der skal skæres i, eller om man kan nøjes med mindre.

Statsministeren.

Men det regnestykke, der bliver brugt her, mener jeg ikke holder, for man kan altid få tal til at understøtte sin egen politiske fortælling. Men hvis vi kigger på hele Danmark og alle de behov, vi har som samfund, må vi sige, at hvis ikke der er elektrikere til at sikre den grønne omstilling, hvis ikke der er nogen til at udrulle fjernvarmerør, hvis ikke der er pædagoger i vores børns daginstitutioner, hvis ikke vi har verdens bedste folkeskolelærere, og hvis ikke der er sosu'er til at passe på os, når vi bliver syge, ja, så kan man godt lave et regnestykke om, hvad nogle på vores arbejdsmarked bidrager med, men det bliver jo alt for snævert og bliver alt for enkelt, for vi har behov for dem alle sammen. Og udviklingen er i rigtig mange år næsten entydigt gået i retning af universiteterne og den del af vores uddannelseslandskab, og den del er vigtig, men den kan bare ikke stå alene. Derfor er vi i gang med en større forandring af vores uddannelsesområde.

Nu har jeg diskuteret uddannelsespolitik med Radikale Venstre i rigtig, rigtig mange år, og det kommer ikke bag på mig, at det her nok er et af de områder sammen med udlændingepolitikken, hvor vi er allerallermest uenige. For vi ser simpelt hen verden og nok også de unge forskelligt fra hinanden. Så jeg står ved, at alle unge skal have et godt uddannelsestilbud. Men man kan jo ikke sige, at man vil have uddannelser i hele Danmark, og ikke samtidig tage ansvar for, at der så skal være færre uddannelser nogle steder. For vi kan ikke bare åbne op med faldende ungdomsårgange. Nogle gange bliver man også nødt til at tage de lidt hårde beslutninger eller se på bagsiden af mønten, om man vil, og det er vi nogle partier der er i gang med. Jeg tror, det her kommer til at styrke Danmark.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Jeg byder nu velkommen til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Værsgo.