Tak. Grunden til, at vi finder det her meget alvorligt, er, at der ligger en strategi om at bruge 10 mia. kr. på pyrolyseanlæg over hele Danmark, og så er det jo vigtigt, hvad det er for nogle forhold, der gælder, og hvad der er styr på. Vi har lige haft et lovforslag, som sådan set pålagde kommunerne at lave en planlægning, men når jeg ser på den her konkrete sag, virker det jo, som om der bør være nogle generelle krav til pyrolyseanlæg, som skal overholdes, i stedet for at man bare overlader det til en kommune.
Hvis man ser på den miljøgodkendelse, som ministeren henviser til, er det jo en miljøgodkendelse, hvor der er en masse vurderinger og skøn fra kommunens side, og det kan jeg egentlig også godt forstå, når nu det er en ny type anlæg. Det er sådan set et industrianlæg, som man kobler på et biogasanlæg, og så tager man den våde fraktion, fiberfraktionen, og så bruger man en masse af den pyrolysegas, man har fået ud af det, som skulle være noget godt, og det bruger man så bare til at tørre de der fibre, og så laver man en pyrolyseproces, som alle synes er fantastisk interessant.
Vi synes jo faktisk også i Enhedslisten, at det er interessant, hvis man kan lave noget stabilt kulstof. Men hvis man har en industriel produktion dér, der giver så mange gener sundhedsmæssigt for naboerne, så er der altså noget, man ikke har styr på, og det er det, der gør os urolige. Og når vi så ser på, hvad det er for en proces, vi kigger ind i her, er det sådan, at når man har et demonstrationsanlæg, skal man jo gerne lære af det. Man skal ikke bare tælle energienheder. Man skal sådan set gerne lære af, hvad det er for nogle gener, der kan være ved et pyrolyseanlæg. Og det virker altså, som om der er voldsomme gener fra lugt og røg.
Nu henviser ministeren til, at der har været et uanmeldt besøg, og det er jo godt, at der bliver fulgt op på tingene. Men jeg har også kunnet læse mig til, at det er så kompliceret, at man faktisk har bedt om assistance til at håndtere det. Så vi står altså over for noget, hvor regeringen vil bruge 10 mia. kr. på pyrolyseanlæg og så bare lige overlader det til kommunerne. Kan ministeren ikke se, at det er bekymrende, at man har så lidt styr på det første demonstrationsanlæg, og at man ikke er ude at måle på, hvad det er, det anlæg udleder, og at den vurdering af gas og røg, der slipper ud, kommer meget sent i processen? Kan ministeren ikke se, at vi virkelig bør måle på, hvad det er, der slipper ud fra anlægget nu?