Spm. nr. US 10

Tak. Tidligere i år blev det jo besluttet at iværksætte § 6 i hjemmestyreloven, nemlig at nedsætte et tvistløsningsnævn i forbindelse med spørgsmålet om færøsk medlemskab af WTO. Det var et drastisk, men også modigt træk, for paragraffen er jo aldrig blevet brugt før. Som jeg sagde i åbningsdebatten, er jeg efter noget betænkningstid nået frem til, at jeg synes, det er den rigtige beslutning og en nødvendige beslutning for at få afklaret, hvad Færøernes handlemuligheder er inden for WTO og også i andre sager efterfølgende.

Beslutningen skal jo ses i lyset af, at der er sket en rigtig stor udvikling i rigsfællesskabet over de seneste år, både hvad angår Færøernes ønske om at kunne repræsentere sig selv på områder, der kun vedrører os, i internationale fora, men i det hele taget også hvad angår den måde, vi laver politik på i rigsfællesskabet. Netop i forhold til spørgsmålet om international handel kan man nærmest argumentere for, at Færøerne har større selvstændighed end Danmark, altså hvad angår handelsaftaler. Danmark er jo bundet til de handelsaftaler, der bliver lavet igennem EU, hvor vi i Færøerne laver vores egne. Afgørelsen i tvistløsningsnævnet ser jeg meget frem til, og den får stor betydning for Færøernes kommende ageren på udenrigsområdet.

Jeg er jo født optimist, så jeg tror ikke på, at man vil iværksætte sådan et drastisk redskab uden en forhåbning om en positiv konklusion. Jeg ser selvfølgelig frem til, hvad konklusionen bliver. Men jeg kunne godt tænke mig at få statsministeren til at sætte nogle ord på det, altså er det positivt eller negativt for rigsfællesskabet, at vi har sådan en tvist, som det jo er? Og hvordan vil det stille rigsfællesskabet, hvis konklusionen bliver, at Færøerne ikke får mulighed for at få selvstændigt medlemskab af WTO? Der kan jeg godt være bange.

Statsministeren.

Jeg mener, det er entydigt positivt, at vi, altså vi som i Danmark, og Færøerne går sammen om at iværksætte tvistløsningsnævnet. Det er rigtigt, at det er modigt. Det er aldrig sket før. Det har været min klare anbefaling, at vi gjorde det. Så ja, det mener jeg entydigt er positivt, og det, at vi gør det sammen, er i virkeligheden det afgørende, for når vi gør det – og der er jeg helt enig med spørgeren – gør vi det jo med det ønske om at finde en løsning.

Hvis det her var politik, var vi i en helt anden situation. Der nu være en siddende dansk regering, der meddelte Færøerne: Glem det, vi kommer slet ikke til at diskutere det, vi har nu engang det rigsfællesskab, vi har, og vi kommer ikke til at lave noget om. Så tror jeg, vi havde haft en meget, meget alvorlig politisk krise i vores fællesskab, og det kommer aldrig til at ske, så længe jeg er statsminister, at vi arbejder sammen på den måde.

Her er det jo faktisk lige modsat. Der er en juridisk diskussion. Den er ikke politisk. Den er ikke politisk motiveret. Den er ikke politisk drevet. Det, der til gengæld er den politiske drivkraft, er at finde en løsning. For jeg forstår det godt. Jeg forstår godt, at både Færøerne og Grønland ønsker en større udenrigspolitisk rækkevidde. Så jeg deler ønsket, og nu vi har igangsat det her arbejde, og det er med det mål at finde en løsning.

Jeg er ikke helt enig i det her med, at fordi vi er med i EU, har vi ikke den fulde, kan man sige, indflydelse på vores egen handelspolitik. For hvis alle europæiske lande stod alene i den verden, der er lige nu, så var vi færdige i Europa. En af grundene til, at vi stadig står – og jeg mener, at vi skal stå stærkere i Europa – er, at vi har EU, når det handler om nærmest alle vores interessesfærer, og NATO, når det handler om den snævre forsvars- og sikkerhedspolitik. Så vores bevægelsesmuligheder i verden anno 2024 er større, fordi vi er med i EU, hvis man spørger mig. Men ellers er vi enige.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg er som sådan meget glad for det positive svar, for det er en analyse, jeg selv deler og gerne vil have bredt ud.

Jeg vil gå fra en tvist til en anden. Nu kommer statsministeren nemlig ind på det her med EU og det at stå sammen. Der kan vi måske komme i en anden vanskelighed i rigsfællesskabet, hvad angår EU. Det vækker jo rigtig dårlige minder set med færøske øjne. Europa-Kommissionen har jo nu fremsat et forslag om at skærpe det nuværende sanktionsinstrument for at ramme tredjelande, som vurderes til ikke at tillade bæredygtigt fiskeri. Det har vi set før, for 10 år siden, og det førte ikke noget godt med sig. EU sanktionerede Færøerne hårdt. Årsagen til at genindføre sanktionsinstrumentet skal mest ses, i lyset af at kyststaterne endnu ikke har lavet en aftale om kvotefordelingen for næste år.

Da EU forsøgte at sanktionere Færøerne for 10 år siden, skete der det, at Færøerne måtte finde nye markeder for eksport af pelagisk fisk, og det medførte en større eksport til Rusland. Fødevareministeren har fået et mandat fra Europaudvalget til at stemme blankt på vegne af Danmark – heldigvis, vil jeg sige. Men hvordan mener statsministeren at Færøerne skal opfatte det her signal fra EU? Skal det ses som en advarsel, eller er forslaget overhovedet rettet mod Færøerne?

Statsministeren.

Jeg vil ikke påstå, at jeg har meget forstand på fiskeri, og jeg vil nødig udlægge, hvad Kommissionen måtte arbejde med, men jeg kan udlægge, hvad den danske regering har tænkt sig at gøre. Vi har meget stor respekt for fiskeriets betydning på Færøerne – det er i øvrigt et hjemtaget område – og vi afstår fra at stemme i Rådet, og det gør vi i respekt for fællesskabet. Det er nok det bedste svar, jeg kan give for nærværende.

Fru Anna Falkenberg med et afsluttende spørgsmål.

Tak for det svar. Jeg vil nemlig gerne løfte den sag, fordi jeg tror, at de minder, vi har fra det, der skete for 10 år siden, hurtigt kan komme frem igen. Færøerne har jo nu virkelig forsøgt at stå på den rigtige side, hvad angår konflikten mellem Rusland og Ukraine, og har lavet alle de samme sanktioner, som EU har, og det ville jo være ærgerligt, hvis der nu igen kom en konflikt imellem Færøerne og EU. Det synes jeg ville være virkelig, virkelig ærgerligt.

En anden ting, som jeg også gerne vil spørge ind til, er det er med Rusland og hybridkrig. Vi har jo set sørgelige hændelser med mulig sabotage på søkabler i Østersøen. Færøerne og for så vidt også Grønland er jo meget isoleret oppe i Nordatlanten og kan blive meget handlingslammet på kort tid, hvis søkablerne til Færøerne og Grønland ikke er der. Sikkerhed er jo for så vidt et dansk ansvarsområde, som så bliver lavet i tæt dialog med Færøerne og Grønland. Men hvordan ville regeringen se på, at man f.eks. begyndte at samarbejde i rigsfællesskabet om at øge resiliensen og udbygge søkablerne i Nordatlanten? Kunne man tænke det som et slags fælles projekt i rigsfællesskabet?

Statsministeren.

Nu vil jeg sådan helt generelt ikke anbefale, at vi er transparente om, hvilket samarbejde vi har på sikkerhedsområdet, hverken i rigsfællesskabet, i NATO eller i alle mulige andre sammenhænge. Der er selvfølgelig en stigende opmærksomhed på al form for kritisk infrastruktur, herunder søkabler, og det er også noget, vi drøfter inden for rigsfællesskabet. Det er helt rigtigt, at her er vi sårbare, og det er vi, fordi distancen er lang. Det er vi fuldt ud opmærksomme på, og bare det, at vi har den her diskussion i Folketingssalen, illustrerer jo, at verden er blevet mere urolig, og det er vi meget opmærksomme på, også hvad angår de interne ting i rigsfællesskabet.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet, og vi siger tak til fru Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin.

Jeg byder nu velkommen til fru Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.