Tak for det. I dag giver en bestået akademisk bacheloruddannelse ret til optagelse på en eller flere kandidatuddannelser, som bygger ovenpå den gennemførte bacheloruddannelse. Det er væsentligt for forligspartierne bag aftalen om en reform af universitetsuddannelserne, at det fortsat skal være sådan. Derfor ændres de gældende regler ikke.
Jeg kan derfor heller ikke helt genkende billedet af, at en stor del af de studerende vil få ændret deres retskrav med tilbagevirkende kraft. Fremover bliver der flere forskellige veje til en kandidatgrad. Fra 2028 vil der være nogle, der får retskrav til optagelse på en kandidatuddannelse på 75 ECTS med retten til at vende tilbage til universitetet senere hen i karrieren, mens andre får retskrav på en kandidatuddannelse, hvor de 120 ECTS ligger samlet.
Det er i forlængelse heraf vigtigt for forligskredsen, at kommende og nuværende studerende er ordentligt informeret om deres uddannelsesmuligheder. Der er tilrettelagt en proces, som skal sikre, at de studerende så tidligt som muligt får information om reformens betydning for deres uddannelsesveje.
Forud for årets kvote 2-ansøgningsfrist den 15. marts er der offentliggjort information om det nye kandidatlandskab bl.a. på www.optagelse.dk og på UddannelsesGuiden. Samtidig er universiteterne blevet opfordret til at kommunikere om, hvordan de forventer at deres uddannelser vil blive påvirket af reformen, eksempelvis inden for hvilke uddannelsesområder de forudser ændringer. Informationen vil blive udbygget, i takt med at implementeringen af reformen skrider fremad.
De første nye kandidatuddannelser skal efter planen udbydes fra 2028. Kvote 2-ansøgere kan allerede i dag ændre deres ansøgningsprioriteter frem til fristen kvote 1, så ansøgere, som bliver klogere på deres ønsker, kan nå at ændre deres prioriteter. Og det håber jeg de benytter sig af, hvis det måtte være relevant eller ønskværdigt for dem.