Tak for spørgsmålet. Også her er det vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig ikke går ind i en konkret sag, men jeg kan dog generelt sige, at alle sager, hvor dyr ikke bliver behandlet ordentligt, gør indtryk på mig, og det er jeg sikker på det også gør på spørgeren. Og der har vi desværre set for mange også dybt kritisable sager om dyremishandling, som jeg mener at vi også er nødt til at sætte langt hårdere ind over for.
Derfor er jeg da også rigtig glad for, at vi har fået en arbejdsgruppe – som en del af den dyrevelfærdsaftale, som et stort flertal i Folketinget indgik sidste år – som her sidste måned afrapporterede med nogle muligheder og nogle anbefalinger forhold til strafskærpelser, som faktisk falder fint i tråd med mine egne ambitioner, som er, at vi skal fordoble straffen for de groveste overtrædelser af dyrevelfærdsloven og samtidig også gøre det lettere helt at frakende folk retten til at holde dyr. Og derfor vil jeg da også komme med forslag på baggrund af den arbejdsgruppes anbefaling og i øvrigt aftalekredsens input, som jeg også ser frem til at diskutere yderligere med de partier.
Det er selvfølgelig klart, at systematiske, gentagne og grove tilfælde er skærpende omstændigheder, når der skal fastsættes en straf. Sådan er det i dag, og sådan skal det også være, når vi fremsætter et forslag om at skærpe reglerne på området. Det er Fødevarestyrelsen som myndighed, der har til opgave at sanktionere det, når det bliver konstateret, at reglerne er blevet overtrådt, og som så også om nødvendigt skal vurdere, om det skal politianmeldes. Som det også fremgår af den artikel på nordjyske.dk, der bliver henvist til, så har Fødevarestyrelsen reageret rigtigt og rettidigt. Og herefter er det så op til politiet og anklagemyndigheden i sidste tilfælde at vurdere, om der i så fald skal rejses en sag, og i sidste ende er det op til domstolene at vurdere, hvorvidt der skal træffes en afgørelse og i givet fald hvilken.