Tak for det svar. Jeg kunne forstå på ministeren, at begrundelsen for at droppe den her målsætning om en firdobling var, at efterspørgslen på grøn strøm ikke stiger så meget, som vi havde regnet med, og derfor dropper man målet om en firdobling. Det er glædeligt, at det så endelig er gået op for regeringen, hvad forskere også har sagt længe, altså det her med, at målsætningen var urealistisk høj i forhold til den strøm, man har brug for.
Vi mener i Danmarksdemokraterne, at man skal få lavet en afdækning af, hvor meget man egentlig kan komme op på byernes tage. Det kunne være en rigtig god måde at nå i land på uden at skulle smadre lokalsamfund rundtomkring. Jeg kan ikke forstå, hvorfor regeringen så desperat holder fast i, at de her statslige energiparker skal blive til noget lige nu og her. Det er kæmpe, enorme statslige energiparker, der ødelægger lokalsamfund over det hele. Samtidig vil man ikke være med til at undersøge, om der er andre muligheder for at få det her op i nogle områder, hvor der ikke er så mange solceller, som der er andre steder i vores land. Jeg mener sådan set, at landdistrikterne har bidraget enormt meget til den grønne energi. Det er jo landdistrikterne, der er heltene her. Nu beder man dem om endnu mere, selv om man godt kan se, at der kommer alt for meget op i forhold til behovet. Det hænger jo simpelt hen ikke sammen, minister.
Derfor vil jeg bare gerne spørge, om ikke det giver god mening at træde lidt på bremsen nu og så prøve at få kortlagt, hvor meget vi kan få op på byernes tage, sådan at man ikke generer folk ude i landdistrikterne, der i forvejen bokser med dårlig infrastruktur, statslige arbejdspladser, som er dårligt fordelt, skoler, der lukker, og købmænd, der lukker. Det her er bare en ekstra byrde på lokalområder, som jeg ikke synes at man kan være bekendt, især ikke, når man nu selv har erkendt, at en firdobling var alt for højt sat.