Spm. nr. S 93

8) Til justitsministeren af:

Mette Thiesen (DF):

Mener ministeren, det vil være hensigtsmæssigt at skele mere til kriminalitetens art frem for alderen, i forhold til hvordan samfundet behandler sagen og efterfølgende sanktionerer, når unge bliver mistænkt for at have begået noget kriminelt?

Jeg byder velkommen til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti, som stiller spørgsmålet. Værsgo.

Tusind tak, formand. Mener ministeren, at det vil være hensigtsmæssigt at skele mere til kriminalitetens art frem for alderen, i forhold til hvordan samfundet behandler sagen og efterfølgende sanktionerer, når unge bliver mistænkt for at have begået noget kriminelt?

Justitsministeren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet. Den kriminelle lavalder i Danmark er jo som bekendt 15 år. Det grundlæggende hensyn bag den kriminelle lavalder er, at børn og unge først bør kunne straffes fra den alder, hvor de generelt set må anses for at være modne nok til, at det er forsvarligt at bruge strafferetlige sanktioner.

Regeringen ser naturligvis også med stor alvor på kriminalitet, der bliver begået af børn og unge under den kriminelle lavalder, og vi har i den seneste tid set nogle meget voldsomme sager, hvor unge mennesker har været involveret i alvorlig personfarlig kriminalitet. Det er på alle måder dybt alarmerende. Der skal være en mærkbar reaktion, når børn og unge begår kriminalitet, så de forstår, at deres handlinger har konsekvenser.

Her spiller Ungdomskriminalitetsnævnet jo en central rolle. Formålet med Ungdomskriminalitetsnævnet er at behandle sager med børn og unge, som er mistænkt eller dømt for alvorlig eller omfattende kriminalitet. Nævnet kan fastlægge individuelle forebyggende indsatser for børn og unge i alderen 10-17 år med henblik på at få barnet eller den unge ud af kriminalitet og tilbage i fællesskabet.

Nævnet har en lang række værktøjer, som omfatter alt fra støtte i hjemmet til tvangsanbringelse uden for hjemmet på en lukket eller delvis lukket døgninstitution. Når nævnet fastlægger, hvad det er for en konkret indsats, der skal iværksættes, er der også mulighed for at skele til den kriminalitet, som barnet eller den unge er mistænkt eller dømt for at have begået. Eksempelvis skal Ungdomskriminalitetsnævnet i alle sager om grovere personfarlig kriminalitet overveje, om der er grundlag for at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, f.eks. på en lukket institution.

Jeg mener, at den ordning, vi har i dag, er med til at sikre en konsekvent indsats over for ungdomskriminalitet. Tak for ordet.

Fru Mette Thiesen.

Tak for svaret. Grunden til, jeg spørger, er jo bl.a. også, at vi har set nogle af de her meget, meget grelle sager, hvor unge bliver, hvad skal man sige, bestukket til at begå meget, meget grov kriminalitet, som faktisk kommer til at forfølge dem resten af deres liv. Der bliver simpelt hen spekuleret i fra bandemedlemmernes side at bruge unge. Jeg har sågar hørt politifolk, som har sagt til mig, at de unge også selv sidder og siger: Jeg er under 15 år, så hvad vil du gøre ved det? Så der er altså en viden om, at man i hvert fald ikke kan blive straffet på samme måde, når man er under 15 år.

For mit vedkommende tænker jeg faktisk, at hvis man kigger på kriminalitetens beskaffenhed og tager udgangspunkt i det i stedet for at skele meget, meget hårdt til alderen, så vil man faktisk også deri lægge en beskyttelse ind af det barn, som ellers bliver udnyttet af nogle fuldstændig kyniske bandemedlemmer, fordi de ved, at der er færre sanktioner, når man er under 15 år. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens svar på. Det er den ene ting.

Den anden ting er så også, at vi eksempelvis har set nogle sager, hvor en mor oplever, at hun faktisk ikke kan følge med i, hvad det er for nogle sanktioner, der pålægges den her 14-årige, som har slået hendes 15-årige dreng ihjel. Det var simpelt hen planlagt drab. Hun aner ikke, hvad der kommer til at ske med den her 14-årige, og sidder også med en total mangel på retsfølelse. Hendes søn er død for en andens hånd, men hun kan simpelt hen ikke finde ud af, hvad der ender med at ske, altså hvad det er for en dom, vedkommende får.

Så de to ting kunne jeg godt tænke mig at ministeren forholdt sig til.

Justitsministeren.

Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at jeg på alle måder godt forstår den her mor. Den sag, som ordføreren refererer til, er jo på alle måder dybt tragisk og dybt, dybt ulykkelig og indskriver sig desværre i en lang række af sager, hvor helt unge mennesker tilsyneladende opfatter det som almindeligt at gå med kniv. Det er bl.a. også en af årsagerne til, at vi jo sammen i den seneste bandepakke har besluttet at skærpe straffen for ulovlig knivbesiddelse.

Formålet med nævnsprocessen er at bringe barnet eller den unge ud af en kriminel løbebane og ikke at placere et strafferetligt ansvar. Derfor kan man heller ikke umiddelbart sammenligne strafferetsplejen og processen i Ungdomskriminalitetsnævnet. Ungdomskriminalitetsnævnets indsatser er jo i vidt omfang en videreførelse af det daværende sociale system, og af den grund er nævnsmøderne ikke offentlige, ligesom eventuelt forurettede heller ikke bliver orienteret om udfaldet af et nævnsmøde, sådan som det er i dag.

Spørgeren.

Jeg kunne godt tænke mig at stille spørgsmålet igen, for jeg synes ikke, ministeren svarede på, om ministeren ikke mener, at det reelt set vil være en beskyttelse af børnene, hvis man siger: Vi kigger altså faktisk på den kriminalitet, der bliver begået, altså om det er voksenkriminalitet og kriminalitet af så grov beskaffenhed, at det skal køre i en normal retssag. Det tror jeg sådan set ville afskrække en del af de her bandemedlemmer fra kynisk at udnytte de her meget, meget unge børn. Nogle er helt ned til 12 år; det har vi set eksempler på for nylig. Så det kunne jeg godt tænke mig, også fordi det jo ikke er offentligt i Ungdomkriminalitetsnævnet. Man ved ikke, hvad der sker med vedkommende, og der bliver jo ikke ført bevis på den måde. Så der er også noget retssikkerhedsmæssigt problematisk.

Justitsministeren.

Det er klart, at når vi taler om meget grov personfarlig kriminalitet som f.eks. drab, der bliver begået af børn under 15 år, så er der behov for en mærkbar reaktion. Det er netop også derfor, at Ungdomskriminalitetsnævnet har mulighed for at gribe ind med vidtgående sanktioner, herunder tvangsanbringelse uden for hjemmet på en lukket eller delvis lukket døgninstitution. Men jeg mener altså ikke, at børn skal i fængsel, og jeg mener heller ikke, at det giver mening at differentiere den kriminelle lavalder, alt efter hvilken type kriminalitet der er begået. Der er allerede efter gældende ret mulighed for at skele til den begåede kriminalitet, når der fastsættes indsatser efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Fru Mette Thiesen med et afsluttende spørgsmål.

Sanktionerne behøvede sådan set ikke engang være så meget anderledes. Vi har jo, som ministeren selv siger, lukkede institutioner, som er tilsvarende fængsler, kan man sige. Så det her handler om, om der føres en retssag og man bliver dømt, og om, at ofrenes forældre får en tryghed, ved at vedkommende faktisk har fået en dom og er blevet anbragt et sted osv. Det er den ene ting.

Så er der den anden ting i forhold til den beskyttelse, der faktisk er af unge under 15 år. For man må gå ud fra, at hvis du begår en forbrydelse, som er så voldsom, er det noget, der vil forfølge dig resten af livet. Ville det ikke være en beskyttelse af de her børn mod de her bandemedlemmer, som faktisk udnytter dem og får dem til at begå grov kriminalitet?

Justitsministeren med et afsluttende svar.

Det er klart, at man jo har etableret Ungdomskriminalitetsnævnet for at skabe en, hvad kan man sige, domstolslignende proces, også over for barnet, for at barnet forstår, at det har konsekvenser. De sanktionsmuligheder, der så er, uanset om det er i den helt milde ende eller i den helt hårde ende, ligger jo inden for kategorien af sociale foranstaltninger, og af den årsag er der jo lukkethed omkring processen.

Jeg synes omvendt også – henset til spørgerens spørgsmål og den her sag i betragtning – at det kan være en overvejelse værd. Kan man på den ene eller anden måde opdatere pårørende til et offer i de meget grove sager, i forhold til hvor sagen står, hvad der i øvrigt er sket, og om der har været afholdt et nævnsmøde osv.? Det vil jeg prøve at bede Justitsministeriet om at kigge på, altså om der er mere, vi kan gøre, end hvad vi gør i dag.

Det afslutter spørgsmålet, så vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Det næste spørgsmål bliver ligeledes stillet til justitsministeren, og jeg byder nu velkommen til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti, som stiller spørgsmålet.